Anmeldelse: HØJSANGEN FRA PALERMOVEJ af Annette Bjergfeldt

Sangeren og komponisten Annette Bjergfeldt debuterer med romanen ”Højsangen fra Palermovej”. Det er en meget fabulerende og smukt skrevet roman, der på sine 348 sider følger en familie gennem tykt og tyndt. Fra Rusland og til Danmark til Palermovej på Amager og med afstikkere rundt i verden. Det er et svimlende perspektiv på livet, som romanen afspejler. Det er frisk, frejdigt og umådelig morsomt. Det er fyndigt og svulmende. Det er et sanseligt farveorgie i ord og toner. Det hele starter i  Sankt Petersborg i året 1914 omkring Cirkus Sowalskaja. Den tilrejsende danske forretningsmand Hannibal forelsker sig hovedkulds i cirkus´ets oversavede dame, Varinka Sowalskaja.

”Som oversavet dame lærte hun hurtigt, hvor alle livets dele hører til. Og at man aldrig som ved et trylleslag bliver sat sammen på ny, hvis først man er gået rigtig i stykker. For lykken er lunefuld.” (s. 11).

Cirkuslivet er hårdt og ubønhørligt, og da livet med den unge danske forretningsmand lyder meget mere tillokkende, lader Varinka sig falde ned i den forhåbentlige langt tryggere danske favn. Allerede inden har Hannibal udset sig huset på Palermovej, og han gifter sig hemmeligt med Varinka og indfører hende i livet på Amager.

”Han ønskede blot, at noget eller nogen ville vække ham og skubbe ham ud af det søvnige grossererkontor, med pludselig og tindrende magi.” (s. 18)

Mødet med hans danske familie bliver selvsagt ingen succes. Men livet på Palermovej blomstrer, og det resulterer i datteren Eva, der igen får døtrene Esther, Olga og Filippa. Esther er bogens fortæller: Hun giver sig hen i farvernes verden, mens Olga er i tonernes rige. Filippa er i sin helt egen adskilte verden – fjernt fra alt, hvad der sker i denne verden.

”At bade er det bedste. Jeg er sikker på, at der har været rod i vokalerne i Biblen. I virkeligheden skulle der stå: Lad os alle bade. Den ultimative form for taksigelse og alkymi. Man er ikke længere den samme efter et bad i Guds store døbefont. Olga og jeg dykker ned i den grønne undersøiske verden, hvor lydene går i slowmotion og fødderne læser havets blindskrift i de snoede riller på sandbunden. (s. 82)

Som voksen nedlægger Olga den ene mand efter den anden, men alle glider de hende af hænde. For Esther er der kun den medstuderende Sebastian på Kunstakademiet. Men også han forsvinder igen og efterlader kun smerte. Mens Filippa glider uhjælpelig ind i sin egen verden for til sidst helt at opløses og forsvinde. For Olga er der André, som hun bliver gift med, men det holder heller ikke længe. Både Olga og Esther bliver besat og fortæret af kærligheden, men genopstår begge af asken. Men alting falder til rette i det store brogede puslespil, som livet er. Det er et kæmpe univers, som bliver oprullet i romanen.

Midtvejs når jeg at tænke, om det mon er muligt at holde den fortællemæssigt damp oppe gennem hele romanen, men det lykkes. Det er en fornøjelse at læse den tykke roman til ende, for alting falder på plads i et smukt, sirligt arrangeret mønster.

Ikke mindst lykkes det, eftersom naboens Graversen er så styg, at han alene leverer den slagskygge, som en så perlende og kvidrende roman har brug for som ballast, for at hele dette brusende romanskib kan sejle godt og sikkert i mål – på Palermovej på Amager.

Det er en roman om overtro, frit flyvende duer og om hundevæddeløb. Men slet og ret er det en roman om mennesker og kærlighed. Duerne letter fra bogens sider og flyver til og fra, mens hundene sprinter hen over siderne. Det er til at blive helt stakåndet af, men det er også berusende.

“Livet er fuldt af flodheste,” mumler Varinka. På en måde har hun ret. Der er flodheste, der ankommer som trøstepræmie i stedet for ens oprindelige elefantdrømme. Store, vilde drømme, som kryber i vask. Flodheste, man prøver at få det bedste ud af ved at tale hele scenariet op og sparke lidt håb i det, man har. Det, som oldefar Igor var mester i. Livet er fuldt af flodheste, som spreder lort, men egentlig bare vil være venner. Dette tøndeformede dyr kan jo ikke gøre for, at dets bid er så fatalt. Frem for alt er livet fuldt af flodheste, der æder ens elskede i en enkelt mundfuld. Sluger kærligheden og det sidste håb om en barmhjertig Gud, som burde have en overordnet plan og kende meningen med det absurde. Varinka tænder en af sine tre cerutter og tømmer brandyglasset. Hun vil tydeligvis ikke tale mere om det og lægger fotoet tilbage i bogen.” (314-15)

HØJSANGEN FRA PALERMOVEJ af Annette Bjergfeldt

Forlaget Modtryk. Udgivelsesdato: 18. maj 2020

Mød Annette Bjergfeldt på 2. festivaldag på Amager

Læs opslag
Hør podcast

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Annette Bjergfeldt: "Højsangen fra Palermovej"

Lyt til denne 15. podcast med Annette Bjergfeldt.

Annette Bjergfeldt er sanger og komponist - og nu også forfatter.

Romandebutten er fascinerende. 

Her er et uddrag fra festivalanmeldelsen:

”Det er et svimlende perspektiv på livet, som romanen afspejler. Det er frisk, frejdigt og umådelig morsomt. Det er fyndigt og svulmende. Det er et sanseligt farveorgie i ord og toner. Det hele starter i Sankt Petersborg i året 1914 omkring Cirkus Sowalskaja. Den tilrejsende danske forretningsmand Hannibal forelsker sig hovedkulds i cirkus´ets oversavede dame, Varinka Sowalskaja. Det er en roman om overtro, frit flyvende duer og om hundevæddeløb. Men slet og ret er det en roman om mennesker og kærlighed. Duerne letter fra bogens sider og flyver til og fra, mens hundene sprinter hen over siderne. Det er til at blive helt stakåndet af, men det er også berusende.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

*

Lyt til denne 15. podcast med Annette Bjergfeldt

Musik: 

”O sole mio” (Giovanni Capurro/Eduardo di Capua/ Alfredo Mazzucchi) sunget af 

Caruso Enrico Caruso  (5. 2. 1916) med Victor Orchestra dirigeret af Walter B. Rogers. 

”Astronauter græder ikke”  (fra albummet ”Et Helt Nyt År”). 

Tekst & Musik: Annette Bjergfeldt. 

Musikproducer: Morten Lundsgaard. 

Musikvideo : Andy Goggin

Mød Annette Bjergfeldt på 2. festivaldag på Amager

Lyt også til de tre præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts. 

1. del, 2. del og 3. del. 

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Louise Christine Larsen: Satiretegnerne insisterer på det bedste i mennesket

Tegning: Mana Neyestani

Louise Christine Larsen fortæller på denne 14. festivalpodcast om, hvad der fascinerer hende ved satiretegninger før og nu:

”Moral er sådan et ladet ord, og det er ansvar måske også, men de tager ansvar. De tager ansvar for deres medmennesker, og de giver omsorg, for der er også en omsorg i tegningerne. Selv om den kan være meget smertefuld, så er der et lag under, der siger, at der er noget vi skal gøre på en anden måde. De tegner for at ændre verden".

Foto: Helle Scheffmann

Louise fortæller også om mødet med Fribytegneren Khalid Albaih, der de sidste 2 år har opholdt sig i Danmark. På podcasten er der uddrag fra ”The rest will follow”- en podcastsamtale med Khalid Albaih fra 2018, hvor han fortæller om, hvad der inspirerer ham til sine tegninger.

2. del af podcast i 2 dele.

Lyt også til podcastens 1. del, hvor Niels og Louise Christine fortæller om musik og lyd, om næsten umulige lydudfordringer, for hvordan optager man lyden af bier inde i en bikube, og hvordan optager man under vandet i sø – eller fra regnskoven i Amazonas. Men så langt skal vi egentlig slet ikke, for bare der i vindueskarmen er der allerede masser af lyd, når solen rammer planterne. Lyt med, når det sker.

*

Mød Louise Christine Larsen på 4. festivaldag i Salonen på Østerbro, hvor hun fortæller om og viser tegninger af den iranske satiretegner Mana Neyestani.

Lyt også til de tre præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 18 festivalpodcasts. 

1. del , 2. del og 3. del. 

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Niels Larsen & Louise Christine Larsen: Planternes musik

Foto: Michael Svennevig.

Fra Amazonas regnskov til vindueskarmen. 

1. del af podcast i 2 dele.

Lyt med på denne 13. festivalpodcast, når der bliver sat sensorer på stueplanterne hos Louise & Niels. Alting afgiver elektroniske impulser. Også mennesker og planter. Træd indenfor i et forunderligt lydunivers. Lyt også til 2. del af podcasten med Louise Christine Larsen.

Niels danser tango og spiller cello, men først og fremmest er han lydentreprenør, der stiller sig selv umulige lydudfordringer. For hvordan lyder det inden i en bikube om natten, hvordan optager man lyd nede under vandet i en sø – eller i regnskoven i Amazonas? På denne podcast skal vi knap så langt, for vi bliver i vindueskarmen, men det er stadig en forunderlig oplevelse. Lyt med her.

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til lyde fra Niels´ lydarkiv:

Night in the Beehive

- a Quiet Spaces Recording

Spotify-link: 

Naturesounds from the Brazilian Rainforest

Inside the Beehive on a Summer Day 

- a Quiet Spaces Recording

Swirling Water 

- a Quiet Spaces recording

*

Mød Niels Larsen & Thomas Emil Hansen 

på 2. festivaldag på Amager, 

hvor de demonstrerer, hvordan det går til, 

når planterne synger.

Mød Louise Christine Larsen på 4. festivaldag på Østerbro, 

hvor hun fortæller og viser eksempler på den iranske tegner, 

Mana Neyestanis tegninger.

Lyt også til de to tidligere præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts. 

1., 2. og 3. præsentationspodcast.

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

 *

Madame Garborg: "Bare en skål, tak!"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 12. festivalpodcast med Madame Garborg.

Madame Garborg debuterede under festivalen Billeder af liv (2018) med ”Alt var kun en drøm” (Epigraf, 2018), der var symfonisk kortprosa, hvor barske, men også humoristiske glimt fra en udsat opvækst og ungdom iblandes sangstrofer fra tidens slagere. Det var festligt, pågående råt og morsomt på en overlevende måde.

Nu er madame Garborg tilbage på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER, når hun på festivalens 3. dag i Global Art Gallery i Vanløse fremfører sin helt nye monolog ”Bare en skål, tak!”.  

Det er igen et nyt styrtdyk tilbage ned i barndommen, hvor der ingen hjælp er at hente, men det berettes med stor husløshed, så det kommer til at virke umådelig ærligt og ligetil, men det svier. Ofte mere end personen selv er klar over. Men når det gør allermest ondt, kommer humoren som forløser.

”Bare en skål, tak!” (uddrag)

Min angst bliver helt usynlig

Jeg ser den flygtigt i øjnene når opvaskeren tømmes

Jeg koger det ikke

Det er ikke det samme

Det tager tid

Tankerne tegnes på kogepladen

Ristet står der på pakken

Det er jeg også

Bare en skål mere

På podcasten er der uddrag fra monologen ”Bare en skål, tak!”, og fra udgivelsesseancen (video) fra ”Alt var kun en drøm” i Vanløse. Der er også uddrag fra ”En bøn til havet” i Apostelkirken, hvor Madame Garborg, Ole Bundgaard og Mika Filborne medvirker sammen med indvandrerpræsten Niels Nymann Eriksen og Elisabeth Arnsdorf Haslund, UNHCRs talsperson. Opslag & podcast.

”Bare en skål, tak!” (uddrag),

Jeg skal sidde stille, han kommer tilbage lige om lidt

Søster skal også være stille

Det er bare helt unødvendigt at han nævner det for hende

Hun er rolig, klein og aldrig sulten

Jeg er sulten

Det er mørkt

Det er mig der er rebellen

Der går tit lang tid

Når han kommer tilbage

Siger han at vi er så søde og dygtige

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 12. festivalpodcast med Madame Garborg.

Mød Madame Garborg på  
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse
og til festivalopvarmningen på Amager.

Lyt til festivalens 1.  og 2.  præsentationspodcast  

med uddrag fra de 12 første festivalspodcasts. 

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN  ENDER

*

Margrethe Tjalve: "Iseskrog"

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Tanken blev født, da lektor Margrethe Tjalve skulle til Grønland på studietur med en gruppe studerende, som hun underviste på gymnasiet i Helsingør. Hun ville gerne fortælle om Grønlands missionshistorie – og om det særlige, som knyttede Grønland og Danmark sammen.

Margrethe læste om Hans Egede, der kom til Grønland i 1721 sammen med hustruen Gertrud Rask, men der var noget som hun ikke kunne få til at passe, og det fik hende til at dykke dybere og dybere ned i stoffet. Måske kunne det ad åre blive til en PHD, men da der ingen primærkilder fandtes, altså skriftlige kilder fra Gertrud Rasks egen hånd, blev det alligevel ikke til nogen videnskabelig afhandling. Desuden var Margrethe Tjalve heller ikke historiker, men filolog. I stedet blev det til en rund fortælling, som hun kunne skrive og give stemme i en skønlitterær form som roman.

”Mit personlige emancipationsprojekt” kaldte Margrethe det i et indslag i Skønlitteratur på P1. Det kom til at handle om drømme, håb og længsler.

Uddrag fra anmeldelse:

”Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve.

Musikken på podcasten: 

”Interstellar” fra cd´en ”Theory of Colours”(2019) er skrevet og komponeret af sønnen Esben Tjalve, der har indspillet det med bandet Red Kite.

*

Mød Margrethe Tjalve på 
3. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse.

Lyt også til de to præsentationspodcasts 

med uddrag fra festivalens første 12 festivalpodcasts. 
1. del og 2. del. 

Læs mere om festivalen 

HVOR REGNBUEN ENDER.

*

Anmeldelse: ISESKROG af Margrethe Tjalve

Hans Egede og hustruen Gertrud Rask kom til Grønland i 1721. I de fleste historier er Hans Egede hovedpersonen, når det gælder missionsgerningen og koloniseringen af Grønland, men ikke i Margrethe Tjalves roman, ISESKROG. Gertrud Rask sad ikke fast i samme stive rettroenhed som Hans Egede, og grønlænderne kunne ikke lide Hans Egedes kobling mellem handlen og mission, men de kunne godt lige Gertrud Rask, der af mange blev opfattet som en kvinde med særlige kræfter. Det gjorde, at de fik et ganske godt forhold til hinanden, så Gertrud Rask faktisk blev venner med grønlænderne, og ville til sidst slet ikke hjem derfra. Heller ikke selv om hun i første omgang havde strittet voldsomt imod overhovedet at komme dertil. Men hun tabte sit hjerte til landet, naturen og folket.

Ligesom Margrethe Tjalve tydeligvis har gjort under sit mangeårige arbejde med romanen.

Fantastisk at føle sig grebet af en roman, der i bund og grund handler om troens magt og afmagt. Et emne, der egentlig ikke appellerer til mig, men omkring den er spundet en utrolig beretning, som lader mig rejse med til Grønland i en fjern fortid for at møde grønlænderne – og følge tilnærmelserne mellem de indfødte og de tilrejsende. Det er en stærk fortælling, men også en krævende roman, selv om den er velskrevet og skrevet med både entusiasme og glød. Det er et indblik i hvad kultur kan og ikke kan. Om forholdet mellem tro og handel. Og forholdet mellem mennesker. Hvorfor er det egentlig, at nogle mennesker tror, at de skal omvende andre – hvorfor egentlig?  I bund og grund er det en roman om at være drevet af passion. En passion, der kan forblinde og tage fornuften fra enhver.  Men også om naturens enestående kræfter. Rejsen til Grønland bliver også en kamp mod naturen for at overleve og ikke mindst en kamp mod den menneskelige natur for at omvende de vantro.

Foto: Michael Svennevig

Det er en besk morale i bogen, når Gertrud Rask i slutningen konkluderer: ”Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (s. 369). Men det er samtidig en betagende skildring af Hans Egede eller Palasi, som grønlænderne kaldte ham, og af hans hustru Gertrud Rask, der har hver deres tilgang til livet og menneskene – og den gerning som de selv og kongen har givet dem. Det bliver på mange måder en kamp om at vinde mennesker for sig – og der har de hver deres tilgang. Hvor Hans er teologisk funderet, er Gertrud mere praktisk anlagt. Det er Hans, der sætter sin vilje igennem og får dem afsted, men det er hende, der formår at opbygge noget varigt i forhold til grønlænderne.  Der er også betagende skildringer af hendes fascination af og forhold til hjælpepræsten. Især er det en afgørende ulykkesstund i begyndelsen af romanen, hvor hendes søn er nødstedt uden at hun kan gøre noget, og hun lover at tage missionsgerningen på sig, hvis Gud lader ham overleve. Det sker og hun holder sit løfte. Der mangler ikke dramatiske optrin. Det er en roman fuld af overlevelseskampe, der er båret af dyb menneskelig indsigt og en overvældende og meget righoldig research, der gør, at tiden og begivenhederne folder sig ud i fuldt panoramisk format for læseren. Vi kommer med på en fascinerende, men også farefuld færd til menneskenes land, Grønland.

”Det var deres blinde iver, der førte dem herop i stedet for Hans forsyn. Iver efter hvad? I hvert fald ikke rigdom! Var det hendes vilje, og ikke, som hun altid troede, en opgave, Gud havde givet dem?

Min vilje, gentager hun. Hører du mig?

Og hvad så, om Gud hører hende, hvornår har Gud i grunden hørt? Sygdom, sorg, vrede, forbitrelse. det er onde ånder, som hun har erfaret gennem det sidste halve år. Hun dukker hovedet. Tomheden rammer hende som et slag med en storåre. Oppe fra Guds plads må menneskene på havnen tage sig ud som myrer, der løber rundt i deres baner, frem og tilbage.

Hvilke planer er der for dem? Hun lytter igen, stadig intet svar.

Den tomhed er også grønlændernes. Købmændene har taget deres land og givet dem glasperler i stedet.” (side 368-69)

*

 Margrethe Tjalve: ISESKROG (Forlaget Vandkunsten, 2017), 376 sider.

Hør den 11. festivalpodcast med Margrethe Tjalve, 

der offentliggøres i morgen

Mød Margrethe Tjalve på 3. festivaldag i Vanløse.

Læs mere om festivalen HVOR REGNBUEN ENDER


*