Jan Grönholm: NATURENS STEMMER. At møde havens blomster, træer og buske - ansigt til ansigt

Af fotograf og havemand, Jan Grönholm

oversat fra svensk af Rose Marie Tillisch

Alle fotos: Jan Grönholm.

(hvis andet ikke er anført)

Når jeg træder ud i haven, træder jeg ind i en verden, der ikke er min. Jeg er bare en midlertidig gæst. Det jeg observerer, hvad jeg tillader mit væsen at være en del af, er en intenst vedvarende verden. Intet er statisk, alt er under forandring. Jeg har måske svært ved at se den som den er, men hver morgen træder jeg ud i en ny have. Hvis jeg er opmærksom nok, kan jeg se ændringerne. Ikke på alt, men på meget.
Livet fremstår på samme tid ubevægeligt og ustoppeligt. Man kan ikke sige stop – nu er de roser allersmukkest. Næste morgen kan man se de første tegn på, at de er ved at visne.

Der er ikke noget tragisk i det. Livet i sig selv er uforgængeligt på samme måde, som energi er. Det skifter bare form. Det manifesterer sig i alle mulige forskellige former, og det trækker sig tilbage i hvile for at vende tilbage i en evig cyklus. Der er noget betryggende i at være opmærksom på al naturens vidnesbyrd om netop dette.

Jeg begyndte at fotografere. Det begyndte i årene fra 2019 og frem. Under indflydelse af mit bondeblod havde jeg indtil da været fuldstændig fokuseret på, hvad der skulle gøres. Hvis jeg gik en tur i haven, var det for at lave en intern prioriteringsliste over alt, der skulle laves og i hvilken rækkefølge. Det til trods for, at jeg for 20 år siden havde skrevet en bog med titlen Tid til at gøre – tid til at være. I mit eget liv var det åbenbart alligevel gøren, der betød noget.

Min ryg begyndte at have meninger om, hvor meget der rent faktisk ville blive gjort. Kameraet kom til at erstatte de haveredskaber, som jeg bogstaveligt eller billedligt talt havde ved hånden, når jeg gik ud i haven.

Fotografering er en mærkelig mellemvej mellem at gøre og at være. Fotografens øje er et vågent øje – med en bagtanke. Den leder efter motiver at tage billeder af. Det er et æstetiserende look. Alligevel er det planters og andre skabningers opgave at være nyttige – i dette tilfælde var nytten at tilfredsstille min skønhedssans. Og for at jeg kan få påskønnelse for mine billeder.

Jeg er ikke vokset op på landet, selvom det nogle gange føles sådan. Min bedstefar var landmand, og han var et stort idol for mig. Mange somre blev tilbragt på hans gård.

Når jeg i løbet af mit liv har taget livtag med en ny have, har bondens blod i mine årer præget min tilgang: Jorden skal lægges under ploven, spaden sættes i jorden, og det, der skal dyrkes, skal være spiseligt. Mad skal kunne stilles på bordet. Familien blive ernæret og få sin føde fra den.

 

Når jeg nu for tiden går ud i haven, prøver jeg først at møde den og alle dens skabninger som et ”du”. Jeg forsøger at møde alle planter, blomster og buske ansigt til ansigt. I stedet for at lade blikket feje hen over en udifferentieret grøn masse, går jeg nu hen til de enkelte planter og bukker mig ned, bøjer mig frem for at komme tæt på, i en afstand af et par decimeter.

Så er jeg tæt nok på til at fornemme essensen af ​​den pågældende plante eller busk. Jeg er overbevist om, at der er nogen dér, at der er en bevidsthed, et subjekt. Det betyder måske noget for min måde at fotografere på. Jeg prøver på at få mine billeder til at blive sådan. Men det er svært. Det er ikke let at fotografere et motiv så subjektet træder frem. Men måske er det muligt at fange tilstedeværelsen af ​​bevidst liv. 

Jeg kan ikke påstå at have nogen samtaler med devaer, planternes ånder eller andre personifikationer af planternes essens. Fuglene taler ikke direkte til mig, men nu kan jeg høre, hvordan de samtaler med hinanden. Før var deres sang bare en slags udifferentieret muzak i mine ører. Når jeg nu går rundt i vores have, giver min ryg mig god grund til af og til at sætte mig ned og bare kigge på. Hvad er det, jeg ser, hvad er det, jeg hører, hvad er det, jeg fornemmer. 

Naturen har mange stemmer, naturen har mange sprog. Nogle kan vi opfatte, andre er uden for vores sanser. Naturen er i konstant kommunikation: Inden for arter, mellem arter, mellem planter og insekter, mellem planter og svampe, mellem fugle og planter. 

En bikube med en familie på flere titusindvis af bier er afhængig af kommunikation mellem alle disse bier og deres dronning. De enkelte bier er ikke velprogrammerede små robotter. De er individer, der lærer, som træffer beslutninger på egen hånd og i harmoni med de andre. De har subjektivitet. Nogle er klogere, andre er dummere. Uden den konstante kommunikation ville der slet ikke være nogen bifamilie.

 

Når jeg sidder og ser på, betragter, prøver jeg at åbne mit sind så meget som muligt. Gøre så lidt som muligt, være så meget som muligt. Det, jeg i stigende grad oplever, er, at haven er fuld af liv. For mig er livet blevet det samme som bevidsthed. Alle levende ting har bevidsthed eller er bevidste. Alt, der er bevidst, har en form for subjektivitet. De er subjekter, der alle har deres subjektive omgivelser. Haven er derfor en verden med mange verdener.

Menneskets verden er kun én af en mængde. Og ikke mere sand end nogen anden. Det nærvær, jeg kan fornemme med havens særlige forhold, er det mon også en måde at komme i kontakt med det, vi deler?

Deler vi den samme værensgrund, som teologen Paul Tillich siger det, eller er det som i indisk visdomstradition: Tat Twam Asi: Du er det. Din sjæl, Atman, og verdenssjælen, Brahman, er ét. Men ord er bare ord, uanset hvilken kultur de kommer fra.

 

Vi har en stor have - 3.500 kvm. Den har været en del af mit liv i de sidste 20 år. Efterhånden har jeg fået mere og mere ansvar for den. Da jeg kom til denne have, Billeshave, først i 2002 og så mere og mere fra 2008, var store dele af haven ret vild. Planterne som flest stod i skyggen af ​​store, gamle egetræer eller måtte klare sig selv af andre årsager.

Et par årtier senere og med en hårdt slidt ryg var mit bondeprojekt næsten lykkedes. Kun ét skyggehjørne havde jeg ikke fået kontrol over. På dette tidspunkt begyndte nye tanker og en anden opfattelse af naturen at gøre sig gældende i mit forhold til haven. Det var heldigt. Med det nye syn på naturen var det ikke længere min pligt at dyrke hver kvadratmeter.

Det der skete på dette tidspunkt var, at jeg fik en interesse fra min ungdom; fotografiet.

*

Oplægget blev oprindeligt skrevet og holdt til åbent hus og have på Billeshave lørdag den 19. august 2023, men er omredigeret og forkortet for at passe til festivalen 2024.

*

Litteratur:

Bernardo Kastrup: Science Ideated - Materiens fald og konturerne af det næste mainstream videnskabelige verdensbillede

Mark I. Wallace: When God Was a Bird - Christianity, Animism and the Re-Enchantment of the World af.

Paco Calvo: Planta Sapiens - Afsløring af planteintelligens

Emanuele Coccia: The Life of Plants - A Metaphysics of Mixture

Matthew Hall:  Plants as Persons - A Philosophical Botany

Stefano Mancuso og Alessandra Viola: Brilliant Green - The Surprising History and Science of Plant Intelligence

Stephen Buchmanns: What a Bee Knows - Udforskning af tanker, minder og personligheder hos bier

Lars Chittka: The Mind of a Bee

 

Jan Grönholm & Rose Marie Tillisch.

Foto: Michael Svennevig

*

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden:

#verdenerfuldafveje

*

Anmeldelse: "Det sidste måltid", "The Bird Experience" & "Lovely cheeks dissolved in tears"

Fotos: Per Morten Abrahamsen ("The Bird Experience") 

og Jan Vesela ("Lovely cheeks dissolved in tears")

To fantastiske og én der er på vej.

To forestillinger der begejstrer og en tredje, der har meget at byde på.

Stemning er der alle tre steder. Det handler om sorg, om det sidste måltid og om et opgør med Odysseus. Penelope er blevet træt af at vente. Der er dans, akrobatik og sang & musik

Foto: Jan Vesela.

LOVE  CHEEKS DISSOLVED IN TEARS

af Out of Balanz

på AFUK Scene

Penelope er blevet godt træt af at vente på husbonden, Odysseus´ hjemkomst. Nu tager hun til genmæle for al sin forsmåelse. Camilla Bang/aka Tigermor giver hende stemme og lyd i 10 sange. Sammen med Troels Hagen Findsen står hun på scenen i Katrina Bugajs instruktion. Katrina Bugaj og Troels Hagen Findsen står for konceptet. Alle tre har været sammen om at skrive forestillingen, der er sat i musik af Camilla Bang selv. Palle Nothlev er tekniker på den lækre lyd, mens Filippe Berglund har skabt den skrabede scenografi, der fungerer optimalt og meget smukt. Den visuelt betagende forestilling er belyst af Vila Vantola.

Foto: Jan Vesela.

Det må have været et meget lykkeligt samarbejde hele vejen rundt. Forestillingen er et inspirerende eksempel på, hvor godt noget kan fungere, når alt det overflødige er væk. Jeg forstår knapt nok min egen fascination, for der er næsten ikke noget tilbage: blot sange og en spinkel tråd, der holder det hele sammen. Men sammenspillet mellem de forskellige elementer er ypperligt. Mere skal der ikke til, når det kun er alt det bedste, der er på banen.

Foto: Jan Vesela.

Jeg er betaget af Camilla Bangs vokal. Hun er lyrisk, hun er blød og følsom, og så kan kun krumme sig sammen og skrige og brøle helt nede fra tæerne af, og det lyder stadigvæk smukt, selv om alt i hende krænges ud. Der er musik i hele kroppen på hende. Også som musiker er hun noget ganske specielt.

Foto: Jan Vesela.

Selv et lille gentagent mellemaktsnummer med en glasskål med vand, der er sat en mikrofon til, bliver til noget magisk og lokkende. Camilla Bang er en sirene og en hystade. Hun er en gudinde og en heks. Hun rummer det hele. Det er fascinerende.

Foto: Jan Vesela.

En harpe er placeret på et højt podie i midten. Det er i bedste græske stil, at dens spil både lokker og hidser. Forestillingen er et oprør. Et skrig og en protest over at blive efterladt hjemme. Det er også et forsøg på at ovetage historien - og skrive den på ny, set fra Penelopes side. 

Foto: Jan Vesela.

Jeg nød den lille times tid, forestillingen varede. Egentlig var det "bare" en teaterkoncert, men alting var så nøje doseret, at det virkede som en regulær forestilling. Alle grimasser, alle pauser og al lyd og færden var koreograferet med en legende lethed, der fik det hele til at virke som de bølger, der blæser mod Penelope/Camilla Bang i den afsluttende sang.

"Der er ikke andet at gøre end at skynde sig til AFUK  Scene og nyde "Lovely cheeks dissolved in tears". Den spiller næste uge med, før den drager til Teater Momentum i Odense,

Foto: Jan Vesela.

LOVE  CHEEKS DISSOLVED IN TEARS

af Out of Balanz

på AFUK Scene

Enghavevej 82B, 2450 København SV

7. - 15. marts 2024

1 time

Director/Co-creator: Katrina Bugaj (US/DK)

Performer/Co-Creators: Troels Hagen Findsen (DK), Camilla Bang/aka Tigermor (DK)

Concept: Troels Hagen Findsen, Katrina Bugaj

Co-writers: Troels Hagen Findsen, Katrina Bugaj, Camilla Bang

Composer/Sound Design: Camilla Bang

Sound technician: Palle Nothlev

Set Design: Filippa Berglund (DK)

Lights: Vilma Vantola (FIN)

Co-Producers: Teater Momentum and AFUK Scene

Hjemmeside & billetter

Tidligere anmeldte  AFUK-forestillinger:

2023:

Going Nowhere

2021.

Cul de sac

2020:

Genlyd

DET SIDSTE MÅLTID

af GLiMT Amager

7.-9. marts 2024: Maskinhallen, Sundholmsvej 28A, 2300 Kbh. S

18. - 23. marts 2024: Dynamo, Odense

Da vi træder indenfor i Maskinhallen på Sundholmsvej 28 A, er der dækket op til os. Det er et hvidt rektangulært rum, hvor der er sat hviddækkede langborde i hesteskosform. Der er helt stille og der er en let dis i lokalet. Vi sætter os til bords, og har ikke for ingenting følelsen af, at det er det sidste måltid, som titlen også lægger op til. Langsom fyldes pladserne omkring bordet.

Et serveringsbord køres frem og vi inviteres til en indledende drink med supplement. Der står et glas ud for hver kuvert. På kanten af glasset balancerer en lille stykke candyfloss, der syder og knitrer, når det puffes ned i vandet. Det farver svagt vandet i glasset, og det er som at vælge den røde pille i Matrix-filmen og følge efter kaninen. Eller som at gå gennem spejlet i Alice i Eventyrland og dale ned i en anden verden. Det samme sker i GLiMTs forestilling, hvor vi er i selskab med de 5 performere: Fridamy Roth, Karl Dahl, Ambre Ros, Antoine Dupeyrot og Lars Lindegaard Gregersen. Det er sidstnævnte, der også står for iscenesættelsen, og som også er kunstnerisk leder af scenekunstkompagniet GLiMT, der blev skabt i 2002 af Camila Sarrazin og Lars Lindegaard Gregersen. GLiMT Amager har status som lille storbyteater, og har netop af Københavns kommune fået de næste 4 år sikret. GLiMT arbejder med at kombinere cirkus, dans og fysisk teater til nye, udfordrende former. De har skabt 15 forestillinger, og har turneret i Europa og spillet i Chile.

Lars Lindegaard Gregersen er forestillingens sprechstallmeister og som han står ved serveringsvognen med opspilede øjne og håret ret i vejret, er det tydeligt, at vi er inviteret til noget uforudsigeligt. Hans lidt diabolske blik inviterer til det ukendte og forbudte. Han er som troldmanden, der slår ud med sin kappe og byder os indenfor til "en samtidscirkusforestilling med akrobatik, fysisk teater, livemusik og humor på programmet" som der står i programmet. Men endnu ved ingen, hvad der venter, og publikum holdes længe hen i det uvisse, og det er forestillingens styrke. 

Fridamy Roth er svensk cirkusartist fra Malmø med speciale i danseakrobatik. Karl Dahl er dansk cirkusartist, netop hjemvendt og færdiguddannet fra Ecole Supérieure des Arts du Cirque i Belgien. Ambre Ros og Antoine Dupeyrot er franske akrobater. Ambre Ros er fra omegnen af Avignon, mens Antoine Dupeyrot voksede op i Bourg-en-Bresse, men nu bor i Avignon.

De fem performere spiller, synger, hvisker og udfører alskens halsbrækkende akrobatiske øvelser rundt om os. Nogle direkte med afsæt fra bordene, som vi sidder ved, indtil bordene brydes op i forestillingens anden del, hvor usikkerheden træder tættere ind på os og puster os i nakken. Men selv om stemningen er god og performerne dygtige, lyset fungerer godt og hele opsætningen også er godt tænkt, forsvinder den røde tråd midtvejs, og resten fortoner sig i akrobatiske øvelser. Det kommer til at virke lidt for spredt, som om forestillingen endnu ikke er kommet helt på plads, men stemningen er skøn, og blandingen af det kendte og det ukendte er fascinerende. Det er som at bade i ukendte vande. Vi ved ikke, hvad der gemmer sig under vandets overflade, mens vi langsomt synker dybere og dybere ned i det og går i ét med det ukendte. Det er et dejligt besøg i en uforudsigelig verden, og hvis man kan forlige sig med, at den røde tråd ikke er alt for skarpt defineret, gælder det bare om at sætte sig tilbage og nyde det.

Der er en nænsomhed i tilgangen, der virker forførende. Der inviteres indenfor, og det er altid rart som publikum, når vi faktisk tages med på rejsen. Det er ikke bare på skrømt. Det giver fornemmelsen af, at det er noget vi er igang med sammen. Denne rækken ud og inviteren indenfor er en vigtig forudsætning for, at teater og akrobatik kan fungere sammen, men hvor ville jeg bare ønske, at fortællingen stod lidt stærkere, når de enkelte dele faktisk er så gode og forførende.

Lysdesignet er af Martin Danielsen, kostumer er af Camila Sarrazin og Joen Højerslev har været dramaturgisk konsulent på forestillingen.

DET SIDSTE MÅLTID

Aldersgrænse: + 14

Varighed: 65 min.

7.-9. marts 2024: Maskinhallen, Sundholmsvej 28A, 2300 Kbh. S

18. - 23. marts 2024: Dynamo. Odense

Kl. 19.30.

Medvirkende:

Fridamy Roth, Karl Dahl, Ambre Ros, Antoine Dupeyrot, Lars Lindegaard Gregersen

Iscenesætter: Lars Lindegaard Gregersen

Co-Komponist: Camilla Bang

Lysdesigner: Martin Danielsen

Kostumer: Camila Sarrazin

Dramaturgisk konsulent: Joen Højerslev

Konsulenter: Gry Lambertsen og Rune Vadstrøm

Instruktørassistent og koreografisk arbejde: Liv Mikaela Sanz

Hjemmeside & billetter.

Tidligere anmeldte forestillinger af GLiMT Amager:

2023:

Hidden Spaces 

2022:

Bohr

2015:

Underskoven

*

Foto: Per Morten Abrahamsen

THE BIRD EXPERIENCE

med NextDoor Project

i De Gamle Bys kirke

9. - 11. marts 2024

Hvad stiller man egentlig op med sig selv – og sorgen?

I november 2020 anmeldte jeg NextDoor Projects "Sorgfugl". Jeg genså den i går, efter at den med EU-støtte har rejst rundt i Europa med titlen "The Bird Experience". Sorgfuglen har fået fire andre fuglevenner, således at der samtidig med forestillingen i De Gamle Bys kirke også blev spillet på en skole (for 300 børn!) i Granada i Spanien, for flygtningekvinder i Athen, for udviklingshæmmede i Budapest, Ungarn og i Moskosel, Nordsverige - tæt på Finland.

Forestillingen her i København var i samarbejde med gamle på Plejehjemmet Slottet og børn fra Welcome House - Dortheagården, Frederiksborgvej 77, der er et mangfoldigt hus, hvor nye københavnere fra hele verden og frivillige med forskellige baggrunde mødes. "The Bird Experience" består af nye fortællinger og en ny kontekst, men bygger på samme koncept som "SorgFugl".

Foto: Per Morten Abrahamsen

Da jeg sidst så forestillingen, syntes jeg, ikke at en afsluttende papirflyver-scene passede ind med det øvrige, men det var nu i den nye forestilling blevet fint integreret med det øvrige.

Det er en forestilling, der er så såre smuk og så nænsom, at den fortjener at få et par ord med på vejen her i den nye udgave, der er blevet til et tvær-europæisk community projekt om sorg, der sammenknytter København, Athen, Granada, Budapest og Moskosel.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Dukker og objekt-teater har den store fordel, at vi glemmer dukkeføreren og ofte kun ser dukken. Det rører noget inde i os, og det udnyttes på smukkeste vis i forestillingen, hvor det især var betagende at se en gammel dame i kørestol kærtegne sorgfuglen. Det er svært ikke straks at lægge en masse ind i det. For med hendes fremskredne alder  opfattes det hurtigt som at forlige sig med det kommende og uundgåelige: Den store stilhed, der venter på os for enden af tunellen. 

Foto: Thomas Wittrup.

I "The Bird Experience" træder vi direkte ud i dansen mellem liv og død sammen med de tre dansere. Det er meget rørende, og hvis jeg var begejstret sidst, da jeg så forestillingen, var jeg det endnu mere i går i De Gamles By på Nørrebro.

I den oprindelige udgave var der meget mere materiale, men årene er gået siden forestillingen i KU.BE i 2020 og forestillingen har siden udviklet sig og er blevet enklere og mere koncentreret. Det holder stadigvæk hele vejen igennem. Samtidig med forestillingen i De Gamle Bys kirke samsendtes fra de 4 andre opførelser rundt i Europa. Det kunne brudstykkevis ses opprijiceret på hvide stofskærme for enden af rummet. Det var stærkt på den måde at oplevelserne, lidt forskudt, blev ført sammen. Det samme blev sorgen, for selv om den har forskellige ansigter, rammer den samme sted i hjertet. Sorgen er international og angår os alle, på hver sin måde.

Foto: Thomas Wittrup.

Dansen med sorgfuglen i forestillingen bragte det hele sammen, for det der ikke kan siges, kan danses. Sorgfuglen både døde og blev vakt til live igen. Igennem dansen og lydklippene, hvor ældre stemmer fortalte om, hvordan sorgen havde mærket dem. Det eneste jeg manglede var børnestemmerne, der var med sidst, men man kan ikke få det hele. Der var i forvejen så meget andet at få med hjem i "The Bird Experience". Sikke et imponerende initiativ!

Her er anmeldelsen af "Sorgfugl" fra 2020.

Foto: Per Morten Abrahamsen

THE BIRD EXPERIENCE

med Nextdoorproject

i De Gamle Bys kirke
Edit Rodes Vej 6 . 2200 København

Fredag 8. marts kl. 11.00 og 19.00
Lørdag 9. marts kl. 20.00
Søndag 10. marts kl. 11.00

Koncept og kunstnerisk ledelse: 

Ingrid Tranum Velásquez
Komponist: Henriette Groth
Dukkemager: Anette Asp Christensen
Koreografi: 

Ingrid Tranum Velásquez i samarbejde med de medvirkende

Medvirkende:
Dansere: Frej Stenholt Mortensen, Aldo Tranum Velásquez, Ingrid Tranum Velásquez
Musiker: Henriette Groth
Samt beboere fra plejehjemmet Slottet og børn fra Welcome House
Kamera, streaming og afvikling: Andreas Graham
Teknisk konsulent: Mikkel Peter Larsen
Koordinator: Karin Ahnfelt-Rønne
Bogholder: John Gottenborg Bruun
Foto: Per Morten Abrahamsen

Hjemmeside 

Tidligere anmeldelser af forestillinger med  Next Door Project:

2023:

Unfinished Tales

2020:

Sorgfugl

2019:

Herfra min verden går

Se oversigten over de 

278 andre anmeldelser

*

VERDEN ER FULD AF VEJE: Ramona Macho

 

Foto: Pernille Næsheim

Hør podcast

Dragqueen Ramona Macho og Bo Hagen Clausen fortæller om at finde vej mellem flere identiteter, for Ramona og Bo er én og samme person. Startede som undergrunds-transperformer, men er med tiden mere blevet dragqueen og performancekunstner. Det er beretningen om et liv og et kunstnerisk virke, der startede på Norsk Dukketeater Akademi og fortsatte på Den Dansk Filmskoles animationslinje, for bagefter at gå helt andre veje. Om at kæmpe sig fri og stå ved, den man er.

Foto: Pernille Næsheim.

Musikken på podcasten er sunget af Ramona Macho.

Foto: Pernille Næsheim.

Foto: Pernille Næsheim.

Foto: Pernille Næsheim.

*

Næste uges podcast:

Foto: Michael Svennevig.

Peter Madsen:

"Vægten af et åndedrag"

Om superhelte og retfærdighed

Offentliggøres den 15. marts

Forfatter Peter Madsen fortæller om sin debutroman, ”Vægten af et åndedrag” (Forlaget Leitura, 2023) og om sin fascination af superhelte og retfærdighed. Det startede i 8-10-årsalderen, hvor Peter tog sin supermandsdragt på inde under sit normale tøj og havde det på i skole, uden at sige det til nogen: ”Jeg er ret god til hemmeligheder. Hvis jeg ikke skulle være superhelt, så skulle jeg måske have været hemmelig agent.” 

Musik: Markus Madsen.

*

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden:

#verdenerfuldafveje

*

Orhan Dogru: Digt til festivalmaleri 2024

 

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

1)

En verden, et liv,

engang levede mine fire kvinder,

i fortidens løv som fire uåbnede blade,

fremmedgjort fra verdens liv.

Dog lever de stadig

i min bundløse fortid og nutid.

 

2)

Jeg er hverken inde i livet

eller uden for livet.

Min sjæl svæver mellem to verdener,

mens mit legeme er dybt nede i jorden,

under ledsagelse af de funklende glimtende stjerner.

 

 

3)

Hver gang jeg kravlede op i drømmenes himmel

bliver jeg revet ned af virkelighedens tyngde,

og mine drømme flænges i stykker.

Dog skal du vide;

jeg er fortabt i drømmens kærlighed, ikke i dig.

 

4)

Livet er både godt og ondt

hæng ikke fast i detaljer.

Spring ikke over det store billede,

Åh, menneske!

Ondskab opstår fra mørkets kraft,

godhed opstår fra lysets kraft.

 

5)

I det mindste vil jeg omfavne dig i minderne,

ved at genskabe fortiden fuldstændig i mine øjne,

jeg vil bøje mig ned og indånde din duft,

men dit minde og billede er så blegt,

selv duftens spor er forsvundet fra mit sind.

6)

På skærmen vises en diktators krig

Alt det, der kommer fra TV’et,

har ingen farve

alt synes sort for mig.

Kun blodet er rødt.

ORHAN DOGRU

Foto: Tina Lindop (fra festivalen 2023).

Orhan Dogru tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom han også skriver digte på disse sprog. For ham er det ypperste håb at væve drømme på tværs af disse fire sprog og en dag kunne drømme på alle disse fire sprog og endda i samme drøm.

Orhan Dogru er dansk-kurdisk/tyrkisk forfatter, oversætter og nu også debuterende digter. 

I 2022 fortalte Orhan Dogru på festivalen om sin oversættelse af ”Mem og Zin”, et poetisk værk af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani fra 1692. Det er en kurdisk klassiker, som udgør den største kulturelle fællesnævner for kurderne, der i dag er et undertrykt, splittet og forfulgt folkeslag, der er spredt i næsten alle verdenshjørner. Oversættelsen indgik i serien ALVERDENS KÆRLIGHED. Lise Kamp Dahlerup læste uddrag fra den på festivalen. Læs mere. I 2023 fortalte Orhan Dogru om sin debutroman ”En nydanskers kontrabog” med undertitlen ”Ordene flyver skriften forbliver”, hvor læseren kommer med på en rejse i både tid og rum. I romanen møder vi indvandreren Yusuf, der fra oprindelig blot at have set sig selv som en gæstearbejder fra Anatolien, men trods fordomme og udfordringer på godt og ondt både fra ”gammeldanskernes” og ”de fremmedes” side, er kommet til at føle sig som nydansker. Læs anmeldelse af romanen. I år gælder det Orhan Dogrus nye digtsamling, som han præsenterer på festivalen.

Foto: Tina Lindop (fra festivalen 2023).

 Læs også digteren Salim Abdalis 

digt til festivalmaleriet 2024.

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.

VERDEN ER FULD AF VEJE

Festival om drømme og portrætter

3. - 14. august 2024

5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden:

*