Anmeldelse: REJSEN af Saida Benakrich

"Rejsen” er ikke bare en rejse fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske. Hun er født i Marokko i 1961, men kom til Danmark som 11-årig i 1972. Bogen er selvbiografisk – og har ikke været nem at skrive. Man er aldrig den samme efter en rejse. Når man begiver sig til et nyt sted, ændrer man sig.

Bogen virker monomental med sine knap 400 sider, men i takt med at historien fører længere og længere væk, eller dybere og dybere ind i hovedpersonen, er det tydeligt at det ikke kan gøres kortere. For at nå hele vejen omkring begrebet "identitet", skal der fortælles og berettes meget. Sikke en rejse, sikken et liv. Alle de følelser og livstråde som forfatteren har fået spundet sammen i denne beretning om ét liv, bliver til mange liv. Saida Benakrich er en eminent fortæller. Hun får et ekstra fortællelag forærende, fordi hendes marokkanske baggrund synger med. Hendes greb er et andet. Den sproglige tone er anderledes og det styrker fortællingen, fordi hun ifører sig fortællingen. Forfatteren så at sige tager bolig i den - også sprogligt.

I starten var jeg skeptisk over for den brudte kronologi, hvor der løbende kommenteres med en nuværende voksenbevidsthed. Det giver normalt en distance til stoffet, fordi barndommen spejles i en voksenbevidsthed som hovedpersonen ikke selv er i besiddelse af på givne tidspunkt, men det bliver lidt efter lidt et uundværligt fortællelag, der ender med at blive det, der bærer fortællingen igennem. Bogen er lang, for længden skal kunne bære indholdet, når det beskrives hvordan det er at blive stående med et ben i hver lejr. For det må nødvendigvis også betyde at man er ingen af stederne – eller sådan føles det i starten, inden man finder sin plads i den nye verden med en blanding af det bedste fra begge verdener.

Uddrag fra starten af 3. kapitel: "Barndomslandet".

Stilhed. Jeg hører intet, har kun mine tanker. En dør åbner sig, og en strøm af erindringer vælder frem, den ene kalder så at sige på den næste. En særlig begivenhed står krystalklart frem i min hukommelse. Man kan også kalde begivenheden for et afgørende vendepunkt, der er årsagen til alle andre følgevirkninger senere i livet.
 

Fortællingen om det første ægteskab er tydeligvis svært at fortælle, for det er forfærdeligt. Det er umenneskeligt, og alligevel skrevet så vi forstår hvad der er på spil for manden og kvinden. På spil for dem som mennesker fanget et sted mellem tro og tradition, som mennesker lukket inde i et ildfattigt rum. Det er en ubærlig skildring, der lykkes. Men der er også noget der ikke lykkes: forklaringen af at tørklædet ikke skulle være så vigtigt, når det faktisk er det, der udløser den ubærligste scene i bogen. Som illustration af at tørklædet ikke spiller nogen alvorlig rolle, er det ikke dækkende, men som forklaring på hvordan tradition, tro og modernitet støder sammen er det en fuldbyrdet illustration. Men det ville være en forenkling at gøre det til et for eller imod. Bogen kræver at blive læst og forstået inden for sin egen forståelsesramme. Og det er udfordringen og bogens store fortjeneste, at den netop tilbyder et unik møde med et liv stående mellem to kulturer, hvor der balanceres på en knivsæg. Det er med andre ord et møde med en virkelighed, der forklares med stor kunnen, fortælleglæde og kunstnerisk snilde. Det er simpelthen en bog, der fortjener at komme ud på rigtig mange af bibliotekerne, hvor den kan ligge og friste de nysgerrige rundt omkring i landet. Dem er der mange af – og endelig er her en bog, der både er klog og forstandig – og meget velskrevet. (Ærgerligt at forlaget ikke har været grundigere med korrekturen, for det skæmmer den smukt skrevne fortælling, når fx ”lægger” forveksles med ”ligger”.)

Det er en voldsom fortælling, der kun sjældent falder til ro. Historie spejler sig i sig selv, for var valget det rette? Var det umagen værd at flytte til Danmark, for hvor længe skal man finde sig i at være udlænding? Hvornår glider det fremmede af én? Hvornår bliver man en af de andre? Svaret er nok - aldrig. Én gang udlænding - altid udlænding. Det er vist det samme overalt, selv om forfatteren hævder at det i Danmark er meget sværere end som så. Jeg kan ikke lade være med at tænke at en københavner, der flytter til Jylland aldrig bliver andet end netop "københavneren".

Det er en meget indsigtsfuld bog, men der er ingen tvivl om at en dansker, der havde foretaget samme rejse i modsatte retning ville have været lige så fremmed i Marokko - og derved kommer bogen ikke så meget til at handle om Marokko og Danmark, men mere om at finde sin plads i verden. Det gør det til en bog om at høre til, om tilhørsforhold, om at blive til i verden, om at danne sig selv, om at føle sig udenfor, om at insistere på at høre til - og om de mange kampe for at blive til den man er, selv om omgivelserne er nye, fremmede og måske ligefrem fjendtlige. Bogen er forfattet med et så glødende engagement at den rækker ud over sig selv, og bliver en fortælling om at blive menneske. Det er forfatterens påstand at det er det at skifte miljø, omgivelser, sprog, venner og omstændigheder, der sætter det hele i skred, men som det netop så fint skildres, er der både tabere og vindere. Det koster og prisen kan være tårnhøj. Men alle kæmper deres kampe for at høre til - også selv om man ikke skal tage livtag med at krydse over fra én kultur til en anden, lære et helt nyt sprog, begå sig på måder man ingen forudsætninger har for at kende til. Så selv om det gør fortællingen meget specifik, gør det den også alment tilgængelig. 

Bogen er meget fint disponeret. Der er intet der udpensles eller trækkes i langdrag. Den er skrevet med en fin fornemmelse for, hvor historien ligger, og hvad der er vigtigt at få fortalt. Det kan være svært, når stoffet er levet liv, der ikke bare uden videre lader sig indfange og fylde på formler, men kræver sit eget liv - og det får det på denne rejse.

Så hvis du hører til dem, der synes at danskere generelt er nogle af de mest åbne, glade og tolerante mennesker, er denne bog god læsning. For her er stof til eftertanke.

 

Læs mere om  "Rejsen". Forlaget Siesta. 249,- kr. 374 sider.

Udgivelsesdato: 6.11.2014. Forsidelayout: Elias Temsamani.

 

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Rejsen" indgår.

 

Anmeldelse: ROMAN I FIRE ÅRSTIDER af Betina Birkjær

"Jeg har så længe, jeg kan huske været fascineret af ord. Ord kan alt. For mig er det at skrive tæt knyttet til mit arbejde som performer og installationskunstner. Det hele handler om at fortælle en historie. Åbne historier. Historier man kan fare vild i og finde sig selv i."

                                                              Betina Birkjær om at skrive.

"Roman i fire årstider" foregår nær havet. Det er ingen steder og alle steder. Om træet midt i byen som har en hemmelighed. Det er bare én blandt byens uendelig mange hemmeligheder. Det er en beroligende myldrehistorie. Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end bare disse fire årstider.
 

"Hr. Lieberkind har aldrig før trådt nogen over tæerne og rødmende af skam forsvinder han ind ad en hvid dør. Han ånder lettet op. Her er ingen træer, ingen sovende børn, ingen voksfigurer. Her er stille og helt hvidt, bortset fra en lille, sort dør i modsatte ende af rummet, som han føler sig fristet til at prøve. Han gør det, lukker døren bag sig og er omsluttet af et varmt og duftende mørke. Her er om muligt endnu mere stille. Som om stilheden er mere kompakt. Vokset sammen med mørket. Han smiler for sig selv. Hr. Lieberkind føler sig helt godt tilpas igen og bevæger sig langsomt ind i mørket, indtil han støder på en ny dør. Da han åbner den, bliver han mødt af et perlemorsagtigt lys. Han befinder sig i en kæmpekonkylie og kan høre havets brusen langt væk. Han bevæger sig ind i de snoede gange, og efter at have gået længe befinder han sig pludselig ude i det fri. Han kan se sit lille hus. Han smiler fredfyldt. Han har fået vished."

 

Teksten har en tone og en klang, der er helt sin egen. Som læser hviler man spændt i det trygge univers. Samtidig formår forfatteren at lægge en fornemmelse af at idyllen er funderet på noget som kun de færreste i byen er bekendt med, og at der er noget på færde - og på spil. Der er mange hemmeligheder. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og så er der længslen mod havet, længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let kan blæse alt og alle omkuld. Der er havet, der med blæsten sender en byge af fisk ind over byen, så de ligger i gaderne og gisper. Og der er byens beboere, der gemmer sig i deres huse indtil fiskene igen er fjernet. Og bagefter føles gaderne stadig klistrede og glatte. Fortællingerne er opbygget, så vi ved at tiden er ved at rinde ud. Måske er det en ny tid, der uvægerligt er på vej. Som læser er jeg lidt bange for, hvad det hele skal ende med, mens jeg spændt bladrer videre. Og ulykkerne indtræffer. Træet brænder og verden går for så vidt under, men den efterlader også en tro på alt det der fortsætter. Og selv om fuglener er fløjet og for længst forsvundne, så er de der stadig - et sted ude i horisonten.

 

Fortællingerne følger deres egen indre logik. Alt er på lånt tid, men samtidig bibringes læseren en tro og en oplevelse af at det nok skal blive godt igen eller ligefrem bedre. I hvert fald er der noget der fortsætter. Hemmelighederne er ikke brændt væk. Nye begyndelser giver nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingerne i fire årstider.

Det er en debutbog, men stemmen er ikke en debutants. Jo, første gang på tryk, men det er tydeligt at forfatteren er så meget hjemme i sit stof at det er forankret i et helt liv. Eller rettere et teaterliv. Det er sådan at teksten er født – med et teaterliv. Teksterne lever og ånder overbevisende. Som læser vandrer jeg ubesværet rundt mellem bogens mange universer. Det er skrevet så det både er magisk og samtidig kedsommeligt almindeligt, men sådan virker det ikke, for sproget er spændstigt og romanen slår sine triller som fuglene i træet. Indtil de ikke er der mere.

Sproget er så subtilt og præcist at det er en fornøjelse. For en gangs skyld er forlæggernes anprisning på bogens bagside dækkende og på sin plads, når der står at bogen er som " ...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 

De der lader sig indfange af fortællingerne vil føle at bogen resonerer inde i én selv. Føle at de med ”de fire årstider” har været så heldige at de ikke bare har læst, men indoptaget fortællingerne i sig. For bagefter ruller fortællingerne videre med blodet rundt i kroppen. Det gjorde de i hvert fald på mig.
Et stort tillykke til den debuterende Betina Birkjær, der fortjener at hendes fascinerende og egenartede romandebut finder frem til mange læsere. Romanen er en lyrisk rejse, der bliver siddende i kroppen længe efter. Og hvor tit sker det?

 

 "Da jeg var barn, fandt jeg på hemmelige skriftsprog, byggede byer, besøgte fremmede planeter og øvede mig i at slå vejrmøller med én hånd. Undrede mig over, hvorfor mariehøns er røde, og hvorfor jeg var den eneste pige, der ville spille fodbold. Syntes søndage skulle springes over, for det var jo den sidste dag i ugen og derfor bare i vejen. Følte mig fri på min cykel. Ville være den første indianerhøvding, der levede udelukkende af makrelmadder og kakao. Derudover ville jeg være forfatter og rejse verden rundt med et fransk cirkus."

 

Betina Birkjær om sine drømme

Citat fra hendes hjemmeside: http://betinabirkjaer.dk/om/ 

Læs kapitlet "Digteren" fra romanen:

Aksel Loewe har aldrig fået udgivet en digtsamling, men da han er den eneste i byen, der skriver digte, føler han fuldt ud, at han fortjener sit tilnavn. I virkeligheden bliver han kaldt Digteren, fordi han digter andres liv om.

En dag kommer en ældre kvinde til Digteren og klager sin nød. Hun føler sig meget gammel - hun er lige blevet femoghalvfjerds, og hun har aldrig haft en familie eller kendt til kærlighed. Hun vil gerne snart dø, men inden da vil hun bede Digteren om at digte en kærlighedshistorie til sig. Han lover at hjælpe hende, men udbeder sig tid og siger, at han har brug for en del oplysninger. Hun lover at give ham alt, hvad han har brug for. Han siger også, at han desværre ikke selv har tid til at komme og hente de oplysninger, han skal bruge, så han vil sende sin fader, som er pensioneret postdirektør og enkemand. Han skal have lov til at komme en time hver dag og lytte hendes historie. Det fortalte skal han referer i store træk til Aksel, som derefter skal skabe den store kærlighedshistorie, der vil passe til hende.

I starten er kvinden bekymret for, hvor lang tid dette kan tage, men forbløffende hurtigt stopper hendes klage, og hun affinder sig med, at hendes død bliver udskudt på ubestemt tid. At skulle tale en time med en fremmed mand virker først som lang tid, men der går ikke længe før denne daglige rutine føles alt for kort. Så er der jo heldigvis ikke nogen, der har sagt, at den pensionerede postdirektør ikke kan blive en ti en time mere, hvis han skulle have lyst. Hun kan så passende give den megen kaffe skylden, når hun føler sig underlig opstemt ved sengetid.

En dag siger Digteren til sin fader, at nu kan han godt fortælle kvinden, at hendes historie er færdig, og hun kan komme og hente den, når det passer hende at dø. Næste dag har faderen en æblekage med til ham, og en seddel hvorpå der står: Tak fordi du har skrevet min historie færdig. Digteren føler sig uendelig tom. Han ville gerne have hørt det fra hende selv. Ordene på papiret efterlader en rungende tavshed.

Stilhed skræmmer ham, og den har det med at hjemsøge ham i tide og utide. Han flytter rundt på egetræsmøblerne på sit værelse på Strandhotellet.

 

"Roman i fire årstider" udkom i foråret 2014 på forlaget Jensen & Dalgaard - og er en oplagt julegaveide. 120 sider. 248,- kr.

Forlagets hjemmeside: http://www.jensenogdalgaard.dk/Books/efter-2014/roman.htm

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Roman i fire årstider" indgår.