Anmeldelse: MR TESLA PLAYED af Why Not Theatre Compagny

Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg

Forestillingen starter på gaden. Vi samles uden for Knabrostræde 23 i indre by, før vi ledes ind igennem porten til en lille gård, hvorfra en smal spiraltrappe leder os op på 1. sal. The New Yorker Hotel står der på skiltet. Alene trappeopgangen signalerer hotel. Det er pænt og ordentligt på en gammeldags måde. Det er som at gå tilbage i tiden til 1943, hvor monologen tager sin begyndelse.

Vi bliver bænket omkring et stort rundt solidt bord, der er placeret ved siden af køkkenet. Det er en 1-værelses lejlighed. Den grønne farve på væggen virker beroligende. Sådan føler Mr. Tesla det givet også, for han er der hele tiden og forlader sjældent lejligheden, det er der han bor og nu lever sit liv. Han kommer ind i pyjamas og uldne sokker. Der er en robust følsomhed over ham. Han beretter sin historie, mens han færdes hjemmevant rundt i den lille lejlighed. Fra tid til anden beretter han direkte til os.

Det hele startede, da han som dreng stryger katten over pelsen og mærker den statiske elektricitet knitre. Det vækker noget i ham. Det er det her, han vil undersøge, for hvad er elektricitet? Mest af alt lå det i kortene, at han skulle blive præst. Han er familiens og landsbyenes eneste dreng. Hans bror dør i en rideulykke, som han overværer. Det sidder stadig i ham. På en måde har livet også sat sig fast i ham. Han er en vild dreng, der på grund af gale streger kunne have være død mange gange. Lægen giver op under et af de gentagne sygelejer. Sønnen spørger faren, om han ikke nok må læse til ingeniør, for så skal han nok komme sig... og faren svarer at han vil sende ham til den bedste skole, der overhovedet findes, hvis han overlever. Det gør han: overlever og bliver sendt til den bedste skole - i Graz. Men hans studier er økonomisk en byrde for forældrene, så han tager bagefter arbejde i et telefonselskab. Han opholder sig senere i Paris før han rejser videre til New York, hvor han møder Thomas Edison, Rudyard Kipling og Mark Twain. Han samarbejder i starten med Thomas Edison, men vil meget mere og ikke bare stille sig tilfreds med de opdagelser han gør, men hele tiden videreudvikle dem, og får en ny og bedre samarbejdspartner i George Westinghouse, der inspirerer og udfordrer ham i det videre arbejde. Det er den samme, der mange år efter stadig betaler for hans hotelværelse. Mr. Tesla er ikke særlig social, men ønsker brændende at yde sit bidrag til menneskeligheden som forsker. Han opdager noget så elementært, men livsvigtigt som den vekselstrøm vi dagligt tapper direkte fra stikkontakten. Ikke for at vinde rigdom og berømmelse. Man kan sige at det er godt gjort at han helt undgår det, mens han er i live, for hans opfindelser bliver epokegørende og bestemmende for den fremtid vi lever i i dag.

 

Nikola Tesla (1856-1943). Fysiker, opfinder og elektroingeniør.

Filmen "The Secret of Nikola Tesla" med Orson Welles fra 1980 er frit tilgængelig på nettet. Også i "The Prestige" af Christopher Nolan fra 2006 er der skildringer af Nikola Tesla (i filmen spilles han af David Bowie!!). 

Titlen "Mr Tesla played" går på Teslas legende forhold til sin forskning. Monologen er skrevet af den dansk-serbiske dramatiker Tanja Mastilo, blandt andet på baggrund af Nikola Teslas erindringer, og lanceres som en Why Not Pop-Up production. Det er historien om en opfinder, en stor humanist og altruist. Et kammerspil, mesterligt spillet af den herboende new zealandske skuespiller Nathan Meister, der allerede har medvirket i en af teatrets tidligere forestillinger "Secrets" af samme dramatiker. Han spiller med en afvæbnende naturlighed. Der er ikke én unødvendig bevægelse. Hans diktion er flot og klangfuld. Ikke ét ord går tabt. Han er allestedsnærværende i den meget poetiske forestilling, der forløses med stort kunstnerisk overskud. Det er som Teslas sidste del af sit liv stille, intimt og tyst. Men båret af stor nysgerrighed og både af lyst og vilje til at yde sit for det fælles bedste.

 

Grafik: Kristel Pent. Grafisk design: Kenneth Kikkenborg

 

Spilleperiode: 18. - 20. & 24. - 26. april 2017 kl. 18 og kl. 20

Spillested: Knabrostræde 23, København

Dramatiker: Tanja Mastilo

Nikola Tesla: Nathan Meister

The Tesla Team: Tanja Mastilo, Nathan Meister, Sue Hansen-Styles og Barry Wesil

Musik: Louise Hjorth Hansen

Forestillingen spilles på et letforståeligt engelsk

Hjemmeside og billetter.

Trailer

 

Anmeldelser af teatrets tidligere produktioner:

The City (2013)
WIT (2014)
A Tender Thing (2015)
O, for the love of Shakespeare (2015)
Love And Money (2016)

 

 

Anmeldelse: ET HUS PÅ SAND OG HÅB på Teater Får302

Fotograf: Thomas Cato

 

Da vi kommer ind i teatersalen er den første overraskelse at alt er bygget om, så scenen nu er blevet placeret på langs ud for de lange bænkerækker. Det der tidligere var en af byens mindste scener, fremstår nu i sin ombyggede form som væsentlig større. Næste overraskelse er forestillingens sprudlende spillestil. Den er dikteret og orkestreret af den ferme og iderige instruktør, Egill Pálsson. Men det undrer ikke, for hans seneste forestilling er Mammutteatrets både gribende og passionerede ”De danser alene”. Tredje overraskelse er Lucas Svenssons poetiske tekst, hvilket heller ikke overrasker efter hans to tidligere forestillinger skrevet specielt til Teater Får 302: ”Smerten” og ”Sympati for djævelen” – der begge har været blandt teatrets store successer inden for de sidste år. I tilgift kan man opleve to af teatrets faste skuespillere, Birgitte Prins og Charlotte E. Munksgaard, der frydefuldt jonglerer sig igennem den knap 3 timer lange forestilling. Med på scenen er Mette K. Madsen og Jesper Hyldegaard. De fire yder en glimrende og overdådig indsats i et meget stramt arrangement, der kun lykkes fordi det er muligt at holde det høje tempo oppe hele vejen igennem, og alligevel falder både teksten og arrangementet til ro i hænderne på de dygtige skuespillere.

 

Fotograf: Thomas Cato

Faktisk er teatrets 30 års jubilæumsforestilling med underteksten ”En samtidsdiagnose fortalt over 100 år” smukt, smukt teater. Det fremstår enkelt, men er det langtfra. Egentlig burde det være umuligt at lave en tæt og sammenhængende historier om de sidste 100 år – og især om et særligt hus i Toldbodgade. Nærmere betegnet huset, hvor teatret har haft til huse siden starten i 1987.

 

Fotograf: Thomas Cato

Forestillingen er som ét stort myldre-billede, hvor skæbner og personer tegner de forgangne 100 år. Der er den enfoldige pige fra landet, Dea, der kommer i huset hos Torkild Therkildsen. Han er journalisten, der starter hos Information, men ender hos Ekstra Bladet. Der er sønnen, Lars Axel, opkaldt efter politikeren Aksel Larsen. Han forsøger at få moren til at sælge deres lejlighed i huset, for at tækkes en entreprenant spekulant som han er hemmeligt forelsket i. Han dør samme dag som Simon Spies, og de mødes samme dag på stranden i Rungsted. Spies er gode venner med Mogens Glistrup. Trådene knyttes sammen på kryds og tværs på mange finurlige måde. Rammefortællingen er Henrik Mandrake, der kommer tilbage fra USA i 2016, netop som Donald Trump vinder over Hillary Clinton. Han kommer tilbage til datterens bryllup, der er lagt på årsdagen for det skæbnetræf, der binder mange af forestillings historier sammen.

Fotograf: Thomas Cato

Hele forestillings tidsramme skrives undervejs ind på én lang kridtstreg, der strækker sig fra den ene side af bagvæggen til den anden. Det kan sine steder være svært at holde de mange personer ude fra hinanden, men det sker når et århundrede skal fortælles, for så glider personer og begivenheder sammen i tidens malstrøm, og alligevel fremstår forestillingen som en yderst elegant leg med historien og husets historie. Det er en fornøjelse at overvære, så stig ombord i tidsmaskinen og nyd rejsen tilbage gennem de forgange 100 år. Det er som at vandre ned igennem historien. Store og små oplevelser, kærlighedshistorier, livshistorier blandes med politiske begivenheder og er med til at tegne et fascinerende tidsbillede at livet som det er blevet levet i det hus, hvor forestillingen udspiller sig den dag i dag.

Grafik: Maibritt Amsler

 

ET HUS PÅ SAND OG HÅB

Spilleperiode: 27.3. – 28.4.2017

Medvirkende: Charlotte E. Munksgaard, Mette K. Madsen, Jesper Hyldegaard, Birgitte Prins

Instruktør: Egill Pálsson

Dramatiker: Lucas Svensson

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Lysdesigner: Sonja Lea

Lyddesigner: Jes Theede

Kostumier: Camilla Lind

Assisterende instruktør: Tine Byrdal Jørgensen

Oversætter: Johanne Lykke Holm

Scenografassistent: Nynne Larsen

Bygger: René Frisch

Hjemmeside og billetter

Forestillingstrailer