Anmeldelse: FORTÆLLINGER PÅ FLUGT på Bremen Teater

Otte personlige beretninger om at bryde op, om at være på flugt og om at forsøge at finde fodfæste i Danmark. Otte unge mennesker i alderen 23-33 år fra Syrien, Armenien, Eritrea, Afghanistan og Sri Lanka fortæller om at flygte fra deres hjemlande og om at finde sig til rette i det nye land, Danmark. Hver fortælling bliver indledt med en lille filmpræsentation lavet under det 3 ugers intense prøveforløb, som de alle har været igennem sammen. De står alene på scenen over for en fuld sal med 650 mennesker på Bremen Teater, og deler deres historier. Der klappes anerkendende, hver gang fortællerne beretter om deres sejre og om hvordan de er kommet i mål på trods af alle odds, for det er glade positive beretninger fra de overlevende. De andre hører vi ikke om, men de er med alligevel. For inde i de unge fortællere er de der stadig – alle dem, der er døde, alle dem som de er flygtet fra - alle dem som de aldrig ser igen. En del af fortællerne taler om at genfinde kontakten til alt det de har mistet, mens andre fortæller om de nye (pleje)familier som de har fået. Eller om hvordan kontakten med hjælpsomme danskere har betydet, at de har kunnet finde døren ind til det danske samfund og blive en del af Danmark.  

 

Hakon Ask, der er aftenens konferencier, beder os om efter de første fortællinger at vende os mod sidemanden og hilse på vedkommende. og opfordrer os til at dele en personlig historie om, hvad disse fortællinger rører i os. Jeg vender mig om mod Oliver på rækken bagved, giver ham hånden og præsenterer mig. Han fortæller at hans farfar kom hertil for mange år siden. Han var på flugt, men ingen i familien vidste, hvad han flygtede fra, og at det ikke var noget de havde talt om. Måske havde farfaren tilhørt den forkerte side i borgerkrigen, men det vidste de ikke – og det ville Oliver prøve at finde ud af. Selv fortalte jeg om, hvordan jeg under opvæksten følte mig fremmed, og om hvordan jeg først begyndte at trække vejret frit, da jeg forlod provinsen, hvor jeg ikke følte at der var plads til mig – og flyttede til København.

Moutaz, Abdullah og Amro kommer fra Syrien. Moutaz stammer oprindelig fra Palæstina og er derfor formelt statsløs. Det sammen gælder i praksis for Gregory, der kommer fra Armenien, men med en russisk far og en armensk mor var familien hverken velkommen i Armenien eller i Sovjetunionen. Liya og Hagos er fra Eritrea. Popal er fra Afghanistan og Babishayini er fra Sri Lanka.  

Det er betagende at mærke den ildhu og ukuelighed som de otte unge lægger for dagen i deres bestræbelser på at tage imod og omfavne det danske samfund.

Det er ikke meningen, at vi skal ind hvor det gør ondt. Vi bliver udenfor, selv om fortællingerne er bygget på smertepunkterne. De berøres lige akkurat, men heller ikke mere end det. På den ene side kender vi dem, men samtidig er det i den fællesmenneskelige smerte at vi forstår, hvad det vil sige at være menneske – og medmenneske. Derved bliver det i højere grad tale om begyndelsesberetninger. Især velegnet for dem, der endnu ikke hørt sådanne beretninger. Det giver god mening, at arrangementet bagefter skal rundt til teatre i Aalborg (Nordkraft, 12.12), Odense (Momentum, 1.2) og Aarhus (Svalegangen, 26.2), før det slutter tilbage i København på Folketeatret den 5. marts.

I pausen bød Habibi, syrisk street food, på ”fatayer” – en slags samosa med spinat, pinjekerner og feta.

Fælles for fortællingerne er, at de ”...viser hvor forskellige vi er, og ikke mindst hvor meget vi har tilfælles.”

Da jeg låser min cykel op bagefter, står der to kvindelige Dansk Røde Kors-medarbejdere ved siden af, og den ene siger til den anden: ”Det her skulle politikerne have hørt. Det kunne de godt have haft brug for!”

For to år siden stod Os Imellem, DFUNK og Forvandlende Fortællinger for et arrangement, hvor unge flygtninge indtog scenen med deres personlige historier. Nu gentager de det – med nye historier. Os Imellem på Bremen Teater arrangerer årligt 6-8 arrangementer om udsatte grupper i samarbejde med organisationer, der arbejder med sociale udfordringer i samfundet omkring os. DFUNK (Dansk Flygtningehjælp Ungdom) skaber netværk og formidler viden blandt unge med og uden flygtningebaggrund ved at engagere de unge i foreningslivet og hjælpe dem med at etablere netværk med andre unge. Forvandlende Fortællinger er en storytelling-virksomhed, der ruster mennesker og organisationer til at skabe forståelse og forandring gennem deres egne historier. Arrangementet var støttet af Københavns kommune og Nordea Fonden.

Det er smukt koordineret og arrangeret, men jeg håber at DFUNK hurtigt får rettet den misvisende billedoverskrift ”Oplev magien” på deres hjemmeside, for det er virkelige historier og mennesker det handler om - og ikke et underholdningsshow.

 

Læs mere om
Fortællinger på Flugt & DFUNK
(Dansk Flygtningehjælp Ungdom) 
og
Forvandlende Fortællinger

Se film om Edin fra det første arrangement på Bremen Teater 2016.

*

Danmarks-turné 2017/2018:

København, Bremen Teater, mandag den 27. november 2017 
Aalborg, Teater Nordkraft, tirsdag den 12.12. december 2017
Odense, Teater Momentum, torsdag den 1. februar 2018
Aarhus, Teatret Svalegangen, mandag den 26. februar 2018
København, Folketeatret. mandag den 5. marts 2018

*

Andre anmeldte forestillinger af og med flygtninge:

I en lille båd, der dynger (2015)
og HOOYO! (2016)
- begge på Edison.

Samt Uledsaget (2016) på Mungo Park.

Anmeldelse: RODIN på Teaterøen

Fotograf: Ingrid Bugge

To dansere og en fotograf bevæger sig hen over scenegulvet. De er i gang med et photo-shoot. Fotografen, Ingrid Bugge, dirigerer rundt med danserne, Tilde Knudsen og Liv Michaela Sanz. De er som ler i hendes hænder, som modellerbare modeller til en skulptur, der langsomt vokser frem af deres positioner. Rodins skulpturer projiceres op på bagvæggen og ned på gulvet imellem dem. Tilde og Liv bevæger sig imellem tableauer. Knipsene fra fotografens kamera er som mekanisk bekræftende smil imellem dem. Som maskinel hengivenhed. Fotografen trænger stadig tættere ind på de to. Grænserne tegnes op, berøres og overskrides. Det er en naturlig del af processen. Som en del af afdækningen af det som fotografen forsøger at trænge ind i.  Tilde er umiddelbart den modigste af de to og den første, der bliver bedt om at tage tøjet af og blotte sig. Er det okay? Hun spørger ud i rummet inden hun affører sig det sidste tøj. Og da vi som publikum ikke protesterer, er vi stiltiende med. Vi inddrages og bliver dermed en del af forløbet. Vi bliver til fotografens kamera, der nådesløst klikker sig tættere ind på kroppene. Men kroppene er også mennesker, og hvad sker der, når følelserne tager over, og fotografen følger efter. Hvor leder det os hen og hvad gør det ved os? Der er et særligt forhold mellem betragteren og det betragtede – mellem fotografen og det fotograferede objekt. For hvor går grænsen? Er der overhovedet nogen? De cirkulerer rundt om hinanden, stadig tættere og tættere. Som i en dans, hvor jægeren til sidst nedlægger sit bytte. Da magtbalancen på et tidspunkt ser ud til at tippe, melder fotografen straks fra. Det bliver for forpligtende.

 

Fotograf: Ingrid Bugge

Klaus Risagers musik er eminent som akkompagnement til den undersøgelse, som forestillingen også er. For musikkens forrevne sjæl er i sig selv både undersøgende og udforskende. Den svøber sig omkring de dansende. Lægger sig ind over dem, trænger ind i dem. Det er svært ikke at lade sig berøre af den. Risagers vokal kryber raspende ind i alle sprækker og revner. Som et strejf af en hånd, som en glemt inderlighed, der pludselig bryder igennem tonerne. Som et tilbageholdt åndedræt.

Fotograf: Ingrid Bugge

Med ét er fotografen væk og vi, publikum, bliver til det kameraøje, der betragter de to dansere, der bryder ud i en pas de deux. De er ét kød, der for evigt er sammen og for altid adskilt. Det er den længsel og den higen musikken så udtryksfuldt skildrer.

Fotograf: Nikolaj Pejesi

Den franske skulptør Rodin (1840-1917), som forestillingen er en hyldest til, og hvis 100 års dødsdag fejredes i sidste uge med et arrangement på Glyptoteket, (hvor der også vistes uddrag fra forestillingen), samme dag som der i øvrigt var premiere på Jacques Doillons film ”Rodin” i Grand, brugte dansere som modeller og havde dem til at danse for sig, når han modellerede. Derfor er forestillingens undertitel ”En dans i sten” rammende. Brygger Jacobsen var personlig ven af Rodin og købte stort ind af franskmandens værker, sådan så vi i dag på Glyptoteket har den største samling af Rodins værker – uden for Frankrig.

Fotograf: Ingrid Bugge

Instruktøren Peter Kirk lader de tre medvirkende bevæge sig rundt mellem motiver af Rodins skulpturer og gengivelser af Ingrid Bugges motiver fra forestillingen, der opprojiceres på bagvæggen. Vi ser Rodins motiver genopstå i glimt, mens fotografen prøver at få danserne til at bevæge sig med stadig større dynamik, tættere og tættere på hinanden som for at hidse de lidenskaber op som en stadig farligere leg, der på et tidspunkt ender i et kys, og som fotografen afbryder med ordene: ”Nu har vi vist set nok af Rodins ”Kysset”!”

 

 

I slutningen smører danserne sig selv og hinanden ind i kridt. Det gør dem til dansende statuer, der for en stund er brudt løs og ud af deres sten. Da de bagefter overhældes af vand og kryber sammen hen over hver deres vandfad i et sluttableau med den sortklædte fotograf i midten, er det Rodins skulpturer af Danaiderne den opstår for vore øjne.

Der går en lige linje fra Tilde Knudsens to fine solo-forestillinger ”Mit Rum” og "Min Odysse" og videre til den raffinerede duo-forestilling ”Leonardo” med Peter Kirk, der nu kulminerer med trio-forestillingen ”Rodin”. Indimellem har der også været den mageløse Howard Barker-forestilling ”Europæerne”, hvor alle sejl blev sat til på Teaterøen - og inden da en lang række af forestillinger som Martin Ammundsen, Tilde og Peter har skabt sammen i Asterions Hus. Det har været en fornøjelse at følge perlerækken af forestillinger gennem årene. De er alle blevet til og skabt med ukuelig nysgerrighed og stor kunstnerisk integritet.

 

 

"RODIN"

Medvirkende:
Dansere: Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen
Fotograf: Ingrid Bugge
Musik: Klaus Risager
Koreografiske konsulenter: Lotte Sigh og Stefanos Bizas
Instruktør: Peter Kirk

Spiller på TEATERØEN 17. nov. - 2. dec. 2017

 

Anmeldelse: CRAZY CHRISTMAS CABARET i Glassalen.

 

Jeg regnede egentlig ikke med at det var noget for mig. For er det ikke for barnagtigt, for pubertært, for grovkornet og for pinligt? Jo, det var det – og jeg var vild med det. For modsat så meget andet, er det ikke andet, end det giver sig ud for at være. Der er ingen fine fornemmelser, men det har charme, talent og er underholdende så det basker. Det er umiddelbart, flabet, kantet – og simpelthen sjovt. Det er showtime, og så er det engelsk humor med livrem og seler – eller rettere helt uden.

Fotograf: Thomas Petri

 

 

Selvfølgelig er det for meget. Monty Python har ikke levet forgæves. Det er hele pointet. Tænk bare på ”Ab Fab” eller ”Absolutely Fabulous”. Engelsk humor bevæger sig ud på tyndest mulige is, hvorefter hele produktionen brager gennem isen. Det er selve braget eller vandgangen, der følger efter, der er en vigtig del af det. At genfortælle handlingen vil ikke give nogen mening, så vil jeg hellere i stedet prise den fanden-i-voldske energi, som forestillingen er skabt med og bliver drevet frem af. Det første stort opsatte åbningsnummer er ”Car Wash” – her omdøbt til ”Star Wars”. Sådan er det hele vejen igennem.

 

 Fotograf: Thomas Petri

Der er politiske satire. Angela Merkel, Donald Trump og Emmanuel Macron står alle for skud. Selv om handlingen blæser i vinden, holdes løjerne mere eller mindre på plads af de forbindende sangnumre, de fyndige politikerkarikaturer og ”Star Wars”-referencerne. Sangnumrene swinger så det er en fryd. Scenografien og kostumerne er sprudlende og flotte – og passende til et besøg i Glassalen omgivet af lysene i det vinteroplyste Tivoli. Der er smukt såvel inde som ude.

Fotograf: Thomas Petri

Det er 35. udgave af Crazy Christmas Cabaret, og da Vivienne McKee fra scenen beder alle, der har oplevet tidligere udgave af showet, om at række hænderne i vejret, er der en skov af hænder der rejser sig. Det er som at være med i en klub, hvor alle på forhånd kender forløbet og også nogle af de gennemgående figurer – som fx Bent (igen Vivienne McKee), der taler et vidunderligt kaudervælsk ”danglish”. Det går over stok og sten. ”Fasten your seat belts - yor´re in for a bumpy ride!" Det er faktisk mere begavet end det tager sig ud – og det er befriende. ”All by myself” er et af forestillingens flotteste sangnumre i 2. akt, byggende på et klassisk musikstykke af Chopin, der i sin tid fik hitlistestatus i popudgaven med Eric Carmen. Der er også numre af Jackson 5 og Queen. Det er aldeles ”over the top” – og hvor er det dog befriende.

Fotograf: Thomas Petri

Pressematerialet beskriver, hvordan Vivienne McKee sidste år valgte at gøre “RONALD RUMP” til skurken, Sheriffen af Nottingham, i historien om Robin Hood, og at stykket blev til på et tidspunkt, hvor alt og alle stadig opfattede manden som en joke med en sandsynlig overlevelsesprognose som en bananflue. Ironisk nok vandt manden valget samme aften, som forestillingen havde første forpremiere og blev indsat som ny præsident den dag Crazy X-mas spillede sidste gang i Aarhus. Virkeligheden havde således overgået selv den mest vanvittige satire.

Episode 35 henviser til, at det er 35. Crazy Christmas. Episode 1 spilledes i kælderen under det tidligere Café Teatret i Skindergade for et publikum på ca. 80 forundrede danskere, som skulle lære at råbe “boo” af skurkene. Siden da er publikum blevet vænnet til mangt og meget - og er tydeligvis med på den værste.

Jeg glæder mig allerede til 36. episode... men har lige hørt fra teatret at dette er sidste ombæring. 

Fotograf: Thomas Petri

CRAZY CHRISTMAS 2017

 

“PLANET RUMP - THE FARCE AWAKENS“

af

Vivienne McKee

i

GLASSALEN i TIVOLI

Scenograf og kostumier: Kirsten Brink,

Koreograf: Peter Friis,

Lysdesigner: Bjarne Olsen

Komponist og musikalsk arrangør: Stuart Goodstein

Medvirkende:

David Bateson, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Andrew Jeffers, Jefferson Bond, Rasmus Emil Mortensen, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee

& The Alvin Alien Dancers

Hjemmeside og trailer  

 Fotograf: Thomas Petri

 

Anmeldelser af andre engelsk-sprogede forestillinger:

 

Mr. Tesla Played (2017)

After Miss Julie (2017)

Venus in fur (2017)

Love And Money (2016)

Elsie & Norms´s "Macbeth" (2016)

O, for the love of Shakespeare (2015)

A Tender Thing (2015)

WIT (2014)

The City (2013)

Anmeldelse: STRÆBER på Teater Grob

Foto: Per Morten Abrahamsen
 

Scenerummets bagvæg og gulv består af orange plader, og forrest på scenen står der fem mikrofonstativer, som de tre spillere, iført gule overtræksdragter, kæmper om. De er hvidsminkede, og bærer hvide tynde elefanthuer, så kun mund, rød næse og sortsminkede øjne er synlige. Skiftevist hiver de elefanthuerne op eller ned, alt efter om de har været hen at trykke på knappen til det store ur, der bestemmer hvornår LØBET går i gang. STRÆBERLØBET. Forestillingen spilles i to sideløbende tempi. Dels i et hasarderet overkill-tempo, hvor det er alles kamp mod alles. Dels i et langsomt og inderligt bekendelsesspor. Modsætningerne passer godt sammen, for rytmen kalder på langsommeligheden og omvendt, og dermed udgør et samlet hele. De fem unge spilles dækkende af Anne Gry Henningsen, Mikkel Reenberg og Marie Mondrup, fermt instrueret af Petra Søe ("Drømme om noget andet") efter manuskript af Julie Maj Jakobsen i samarbejde med instruktør og spillere, baseret på ide af Anne Gry Henningsen, der også er MÆRKVÆRKs leder. Forestillingen er en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft i Ålborg.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Teatret har holdt workshops med de unge for at finde ud af, hvordan det er at vokse op i en verden af muligheder. Om rusen, når det lykkes, og om skuffelsen, når forventningerne er så høje, at de ikke når i mål. Om stædigt at kæmpe mod alle odds. Om liv, kærlighed og venskab. Deres refleksioner og personlige historier er grundlaget for forestillingen, der er bygget op som et darwinistisk udskilningsløb, men også om, hvad der sker, hvis man slipper og giver fanden i præstationer, valg og mål, sådan som to af dem gør i slutningen. I hvert fald minder de os ved deres exit om, at det måske slet ikke er nødvendigt at være med – og om at give så helt og fuldt slip på sig selv, for at være med i det store fælles stræber-løb. Der er fortsat håb.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Det er svært ikke at blive rørt og grebet af sårbarheden, der træder frem i de scener, hvor det øvrige klovneri helt forsvinder. Det er ikke nogen stor forestilling, og det er det så måske alligevel, for lige bag det meget enkle og tilsyneladende karikerede gemmer der sig et svælg af oplevelser og et dyb af følelser, der suger én ned i et frit fald. For enkelheden giver både rum og mulighed for at historien og karaktererne kan brede sig og få den fylde som de skal have.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

 

Der er noget sært afvæbnende ved børne- og ungdomsforestillinger. De får mig til at sætte mig anderledes til rette på stolen. Måske ligefrem til at sidde lettere. Det sætter noget frit i måden at opleve teater på. Måske fordi det virker så umiddelbart og intuitivt. Jeg er lykkelig, at jeg ikke er ung igen, for jeg hadede det. Det minder forestillingen mig om. Om alt det, som var umuligt at håndtere. Ingenting passer sammen. Livet er enten for småt eller for stort. Selv passer man ikke til den verden, der omgiver én. Præcis sådan som forestillingens unge føler sig. Tiden står stille, intet ændrer sig. Det har aldrig været som det er nu, men det har vi altid sagt. Men passer det? I dag er den omgivende verden meget mere fragmenteret, for det har altid været ubærligt med følsomheden og den smerte og glæde, som er forbundet med den. Det er historien om, hvad der gemmer sig bag avisernes beskrivelser af 12-talspigerne og taberdrengene. Om hvordan det er at stå parat ved startstregen, og om hvor lidt og hvor meget, der adskiller vinderne fra taberne i løbet. STRÆBERLØBET. Forestillingen skildrer så fint ønsket om at ville vælte verden og ende med selv blive væltet omkuld - af et knips. Om venner og kærester, og om det ene øjeblik at føle sig så tæt på hinanden, for i næste at konstatere at man er helt alene. At den udvalgte slet ikke føler det samme. Om at skabe en verden inde i hovedet og føle, at alting smuldrer på et sekund, når virkeligheden alligevel ikke lever op til det.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

STRÆBER

- en samproduktion mellem MÆRKVÆRK og Teater Nordkraft

gæstespil på Teater Grob fra den 6. – 18. november 2017

 

Medvirkende: Maria Mondrup, Mikkel Reenberg og Anne Gry Henningsen

Idé: Anne Gry Henningsen

Manuskript: Julie Maj Jakobsen og Petra Søe i samarbejde med holdet

Instruktør: Petra Søe

Instruktørassistent: Jonas Østergaard Pedersen

Dramaturg: Trine Wisbech

Scenograf: Lisbeth Burian

Rekvisitter: Naja Haugaard Brimer

Lysdesign: Mathias Hersland

Hjemmeside og billetter

Læs mere om MÆRKVÆRK - teater til teenagere
 

Anmeldelse: FRITZ HANSEN FOLKET på Mungo Park

 

 

Jeg har sjældent følt mig så nøgen og så afklædt som jeg gjorde efter forestillingen ”Fritz Hansen Folket” på Mungo Park. Endda i en grad så jeg kun klappede symbolsk til den efterfølgende applaus. Selv om jeg burde have rejst mig op og klappet begejstret. Men det kunne jeg ikke. Det var umuligt. Jeg forlod teatret tøvende og nedslået. For jeg havde via forestillingen, skrevet af Mungo Park-lederen Lasse Bo Handberg og dramatikeren Line Mørkeby, set mig selv og vor samtid, sådan som den også er. Det var noget jeg godt vidste, men som jeg havde forsøgt at fortrænge og ignorere for ikke at miste min glæde og min vished om, at det nok skal blive bedre. Det levner forestillingen ikke nogen større tro på, men det er heller ikke dens ærinde. For det er en protest, et opråb – eller måske snarere et manifest, der beskriver hvorfor det er gået så galt. Det er en gravskrift over det, der er skredet for os. Det er en overbevisende beskrivelse af, hvordan et nyt samfund er skudt frem. Alt det vi troede os så sikre på, er smuldret mellem vore hænder – og det har vi ladet ske! Al vores "selvfølgelige" humanisme er forduftet.
Forestillingen er lynende skarp og blændende godt lavet. Den er lagt i hænderne på Kamilla Bach Mortensen, der med sikker hånd styrer Mungos ensemble bestående af Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen (der også har arrangeret musikken).
 

 Foto: Bjarke Maccarthy

Mørkeby og Handberg arbejdede også sammen på forestillingen ”De Stuerene” i Kolding, der på én gang skildrede Dansk Folkepartis fantastiske succes og kælderdybe deroute, men gjorde det så visuelt udfordrende, at det blev til en fryd, der gjorde ondt. Men kan sådanne forestillinger være lavet for godt? For også ”Fritz Hansen Folket” virkede som et syrebad eller måske rettere et fremkalderbad.
Hovedpersonen Rune er ansat i en eller anden ikke nærmere defineret offentlig kulturstyrelse. I tv´et hører han statsministeren Løkke Rasmussen fra 2015 bebude en udflytning af et stort antal offentligt ansatte til provinsen, deriblandt ham selv, der må følge med til Esbjerg for ikke at miste sit arbejde. Han er indbegrebet af en humanistisk vestreorienteret kulturradikal ”slags”, sådan som han fortæller både i begyndelsen og i slutningen, hvor han bl.a. siger: ”Vi er jazz! Vi er improvisationen. Vi er umagen, vi er fryden ved det smukke. Vi er ansvaret for helheden og plads til soloen. Vi er sund fornuft, ikke snusfornuft! Vi er ikke ydre skal. Vi er ind til benet. Vi er plads. Plads til alle!” Vi er jamsession!” Kort sagt: ”Vi er dannelse, dømmekraft og sans for kvalitet.” Over for ham er der datteren, performance-kunstneren Ditte, der siger: ”Undskyld, at jeg har læst humaniora. Undskyld, at jeg er kunstner. Undskyld, at jeg er københavner. Undskyld, at jeg er intellektuel. Undskyld, ar jeg tror på at hjælpe. Undskyld, at jeg tjener penge, selv om jeg gerne vil hjælpe fattige. Undskyld, at jeg vil hjælpe de fattige. Undskyld, at jeg køber økologisk spelt-mel.”

 

 Foto: Bjarke Maccarthy

Rune maner i forestillingens begyndelse de to Brandes-brødre frem: Georg (1842-1927), der i 1871 begyndte sine forelæsninger ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur” og Edward (1857-1931), der i 1884 var medstifter af Dagbladet Politiken og i flere omgange fungerede som finansminister i C. Th. Zahles regeringer. Men også deres 3. og offentligt helt glemte bror, der desillusioneret skød sig en kugle for panden i et indelukke bag Fortunen. Det er samme desillusion, som Rune vedkender sig og tager på sig mange år efter - i vor samtid. På den måde knyttes fortid og nutid sammen, sådan som det effektivt gøres på flere planer i løbet af forestillingen. Men hvordan kunne det gå så galt? Hvad er der sket siden dengang og nu? Det er det, som forestillingen har sat sig for at undersøge, og det er netop, hvad der lykkes så alt for godt. Forfærdeligt godt.
 

 

Mungo Park leverer stadigvæk noget af byens bedste teater, selv om det slet ikke ligger i byen, men i Allerød – en halv times togtur fra København - på Fritz Hansens Vej. Hvem han var og hvad han var, denne Fritz Hansen, fortæller forestillingen levende om – men det skal være en overraskelse for alle dem, der forhåbentlig drager til Mungo Park i Allerød for dermed selv at blive en del af Fritz Hansen Folket. Men som forhåbentlig også kan blive det uden at blive lige så desillusioneret som jeg blev. Men det svier, når man bliver så brutalt afklædt og ”afsløret”. Jeg tror, det er sundt, selv om det ikke er rart. Måske er det endda nødvendigt.

 

FRITZ HANSEN FOLKET

Mungo Park

Koncept: Lasse Bo Handberg

Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen

Dramatikere: Line Mørkeby og Lasse Bo Handberg

Scenograf: Nadia Nabil

Koreografi: Anja Gaardbo

Medvirkende: Marianne Mortensen, Henrik Prip, Mads Hjulmand, Anders Budde Christensen, Nana Morks og Jonas Munch Hansen

Musiker: Morten Ærø

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Tapetserer: Karin Pinderup

Skrædder: Katine Tuborgh

Instruktørassistenter: Arne Bak Rasmussen og Tamara Mathisen

 

Spilleperiode:

28.10- 11.12.2017 (Mungo Park, Fritz Hansen Vej 23, 3450 Allerød)

29.1.-22.2.2018 (Gladsaxe, Festsalen, Grønnemoseskolen Høje Gladsaxe)

Hjemmeside og billetter

 

*

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:

Uledsaget, Nordskoven & De Stuerene

 

*

Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:

Ung blond pige & De Stuerene  

 

*

Andre anmeldte Kamilla Bach Mortensen-forestillinger:

Turister , Sympatifor djævelen  & Ondt blod