Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Scenografien
er en stor spejlflade, der skråner ind mod midten. Den er griset sådan til, at den kun pletvist afspejler de to hovedpersoner, der først er sider af
samme person for siden at blive en veninde og senere en kæreste.
TATOVERING
er fuld af ungdommelig energi. Den er hårdtslående og gør intet for at indynde
sig. Attituden er ... take it or leave it. En gennemgående og tilbagevendende passage
handler om den døende far, der har skrevet sig ud af hovedpersonens liv. Der er
ikke megen familiefølelse, der spejler sig i de tilgrisede spejlblanke flader
i scenografien af Simone Bartholin. Der bliver råbt og sparket til teksten af Anna
Malze, der også har instrueret de to på scenen: Sara Fanta Traore og Nana Morks.
Som om der skal sparkes og råbes igennem til noget. Som om virkeligheden er
noget, der bare skal sparkes og råbes hul i.
Fotograf: Catrine Zorn
Allerførst
virker det som et overfald. Det bliver kun mere presserende, da hovedpersonen
stiller sig frem forrest på scenen og taler direkte til publikum. Det er en
forestilling, der er i øjenhøjde med publikum. Men i starten vokser der ligefrem en
fjendtligt stemning frem på tilskuerrækkerne. Et ægtepar på rækken foran rasler
og hoster demonstrativt, men forestillingen bliver ved og ved, og det lykkes at
slå hul på den fremspirende modstand, så det ender med et varmt og stærkt
bifald. Et velfortjent bifald, for der arbejdes hårdt for det.
Det
er barfodsteater. Det er et direkte blik ned i en forrået verden, hvor livet er
som en brugt krop, der slynges hid og did. Smukt er det ikke. Det er det
aldrig, når liver ender i en sygeseng, sådan som det sker for den omtalte far.
Fotograf: Catrine Zorn
Inden
forestillingen blev vi budt velkommen fra baren og fik at vide, at der ville
være meget røg i forestillingen. Det var ingen underdrivelse, for på et
tidspunkt bliver teatret fyldt med så meget røg, så det vælder ud i hovedet på
publikum. Det er så massivt, at vi forsvinder helt ind i
røgen. Det er faktisk et godt billede på det, der på samme måde vælter lige ud
i hovedet på os i forestillingen. Det er voldsomt, men når man først
befinder sig inde i røgen, ophører alting. Jeg gribes af en tilskyndelse til at
ville ud og væk. Til at redde mig selv i land. Ganske langsomt opløstes røgen igen,
lidt efter lidt, men gennem røgtågen træder personerne på scenen frem som af en
drømmedis. De står tæt sammen midt på scenen og taler ind i mikrofonen, som de
holder imellem sig. Det er hovedpersonen, der taler med fyren, der skal
udsendes som FN-soldat.Fyren, der staver
som en 10-årig. Det er bare et af hovedpersonens mange møder med en anden
virkelighed.
Helt
på samme måde som i DE HOVEDLØSE, teatrets seneste forestilling, hvor det også
var forskellige virkeligheder, der tørnede sammen i en kamp om at finde eller
genfinde en mening i en verden, der er faldet fra hinanden.Måske er det noget af det, som teatret er
allerbedst til, når vi møder os selv og hinanden via stedfortrædere på scenen. Dette
møde mellem de uforenelige kræfter i os, der kæmper for at nå over på den anden
side – for at fravriste verden en mening.
Fotograf: Catrine Zorn
Anna
Malze beretter om forestillingen: ”TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men
temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker. Jeg skrev teksten
for to måneder siden, lige efter min egen far døde for tidligt. Den handler
ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den
nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle
steder knivskarp, en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt
i en krise.”
Det
er flot og kompromisløst teater. Med en
ny ung teaterleder er der sket et generationsskift, og som min ledsager
bagefter bemærkede: ”Det varer vist længe, inden Fritz Hansen kommer på scenen
igen”. Det er rigtig set, for teatret er siden rykket helt andre steder hen.
Det startede med maner med forestillingen DE HOVEDLØSE, der fint formåede at
slå bro mellem det gamle og det nye. Mellem før og nu. Med TATOVERING har Mungo
Park bevæget sig over broen og er gået i land på den anden side. Det bliver spændende at følge teatret videre frem.
*
Fotograf: Alexander Kaiser Lauritzen
TATOVERING
Spilleperioden:
Mungo Park i Allerød: 28.feb-11.
marts, og 29. spril-1. maj på
I The Why Not Theatres produktion af Peter Asmussens ”Dance
with me” instrueret af Solbjørg Højfeldt, er Sue Hansen-Styles alene på scenen
i over en time, men det føles ikke, som om der er meget tekst. Jo, der er tekst
hele tiden, men der er så meget MERE end tekst. Det er et rigt stykke, et
voksent stykke. Et stykke, der handler om at være menneske. Peter Asmussen (1957-2016)
var ingen hyggespreder som dramatiker. Han går til biddet og skildrer eksistensens
svære vilkår. Han går ind i de mørke rum, og åbner døre til de mørke sider i
vore indre og lader lyset strømme ind, og vigtigst tager os, sit publikum, med. Noget af det sværeste er at holde
energien oppe i en monolog, men også det lykkes. Sue Hansen-Styles’ fremragende diktion er så smuk,
at det bliver fuldstændig ligegyldigt at forestillingen foregår på engelsk. I
og for sig er det lidt underligt at oversætte dansk dramatik til
engelsk for at opføre det i København, men det
giver mening og fylde, når det er så storslået forløst som det sker i ”Dance
with me”. Derved giver det logikken tilbage til en monolog, der handler om tilværelsens
meningsløshed og trækker lange tråde af forstand og mening vidt omkring.Det er overordentlig flot.
Foto: Bjarne Stæhr
Lyssætningen
er smuk og kærtegner ordene på scenen.
Instruktionen af Solbjørg Højfeldt er formidabel og Sue Hansen-Styles er
enestående som den forsmåede kvinde, hvis mand forsvinder og bliver erstattet af alkoholen, der i
stedet bliver hendes faste dansepartner. I hænderne på en skuespillerinde af mindre format kunne teksten være blevet statisk, for ordene er ikke
store i sig selv. Teksten er nærmest ydmyg og tilbageholdende, så det gælder om
at få den til at leve uden at overspille. Netop det er Sue Hansen-Styles utrolig
god til, for enhver stavelse er hørbar på bageste række. Det er en stor præstation - og kunstnerisk er det fremragende forløst. For ordene og betydningen
bliver båret frem for os. Det er en tekst, der bliver delt med publikum som en
betroelse. Teksten er som poesi, så fin og skrøbelig i al sin tilbageholdenhed - og samtidig har den både saft og kraft. Det er en fascinerende
kontrast.
Foto: Bjarne Stæhr
Der
er mange stemmer i forestillingen. Der er spørgsmål og svar. Spørgsmål, der både
besvares og ikke besvares. Og svar på spørgsmål, der aldrig stilles. Det hele
stilles til skue i en fortrinlig scenografi af den scenografdebuterende
instruktør, Solbjørg Højfeldt, der også selv er en ferm skuespillerinde. På sin vis er det en ikke-scenografi
på en sort scene, hvor lyssætningen af Lasse Svarre bliver en passiv samtalepartner. Tre legemshøje skabe er det
eneste på scenen. Et slankt højt skabt i hver side og et større i midten bagest. De to
forreste kan åbnes forfra, men man kan gå igennem dem fra alle sider. De kan
både illudere den lukkede dør ind til soveværelset og det lukkede rum inde i
hovedpersonen. Eller, som det er tilfældet med det tredje skab i midten, være
beklædt med spejlende plader, der åbner ind til hovedpersonen og lover, at
der også findes veje ud af mørket. Sidste del af monologen er meget
overraskende, og skal ikke røbes her. Men det er en afslutning, der er endnu
mere visuel end det øvrige. Pludselig sker der et skift, og som publikum aner
vi ikke, hvor vi er henne. Umiddelbart virker det som om illusionen brydes, men
der er i forvejen så mange lag i teksten, så det føjer blot endnu et lag til resten.
Sue Hansen-Styles´ meget tydelige diktion projiceres ud fra scenen og sendes mod
en imaginær dartskive bag sidste tilskuerrække, og er som skabt til Asmussens tekst, der som lyriske strofer og lysstråler funkler gennem mørket. Asmussens tekst minder os om at livet skal
leves, selv om det er hårdt. Derfor slutter det også med en invitation til
dans. Både rent visuelt på scenen, men også som en udstrakt hånd – come dance
with me!
*
Foto: Robin Skjoldborg
DANCE WITH ME
Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 28. februar – 21. marts 2020
Varighed: 65 minutter
Dramatiker: Peter Asmussen
Instruktør & scenograf: Solbjørg Højfeldt
Skuespiller: Sue Hansen-Styles
Oversættelse (til engelsk): Solbjørg Højfeldt
& Sue Hansen-Styles
Lys- og lyddesign & bygning af scenografi:
Lasse Svarre
»Jeg
har aldrig haft svært ved at se livsfylden, aldrig haft et problem med at være
lykkelig, men jeg har ved gud heller ikke haft svært ved at se, at det altid er
totalt meningsløst og absurd, vanvittigt og tåbeligt og fuldt af smerte. Men
det må man jo bare overleve på en eller anden måde.«
fra Jeppe Bangsgaards fremragende
portrætartikel: ”Døden har altid været meget levende for mig” i Berlingske Tidende,
den 2.9.2015 - 9 måneder før Asmussens alt for tidlige død som 59-årig.
Peter Asmussen: »Det er meningsløst, men det at noget er
meningsløst, gør det jo ikke tragisk eller ubehageligt eller smerteligt. Alle
de vidunderlige ting er også meningsløse. Det er ikke kun de dårlige, der er
det. Et vidunderligt stykke musik er også meningsløst, ligesom kærligheden er
det, så jeg synes ikke, man kan gøre det op på den måde.«
Selv
opsummerer Asmussen sin gerning med ordene:
»Det er mere ligesom en blyant, man
lægger på bordet, og så kan man skrive hvad som helst med den. Sådan er et
kunstværk. Det kan bruges af den, der ser på det, eller hører det eller læser
det til en masse forskellige ting. Men hvad det bruges til, kan du ikke styre,
og det ønsker jeg heller ikke at have nogen indflydelse på.«
Hvad
angår at finde svar på livets meningsløs, bringer Asmussen Franz Kafka på banen:
»Han har skrevet en helt vanvittig smuk tekst, der hedder »Brev til min far«.
Pludselig stopper han op i teksten og henvender sig direkte til sin far. Han
skriver noget i retning af: »Du spørger måske dig selv, hvorfor jeg skriver
dette brev. Og så svarer Kafka selv og indleder meget typisk kafkask med et
vaklende, tøvende »måske«: »Måske for at gøre det en lille smule nemmere at
leve og en lille smule nemmere at dø.”
