Anmeldelse: MIG & MIN SLACKER-VIKAR af Harald Havsteen-Mikkelsen

 

Omslag: Signe Wohlfeil.

Det er næsten umuligt at komme igennem Harald Havsteen-Mikkelsens nye børnebog. Jeg må ofte stoppe op undervejs, for jeg har sjældent grint så meget. Igen og igen. Hvor får han det fra? Angiveligt skulle bogen være inspireret af Haralds egen tid som lærervikar. I så fald må han selv have været som bogens lærervikar, Jasper. En elskelig, lidt krøllet fyr, der forstår drengene og deres løjer alt for godt. Jeff, Zach og Thøger er 12 år og går i 6. klasse. Det er en svær tid. Hormonerne støjer rundt, og de har ikke styr på noget som helst, men forsøger samtidig af al magt at styre det hele. Det lykkes ikke særlig godt, men forsøget på det og de skønt spildte kræfter er det hele værd.

Det er en kendt sag, at komedie er sværere end tragedie, men at få det til at se så legende let ud, er noget ganske særligt. Det er et komisk talent, der kigger frem og helt indtager scenen. Den ene vilde ide overtrumfer den anden. Allermest imponerende er, at det midt imellem de larmende storskrydende udbrud alligevel lykkes at få skruet et plot sammen, der naturligt leder frem mod den forløsende og vellykkede slutning, for det virker som om det næsten snublende sættes i scene.

Det ville være synd at afsløre plottet her, men som udgangspunkt har den egentlig temmelig rare skoleinspektør ansat lærervikaren Helmer, der er helt modsat af Jasper, og derfor også sætter en ære i at få Jasper fjernet fra skolen og vores tre venner vist meget gerne samme vej. Hovedpersonen Jeff er idemanden bag alt det, der sker. Men allermest er han optaget af den uigengældte forelskelse i klassekammeraten Julie, der ulykkeligvis igen er begyndt at komme sammen med klassens Philip, der er meget mere smart og hurtig og karriereparat end Jeff. Men måske er han også FOR smart, men det må man selv forvisse sig om ved at læse bogen.  

Sproget i bogen er ”frisprog”, og det bumper, hakker og hoster, men samtidig er det så sprængfyldt med hormoner, at det er en fornøjelse at læse. Der er ingen bremseklodser, og jeg fatter ikke, hvordan det er blevet til. Efter at have læst de første sider, er jeg både forundret og forbavset, men nægter at tro at det vil være muligt at holde dampen op gennem bogens hele 185 sider. Men det lykkes, og virker endda uanstrengt og flydende. Det strømmer som skidt fra en spædekalv. Det er ganske overvældende - og flot gjort.

Det er svært at sige at det er en stilsikker bog, men det er det måske alligevel, for der skydes hele tiden ved siden af, så dét netop ender med at blive stilen.

Der vil selvfølgelig være dem, der vil blive stødt over den frivole tone, der bralrer gennem det hele og den infantile humor, men det er samtidig umådelig frisættende – og så er det så morsomt, at det er umuligt at lægge bogen fra sig.

Et af de mest bizarre og mest surrealistiske passager dukker op til allersidst i bogen, hvor Julie og Jeff taler om Fnulle, der er Jeffs mormors alkoholiserede hund:

-For jeg tror virkelig Fnulle har været menneske i sit tidligere liv, jeg kan mærke at jeg kan snakke med den. Det var ikke noget jeg sagde for sjov den dag, med at den måske havde hjulpet brandmænd i et tidligere liv. Jeg mener det seriøst. Jeg tror at vi har været kærester, måske endda gift, måske endda haft børn sammen.

-Shit? Seriøst?

-Ja, og det er faktisk ikke særlig langt ude. Vidste du at der i USA er folk, der bliver gift med deres natlampe eller køleskab? Seriøst, det gør de. Og der er en der blevet gift med Eiffeltårnet.

-Nå? Vildt.

-Og i Japan er der en der er blevet gift med sin hovedpude.

-Fuck?

-Ja. Så jeg synes faktisk ikke det er mærkeligt, at jeg kan blive forelsket i en hund som Fnulle, som med garanti har været menneske i sit tidligere liv.

 

 MIG & MIN SLACKER-VIKAR 

af Harald Havsteen-Mikkelsen,

Byens Forlag, 

185 s.

Illustreret af forfatteren. 

Udgivelsesdato: 27. august 2021

 

Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3) på Får302

Foto: Søren Meisner.

DØDEDANS MED ET KØLESKAB

På Teater Får302 i Toldbodgade ved Nyhavn kan man opleve LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3). 

Idékvinden bag antologien LOVE IS ENOUGH er den tyske koreograf og danser Andriana Seecker, der senere på året kan opleves i LOVE IS ENOUGH PART 1 på Teater FÅR302. 

2. og 3. del er to én-aktere, der handler om kærlighed og manglen på kærlighed. Andrianna Seecker og den svenske instruktør Andreas Catjar har instrueret.

I den første (der altså er 2. del) møder vi Charlotte Elizabeth Munksgaard og det er kort fortalt "en dødedans med køleskab". Hun er klædt ud som en menneskelig mynde (skønt kreeret af Amalie Aunsbjerg Jørgensen). En masse langhårerede parykker er fastgjort til hendes kropsnære hudfarvede dragt. Hun kunne også være en vandgoble eller slet og ret "en stor bunke gammel tang, som havet ikke længere vil vide af". En naturkraft, men også den subsistensløse, flygtningen og "en død måge". Det er surrealistisk. Vi befinder os i et Beckett-univers, hvor tiden er gået i stå eller måske rettere af led. Det handler om eksistens. Om væren.

Foto: Søren Meisner

UDE PÅ ET VERBALT OVERDREV

Vi er skyllet helt ud på et verbalt overdrev, hvor det er svært at bunde, men det er der heller ikke brug for i denne overraskende én-akter, hvor vi befinder os i selskab med et køleskab, en stor bunke tang og en død måge. 

Charlotte Elizabeth Munksgaard er på scenen med en sammenklappelig campingstol og et blåtmalet køleskab - i samme farve som resten af det ellers tomme rum. 

Der er ypperlig live-musik til begge en-aktere af  den yderst kompetente Camilla Bang, der på næsten ingen plads formår at trylle et mangestrenget akkompagnement frem til de to skuespillere.

Den første tekst er skrevet og fremført smukt, hvæsende, drømmende og helt frontalt af Charlotte Elizabeth Munksgaard. Hun stiller sig an i positur, og så står hun der og bare står. Hun er vibrerende, men kan også se ud som var hun hugget ud af sten. Hendes skarpe profil skærer det hele ud for os. Hun kan skifte fra at være hvæsende, snerrende og fandenivoldsk til at være drømmende og syngende - og lige godt er det. Hun er åleslank og ligner en menneskelig karikatur, og har et uomtvisteligt komisk talent.  Hun står bare - og står. Og bliver ved med at stå sådan. Som en øgle i et terrarium. Eller måske snarere som en menneskelig eremitkrebs. Faktisk indgår der også et væddeløb mellem tre eremitkrebs i forestillingen.

Foto: Søren Meisner

EREMITKREBS

På et opslag i foyeren kan man læse om eremitkrebsen:

"En hjemløs skabning, der kommer til verden, nøgen og med blød bagkrop, uden skal. Må så drage ud i verden som en anden BZ´er, og finde sig et sneglehus. Eremitkrebs kæmper oftes indbyrdes om egnede sneglehuse..."

Opslag i teatrets foyer. Foto: Michael Svennevig

 

Langsomt bevæger hun sig over mod køleskabet, rækker hånden frem og griber om køleskabets håndtag. Da hun åbner, kommer der musik og hun bryder ud i Bee Gees-hittet "How deep is your love"... ude på overdrevet er alting muligt!

SOME EN GEKKO

Kommer til at tænke på en gekko som jeg lå og stirrede op på i et indisk logi, hvor den var den eneste, der holdt mig med selskab under heden midt på dagen. Af og til blinkede dens store øjne, men ellers rørte den sig ikke. Den sad bare der oppe øverst på væggen - med hovedet nedad. Hvis Charlotte havde kunnet, havde hun også gjort det, men i stedet måtte hun nøjes med at krybe op oven på køleskabet og nærmest sive ud over dets sider. Hun er som en bølge - nej, mere som tang og døde måger.

Det ender med, at hun selv kravler ind i køleskabet og lukker døren efter sig, - og dermed afslutter én-akteren. Det er urkomisk, fordi det er så tragisk. Det varer 50 minutter, men jeg kunne blive ved med at sidde og kigge på hende. Der er ikke meget tekst. Mest bare denne dobbelttydige og skæbnesvangre stilhed. 

Foto: Søren Meisner

BESØGENDE I HINANDENS UNIVERSER

Kærlighedens fravær er det, der kendetegner den første én-akter i modsaætning til 3. del efter pausen, hvor Birgitte Prins indtager scenen iført sølvglitrende bukser og jakke. Hun ligner en hel lyseksplosion, når scenelyset indrammer hende, mens lysreflekserne farer rundt i rummet som sædceller, der bevæger sig i alle mulige retninger (som min ledsager bemærkede). Teksten er skrevet af Merete Byrial, Birgitte Prins, William Morris (1834-1896) og Martin Sham, men mest central står Morris´ digtsamling "Love is Enough", der har givet navn til forestillingen.  Den er lige så kærlig og drømmende som aftenens første tekst IKKe er det. 

Birgitte Prins bevæger sig igennem en drøm. Der er kærlighed over det hele. Det er næsten for meget.

De to skuespillere dukker op som besøgende i hinandens universer. Det er tanken, at alle personer fra de planlagte 5 dele forhåbentlig skal mødes til sidst. Men på Teater Får302 er teater en alvorlig leg. En meget nærværende leg. Teatrets foyer ligger i kælderen, hvorfra man begiver sig ud på gaden og ind i opgangen ved siden af, og op til lejligheden på 1. sal. Fra opgangen træder man direkte ind i teatersalen, der er en ombygget lejlighed. Det er utroligt nærværende, og publikum og optrædende er meget tæt på hinanden. Man sidder næsten på skødet af hinanden, og det skaber nogle helt betagende teaterøjeblikke, når det fungerer, og det gør det næsten altid. Birgitte og Charlotte er garanter for det. For de indgår i teatrets kunstneriske ledelse. Charlotte var medstifter af teatret i 1987, mens Birgitte har været en del af ensemblet side 2001. 

Det er en spændende tanke, at de to én-aktere er skabt uafhængigt af hinanden - og uden kendskab til hinandens materiale. Det er stadig sådan at de to én-aktere tit byttes rundt, så det er slet ikke sikkert at de kan opleves i den rækkefølge som de her er beskrevet i.

Foto: Søren Meisner

FYR & BI

Når de to optræder sammen er de som Fyr & Bi eller Gøg & Gokke. De har optrådt sammen gennem så mange år, at deres stumspil er ganske betagende. De klæder hinanden på en fuldstændig absurd måde - det er også tydeligt i de to én-aktere, hvor de er gæster i hinandens virkelighed - eller måske rettere drømme.

Jeg sover altid oven på mine indtryk, før jeg nedskriver mine tanker, for det er som om at tankerne bearbejdes i nattens løb. Det giver også mulighed for, at det usagte kan nå at komme op til overfladen. Ofte er jeg gået begejstret fra en teateroplevelse, men allerede næste dag er det som en duft, der forlængst er forsvundet og ikke har efterladt andet end en svag erindring. Andre gange er jeg gået omtumlet fra en forestilling, der i nattens løb samler sig for mig, så jeg næste morgen kan tyde og nyde forestillingen fuldt ud. 

Da jeg vågnede i morges - efter LOVE IS ENOUGH - følte jeg mig både forfrisket og vitaliseret. Jeg vågnede med et utroligt overskud. Som om jeg havde stukket fingrene ind i en stikkontakt og selv var blevet lige så vibrerende som de to skuespillere på scenen.

Jeg aner ikke, hvad jeg har oplevet, men jeg er vild med det. Måske forstår jeg det, hvis jeg genser det - og det vil jeg gerne. Men man behøver ikke forstå alting. Teatret er en rejse, og teaterrejsen tager mig med til ukendte steder indeni. Det er stærkt i sig selv, bare at føle sig bevæget og berørt. Det er den perfekte måde at starte en ny teatersæson på.  

*

LOVE IS ENOUGH (Part 2 & 3)

Premiere den 21. august 2021

Spiller indtil 17. september 2021

på Teater Får302, Toldbodgade 16, 1253 Kbh. K.

Produktion: Teater FÅR302

På scenen: Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins

Iscenesættere: Andriana Seecker (D) og Andreas Catjar (SE)

Scenograf: Andriana Seecker (D)

Lys: Balder Nørskov

Komponist: Camilla Bang

Dramaturg: Tine Byrdal Jørgensen

Kostumier: Amalie Aunsbjerg Jørgensen

Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen

Afvikler: Camilla Bang

Hjemmeside & billetter

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

Festivalprologen til ÆG & HÅB, læst af Ulla Henningsen til festivalåbningen

 

Foto: Majka Bjørnager.

Michael Svennevigs Festivalprolog:

ÆG & HÅB

 

Det er allerede lyst udenfor. Solsorten synger i den tidlige morgen. Det er en sang, der rummer håb, forventning og glæde, helt befriet for bekymringer og uro.

Det har været et underligt år. Det er mærkeligt at tænke tilbage på… et halvt eller et helt år, hvor alting ændredes. Det var et år, hvor alting kom til at handle om alt det, der virkelig betyder noget. Det blev vi tvungne til at holde os for øje. For pludselig var det vores medmenneskelighed, det handlede om. Ud af vores trængsler fødtes et håb om noget bedre. Men vandt eller tabte vi? Det er dét, der afgøres nu.  Måske genfandt vi meget mere end vi tabte. Måske er vi slet ikke klar over det.

I januar tænkte jeg at lyset ville vende tilbage til os. Sådan føltes det. Og nu er vi igennem. Så meget igennem at vi i hvert fald kan begynde at løfte blikket mod det kommende. Er det også sådan vi har det indeni? At vi har skubbet os forbi alt det, der bremsede vores udsyn. Tør vi nu kigge længere frem? Tør vi tage imod fremtiden? Tør vi åbne os for den, for hvis vi ikke gør det, hvis vi ikke tør det, så har vi ikke vundet noget som helst.

Jeg står i et åbent landskab og kigger mig rundt. Alting er så åbent, så det er svært at vide, hvilken vej, der fører frem. Er det dén her eller den dér. Eller…?

Vi skal til at orientere os på ny i livet, selv om vi knap har overskuddet til det, men det skal vi – og vi skal have det overskud. Vi skal altid turde se længere frem. Det er ikke nok at vi bare møder os selv. Vi skal også turde møde andre – og hinanden, ikke mindst. Måske skal vi bare vænne os til chokket først. Vænne os til det åbne land.

Den grønne og blomstrende natur giver mig troen tilbage og genetablerer kontakten til noget dybere i mig. Der træder jeg mig selv i møde og får modet til at møde andre. Måske er det dét som vi altid skal. Turde at genopbygge os selv, og at genetablere os selv i forhold til verden. Det er ikke verden, der er gået under. Måske er det vores tro på verden. Vi troede at vi kunne alting. Vi troede at verden var vores. Nu har vi fundet ud af at den bare er til låns. Og det er et udlån, der hele tiden skal fornys. Måske er det dét, der er sket.

Jeg er klar til alt det nye.

-----

Hør et uddrag fra prologen 

læst af Ulla Henningsen

på podcasten med festivalhøjdepunkter

Foto: Majka Bjørnager

31: Malene Wilken: Med kurs mod festivalen ÆG & HÅB - 4. del

 

Foto: Michael Svennevig.

Lyt til denne 31. podcast med Malene Wilken.

Det er sidste del af en podcast i 4 dele.

Foto: Michael Svennevig.

Malene Wilken har skrevet fem bøger, er foredragsholder og historiefortæller. 

Malene elsker at sejle, og hendes debutbog "Skibet er ladet med eventyr - med båd gennem Europas kanaler" (Frydenlund, 2012) blev efterfulgt af "Sluserne åbner for nye eventyr - 2 år på Middelhavet" (Frydenlund, 2013)Begge bøger handler om de store rejser, som hun sammen med sin mand, Lasse og deres to børn på  2 og 5 år, drog ud på.

Malene er optaget af, hvordan vi får opfyldt vore drømme - og holder foredrag om det.

Hun mener ikke selv, at hun har drømme, som hun ikke har fået opfyldt.

Illustration: Johnie Rohwedder

Podcasten indledes og afsluttes med uddrag fra en kommende børnebog 

"Helle og Malle - et venskab på tværs af finner", som Malene har skrevet sammen  med Helle Børgesen. Bogens illustrationer er af Johnie Rodwedder.

Foto: Michael Svennevig.

Mød Malene Wilken sammen med Tante Andanse/ Benedicte Riis 

både til opvarmningen og på 2. festivaldag

 - begge dage i HF Prøvestenen på Amager.

På fotoet herover gælder det de indledende æggekonstruktioner,

der resulterer i et hønsenetopbygget æg beklædt med æggeskalsfarvet maling.

Herunder er resultatet, der blev bygget op over en fender.

Foto: Michael Svennevig.

Podcast i 4. dele:

I 1. del kom vi om bord på båden i Dragør Havn sammen med TANTE ANDANTE (eller Benedicte Riis som hun også hedder) til en snak om ÆG & HÅB, men også om at sejle på verdenshavene og drømme store drømme.
I 2. del fortsatte båden til lystbådhavnen ved Nokken ved siden af HF Prøvestenen på Amager, hvor lydentreprenørerne Niels Larsen og Thomas Emil Hansen steg om bord til en samtale om musik og sejlads, men allermest om drømme, udlængsel og om ÆG & HÅB.
I 3. del fortalte Emilie Mollenbach om de mandalaer som hun tegner sammen med børn og voksne på festivalens 2. dag i teltet. De er alle (inklusiv Malene) med på 2. festivaldag i HF Prøvestenen på Amager.

                                                                                     *

Musikken på podcasten: 

"Mazurka-Choro" af Heitor Villa-Lobos (1887-1939) 

spillet af guitaristen Mikkel Andersen fra cd´en "Un Buen Día"/"One Fine Day", (Helikon, 2017). Mikkel Andersen medvirker også på festivalen ÆG & HÅB - både på 2. dag på Amager og på 4. dag på Østerbro.

*

Mød Lotte Arnsbjerg & Carman Moore til festivalåbningen af ÆG & HÅB

 

Lotte Arnsbjerg & Carman Moore will perform 3 songs from this upcoming creation that the co-ctreators are planning to open with a full premiere in New York City spring 2023, in collaboration with the Lieber Institute - one of the worlds leading companies on brain science and human development. 

Embracing The Root is a tribute to the healing powers of nature and plants. It is a music-dramatic story about a human being who has lost her way in a life built on too much fast living, too high ambition, too little peace of mind and too little spiritual connection with nature, which also means her own being. She holds a leash for a dog in her hand, with a collar in the end, but no dog. She does not remember her dog, her name, where she lives or if she has a family...

 Lost in the woods

 

Oh My God

I would never have thought

that I would be so 

lost in 

lost in my way

 

Oh my God

I would never

have thought 

I would be so

lost in the shadow 

within me

 

where is 

the sign for my home

where is the sign for 

me to read

me to find home

 

I am lost in the woods

I am lost in the shadows

of my days and nights

The woman finds her self totally lost in this woods, and desperately trying to find her way home, wherever that is, but no matter how hard her efforts, she keeps on ending up at the foot of the same tree, an old oak in the depths of the forest. Being so lost, drives her totally mad, and she starts to feel great fear at being surrounded by nature, especially as its spirit seems to begin to speak to her. The old oak tree is speaking as if it is inside of her mind, speaking with a language she has never heard before, and a consciousness and connections between life and living species, that she has never thought of in her wildest dreams. And yet - it seems to connect her with some powers of her own, that she fears - and also longs for - so strong. 

 

To hug a tree 

Take me to a place 

with no sound 

take me to a place 

of silence

Take me to a place 

where I can meet myself

I fear the power of this ground

I try not to listen

I try not to feel

It is confusing

It turns me over

Take me to a place 

with no-one to see 

how frightened I am

Take me to a place

where I don’t need to speak

Take me to my death 

without me knowing

that it is happening to me

I just want to lie down in this grass

I feel something growing 

below my feet

I was told

that it can be very powerful 

to hug a tree

Powerful, 

like me .. 

? 

As a parallel to Orpheus descending she enters a wild world in motion habited by roots and underground life. Here she is confronted by an intelligence that seems to mirror the endlessness of the universe. And it shares its powers of communication with her, revealing a superior and multi creative intelligence below the ground, an underground internet that reaches further, deeper and faster than humans have ever imagined.

Det er en stor glæde at kunne præsentere 

Lotte arnsbjerg og Carman Moore 

til festivalåbningen, 

fredag den 6. august 2021 kl. 19-22 i Enghave Kirke, 

hvor der er mulighed for at opleve tre sange fra den 

kommende opsætning af deres

"Embracing The Root". 

Der er spisning fra kl. 17-18. 

Alle er velkommen og det koster ikke noget. 

Men kom i god tid!

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB.

*