Anmeldelse: HVID USKYLD på Teater Får302

Fotograf: Søren Meisner

”Nå, det gik da meget godt!”

Bemærkningen falder off-stage efter det afsluttende black-out. Det er typisk noget man siger for at overbevise sig selv om, at det forhåbentlig er gået bedre, end man har turdet håbe på. Det siges også én gang tidligere i forestillingen, hvor det falder efter et statement, der heller ikke rigtig holder vand.

”Man har løjet for os!” er et andet statement fra forestillingen.

HVID USKYLD er rent visuelt en nydelse. Der er strøet hvid sukker ud på scenen, så det også agerer strandsand. Flere gange undervejs drysser der sukker ned over de medvirkende. Det er som om der kommer sukker ud af alle kropsåbninger.



Fotograf: Thomas Cato

Den sjoveste scene er også den mest nøgne. De to veninder er taget til Dansk Vestindien eller De Amerikanske Jomfruøer, som det hedder nu, hvor vi ikke længere ejer dem, men har videresolgt dem til USA. De sidder på stranden, og der er ingen som Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der bare kan sidde og sidde. Det har de gjort i utallige forestillinger – og det bliver det kun bedre af. Deres timing er utrolig. De kan trække den, så det næsten ikke kan mere, og så hugger de til. De er som typer trådt lige ud af Nikoline Werdelins tegneserie ”Homo Metropolis”. Når de er på scenen sammen med Mikkel Trier Rygård virket det, som om de lige er trådt ud af Michael Kviums malerier. På én gang helt afklædte, urkomiske og tragiske. Der er ingen tvivl om, at enhver fornyelse i hvert fald ikke kommer fra dem. Ikke som de scenepersoner de spiller.

Der er sukker allevegne. De bogstavelig talt vader i sukker.

 

Fotograf: Thomas Cato

Mikkel Trier Rygård er Ernst Schimmelmann, der var den første der på kongens befaling sejlede til det, der blev til Dansk Vestindien. Men der kommer ingen undskyldning fra ham. Heller ikke da vores nuværende statsminister senere besøger øerne i forbindelse med "fejringen" af 100 års dagen for det danske salg af øerne til USA. I stedet for bliver det til noget sludder om at han gerne – som privatperson – ville undskylde, mens han som statsminister må nøjes med at ”beklage”.

Fotograf: Thomas Cato

Det er utroligt som teatrets intime scenerum forestilling efter forestilling udnyttes på de mest opfindsomme måder. Nærmest som om begrænsningerne udvider grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Men sjældent så raffineret som denne gang – med scenografi af Siggi Óli Pálmason og kostumer af Amalie Aunsbjerg Jørgensen. Samtidig er der en betagende enkelhed over det sceniske udtryk, der går igen i teksten, der er skabt i fællesskab af holdet med Rose Sand som medforfatter og med Tine Byrdal som dramaturg. Det hele er holdt stramt i tømme af Lene Skytt som instruktør, der har evnet at tilføre det hele en ro, der får nuancerne til at træde klarere frem.

 

Fotograf: Thomas Cato

 

To forestillinger trænger sig på. Lucas Svenssons ”Et hus på sand og håb” skrev i sidste sæson teatrets 30 års jubilæumsforestilling om huset, der huser Teater Får302. Det var ligesom ”Hvid Uskyld” et tværrids ned igennem historien, der går 100 år tilbage. Nu fortsætter de historieundervisningen med ”Hvid Uskyld”. Den anden forestilling er Kunstkollektivet Familiens doku-drama ”En landsby på højkant”, hvor kollektivet rykkede ind i et nedrivningsmodent højhus på Amager, og lykkedes med at få beboerne til selv at fortælle deres individuelle historier. Det var et gribende og meget personligt møde. ”Hvid Uskyld” er et lykkeligt og inspireret samarbejde mellem Familien og Får203. Jeg havde inden forestillingen svært ved at forestille mig, hvordan et sådant samarbejde ville kunne spænde af og hvilken form det ville tage, så forskellige som de to parter er. Men forskelligheden har tydeligvis animeret og beriget samarbejdet. For det er blevet historieundervisning på et højt og velkvalificeret niveau. For de har ganske ret, når de antager at danskerne er gået smånynnende igennem dette historiske efterspil. Peter von Scholten husker vi (ikke mindst pga. nyligt afdøde filminstruktør Palle Kjærulff–Schmidts film af samme navn, fra 1987), men Ernst Schimmelmann?
Tak for en både oplysende, men ikke mindst en enkelt og raffineret fortalt historie om os alle og de skygger, vi drager med os videre.

 

Fotograf: Emma Sejersen

 

På vejen til og fra teatret passerer jeg den syv meter høje statue ”I am Queen Mary” af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle opstillet påskelørdag uden for Vestindisk Pakhus. Kvinden sidder og spejder over mod rensningsanlægget Lynetten og tænker måske, at der er meget i debatten, der trænger til at blive renset op. Teater Får302 og Kollektivet Familien har i hvert fald gjort deres med den vellykkede forestilling ”Hvid Uskyld”.

Fotograf: Søren Meisner

HVID USKYLD

En humoristisk selvransagende forestilling om danskernes historiske selvforståelse

af Teater Får302 og Kunstkollektivet Familien

Spilleperiode:

12.4.-12.5, på Får302, Toldbodgade 6, 1253 Kbh. K.

75 min.

På scenen:

Birgitte Prins, Mikkel Trier Rygård og Charlotte Elizabeth Munksgaard

Instruktør: Lene Skytt

Tekst: Holdet

Dramaturg: Tine Byrdal

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Koreografi: Maria Saaby Noer

Co-forfatter og kunstnerisk sparring: Rose Sand

Kostumer: Amalie Aunsbjerg Jørgensen

Lysdesigner: Maria Pi

Lyddesigner: Emil Sebastian Bøll

Instruktørassistent: Isa Justesen

Hjemmeside og billetter

Fotograf: Thomas Cato

Iben Hendel Philipsen (skuespiller, instruktør og cand. mag. i engelsk litteratur med speciale i postkolonial repræsentation) skriver afslutningsvis i forestillingens rammende præcise programtekst:

”Men det burde ikke handle om skyld og uskyld. Post-kolonialisme, afkolonisering og hvad man ellers kan finde af utilstrækkelige akademiske udtryk, handler ikke om – som nogen fejlagtigt tror – at skælde ud og grave grøfter. Faktisk er dette et solidaritetsprojekt. Det handler om at ville forstå fortiden og ikke mindst dens konsekvenser, således at vi ikke blindt gentager fortidens mangler, men i stedet bliver i stand til at agere mere hensigtsmæssigt i nutiden. For verden er lille og bliver ”mindre og mindre” og dermed mere og mere kompleks.

Det kræver, at der både er plads til de undertryktes vrede – for den skal ud – og til samtale og dialog, så vi sammen kan finde en vej videre. Jø før vi accepterer, at Det Globale Nords privilegerede dage er forbi, jo før kan vi begynde at samarbejde om de løsninger, der skal til, for at vi alle sammen kan være her. Verden har aldrig været rigere – og der er nok til os alle sammen.

I sidste ende er det nutiden, der afgør fortidens relevans. Nutiden bygger på fortidens systematiske magtstrukturer, og om vi vil det eller ej, er vi alle sammen produkter og medopretholdere af disse strukturer. Så uanset om man helst ser en bibeholdelse af status quo, eller om man søger de store forandringer er udgangspunktet det samme. Forskellen ligger i, om vi har lyst til at lukke eller åbne øjnene for den besværlige viden, vi finder i vores fortid, vores fælles globale historie.

I 2018 er der ikke megen koloni-snak tilbage i det offentlige rum, og holdningen synes at være: Så, nu har vi gjort det dér kolonihalløj! Men vi er kun lige begyndt.”

 

Fotograf: Thomas Cato

*
 

Artist talk: INGEN UNDSKYLDNING
– den 17.4. efter forestillingen

*

Anmeldelse: MÆRKET AF LIVET på Nørrebro Teater

Foto: Jon Bjarni Fotografi

Forestillingen præsenteres af Thomas R., der er tatovør. Han står ved siden af sin opslåede tatovørbriks midt på scenen. På hver side står der tre stole, der i løbet af forestillingen bliver besat af de fem mænd og den ene kvinde, der dukker op med hver deres fortælling om at være MÆRKET AF LIVET. De præsenteres som nogle af de mange han har tatoveret. Det gælder for dem alle at de er mærket eller tatoveret af livet og de kampe som de har måttet udkæmpe for at nå frem til at de nu kan fortælle deres fortællinger.

 

Sophus. Foto: Jon Bjarni Fotografi

 

Sophus er den første og yngste, og også den mindste som han står der midt på forscenen og fortæller om en ensomhed, der er så afgrundsdyb at man fryser ved tanken. Det er også beretningen om et liv, der er frosset helt tilbage til start. Det er først, da han begynder at tegne at noget nyt spirer frem. Det bliver hans billet ud af den ensomhed, der ellers har lagt sig blytungt omkring ham.

Efter ham møder vi Mohamed, Ali, Nicklas, Thomas W. og Augusta. Mærkater er der mange af med overskrifter som nazisten, perkeren, den autonome, cutteren m. fl. Det er forestillingens store fortjeneste at de alle i løbet af deres beretninger kravler ud af de snævre kategorier og bevæger sig fra det stereotype til det flerdimensionelle. Det er fascinerende transformationer, der sker via deres fortællinger.

 

Ali. Foto: Jon Bjarni Fotografi

 

De har vreden tilfælles, og det er en pointe, at de selv er ofre, der slår fra sig og flere derved selv forvandler sig til bødler. Via vreden får de nye venner. Vreden bliver deres adgangsbillet til de nye fællesskaber, der bygger videre på den og benytter sig af den, og dygtigt vender den hævntørstigt mod nye fælles fjender. For den autonome er det nazisten. For nazisten er det den autonome eller perkeren. De har alle volden som et centralt omdrejningspunkt. Som en ild der brænder i dem, men som også vil fortære dem, hvis de ikke i tide kommer væk. Det er det som forestillingen og beretningerne handler om: at komme væk.

Augusta, den eneste kvinde blandt de syv på scenen, har ingen fysiske ar. Bare hun havde, siger hun. For så ville hun have kunnet vise dem frem. I stedet er hun offer for psykiske vold hun blev udsat for i hjemmet.

Augusta. Foto: Jon Bjarni Fotografi

C:NTACT står bag de menneskelige beretninger i ”Mærket for livet” på Nørrebro Teater. C:NTACT er tilknyttet Betty Nansen Teateret og deres anneksscene EDISON, hvor forestillingen bagefter spilles, før den sendes på turné rundt i landet.

Det særegne ved C:NTACT er den imponerende strøm af forestillinger, der er baseret på levet liv, hvor det der berettes fra scenen er oplevet af de selvsamme, der fortæller det. Det giver en stærk autencitet og et gnistrende nærvær. Beretningerne er via workshops dygtigt og rutineret bearbejdet i fællesskab med de medvirkende og instruktøren Babak Vikili, så de får en scenisk form og et udtryk, der gør dem til små monologer, der sættes op mod hinanden. Det giver en umådelig stærk identifikation, for de forskellige målgrupper som forestillingerne er tilrettelagt for. Som oftest er det skoleforestillinger for de ældste klasser.

 

Thomas R. Foto: Jon Bjarni Fotografi

 

Det er beretninger om, hvordan det er at være menneske på godt og ondt. Beretninger som der er stadigt mere brug for i et samfund der rummer vide muligheder for dem, der kan begå sig, mens de øvrige falder igennem, og alt for ofte ender som stereotype beretninger ude fra pressens alt for éndimensionelle overdrev udbasuneret af de politikere, der ideologisk ernærer sig ved at understøtte og udbygge endnu flere fjendebilleder. Fuldstændig som de syv på scenen fortæller at de har gjort. C:NTACT er det perfekte sted at forsøge at nedbryde den tunge arv.

 Thomas W. Foto: Jon Bjarni Fotografi

*

 

MÆRKET AF LIVET

90 min (60 min. + efterfølgende discussion 30 min.)

Medvirkende: Thomas R., Mohamed, Ali, Nicklas, Agusta, Sophus og Thomas W.

Instruktør: Babak Vikili

Manuskript: de medvirkende i samarbejde med Babak Vikili

Ide & koncept: Henrik Hartmann

Instruktørassistent: Freya Asbjerg

Musik: Troels Kampmann og Nicklas Bertelsen

Nicklas. Foto: Jon Bjarni Fotografi

Spilletid og sted:
Nørrebro Teater:

onsdag den 11. april kl. 10-11.30
& torsdag den 12. april kl. 10-11.30.

EDISON:

søndag den 15. april kl. 14-15.30
& søndag den 22. april kl. 14-15.30.

Efterfulgte af turné rundt i landet.
 

Billetter bestilles gratis her:
 https://billetto.dk/newfrontpage…

Undervisningsmateriale:

http://www.contact.dk/wp-content/uploads/2018/04/MFL_UV4.pdf

Læs mere på hjemmesiden:

http://www.contact.dk/forestilling/maerket-for-livet/

Foto: Jon Bjarni Fotografi

----------

Anmeldelser af tidligere C:NTACT-forestillinger:

Hooyo! (1.6.2016)

En lille båd der gynger (1.8.2015)

Ikk´ for børn (18.1.2015)

Ondt blod (9.11.2012)

----------------

Mød Københavns nye Friby-kunstner: tegneren Khalid Albaih

Khalid Albaih, sudansk tegner, på Friby-ophold i København

”Khalid Albaih er et af de virkelig intelligente indslag i arabisk politisk kritik. Hans bidende karikaturer blev ikoniske under det arabiske forår, hvor aktivister tog dem til sig som en del af protesten. Nu er han i København.”

Efter den officielle velkomst var Khalid Albaih først i samtale med Rasmus Boserup (der har skrevet citatet ovenfor) og bagefter med Charlotte Bagger Brandt, hvorefter Khalid selv præsenterede og kommenterede en række af sine tegninger, hvorefter der var mulighed for at stille spørgsmål. Det hele sluttede med, at Hovedbiblioteket bød på noget at drikke og spise.

Rasmus Boserup (seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier(DIIS) med en Ph.d. i arabisk og en fransk doktorgrad i historie og kulturstudier) indledte med at fortælle om, hvordan han selv første gang stødte på Khalids tegninger på nettet lige efter at han var kommet på Facebook. Det var under det arabiske forår i 2011, og han boede i Cairo med sin familie. Khalids tegninger var ikonografiske for revolutionen, og billederne gik verden rundt. Ganske særligt billedet med hånden bemalet med de arabiske landes flag og med teksten: ”The rest will follow”, der indikerede at dette blot var starten på noget endnu større.
 

 

Rasmus Boserup: ”Hvad var det specielle ved det tidspunkt i 2011, ud over at du selvfølgelig blev verdensberømt for dine tegninger, for det var bl.a. via dem at jeg blev klar over, at noget meget større var på vej, men hvornår opdagede du det, og hvordan oplevede du det selv?”

Khalid Albaih: ”Alting startede mange år før det, der siden blev kendt som det arabiske forår, for vi blev hele tiden holdt uden for politisk indflydelse. Der var ingen steder, hvor vi kunne udtrykke os selv og debattere, hvad der skete. Vi fik altid at vide, at vi ikke vidste nok og heller ikke forstod nogen ting. men internettet gav os en ny platform, hvor vi kunne kommunikere og lære hinanden at kende. Det var på et tidspunkt, hvor jeg forgæves havde forsøgt at få mine tegninger publicerede. Hver gang jeg kontaktede en avis, så blev jeg afvist, fordi mine tegninger var anderledes. De havde ingen tekst, intet sprog, netop fordi jeg ønskede at de skulle være internationale. jeg ønskede at de skulle være forståelige for den anden del af verden, for resten af verden. Det var problemet, for vi var lukket inde og ingen andre vidste, hvad der skete i vores del af verden – og det vidste vi heller ikke selv. Så sprogbarrieren var en stor del af det. Det endte med, at en redaktør bogstavelig talt sparkede mig ud med bemærkningen: ”De er ikke sjove!” og jeg svarede, at det var fordi situationen ikke var sjov. For mig var det et livsomvendende øjeblik, for jeg behøvede faktisk ikke hans 200 læsere, for jeg gik ”on line”. Det var sikkert allerede inden Facebook, og da det så kom lagde jeg tegninger ud der. Først var det bare mine venner, der likede dem og delte dem. Det var i en periode, hvor jeg mødte en masse mennesker, der over hele verden prøvede at gøre det samme, for at omgå og overvinde det, der forhindrede os i at komme til orde. Det var en masse forskellige kunstnere, og vi dannede en slags gruppe, selv om mange af os i dag endnu aldrig har mødtes, og nogle af dem er mine nærmeste venner, og vi kommunikerer dagligt. Så da Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i Tunesien, var det sådan vi alle følte. Der var en sådan desperation, og ingen vidste, hvad de skulle gøre. Det var en meget vanskelig tid, men vi vidste alle, at hvis det først startede, ville det aldrig ende. Jeg tog et foto af min hånd, hvor den ene finger havde det tunesiske flag, mens de øvrige var det egyptiske, sudanske, algeriske og liberiske flag, for det skete i alle de lande. Nu er det blevet undertrykt i alle landene, så det var kun i Tunesien at det skete, men alle vidste at det ville ske. Da jeg postede det on line tog det fart. Det var utroligt at se, hvor mange, der brugte min tegning. Selv om jeg knapt nok kendte nogen tunesere, så følte vi os så forbundne. Alle følte sig forbundne. Alle var på twitter og facebook. Det var et tidspunkt, hvor vi alle arbejdede sammen.”

 

 

Rasmus Boserup: ”Da jeg sagde, at jeg ikke så det komme, mente jeg, at jeg selvfølgelig så protesten der var på vej, men var ikke klar over, at det ville blive SÅ stort. På det tidspunkt havde jeg boet i Cairo i 3 år, og det var tydeligt at det kogte. Ingen ønskede systemet mere, og det var sikkert det samme i alle landene. Så det du gjorde med det billede var, at du gav ild til den protest, der var. Faktisk var jeg dengang skeptisk, for lige bag protesten var der et dybt skræmmende system. Jeg kendte det fra Algeriet og Egypten, og havde set dele af det i Syrien. Ja, alle steder jeg havde været i den arabiske verden de sidste 15 år. Det skræmte mig virkelig, og jeg tænkte at de aldrig ville lade det ske, men det skete... Men hvordan opfatter du situationen i dag, for selv om det er slået ned, koger det stadig under overfladen. Hvordan forholder du dig til det i dag?”

Khalid Albaih: ”Dengang vidste ingen af os, hvad der skete, men vi vidste, at det her var noget som vi måtte gøre. Ordet ”aktivister” kunne vi ikke forholde os til. Det var bare noget vi gjorde, men vi vidste også, at de aldrig nogensinde ville ophøre med at forsøge at stoppe det, fordi magten er baseret på det. Det er ikke kun det enkelte land som det involverer, men hele verden. Det var ikke bare de enkelte regeringer, men hele verden, der var bekymret for, hvad der skulle ske. Det var tydeligt at omverdenen var bekymret. Vi var nogle folk, der blev inviteret til Italien, hvor en professor spurgte os: ”Hvad tror I at der vil ske?” Det anede vi ikke. Vi var bare glade for at vi ikke var blevet fængslet. Professoren sagde: ”Det er godt for jer, men det er ikke godt for os! For før var der kontrol med, hvad der skete, men ikke længere! Vi ved godt, at det var skidt for jer, men det var godt for os.” Så vi ved godt at der er internationale interesser i, at dette område skal forblive aflukket og kontrolleret."

 

 

Rasmus Boserup: ”I dag er der massiv kritik af omverdenens manglende støtte, for dengang var der stor støtte, men i dag er den forsvundet. Det i hvert fald den kritik som jeg hører nu.”

Khalid Albaih: ”I dag kan vi ingenting gøre. Modrevolutionen er meget, meget stærk. Landenes ledere siger det ligeud: ”Vil I have os – eller Syrien?” Det er trist. I dag kan jeg ikke engang tage hjem til Sudan.”

 

 

 

Charlotte Bagger Brandt er kurator og kunstrådgiver, uddannet i idé- og kunsthistorie, og har startet ”Råderum” - et mobilt kontor for samtidskunst, der har til formål at udvide, udfordre og sprænge de konventionelle rammer for kunst.

Charlotte Bagger Brandt: ”På spørgsmålet om, hvor du kommer fra, har du udtalt: ´Jeg kommer fra internettet.´ Hvad mener du med det?”

Khalid Albaih: ”Tidligere var internettet det sted, hvor du følte dig mest hjemme, følte dig velkommen og tryg. Der var, sådan det var og sådan vi følte det. Det var et sted, hvor man kunne kommunikere frit. Det var en fantastisk følelse for mange af os, for det var første gang at vi fik mulighed for at blive hørt. Jeg er født i Rumænien, voksede op i Sudan, studerede i Emiraterne og har undervist her og der og alle vegne. Så jeg ER fra internettet, og alle steder forstår folk hvad jeg mener, når jeg siger det. Det er en så globaliseret verden, og alle trends går i de samme retninger. Det er de samme i Sudan som i Maine i USA. Der er en masse, der er forbundent. Det er det smukke, det er det grænseløse. Der er ikke fysiske grænser, selv om vi altid havde problemer med selv at rejse, for det kunne vi ikke. Vi kunne ikke se verden, og verden kunne heller ikke se os. For os var internettet et sted, hvor du ikke behøvede noget visum. Et sted hvor vi kunne kommunikere med mennesker fra steder, som vi end aldrig havde hørt om. Internettet var frit, men desværre er det de samme folk som vi dengang bekæmpede, der i dag ejer internettet.”

 

 

Charlotte Bagger Brandt: ”Men jeg ved, at det igen har ført til, at du nu arbejder på andre niveauer og andre platforme i et forsøg på at tilbageerobre noget af den tabte frihed, der tidligere var på internettet. Vil du fortælle om det?”

Det ville Khalid gerne, for han arbejder på flere interessante projekter og en bogudgivelse. Der er heldigvis mulighed for at møde ham ved mange andre lejligheder, mens han er i København på Friby-ophold. Næste gang er på den kommende festival

BILLEDER AF LIV,

hvor han fortæller om sine satiretegninger.

Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika

og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"

og foregår i Salonen på Østerbro,
torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21

- og er i samarbejde med Dansk PEN.

 

----
 

Der var især ét spørgsmål fra salen, der fortjener særlig opmærksomhed, og som til fulde beviste, at det ikke er hvem som helst vi har fået på besøg de næste 2 år.

Først spørgsmålet (her betydeligt forkortet): ”Profettegningerne... selv i Danmark kan man være forfulgt og have brug for politibeskyttelse. Hvad tænker du om det?”

Khalid Albaih: ”Jeg arbejder på en helt anden måde og i en helt anden del af verden. Jeg og min generation af satiretegnere forsøger så meget som vi nu kan, at nå folk, også selv om de ikke er fra vores land eller vores religion. Det er en tid, hvor vi føler at det er nødvendigt at protestere, så for mig er det at pege fingre og lave vittigheder ikke noget vi gør. Jeg er ikke enig i, hvad de gør, men de har friheden til at gøre det. Ingen skal dræbes for det. Men det skal de forvente! Virkelig! Jeg kender mange mennesker, der er blevet fængslet, torteret og dræbt for meget mindre end det. Op gennem historien er der en masse manuskripter fra mange forskellige lande – også fra Afrika, hvor profeten er tegnet og gengivet. Så det handler egentlig ikke om at tegne profeten. Det er slet ikke emnet, og det har det aldrig været. Det vigtige er HVEM, der tegner og HVORFOR, de gør det? Det har altid været mit spørgsmål. Du kan gøre det. Det kan du da. Det er fint, men HVORFOR gør du det? Hvad er det som du forsøger at sige? Er du modig? Hvordan modig? Hvad kæmper du for? Du kæmper mod folk, der i forvejen slår andre ihjel. Jeg ved ikke, hvad du forsøger at opnå med det? Så min mission, hvis jeg skulle forsøge at tegne noget om det, ville være at forsøge at starte en dialog med disse mennesker om det, og vise dem at der er en masse andre måder... Hele glorificeringen af den, der tegnede profeten, og det at gøre vedkommende til en helt, ligegyldigt hvad tegningen ellers udtrykte, forstår jeg ikke. Udfordringen er at gøre det, og slet ikke HVORFOR han gjorde det? For hvad betyder det – og hvordan vil det hjælpe andre? Alle tilstedeværende her kan tegne profeten og poste det on line, og i morgen vil de have et interview med The Times. Men hvad betyder det? Hvad er det som du forsøger at gøre? I Frankrig har der været optøjer om det længe inden dette her skete. Der er intet nyt i det. Det er en anspændt situation og et anspændt tidspunkt. For alle kunstnere og journalister er det egoistisk at tænke, at det her er det, jeg vil gøre, uanset omkostningerne.  For man sætter ikke bare sig selv på spil, men også alle andre. De dræbte satiretegnere er blevet kendt fordi de er hvide, de er franske – og fordi de tegnede profeten. Mens der samtidig blev slået en masse ihjel, fordi de kæmpede for friheden i deres lande, men det er der ingen, der hører om eller kerer sig om.”

Samtalerne er oversat fra engelsk af undertegnede.

 

 

 

---------------------------

 

Pernille Bærendtsen, der var moderator på det vellykkede velkomstarrangement, har skrevet denne fine artikel på bibliotekets hjemmeside, hvor Khalid Albaih bl.a. siger:

’Jeg er ikke vant til biblioteker. I den arabiske verden og i det meste af det globale Syd ser vi på det at gå i skole, som noget der ikke handler om at tænke selv, men om at lære udenad og at repetere. Jeg blev glad for få at vide, at jeg skulle have base på Københavns Hovedbibliotek, men det var først da jeg begyndte at komme her regelmæssigt, at jeg så hvordan systemet er vævet sammen med resten af samfundet. Biblioteket er et meget åbent rum, hvor der tilbydes fri viden, som kan hjælpe dig med at undersøge ting. Det er rart at sidde her og bare iagttage mennesker’, forklarer Khalid.

Khalid holder tit til i Hovedbibliotekets café ved hovedindgangen, hvor man kan finde ham med en stak kunstbøger og sin computer i gang med at tegne:

’Som tegner er det det, du gør - du observerer for at finde ud af, hvad der er det mest specielle ved en person, så du kan fremhæve den ting; Hvis du har stort hår, giver jeg dig større hår, hvis du er en idiot, gør jeg dig til en større idiot.’dittenesdammadsen@gmail.comjah, Germany, Boston, Amsterdam, New Delhi and many other places. Albaih also founded @DohaFashionFridays and co-founded Khartoum Design Center.

FØLG KHALIDS ALBAIHS ARBEJDE HER:

Facebook - Instagram

 

 

Mød Khalid Albaih på den kommende festival BILLEDER AF LIV,

hvor han fortæller om sine satiretegninger. Særligt ét af arrangementerne er helliget Afrika

og har derfor overskriften "Afrikanske billeder af liv"

og foregår i Salonen på Østerbro, torsdag den 16.8.2018 kl. 19-21

- og er i samarbejde med Dansk PEN.

Læs mere om festivalen:

https://michaelsvennevig.weebly.com/billeder-af-liv.html

Festivaltrailer:

https://vimeo.com/270663580
FB:

https://www.facebook.com/events/219374962185354/
Festivalens podcast-kanal:

https://svennevig.podbean.com/

 

---------

 

 

Hvorfor er det så svært at få danske venner?

Foto: Michael Svennevig

- Kommentarer -

Blandt kommentarerne var der to der skilte sig ud, og jeg har fået lov til at gengive dem, så jeg giver ordet til Linda Ammitzbøll-Bach og Natalie Megard, der kommer med nye vinkler og syn på spørgsmålet, der blev rejst i diskussionsgruppen ”Mit billede af Danmark” tidligere på ugen i VerdensKulturCentret - og igen gengivet her i beretningen fra mødet. Det fortjener at nå bredere ud end i et Facebook-kommentarspor til de københavnske Venligboere.

Beretning er blevet læst af 2.500, så formodentlig har flere gjort sig lignende tanker efter læsningen.

Linda Ammitzbøll-Bach

Først Linda Ammitzbøll-Bach :

"Det er mit indtryk, at vi som danskere ofte er i venskabscirkler med andre, der ligner os socialt/socioøkonomisk. Disse kan være svære at bryde ind i og ud af. Jeg er i de senere år selv blevet meget bevidst om dette og vil gerne gøre mit til at bryde dette mønster.
En måde at møde nye mennesker er også at opsøge mennesker, som man har et værdi- og/eller interessesfælledskab med. Det har jeg flere gange set bryde de fastlåste sociale venskabscirkler (eller hvad man kalder denne måde at gruppere sig på i uformelle sociale relationer).

Natalie Megard

Hvorefter Natalie Megard skriver:

"Hvor er det rigtigt det du skriver Linda. Jeg har boet her i 50 år snart og kan genkende billedet du tegner. Men jeg tror at danskerne heller ikke lærer mange andre danskere at kende. Så måske er grunden ikke, at man er udlænding, som afholder dem fra det, men manglende overskud (fordi man vil for mange ting måske, have karriere, have lange ferier, passe børnebørn, gå til yoga, være informeret i politik og i kulturanliggender, se godt ud, have et perfekt hjem, have de rigtige lånevilkår i banken, den rigtige klapvogn til barnebarnet...) Det er tid og overskud, der mangler til at lære nye mennesker at kende. Så er det nemmere at samles med familien og med gamle skole- og gymnasiekammerater... til fødselsdage, som alle kender i forvejen..."

Linda Ammitzbøll-Bach tilføjer:

"Ja, Natalie sådan tror jeg, at mange danskeres liv fungerer. De venner man har stammer ofte fra det sted man er vokset op, ens skoletid/gymnasietid eller uddannelse. Så bliver man venner med nogen, der har den samme baggrund og man er ofte optaget af de samme ting. Og de ydre rammer betyder rigtig meget. Det hele skal være så perfekt og leve op til en bestemt norm indenfor den sfære, man bevæger sig. Det store spørgsmål er så: Ønsker den brede del af danskerne, at dette skulle være anderledes? Og hvis man ønsker at ændre på de cirkler man kommer i, hvordan så udvide disse uden at det bliver kunstigt eller påtaget? Jeg har jævnligt øjeblikke, hvor jeg i visse sammenhænge oplever, at her blev der brudt nogle sociale/socioøkonomiske barrierer. Det er som regel, når man mødes i interesses-og værdifællesskaber. Dette kan nemlig lade sig gøre. Selvom man tilhører en socialklasse, kan man sagtens mødes med en anden klasse omkring et fælles tredje. Derfor tror jeg også, at det er vigtigt som fremmed i DK at finde noget at mødes med danskerne om. DK er et foreningsland og vi dyrker vores fritidsliv som noget, der ind i mellem grænser til det religiøse. Her kunne man invitere de nye ind og se, hvilke interesser, der kunne falde i deres smag. Jeg ved godt, at det i nogle kulturer er helt fremmed at dyrke en fritidsinteresse, enten fordi det koster penge eller også har man haft så mange børn og deraf forpligtelser, at der ikke har været overskud."

Natalie Megard runder af med ordene:

"I øvrigt havde Juan Mahmoud en kommentar her på venligboernes facebookside om hvor svært det er at komme i kontakt med danskerne. Der kom mange svar, blandt andet blev det foreslået at læse bogen "Living with Vikings" af Kirsten Weiss, som jeg straks lånte på biblioteket. Den ser virkelig spændende ud og er skrevet på engelsk af hensyn til ikke danske statsborgere. Jeg viderebringer hermed forslaget."

-----

Læs reportagen fra diskussionsgruppen

"Mit billede af Danmark" i VerdensKulturCentret.

-----

Kommende diskussions-arrangementer:

24. april kl. 17-19: Sabah Garasnane (Marokko)

29. maj kl. 17-19: Hikmat Hussein (Irak)

25. september kl. 17-19: Hari Prasad Neupane (Nepal)

30. oktober kl. 17-19: Jean Petersen (Malawi)

27. november kl. 17-19: Marianna Almakayeva (Sovjetunionen)

Det er gratis og alle er velkomne.

Læs mere på hjemmesiden og på Facebook.