Den svenske filminstruktør Ingmar Bergman (1918-2007) skrev i 1969 skuespillet ”Riten”, men i stedet for at bruge det på scenen lavede han en film ud af det. Han arbejdede på Dramaten hele året og lavede film i sommerferien sammen med teatrets skuespillere. Han betingede sig at hans film, så længe han levede, ikke måtte opføres som teater, men i dag opføres han på mange teatre rundt om i verden. Det er der ikke noget at sige til, for han skrev djævelsk godt. Han sad selv på skuldrene af August Strindberg, men det er ikke det værste sted at sidde, når der skal skrives. Det er kønnenes kamp, det er mennesket som gøgler, menneskets ubodelige ensomhed og kamp med sig selv, Gud og omverdenen. Det handler om kærlighed og om skyld og straf, men først og fremmest handler det om at være menneske. Og som Strindberg sagde i ”Et Drømmespil”: ”Det er synd for menneskene!”. Bergman var helt på linje med det, men heller ikke på linje med så mange andre. Ham var en fyrtårn, der ragede op over den svenske borgerlighed, men hans tanker og ord træffer os ligeså tungt i dag.
Tre scenekunstnere,
2 mænd og en kvinde, er kaldt ind for at aflægge et besøg hos en dommer. Det
sker dagen før de skal optræde med deres nye nummer. De mødes enkeltvist med
dommeren, og i 8 fortættede scener oplever vi dem fra forskellige sider sammen
og hver for sig. De to er gift, mens den tredje er elskeren, der bor sammen med
parret. De tilbyder efter aftenens optræden at aflægge et besøg hos dommeren og
opføre det nye nummer alene for ham. Det gør de, men med fatale følger.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.
I starten er det lutter elskværdighed. Dommeren virker tilforladelig, men alle har deres at kæmpe med. Det, der på overfladen, ser så flot og glansfuldt ud, krakelerer snart. Skabet er fuldt af spøgelser. Alting sættes i spil, og der spilles, elskes og lyves på kryds og tværs, når alles kamp mod alle skydes i gang. Vanvidet er altid til stede hos Bergman - og ikke mindst i ”Ritualet”. Lige såvel som dommeren (be)dømmer kunstnerne, lige så vel (be)dømmer de ham.
”Ritualet” er
en stram og kompromisløs fortælling. Den er fortættet og nådesløs, men hvad
handler den egentlig om? Bergman var en af de kunstnere, der formåede at skrive
om livet, så det brænder og slår ud i lys lue. Han elskede at skrive om
kunstnere, fordi de lever livet i overhalingsbanen. De er følelsesmennesker,
der brænder for deres kunst og kunnen. Alt går op i flammer. Ilden fejer hen
over de fire medvirkende og fortærer alt. Efter den afsluttende scene er der
intet tilbage. Alle ord er smeltet i varmen. Tilbage er der bare uroen, uvisheden og det tomme
uendelige rum. Det er paradoksalt, at dramatikeren på én gang både formår at
bryde ned, og bygge op igen. Alting efterlades i ruiner, men teaterkunsten
stiger op som Fugl Fønix, og har aldrig haft et bredere vingefang. Bergman
elskede skuespillerne og deres kunst. Det ville han også have gjort, hvis han
havde set denne opsætning. Den skærer så dybt ind i sindet og kroppen, og gør
det så hurtigt og effektivt, at det næsten ikke bløder, og alligevel efterlader
den én invalideret. Det virker på film – men det virker mindst lige så godt på teater i Jens August
Willes ferme iscenesættelse. Det lille teaterrum er udnyttet til bristepunktet.
Visuelt er slutscenen ganske overvældende, og overgår stærkt filmen. Skuespillerne
spiller som én samlet krop. Det er en fryd at opleve
Henrik Birch, Mikkel Reenberg og ikke mindst Pauli Ryberg og Charlotte E. Munksgaard.
Teatret Får 302
har taget afsæt i det oprindelige teatermanuskript og har valgt at lade det være
teatrets 25 års jubilæumsforestilling. Det
er en klogt og meget vellykket satsning. Det lover godt for teatrets liv i al
almindelighed - og for Får 302 i særdeleshed. Tillykke med den inciterende forestilling
- og med det flotte jubilæum!
MEDVIRKENDE: Henrik Birch,
Mikkel Reenberg, Charlotte E. Munksgaard & Pauli Ryberg
DRAMATIKER: Ingmar Bergman
DRAMATIKER: Ingmar Bergman
INSTRUKTØR: Jens
August Wille
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing
SCENOGRAF: Siggi Óli Pálmason
OVERSÆTTER & DRAMATURG: Louise W. Hassing
BEARBEJDELSE: Jens
August Wille & Louise W. Hassing
Forestillingen
spiller fra 7.-26. januar 2012.
