Anmeldelse: REJSE UDEN ENDE af Stig Dalager

 

Men det er sandt, jeg lever i denne verden, hvor man ofte roses, når man gør ondt, mens det at gøre godt betragtes som et farligt vanvid.

 

Meget betegnende indledes REJSE UDEN ENDE af Stig Dalager med dette citat fra Shakespeares Macbeth. Dalagers 600 siders roman om den svenske diplomat Raul Wallenberg (1912-1947?) er en rejse ind i sindet på hovedpersonen, men også en tindrende mørk og spændstig undergangsfortælling, der er fortalt med et gnistrende overskud. Alt det mørke og onde transcenderes af forfatterens (og hovedpersonens) vovemod og inspirerende humanisme. Det er en forbavsende veloplagt roman – emnet taget i betragtning - med en dragende rammefortælling, der til fulde drager fordel af at man aldrig har fundet ud af, hvordan eller hvornår hovedpersonens liv endte. Fra at have levet et så aktivt liv under krigen forsvandt han ud i glemslen. Det har Stig Dalager fået det optimale ud af i en slutning, som slynger sig rundt om hovedpersonen og om læseren og gør dét som (stor) litteratur netop er så eminent til, at skabe nye overraskende rum som vi med vores fantasi kan befolke og farvelægge. På trods af romanens overvældende volumen er teksten stramt komponeret og har den længde som den skal have for at kunne tage livtag med så svære og utilnærmelige emner. Overordnet ønsker både forfatter og hovedperson at forstå det uforståelige: Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne det lade sig gøre at en så stor jødeudslettelse fandt sted under 2. verdenskrig?
 

Wallenberg rejser til Budapest i håb om at frelse nogle få hundrede ungarske jøder fra deportation og udslettelse, men med stor organisatorisk snilde og lige så stort vovemod bliver det til mange tusinde. Det er en god historie fra en ond tid. Alle Dalagers bøger handler stort set om trangen til at forså det uforståelige. Det er en stor humanistisk undren, der slippes løs. Dalager er socialt engageret og indigneret, og hans værker fungerer som kommentarer til verden omkring os – også når de foregår til andre tider og andre steder. Han er en dreven fortæller, der tager livtag med alt det kollektivt fortrængte og svære – uden at vige tilbage. Dalager skriver om livet, sådan som det farer hen over os og skildrer hvordan vi affinder os med det, når livet er tungest. Han insisterer på glæden og betydningen af at være aktiv og udrette noget. For at give det en mening. Det skal vi være ham taknemmelig for. Sådan fungerer REJSE UDEN ENDE også.
 

 

 

 

Wallenberg følte en form for rastløshed – sikkert lig forfatterens egen. Wallenberg havde både virketrang og foretagsomhed. Han var indigneret over nazisternes opførsel overfor jøderne…

 

Efter en filmvisning af den forbudte ”Pimpernel Smith” med Leslie Howard udbrød han: ”Det vil jeg også!” Det havde man leet af, men kæresten havde lænet sig op ad ham og sagt” “Hvis der var nogen, der kunne gøre det, var det faktisk dig!”

Til gengæld blev det aldrig til noget med kæresten, men savnet bærer han med sig videre. I Budapest møder han den beslægtede Berber, og i mødet med hende spindes romanens kærlighedstråd videre. Det handler om at nå frem til kærligheden. Selv om den kun spiller anden violin i romanen er den alligevel en vigtig drivkraft, for det er i kærlighedsmødet at de vigtigste ting bliver sagt. Som her (s. 168):  

  

– Hvorfor gør du det? siger hun pludselig.   

–Hvad?                                                                                                                                                            

– Hvorfor er du rejst herned for at redde ungarske jøder? 

– Jeg blev spurgt, om jeg ville, og det ville jeg.       

– Ja, men hvorfor?                                         

– Fordi jeg er opdraget til at ta’ et ansvar.        

– Ja, men vel ikke for hele verden?                                

– Nej, men hvis jeg ved, at der er folk, der lider, så kan jeg ikke bare vende ryggen til. På mine rejser i Tyskland blev jeg oprørt over det, jeg så og hørte, ligesådan i Palæstina. Allerede mens jeg var i Jaffa – det var før krigen – og så, hvordan de tyske jøder kom tomhændede til byen, ribbet for alt, hvad de ejede, tænkte jeg, at det lige så godt kunne være mig, der var blevet smidt ud af mit eget land. Jeg er også tiltrukket af spændingen ved at møde modstand og udrette noget, det er for mig en måde at føle mig levende på. Og så er der sikkert også et eller andet, jeg flygter fra, jeg ved bare ikke helt hvad, måske fra stilstand eller fiasko eller det bare at være én i rækken, som min farfar sagde. Han havde store forventninger til mig.

 

 

Wallenberg reflekterer videre over det (s. 101):

 

Men hvem er han, hvorfor skulle lige netop han have evnerne til at komme dem i møde? Skulle han være noget særligt? Han ler en smule, først og fremmest ad sig selv, men også ad noget andet, som han ikke helt ved hvad er, og som forbinder ham med noget større, noget der har lejret sig omkring hans for længst døde far, og som netop med dets uforståelighed giver ham kræfter. Det er noget fra en anden verden, en verden, han kun kan se gennem en sprække i en dør, en verden med elementer af lys. Og han tager nogle flere sug af cigaretten. 

 

Han ville ellers have været arkitekt, men hans farfar ler, da han hører det, og svarer (s. 139):

 

– Ved du, hvad det vigtigste er, som du kan uddanne dig til?

 – Nej, farfar, siger han.   

– Det er at blive et menneske og menneskelig. Det skal vi forsøge.

 

Selvfølgelig bliver han spurgt om han er jødisk og svarer (s. 27):

 

- På min mors side var der en jødisk forfar, sagde han. Jeg er, hvad man kunne kalde en sekstendedels jøde.

- Altså er De først og fremmest svensker!  

- Det afgørende er faktisk, at Wallenberg ikke fremstår som jøde, brød den høje, tynde Hollander ind.

-Wallenberg skal forhandle med både tyske og ungarske nazister.

  

 

For Wallenberg drejer det sig først og fremmest om… (s. 251):

 …mennesker, ethvert menneske fortjener at have visse rettigheder, uafhængig af hvem vi taler om. Se nu blot på Deres egne slægtninge i Rumænien, der er havnet i fjendeland. Vi kan alle pludselig risikere at være “den fremmede”. Hvis der ikke er love, der beskytter “den fremmede”, så går civilisationen under. I går og i dag var og er jøderne “de fremmede”, i morgen kan det blive ungarerne.

Dalagers roman griber fat i fortællingens strøm, der fører helt ind i hjertets mørke. Helt ind hvor enhver mening forstummer, og alligevel er der dette lys som skinner gennem det mørkeste, i hvert fald når Dalager er med som rejseleder. Ikke bare i denne roman, men det går som en rød tråd gennem store dele af hans forfatterskab. Det foregribes allerede i romanen ”Davids bog” (1995), der bæres af samme undren over historiens gang og skildrer, hvordan det tager sig ud fra et barns synspunkt. Der er i begge romaner en gennemsigtighed til stede midt i alt det grumme, selv om rejsen er farefuld. Det er så let at tabe sig selv. Det gælder om at holde fast, for Dalager lader os sejle ind i det ukendte. Som her (s. 30):

 

Det var, som om de i deres indre modvilligt på en tømmerflåde sejlede ned ad en flod til et punkt, hvor tusmørket havde sit sted – et sted, som indtil nu kun havde eksisteret i deres mareridt. Og alligevel var han ikke bange. Der var noget i ham, som var tiltrukket af at kunne finde vej i mørket – også i hans eget, som han var god til at skjule bag latter og charme. Havde han ikke det meste af sit liv været vant til at bringe liv til sin far, dette skyggebillede, han havde foran og bag sig? Var han ikke i fantasien trænet i at bringe de døde til live, at gå ud over den grænse, hvorfra de døde ikke vender tilbage, og var han ikke opsat på at vise alle, at det navn, han bar på sin fars vegne, Raoul, betød noget særligt og var bestemt til noget mere end det familiegravkapel, som hans far selv havde tegnet og havde ligget i, allerede fra før han selv blev født? Døden var ikke fremmed for ham…

Karakteristisk for romanen, og for Dalagers forfatterskab i øvrigt, er en beskrivelse som denne, hvor vi kommer tættest på det at være menneske (s. 16):

 

Han er som en bestandig rejsende i et ingenmandsland, et land af tåge, kulde, store tundrasletter, uendelige himmelstrøg og indespærring, der giver ham fornemmelsen af at være uden tyngde, forankring og tilholdssted, nærmest vægtløs med sine udpinte længsler efter frihed og sin drøm om kun en enkelt gang mere at se sin familie og Stockholm flagrende efter sig. En hvileløs ånd på vandring, der midt i sin udmattelse også længes imod det sted, hvorfra ingen vender tilbage. En skygge med rystende hænder, gråt hår og gebis.

Slutningen fungerer fint på flere planer, og meget betegnende er bogens sidste ord: 
 

Hånden har nået cigaretetuiet i lommen og lukket sig om den. Den skælver ikke mere.

                             ------------- 

 

Hør Stig Dalager fortælle om tolerance og om romanens relevans for den tid vi lever i til arrangementet ”Hvor blev tolerancen af?” den 20. september 2015 i Apostelkirken på Vesterbro.  Ulla Henningsen læser op fra romanen.

Hør Stig Dalager og  Kirsten Thorup i en samtale om tolerance fra filmen ”Tolerancen – Hvad blev der af den?”, der er lavet som opvarmning til arrangementet. Se film. Se trailer.

Den 23. september er Stig Dalager i samtale med Ghita Nørby i Politikens Boghal.

Stig Dalager: REJSE UDEN ENDE (People´s Press) udkommer i dag, den 1. september 2015.

Anmeldelse: CLARA på Bådteatret

Fotograf: David Bauer Lønstrup

 

James Iron er af sin ven, Edward, blevet anbefalet at tage ophold på Drownhill for at kunne slappe af fra alt det, der plager ham. Drownhill hed oprindelig noget helt andet, men er blevet omdøbt i folkemunde. Nu ligger det tomt og øde hen. Det er der god grund til. I enhver gyserfortælling gemmer stedet på en hemmelighed. Således også Drownhill.

Om forestillingen, der er af og med Anders Glud Jensen, står der bl.a. at den bygger på ”publikums egen fornemmelse for frygt, uhygge og kontroltab”.

På scenen er det Anders Glud der fortæller historien. Hjulpet på vej af en fin og stemningsfuldt indtalt speakerstemme af Anders Zoffman. En 7-årig pige går tværs gennem tiden og er både hovedpersonens afdøde datter og den datter på Downhill der ikke nåede ud i tide.

Speakerstemmen virker så tilpas afbalanceret og kommenterende at den afdramatiserer og runder af. Det er stemmens normalitet, der bliver den tynde sti vi som publikum følger gennem historier, mens alting stadig ånder fred og ro. Det er kun et spørgsmål om tid. Det ved vi. For sådan er det altid.

CLARA er både skræmmende og fascinerende, men først og fremmest gysende. Forestillingen er nytænkende på en finurlig gammeldags måde. En teatergyser, der er værd at opleve for sin elegante leg med stilen og konventionen. Det er gysende flot, underligt og manende. For hvad er det, der gemmer sig i mørket? Hvad er det i os, der søger gyset og forskrækkelsen? Tilværelsen kan være grum nok, hvorfor opsøge det kunstige gys? Hvad er det vi søger i gyset, hvor leder det os hen – og hvorfor? Er det vores egen dødsangst som vi stirrer ind i øjnene? Er det vores måde at prøve at forholde os til at det vi ikke kan forholde os til i virkeligheden og så opsøger beskyttet af fiktionen, så vi kan gennemleve gyset som et uskadeligt ritual? Skal vi forskrækkes for at føle os i live? Er det bare en måde at udfordre og udvide vore grænser på?

Forestillingen giver os mulighed for det hele.

Fotograf: David Bauer Lønstrup

Lyd- og lyssætningen af  Morten Hembo er imponerende, og Anders Glud Jensens spiller med stor timing. Han overbeviser, foruroliger og skaber sympati for den afvigende, angrende og hårdt prøvede James på Drownhill.  Derfra er der ingen der slipper ud i live. Slet ikke publikum.  

Jeg er ikke gammel nok til at have hørt ”Mordets Melodi” i Radioteatret, da den første gang blev sendt, men jeg har hørt den flere gange siden – og også set filmen. ”Clara” minder på mange måder om min oplevelse af "Mordets melodi". Bare omsat til en scene. Det virker gammeldags og lidt gotisk, men er en stemningsfuld og skræmmende skæbnefortælling. Om tab, hallucinationer og om tiden der forsvinder.

 

 

Forestillingen spiller under Bådteatrets sommerprogram Ubåden (se også JEG GAV DIG AVISEN) fra den 11.-15. august 2015.

Medvirkende:

James Iron - Anders Glud Jensen

Edwards stemme - Anders Zoffman

Lyd og lys - Morten Hembo

Introducerer Karla Vej Catalan

Producent AGJ Theatre

 

 Læs mere.

Bådteatrets hjemmeside.

Anmeldelse: EN LILLE BÅD DER GYNGER på Edison.

 

 

Forestillingen starter og slutter med bølgeskvulp. I starten er det truende søgang, for vi hører om de flygtninge der klarer og ikke klarer turen over Middelhavet, mens det i slutningen er behagelige bølgeskvulp, da en flagstang med Dannebro bæres ind og lige akkurat kan stå oprejst i det højloftede rum, mens alle synger med på sangen, der har givet navn til forestillingen. Bamses landeplage synges både fra scenen og blandt publikum. Det kommer til at virke som en sukret bitter pille efter alle de livshistorier som vi har været vidne til denne eftermiddag på Edison.

Der er den syriske officer, der med skarptskårent ansigt som mejslet i sten, beretter om at han gik ind i militæret for at forsvare landet og kæmpe for det gode, men da hæren bliver sat ind mod befolkningen og dræbte hans egen familie efterlod det ham med bare to muligheder: at blive i hæren eller at desertere og risikere livet ved at flygte.

 

Når de træder frem til mikrofonen aflæser vi dem intuitivt. Vi ser det i deres ansigter, vi hører det i deres stemmer. Det behøver ingen oversættelse. Det ligger som en trækning i kroppen og en skygge hen over ansigtet. Vi ser og fornemmer deres kamp. Det er overlevere vi er sammen med. Det er dem der klarede flugten. Dem der rejste sig og gik videre. Dem der aldrig nåede frem er også med. Som skygger er de der. Men det er også et møde med os selv. Vi, publikum, kigger på dem, som ser vi ind i et spejl. Vi sidder trygge og velnærede i salen, mens flygtningene på scenen optræder som sig selv. De danser, synger og agerer. Deres historier kræver ingen dramatisering, men et blik for, hvordan man bygger et forløb op for så mange mennesker, sådan så den 5 ugers workshop, der har ligget til grund for forestillingen, leder frem mod det vi nu kan se og opleve på scenen.

         

Det 50-årige ægtepar, Amal og Khalid, er statsløse palæstinensere fra Syrien. De fortæller om hvordan de mødtes. En historie, der kunne have foregået alle steder og til alle tider. Deres tre døtre musicerer til forestillingen. Den 16-årige datter rejser sig fra sit strengeinstrument for at synge en rørende smuk arabisk sang. Teksten bliver samtidig vist på bagvæggen. Den handler om Sara. Lille Sara med et skudhul i hovedet. Sara som snigskytten får ram på.

Maher fra Syrien er i 20´erne og ville være flygtet alene, men naboen betalte ham for at tage den 15-årige søn med. Det havde han ikke råd til at sige nej til. Før sejladsen blev de tilbudt at købe redningsveste til 50 euro stykket, men det havde de ikke råd til. De var 20 i gummibåden. Ham der styrede var elendig til det, så de kom ud af kurs og havnede, hvor der var en ekstra tæt og streng kystbevogtning. De måtte punktere gummibåden, da de blev opdaget og et kystfartøj nærmede sig, for hvis de var ved at drukne ville kystpatruljen være forpligtet til at bjerge dem i land. Alle i området havde fået strenge instrukser om ikke at hjælpe flygtningene.

18-årige Hafiz fra Afghanistan er gudesmuk, og ligner mest af alt en mørklødet Prins Valiant. Han drømmer om at blive enten skuespiller eller politibetjent. Det skal nok lykkes. Sammen med Shirin, en jævnaldrende ligeså smuk pige, illustrerer de muntert ”Kærlighed i Afghanistan”, hvor fyren lader en seddel falde på jorden til pigen, der skjult og rødmende samler den op. I ”Kærlighed i Syrien” er det pigen, der kaster en seddel til fyren, der triumferende griber den. Mens i ”Kærlighed i Danmark” var de begge vildt dansende og drikkende – og helt uden sedler.

Mohannad er 24 år og fra Syrien. Han hjalp med at købe medicin og bringe det til de belejrede områder udenfor Damaskus. Da hans kontaktperson blev afsløret er Mohannad nødt til at flygte. Han taler efter 9 måneder er overraskende flot og nuanceret dansk, og drømmer om at tage en PHD i kemi i Danmark. Hans elegante danske sprogbeherskelse viser med al tydelighed at det nok skal lykkes for ham. Men han savner sin kat og håber og længes efter at få en ny kat som uden tvivl også ville kunne bliver verdens klogeste kat i kemi.

Den transkønnede Brenda blev fængslet 9 gange i Uganda for at være den hun er. Mens hun var fængslet den sidste gang blev loven om at forbyde homoseksualitet vedtaget og derfor måtte hun flygte. Men hun er glad for at være i DK og især for hotellet, hvor hun er indkvarteret, hvor hun oven i købet bliver behandlet godt. I hendes hjemland er det forbudt for en som hende overhovedet at bo på hotel.  

Alle 60 medvirkende har været i Danmark fra 2 måneder til 1½ år. Det er overvældende så godt flere af dem taler dansk. De er fra Eritrea, Syrien, Afghanistan, Congo, Uganda og Iran og har tilbragt de seneste fem uger i selskab med professionelle instruktører og coaches inden for teater, rap, sang of dokumentarfilm. Mange frivillige har medvirket for at det praktisk har kunnet ladet sig gøre. De dygtige workshopledere har været Zaki Youssef, Wahid Mahmoud, Young, Helle Rossing, Jonas Rohold og Torben Simonsen. Josephine Nørring var skuespillercoach. For instruktørerne Kasper Sejersen og Mia Lipschitz er det en personlig sejr og en professionel bedrift at det er lykkedes at få forestillingens mange medvirkende og deres endnu flere historier til at blive til et organisk samlende hele.

EN LILLE BÅD DER GYNGER er en forestilling, der sætter ansigter, navne og historier på de nyankomne. De drømmer om demokrati og menneskerettigheder. Om at få et liv uden krig, hvor de kan studere og arbejde, forelske sig og stifte familie. De drømmer om at blive en del af Danmark.

Som en af de medvirkende sagde i den efterfølgende Q&A, så stoler de på os, men det er svært at finde vej ind i et for dem helt nyt samfund. Det kan de ikke gøre alene. Vi er nød til også at stole på dem.

 

Summercampen for flygtninge i 2015 og forestillingen EN LILLE BÅD DER GYNGER er skabt i et samarbejde mellem C:NTACT og Integrationsnet. C:NTACT er en selvstændig fond, der med den personlige historie i fokus har skabt levende møder mellem mennesker siden 2004. Integrationsnet har specialiseret sig i at laver sommerskoler for flygtninge. Er en del af Dansk Flygtningehjælp og har de sidste 3 år med stor succes afholdt sommercamps. Projektet er støttet af Bikubefonden, Gentofte, Tårnby og Frederiksberg kommune. Sideløbende med teaterprojektet er der blevet produceret 3 film, der blev vist før og efter forestillingen i et tilstødende lille filmlokale, hvor man kunne høre endnu flere personlige beretninger.

 

Forestillingen kunne opleves ved 2 forestillinger den 30. og 31. juli 2016 på Edison.