Anna Sophie Thalbitzer Lübeck: ”Dit blik mit syn”

Foto: Søren Meisner (pressefoto til forestillingen "Dit blik mit syn").

Lyt med på denne 9. festivalpodcast

med Anna Sophie Thalbitzer Lübeck.

Offentliggøres den 26. marts 2021.

*

Anna Sophie fortæller om, hvordan hun fandt ud af at hun ville være skuespiller. Uddannet hos Glad Teater i 2011, hvor hun siden har spillet soloforestillingen ”Dit blik mit syn”(2019), der beskriver sider af hendes liv, og også beretter om det at være blind.

Foto: Søren Meisner (pressefoto fra forestillingen "Dit Blik Mit Syn").

Anna Sophie fortæller om arbejdet med forestillingen,

om kyllingslagtning, faldskærmsudspring

og læser sit digt, "Mine Øjne". 

Her er et uddrag:

 "Mine Øjne

Mine øjne er som smukke smykker

De pynter i mit ansigt uden at have en funktion

Nogle siger til mig, at det er som om jeg kan se med dem,

selv om den ydre skønhed i dem, intet ser.

Jeg ser med mit indre øje

det tredje øje midt i panden

det ser direkte ind i folks sjæle

og får mine ydre øjne til at virke seende..."

Foto: Michael Svennevig (af Anna Sophies U2´er, der er hendes punkt- og notatapparat).

På podcasten er der uddrag fra

"Regnbuebilleder i toner og ord",

hvor Anna Sophie medvirkede

sammen med bassisten Richard Andersson

og skuespilleren Laura Kamis Wrang

på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER

i Global Art Gallery, 2020.

                 Hør hele indslaget her (2:38:56).

                 

                                          Foto: Søren Meisner (pressefoto til forestillingen "Dit blik mit syn").

Mød Anna Sophie Thalbitzer Lübeck på 3. festivaldag,

tirsdag den 10. august kl. 15-21 i Global Art Gallery i Vanløse.

     *

       Lyt også til:

1. Præsentationspodcast & 2. Præsentationspodcast

med uddrag fra de første 12 festivalpodcasts.

Hver fredag er der en ny podcast. Lyt med her.

Læs mere om festivalen ÆG & HÅB - på Facebook

*

TOP 10-LISTEN (2018-2021)

 

I anledningen af festivalpodcast nr. 100 er her TOP 10-Listen over de mest lyttede podcasts siden 2018. Hør uddrag fra de 10 podcasts.

De 10 mest lyttede festivalpodcasts:

Foto: Majka Bjørnager

10: Martin Paludan: ”Vi vågner i Sibirien” (Mød Verden, 2019)

”-I det mindste er der ingen udstoppede elge.” Samtale med den 29-årige forfatter Martin Paludan om debutromanen "Vi vågner i Sibirien". En samtale om sne og undergang. Om drømmen, der brast. Romanen er en svimlende undergangsvision, der suger læseren til sig. Læs mere. Hør podcast.

Foto: Majka Bjørnager

9: Annette Bjergfeldt: ”Højsangen fra Palermovej” (Hvor regnbuen ender, 2020)

Romanen udspiller sig på Amager, men starter i Sankt Petersborg i 1914, hvor den tilrejsende danske forretningsmand Hannibal hovedkulds forelsker sig i Cirkus Sowalskajas oversavede dame, Varinka. Om overtro, fritflyvende duer og hundevæddeløb, men mest om mennesker og kærlighed. Læs mere.  Hør podcast.

Foto: Majka Bjørnager

8: Anne Hansen: Begejstringen gør det hele!  (Billeder af liv, 2018)

84-årige Anne Hansen var præ-hippie, læreruddannet og boede i Californien, hvor hun en dag på universitetet hørte en antropolog fortælle om et land, som hun fik lyst til at besøge: Chile. Hun blev ansat på en engelsk skole, hvorfra hun blev smidt ud igen, for som hun fortæller, så kommer hun ”altid til at træde på de forkerte ledninger og så får man stød – og bliver smidt ud”. Nu er hun tilbage i DK, for at sælge sin gamle symaskine for at samle penge ind til et børnebibliotek i slumkvarteret i Chiles store havneby Valparaiso. Hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

7: Christina Munk: Om at leve med sin sårbarhed (Mød Verden, 2019)

”Der var en periode, hvor jeg havde det rigtig, rigtig svært. Jeg gik på en uddannelse, hvor mit stressniveau var så højt at jeg ikke kunne børste tænder om morgenen, fordi jeg ikke kunne synke – og jeg kastede op, inden jeg skulle afsted.” Vennerne anbefalede Christina at stoppe og i stedet gå på det her kursus, hvor hun selv siden blev underviser. Læs mere. Hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

6: Mika Filborne og musikken (Mød Verden, 2019)

Musikeren og komponisten Mika Filborne fortæller om, hvad musikken betyder for ham, men også hvordan han efter en svær sygdom har genfundet musikken. Læs mere. Hør podcast.

Foto: David Blazek

5: Pia Raug på Omø (Mød Verden, 2019)

Det er 18 år siden, at Pia Raug sidst skrev en sang. 18 år er meget lang tid. Det har givet angst for, om det overhovedet var muligt at blive lukket ind i dét land igen.  Læs mere. Hør podcast.

Foto: Majka Bjørnager

4: Thulla Wamberg & Michael Svennevig: Et ideelt samarbejde (Billeder af liv, 2018)

Om de sidste 10 års samarbejde, om kreativitet og om hvordan de mødtes. Om lyden af HEGN, barndom og drømme. Forestillingen HEGN var baseret på Alan Pary​s næsten 10 år lange ophold i Sandholmlejren, og blev afgørende for deres videre samarbejde. Hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

3: Madame Garborg: ”Bare en skål, tak!” (Mød Verden, 2019)

Madame Garborgs nye monolog er et styrtdyk tilbage ned i barndommen, hvor der ingen hjælp var at hente, men det berettes med stor hudløshed, at det kommer til at virke umådelig ærligt og ligetil, men det svier. Ofte mere end personen selv er klar over. Men når det gør allermest ondt, kommer humoren som forløser. Læs mere. Hør podcast.

Maleri: Hanne Svennevig. Design: Shohreh Shahrzad

2: Madame Garborg: ”Alt var kun en drøm” (Billeder af liv, 2018)

Madame Garborgs debutudgivelse "Alt var kun en drøm" er en samling kortprosatekster om en voldsom opvækst til tonerne fra radioens "Giro 413". Fortalt med lige dele alvor og humor. Madame Garborgs mor sang altid, og sangens ord og melodier knytter sig uløseligt sammen i datterens erindring og væver sig også igennem bogen, der rummer en befriende fandenivoldskhed.  Hør podcast.

Foto: Karoline Lieberkind

1: Rasmus Braun: Hvorfor var der aldrig nogen der reagerede? (Mød Verden, 2019)

"I dag er det mærkeligt at tænke tilbage på alle årene, hvor jeg vågnede med en knude i maven, for jeg fik tæv hver dag i skolen. Hver dag. Det var det eneste, jeg kunne være sikker på. Men jeg har aldrig forstået, hvorfor ingen reagerede? Hvorfor var der ingen der så det – eller VILLE se det? Så mange år... og så var der bare tavshed – og ingenting." Læs mere. Hør podcast.

 *

Den gennemgående musik på podcasten:

Agustin Barrios Mangoré (1885-1944): "La Catedral, Preludio".

Indspillet af Mikkel Andersen på cd´en "Puesta de Sol/Twilight" (Helikon, 2012).

Mød også Mikkel Andersen på den kommende festival. 

Læs mere. Hør podcast. 

Derudover er der musik af Mika Filborne, der har dedikeret nummeret "Oceans" til denne podcast. 

Samt Mikas sonate i tre dele, hvoraf 1. del er med på denne podcast.

Mød Mika Filborne til festivalåbningen af ÆG & HÅB.

*

Se oversigten over de første 100 festivalpodcasts.

De første, fra 2018, indgik i festivalen BILLEDER AF LIV

Derefter i 2019 fulgte MØD VERDEN

Sidste år, i 2020, gjaldt det HVOR REGNBUEN ENDER

I år, i 2021, hedder festivalen ÆG & HÅB 

*

ÆG & HÅB: 2. Præsentationspodcast

Festivallogo: Lena Gemzøe.

        Hør uddrag fra de næste 5 podcasts forud for festivalen 

ÆG & HÅB. Hver fredag er der en ny. Lyt med her. 

1) TOP 10

I anledningen af festivalpodcast nr. 100, er her en TOP 10-Liste over de mest lyttede postcasts siden  2018. Se liste over de 100 podcasts. Mød de første to på TOP 10-listen: Martin Paludan (nr. 10) og Annette Bjergfeldt (nr. 9). Hør mere. Hør podcast.

Foto: Søren Meisner

2) Anna Sophie Thalbitzer Lübeck: ”Dit Blik Mit Syn”

Anna Sophie fortæller om, hvordan hun fandt ud af at hun ville være skuespiller. Uddannet hos GLAD Teater i 2011, hvor hun siden har spillet  soloforestillingen ”Dit Blik Mit Syn”(2019), der beskriver sider af hendes liv, og også beretter om at være blind. 

Læs mere. Hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

3) Michael Omoke: ”Frk. Julie”

Ikke langt fra Karen Blixens kaffefarm, nær Nairobi i Kenya, lå Happy Valley. Michael Omoke voksede op ikke langt derfra og fortæller om, hvorfor han i sin kommende teateropsætning af August Strindbergs ”Frk. Julie” har flyttet handlingen frem til Happy Valley i årene 1929-41. Læs mere. Hør podcast.

Foto: Michael Svennevig

4) Lille Mølle & Jeanne von Haller Grønbæk

Lille Mølle blev grundlagt i 1669 på Christianshavns Vold, og blev i 1916 købt af den unge ingeniør Ejnar Flach-Bundegaard, der indrettede den som fabrik og privatbolig.  Nu er den åben for besøgende. Jeanne von Haller Grønbæk viser rundt og fortæller om livet i Møllen, men også om, hvorfor hun har kastet sin kærlighed på fredede bygninger. Læs mere. Hør podcast. 

Foto: Michael Svennevig

5) Iben Hasselbalch fortæller og synger viser

Iben Hasselbalch fortæller om, hvad der inspirerer hende til at skrive sange, og om hvordan sangene er blevet til på hendes to cd-udgivelser: ”Tankens Magt”(2009) og ”Drømme og nye sange”(2012).  Men også om, hvor vigtig humoren er, når man optræder som visesanger. Offentliggøres den 16.4.21.

*

Den gennemgående musik på podcasten:

Heitor Villa-Lobos (1887-1959): "1. Prelude No. 2 in E Major".

Agustin Barrios Mangoré (1885-1944): "La Catedral, Preludio".

Begge indspillet af Mikkel Andersen på cd´erne "Puesta de Sol/Twilight" (Helikon, 2012) og "El Llanto de la Guitarra/The Lament of the Guitar" (Helikon, 2009).

Mød også Mikkel Andersen på den kommende festival. 

Læs mere. Hør podcast. 

*

*

Lyt også til 1. præsentationspodcast.

Læs om festivalen ÆG & HÅB

på Facebook

*

Anmeldelse: DANNER af Teatergrad

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

”Gå i Grevinde Danners fodspor og træd samtidig ind i et univers præget af magt, afmagt, undertrykkelse, et spirende demokrati og kærlighed.”

Lydrumsforestillingen DANNER starter ved Nationalmuseet i Ny Vestergade, og bevæger sig via Marmorbroen til Ridebanen og Hofteatret, og videre hen over Lille Langebro, langs kajen  til Knippelsbro og videre til Holmens Kirke og Christiansborg. Langs Gammel Strand, forbi Vandkunsten og videre op igennem ”Pisserenden” til Ørstedsparken og ned til Dannerstiftelsen.

Teatergrad har i forvejen specialiseret sig i forestillinger, der foregår rundt i byens rum – alle andre steder end på regulære teaterscener, så der er god logik i, at de også forsøger sig i dette digitale lydrums-format, da forestillingerne i Dannerhusets Stadssal ikke kan gennemføres. Derfor har teatret omdannet forestillingen til denne lydrumsforestilling, der via Teatergrads app. kan downloades. Det giver mulighed for en 5 kilometers teatervandring gennem Københavns indre by og gennem Louise Rasmussens liv, den senere Grevinde Danner (1815-1874), og skildrer hendes møde med den rige borgersøn Carl Berling og den senere Kong Frederik 7. med sloganet ”Folkets kærlighed. Min styrke.”

Teatret skriver: ”Med inspiration fra radiodrama, podcasts og audiowalks kombinerer Teatergrads lydrumsformat teater, musik og byvandring i en oplevelse, der bringer publikum gennem det historiske København og samtidig ind i en dramatisk iscenesættelse. ”

Teaterforestillingen DANNER af Line Mørkeby havde premiere i sommer på Furesøen og spillede bagefter i Dannerhuset. Jeg så begge og var betaget af både musikken og det flotte skuespil, men syntes ikke at teksten fandt til hvile. Den var for hoppende og usmidig, men her i lydrumsforestillingen finder den hjem. Det er et format, der klæder den meget springende historie, baseret på et endnu mere springende liv. Nogen let opgave er det ikke, for hvor skal snittet lægges? Det er en biografisk skildring, men det er også et kampskrift med bud til nutiden. I lydrumsudgaven afbalancerer det fint hinanden.

Christine Worre Kann, der er leder af Teatergrad, har indtalt den praktisk orienteret speak som også forbinder byvandringen med forestillingens lydbilleder og sange.

Lise Lauenblad er igen Louise Rasmussen – den senere Grevinde Danner. Hun kan rumme det hele i stemmen. Hendes mørke, på én gang både hårde, konfronterende og lokkende stemme har et ekko fra den barske opvækst i rendestenen. Det provokerende, det revolutionerende og poetiske brydes i hendes stemme. Hun er barsk, frivol og fascinerende. Jeg er vild med klangen i hendes stemme. Hun giver det hele et sprudlende indre liv. Jeg tror på hende og forstår hendes kamp for at finde sin plads i livet, for ”at få en bid af kagen” som hun siger i teksten. Som ene kvinde kommer hun til at inkarnere hele Danmarkshistorien. Det er selvfølgelig en tilsnigelse. Men den er velmenende. Vi har at gøre med en kvinde, der lider, elsker og bjergtager de omgivende mænd, der driver gennem hendes liv. Det er ikke hvem som helst, hun bliver forelsket i - og som forelsker sig i hende. Det er en fascinerende beretning fra Danmarkshistorien.

Det er den indledende vandring rundt om Christianshavns Ridebane, der bagefter står tilbage i erindringen. Det er såre smukt. Den ledsagende musik af Marie Louise von Bülow er her forårsbebudende og løfterig. Det er fortællingen om den 13-årige Louise Rasmussen, der drømmer om at blive danserinde, men som stikker en finger i øjet på balletmesteren, da han begynder at pille. Pelle Nordhøj Kann, der også har instrueret, er balletmesteren.

"Nu er jeg danserinde. Danserinde Louise Rasmussen. Teatret er min vej op af rendestenen og væk. Jeg springer ud af den luftballon, og lader ublødt og ufint, ufeminint og uyndefuldt midt i en Bournonville, men jeg lander dog. Jeg lander tungt. Jeg skal se ud som om jeg svæver, men jeg danser tungt hen over scenen med et neg i hånden, sådan som balletmesteren har instrueret mig... Jeg er Elverhøj. Jeg er danserinde. Nej, jeg er ikke danserinde. Jeg er ikke Elverhøj. Jeg er 13 år. Tiden er 1828. Jeg har tykke ben og runde arme. Jeg bliver aldrig danserinde. Jeg er for tung. "

Vi vandrer videre gennem hendes liv. Det er en god ide at kombinere beretningen om Grevinde Danners brogede livsforløb med en vandring gennem byen. Selv passerer jeg næsten dagligt gennem byen på cykel. Altid i fart fra det ene sted til det andet. Men sjældent med tid til at indånde byen på denne måde. På denne knap 2 timers vandring er der mulighed for at komme tæt på alle de detaljer, der normalt ikke får mulighed for at indprente sig i sindet. På Ridebanen er der en kulsort hingst, der bliver redet på af en ung pige klædt i sort. Der er pudsige detaljer i ornamenteringen på husfacaderne. Der er kanalvandets genspejlinger. Der er eftermiddagssolen, der lægger sig over det hele og lover forår.  

At teatret har valgt at lancere denne lydrumsforestillingen på kvindernes kampdag er ingen tilfældighed. Det er både en københavnerhistorie og en kvindehistorie.

Grevinde Danner (1815-1876)

Det er en historie om passion, lidenskab, men også om overlevelse og prisen for at ville noget. Det starter som et løfte og ender som en besværgelse. Der er krasse ord om danskernes intolerance og had mod alt det, de ikke forstår og som stikker af fra normerne. Danners liv bliver et ridt mod normerne, og hun betaler prisen, og får nærmest endegyldigt skylden for, at Frederiksborg Slot brænder ned i 1865 – dømt af folkedybet.

Det er smukt redigeret, og pædagogisk tilrettelagt, så det er let at følge rundt. Den ledsagende skrevne tekst er oplysende og præcis. Det er som at gå igennem tiden, ind i byen, rundt om byen. Det er en vidunderlig oplevelse. Tak til Teatergrad for endnu en gang at bringe teatret ud fra teatrene. Det er skønt i denne forårstid at vandre rundt i byen, mens skuespillerne agerer og musikken spiller op. Det er en fascinerende byvandring og god kunstnerisk forløst tekst. Og som Christine Worre Kann siger på den ledsagende speak, så drømmer hun om, at der en dag også kommer til at stå en statue af Louise Rasmussen/Grevinde Danner i Ørstedsparken. Ja, det ville være fint.

Foto: Per Morten Abrahamsen.

DANNER

Fra den 8. marts 2021 - og indtil efter sommerferien

Start i Ny Vestergade 13 (ved Nationalmuseet), 1471 København K

Medvirkende:

Grevinde Danner: Lise Lauenblad

Carl Berling: Rolf Hansen

Frederik 7.: Brian Hjulmann

Fru Berling: Anne Gry Henningsen

Kjøppen: Sune Kofoed

Juliane + Jensine Weiner: Sandra Yi Sencindiver

Balletmester: Pelle Nordhøj Kann

Musikere: Marie Louise von Bülow og Karen Duelund Guastavino

Guide og fortæller: Christine Worre Kann

--------------

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann

Komponist: Marie Louise von Bülow

Manuskript: Line Mørkeby

Turdesign: Christine Worre Kann

Lyddesign: Emil Bøll

Grafik/app: Nethe Ellinge

----------------

 Hjemmeside

*

_{Tidligere anmeldte TEATERGRAD-forestillinger:}

_2020:

_{Annas verden}

_{Tænker altid på dig}

_Queens

_2019:

_Beatroots

_{Dødsdansen 3.00}

_2018:

_Udvandrerne

_{Ikke uden min mor}

_2017:

_{Skjult nummer}

_{(sammen med Cantabile 2)}

_2016:

_{En landsby på højkant}

_{(sammen med Familien)}

_Forført

_2015:

_Husker du?

_*

_{Se også fortegnelsen} over de øvrige 117 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: MIT HOVED ER ET RADIOTEATER af Thulla

Forsiden af Thomas Winkler (der også er designer i Tivoli) siger det hele. Thullas MIT HOVED ER ET RADIOTEATER er en blotlæggelse af de mange stemmer vi har indeni. Det er et forsøg på at finde tilbage til en egen indre stemme. Den oprindelige stemme. Det er et forsøg på at skrælle alle de lag væk i underbevidstheden, der driver gæk med os, og som gør os til alt for lette ofre, ikke mindst i vores møde med de sociale medier. I Thullas fortælling er Facebook omdøbt til ”Landsbyen”. Det er beretningen om, hvad det gør ved vores egen opfattelse af at have succes og være menneske. For mødet med Landsbyens lykkeopdateringer ændrer vores syn på, hvad der er godt og ikke godt. Det påvirker vores måde at tænke på. Ja, det tager herredømmet fra os og smudser os til. Det er især narcissismedelen som Thulla tager livtag med. Hun har selv været der og delt alt, hvad hun har kunnet kommet afsted med, men det har efterladt hende med ar. For det er svært at finde tilbage til sig selv. Det er som at låne sig selv ud, og bagefter ikke længere at være i stand til at mærke sig selv. Thulla fortæller historien, orkestreret for flere stemmer, som hun går i dialog med. Stemmerne i hendes hoved træder ind på scenen, og bogen er en lang indre dialog (eller monolog om man vil), hvor forfatteren med udgangspunkt i egne oplevelser tager os med tilbage igennem et liv, der har været præget af stor spirituel søgen og lige så stor kunstnerisk nysgerrighed. Et liv, der har resulteret i 11 cd-udgivelser, et redaktørjob, legater og en vis synlighed. Men livet er et ubarmhjertigt sted at befinde sig for kunstneriske sjæle, praktiske problemstillinger trænger sig uvægerligt på i kunstnernes drømmerige. Der skal betales regninger (på mange niveauer), og det er væsentlig lettere at leve med sin kunst end at leve af den.

Foto: Michael Svennevig

”Hvorfor bliver livets mening ikke plantet dybt i os, når vi bliver født? Hvorfor skal vi jage rundt og lede efter den? Hvorfor skal livets mysterium være så hemmeligt og skjult med en milliard røgslør hen over sig? Det er sgu da underligt! Men siden det har været sådan altid, skulle man næsten tro at der er en mening med det. At vi mennesker åbenbart ikke skal kende den, bare sådan. At en motivation til at leve livet er at lede efter den dybere mening. Nysgerrighed driver os fremad. Eller hvad?” (side 119).

*

Facebook-delen af historien er i sig selv ikke så interessant, men den bagvedliggende problematik er for mig både vedkommende og svær at ignorere. Det er her at monologen finder sin berettigelse. Den udspiller sig i et meget kvindeligt univers, hvor jeg som mand ofte må stå lidt tøvende som iagttager, for jeg er ikke fascineret af tarokkort, månefaser, selvhjælpsbøger og mantraer, men det betyder ikke, at jeg ikke er optaget og optændt af de bagvedliggende mekanismer. For ligegyldigt om vi bekender os til det ene eller det andet, er vi alle underlagt de mekanismer, der er styrende bag vore egne indre radioteateropsætninger. Thulla giver sig det hele i vold. Men samtidig bibeholder hun en befriende høj gad af selvironi og humor, og forstår til fulde, når hun bliver taget ved næsen. Ikke mindst i bogens forrygende beskrivelse af Guldinderne, der er et af bogens højdepunkter. Som en af deltagerne spørger: ”Hvor er mændene?” Svaret på det spørgsmål må være, at vi går andre veje.  At vi ikke begiver os ud ad Guldinde-stier. Men selv om Thulla går linen ud og optjener dyre lærepenge, er hun god til at skille skidt fra kanel. Også selv om det først sker en postgang for sent, i hvert fald i forhold til Guldinderne. For noget af det bemærkelsesværdige ved Thullas egen hudflettende indre rejse er hendes evne til at genopstå. Det sker på mange planer, ikke mindst kunstnerisk.

Foto: Michael Svennevig

”Jeg ved ikke, hvorfor vi er blevet så berøringsangste over for det åndelige, det spirituelle. Samtidig med at det er tydeligt, at vi længes så meget efter det.” (side 63-64).

                                                                                           *

Ikke mindst er det en meget velskrevet roman, der har en ret springende form sådan som indre rejser ofte har. Romanen har meget betegnende undertitel: ”et vidnesbyrd”. Vi bliver inviteret med på en undersøgelse af tilværelsens spirituelle sammenhæng – og det er en spændende og veloplagt undersøgelse. Ikke mindst fordi det er fortalt med en afvæbnende humor. Sproget er smidigt og ofte krydret med veloplagte og slagfærdige udtryk og betragtninger.

Thulla skriver og fortæller, at der er ”nogle væsentlige områder af min karma, som jeg mangler at få manifesteret i den ydre verden, før jeg kan føle mig som et helt menneske. ”(side 7) ”Men frygt og tvivl har indtil videre haft held med at sabotere min stræben efter at springe ud som et helt MIG.”(side 7) ”jeg skal hverken flytte i kloster eller bo i en kasse på en øde bjergskråning. Men jeg skal holde fast.”(side 8) ”Slut med at være små-skjult.”(side 9) ”Foren dig med din tro”(side 10) ”Målet er at springe ud som et helt MIG, at brede de vinger ud som jeg fornemmer ligger uforløste i min karma for dette liv. Og for at lykkes med det, må jeg se min frygt og min tvivl i øjnene. Kalde dem ved navn, få dem indkredset, få dem fjernet som forhindringer. En art udrensning?” (side 11)

Romanen er født ud af et ønske om at betro sig til læserne, og komme overens med sit eget indre tankemorads. I erindringspassagerne synes jeg at bogen finder hjem, og finder sit helt eget liv og står ved det: ”Jeg smider en fiskeline ned i erindringen og ser, hvilke pletter af grønt græs, jeg får fisket op. ” (side 182)

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                   *

”Jeg er helt spærret inde i mit eget hoved lige nu. Jeg martres, især om natten, af sorg og bekymring; tanker, der suger mig ned i et snævert, mørkt morads. Sorg over at se, hvordan alderdommens ubarmhjertige vande hugger sig mere og mere ind på mine forældre, angst for at der skal ske dem noget. Jeg martres af smuldrende venskaber, manglende loyalitet, festen der fortsætter uden mig og bagom min ryg. De falske smil, den manglende varme, det manglende mod til at insistere på et ærligt møde. Jeg martres af min manglende rummelighed, og af at jeg har insisteret på at være mere rummelig, end jeg i virkeligheden er.” (side 80).

*

Skildringerne af drillerier i skolegården på grund af en pelset frakke i 5.-6. klasse (s. 81-83) og akavede optrin til en klassefest, for ikke at nævne det værste, at bogens forfatter bliver så glad for at blive lukket midlertidigt ind i klassens varme, som hun ellers er blevet udelukket fra, at hun ikke opdager, at hendes plageånder i mellemtiden har bundet hende fast til et vejskilt. Det er knugende at høre om, for vi kender det. Den frygtelige måde som vi har været over for hinanden på. Hvis vi ikke selv har drillet, så er vi blevet drillet. Det er slet ikke til at bære at blive sænket ned til de lag i underbevidstheden. Men forfatteren tager os med derned – og slipper ikke grebet i os i de tætte og stærke skildringer

*

“Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø,” siger Tove Ditlevsen. Den unge pige i mig, der ikke vil dø, er den skabende del af mig. Den føles stadig fuldkommen jomfruelig, bliver nærmest genopdaget hver eneste dag, evig nyslået, som en havfrue.” (side 207)

                                                                               *

Grafisk er romanens anden del beriget af farens, Niels Birger Wambergs stregtegninger, der nogle steder er brugt som vignetter og andre steder som illustrationer. De er smukke og vibrerende og giver romanen et visuelt løft, som Thullas egne illustrationer i første halvdel umuligt kan leve op til. De er simpelthen for svære at matche. Men det er også den eneste anke ved denne smukke vidnesbyrd-roman, der med sin ligefremme ærlige tone og sit hoppende friske sprog får opført et udfordrende og vedkommende indre radioteater-stykke.

Foto: Michael Svennevig

Romanen udkommer før festivalen, både som fysisk bog på 277 sider, e-bog samt udvidet lydbog/radioteater med effekter, indtaling og musik af Thulla. Thulla udgiver fortsat sin musik under sit fornavn, mens romanen udgives under hendes fulde navn: Thulla Christina Wamberg Kronaie. For nemheds skyld har jeg i anmeldelsen udelukkende brugt musikernavnet.

Lyt til festivalpodcasten med Thulla, hvor hun fortæller om sin nye roman.

Mød også Thulla på den kommende festival ÆG & HÅB.

*