Lyrikeren Frederik Drescher Kluths debutdigtsamling, ”Lov mig du læser det” (2019) er en evigt glidende og ganske forførende digtsamling, der med lange ordbølger skyller ind over læseren. Den er drevet af stærk sproglig rytme og en åbenlys forundring over tilværelsen. Man fornemmer, at det er svært at være til, men der er fine ordbilleder, der ofte drejer rundt om sig selv og kaster skarpe spejlbilleder tilbage til læseren. Frederik er igang med en ny digtsamling, som han også vil læse op fra til festivalafslutningen.
Mød Frederik til festivalafslutningen, søndag den 15. 8. kl. 13-16 på Christianshavn.
Lyrikeren, Erik Trigger, er tidligere havnearbejder og skolelærer, men også digter og ”erklæret anarkist” som han selv siger. Nu tillige forlægger, redaktør og omslagsdesigner på sit eget forlag ANARKI. Debuterede i sin tid på Brøndums Forlag i 1991 og er pt. ansvarlig for over 15 værker i genrerne digte, børnebøger, roman, noveller, koncerttekster og spoken word cd og sceneshow, sammen med illustratorer, musikere og billedkunstnere. Hør ham læse op fra sin senest digtsamling til festivalafslutningen, søndag den 15. 8. kl. 13-16 på Christianshavn.
Aleksandar Šajin læser sit digt "Festival", om æg, håb og festival, skrevet til festivalen. Aleksandar Šajins seneste udgivelse er den selvransagende roman "Ivan Blank", der er et imponerende værk, der handler om at finde tilbage til sig selv igen (Forlaget Gladiator, 2017).
Mød Aleksandar Šajin på 4. festivaldag, torsdag den 12. 8. kl. 19-21 på Østerbro.
Foto: Michael Svennevig
Den dansk/irakiske digter Salim Abdali læser op af sine digte. Det er poesi, der formår at løfte sin læser og lytter op i de øverste luftlag. Helt derop, hvor luften indeholder en ganske særlig kraft og fylde - og hvor få ord kan rumme det hele. Den seneste udgivelse er "Alfabetmageren" (Det poetiske bureaus forlag, 2019).
Mød Salim Abdali på 4. festivaldag, torsdag den 12. 8. kl. 19-21 på Østerbro.
Skuespilleren Anna Sophie Thalbitzer Lübeck læser sit digt ”Mine øjne”, og fortæller om, hvordan hun fandt ud af at hun ville være skuespiller. Blev uddannet hos Glad Teater i 2011, hvor hun siden har spillet soloforestillingen ”Dit blik mit syn”(2019), der beskriver sider af hendes liv, og også beretter om at være blind.
Mød Anna Sophie Thalbitzer Lübeck på 3. festivaldag, tirsdag den 10.8. kl. 15-21 i Vanløse.
Jesus Almodovars digtsamling, ”Jeg vil gerne tildeles Ridderkorset for min eminente elskovskunst”(Baggårdsbaronerne, 2019) er en sproglig eksplosion og et bredt anlagt medmenneskeligt dokument om et kort liv inden for psykiatrien, men også en higen efter et ganske almindeligt hverdagsliv, hvor der er plads nok til at trække vejret og langsomt generobre den hverdag, der er gledet hovedpersonen af hænde. Hør oplæsning fra værket.
Mød Jesus Almodovar på 3. festivaldag, tirsdag den 10.8. kl. 15-21 i Vanløse.
FB-selfie
Forfatteren Cecilie Rosdahls nyeste kortprosa-udgivelse, ”Kolonihave” består af vilde tekster, der både overrasker og forundrer, og måske vil der også være nogen, der ligefrem bliver forargede, men de fleste vil le en hjertelig latter, når Cecilie slipper sine tekster løs på festivalen.
Mød Cecilie Rosdahl på 4. festivaldag, torsdag den 12. 8. kl. 19-21 på Østerbro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar