søndag den 28. maj 2023

Pia Sigmund: REPORTAGE FRA PALÆSTINA


Forfatter og historiefortæller Pia Sigmund har i en række FB-opslag rapporteret fra en rundrejse i Palæstina. Hun har kaldt opslagene: 

Go Home and Tell 1-10. 

Læs hendes sammenfattende rejseberetning, der er sidste del af den første af to digitale festivalserie: ET ANDET BLIK. I begyndelsen af juni 2023 præsenteres den anden og sidste serie: ALVERDENS KÆRLIGHED.


Foto: Pia Sigmund.

Pia Sigmund skriver:

Tak Michael, det tema er jeg glad for! Lad os kaste ET ANDET BLIK, et positivt blik på strømmen af nyheder i stedet for at fokusere på sensationer og ulykker.


Foto: Pia Sigmund.

Er der noget sted på jorden, der fortjener ET ANDET BLIK, må det være Palæstina. Mediernes blik på Palæstina er 100% dårligt – optøjer, stenkast og raketter i en lind strøm – er det virkelig alt, der er at sige om det land? Fra mit besøg i Palæstina i 2010 husker jeg smukke landskaber, gode møder med spændende mennesker og en ældgammel historie. Jeg følte mig ganske tryg, selv når jeg færdedes alene. Men da jeg vendte hjem til Danmark, spurgte flere mig: Hvor turde du dog rejse til Palæstina? Jeg kunne mærke, at ingen havde tiltro til mit positive svar, og jeg begyndte at tænke: Kommer der noget godt ud at koncentrere sig om de dårlige nyheder? Gør det noget godt for forholdet mellem Palæstina og Israel? Gør det noget godt for os som mennesker?


Foto: Rune Sostack Clausen.

I mange år har jeg tænkt: Der må være andet og mere end det billede, som nyhederne tegner. Derfor rejste jeg til Palæstina her i marts 2023 for at (gen)finde de gode historier. Jeg mødte en lang række palæstinensere og NGO´er, der arbejder for at løfte deres medmennesker og deres land ud af de trange vilkår, der bydes. Med et gevaldigt overskud og en vidunderlig positiv og konstruktiv tilgang til livet, giver de lige præcis det lille skub, der skal til, for at unge går i gang med og fastholder en uddannelse, for at give befolkningen håb og mod til at turde drømme om en god fremtid, og til at finde og styrke kunstnere, der skaber original palæstinensisk kunst og kultur.


Foto: Pia Sigmund.

De sagde alle: GO HOME AND TELL! Og det er det, jeg prøver at gøre nu: Råbe op om, at vi skal fokusere på de mange gode historier, der gemmer sig under et lag af dårlige nyheder.


Foto: Pia Sigmund.

Det kunne være Mitri Raheb, en karismatisk (protestantisk) præst, der har opbygget et universitet i Bethlehem, Dar al-Kalima, hvor unge med både kristen og muslimsk baggrund kan uddanne sig til erhverv, der er behov for i Palæstina. I øjeblikket opføres en ny stor afdeling af universitetet, hvor de unge kan uddanne sig inden for bæredygtig kulturturisme og dermed bidrage til vækst i den lokale økonomi. Ved siden af deres hovedfag får alle studerende mulighed for at tage et kursus i iværksætteri og virksomhedsledelse. Et andet fokus er på scenekunst, billedkunst og kulturarv. Universitetet tror på kunstens betydning for at øge den kulturelle og sociale bevidsthed og udvikle et levende og aktivt civilsamfund. Fremfor alt vil Dar al-Kalima-universitetet give de unge håb for en positiv fremtid. Mitri Raheb har  skrevet en lang række bøger, der giver os en forståelse af livet og forholdene i Palæstina. Nogle af dem er oversat til dansk. Jeg mødte Mitri i 2010, men i år var han selv på rejse, indbudt af paven i Rom, og der var ikke mulighed for et møde.


Foto: Pia Sigmund.

Det kunne være Sonia Nimr, forsker og forfatter fra Ramallah. Hun underviser i kulturstudier på universitetet i Birzeit. Hun bruger litteraturen til at give palæstinensiske børn og unge håb og mod på fremtiden. Jeg læste (det meste af) hendes bog ”Wondrous Journeys to Strange Lands” på flyet hjem mod Danmark, og det gik ikke stille af sig. Jeg måtte tit le højt, og tit var handlingen så vild og morsom, at jeg blev nødt til at fortælle de nærmeste flypassagerer om, hvad der nu skete med den unge kvindelige hovedperson. Sonia Nimr har modelleret sin bog over en række gamle eventyr (med mandlige hovedpersoner). Hun kan godt lide denne litterære form, for i eventyrets verden ved man, at heltinden/helten skal gå så grueligt meget igennem, men at der altid er håb forude, for historien skal ende godt. I øvrigt udkommer bogen på dansk i år.


Foto: Pia Sigmund.


Det kunne være Palestine Marathon med undertitlen Freedom of Movement, et årligt, internationalt maratonløb, der starter på Fødselskirkens Plads midt i Bethlehem. Heldigvis er der flere distancer, helt ned til 5 kilometers gang, som jeg holdt mig til, da jeg deltog den 10. marts i år. Løbet handler om at fortælle en anden historie om Palæstina og at øge international viden om palæstinensisk kultur, gæstfrihed og liv – og selvfølgelig også om den negative side, palæstinensernes manglende bevægelsesfrihed, der er en overtrædelse af menneskerettighederne. Men fremfor alt er løbet en kæmpe folkefest, der viser, at palæstinenserne gerne vil og kan bevæge sig. I øvrigt er det to unge danske kvinder, der i samarbejde med nogle palæstinensere arrangerede det første løb i 2013, men det hele er for længst på palæstinensiske hænder.



Om Pia Sigmund:

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. I Drømme og visioner i 2014 optrådte jeg sammen med den afghanske forfatter Taiba Sohaila. Taiba var flygtning fra Afghanistan og poet. Jeg hjalp hende med at skrive bogen Silkevejen. I Med og uden smykker i 2016 optrådte jeg sammen med illustratoren Charlotte Clante, der tegnede til alle 11 bøger i min serie Børn i Danmarks Historie. Hovedpersonen i en af bøgerne, Erdogan Adanir, var også med den dag (se filmklip). I bogen Billeder af liv fra 2018 lavede Michael en interview med mig (hør podcast, læs uddrag) og på festivalen optrådte jeg sammen med Alaa Abdol-Hamid. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa opbygget indsatsen 2 Timer om Ugen, hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. Nu i 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til Et andet blik, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige.


Foto: Pia Sigmund.

Jeg er historiker og fortæller og har et stort hjerte for børnene og for mennesker, der ufrivilligt må forlade deres land – og for at finde og fortælle gode, positive historier." Pia Sigmund

 


Mød Pia Sigmund på den kommende festival

torsdag den 10. august 2023 kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro,

hvor hun fortæller mere om rejsen til Palæstina.


Foto: Rune Sostack Clausen.

Læs de øvrige opslag i serien

ET ANDET BLIK

*

torsdag den 25. maj 2023

Annemette Albrectsen: Ballade i pauserummet

 

 
Foto: Michael Svennevig.

 Hør podcast

YouTube


Annemette Albrectsen arbejdede først 25 år som kostumedesigner til teatrene, men lavede også haute couture og brudekjoler. Det var alt det, hun havde drømt op, men drømmen slap op, og det var på tide at søge videre.  To af pavillonerne ind til Kongens Have blev til galleri og teater, og der var også en af bunkerne i parken, der blev brugt til mere eksperimentelle ting, samt at der var mulighed for at købe kage i kaffebaren ved indgangen til parken. Det blev til 12 år der, men det hele blev samlet, da Annemette for 7 år siden overtog Salonen på Østerbrogade 222. Det blev til kombineret galleri og cafe – og stadig med plads til Verdens Mindste Teater. Men en dag var det igen tid at drage videre, og det er stående på tærsklen til denne nye rejse, at Annemette er med på denne podcast.


”Billedet man ser færdigt og lige på har ingen titel, men er akryl og kniv på linoleum 30 x 30 cm.”

 

Annemette ved ikke, hvor rejsen fører hen, men billedkunsten fører hende videre. Egentlig ville hun godt bare nøjes med det, men som hun selv siger, er der ”ballade i pauserummet!”

 


Annemette Albrectsen fortæller om sin opvækst, om Montmartre, om kvalitet, fællesskab og værdien af at drømme og altid yde sit bedste. Men også om ansvaret over for den klimakrise vi står midt i. Men når nogen spørger hende, om hun altid har drømt om at have egen café, slår hun en høj latter op. ”Overhovedet ikke!!”

 

Musikken på podcasten,

”A Night of Watching”, af og med Niels Bugge,

er venligst udlånt til denne podcast.


 

”Billedet set skråt fra oven er i proces, er akryl og blyant på træplade og titlen er:' Lucky me’. 34 x 40 cm.”

 

Mød Annemette Albrectsen til festivalafslutningen

Søndag den 13. august 2023 kl. 13-16

i Gårdhaven ved Dansk PEN,

Dronningensgade 14 på Christianshavn

(i tilfælde af dårligt vejr afholdes arrangementet i Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 – et par gader derfra.)

 *


Hør også
med uddrag fra de første 5 podcasts.

med uddrag fra de næste 5 podcasts.

med uddrag fra de kommende 5 podcasts


*

  Næste uges podcast:

2/6/2023

Foto: Michael Svennevig.


Camilla Guldager Troelsø
HVAD ER MENINGEN?

Camilla Guldager Troelsøs nyeste bogudgivelse er en tekstcollage, en række kortprosastykker. Små noveller og enkelte digte, der alle kredser om at finde en mening. Eller genfinde den. Der er megen venten og stilstand i de korte tekster. Smerterne bliver blotlagt med raske hug. Der bliver ikke skubbet noget ind under tæppet. Alt lægges frem, og det virker befriende. Camilla har selv illustreret teksterne. Farverne er vilde, glade og meget optimistiske, og de står i stor kontrast til teksterne. Inspirationen kommer fra det skæve, det svære og det helt almindelige. Humoren er den forløsende faktor, ellers havde det heller ikke været til at holde ud. Det bliver aldrig larmende morsomt, men lige akkurat muntert nok til at de sukrede bitre drops glider ned.  




KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

tirsdag den 23. maj 2023

Anmeldelse: KÆLDERMENNESKET af og med Teater Asterions Hus


To stole, to standerlamper og en forhøjning i midten med en stor polstret lænestol og et bagvedstående filmlærred. Set-uppet ligner noget fra en gammel stumfilm. De indflettede filmiske vignetter af og med filmparret Michael Wikke & Steen Rasmussen (eller slet og ret Wikke Rasmussen), kommenterer og præsenterer det, vi skal se, og er holdt i sepia - den  falmede farve, der giver mindelser om gulnet avispapir og gamle fotos og postkort, sendt med 2 øres frimærker.

Vi er ført tilbage i tiden i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket". Dostojevskis roman er bearbejdet til teater af Wikke Rasmussen og bliver spillet af Tilde Knudsen og Peter Kirk, der udgør teatret Asterions Hus. Tidligere holdt teatret til på Teaterøen på Refshaleøen, men er nu flyttet til Møn og er blevet til Teater Møn. På Møn er de blevet omfavnet med større (økonomisk) imødekommenhed, end hvad var tilfældet i København. Fantastisk for Møn, men en stor ærgrelse for de københavnske teatergængere. Dog har de beholdt Magneten, som en sidste bastion i det københavnske - og det skal vi være glade og taknemmelige for. Med den nye cykelbro fra Nyhavn til Amager er det ikke længere så afsides, men man føler sig alligevel uden for byen, og det passer fint til det nyeste stykke.



Jeg er vild med  Dostojevski, den store russiske forfatter, der levede fra 1821-1881, og slugte de fleste af hans værker i en tidlig alder. "Idioten", "Brødrene Karamasov", "De Besatte", "Raskolnikov" og "Det Døde Hus". "Kældermennesket" er af mange opfattet som en slags prolog til forfatterens store værker. Det bærer undertitlen "Optegnelser fra et kælderdyb". Det er skrevet i 1864. Året inden udkom hans debut, "Fattige folk". 

Hovedpersonen er en 40-årig unavngiven embedsmand, der, takket være en beskeden arv, har trukket sig tilbage og nu lever forskanset i sin lille kælderlejlighed i en af Sankt Petersborgs forstæder. Det er alt, hvad vi får at vide om bogens fortæller og hovedperson.




Romanen betegnes som et nybrud, for vi kan slet ikke stole på hovedpersonen. Det var aldrig set før, og det kom til at føre videre gennem forfatterskabet, og er velsagtens grunden til, at hans romaner stadig taler til os. Hans personer modsiger sig selv i ét væk. Ikke fordi forfatteren ikke har styr på figurerne, men fordi det er det vi gør, vi mennesker. Det ene øjeblik er vi storladne og det næste ganske sølle. Vi taler og taler og siger det hele, og siger dog intet, men har alligevel sagt det hele. Vi kan genkende os selv i hans figurer. Det fascinerede dengang som nu. 

Det er på den måde, at han får sagt noget om at være menneske. Vi bliver som menneskelig race afklædt, når vi stiger ombord i hans universer. Bagefter er man helt rundforvirret, for hvad menes der egentlig? Personerne rabler løs og historierne bevæger sig hid og did. Der er ingen stringens. Det er et frit fald ned i en menneskelige afgrund. Som om der slet ingen ende er på det fald.




Det er ikke for ingenting, at al senere litteratur er inspireret af det, der startede og påbegyndtes med Kældermennesket. Som en mørk lysstråle har det sat sit præg på alt andet: Hamsun, Kafka, Satre og alle de andre. Alle har de læst "Kældermennesket" og badet sig i det mørke lys fra Rusland. Dostojevskis er som et prisme, hvori alt menneskeligt spejler sig. Det er djævelsk fascinerende. Det er som om lyset og mørket slår sammen i hans værker. 

Det gør det også på scenen i Asterions Hus´ opsætning af "Kældermennesket", hvor hovedpersonen skiftevis fremstilles af Tilde Knudsen og Peter Kirk. I beretningen om hovedpersonens møde med den prostituerede Lisa finder de sammen på scenen. Vi får rablende tirader om dovenskab, om mødet med en forhadt officer og om kærlighed.




Det er både storladent, svulstigt og ganske sølle. Det er en slags orgie i mental ekshibitionisme. Det er stor tragik og lavpandet komik. Peter Kirk og Tilde Knudsen har et fast greb om figuren. Det er egentlig godgørende at opleve dem på denne galej, for det er så anderledes end alle deres tidligere forestillinger, og dog er der tætte spor tilbage til Howard Barker-totalteaterforestillingen EUROPÆERNE som Asterions Hus opsatte på teaterøen i 2016. En gigantisk teatersatsning, hvor alle sejl var sat til. Forestillingen foregik såvel inde som ude, men vi var samtidig inde i sjælen på europæerne. Det er vi også i "Kældermennesket", selv om den har et russisk udspring. Samme selvransagelse, samme vilde talestrøm. Samme frydefulde teateroplevelse.

Peter Kirke er ét med figuren. Man kan se det på den forkrampede måde han sidder i stolen på. Han kaster sig fra side til side. Han er rastløs, og livet raser i ham. Han raser mod livet, mod andre og sig selv. Det er faktisk urkomisk. Al denne energi. Dette raseri og al denne poseren - til ingen verdens nytte. Alting er et skyggespil. Intet er sandt - og alt er sandt. Lige i det øjeblik det siges, men når øjeblikket er ovre,  er vi endnu mere forvirrede, end vi var før. Sådan er det at være menneske. Sådan er det at være sammen med Kældermennesket.




Når Tilde Knudsen rejser sig som Kældermennesket, så er hun ligeså meget ét med ham. Hendes teatermæssige skift, hendes bratte bevægelser. Det er alt sammen noget, der gør at vi klæber til, hvad hun siger. Også selv om det ingen mening giver, og dog siger det hele.

Peter Kirk og Tilde Knudsen er på hjemmebane, selv om de er langt fra de universer, som de plejer at færdes teatermæssigt i. Selvfølgelig er de det, for de er kompromisløse i deres kunstneriske stræben og kamp for at give os det bedste de formår. Stort tillykke til Møn, der nu delvis har overtaget disse dejlige kunstnere - og godt for os andre, at der stadig er mulighed for at opleve dem på Magneten yderst på Refshaleøen. Der er ikke andet at gøre end at skynde sig derud. I tilgift er der Wikke Rasmussen. Disse stærke kunstneriske kræfter klæder hinanden.

Bagefter kan man jo nyde nogle af Wikke Rasmussens dejlige film, der på sin vis er lige så skæve og absurde. Måske har de altid skildret kældermennesker... Deres absurde humor går igennem deres lysende værker, såsom tv-serierne "Sonny Soufflé Chok Show" og "Vild og voldsom Volvo" og i filmene "Flyvende farmor",  "Hannibal & Jerry" "Der var engang en dreng" og mange flere. Oven i det skulle der snart være mulighed for at gense "Motello" fra 1997, der er blevet crowdfundet og er ved at blive nyscannet til dvd og blue-ray. Der er så meget at glæde sig over for os Kældermennesker.



”Jeg er et sygt menneske … Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. Jeg tror, jeg er leversyg. I øvrigt har jeg ikke en pind forstand på min sygdom og ved ikke rigtig, hvad der er galt med mig. Jeg går ikke til behandling og har aldrig gjort det, selv om jeg nærer respekt for lægevidenskaben og lægerne. Desuden er jeg overdrevet overtroisk.”
”Kældermennesket”, s. 19.


KÆLDERMENNESKET

24. ma j - 11. juni 2023

Magneten på Teaterøen

Medvirkende: Peter Kirk, Tilde Knudsen + Wikke og Rasmussen (på skærm)
Instruktører: Michael Wikke, Steen Rasmussen
Manuskript over Dostojevskijs tekst: Mikael Wikke og Steen Rasmussen
Producent & arrangør: Asterions Hus


*

Tidligere anmeldte Asterions Hus-forestillinger på Teaterøen:

2023:


2021:

2020:

Alice i Eventyrland

2017:
Min Odyssé

Rodin

2016:
Europæerne

2015:
Leonardo

2013:
Mit Rum

2012:
Asteroiden

 ---------------------------------------------------------------

 

torsdag den 18. maj 2023

Anmeldelse: THE DISAPPEARED i LiteraturHaus

 

Foto: The Lord´s Projekt.


Det er dejligt at blive udfordret. Det er også nødvendigt for at kunne udvide sin grænser. Nogle gange er det ubehageligt, mens det andre gange er en fryd.

Det er en fryd at opleve Nova Duh i "The Disappeared" i LiteraturHaus i Møllegade på Nørrebro, men det er også udfordrende. Jeg har sjældent oplevet en så gennemført æggende form for nøgenhed. Nova Duh er ikke en mand i dametøj, heller ikke en kvinde i mandetøj. Hun er hverken mand eller kvinde, men begge dele med  en så stor naturlighed, at det bryder alle grænser, men på en befriende selvfølgelig måde.


Foto: The Lord´s Projekt.


Teksten er skrevet af Adrian Casanova Villamonte. 
Jeg fik ikke oplevelsen af at opleve en "kønnet" optræden. Det virkede som et samlet hele, hvor jeg bare betaget måtte tage oplevelsen ind og nyde den - i al sin frodige skønne naturlighed. Det er en meget svær balance, for hvordan bevare sin naturlighed, når det så overlegent eksperimenteres med køn og roller? 


Foto: The Lord´s Projekt.


Men Nova Duh er en stor scenekunstner, der på den ene side viser os det hele, men samtidig forstår at beholde sin egen hemmelighed. Der er hele tiden noget vi ikke får, derfor bliver vi ved at se og ville have mere. Hun har en betagende evne til at forbinde sig med publikum. Også i de publikumsaktiverende afsnit, der tit kan  forekomme tåkrummende, men ikke her. Også det fik sin egen naturlighed, der fungerede fint  i sammenhængen.


Foto: The Lord´s Projekt.


Det er et stort, frisk og overdådigt show som Nova Duh bærer frem til os. Hun indtager hele rummet med en befriende naturlighed, og formår at intertaine os med den største selvfølgelighed. Hun kan bevæge sig fra det tilsyneladende skødesløse til det performative på et splitsekund. Balancen mellem det underholdende og det berettende er overvældende, sådan som Jeremy M Thomas mestrer det i denne fine opsætning, hvor han også har koreograferet med træfsikker sans både for det storladne, men også for det intime. Det er denne forestillings styrke.

Foto: The Lord´s Projekt.


Selv om det visuelle er skruet op i højeste gear, er det samtidig Nova Duhs beretning fra Chile, om udstødelse, overgreb, militærkup og flugt. Titlen refererer til alle dem, der ikke klarede det. Det er dem hun står på skuldrene af, når hun optræder for os. Dem må vi ikke glemme.  

Balancen mellem det berettende og det underholdene er overrumplende, også selv om det kniber med at høre alle ordene, men det er heller ingen let sag, når der danses samtidig. Men det er hele tiden billederne, det performative, der er i centrum, og det er styret og administreret med sikker hånd. Det er noget af det bedste som Jeremy M Thomas endnu har præsteret. Jeg går altid spændt til hans og hans teater, Down the Rabbit Holes forestillinger, for nogle gange er det mindre vellykket, men så er der disse stjernestunder, hvor det hele lykkes. Sådan som det sker med "The Disappeared".


Foto: The Lord´s Projekt.


Musikken af Josh Herring er så vild og så medrivende smuk at det tager vejret fra mig. Josh Herring beskriver selv sit musikalske arbejde som en skulptør, der bliver ved med at hugge mere og mere af stenen for at ny ind til den rene form. Det har han i høj grad gjort med den musikalske ledsagelse i "The Disappeared". Det er ikke akkompagnement, men netop musikledsagelse. Musikken er lige så billedskabende som resten af cabareten er det. Det følges smukt ad.

Men det er Nova Duh, der bærer det hele. Både eftersom det er en voldsom overlevelseshistorie, båret frem af indre nødvendighed og samtidig er det hele så overdådigt iscenesat og tænkt, at jeg sjældent har følt mig så godt underholdt, men også med en klump i halsen, for det er ikke kun skæg og ballade. Det er et hårdt liv, der ligger bag denne beretning, men at kunne performe det med denne overdådige billedrigdom aftvinger respekt. Og igen, det hele forekommer så enkelt, så ubesværet og så lækkert, at den bagvedliggende alvorlige historie hele tiden er til stede og giver det hele en mørk slagskygge, men showet er så grandiost, at det netop kræver og ånder gennem denne nødvendighed.  


Foto: The Lord´s Projekt.


THE DISAPPEARED
18. maj - 10. juni 2023
LiteraturHaus

Medvirkende: Nova , Josh Herring
Iscenesætter: Jeremy M. Thomas
Scenograf: Jeremy M. Thomas
Dramatiker, forfatter: Adrian Casanova Villamonte
Komponist Josh Herring
Producent: Down the Rabbit Hole
Arrangør: Down the Rabbit Hole


*

Kat Lassen: Den anden kat – urkatten

 

Foto: Michael Svennevig & Kat Lassens skulptur fotograferet af hende selv. .


Hør podcast

YouTube


”Mine bøger handler om håb!”

Da Kat kom op til mig på kvisten, havde hun en kat under armen. Ikke en rigtig kat, men en katteskulptur. Hendes haveskulpturer er lige så finurlige som hendes børnebøger. Sidste år udkom "Fru Kuk" (2022), der umiddelbart fremstår som et farverigt og spøjst fantasyunivers, men bag den muntre overflade gemmer sig en historie om sorg og savn, og hvordan man forholder sig til at miste.


Illustration: Nina Broen fra "Fru Kuk".


I 2015 bidrog hun til stORDstømmens antologi med ”Jørgen” som skuespilleren Lise Kamp Dahlerup har indtalt til podcasten. Jørgen handler om en mand, der har set døden i øjnene og måske også taget afsked med livet, men døden udeblev, og hvordan lever man så videre, når man har gjort sig klar til at gå døden i møde. Kan man så stadig vende tilbage til livet?


Kat Lassens skulpturer fotograferet af hende selv..

Siden er det blevet til børnebøger, bøger for teens og ungdomsbøger. Sidste år udkom også ”Moderskab”- en antologi, der har to af Kats tekster med. Novellerne er rettet mod et voksent publikum, og det med det voksne publikum er en side af Kats forfatterskab, der nu er ved at blive åbnet yderligere op.


Foto: Michael Svennevig

Hvornår er man rigtig forfatter? tænker Kat stadig over, men som en nysgerrig kat springer hun hid og did med sit forfatterskab, da hun ønsker at favne bredt og være i konstant bevægelse i sin skrivning.


Kat Lassens skulptur fotograferet af hende selv..

Farmorens lænestol står centralt i hendes atelier for at ære mindet om farmoren, der fortalte historier, og var med til at starte den strøm af historier, som Kat nu bærer videre.

Børn går som en tråd gennem hendes liv og værk. Både i hendes daglige virke som børnehaveklasselærer, men også i de mange udgivelser for børn, unge og voksne siden debuten i 2013.   


"Fru Kuk. Tekst: Kat Lassen. Illustration: Nina Broen. 


Mød Kat Lassen til festivalåbningen, 
lørdag den 5. august 2023 kl. 12-21
i HF Prøvestenen på Amager.

*


Kat Lassens træskulptur fotograferet af hende selv..


 *

  Næste uges podcast:

26/5/2023

Foto: Michael Svennevig.

Annemette Albrectsen:

Ballade i pauserummet

Annemette Albrectsen arbejdede først 25 år som kostumedesigner til teatrene, men lavede også haute couture og brudekjoler. Det var alt det, hun havde drømt op, men det var alligevel på tide at søge videre.  To af pavillonerne ind til Kongens Have blev til galleri og teater. Det blev til 12 år der, og det hele blev samlet, da Annemette for 7 år siden overtog Salonen på Østerbrogade 222. Det blev til kombineret galleri og cafe – og stadig med plads til Verdens Mindste Teater. Men en dag var det igen tid at drage videre, og det er stående på tærsklen til denne nye rejse, at Annemette er med på denne podcast.  


*

Hør også
med uddrag fra de foregående 5 podcasts.

med uddrag fra de kommende 5 podcasts.

med uddrag fra de kommende 5 podcasts

*




KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*