Foto: The Lord´s Projekt.
Det er dejligt at blive udfordret. Det er også nødvendigt for at kunne udvide sin grænser. Nogle gange er det ubehageligt, mens det andre gange er en fryd.
Det er en fryd at opleve Nova Duh i "The Disappeared" i LiteraturHaus i Møllegade på Nørrebro, men det er også udfordrende. Jeg har sjældent oplevet en så gennemført æggende form for nøgenhed. Nova Duh er ikke en mand i dametøj, heller ikke en kvinde i mandetøj. Hun er hverken mand eller kvinde, men begge dele med en så stor naturlighed, at det bryder alle grænser, men på en befriende selvfølgelig måde.
Teksten er skrevet af Adrian Casanova Villamonte.
Jeg fik ikke oplevelsen af at opleve en "kønnet" optræden. Det virkede som et samlet hele, hvor jeg bare betaget måtte tage oplevelsen ind og nyde den - i al sin frodige skønne naturlighed. Det er en meget svær balance, for hvordan bevare sin naturlighed, når det så overlegent eksperimenteres med køn og roller?
Men Nova Duh er en stor scenekunstner, der på den ene side viser os det hele, men samtidig forstår at beholde sin egen hemmelighed. Der er hele tiden noget vi ikke får, derfor bliver vi ved at se og ville have mere. Hun har en betagende evne til at forbinde sig med publikum. Også i de publikumsaktiverende afsnit, der tit kan forekomme tåkrummende, men ikke her. Også det fik sin egen naturlighed, der fungerede fint i sammenhængen.
Det er et stort, frisk og overdådigt show som Nova Duh bærer frem til os. Hun indtager hele rummet med en befriende naturlighed, og formår at intertaine os med den største selvfølgelighed. Hun kan bevæge sig fra det tilsyneladende skødesløse til det performative på et splitsekund. Balancen mellem det underholdende og det berettende er overvældende, sådan som Jeremy M Thomas mestrer det i denne fine opsætning, hvor han også har koreograferet med træfsikker sans både for det storladne, men også for det intime. Det er denne forestillings styrke.
Selv om det visuelle er skruet op i højeste gear, er det samtidig Nova Duhs beretning fra Chile, om udstødelse, overgreb, militærkup og flugt. Titlen refererer til alle dem, der ikke klarede det. Det er dem hun står på skuldrene af, når hun optræder for os. Dem må vi ikke glemme.
Balancen mellem det berettende og det underholdene er overrumplende, også selv om det kniber med at høre alle ordene, men det er heller ingen let sag, når der danses samtidig. Men det er hele tiden billederne, det performative, der er i centrum, og det er styret og administreret med sikker hånd. Det er noget af det bedste som Jeremy M Thomas endnu har præsteret. Jeg går altid spændt til hans og hans teater, Down the Rabbit Holes forestillinger, for nogle gange er det mindre vellykket, men så er der disse stjernestunder, hvor det hele lykkes. Sådan som det sker med "The Disappeared".
Musikken af Josh Herring er så vild og så medrivende smuk at det tager vejret fra mig. Josh Herring beskriver selv sit musikalske arbejde som en skulptør, der bliver ved med at hugge mere og mere af stenen for at ny ind til den rene form. Det har han i høj grad gjort med den musikalske ledsagelse i "The Disappeared". Det er ikke akkompagnement, men netop musikledsagelse. Musikken er lige så billedskabende som resten af cabareten er det. Det følges smukt ad.
Men det er Nova Duh, der bærer det hele. Både eftersom det er en voldsom overlevelseshistorie, båret frem af indre nødvendighed og samtidig er det hele så overdådigt iscenesat og tænkt, at jeg sjældent har følt mig så godt underholdt, men også med en klump i halsen, for det er ikke kun skæg og ballade. Det er et hårdt liv, der ligger bag denne beretning, men at kunne performe det med denne overdådige billedrigdom aftvinger respekt. Og igen, det hele forekommer så enkelt, så ubesværet og så lækkert, at den bagvedliggende alvorlige historie hele tiden er til stede og giver det hele en mørk slagskygge, men showet er så grandiost, at det netop kræver og ånder gennem denne nødvendighed.
THE DISAPPEARED
18. maj - 10. juni 2023
LiteraturHaus
Medvirkende: Nova , Josh Herring
Iscenesætter: Jeremy M. Thomas
Scenograf: Jeremy M. Thomas
Dramatiker, forfatter: Adrian Casanova Villamonte
Komponist Josh Herring
Producent: Down the Rabbit Hole
Arrangør: Down the Rabbit Hole
*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar