Fotos: Marcus Uhre (Redigering: Søren Maisner), Gudmund Thai og Søgaard Film.
I "Rend mig i traditionerne" på Teater Vestvolden tror David, at han er en hund og har en tikkende bombe indeni. I "Spejlvendt" på Folketeatret kan Alex ikke finde ud af, om han er dreng eller pige. Begge forestillinger handler om at finde sig selv og udfordre normaliteten. Den første er meget konkret, mens den anden er mere svævende og uafklaret, men til gengæld overvældende rørende, mens den første ikke ordentligt får bidt fra sig. I "Dødsdansen" på Teater V danses der på liv og død. Det hele danses uden et ord, men alt bliver alligevel sagt.
Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..
REND MIG
I TRADITIONERNE
TEATER VESTVOLDEN
Fra 13 år + voksne
25. 10. - 16. 11. 2024
Det starter meget lovende i Henrik Markmanns bearbejdning af Leif Panduros roman. Hovedpersonen, David, i skikkelse af Wahid Sui Mahmoud, er i spil helt fra publikum kommer ind, hvor han klovnesminket går rundt og taler med de unge. I baggrunden høres Tivoli-lyde (lyddesign af Weronika Andersen), mens farvede lysspots (lysdesign af Flora Brandt) fejer rundt på scenen. Stemningen er lidt som den opleves, mens man står i kø til en af forlystelserne i Tivoli. Det lægger virkelig op til noget, og det fortsætter også under den første scene, der straks vandt mig over. Wahid Sui Mahmoud udså sig blandt publikum én til at holde stramt fast i hans meget lange slips - og det blev mig, der fik fornøjelsen af at holde alt hvad jeg kunne i slipsets anden ende, mens han stemte fødderne imod og lænede sig faretruende bagover, så han udelukkende blev holdt oppe af grebet i slipset. I den tilstand udspilledes den første scene sig, mens David havde fået slipset ind i en automat og sad fast. En politibetjent tror, at han er ude på at bryde ind i automaten. Det er godt fundet på. Det er pågående og meget velfungerende, og det satte tonen for det efterfølgende. David bider betjenten, og bliver placeret på en lukket afdeling med tremmer for vinduerne, men ellers er alt godt. Eller så godt som det kan være, når man har en tikkende bombe indeni - og er begyndt at bide folkene omkring sig. David bider også broren, Hugo, og den søde sygeplejerske, Marianne, når det hele bliver for meget. Det er her at det kæntrer, for det bliver aldrig for meget. Det er faktisk alt for lidt.
Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..
Der er alt for få bid, og bomben tikker heller ikke højt nok. Galskaben er så underspillet, at det hele bliver lidt fladt. Jo, det er velfungerende og Wahid Sui Mahmoud spiller godt og fyldestgørende, men dramatikeren og instruktøren, Henrik Markmann og Johan Sarauw, har været alt for enige om at tone det hele ned. Det er synd, for hvis Panduro er uden bid, så bider galskaben sig ikke fast, og så bliver teksten på en måde lidt harmløs. Den bider i hvert fald ikke fra sig.
Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..
Det er selvfølgelig et bevidst valg. Men det uskadeliggør teksten. Det så at sige normaliserer den, og så forsvinder galskaben, og det var netop dét, der var det gennemgående i Panduros værker, at der var en tikkende fornemmelse neden under det almindelige liv. Det var denne tikkende fornemmelse, der bredte sig til læserne og tv-seerne for snart mange år siden - og skubbede til normaliteten. Ja, det lukkede galskaben indenfor og gjorde, at det lagde gaderne øde, når hans tv-spil blev vist i fjernsynet. Men det var dengang.
Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..
Det er klart at de unge, der oplever forestillingen på Teater Vestvolden, har ikke den bagage med, og det gør velsagtens, at de bare nyder det for det, det er. Der er både fordele og ulemper ved at bruge allerede kendte tekster på scenen igen. Det giver først og fremmest en nysgerrighed efter at opleve en nyklassiker, men det skaber uvægerlig også nogle forventninger. Denne teatergænger gik lidt slukøret fra forestillingen, selv om den egentlig var god nok, men jeg kunne ikke abstrahere fra, hvad det kunne have været. Jeg havde håbet på, at forestillingen havde været frisk, vild, vanvittig og fræk. Den var den langt fra, selv om alting fungerede i sin egen ret.
Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner.
Det er lykkedes at få romanems mange stemmer kogt ned og forenklet, så det kunne spilles af bare én skuespiller. Scenografien og det visuelle fungerede så fint og effektivt. Men jeg synes ikke, at der var den rette olie på maskinen, for Panduro uden vanvid og bid, blev måske nok en forestilling, der fungerer godt nok, men det kunne have været blevet så meget mere og vildere. Måske havde jeg bare håbet på, at dette kunne have været første trin til at mange flere af Panduros tekster igen kunne komme frem i rampelyset, men det synes jeg ikke at forestillingen lægger op til. De unge var helt stille under forestillingen og tydeligvis grebne. Bag mig hørte jeg en pige hviske: "Jeg kom vist til at græde...".
. Foto: Marcus Uhre/Redigering: Søren Maisner..
REND MIG
I TRADITIONERNE
TEATER VESTVOLDEN
25. 10. - 16. 11. 2024
Fra 13 år + voksne
50 min
Medvirkende: Wahid Sui Mahmoud
Forfatter: Leif Panduro
Instruktion: Johan Sarauw
Manuskript: Thomas Markmann
– Med bidrag af/fra holdet
Lyddesign: Weronika Andersen
Projektionsdesign: Amunet Studio
Kostume og lysdesign: Flora Brandt
Dekoration: Holdet
Instruktørassistent: Marcus Haugaard Uhre
Dramaturg: Linnea Fabricius
Kostumier: Henrik Børgesen
Sminkør: Frederikke Bjørk
Bygger og teknisk chef: Gert Christoffersen
Afvikler og forestillingsleder: Mikkjal Galan
Producent: Stephan Pollner
Forestillingsidé & produktion: Teater Vestvolden
Forlag: Gyldendal
Fotograf: Gudmund Thai.
SPEJLVENDT
af HiLS DiN MOR
på Hippodromen, FOLKETEATRET
fra 13 år + voksne
22. 10. - 6. 11. 2024
Det er fuldt ud i tråd med forestillingens og teatrets egen LGBT+målsætning, at vi fra starten af SPEJLVENDT - skrevet af William Lippert - har svært ved at skelne de forskellige personer fra hinanden, for de spilles alle af Lucia Vinde Dirchsen og Tryggvi Sæberg Björnsson, der vandrer glidende fra person til person - også kønsmæssigt i en fortælling, der netop handler om grænserne mellem kønnene. De er også klædt ens og starter med at stå foran store spejle, hvor de spejler sig selv og hinanden. For er de én og samme person, eller er de to forskellige personer?
Alex, der lige er færdig med 9. klasse, er ved at falde fra hinanden. Han kan ikke få ordentlig fat i sig selv og omgivelserne. Det starter, da han en dag tager en nederdel uden på sine shorts. Straks tror de andre, at bedstevennen, Benjamin, også må være en kæreste. De to bedste venner skilles og forsones først mange måneder senere - og det er kun ved mellemkomsten af Sylvia Starlight, der spilles af René Benjamin Hansen, at det hele lidt efter lidt lader sig løse op. Alex er selv i vildrede, og ved ikke, hvordan han skal håndtere vennernes spørgsmål og drilleri?
Den overdådige scenografi af Lise Marie Birch & Lars Englund Frimann, der er enhvert tv-show værdigt, fungerer glimrende - og det gælder også Sylvia Starlight, der hver gang hun kommer til syne i et nyt outfit, modtages af publikums klap og begejstring. Det er en skarp balance at få dette showy format - koreograferet af Beck Heiberg - til at fungere sammen med den meget intime historie, men det mestres dækkende i Mikkel Reenbergs instruktion. Blev det for meget, ville det hele blive til banaliteter, men holdt stramt i tøjle, fungerer det på historiens egne præmisser - og det er det, der lykkes i "Spejlvendt". Lys og lyd er lagt i hænderne på Mads Lindegaard og Weronika Andersen.
For godt nok vendes det hele på hovedet, og det gør det også for publikum, men det er ofte nogle af de mest spændende teateroplevelser, når man skal kæmpe for at hænge fast, for hvem er hvem - og hvorfor og hvordan? Det taler alt sammen direkte ind i forestillingens tema om grænserne mellem kønnene - eller rettere om den ophævelse af grænser, der giver friheden til selv at vælge sin tøjstil og definere sig selv.
Jeg kneb en tåre, da Alex indre konflikt bliver råbt ud i et stærkt følelsesudbrud: "Jeg ved ikke, om jeg er dreng eller pige!" Det gik lige til hjertet, selv om vi havde luret, at det var omdrejningspunktet lige fra starten. Men teater er magisk, når det rigtig fungerer, så kan det det hele. Det virkede så renfærdigt. Så såre nøgent og ligetil - og alligevel så helt uoverskueligt og problematisk for hovedpersonen.
Jeg var oprigtig skuffet, da forestillingen sluttede og tænkte: "Nej, det må ikke ende her. Det kan da ikke allerede være forbi. Jeg vil have meget mere. Det kan ikke være rigtigt!" Men det var det - og tillykke til HiLS DiN MOR med deres vellykkede spejlvending af virkeligheden, så det hele kom til at stå meget klarere.
SPEJLVENDT
af HiLS DiN MOR
på Hippodromen, FOLKETEATRET
fra 13 år + voksne
22. 10. - 6. 11. 2024
Dramatiker: William Lippert
Instruktion: Mikkel Reenberg
Scenografi: Lise Marie Birch & Lars Englund Frimann
Dramaturgi: Ninette Mulvad
Koreografi: Beck Heiberg
Lysdesign: Mads Lindegaard
Lyddesign: Weronika Andersen
Medvirkende: Lucia Vinde Dirchsen, Tryggvi Sæberg Björnsson, René Benjamin Hansen
Co-produktion HiLS DiN MOR og Folketeatret
DØDSDANSEN
af Holstebro Dansekompagni
på Teater V
31.10. - 3. 11. 2024
Da lyset går op for Holstebro Dansekompagnis DØDSDANSEN, præsenteres vi for en række billeder, hvor det ældre ægtepar krammer og begærer hinanden, så det tangerer det apatiske. Det ligner mere en nærkamp, end det ligner kærlighed. Sådan er kærligheden jo også, men der er alligevel noget foruroligende over det. Det er som om de ikke kan få nok af hinanden, eller også er de ved at fortære hinanden. Mon de vil overleve den kærlighed eller vil de gå til grunde og brænde op i lidenskabens flammer?
Bagefter sidder parret side om side i hver sin lænestol i dagligstuen. Det er som om tiden er standset, som om de befinder sig i limbo og er spærret inde med sig selv og hinanden. Hun sidder og trommer utålmodigt med fingrene på stolens armlæn. Det virker manisk. Det bliver ved og ved. De er helt og aldeles prisgivet hinanden.
Thomas Bentin har koreograferet og instrueret DØDSDANSEN. Koncept og ide er undfanget af Marie Brolin-Tani og Melody Putu. Det var også de to sidstnævnte, der skulle have danset ægteparret, men en skade gjorde, at manden i stedet danses af Alexandre Bourdat. Men der er også en tredje med på scenen: Lionel Ah-Sou. Han præsenteres, efter at ægteparret har gennemlevet deres had/kærlighed i utallige scener, der giver fornemmelsen af, at det kun er noget udefrakommende, der kan redde dem fra hinanden, så måske er det ham, den yngre, der er redningen?'
Hans-Olof Tani har med scenografien (og lysdesignet) skabt et rum, der umiddelbart virker tilforladeligt. I hver side er der placeret en række forskellige standerlamper. Gulvet er dækket af et hvidt blødt tæppe. Bag dem i midten er der et langt, hvidt forhæng - og så er der de to lænestole. Rummet virker indbydende og velbehageligt. Denne hyggelighed kontrasteres af dansen mellem de to, der snart efter bliver til tre. Ægteparret slås tydeligvis om den yngre mands opmærksomhed. De tvinger ham til at vælge side " i krigen", for det er, hvad han er trådt ind i.
Skiftevis danser de tæt ind på ham. Hun spiller tydeligvis op til ham rent seksuelt, mens han i stedet forsøger at blive bedste venner med ham, og samtidig forsøger de begge at holde partneren på afstand. Alt for sent opdager han, hvad han uvægerligt er blevet blandet ind i. De har som edderkopper spundet ham ind i deres net, indtil han ikke længere kan bevæge sig. Men ægtemanden kollapser, dog kommer han til sig selv igen. Da ægteparret til sidst igen er ladt alene tilbage, fortsætter de deres had/kærlighedsforhold, som om intet er sket - og det er der måske heller ikke?
Det er en vild ide at tage August Strindbergs skuespil DØDSDANSEN og omsætte den til dans. DØDSDANSEN er et intenst drama mellem ægteparret Edgar (kaptajnen), hans hustru, den tidligere skuespillerinde Alice, og vennen Kurt, der kommer på besøg fra Amerika. Ægtefællerne er gennem 25 års samliv blevet hinandens fangevogtere på den lille skærgårdsø, hvor kaptajnen er kommandant på en fæstning. Der går ikke længe, før Kurt bliver draget ind deres psykiske mareridtsspil, og 25 års opsparet bitterhed får frit løb.
Der sker det, at al det faktuelle forsvinder, for uden at et eneste ord bliver mælet - for dette er nu omsat til moderne dans, hvor de bitre ord mellem ægtefællerne i stedet er blevet erstattet af deres bevægelser - træder kernen i dramaet lyslevende frem. Måske ser vi det for første gang. Uden ord bliver det hele reduceret til rå parringsdans eller er det hadedans?
Der er røg på scenen i begyndelsen og slutningen. Røgen indhyller ægteparrets dansen op mod hinanden. Den fjerner dem fra stuen og får deres dans til at blive en allegori på kærlighedens dybe fald. Der er ingen tvivl om, at parret en gang har elsket hinanden, men det er nu så længe siden, at det har glemt det. Kærligheden er sluppet op og tilbage er kun hadet.
Det er fascinerende at følge den kamp de to - og siden tre - udkæmper. I den dialog vi ikke hører, handler det om at overleve. De tre lever i hver deres verden og i deres egen fortolkning af verden, og de 3´s verdener kolliderer. Ægteparret er for længst holdt op med at lytte til hinanden. Hos Strindberg er det kønnenes kamp mod hinanden. I Strindbergs berømte skuespil ET DRØMMESPIL gentages det, at det er synd for menneskene. Det er det også i DØDSDANSEN, men det er ikke synd for publikum, for vi underholdes fyrsteligt.
Der er meget at tænke over efter at have oplevet DØDSDANSEN - og endnu mere, når det har udspillet sig i dette ordløse rum, hvor kroppe kastes mod hinanden som var det dødbringende spyd.
Musikken og lyddesignet af Christian Tronhjem, hjælper fortællingen på vej. Lydlige soundscapes afløses af knibsk dansemusik, der igen brydes med toner fra en fjern susen, hvor hastigheden manipuleres, for helt at gå i stå i frysende øjeblikke, hvor alting hører op. Åsa Gjerstad har kostumeret danserne, så de både fremstår noble og præsentable, før de danser sig ind i natten og forsvinder. Eller det er netop det grumme ved DØDSDANSEN, at intet forsvinder. Alting gentages. De lever i hinandens mareridt, og det bliver ved og ved. Som en uendelig dance macabre.
DØDSDANSEN
af Holstebro Dansekompagni
på Teater V
31.10. - 3. 11. 2024
Koncept og ide: Marie Brolin-Tani og Melody Putu
Koreografi og iscenesætter: Thomas Bentin
Medvirkende og medskabende dansere:
Marie Brolin-Tani, Alexandre Bourdat og Lionel Ah-Sou
Musik og lyddesign: Christian Tronhjem
Kostumedesign: Åsa Gjerstad
Lysdesign og scenografi: Hans-Olof Tani
Koreografisk konsulent og producent: David Cornelius Price
Producent: Holstebro Dansekompagni
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
