Mika Filborne: Der må ikke være nogen grænser i musikken

                                                                                                                      Fotograf: Michael Linnas

 

Oplev Mikas musik på lørdag til opvarmnings-arrangementet AT FINDE HJEM i Vedbæk og igen på festivalen MED OG UDEN SMYKKER, hvor han musikalsk binder de tre aftenarrangementer sammen med sit klaverspil. Derudover akkompagnerer han Ulla Henningsen i ”God Bless The Child” og indgår i et lyrisk/musikalsk samarbejde med digteren Sternberg omkring Sternbergs ”Tidsrejsedigte”.

-En enkelt tone kan give mig gåsehud!, siger Mika Filborne, der har sat sig til rette i en kurvestol over for mig ude i min kolonihave. Vi mødtes få dage forinden på Betaniahjemmet, hvor hans mormor, Aase fejrede sin 90-års fødselsdag. Ikke fordi hun bor der, men fordi hun står i baren og arbejder der som frivillig. Hendes 28-årige barnebarn satte sig efter den fine 3 retters-middag til klaveret og spillede 3 korte klaverstykker for fødselaren. Der blev straks helt stille. Klavertonerne gled lige så stille ind i os, og gjorde noget ved os. Vi var ikke mere de samme efter at have lyttet til hans musik. Hjemme lyttede jeg videre på YouTube til andre af hans kompositioner. ”Away from the dark” og ”Black Rose”.

 

Mika Filborne fortæller, at han startede med at spille klassisk klaver som 9-årig. Da han blev drillet med det, stoppede han som 14-årig, og det var først da han kom på efterskole, at han tog fat i det igen. Det skete næsten ved en tilfældighed, for på efterskolen havde han tilmeldt sig idrætslinjen, men da musiklæreren tilfældigvis kom forbi en dag, hvor han sad og spillede, flyttede han ham resolut over på musiklinjen. Det trak en lige linje frem mod Saturnus.

-Jeg spillede i DOOM-bandet Saturnus, der kommer fra Amager. De spiller det man kalder DOOM-metal, der er meget langsomt og melodisk. Det gav mig mulighed for at komme rundt og spille i verden, for det er et verdensband, så jeg har stået på en scene og spillet for 38.000 mennesker. Men jeg forlod Saturnus igen, da jeg ville gå mine egne musikalske veje, fordi der var noget inde i mig, der gerne ville ud. Toner kan være som ord. Der er ikke så langt fra heavy metal til klassisk musik. Soloerne og tonelængderne er de samme. Der er også mange metalbands der samarbejder med symfoniorkestre, hvor de laver musik sammen og får det til at gå op i en højere enhed.

 

Måske forstår jeg allerbedst koblingen mellem de for mig, meget forskellige universer, når jeg lytter til Mikas ”Demon´s Eye”, hvor der ligger en tågeindhyllet speak i baggrunden, der slutter manende med ordene ”Wake up”. For hvordan spille i et heavy metal-band og samtidig have denne overjordiske lyd i musikken, der gør det mere overjordisk end underjordisk? Måske er det netop Mikas åbenlyse talent, der bygger bro mellem de to, og gør vandringen gennem hans musikalske universer så fascinerende.

I ”Death and beauty” ligger der en vedvarende grundtone, der klinger gennem det, der mest minder om en evighed. Et ganske let klavertema slynger sig rundt om den første tone, hvorefter fløjtelyden gør svælget mellem døden og skønheden forunderlig og evig. Lydene bliver trukket ud så længe at det næsten ikke er til at holde ud, og alligevel er det behageligt at lytte til. Det sætter sig inde i kroppen og virker umådelig spændingsopbyggende og åbner til en indre verden. Som musik på den yderste dag, hvor alting er stoppet, og hvor der kun er de første toner af det helt nye og spæde liv der spirer frem.

 -Jeg synes at det er fantastisk, når de forskellige genrer møder hinanden. Hvis det swinger, er jeg med. Musik har ingen grænser. Det skal bare slippes fri. Der må ikke være nogen grænser, fortæller Mika før vi skilles.

 

 

Anmeldelse: Anne Nielsen: NATBOG

 Fotograf: Lars Nielsen

NATBOG er en roman det tager lang at læse. Man er nødt til at læse den ad mange gange, for den hager sig fast indeni, hvor den river og slår. Selv om den af udseende både er lille og umiddelbart tilgængelig, skal man ikke lade sig narre. Det er kun umiddelbart at den fremstår enkelt. Det første indtryk er at det er let at træde ind i romanens univers, men til gengæld er den svær at forlade igen, for som klæbrigt spindelvæv klæber de enkelte ord fast til læseren. Som et mørkt kvad om arvesynd, og om hvordan de forskellige ting imploderer, og styrter sammen inde i os. Det er måske derfor at bogen er vigtig. Den viser nødvendigheden af at tage hånd om det i tide. Det er stilheden og alt det usagte der detonerer. Men på overfladen går det godt for bogens personer. De har både overskud, økonomiske midler og muligheder for at flytte sig, men med de indre tilstande forholder det sig sværere, for der er de kørt fast. Som om det ydre liv har fået en form som det indre liv aldrig har kunnet voksne ind i og igennem. Som størrelser der aldrig vil vokse sammen.

Det er en fantastisk rejse som romanens personer gennemlever. Det er en NATBOG, der bliver til en DAGBOG. Det er historien om en rejse. Det er rejsen tilbage til ophavet. Det er Bolettes rejse. (I bogens bliver hun bare kaldt Bo). Det er skildringen af rejsen tilbage til der, hvor hun voksede op, da hun tager tilbage for at være med til farens begravelse. Det er også mødet med tomrummet efter søsteren, der begik selvmord. Det er mødet med søsterens søn, Johannes, der fremstår nærmest forældreløs i en verden hvor faren er forsvundet og moren er død. Men der er også en farmor, der har bundet det hele sammen – og også gør det i romanen. Det vil være synd at røbe mere af handlingen her.

Det har givet ikke været nogen nem bog at skrive. Roman er skrevet med en gribende autenticitet, for det lykkes forfatteren at fastholde personerne i en nedadgående spiral. Ned mod en intethed om noget af det vi frygter allermest. Men det er også dragende. Det at stå der ved dybet og kigge ud over kanten og tænke, hvad nu hvis…? Det giver mange mindelser om Anne Nielsens første roman SNEFALD (2011), der tog afsæt i at hun på en parisertur overværer at en kaster sig ud fra Eiffeltårnet. Der er noget deterministisk og dysfunktionelt over forfatterens universer. Noget nådesløst, uimodsigeligt og endeligt. For her er en forfatter der skriver imod et nulpunkt.  Måske er det netop derfor at hendes bøger er så spændende - og farlige? For her er tyngde, der modsvares af en frydefuld ordknaphed. Stemningen og universet er så fortættet. Der er ingen lange ordguirlander, der slynger sig side op og side ned. Det er meget kort, præcist og velkomponeret. Der er ingen omveje. Kun den direkte vej. Derfor er det en både frydefuld og smertefuld læsning. Ordknapheden modsvares af personernes indre flodbølger af følelserne der slår imod læseren. Det giver plads til håbet. Også selv om indholdet langtfra lægger op til det, giver det romanen et overskud, selv om det stadig er en tung og hård lille bog. Der er så meget at sige, og så lidt der bliver sagt.  

Alle personer lever liv i splid med sig selv og kæmper for at overleve og for at klare sig igennem livet. Der er også masser af lys i det mørket som NATBOG udgøres af. Et lys der fører videre frem. Det føles som en udfrielse. Som at komme hjem.

 

 

ANNE NIELSEN: NATBOG

247 sider

Byens Forlag 2016

Redaktion: Marie Hauge Lykkegaard

Omslag: Sara Itkin

www.byensforlag.dk

Udgivelsesdato: 25.4.2016

 

 

 

Send Flere Krydderier - MED OG UDEN SMYKKER (1.)

Tolerancen 3

MED OG UDEN SMYKKER 

1. blogtekst 

 

Med et glimt i øjet er der ophængt en plakat fra en indisk lufthavn med ordene ”Eating on carpet prohibited”. Jeg har sat mig til rette i VerdensKulturCentret med dagens lækre fiskeret med dal og pasta. Det er farverigt, velduftende og velsmagende.

Fredag den 3. juni var der åbningsreception for Send Flere Krydderier og derefter vil der ikke bare være eftermiddagsservering, men også aftenservering. Under den kommende festival er det Send Flere Krydderier der står for maden.

 

På hjemmesiden bliver det beskrevet sådan:

 

”Vores mål er at skabe arbejdspladser og integrere etniske minoritetskvinder på det danske arbejdsmarked. Det økonomiske overskud går i vores tilfælde til at ansætte flere kvinder og på sigt etablere køkkener i flere dele af København. For mange af kvinderne er det aldrig lykkedes at få et arbejde. Det vil vi hjælpe dem med at ændre på. Vi tror på, at alle kan være en ressource for vores samfund, hvis de bare får chancen for det. Vi vil derfor gerne skabe mulighed for, at disse kvinder kan få en fod inden for på det danske arbejdsmarked. Det gør vi ved både at opkvalificere og ansætte kvinderne i vores bæredygtige socialøkonomiske cateringvirksomhed samt bygge bro til andre arbejdspladser.”

 

 

 

Køkkenlederen Sara Stevens (ST) og jeg (MS) mødtes for nylig, hvor jeg fik Sara til at fortælle om Send Flere Krydderier:

 

ST: -Det er en socialøkonomisk forretning, der udspringer af Indvandrer Kvindecentret i Blågårdsgade, men i april rykkede vi over i VerdensKulturCentret. Vi er social-økonomiske i den forstand at vi bruger vores overskud på at ansætte kvinder af anden etnisk baggrund end dansk som har stået uden for arbejdsmarkedet i mange år og som er fantastisk gode til at lave mad.

 

MS: -Hvor mange nationaliteter er der i køkkenet?

 

ST: -Af de fastansatte har vi fire, der er fra henholdsvis Marokko, Somalia, Pakistan og Libanon. Derudover har vi et opkvalificeringsprojekt i samarbejde med Københavns Kommune fra jobcentrene i 6-7 måneder.

 

MS: -Er det jobtræning?

 

ST: -Opkvalificering er noget med at få nogle færdigheder inden for det danske jobmarked. Det er køkkenarbejde vi gør det i. Så de kommer og er med i køkkenet her og ovre på kvindecentret, har danskundervisning, hygiejneundervisning og gymnastik. De får en alsidig uge, der bliver skemalagt individuelt.

 

MS: -Hvem sammensætter menuerne?

 

Sara: -Det gør de selv.

 

MS: -Er der en fast kok eller skiftes de?

 

ST: -Der er tit én der står for dagens ret og en anden der står for sambussaer (somaliske samosaer) og små falafler. De har hver især en eller to ting som de mestrer. Men ellers kan alle stort set lave det der bliver lavet i køkkenet. Damerne der er i praktik får også af og til mulighed for at prøve kræfter med dagens ret. Det går efter tur.

 

 

MS: -Hvordan startede det, for nu har I jo også catering-virksomhed samt cafe i VerdensKulturCentret?

 

ST: -Vi startede i Indvandrer Kvindecentret, hvor vi begyndte at lave lidt mad til venner og folk i gaden og det udviklede sig til at blive en hel catering-virksomhed. Lidt efter lidt voksede vi ud af lokalerne og åbnede vores eget sted i Blågårdsgade.

 

MS: -Hvor kom ideen fra?

ST: -Selv var ikke med på det tidspunkt. Jeg startede i september 2015, men dem der var der dengang kunne se kvaliteterne i kvinderne og i deres køkkenarbejde. De lavede mad i Indvandrer Kvindecentret til dem der brugte stedet, til sig selv og til personalet. Det var tydeligt at der var en masse ubrugt potentiale i dem.

 

MS: -Hvem fandt på navnet: Send flere krydderier?

ST: -Det er der mange historier om, men det siges at det var Rahmat, der på et tidspunkt, da hun kom hertil i 80´erne, bad sin familie fra Pakistan om at sende nogle flere krydderier, fordi man ikke kunne få noget som helst i Danmark på det tidspunkt.

 

 

MS: -Hvad er din egen baggrund?

ST: -Jeg har en ernæringsfaglig uddannelse.

MS: -Hvordan er arbejdet organiseret?

ST: -Vores crew, alle vores damer, der laver maden, er på arbejde mandag til fredag i dagtimerne. Lærke og jeg er køkkenledere. Derudover er der også nogle frivillige, men også en del timelønnede som er på aften- og weekendvagter, for nu skal vi jo til at have aftenåben. Det er vi meget spændte på, så kik forbi. Det er åbent for alle.

MS: -Vil I lave den samme mad til festivalen som I laver til daglig?

ST: -Ja, det bliver en varm hovedret. Vi laver nogle ret gode tagine-gryderetter. Og så har vi jo altid nogle snacks, arabiske brødchips og humus. Der kommer ikke til at mangle noget.

 

 

 

 

Hver dag under festivalen præsenterer SEND FLERE KRYDDERIER dagens menu før spisningen kl. 18-19. Der bliver også lagt billeder af menuen ud på festivalens FB-side, fra morgenstunden af.

Dagens ret: 68,- kr.

Snacks: arabiske brødchips med krydderier og humus: 25,- kr.

Festival-tilbud: spisebillet til dagens ret - alle tre dage: 150,- kr.

 

Foto: Karen Juel Harmsen

 

 

Læs mere om Send Flere krydderier - FB

 

Læs mere om MED OG UDEN SMYKKER - FB

 

Se festivaltrailer

 

VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N.

Anmeldelse: DE STUERENE på Aveny- T

Foto: Palle Skov

 

Genial ide at lave en forestilling om Dansk Folkeparti og danskerne. Men hvordan gør man det? Man ser for sig, hvordan det kreative team bag forestillingen begynder at svede efterhånden som premieren nærmer sig. For hvordan lave en forestilling, der hverken hader eller elsker DF? Eller en forestilling som både hader og elsker DF?

Foto: Palle Skov

 

Stykkets prolog er skrevet af Pia Kjærsgaard, og den lyder fra højtalerne i foyeren, mens vi står udenfor og venter på at komme ind. Det er beretningen om partiet. Om hvordan det hele startede. Dele af det repeteres i selve forestillingen, men inden vi når så langt, modtages vi indenfor af partiets ungdomsforening (eller sådan kunne det godt virke). Dér står de, glade, smilende og gennemdanske og holder tallerkner med lune frikadeller med små Dannebrogsflag frem mod os. Jeg tager én. Den er lun, fedtet og lige til at gå til, men bagefter er man fedtet på fingrene. Ligesom man føler sig efter forestillingen. Man undgår ikke snavs på fingrene, når historien om Dansk Folkeparti skal fortælles.

Dramatikeren Line Mørkeby (i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg) har ladet anslaget for forestillingen være en skelsættende begivenhed i den unge hovedpersons private liv, og har ladet den efterfølgende usikkerhed og frustration være omdrejningspunktet i det videre forløb, der mange år senere fører til dannelsen af partiet - og i særdeleshed dannelsen af det, der bliver til Pia (som vi med årene naturligt kommer på fornavn med). Forestillingen er både en sejr og et nederlag for hovedpersonen. Partikvinden når til tops på sin egen dronningemaner, men forestillingen sætter også spørgsmålstegn ved, om alt dette blot har været for at bortmane den usikkerhed som startede da hovedpersonen var ganske ung. Har alt dette blot været en personlig vendetta? Et forsøg på at skabe orden med frygt og bæven? Og slet ikke den folkelige bevægelse, som partinavnet lægger op til?

 

 Foto: Palle Skov

 

Lad det være sagt med det samme. DE STUERENE af Mungo Park Kolding kan det hele. Både at hade og elske. Både at stryge med og imod hårene. Den sætter tænderne i partiet og bider til. Den aer og nuldrer, den sparker og snerrer.

Det geniale ved forestillingen er, at den både kan ses som en succeshistorie og en dommedagshistorie. Der bliver skudt med store kanoner, både når det gælder de flot opsatte musiknumre: den indledende ”Disco Tango” og 1. akts afsluttende ”Smuk som et stjerneskud”, der fortæller epokegørende om henholdsvis skabelsen af partiets forkvinde og om 11. september.

Teater er billeder, forførende tableauer, ord og bevægelser og ikke mindst poesi og overraskende vinkler på og greb om det som vi alle kender og henholdsvis hader og elsker – som f.eks. Dansk Folkeparti. Det er selvfølgelig en ordbåret forestilling som udgangspunkt, men iscenesætteren Kasper Sejersen har skabt billeder med teksten, der får den til at sætte af, løfte os højt op og slynge os rundt. De 5 skuespillere leverer et smukt teamspil. På scenen ser vi Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Anne Vester Høyer og Carl-Christian Riestra.

Scenografien af Louise Beck er enkel og velfungerende, men også fræk og pågående. I loftet hænger de kæmpestore (blod)røde bogstaver, der danner de to ord: JEG ER. På scenen står og ligger lige så store bogstaver, der danner ordet D - A - N - M - A - R - K. Så enkel kan det gøres.

Foto: Palle Skov



Det allerbedste er skildringen af forholdet mellem de to gennemgående personer på scenen: Poul Nyrup Rasmussen er fortælleren, rørende spillet af Frank Thiel, og Pia Kjærsgaard er den spruttende og ligefremme spillet af Maja Juhlin, og er den som fortællingen drejer sig omkring. De to kæmper om, hvem der skal fortælle historien. Den ene repræsenterer drømmen og visionen om det bedre/bedste, mens den anden repræsenterer virkeligheden og den frygt og angst som det indebærer, når der ikke længere drømmes. Scenisk bliver det smukt og nuanceret forløst, for forestillingen undgår enhver stereotypi. Pia er ikke dum, enfoldig og éndimensionel. Poul er ikke bare klog og alvidende. De er begge fanget i deres eget spil i den fortælling, som er blevet os alle til del. Det er det som både gør forestillingen til en gnistrende succeshistorie, men også til en tordnende dommedagsfortælling. Velkommen i teatret!

 

Foto: Palle Skov

 

   Medvirkende:
Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Anne Vester Høyer og Carl-Christian Riestra

Instruktør:
Kasper Sejersen
     
Dramatiker:
Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg

Scenografi:

   Louise Beck

     Lysdesigner:
        Morten Dorvin

Prolog:

     Pia Kjærsgaard

DE STUERENE gæstespiller for sidste gang i eftermiddag kl. 16 på Aveny- T under CPH Stage – og der er stadig billetter. Forestillingen kan endvidere opleves på turne rundt i landet fra den 1. november 2016. Læs mere.

Anmeldelse: BRECHT OG DØDSSYNDERNE i Krudttønden

 

 

Det er svært ikke at blive imponeret over ambitionsniveauet i ”Brecht og dødssynderne” som Copenhagen Chamber Performance præsenterer i teatersalen i Krudttønden af Bertolt Brecht og Kurt Weill.

Det starter med en sortmalet scene, hvor gulv, vægge og loft synes at gå ud i ét. Tre stole og tilhørende nodestativer står alene midt i rummet. På væggen bagerst hænger et Madonna-billede med påsatte amerikanske flag. Det hænger mellem de tre sorte døre, hvorigennem de tre musikere kommer ind. Først accordeonspilleren Adam Ørvad, der også har arrangeret musikken. Han sætter sig i midten. Dernæst cellisten Mattias Rodrick og over for ham klarinettisten Bo Skjold Christensen, der istemmer prologen til syngespillet, hvorefter de 4 sangere: Martin Palsmar (bas), Jakob. K. Pedersen (1. tenor), Rene V. Bjerregaard (2. tenor) og Jonas Holst (bariton) kommer tumlende ind. De ser aparte ud. En af dem er en mand forklædt som kvinde (Palsmar). En anden er perfekt som idiot (Knudsen Pedersen). Han er ikke til at få øjnene fra. Lige som de andre er han iført snavset hvid ærmeløs undertrøje, blå jeans og har et blåt stjernet pandebånd på. Han er uhyggelig tynd og ser helt vild ud. Det er som om vanviddet vælder ud af ham. Det gør det også i teksten…

Anna I og II synges af Radmila Rajic, der både kan føre sig og synge så det er en fryd. Hendes stemme slår ud i lys lue og brænder højt og klart gennem forestillingen. Hun er forførende smuk i denne historie om fortabelse og om pengesamfundets endeligt. Noget som Brecht havde et skarpt blik for. Fra tilskuerrummet lyder Chresten Speggers stemme som Bertolt Brecht. Han fremfører de optrykte tekster gengivet i forestillingsprogrammet, der i Otto Gelsteds originale metriske oversættelse klinger klart og præcist gennem rummet. Det er samme oversættelse, der også blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før den blev stoppet.  Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som ”propagandistisk og kommunistisk” (sådan som programmet citerer fra Harald Engbergs ”Brecht på Fyn”).

 

 

Radmila Rajic er kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der blev stiftet i 2011 og har som sit erklærede mål at etablere en alternativ platform for musikere, hvor musikdramatiske projekter, nyskreven musik, kendte operaer i nye former og kammerkoncerter er kernen i foreningens virke. Det lever forestillingen med sit imponerende kunstneriske niveau i høj grad op til. Radmila Rajic har også stået for scenografi og iscenesættelse.  Iscenesættelsen er flot og enkel. Det gælder også scenografien. Man kan selvfølgelig indvende at scenografien faktisk er fraværende, men det er ikke sandt, for den sparsomme staffage er alt hvad forestillingen kræver og har brug for. Intet andet end det allerhøjst nødvendige. Intet andet. Til gengæld er gennemgangen af de 7 dødssynder et så righoldigt musikdramatik værk og her opført med et så stort kunstnerisk overskud at man er ved at tabe vejret.

Brecht havde et så klart kulturkritisk syn på sin samtid at det stadig kan chokere, for vi er tilsyneladende ikke blevet stort klogere siden. Lån Brechts blik og se ordentlig på det der omgiver os i dag. Tonen er straks slået an i refleksionen ”Hvorfor skal mit navn nævnes” og brænder videre i ordene fra Bogbrændingen: ”Jeg befaler jer: Brænd mig!” og bliver til aske i passagen: ”At tale om reb i den hængtes hus er ikke passende…”.

Der er så meget, der ikke er passende.
Brecht gjorde sit til at det fik både mål og mæle.

 

Medvirkende:

Anna I & II: Radmila Rajic

Brecht: Chresten Speggers

Familien:

Jacob Knudsen, René Visgaard Bjerregaard, Jonas Holst og Martin Palsmar

Musikere:

Adam Ørvad, Bo Skjold Christensen og Mattias Rodrick

Arrangement: Adam Ørvad.

Scenografi og Iscenesættelse: Radmila Rajic.

Lysdesign: Yaw Darco,

Dramatisk konsulent: Helge Reinhardt

 

Spilleperiode:

19.-21. maj 2016 i Teatersalen i Krudttønden

Læs mere

Anmeldelse: ELSIE & NORM´S ”MACBETH” af Down the Rabbit Hole Theatre

 

Foto: Nathan Woods

I anledning af 400-året for Shakespeares død var den røde løber fremme da Københavns nyeste engelske teater ”Down the Rabbit Hole” i aftes havde premiere på John Christopher-Woods komedie ”Elsie & Norm´s ”Macbeth”. Det var ikke bare premiere, men også teatrets åbningsforestilling. De holder til i A Touch of Vintage, Badstuestræde 12, i indre by. Fra gaden går man et par trin ned og befinder sig i en hyggelig dagligstue. Der var fuld ”stue”, da de 26 tilskuere havde sat sig på alt siddeligt i det lille lokale, men selv om det er småt, så er det heller ikke så småt. Jeg var så heldig at blive bænket i en blød sofa, hvor der egentlig var beregnet plads til tre, men en rund trivelig dame fortrak fornuftigvis, da hendes størrelse umuligt kunne presses ned imellem os, der allerede sad der.
 

 Foto: Nathan Woods

De to spillere Jens Blegaa og Vanessa Poole var ægteparret, der i stedet for at forfalde til deres sædvanlige Trivial Pursuit-vane havde sat sig for at bibringe os noget kulturelt. Intet mindre end Shakespeare havde de kastet sig over. ”Macbeth” udsat for 2 personer i en dagligstueteater-udgave. Men de havde besluttet at hjælpe den stakkels Shakespeare lidt på vej, for det var jo alt for langt, for usjovt og aldeles forældet med den originale tekst. Så i al beskedenhed havde de moderniseret, nyskrevet og omskrevet den gamle tragedie. Og hvad blev det så til?

Resultatet var aldeles ”over the top”. Egentlig var det for meget af det hele, men man må lade dem at de løb linen ud. Der er ingen fine fornemmelser, og det er ganske befriende. Forestillingen er ikke for kostforagtere. Det er ævl, bævl og slapstick fra ende til anden, men det er fint i pagt med sommeren, der banker på udenfor. Det er morsomt og en aften værd, men lad de fine manerer blive hjemme, for Shakespeare må finde sig i lidt af hvert, når først Elsie og Norm tager fat.

 

 Foto: Nicolai Meilby

Selvfølgelig er det for meget (især de indledende og afsluttende heksescener, der med fordel kunne dæmpes lidt), men det er hele spillestilen, for vi skal helt ud i det ekstreme. Ville nok have krummet tæer, hvis det havde været på dansk, men det engelske sprog kan noget andet og rummer helt andre nuancer og muligheder. Ja, det levner plads til en komik, der kan bære uanede mængder af fladpandet komik. For det lyder og klinger anderledes, og giver plads til mere. Oplev de to spillere i hopla, der er skønne øjeblikke som fx da Norm laver en Marlon Brando-parodi fra ”Godfather” i 2. akt. Eller da Elsie kommer ridende ind og ser så åndsvag ud at man må overgive sig. Der er i det hele taget mange budbringerscener, og de er finurligt og sjovt grebet an. Forestillingen bumler lidt ujævnt af sted i 1. akt, men finder en strammere form i 2. akt, og det klæder forestillingen, der er iderigt instrueret af Jeremy Thomas-Poulsen. Den kulminerende vanvidsscene i originalteksten er her glimrende forløst i en scene hvor komik og gru går fint hånd i hånd. Alle dør, men Shakespeare overlever. Han har overlevet så meget andet. Det samme gør publikum med et smil på læben.

Tekst:
John Christopher-Wood

Instruktion:
Jeremy Thomas-Poulsen

 

Medvirkende:

Jens Blegaa og Vanessa Poole

Spilleperiode:
4 - 27 maj 2016, 
torsdage og fredage kl. 20:00

Sted:
A Touch of Vintage,
Badstuestræde 12, 1209 København K.

Billetter: http://www.rabbithole.dk/

hvor man kan læse mere om forestillingen.

Andre engelsksprogede forestillinger i København
(2012-2016):

O for the love of Shakespeare
Love and Money
The Woman who wished to die
A tender thing
Wit
Girl of Diamond Mountain
The City
 

Anmeldelse: HOOYO! på Edison

 Fotos: Jon Bjarni Hjartarson



HOOYO betyder mor på somalisk. Historierne i ”HOOYO! Vores mødre og deres børn” lægger sig rundt om hjertet og klemmer til. Det er en smerte der går lige til hjertet. Historierne handler om børn, om voksne, om forældre og deres børn. Om fædre og sønner. Om mødre og døtre. Om mødre og fædre, om sønner og døtre. Om måder at være menneske på. Om at komme fra én kultur til en anden. Om at rive rødderne op og forsøge at få dem til at rodfæste sig i en ny kultur. Men mest af alt er det alment genkendelige historier om at blive set, holdt af og elsket. Om de gange, hvor det lykkes og ikke lykkes.

Det er hårdt at høre de medvirkendes historier. For det er net ikke bare historier, men uddrag af deres liv, der med deres egne ord folder sig foran os på Edison, hvor C:NTACT holder til.

 

Vi kan se det i deres øjne. I deres berørthed. I de pauser som de må tage, når de klarer stemmen og lader en tåre løbe. De kæmper bravt for at få hold på sig selv. For at genvinde kontrollen. For at blive til mennesker. For de bliver til nye mennesker for øjnene af os. Fortællingerne ændrer dem, transformerer dem, mens vi kigger på dem. Det er noget af det smukkeste. Vi bliver vidne til hvad der sker, når hemmelighederne slippes løs. For når alt kommer til alt er vi alle bare mennesker. Det er historierne vi har til fælles. Fortællingerne om at være menneske. Historierne om hvad vi har været igennem. Om det vi gennemgik og stadig gennemgår og hvordan vi tackler det. Det er historierne om at være og blive menneske.

Det er historier som de aldrig har fortalt før. Vi lades indenfor i en kreds af hemmeligheder. Det virker så overvældende og berigende at publikum spontant og taktfast applauderer gennem forestillingen. Bagefter er der stående applaus. Selvfølgelig var der mange pårørende og venner i den fyldte sal til premieren, men sådan tror jeg at alle vil reagere på HOOYO!

 

 

Der er den 19-årige palæstinensiske dreng, der er vokset op med sin mor, der har ofret alt for at give ham et liv i Danmark, men prisen har været at hun hele tiden har arbejdet og aldrig har kunnet være der for ham.

Der er den jævnaldrende iranske dreng, der aldrig har følt sig elsket. Eller det er, hvad han først siger, men noget slider sig løs inde i ham og mens han fortæller indser han, at han alligevel altid har været elsket.

Den 22-årige mellemøstlige dreng, der er gået fra nederlag til nederlag, fra skole til skole, indtil han møder den pædagog, der formår at tale direkte til ham og som kører ham rundt de 8 dage det tager, før de endelig finder en læreplads til ham. Om hvordan det fik ham i gang med et nyt og bedre liv.

Dette er blot en kort sammenfatning af sønnernes historier, men forestillingen vrimler med endnu flere bevægende livshistorier om moderskab, om mødre og deres døtre. Se forestilling og mærk hvordan fortællingerne ændrer personerne som fortæller. Det er bevægende at opleve HOOYO!, der placerer sig et sted mellem teater og virkelighed. Vi får et dobbeltblik på os selv og hinanden, når de 14 medvirkende med deres stærke og rørende fortællinger slår en magisk cirkel omkring os. Tillykke til instruktøren Inger Eilersen og de medvirkende for denne flotte bedrift!

 

 Spilleperiode: 1.-19. maj 2016.

Forestillingen spiller på Edison, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Billetterne er gratis og kan bestilles her.

HOOYO! er produceret af C:NTACT og Indvandrer Kvindecentret og støttet af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet samt Bikubefonden.

Medvirkende:

Azra, Taghrid, Nuurto, Shahia, Najma, Farhiyo, Shaado, Nawai, Awesta, Mohamed, Hassan, Arash og Ibrahim.

Instruktør:

Inger Eilersen

Idé og koncept:

Henrik Hartmann og Erman Osman

Tekst- og musikcoach: 

Babal Vakili

Projektledere:

Naghmed Mahmoudi Kashani, Eman Osman og Hafsa Jama

Lys:

Mogens Kjempff

Lyd:

Mads Stagis

 

 ----------

Anmeldelser af tidligere C:NTACT-forestillinger:

En lille båd der gynger (1.8.2015)

Ikk´ for børn (18.1.2015)

Ondt blod (9.11.2012)

----------------