søndag den 10. juli 2016

Anmeldelse: Anne Nielsen: NATBOG


 Fotograf: Lars Nielsen
NATBOG er en roman det tager lang at læse. Man er nødt til at læse den ad mange gange, for den hager sig fast indeni, hvor den river og slår. Selv om den af udseende både er lille og umiddelbart tilgængelig, skal man ikke lade sig narre. Det er kun umiddelbart at den fremstår enkelt. Det første indtryk er at det er let at træde ind i romanens univers, men til gengæld er den svær at forlade igen, for som klæbrigt spindelvæv klæber de enkelte ord fast til læseren. Som et mørkt kvad om arvesynd, og om hvordan de forskellige ting imploderer, og styrter sammen inde i os. Det er måske derfor at bogen er vigtig. Den viser nødvendigheden af at tage hånd om det i tide. Det er stilheden og alt det usagte der detonerer. Men på overfladen går det godt for bogens personer. De har både overskud, økonomiske midler og muligheder for at flytte sig, men med de indre tilstande forholder det sig sværere, for der er de kørt fast. Som om det ydre liv har fået en form som det indre liv aldrig har kunnet voksne ind i og igennem. Som størrelser der aldrig vil vokse sammen.


Det er en fantastisk rejse som romanens personer gennemlever. Det er en NATBOG, der bliver til en DAGBOG. Det er historien om en rejse. Det er rejsen tilbage til ophavet. Det er Bolettes rejse. (I bogens bliver hun bare kaldt Bo). Det er skildringen af rejsen tilbage til der, hvor hun voksede op, da hun tager tilbage for at være med til farens begravelse. Det er også mødet med tomrummet efter søsteren, der begik selvmord. Det er mødet med søsterens søn, Johannes, der fremstår nærmest forældreløs i en verden hvor faren er forsvundet og moren er død. Men der er også en farmor, der har bundet det hele sammen – og også gør det i romanen. Det vil være synd at røbe mere af handlingen her.

Det har givet ikke været nogen nem bog at skrive. Roman er skrevet med en gribende autenticitet, for det lykkes forfatteren at fastholde personerne i en nedadgående spiral. Ned mod en intethed om noget af det vi frygter allermest. Men det er også dragende. Det at stå der ved dybet og kigge ud over kanten og tænke, hvad nu hvis…? Det giver mange mindelser om Anne Nielsens første roman SNEFALD (2011), der tog afsæt i at hun på en parisertur overværer at en kaster sig ud fra Eiffeltårnet. Der er noget deterministisk og dysfunktionelt over forfatterens universer. Noget nådesløst, uimodsigeligt og endeligt. For her er en forfatter der skriver imod et nulpunkt.  Måske er det netop derfor at hendes bøger er så spændende - og farlige? For her er tyngde, der modsvares af en frydefuld ordknaphed. Stemningen og universet er så fortættet. Der er ingen lange ordguirlander, der slynger sig side op og side ned. Det er meget kort, præcist og velkomponeret. Der er ingen omveje. Kun den direkte vej. Derfor er det en både frydefuld og smertefuld læsning. Ordknapheden modsvares af personernes indre flodbølger af følelserne der slår imod læseren. Det giver plads til håbet. Også selv om indholdet langtfra lægger op til det, giver det romanen et overskud, selv om det stadig er en tung og hård lille bog. Der er så meget at sige, og så lidt der bliver sagt.  

Alle personer lever liv i splid med sig selv og kæmper for at overleve og for at klare sig igennem livet. Der er også masser af lys i det mørket som NATBOG udgøres af. Et lys der fører videre frem. Det føles som en udfrielse. Som at komme hjem.
 
 

ANNE NIELSEN: NATBOG
247 sider
Byens Forlag 2016
Redaktion: Marie Hauge Lykkegaard
Omslag: Sara Itkin
Udgivelsesdato: 25.4.2016
 

 

 

Ingen kommentarer: