Fotograf: Lars Nielsen
NATBOG er en roman det
tager lang at læse. Man er nødt til at læse den ad mange gange, for den hager
sig fast indeni, hvor den river og slår. Selv om den af udseende både er lille
og umiddelbart tilgængelig, skal man ikke lade sig narre. Det er kun umiddelbart
at den fremstår enkelt. Det første indtryk er at det er let at træde ind i
romanens univers, men til gengæld er den svær at forlade igen, for som klæbrigt
spindelvæv klæber de enkelte ord fast til læseren. Som et mørkt kvad om
arvesynd, og om hvordan de forskellige ting imploderer, og styrter sammen inde
i os. Det er måske derfor at bogen er vigtig. Den viser nødvendigheden af at
tage hånd om det i tide. Det er stilheden og alt det usagte der detonerer. Men på
overfladen går det godt for bogens personer. De har både overskud, økonomiske midler
og muligheder for at flytte sig, men med de indre tilstande forholder det sig
sværere, for der er de kørt fast. Som om det ydre liv har fået en form som det
indre liv aldrig har kunnet voksne ind i og igennem. Som størrelser der aldrig
vil vokse sammen.
Det er en fantastisk rejse
som romanens personer gennemlever. Det er en NATBOG, der bliver til en DAGBOG. Det
er historien om en rejse. Det er rejsen tilbage til ophavet. Det er Bolettes
rejse. (I bogens bliver hun bare kaldt Bo). Det er skildringen af rejsen tilbage
til der, hvor hun voksede op, da hun tager tilbage for at være med til farens
begravelse. Det er også mødet med tomrummet efter søsteren, der begik selvmord.
Det er mødet med søsterens søn, Johannes, der fremstår nærmest forældreløs i en
verden hvor faren er forsvundet og moren er død. Men der er også en farmor, der
har bundet det hele sammen – og også gør det i romanen. Det vil være synd at røbe mere af handlingen her.
Det har givet ikke været
nogen nem bog at skrive. Roman er skrevet med en gribende autenticitet, for det
lykkes forfatteren at fastholde personerne i en nedadgående spiral. Ned mod en
intethed om noget af det vi frygter allermest. Men det er også dragende. Det at
stå der ved dybet og kigge ud over kanten og tænke, hvad nu hvis…? Det giver
mange mindelser om Anne Nielsens første roman SNEFALD (2011), der tog afsæt i
at hun på en parisertur overværer at en kaster sig ud fra Eiffeltårnet. Der er
noget deterministisk og dysfunktionelt over forfatterens universer. Noget nådesløst,
uimodsigeligt og endeligt. For her er en forfatter der skriver imod et nulpunkt.
Måske er det netop derfor at hendes
bøger er så spændende - og farlige? For her er tyngde, der modsvares af en frydefuld
ordknaphed. Stemningen og universet er så fortættet. Der er ingen lange ordguirlander,
der slynger sig side op og side ned. Det er meget kort, præcist og
velkomponeret. Der er ingen omveje. Kun den direkte vej. Derfor er det en både
frydefuld og smertefuld læsning. Ordknapheden modsvares af personernes indre
flodbølger af følelserne der slår imod læseren. Det giver plads til håbet. Også
selv om indholdet langtfra lægger op til det, giver det romanen et overskud,
selv om det stadig er en tung og hård lille bog. Der er så meget at sige, og så
lidt der bliver sagt.
Alle personer lever liv i
splid med sig selv og kæmper for at overleve og for at klare sig igennem livet.
Der er også masser af lys i det mørket som NATBOG udgøres af. Et lys der fører
videre frem. Det føles som en udfrielse. Som at komme hjem.
ANNE NIELSEN: NATBOG
247 sider
Byens Forlag 2016
Redaktion: Marie Hauge
Lykkegaard
Omslag: Sara Itkin
Udgivelsesdato: 25.4.2016
.jpg)
.jpg)
.jpg)
