SEND FLERE KRYDDERIER (2)

Tolerancen 3

MED OG UDEN SMYKKER 

2. blogtekst 

 

”Enkel kogekunst fra hele verden. Kom indenfor i Spiseriet & caféen, der tilbyder lækker mad med afsæt i etniske minoritets kvinders kogekunst.”

For knap to måneder siden lige efter åbningen i VerdensKulturCentret spiste jeg for første gang i Spiseriet og talte med Sara Stevens, der er den daglig leder. I går var jeg tilbage,for at høre hvordan det er gået siden - og for at smage mere af deres dejlige mad.

 

Jeg kom lidt i to. Der var flere der holdt møde i Spiseriets cafe, men jeg skulle bare sætte mig, så ville maden blive serveret. Jeg bestilte maden i lugen ud til køkkenet, hvor Fadimo Ismail fra Somalia tog imod min bestilling. Da hun fortalte, at maden var fra Pakistan kunne jeg ikke dy mig for at spørge, om den så også var fremmed for hende?

-Jo, svarede hun, men tilføjede så, at der alligevel var mange fællestræk for maden fra de forskellige lande.

Jeg tog plads på en af de lange træbænke i cafeen.

 

Forinden havde jeg talt med Lærke Drostgaard, der er køkkenlederog bedt hende fortælle lidt om, hvordan det var gået siden stedet startede.

Lærke Drostgaard (LD): -Det er gået fint. Det tog lidt tid at komme på plads i køkkenet, men nu har vi fundet os til rette - og vi har travlt. 

Michael Svennevig (MS): -Det er væsentligt større end det I kom fra i Blågårdsgade.

LD: -Ja, det er meget større. Men det er dejligt når vi har så mange kvinder i køkkenet. Det er skønt at have den ekstra plads, så vi har mulighed for at lave mange flere ting.

MS: -I har også udvidet åbningstiden.

LD: -Tidligere havde vi kun åbent fra kl. 12-18 og fire dage om ugen. Nu har vi åbent fra kl. 9-21 og seks dage om ugen. Så det er noget helt andet.

MS: -Er det åbent for alle?

LD: -Ja, man kan komme direkte ind fra gaden og spise frokost eller aftensmad her.

MS: -Men hvordan er det så gået?

LD: -Det er gået fint, men vi har haft lukket den sidste måned, hvor der har været sommerferie i huset, men nu har vi åbent igen.

MS: -Hvornår er der flest mennesker?

LD: -Til frokosten, ved 12-13-tiden har vi travlt. Og selvfølgelig ved vore cateringsselskaber, som vi har i weekenden ud af huset. Det er catering, som andre mest forbinder med os. Nu er det vor store opgave at vi bliver synlige som Spiseri og café. Derfor er det også godt for os at være med til VerdensKulturCentrets arrangementer, såsom festivalen MED OG UDEN SMYKKER i den kommende weekend. Det glæder vi os til.

 

 

Lidt efter kom Fadimo med maden til mig sammen med en kande vand, et glas og et sæt bestik holdt sammen af en hvid serviet. Maden var smukt anrettet. Den hvide kogte ris var placeret midt på tallerknen omgivet af den røde kikærtesauce med store saftige kyllingestykker. Pyntet med persille og koriander. Den sprøde, friske salat bestående at rødkål, agurk, gulerod, grøn salat og rød peberfrugt udgjorde tallerknens anden halvdel. Ingen dressing nødvendig der. Der blev serveret to skiver friskbagt brød til. Lækkert velsmagende brød. Ikke bare hvidt blødt franskbrød, men brød bagt af mel, der smagte af noget, og som på fortræffelig vis fuldendte det fine måltid. Tilbage i munden efter det mildt krydrede måltid bredte smagen af korianderen sig som en diskret og blød hvisken fra et fremmed land og en madkultur langt herfra.

*

Senere samme eftermiddag fik jeg en mail fra Sara Stevens, den daglige leder. Sara skrev:

”Vi har haft en rigtig god opstart i VKC. Vi har fået nye fantastiske muligheder for vores førhen lille spiseri i Blågårdsgade. Nu har vi mulighed for at afholde privatarrangementer med plads til 150 personer. Desuden er det nyt for os at lave mødeforplejning til VKC's brugere, og så er det virkelig spændende at være involveret i alle de interessante kulturarrangementer der bliver afholdt i spiseriet. Vi har fået nogle nye skønne kollegaer i huset - og   glæder os selvfølgelig til at stå for maden til MED OG UDEN SMYKKER i den kommende weekend.”

 

Hver dag under festivalen præsenterer SEND FLERE KRYDDERIER dagens menu før spisningen kl. 18-19. Der bliver også lagt billeder af dagens menu ud på festivalens FB-side fra morgenstunden af.

Dagens ret: 68,- kr.

Snacks: arabiske brødchips med krydderier og humus: 25,- kr.

Festival-tilbud: spisebillet til dagens ret - alle tre dage: 150,- kr.

 

 

- Smag f.eks den friske marokkanske myntete eller den krydrede somaliske te -

 

*

 

Læs det første festival-opslag om Send flere krydderier

Se deres hjemmeside – og Facebook

Læs mere om MED OG UDEN SMYKKER - FB

Se festivaltrailer

VerdensKulturCentret, Nørre Allé 7, 2200 København N.

Med og uden fjerdragt

 

"Med og uden fjerdragt"

- en danseforestilling om at være fremmed på Jorden,

akkompagneret af elektronisk musik og opera, 

frit efter det japanske nô-spil Hagoromo - Fjerdragten.

En pige fra Månen er havnet på Jorden.
Hun længes efter at komme tilbage til Månen,
men kan ikke flyve hjem uden sin fjerdragt, som er blevet væk.
Da hun genfinder fjerdragten,
danser hun en dans af taknemmelighed og glæde iblandet vemod,
og så "svæver hun mod fyrres toppe/
svinder til en prik deroppe/
båret op på bugtens vinde/
over Fujis hvide tinde-/
bag himlens vårdisdyne/
forsvinder hun af syne".

Medvirkende:

Peter Vadim Juhl Jensen (danser og koreograf),
Jakob Draminsky Højmark (komponist og musiker),
Christine Schøtt (sanger),
Line Frank (kostumier)
- og Mads Mazanti Jensen (oversætter og iscenesætter).


Læs mere om musikken, sangen, dansen og kostumet her.

I forbindelse med udgivelsen af

’Nô – 10 japanske nô-spil’

tidligere på året

præsenteres nu en scenisk bearbejdelse

frit efter det japanske nô-spil

Hagoromo - Fjerdragten.

Efter to års oversættelsesarbejde af Mads Mazanti Jensen, er det nu for første gang muligt at læse en af de største teatertraditioner i verden med udgivelsen af bogen ’Nô – 10 japanske nô-spil’. Det blev fejres med en reading på Sort/Hvid, hvor teksterne blev læst af Lars Brygmann og Bodil Jørgensen den 16. marts i Staldgade 38 i Kødbyen.

Det japanske nō-teater hører til blandt de største, levende teatertraditioner i verden. Alligevel har vi måttet vente i ca. 600 år på, at de libretti, som udgør nô-teatrets litterære fundament, kan læses i bogform på dansk. Men nu er det muligt. Efter to års arbejde med at oversætte de japanske værker, har oversætter, dramatiker og cand. mag. i japansk Mads Mazanti Jensen nu udgivet bogen ’Nô – 10 japanske nô-spil’, der gengiver nogle af de mest berømte nô-spil og introducerer læseren for en af verdens særeste og smukkeste teaterformer.

Nô-teatret er en af verdens største levende teatertraditioner, som med sin poesi og sit stiliserede teatersprog har påvirket den vestlige avantgarde op gennem det 20. århundrede.

Her følger sceneteksten til 
MED OG UDEN FJERDRAGT

                            
a
uden kræfter
hjælpeløs
opløst i en tåreregn
åbenbares tegn på tegn
på pigens fald fra himmeltronen
se, nu visner blomsterkronen
åh at se en månepige
rejse imod dødens rige
 
b
min kære himmels fagre sletter
skjult af dis der aldrig letter
blandt tåge og byger
på veje af skyer
blikket søger mit hjem
det når aldrig frem
 
c
åh skyernes færd
på min himmel så kær
hvornår vender jeg hjem
til himlen som dem
paradisfuglen, min elskede ven
paradisfuglen, min elskede ven
nu dør din himmelske stemme hen
og himlen fyldes af gæssenes gnæk
åh kunne jeg blot flyve med dem på træk
se, hjejler og måger
over bugtens vover
som var hver eneste sky deres rede
 
d
mens jeg er bundet til Jorden hernede
mens jeg er bundet til Jorden hernede

e

-   Mellemspil –
                             
f
Himmeldans til Østens Sang
Himmeldans til Østens Sang
nu går pigens dans i gang
uden ende uden bund
det siger man om himlen –
engang for længe siden
lagde tvende skaberguder
retningerne fast til ti
på denne vores Jord
mens himlen ingen grænser kendte
den kaldtes derfor himlen
uden ende uden bund
og Månepaladset
skabt med ædelstensøkse
står til evig tid
piger klædt i hvidt og sort
femten hvide femten sorte
sørger hver en måned for
Månens gang fra fuld til mørk
med deres himmelklæder
en af disse månepiger
er jeg selv

g
skønt jeg som alle
himlens børn
er frugt af Månetræet
som ingen mand kan kløve
er jeg nu delt
i Måne/Jord
og danser for en stund
en dans for jer på Jord
ja i hendes blomsterkrans
danser vindens farvedans
se, vårmiraklets blomster gror
på denne himmelfjerne Jord
en vind fra oven hindrer dragtens brug
så månepigen bli´r her lidt endnu
ved bugten hvor man klart kan se
Fuji-bjergets evigsne
åh vindens mildhed, havets blå
når gryet ta´r sin vårdragt på
himmel, Jord, hvad deler dem?
en helligdom bli´r udelt hjem
for dobbeltguder som bli´r én
bag helligt hegn af ædelsten –
Sol og velstand, enet, lige
velsignende vort kejserrige
Solens Rige – det til trods
skinner Månen ned på os
så længe der må gå
før pigen kan slå
sten til grus
med sit ærmes sus
så længe vil riget bestå

h

åh hvilken lyst
disse Sange fra Øst
med koto-, fløjte-, harpelyd
en ubetinget ørefryd
klinger os fra sky i møde
og Solens farver, dybe, røde
skænker Livets Bjerg sin glans
se, grønne øers bølgedans
som marker flydende i form
besmykket af en blomsterstorm
ja sneen falder fint i byger
fra hendes ærmer skabt af skyer

i

så rinder pigens tid på Jorden ud
og svøbt i fjerlet månepigeskrud
svæver hun mod fyrres toppe
svinder til en prik deroppe
båret op på bugtens vinde
over Fujis hvide tinde –
bag himlens vårdisdyne
forsvinder hun af syne

 

Læs mere:

Indgår i MED OG UDEN SMYKKER

og opføres ved to visninger dels til festivalåbningen fredag den 12.8. og den efterfølgende dag, lørdag den 13.8. Begge dage kl. 20. Forestillingen var knap 20 minutter. Der er gratis entré ligesom der er til resten af festivalen - og ingen tilmelding. Men kom i god tid!
 

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl.

Foto: Søren Kjeldgaard

Mød forfatter og journalist Malene Fenger-Grøndahl på festivalen, når hun er i samtale om ”REJSEN” (Siesta, 2014) med den marokkanske forfatter Saida Benakrich, der bl.a. skriver:

 

 

"For der er uendelig langt fra den hverdag i den lille barndomsby Tetouan til den danske hverdag, jeg oplever nu, så det kunne skabe kaos i selv den mest velordnede hjerne. Det er, som om alle de tillærte normer, bestemt og formet af historie og kultur, og som har givet mening og farve til mit livsindhold, i det nye land opleves som værdiløse eller måske direkte i modstrid med det, der er almindelig praksis i Danmark. Nyt sprog, ny kultur og anden måde at omgå hinanden på og at kommunikere på. Kunne jeg være sikker på, at et kindkys betyder det, jeg tror? Kunne jeg egentlig være sikker på noget som helst? Slagte- og spiseregler, familietraditioner, vielser, særlige fridage og helligdage, speciel humor og en del andet som f.eks. noget så simpelt som det at gå over vejen. Med tiden lærer jeg, at trafik ikke bare er trafik. I Marokko indretter bilisterne sig efter fodgængerne, da man bare kan træde ud foran dem, når man skal over vejen. Men i Danmark bliver man med høj sandsynlighed kørt ned, hvis man går ud foran en bil, fordi bilisterne ikke er vant til det.

 

 

Jeg tænker, at hvis alt det, som Danmark står for, er rigtigt, så er alt, hvad jeg har lært og gjort indtil nu, forgæves, forgæves. Alt skulle læres igen. Alt skulle begyndes forfra. Og uden den daglige kontakt med familie, venner og naboer vokser følelsen af afmagt sig hurtigt stor.”

Hør samtalen mellem de to om aftenen på festivalens 2. dag, hvor Ulla Henningsen læser op fra bogen. Inden da har jeg en samtale med Malene om at arbejde med andres historier, for det er noget som Malene gør meget. Både faktiske og fiktive fortællinger. Det har bl.a. resulteret i Roma-monologen "Syng altid for dine børn, når de skal sove”, der til festivalåbningen fremføres af Karin Bang Heinemeier.

 

 

Foto: Karoline Liberkind

 

Ved samme lejlighed introducerer Malene den unge akkordeon-virtuos, Samson William Nenic, der er af roma-oprindelse.

 

Foto: David Blazek

 Derudover læses to af Malenes historier i serien "Tro håb og kærlighed". Den første "Tørklædet" læses af Poul Parsberg og handler om to lesbiske piger og det tørklæde som skiller dem. Det er allerede om fredagen.

 

"Passet", der læses af Marie-Lydie Nokouda, er om lørdagen, handler om radikalisering og det vi tror, vi ved - men som vi slet ikke kan være så sikre på alligevel. De to korte historier kan på overfladen synes at handle om noget fremmedartet og eksotisk, men handler nok mest om følelser, drømme og håb, som forener os alle, alene fordi vi er mennesker.

 

Anmeldelse: FRØ, en roman af Mads Nygaard

Fotograf: Tao Lytzen

Fridtjof går meget imod sin vilje ind på et værtshus. Han har ladet sig overtale, og der kaster en kvinde sig over ham – og de kommer til at danne par og får en søn sammen. For Fridtjof er værtshuse noget af det værste. Han er ansat i Frøkorpset, hvor han uddanner og træner unge frø-aspiranter ved at arrangere overlevelsesture for dem. Et tv-hold filmer Fridtjofs arbejde, og det er et scoop for dem, da han gakker ud for åbent kamera. Hans overordnede får afværget at det kommer med i den endelige udsendelse. Til gengæld bliver udsendelsen centreret om Rene. Rene har overhovedet ingen mulighed for at gennemføre overlevelsesturene, men hans kamp er godt tv. Det er da også Renes kluntede håndtering af en granat, der gør at Fritjofs lunger bliver perforerede, og det sætter en stopper for Fridtjofs videre karriere Frøkorpset.

 

 

Det er en historie om bristede drømme og store forhåbninger. Om knuste illusioner.  Slet og ret en historie om at være menneske - på godt og ondt.

Sproget er friskt og funklende, hårdt pumpet og overraskende. 

Det er ikke for ingenting, at det er nærliggende at sende den underfundige og originale norske forfatter Erlend Loe en tanke under læsningen. "FRØ" minder på mange måder om Loes ”Naiv.Super.” (1996)  - i form og udtryk.

Teksten trænger i blodet, hvor detonerer. Det er meget morsomt, fordi det er så tragisk.

 

Det er en mørk beretning drevet at et lyst tindrende blik på verden. Der er et håb og en fandenivoldskhed i teksten, der spilles op mod en udslettende nihilisme. Som om kampen om det gode og onde eller om lyset og mørket udkæmpes inde i hver enkel af romanens personer. "Frø" er på én gang både diffus og hårdslående. Morsom og dybt tragisk.

 

Det er vandkantslitteratur skrevet med blottede nerver og med et fast greb om sproget.

Er du i forvejen fan af Erland Loe, så grib fat i ”FRØ”, men gør det også alligevel. Det er en voldsom, men skøn beretning ude fra, hvor kragerne ender. Først efter læsningen forstår man fuldt ud, hvorfor de vender netop dér.

 

Anmeldelse: ERINDRING OM KÆRLIGHEDEN af Kirsten Thorup

Kirsten Thorup arbejder sig ned under overfladen, der hvor det gør allermest ondt og hvor vi er mest hudløse og sårbare. Men romanen anviser også muligheder og liv - og gør opmærksom på et rigt, myldrende følelsesliv. Det er på én og samme tid både ubærligt og frydefuldt.

Det er en stor roman. Både af omfang og indhold. 460 sider inddelt i 3 dele. I 1. del møder vi datteren og moren. Datteren forsøger at krybe i skjul for at komme så langt væk fra moren som muligt. Barnet vokset op, bliver teenager og flygter hjemmefra. Det er som om det kun kan blive sig selv ved helt at afbryde kontakten til moren. Moren er skildret som en, der på én gang både er livgivende og destruktiv. Der er gribende barndomsscener, hvor datteren sidder og lytter til morens samtaler med en hjemløs, der blot 20 år tidligere havde sin gang i hjemmet, men som siden har givet slip og har ladet sig falde. Barnet kan høre det i deres samtale. Alt det der ikke bliver sagt eller bare antydes. Alt det som barnet desperat forsøger at forstå og blive en del af, inden hun mange år efter flygter hjemmefra. Moren bliver syg, og faren er ikke sen til at give datteren og hendes fravær skylden.

I 2. del bliver datteren selv voksen og får et barn som hun ikke evner at tage hånd om. Efter et par år er rollerne byttet om, og datteren er blevet mor for moren. Beskrivelserne af deres symbiotiske forhold er uudholdelige at læse, for de elsker hinanden. Eller rettere er det moren, der elsker datteren, betingelsesløst. Men det er fuldstændig uigengældt, og så omfattende at det vælter alt andet omkuld. Den voksne datter bliver kunstner. Det er hendes måde at overleve på. Overleve det svigt som har sat sig fast inde i hende. Hun bruger smerten og vreden. Det giver liv og kraft til de værker, der har gjort hende til en internationalt anderkendt kunstner, der laver kropsbaserede performances, hvor hun udstiller sig selv - og sin smerte. Senere mødes de igen, men kun for at skilles. For moren Tara, er datteren Siri, blevet en kærlighedsbesættelse. Hun vil gøre alt for datteren, mens faren for længst er forsvundet, og har endt med at tage sit eget liv.

I 3. del møder vi dem mange år senere. Efter at Siri har frabedt sig enhver kontakt, har Tara fundet sig en anden kærlighed som hun har bundet sit senere liv op på, men hun går ikke med til begravelsen. For ”hun kendte ham alligevel ikke rigtig”. I mødet med en hjemløs udlænding, som hun inviterer til at bo i boligkompleksets tomme garage, går hun det uvisse i møde. Hun forlader sit trygge, men tomme liv og smækker døren bag sig og finder sig til rette i sin egen hjemløshed.  I slutningen mødes Tara og Siri igen. Men hvordan det spænder af skal ikke afsløres her.

I ”Erindring om kærligheden” møder vi os selv der, hvor vi er allermest sårbare, allermest uforståelige, allermest sammensatte og kaotiske. Thorup har en ganske særlig evne til at afdække sprækkerne i et menneskesind. For hvad er et menneske, når vi er mest uforståelige for os selv og hinanden? Men det er også en bog om hjælpsomhed og engagement. Om at blive menneske. Om at tage livet på sig og stå ved det.

Steven Hart og ”What's Going on”

 

 

 

Steven er mørk, ikke sort. Hans hud er glat og gyldenbrun. Hans øjne er bløde og årvågne. Det er svært at tro på hans alder, for han ligner én på 40, men siger at han er 20 år ældre. Han er høj, spinkel af bygning, bevæger sig rask og taler engageret og varmt om sit arbejde. Han er gospel-sanger og entertainer. Sammen med en pianist tager han især rundt hos ældre og fortæller om den afroamerikanske sangtradition, om de sorte slavers vilkår, den amerikanske borgerkrig og borgerrettighedstiden i 1950/60-erne med Martin Luther King i spidsen..

Selv er han adopteret sammen med sin tvillingsøster og opvokset i Nakskov. Han har det afroamerikanske i blodet, men taler et smukt klingende og melodisk dansk. Allerede som 12-13-årig, mens hans plejeforælde hørte tysk schlagermusik, fik han fat i den første LP med Janis Joplin. Han begyndte at spille guitar og optrådte med ”Leaving on a jetplane” på et lokalt viseværtshus. Senere skrev han selv en sang som han fremførte på den lokale amatørscene. Siden har han sunget og optrådt med bl.a. sang, dans, foredrag, skuespil og børneteater.  

               

Hans møde med Etta Cameron mange år senere blev skelsættende. Han havde tilmeldt sig et dobbelt weekendkursus med afsluttende koncert. 3 måneder efter ringer Etta Cameron til ham og vil have ham med som 1. bas i sit gospelkor ”Voices of joy”. Det blev til et 15 års samarbejde med op til 35 engagementer årligt ved siden af hans egne optrædener. Nu tager han rundt og fortæller om deres turnéliv sammen. Hans stemme bliver varm, når han taler om hende. Stemme er dyb og melodisk – og så har jeg end ikke hørt ham synge. Men den brede klangfulde resonansbund i hans stemme fornægter sig ikke.

Så godt som han holder sig, må han have været blændende smuk dengang for mange år siden, da han startede. Så det overrasker ikke, da han begynder at fortælle om at han også optrådte med et ild- og slangeshow. Terese hed den 3 meter lange slange. Slangetæmmeren Anniqa havde givet den videre til Alecia før Terese endte sin karriere som en del af Stevens ild- og slangeshow.
 

 

 

 

Han er tydeligvis en livskunstner. Han nævner et par kolleger som det ikke går så godt for, og det går ham på. Han vil gerne hjælpe og guide dem. Han ser muligheder, hvor andre ser begrænsninger. Han vil gerne give sin positivitet videre. Det behøver han ikke sige, for det fornemmer man tydeligt. Det er oplagt at han har noget at give af, for det udstråler han. Livet forekommer ham let, selvom han siger at det selvfølgelig indeholder masser af alvor og nogle gange modgang. Men han er den type som glider med og lader livet glide igennem sig.  Der er for mange herhjemme som er for selvhøjtidelige mener han. Slap nu lidt af og ”leg” lidt mere. Men alligevel hører man tydelig alvoren i et af hans yndlingsnumre ”Whats Going On” af Marvin Gaye.                                                           

 

Han beretter om det discoshow som han har arbejdet på gennem længere tid og som han gerne vil rundt med. Han kan ikke lade være med at illustrere, hvad man mener med at han også synger Marvin Gaye´s ”What's Going on” og Barry White´s ”You're the First, the Last, My Everything”. Bare et par strofer hensætter straks én i de tos sangeres musikalske universer. Steven taler om det bordeau-farvede jakkesæt som han skal have på og den guld Rolls Royce med stjernebaggrund, der er på plakaten til hans kommende discoshow. Jeg ser for mig, hvordan han sætter sig til rette bag rettet i discobilen, starter og kører afsted ud imod solnedgangen syngende Barry White´s ”You´re my First, my Last, my everything”.

 

 

Mød Steven Hart til festivalafslutningen på MED OG UDEN SMYKKER, hvor han akkompagneres af Knud Sandbæk Nielsen og underholder med en musikalsk hjertestund. Læs og hør mere her.

Anne Marie Ejrnæs og Senegal

Foto: Morten Holtum

 

I Anne Marie Ejrnæs´ seneste novellesamling ”Sent” (Gyldendal, 2015) møder vi i ”LinkedIn” Maria, en folkepensionist der også er forfatter – forfatter til en roman om oplevelser 32 år tidligere i Senegal.

 

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det drejer sig om Anne Marie Ejrnæs´ roman ”Ravnen”(Rosinante, 1983).  De to fortællinger slynger sig sammen til én beretning. Med små fine tråde broderes der et sirligt mønster, som det først er muligt at se klart mange år efter – eller er det?

Men det er ikke kun små fine sting, for flere steder er stoffet revet over. Der er denne fortættede voldsomhed i tonen. Alt ser så tilsyneladende fint og ordnet ud, men lige under overfladen lurer livet og drifterne.

Lige under Afrikas overflade råder der kaos og fortabelse – og ikke mindst kærlighed. For først og fremmest er det en kærlighedshistorie om at give sig hen. Eller kampen for ikke at gøre det – og så alligevel at måtte opgive og give sig det fremmede i vold. For fremmedheden er her skildret gnistrende frisk og lokkende skræmmende. Det er der hele tiden som et sug i maven. Det er et helt kontinent, der træder frem for læseren.

Det er det som litteratur kan. Den kan bringe læseren med sig og placere os lige midt i tvetydigheden, for hvad er det egentlig der sker? Hvad er det der sker, når paraderne sænkes?

Det er også historien om at ingenting er som det ser ud. Det gemmer sig altid en anden fortælling nede under overflade. Måske en historie der strider mod vores sunde fornuft. Måske kan man ligefrem konkludere efter endt læsning at man skal give sig livet i vold for at forstå at livet er så meget mere end det vi selv formår at holde i hånden.

 

 

Hør Anne Marie Ejrnæs fortælle om Senegal og Afrika som hun har skildret det i ”LinkedIn” og ”Ravnen”. Om hvad mødet med Afrika betød og betyder for hende. Det gør hun i en samtale med Michael Svennevig til festivalafslutningen på MED OG UDEN SMYKKER , søndag den 14.8. 2016 i VerdensKulturCentret på Nørrebro. Læs mere om festivalen og se programmet.

Festivalbeskrivelse og program på Facebook.

 
Festivaltrailer.