mandag den 24. juli 2023

Anne Hjælmsø: "MED TIDEN"

  

Foto: Majka Bjørnager.



ANNE HJÆLMSØ  fortæller:
 

’Jeg brænder altid for mine personer og deres liv i mine bøger. Jeg har samtaler med dem, drømmer om deres ulykke og lykke, prøver at få dem ind på et spor. Men de vil selv, kommer fra mit indre ad ukendte kanaler, er langt dybere, langt mere kompliceret end fladt papir.` 

 


Forfatteren Anne Hjælmsø prioriterede det almindelige liv, før hun i 2007 debuterede med romanen, "Elsker til vanvid". Siden er det blevet til fem skønlitterære bøger blandt andet romanen "Næsten lykkelig" (2020) og medvirken i tolv antologier. Den seneste roman fra 2022 er slægtsromanen, ”Med tiden”, som Anne læser op fra på festivalen. Den er baseret på virkelige hændelser og personer, Annes forældres liv.

"Mine forældre var ganske almindelige og samtidigt helt usædvanlige. Datidens robusthed og sammenhold kan vi lære af i dag. De kæmpede, de overvandt frygtelige hændelser, og de tabte meget – undtagen deres kærlighed gennem 70 år.

Romanen har mange læsere, jeg modtager mange anerkendende mails, og holder mange foredrag om de to, som overkom livet på trods af alt. Bogen er baseret på et stort fysisk materiale som breve, dagbøger, dokumenter, interview og min opvækst med disse stærke forældre. Jeg arbejder ud fra den narrative metode, hvor Finn og Ellen på skift fortæller om deres forskellige opfattelse af samme episode eller hændelse. Læseren kommer ind i deres dybeste tanker, angst og håb set fra to forskellige vinkler. Læseroplevelsen gror ud fra spændet mellem de elskendes bekymringer og optimisme. Når bogen lukkes i, kender læseren personerne indefra."

 Hør Anne fortælle om romanen "Næsten lykkelig" 

podcasten fra 2019. Læs mere.


Foto: Michael Svennevig.


 Mød Anne Hjælmsø

på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august kl. 16-21

i GLOBAL Art Gallery,

Skalbakken 8A, Vanløse


*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

torsdag den 20. juli 2023

Trine Andersen: FIRE FORTÆLLINGER OM KÆRLIGHED

 

Foto: Morten Holtum. Forsideillustration: John Kørner.

En verden under forandring.

"Hvem vil have forandring? Alle.
Hvem vil forandre sig? Ingen."

Én er på vej til klimakonference i Freiburg. Én ser sit hus isoleret af vand. Én rejser som turist til Kabul i Afghanistan. Én overraskes af et kys i en flygtningelejr i Ad Abeito.

Personerne i Trine Andersens fire fortællinger bevæger sig på den ene eller den anden side af grænsen mellem det hjemlige og det fremmede. I midten af det hele lever det enkelte menneske et almindeligt liv på de betingelser, der er givet.
Og kærligheden findes overalt.

Novellerne i samlingen Fire fortællinger om kærlighed foregår i en verden, hvor klimakatastrofens konsekvenser er mærkbare.  Historierne foregår nogle få åretag ude i fremtiden og handler om helt almindelige mennesker i en helt almindelig, forandret verden.

Flygtningestrømme, opbrud, kampen mod vandmasser eller tørke — ligegyldig hvilke omstændigheder vi befinder os i, har vores egne konkrete handlinger konsekvenser. Og der findes glimt af håb alle steder, glimt af kærlighed. Spørgsmålet er kun, hvordan vi møder dem, om vi tør række ud efter dem eller ej.


Forsideillustration: John Kørner.

Uddrag fra bogens fortælling, SAMME STED.

"Det er svært at sige, hvad der er mest overvældende, lyden eller lyset; hvad der kommer først. Hun ser lyset, hun hører braget, eller hun hører braget og ser lyset og mærker et svirp over fingrene, som får hende til at slippe vindueshasperne. Det hele sker samtidig, eller er allerede sket. Den enorme udladning laver uorden i kronologien, i almindelig fornuft. 

I det længste, klareste øjeblik oplever hun træet lyse op indefra, som om det har bestemt sig for at stille en ukendt side af sig selv til skue. Bagved er himlen på én gang sort og tung og så kridende hvid, at man blændes ved det, og måske er det lysende træ ikke anden end negativet, som aftegner sig på indersiden af øjenlågene, når man har stirret længe på en genstand og lukker øjnene. Men Inga er ikke sikker på, om hun overhovedet blinker.”

 Indgår i festivalens digitale serie

ALVERDENS KÆRDLIGHED

*

Hør podcasten med Trine,hvor hun fortæller om sit engagement i udgivelse af afrikansk litteraturpå afrikansk i Afrika - i Malawi.
Trine læser også uddrag fra sin afrikanske roman "Den røde jord i Mzuzu" (Gyldendal, 2013). Podcasten kan også høres på YouTube.

 
Læs mere.

Mød Trine Andersen
søndag den 13. august kl. 13-16 på Christianshavn
i Gårdhaven ved Dansk PEN
Dronningensgade 14, Christianshavn
- i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforening,
Strandgade 6 - et par gader derfra.

**


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

onsdag den 19. juli 2023

Vicky Devi Smidt & Susanna Hartmann: RAMLAS VERDEN

 

Serien "Ramlas verden" er skrevet af Vicky Devi Smidt (til venstre).
Illustreret af Susanna Hartmann (til højre). Foto: Michael Svennevig. 



Hør podcast

 

"Jeg har skrevet mange bøger om traumatiserede børn, også bøger der ikke er blevet udgivet. Hvorfor er det interessant for mig? Jeg har selv en anden hudfarve og blev adopteret i 79. Der var ingen andre sorte i Odense end mig. Jeg gik på en skole med 800 børn - og det var  forfærdeligt. Så man vokser op, og nogle synes, at man er en super smuk kvinde, mens andre synes, at man bare skal forsvinde, så jeg kan jo genkende det. Jeg er dansker indeni, men udenpå er jeg sort."




De har aldrig mødtes før, men det sker til festivalåbningen, hvor forfatteren Vicky Devi Smidt og illustratoren Susanna Hartmann fortæller om deres samarbejde i forbindelse med serien ”Ramlas Verden”, der foreløbig består af 4 bøger. Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser uddrag fra bøgerne på podcasten. Serien ”Ramlas verden” skildrer Ramlas møde med Danmark. Ramla kommer fra Tanzania og begynder i 3. klasse. Hendes modersmål er swahili. Hun har haft engelsk i skolen, men taler ikke et ord dansk. Vi følger hende på hendes første skoledag. På podcasten er der uddrag fra seriens to første bøger:  ”Skolestart og afrikansk samosas” og ”Politi og overtro”. Serien er udkommet på Forlaget Elysion i 2021. 





Forfatteren Vicky Devi Smidt (født 1977) er uddannet skolelærer samt designer inden for beklædning, men arbejder nu som skolebibliotekar i Odense. Skrivningen har siden barnsben givet hende ilt. Som 9-årig skrev Vicky i en dagbog, at hendes største drøm var at skrive bøger. Hun ville skrive bøger til de børn, der boksede med livet, og til alle de voksne som ikke forstod. 


Illustratoren Susanna Hartmann (født 1952) vidste allerede som 3-4-årig, at hun ville tegne børnebøger. Det er nu blevet til over 400 titler, hvoraf hun selv har skrevet 23 af dem. Susanna er særlig vild med nisse-historier, også selv om hun ikke selv holder jul. Hun har illustreret en lang række nissebøger, men er også optaget af historiske bøger. Hun er vild med Frilandsmuseet. Hun har illustreret en jødisk kogebog og også skrevet flere bøger om sin barndom, men også illustreret en serie bøger om besættelsen. Hun har en glad streg, så måske er det grunden til, at hun også kan og er interesseret i at illustrere alvorlige bøger for børn. 




Foto: Michael Svennevig.


 
Musik:
"Empty Streets"
af og med Niels Bugge 
med Jan Harbeck på sax.


Indlæsning:
 Lise Kamp Dahlerup 
læser uddrag 
fra de to første bøger i serien "Ramlas Verden":
"Skolestart og afrikansk samosas" & "Overtro og politi",
Forlaget Elysion, 2021.


Forside-illustration:
Susanna Hartmann.


Mød 
Vicky Devi Smidt & Susanna Hartmann

til festivalåbningen,


lørdag den 5. august 2023 kl. 12-21


i HF Prøvestenen på Amager

*

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

Orhan Dogru: MEM OG ZIN


  

Omslagsillustration: Pia Falck Pape. 
Layout: Mehmet Ates.


 Bogens oversætter, Orhan Dogru, beretter:

Om værket ”Mem û Zîn”

 

Det poetiske værk ”Mem og Zin”, der er nedfældet på skrift af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani i 1692, er en kurdisk klassiker på 2656 kupletter, som udgør den største kulturelle fællesnævner for kurderne, der i dag udgør et undertrykt, splittet og forfulgt folkeslag, der er spredt i næsten alle verdenshjørner.

Kurdernes lyriske nationalepos udgør et modstykke til Shakespeares "Romeo og Julie". Dog er værket ikke kun en kærlighedshistorie, da det også fremstår som et stykke kulturarv, der udover at give læseren en indføring i kurdisk historie og kultur også tegner et fuldt udfoldet helhedsbillede af sin samtid set fra et mellemøstligt perspektiv.

Ehmede Xanis poetiske fortælling henter sin inspiration fra og bygger på det kurdiske sagn, Meme Alan, der gennem århundreder er blevet fortalt videre fra generation til generation af såkaldte “dengbejer”, det vil sige sagnfortællere, historiefortællere og visesangere.

I værkets første del giver Ehmede Xani udtryk for sine forestillinger om mange forskellige emner, der spænder fra religion over astronomi og musik til botanik, og også om, hvorfor kurderne som et splittet folk bosat i forskellige lande ikke kan blive en samlet nation med egen regent og eget flag.

Anden del af hans værk udgøres af kærlighedshistorien Mem og Zin, der udgør det kurdiske modstykke til Shakespeares Romeo og Julie og det danske sagn om Hagbard og Signe.

Mem og Zin af Ehmedê Xanî er et kernestykke i kurdisk litteratur, der nu udgives for første gang i komplet gendigtning på dansk, idet der også er tale om en førstegangsudgivelse på et skandinavisk sprog.

 

 

Foto: Tina Lindop.

 

Om oversætteren

Orhan Dogru, født 1968 i Tyrkiet, har skrevet flere kulturhistoriske bøger med afsæt i kurdisk, tyrkisk og dansk kultur og er forfatter til romanen ”En Nydanskers Kontrabog”. Orhan Dogru har endvidere oversat en række store tyrkiske og kurdiske forfattere og digtere. Orhan Dogru tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom han også selv skriver digte.

 

Læs oversætterens forord 

(som PDF).

 

Foto: Tina Lindo.

 

Læs et uddrag:

 

Den blide åkandes frø fik Du til at spire

Og Du lærte planten at være ét med solens kreds.

 

Og ligesom Du valgte cypressen som den højeste vækst,

Gav Du påfuglen bedrøvelighed, men misundelse for sin skønhed.

 

Ligesom Du for længe siden skabte roser ud af torne,

Fik Du nattergalen til at blive vanvittig af lidenskab.

 

Ligesom Du gav rosen dens yndige røde farve,

Beåndede Du nattergalen med melodisk sang.

 

Du gav kærtegn dens strålende lys,

Og drog møl, elskovsdrukne, mod undergangen.

 

Ligesom Du optændte den elskede med begær,

Førte Du også den forvirrede elsker ud på vildveje.

(side 23)

 

Omslagsillustration: Pia Falck Pape.

 

Mød forfatteren og oversætteren

Orhan Dogru

på 3. festivaldag

torsdag den 10. august kl. 19-21

 i Salonen på Østerbro


Indgår i serien

ALVERDENS KÆRLIGHED

*

*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*

tirsdag den 18. juli 2023

Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN - 2023


Eva, Nynne og Lea. 

Hør om hvordan det er gået 
med deres fælles vandreudstilling, 
der har været rundt siden 2020
 - og som stadig er på vandring. 

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN 
er titlen på udstillingen, 
der bringer skitser, digte 
og malerier sammen. 



Fotos fra Espergærde Bibliotek: Madame Garborg 



Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1992) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 


Eva Billesbølle Tworek 


Hvor ordene fra Nynne Tworeks digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarer, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. 




”Når hun og jeg legede sammen glemte jeg hendes handicap” 

"Engang lå jeg
på toppen
af en kompostbunke
med arme og ben
spredt og strakt ud
Homo Vitruvianus
kiggede mod himlen
der omfavnede kloden.
Dengang og nu
omfavnede jeg hende
hendes hyl
hendes vrede 
hendes afvisninger
hendes kontrol
hendes egoisme.
Dengang og nu
omfavner jeg de mennesker
som får mit sind
til at slå knude
på sig selv.
Nu
forsøger jeg
at slippe."

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 
af Nynne Billesbølle Tworek 





Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget. 


Eva Billesbølle Tworek 



Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os. 




”Mange har spurgt mig
 om det har været hårdt 
at vokse op med en søster 
der har Downs 
og autisme. 
Ja 
har jeg svaret.” 

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 
af Nynne Billesbølle Tworek 

De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen. 


Læs og lyt mere: 

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN. I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør” , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København.


Foto: Majka Bjørnager. 
Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse. 


*

Nynne Tworek & Eva Billesbølle Tworek 
beskriver selv deres vandreudstilling med disse ord: 

Udstillingen 'Øjeblikket bag Glasdøren' formidler i ord og malerier vores betragtninger samt erfaringer med at være henholdsvis lillesøster og mor til Lea - kvinde pa 31 år med Downs syndrom og autisme. 

Vi har begge arbejdet uafhængigt af hinanden, og har nu sammen valgt at skildre vores fælles knudepunkt. En skildring, der viser, at uanset hvilke forudsætninger livet giver os hver især, vil der altid være ejeblikke, som kan forene os - hvis vi vælger at være åbne over for dem. 

Øjeblikket er derfor vores budbringer: 
Det afgørende øjeblik 
Det vellykkede øjeblik 
Det urolige øjeblik 
Det varme øjeblik 
Det kritiske øjeblik 
Det overraskende øjeblik 
Det samvittighedsfulde øjeblik 
Det ensomme øjeblik 
Det empatiske øjeblik 
Det kærlighedsfulde øjeblik 

Udstillingens formsprog er udtrykt med Nynne B. Tworeks digtsamling "Glasdøren", og malerier samt skitser af Eva M. B. Tworek. 

--- 

Mød

Eva Billesbølle Tworek 

& Nynne Tworek

på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

GLOBAL Art Gallery

Skalbakken 8A, Vanløse.


Udstillingen fortsætter sin vandring.
I august 2023 kan udstillingens frise opleves på Fredensborg bibliotek. 

Den øvrige tekst er en opdateret og udvidet version af udstillingsanmeldelsen fra Espergærde Bibliotek i 2020.  Se den oprindelige anmeldelse.




*


KÆRLIGHED?
Festival om drømme og fællesskab
5.-16. august 2023
5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 
#festivalkærlighed

*