tirsdag den 30. juni 2020

Visesangeren Iben Hasselbalch



Foto: Majka Bjørnager. 
Iben Hasselbalch fra festivalen MØD VERDEN (2019) 
til festivalafslutningen i Dansk Forfatterforening.

Iben Hasselbalch har været med på festivalerne flere gange. Første gang var i 2014, hvor hun medvirkede til festivalafslutningen i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat på Christianshavn, hvor hun dels fortalte om en af sine mange spanske litterære oversættelser og dels spillede et par viser. Siden har hun været med flere gange. Ikke mindst i HF Prøvestenen, hvor hun var med i 2017 og 2019 – og i år er hun det igen. 

Se videoen med et lille uddrag fra Iben Hasselbalchs sang ”Bellevue” 
fra cd´en: ”Drømme og andre sange” (2016). 
Filmet af Irma Clausen i HF Prøvestenen i 2017. 
Hele indslaget kan høres her.

Ibens første cd, ”Tankens magt”( 2009) består ligesom efterfølgeren, ”Drømme og andre sange”(2016) af sange, der er skrevet og komponeret af Iben selv. Ofte er det viser, der både har et varmt, men også satirisk blik på livet omkring os.

Hør titelnummeret fra ”Tankens Magt”

Uddrag fra festivalanmeldelse:

”Det er som om sangene synges ind i et univers, hvor tiden standses. Det dufter solvarmt, og jeg ser de kornbølgende marker for mig, og ellers er de gengivet som baggrund for de optrykte tekster i det tilhørende lille hæfte. Der er en evig følelse af sommer, men også af sensommeren, der er ved at tage over. Forude venter efteråret og siden vinterens mørke. Det ligger altsammen som en tone under sangene og måske især i Ibens klangfulde mørke, modne stemme. Det er sange, der egner sig til at blive sunget udendørs til hendes eget guitarakkompagnement, selv om det sagtens også går an indendørs, så smukt som det er tonesat på cd´en af Stanley Samuelsen, der spiller guitar, bas, harmonika, mundharpe og keyboard, mens Iben synger.”

 Læs hele festivalanmeldelsen af ”Drømme og andre sange” (2016). 



Mød Iben Hasselbalch 
på festivalens 2. dag i HF Prøvestenen på Amager.

Læs mere om festivalen 
HVOR REGNBUEN ENDER

Ingen kommentarer: