Foto: Michael Svennevig. Bogomslag: Marie Madsen.
Hold da op.
Mushida Zamans 5. bogudgivelse, der først kommer på dansk med titlen
USTANDSELIGT FORÅR og siden følger på engelsk, er noget ganske særligt. Mushida
Zamans er Københavns 3. Friby-forfatter og har tilbragt de sidste 2½ år her.
Mushida Zaman (1983) kommer fra Bangladesh og er her sammen med sin mand, der
er filminstruktør. Hun skriver på bengalsk, der først er oversat til engelsk af
Arunable Sinha, hvorefter den dansk/amerikanske forfatter, digter og oversætter
Cindy Lynn Brown har oversat novellesamlingen til smukt flydende dansk. Den er
udgivet af Dansk PEN og blev lanceret i Dansk Forfatterforening den 12. juni,
hvor forfatteren og oversætteren læste op og fortalte om udgivelsen.
Titelnovellen
overrasker. Det er sjovt, det er karikeret og det er menneskelig satire på højt
plan. Tilmed er det fortalt med en fremmed glød og lune, der vælter alt omkuld.
Sproget er stramt, glødende og tæt. Tekstens metamorfoser er elskelige, men
også ramsaltede. Der er ingen, der går fri. Det er menneskenes dårskab, der
står for fald. Det er fortalt så anekdotisk, så det skaber sit helt eget
univers. Derved frigører det sig også fra enhver social kontekst, samtidig med
at det udstiller dem alle. I det her tilfælde befinder vi os i en fremtid, der
minder meget om fortiden. Menneskenes kamp for magt, skønhed og livets sande værdier
bliver alle sendt til tælling, da de til et bryllup møder denne gudesmukke
mand, der får alt til at gå i stå omkring sig. Han er som en moderne superstar,
som alle vil gnide sig opad og tækkes på den bedst tænkelige måde. Kvinderne er
alle smukke, mens mændene er blevet degenererede og har fået mærkelig
udvoksninger og udposninger. Der er ikke noget at sige til, at såvel mænd som kvinder
er vild med Tatai, som han hedder. Han er som en anden Kasper Hauser, der lige
pludselig dukker op ud af ingenting og sætter menneskenes egne dårskaber til
tælling. Som Dostojevskijs ”Idioten” ændrer han andre ved sin blotte
tilstedeværelse.
”Klub
Vielsesring” er en hyldest til livets foranderlighed og især til Mrs. Andrews
evne til at arbejde for andres lykke. En lyst og en evne, der sikkert var
rundet af hendes egen drift efter hele tiden at forbedre sig og videreuddanne
sig, så hun til sidst mestrede livet og kunne give andre nødstedte kvinder en
håndsrækning.
I ”Spejlet af
knust glas” bliver en far pludselig til en fremmed, da sønnen opdager, at faren
har fået en ny familie, hvor nye børn kalder ham FAR. Men som der står: ”Der
var intet had, igen vrede i Kabirs hjerte. Så smuk hans far endnu var. Kabir
græd. Livets rytme brydes aldrig. Livet bevæger sig selv efter en mysteriøs
rytme.”
”Den lille by
var vokset frem uden om en politistation. Dens gamle navn på kort tid falmet ud
i fortiden. En flod løb som en enke gennem byens centrum. Berøvet sin ånd. Som
en kvinde uden børn, uden et hjem, uden køn. Ligesom pjusket hår antager en
sfærisk form, når et par hænder former det i en knold, var også flodens rasende
strøm blevet mobbet til ro af en menneskeskabt dæmning” (Begyndelsen på
novellen ”Kailash”, s. 67)
”Kailash” er
en smuk hymne til kunstens udødelighed. Kailish er en beåndet og besjælet
kunstner, der kan vække ånden ud af materien og gør det med sine lerskulpturer,
hvor han særligt formår at give guderne, som han portrætterer, de mest
sjælfulde øjne, der betager beskuerne.
Men det er ikke det eneste han kan…
I
”Vinduesglas” sidder den gamle far tilbage, mens konen er skredet mange år
tidligere, og sønnen nu arbejder i udlandet. Sønnen sender dollars, så der
bliver taget hånd om faren. Men meget hjerte er der ikke i det. Farens minder
er ikke store og forgyldte. De har meget at gøre med regnen, der trods alt
giver legende mindelser om svømmeture som barn. Men meget mere er der heller
ikke tilbage. Novellen slutter med ordene: ”Jeg vil se himlen om det så kun er
en sprække. De der står mig nær, er forsvundet, jeg vil ikke miste min lille
strimmel himmel i det fjerne.”
”Figenkaktus”
er en kærlighedshistorie mellem Shohag og Afsana, men da de glider fra
hinanden, kommer der en fatal bankrådgiver ind over. Det er endnu en beretning
om livets mange genveje og omveje. Murshida Zaman er optaget af, hvordan
tilværelsen slynger os hid og hid og om, hvilke betydninger vi dermed får for
hinanden. Hvordan mødet med forskellige mennesker påvirker os og de valg, vi
tager igennem livet. Der ligger en glad optimisme til grund for det. Det er en
glæde og en forunderlighed, som smitter af på læseren.
I ”Outsiders” og ”Døden har ingen lugt” regner det, ligesom det er tilfældet i flere
af de øvrige noveller. Novellesamlingen kunne også have heddet ”Ustandselig
Regn” – og regnen lokker lidenskaberne yderligere frem, men i ”Døden har ingen
lugt” tages vi med til fremtiden i år 2090, hvor sygdommen er karakteriseret
som ”uforklarlig latter”. Det er i modsætning til de fleste andre noveller en
barsk sag. Der er ingen forsoning, men netop en hård, barsk latter, der runger
hen over den virkelighed, der træder os i møde i denne futuristiske verden.
Hovedpersonen Faisal siger til sig selv: ”I morgen ville han helt sikkert sige
sin mening, han ville råbe. Le. Før døden kunne bide i hans sind ville han…»
Derefter falder han i søvn.
I «Mørke
tider» overdøver et sorgfuldt suk alt andet. Det er en bevægende historie, som gerne
måtte have været meget længere. Et trosmæssigt blandet ægteskab får to brødre
til at tæve og dræbe deres yngste bror, der døende tænker tilbage på det, der
var og det, som det blev til.
I
”Velsignelse” er det tydeligt at fornemme forfatterens inspiration fra opholdet
i Danmark, når hun lader hovedpersonen Meera fundere over kulturforskellene
mellem Danmark og hjemlandet Bangladesh. Hun lader Meera stræbe efter
selvstændighed og uafhængighed, og gennem kærlighedsmødet med danske Jonas
indser hun til sidst det, der har været så længe undervejs i hendes sind.
I den
afsluttende novelle. ”Intimitet, omvæltning” er der mere omvæltning end
intimitet, for den viser en verden, hvor alle angiver alle – og hvor ”Musene
var blevet til katte nu, og kattene til tigre.” Alligevel er det kærligheden,
der holder det hele sammen, men også ofte skiller det igen. Selviskhed,
grådighed og snæversynethed spænder ben for meget. Selv om novellesamlingen
dermed slutter på en lidt misantropisk tone, er der alligevel en overvældende
sanselighed og farverigt gå-på-mod, der står tilbage. Der er så megen visdom og
direkte tale i novellerne, at de virker forfriskende som efter en farvestrålende
regnbue. Der er stadig kulturforskelle, for hvor regnen for os vesterlændinge
kan stå for noget lidt trist og tungsindigt, repræsenterer det for Mushida
Zaman stor lidenskab, håb og glæde.
Bogomslag: Marie Madsen.
Murshida Zaman
USTANDSELIGT FORÅR
Novellesamling, 184 s.
Dansk PEN, 2024
Oversat af Cindy Lynn Brown
Redaktion: Mille Rode
Grafisk design: Marie Madsen
Udgivet med støtte fra Københavns
Kommune og Statens Kunstfond
Foto: Michael Svennevig.
.jpeg)
%20(1).jpeg)
.jpeg)
.jpeg)
