LIVSFORTÆLLINGER på Sommerfestivalen 2025

Andres (livs)fortællinger er noget af det mest fascinerende, men også noget af det mest sårbare, man kan arbejde med. Det er en af festivalens livsnerver. Livsfortællingerne kan både have form som en rejseberetning eller en livsberetning. Det kan handle om et fremmed sted eller land - eller om en periode i ens liv. Det kan handle om at finde sig selv ude i det fremmede. Andre gange behøver man end ikke a rejse ud.

I år er der 11 livsfortællinger fordelt på festivalens 4 første dage. Livsrejsen er en af de forunderligste rejser. Oplev det på festivalen i mødet med Linne, Tekla, Simon, Marie Louise, Lisbeth, Benthe, Bjørn, Ilham, Bernt, Nynne & Eva samt Irma.

Her er en oversigt over det dag for dag:

FESTIVAL-ÅBNING: lørdag den 2. august 2025 kl. 12-20

i HF Prøvestenen, Kardinalgangen 3, 2300 Kbh. S.

Se programmet for dagen.

BJØRN WALTHER KNUDSEN  
 
Mens Ann Sofie er på arbejde, slår Bjørn sig ned i en lille kassettebåndsbutik i en satelitforstad til hovedstaden Jakarta i Indonesien og falder i snak med ejeren, der har en kandidatgrad i russisk, men meget hellere vil sidde i sin lille butik, omgivet af 15.000 kassettebånd og lytte til indonesisk gamelan-musik, ryge indonesiske cigaretter, drikke kaffe og sludre med kunderne, mens livet og trafikken drøner uophørligt forbi. Bjørn fortalte om det for første gang til festivalåbningen sidste år, men har nu været tilbage igen og er vendt hjem med flere indonesiske kassettebånd, som han vil afspille til festivalåbningen. Sidste år indgik det i serien ET ANDET BLIK. Læs mere. Hør   podcast (2024). 

2. FESTIVALDAG; tirsdag den 5. august kl. 15-21

i GLOBAL Arts Gallery, Skalbakken 8 A, Vanløse

Se programmet for dagen.

SIMON GJERLØV
​

Simon Gjerløv fortæller om lokalt miljøpolitisk borgerengagement til festivalåbningen, 

men i Vanløse kommer det til at handle om Simons personlige beretning via hans bog: "TRANSMAND - den lange vej" (2025), 

der er udkommet i bogform på Forlaget mellemgaard.

"Simon Gjerløv debutbog kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller måske er det rigtigere at sige, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende." Uddrag fra bogens anmeldelse, der offentliggøres inden festivalen.   

BENTHE PLOUG

​Det er tredje gang Benthe Ploug medvirker på festivalen. Benthe, der også er psykoterapeut, har tidligere fortalt om et andet af hendes værker: ”Fortællinger om fortvivlelse og forvandling”, der består af 20 fortællinger, der omhandler forskellige eksistentielle livskriser. Sidste år fortalte hun om den netop udkomne bog, "Mageløs Magi i nutidens Indien" (Lemuel Books, 2025) baseret på egne oplevelser fra rundrejser i Indien. Læs mere. I år gælder det hendes udgivelse: ”Livsfortællinger. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom” (Forlaget mellemgaard, 2016).  Læs anmeldelse.  

IRMA CLAUSEN

Benthe Ploug har inviteret Irma Clausen, der medvirker i bogudgivelsen,  LIVSFORTÆLLINGER. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom”

(Forlaget mellemgaard, 2016), til at fortælle om sit liv. 

Irma Clausen er antropolog og filminstruktør.

Ydermere er Irma Clausen bogaktuel med sin selvbiografiske bog:

KUN DØDE FISK FLYDER MED STRØMMEN (2025)

Det er første gang Irma medvirker på festivalen.

EVA BILLESBØLLE TWOREK 

& NYNNE TWOREK  

Billedkunstneren Eva Billesbølle Tworek og lyrikeren Nynne Tworek er mor og datter, men også jævnbyrdige i udarbejdelsen af den vandreudstilling, ”Øjeblikket bag Glasdøren”, der i flere år har vandret fra sted til sted. I ord, billeder, musik og foredrag har de skildret deres forhold til Lea, søster og datter, født med Downs syndrom og autisme. For 35 år siden, da Lea blev født, skabte Eva en vandreudstilling, ” Et kromosom for meget”. Nu er det blevet til endnu en udstilling. Nynne skrev digtsamlingen ”Glasdøren” og Eva malede en serie malerier med overskriften ”Øjeblikket”. De arbejdede uafhængigt af hinanden, og ville skildre relationen og forholdet til Lea med alt hvad det indebærer af kærlighed og frustrationer. Lea lever et rigt og kreativt liv på det bosted, hvor der bliver taget særligt hensyn til hende. Hver søndag er hun hjemme hos forældrene til lagkage og kylling. Men hvad har det betydet for dem, hver især - og for dem som familie? Hvordan har interessen været og hvad har det affødt af reaktioner? Det fortæller de om på festivalen. Hør podcast (2020) med Eva og læs mere. Hør podcast (2020) med Nynne og læs mere. Læs opslag (2023)

3. festivaldag: 

tirsdag den 7. 8, 2025 kl. 19.00-21.30

på Forsøgsstationen, 

Sønder Boulevard 81 på Vesterbro 

Se programmet for dagen.

Foto: Christian Grønne.

MARIE  LOUISE  MALMSTRØM 

 

”Da det røde Air Greenland propelfly stadsede sine motorer på landingsbanen i Nuuk, blev der stille. Helt stille. Min familie og jeg havde længe drømt om at prøve kræfter med en anderledes hverdag. Nysgerrigheden havde placeret mine to drenge på tre og fire år samt min kæreste og mig foran den lille ankomstterminal, som akkurat stod frem i snestormen knap 100 meter fra os, den mandag i 2019. Med dørenes åbning fulgte stormen og begyndelsen på et eventyr.” Sådan indleder Marie Louise Malmstrøm sin bog, ”IS I MAVEN. 155 dage som kirurg i Nuuk” (2022). Marie Louise vil på festivalen læse op og fortælle om sine oplevelser, der resulterede i bogen.  (Anmeldelse offentliggøres senere).

LISBETH MØLLER

Lisbeth beskriver sig selv som et menneske i forandring. I 2021 forlod hun en karriere i erhvervslivet og rejste til Sydamerika på, hvad der endte med at blive en tre år lang udviklingsrejse. Efter i årtier at have levet primært i hovedet, fordybede hun sig i krop, sjæl og følelser gennem bl.a. argentinsk tango, åndedrætsterapi og forskellig plantemedicin. Tilbage i Danmark forsøger hun nu at kombinere sine gamle og nye verdener i arbejdet med ledere og organisationer og at skabe plads til krop og følelser også i en “corporate” kontekst. Hun vil fortælle om, hvordan det, for et menneske hidtil “uden krop”, er at åbne en fysisk kanal til at udtrykke sig igennem.

FESTIVAL-afslutningen: søndag den 10. august 2025 kl. 13-16

i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, Christianshavn

Hvis det ikke er udevejr bliver det i Dansk Forfatterforening, 

Strandgade 6 - et par gader derfra.  

se programmet for dagen.

Foto: Camille Holm Hasenfuss. 

LINNE WINDFELDT

 VALLING RASMUSSEN

For Linne Windfeldt Valling Rasmussen startede det på efterskolen med en interesse for, hvad der foregik på Christiansborg. At der var nogle systemer, der blev bestemmende for, hvordan det samlet bliver. Det startede med en frustration, der skulle blive til handling. Via frivilligt arbejde i Ungdom NOAH gik det videre til Mosegården, et midtsjællandsk landbrugskollektiv, der leverede grønt til 130 husstande. Senere vendte hun alligevel tilbage til byen, hvor Linne ”længes tilbage til landet og jorden og de mere nære fællesskaber. Men på mine egne præmisser. Min livskrise buldrer stadig, shit, tyverne er ikke for sarte sjæle…” Hør om Linnes seneste livsafsnit til festivalåbningen. Hør podcast (2019) og læs mere. 

 

Foto: Robin Skjoldborg.

ILHAM HERISI

"Monologen "En Vred Kvinde" er ikke kun min personlige fortælling, men også andre minoritetskvinders fortælling om, hvordan vi bliver undertrykt i samfundet. Det handler ikke om at finde sig selv, men at udfordre samfundet og de fordomme der bliver pålagt én og kræve at blive set for den, man er. Det er karakteren, der finder sig selv og sin styrke på trods af de udfordringer, man møder i samfundet." Ilham Herisi skrev og fremførte monologen i Krudttønden i december 2024. Læs teateranmeldelsen og oplev et uddrag til festivalafslutningen, hvor Ilham fortæller om forestillingen.

Foto: Jens Ulrich/dizzyBild

BERNT STUBBE ØSTERGAARD

  

Blomsterbørn, hippier, flippere ... kært barn har mange navne.
Blomsterbørn blev den danske betegnelse for flowerpowergenerationen, der voksede op i 60'erne og 70'erne. De flyttede i kollektiv og forlangte nedrustning, sagde nej til atomkraft, gik ind for ligestilling mellem kønnene, fri kærlighed og stop for forurening og rovdrift på naturens resurser. Med idealer hentet fra utopisk socialisme og ansvarsfuld anarkisme kæmpede de for kærlighed og fred. 
Efter det voldsomme studenteroprør i 1968 sprang masser af "blomster" ud, og hundredtusindvis af unge flyttede i nye boformer og indgik i tættere fællesskaber, der understøttede megen social og politisk aktivisme. Mange slog sig ned på landet for at realisere drømmen om selvforsyning og giftfri mad, og en stor del af deres kampe og erfaringer er stadig højaktuelle i dag, hvor den truende klimakatastrofe kalder på fundamentale ændringer i vores forbrugsmønstre, skift til vedvarende energikilder og omlægning af det danske landskab til øget grønsagsproduktion og meget mere skov.
Bernt Stubbe Østergaards BLOMSTERBØRN - LIVET I LANDKOLLEKTIVERNE tager læseren med til et blomstrende årti, hvor mange af nutidens kampe blev indledt. Mød Bernt til festivalafslutningen, hvor han fortæller om at drømme stort og radikalt - og om stadigvæk at tro på drømmen, selv om den ændrer sig. (Anmeldelse offentliggøres senere).

TEKLA IRENE WALTHER

Tekla Irene Walther, født på en gård i Vestjylland i 1925 som den yngste af en stor børneflok. Her, 100 år senere, fortæller hun om sin søgning efter svar i bogen "Livet Latteren Dansen" (2025). Vejen gik over 7 års skolegang, mark- og husarbejde også for naboer. Bagerbutik, samvær, 1 års ophold i England. Derefter sygeplejeuddannelse, rejser, mellemskole og HF eksamen. Livsglæden vokser med arbejde, ægteskab, husbyggeri og glade mennesker. Venner. Som ældre folder hun sine kræfter ud i sang og dans, i latter og teater. Her finder hun flere svar på sit spørgsmål. Mød Tekla til festivalafslutningen, der samtidig også fungerer som en reklame for den kommende Gammelfestival. (Anmeldelse offentliggøres senere).

*

Festivalens program:    
1. dag: 2.8.2025 (Amager)      
2. dag: 5.8.2025 (Vanløse)       
3. dag: 7.8.2025 (Vesterbro)   
          4. dag: 10.8.2025 (Christianshavn)
        5. dag: 13.8.25 (hemmeligt sted)  

      Samlet link til hele festivalen

Anmeldelse: LYSNINGER af Hanne Marie Houkjær

 

Hanne Marie Houkjær skriver som en drøm. Sprogligt er det en stor fornøjelse at læse debutromanen LYSNINGER, der kører i to separate spor, der til sidst knytter sig sammen. Historien udspringer af et møde hos købmanden i en lille midtjysk by. Den purunge Sofie får øje på ”Hofdamen”, der handler ind iført pels og gummistøvler.

”Hvordan skulle hun forklare at hun besøgte en dame hun mødte hos købmanden da hun var en lille pige? Hvordan forklare at de havde set hinanden i øjnene, og at hun havde følt de havde sluttet en pagt…” (uddrag fra romanen, side 179)

Den excentriske godsejer, Ingeborg Bang, var tidligere hofdame på Amalienborg, så hendes tilnavn er rigtig nok. Hun var også tidligere fotograf, men ellers er det mændene i hendes liv, der langt hen ad vejen har defineret hende. Morten blev hendes hjerteven. Hun har så glad for ham, at han aldrig blev hendes kæreste. Men havde en vigtig rolle i modstandskampen under 2. verdenskrig. Han var brændende i sit politiske engagement. Det var en anden af modstandsgruppens mænd, Thomas, som hun forelskede sig i. Han var allerede gift. Da besættelsen kom, var der meget der sluttede. Mortens engagement for en bedre verden tog et drej, og Johannes søgte tilbage til sit eget ægteskab. I Italien mødte Johanne den svenske billedhugger, Hugo Ahlström, som hun senere bliver gravid med.

Historien fortælles forskudt, for det er dels Hofdamens egen historie, og dels sådan som den opleves via Sofies møde med hende. Sofie er i mellemtiden blevet uddannet som præst, og da de to mødes som voksne, er hun ved at passe sin døende far.  Romanen er lagt sådan til rette at farens tilstundende død kolliderer med sammenvævningen af de to sideløbende fortællinger, der har en fin sammenvævet afrunding, der ikke skal røbes her.

Romanen er et indblik i et fascinerende kvindeliv. Både som kunstner og som menneske. Det er et passioneret liv, der startede på Amalienborg og som sluttede som kattemor på et gods, der er sat til tvangsauktion.

Fortællingen er båret af en dyb inderlig tone. Hanne Marie Houkjær evner at skrive sig ind på sine personer, så de står lyslevende foran læseren. Sproget er syngende og talende - og meget musikalsk. Det er en tæt gennemarbejdet tekst, der strømmer og bruser igennem romanen.

Der siges meget, men ikke for meget. Det er som om der hele tiden holdes lidt tilbage. Der er med andre ord plads til læseren. Det er en fin balancegang, men det er en balancegang, der fuldt ud lykkedes i LYSNINGER.

Titlen er flertydig. En lysning er både er sted, hvor man pludselig kan finde et helle. Man kan standse op og tage sig et hvil. Samtidig er eb lysning også omgivet af det modsatte, så det understreger også at en lysning altid er omgivet af en endnu større ”mørkning”.

I romanen kan lysningerne være de øer er forståelse, der knytter hovedpersonernes handlinger sammen. Dybets set re vi mysterier for os selv og hinanden, men romanen inviterer med ind i en lysning og lader os selv gå på opdagelse i lysninger, der måske giver en forståelsesnøgle til de skildrede liv vi bliver præsenteret for.

Vi kommer til at forstå de to skildrede kvinder, men selvfølgelig mest Ingeborg, der er den gennemgående person i fortællingen. Det er netop det som skønlitteratur er så ferm til. Vi forstår noget om at være menneske, når forfatteren er så vidende og dygtig som Hanne Marie Houkjær. LYSNINGER er en prægtig roman.

Hanne Marie Houkjær:

 LYSNINGER

Forlag Folke, 2024

334 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Hanne Marie Houkjær medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: KVINDEN I HITLERS BADEKAR af Irene Pedersen

 

Portrætfoto: Ditte Amanda Pedersen. 

Man bliver straks suget ind i romanen. Allerede i den første scene møder vi Lee Miller som lille pige, der på badeværelset lader sig fotografere nøgen af faderen, der kalder hende ”unik”. Han tager ikke fotos af hendes brødre, kun af hende. Da hun senere står og spejler sig - igen nøgen, kommer hendes mor ind og spørger, hvad hun laver. Hun svarer: ”Jeg kigger på mig selv”, hvortil morgen spørger: ”Og hvad ser du”. Lee svarer: ”Det ved jeg ikke”. Dermed er fortællingen sat i scene - og læserens blik er parat til at se og forstå det, som den unge Lee Miller endnu ikke forstod om sig selv.

Det er en forførende måde at åbne romanen på. Beretningen er præget af et hårdt og stramt greb om fortællingen. Vi er simpelthen i godt og kompetent selskab. Det mærkes straks, at der er tale om en komposition og en fortælling, hvor alt er på rette plads. Sproget er sikkert og replikskifterne er træfsikre.

Det hele er en afdækningen af hovedpersonen. Hvem var hun og hvordan blev hun til den feterede fotograf, der selv startede foran kameraet som model, men som senere ganske utypisk for datidens kvinder, tog skridtet og trådte bag kameraet og vendte kameraet mod andre.

Der er mange stærke skildringer af krigsfotografen Lee Miller, for det lykkedes hende som kvinde, at blive akkrediteret som krigsfotograf, selv om hun i første omgang ikke fik adgang til selve fronten. På vejen gennem Frankrig, møder hun sammen med de fremrykkende og befriende amerikanske tropper den tyske generals kvindelige maitresse, som de franske modstandsfolk vil til livs. Inden da vinder Lee hendes fortrolighed, og optræder som tolk og får kvinden til at udlevere de oplysninger som amerikanerne skal bruge for at indtage tyskernes fæstning. 

Efter befrielsen, hvor Lee er tilbage i Paris, hvor hun oplever sin ungdom, er der demonstrationer og også en moddemonstration, hvor alle kvinderne, der havde ligget med tyskerne, blottede deres bare hoveder med det afklippede hår i en stiltiende protest mod den fornedrelse, der var blevet dem til del. Efter det tog Lee ikke flere fotos af dem.

Besøget i Dachau efter befrielsen, mens fangerne stadig er der, selv om tyskerne allerede var flygtet, ude ved altings grænse, hvor menneskeligheden måtte give op og hvor alt var ved at slutte, fik tiden til at gå i stå. Lee spørger en mand om hans navn – og han svarer ved at sige sit nummer. Hun spørger igen – og han gentager nummeret.

Lee rejser videre til Wien for at skildre det befriede Europa, sådan som hun er blevet bestilt til. Wien er, som vi kender det fra filmen ”Den 3. mand” med Orson Welles, opdelt i forskellige zoner og et besøg på et børnehospital minder igen om Dachau, hvor der er en stue med særligt syge børn. Lægen forklarer, at de er forældreløse og lider af underernæring, men der er hverken mad eller medicin tilbage. ”Det eneste, vi kan gøre, er at hjælpe dem med at dø.”

”På en eller anden måde blev Østrig stedet, hvor Lee for alvor forsvandt ind i en depressiv tilstand.” Først del af romanen foregår fra 1942-47, mens 2. del springer frem til 1953, hvor vi befinder os på Farley Farm i det sydlige England. Fortælleren er David S. Scherman, der fulgtes med Lee gennem en stor del af krigsreportagerne fra England og Frankrig. Det var dem, der gjorde Lee Miller til en berømt fotograf. I årene efter krigen skiltes de, og siden fik Lee og Roland Penrose en lille søn, Anthony, og David tæller omhyggeligt de 9 måneder tilbage, for sønnen kunne lige så vel have været hans. I mellemtiden har David selv giftet sig og stiftet familie, men at tage hustruen med på besøg hos parret var ingen succes. Hun og Lee kunne ikke lide hinanden fra starten af. Det var tydeligt, at det han delte med Lee og Roland angik ikke andre og kunne heller ikke deles med andre. Det, der var startet som noget intimt mellem de tre overlevede krigen – eller gjorde det? Reportagerne fra krigen var Lee Millers glansperiode. Hun trives med krigen, men ikke med freden. Hun falder ned i de huller, der er opstået omkring hende og som giver hende depressioner.

”Der var en ukendt skarphed i hendes stemme, og jeg trådte et skridt tilbage. Der var ikke langt fra ord til handling. Elastikken var blevet strammere. Lunten kortere. Vinteren var kold. Ingen forskel på inde og ude.” (Uddrag fra romanen, side 65)

I romanens 2. del mødes de tre atter. Lee er stadig omdrejningspunktet for alt der sker med dem, men siden har Roland mødt Diane og bedt hende gifte sig med ham. Vi tager med David til den sidste skæbnesvangre middag, hvor Lee som altid får vist hvem, der bestemmer i en gigantisk magtdemonstration. Hun kan stadig styre alle begivenheder omkring sig, men livet og passionen er gledet hende af hænde. Nu har hun blot magten tilbage som hun bruger til at ødelægge alt og alle omkring sig. David ender med at blive hendes eneste og sidste allierede. Det er den lille søn, Anthony, som David ender med at føle mest for og det bliver også sønnen, der bliver den store taber i det ødelæggende spil og spind som forældrene spinder hinanden ind i. Eller som Lee får alle de medvirkende til at sprælle i, mens hun selv går til grunde. Hvis det lyder overdrevent og karikeret, skyldes det at Lees person gennem romanen bygger op til denne tragiske slutning. Det er forfatterens tour-d-force at det lykkedes at holde denne heksekedel kogende i bogens anden del. Det er flot tænkt og smukt udført. Som læser, sidder jeg ude på kanten af stolen, under hele læsningen, ikke bare i slutningen.

”Det var mørkt udenfor, men hellere mørke end det, der var bag mig. Mørket kendte jeg. Det havde været min ven mange gange, hvor jeg stod i en farlig situation.” (Uddrag fra romanen, side 102).

Der er bare to passager, der virker lidt pudsigt anbragte i romanen. De kan sagtens forsvares i den overordnede sammenhæng, men de virker alligevel som unødvendige sidespor. Det er dels Davids beskrivelse af D-dagen, invasionen i Normandiet og dels Lees lange karakteristik af hvem surrealisterne er. Ellers er der intet andet, der kan rokkes ved. Det er en meget velskrevet historie. Det er en stærk beretning. Et fascinerende portræt og et tidsbillede, der bliver stående tydeligt i læserens bevidsthed. Det er en af de romaner, der straks efter endt læsning, kalder på en genlæsning.

 KVINDENE I HITLERS BADEKAR 

af Irene Pedersen

Jensen & Dalgaard, 2025

 210 s.

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Irene Pedersen medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse. 

Irene Pedersen medvirker også på den efterfølgende 

Gammelfestival, 

hvor hun har skrevet en monolog 

til skuespilleren Ulver Skuli Abildgaard.

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

Anmeldelse: LIVSFORTÆLLINGER. 32 danskere deler ud af deres livsvisdom af Benthe Ploug

 

”Ingen kan bygge dig den bro ad hvilken netop du må overskride livets flod. Ingen undtagen du alene. Ganske vist findes der talløse stier og broer og halvguder, som vil bære dig over floden, men kun på bekostning af dig selv, du vil da pantsætte og miste dig selv. Der findes i verden én eneste vej, som ingen undtagen du kan betræde.”

Citatet er af Friedrich Nietzsche, og Benthe Ploug gengiver det i bogens fyldige indledning. Jeg føler umiddelbart en form for spændt forventning til de ventende vidnesbyrd, som bogen lader til at være fuld af, og ærgrer mig over, at jeg skal læse både forord og indledning, før jeg først på side 32 når frem til en præsentation af de stemmer, der optræder i bogen. Men det er med fuldt overlæg og det viser sig både at være viist og forstandigt, for de efterfølgende stemmer har brug for det opbyggede rum som skitseres på de første sider, men det opdagede jeg først væsentligt senere.

Der er meget som jeg tager med mig fra læsningen. Blandt andet dette udsagn fra indledningen: ”Hvis vi bliver 85 år, men vores tanker, adfærd, vaner og bevidsthed fortsat kredser om de samme emner, som da vi var 40, må vi spørge os selv og hinanden om værdien i at blive næsten dobbelt så gammel i dag som for 100 år siden. Hvad er det uvurderlige og helt enestående i et langt liv, hvis det liv primært leves med en repeterende adfærd?”

Bente Ploug er uddannet psykoterapeut i England. Hun har været praktiserende gennem en årrække samt undervist på højskoler og været superviser inden for socialpsykiatrien og misbrugerområdet. Har studeret ved Esalan Instituttet i USA. Auroville i Indien og Damanhur i Italien. Gennem mere end 20 år været leder af Psykoterapeutisk Uddannelses Center i Hillerød. Men vigtigst i denne bogsammenhæng er, at hun bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt og præcist som muligt. Det er en fornøjelse at læse. Alt bliver forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.

”Men ældre kan noget, yngre ikke kan. Ældre kan genkende cyklusser, erindre historierne og sætte dem i perspektiv, de har rigtig meget, de kan give videre til egne og andres børn og børnebørn. De kan dele ud af deres liv og deres livshistorier til gavn og glæde for andre, der så kan få sat deres eget liv i perspektiv. De kan hjælpe os alle til at finde ind til noget almenmenneskeligt – vi har alle været børn – og er vi heldige, bliver vi alle gamle.” (indledningen, s. 19).

Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten, sådan som det sker i det næste citat, der skildrer, hvordan forfatteren selv er til stede i det skrevne uden at trænge sig på. Det er en balancegang, der ikke er nem, men det fungerer her:

 ”William Faulkner, der i 1949 modtog Nobelprisen i litteratur, skriver et sted at: ”Fortiden dør aldrig, den er end ikke fortid.” Vi bærer vores historie med os på ondt og godt, ”borte findes ikke”, som min ungdomskæreste sagde og kyssede mig i nakken, mens jeg for rundt og ledte efter noget, jeg troede var blevet væk. Intet andet end materielle ting kan blive væk, selv om det ikke ligger lige fremme foran os.” (s. 21).

Benthe Ploug spørger fx: ”Hvad nu, hvis det jeg skal stille op er ensbetydende med at være og ikke at gøre?” (s. 22). Senere skriver hun: ”Vi kan måske ikke få svar på spørgsmålet om, hvorfor vi lever, men vi kan undersøge og finde ind til, hvordan vi ønsker at leve.”

Bagefter er banen kridtet op til de medvirkende, der er en blanding af velkendte stemmer fra det offentlige rum og af mere anonyme stemmer, der har særligt stærke historier og levede livserfaringer. De er alle blevet bedt om at besvare samme spørgsmål:

Hvad er noget af det væsentligste, du har lært i dit liv?

Hvad er den største gave, livet har givet dig?

Hvad vil du give videre til den næste generation?

Bo Schiøler (70 år) beretter om ustabilitet i opvæksten og om at bryde forholdet til en meget dominerende mor allerede som 15-årig. Om angst og behandling på Montebello daghospital, og konkluderer: ”Konkret videregiver jeg en hel masse sange. Jeg har altid vægtet, at når jeg skriver sange, må jeg aldrig lyve, jeg må aldrig være smart, jeg skal være helt ærlig. Jeg har skrevet over 700 sange, hvoraf de 200 er rigtig gode, resten er skrevet, fordi der sad nogle børn, der var lovet nogle sange til på tirsdag!” Det er en stærk menneskelig beretning.

Christian Andersen (72 år) beretter om, at han i en alder af 21 år, fik en betændelsestilstand i ryghvirvlen, ”der gav mig mange smerter og gener. Men det åbnede også min verden op, for jeg begyndte at interessere mig for andre dimensioner af livet”. Han konkluderer bl.a. ”Vi er som Vorherres strikkepinde, og vi skal passe på, at vi ikke taber maskerne.”

Særligt interessant er det at læse, hvad Erik Gyllenkrone-Rystenstenen (85 år) svarer. Det er typisk de levede liv, der når ud til grænserne og også gerne overskrider dem, der giver stof til eftertanke. Der er også flere skildringer af kvindeliv, der blot lever inden for de afstukne grænser, og de erfaringer bliver i denne sammenhæng blot affyringsrampen for de mere ekstraordinære livserfaringer, der brænder igennem med størst lys og lue – og som er fascinerende at læse. Men der er også beretningen fra Else Olsen (91 år). Den er rørende og virker som en fredfyldt bølge. Eva Hansen (70 år) efterlader en åndelighed, der også inspirerer. Gerda Tune Andersen (82 år) beretter: ”Mødet med de fremmede kulturer og religioner, ikke mindst med buddhismen, satte sig tydelige spor i de værker, jeg kom til at lave, og har betydet meget for min udvikling.” (s. 85).

Det er stærkt, når Inge Lise Thorkild-Hansen (81 år) skriver: ”Jeg vidste godt, at jeg levede mit liv forkert, især fordi jeg levede på andres præmisser, men jeg gad ikke gøre noget ved det, jeg var åndeligt doven.” I samme beretning skildrer hun sin mands død: ”En af de sidste dage, han levede, da jeg sad ved hans seng, bad han mig om at slukke det stærke lys, der brændte ved hans side, og jeg måtte sige, at hvis han ønskede det lys slukket, måtte han selv gøre det, da han var den eneste, der kunne gøre det, og så faldt han hen.” Det er en af bogens mest spændende beretninger. Måske fordi den også er problematisk, da den rejser det svære spørgsmål, om vi hjælper andre, fordi vi ikke formår at hjælpe os selv – eller hjælper vi, fordi det samtidig er en måde at hjælpe og heale os selv på?

Det er det overraskende og tankevækkende, der bliver stående efter endt læsning. 

I afsnittet om Jens Hjorth (76 år) fortæller han om at købe et folkevognsrugbrød, fordi de ville til Indien. De kørte 38.000 km. Han konkluderer, at det er ”vigtigt at huske på, at had binder, det er kun kærligheden, der kan gøre os frie.”

Karin Aase Larsen (87 år) fortæller: ”…det gik op for mig, at jeg kun så den virkelighed, jeg ville se.” På spørgsmålet om, hvad der er den største gave, livet har givet dig?, svarer hun: ”At få lov til at se og erkende.”

Det er rørende og smukt, når 91-årige Kirsten Weikop slutter med ordene: ”Glæd dig over dit liv, og lad dig ikke begrænse, jeg har for eksempel lige købt en boksmadras med 25 års garanti.”

Det går igennem flere af bogens tekster, at noget af de vigtigste har været fællesskabet eller den betydning, som de har haft for andre eller andre har haft for dem.

Der er flere i bogen, der siger alt det forventelige. Alt det, der lyder alt for rigtigt og som dårligt kan anfægtes, for det kan vi alle enes om, men i denne spændende og alsidige samling vidnesbyrd, kommer det til kort. Det ender som ord og som filosofisk tågesnak. Det gælder selvfølgelig ikke for dem, der lever efter det. Enhver er salig i sin tro. Men det løfter sig ikke fra papiret. Man kan omvendt sige, at nogle af de fremhævede samtaler netop glimter, eftersom de andre også er med. De tager afsæt i det levede liv og bringer det helt tæt på os. Det er en nærende oplevelse at læse de 32 bud på, hvad livet har at tilbyde – og hvad vi kan give tilbage til livet.

Benthe Ploug

”LIVSFORTÆLLINGER. 

32 danskere deler ud af deres livsvisdom”. 

Erindringer. 206 sider.

Forlaget mellemgaard (2016). 

*

Bogen er anmeldt forud for

FLYVENDE

Samklang og fællesskab, 

hvor Benthe Ploug medvirker på 

2. Festivaldag i Vanløse, 

hvor hun har en samtale med en af bogens medvirkende: 

Irma Clausen.

Benthe Ploug medvirker også på den efterfølgende 

Gammelfestival, 

hvor hun fortæller mere om bogen.

*

Se oversigten med uddrag fra anmeldelserne 

af de øvrige festivalbøger 2025

*

FESTIVALBØGER 2025: Læs uddrag af de 13 anmeldelser

 

Læs uddrag fra anmeldelserne af de 13 festivalbøger, der løbende offentliggøres forud for festivalen. Det er både helt nye og ældre udgivelser. De er enten for voksne, børn eller unge. Det er erindringer, romaner og faglitteratur. Det er bøger, der åbner vinduet ud til den omgivende verden. Det gør de rent geografisk, men også menneskeligt. Mød Grønland, Færøerne, Venezuela og Brasilien. Læs om Vestjylland og blomsterbørn i 70´erne, om transitionen fra kvinde til mand, om drømme og længsler - og om zombier, Blåbitter og krigsfotografi under 2. verdenskrig. Mød alle forfatterne (samt en oversætter) på Sommerfestivalen: Sinus Reuss, Ayaz Shah, Birgitte Bregnedal, Benthe Ploug, Irene Pedersen, Katrin Ottarsdóttir, Bernt Stubbe Østergaard, Simon Gjerløv, Hanne Marie Houkjær, John Doe Shelley, Marie Louise Malmstrøm, Tekla Irene Walther og Lean Pejtersen.

Benthe Ploug 

LIVSFORTÆLLINGER 

32 danskere deler ud af deres livsvisdom

Erindringer. Forlaget mellemgaard, 2016. 206 sider.

Citater og stumper af levet liv væves sammen i teksten. Benthe Ploug bruger sproget til at formidle sine tanker så enkelt og præcist som muligt. Der er en fornøjelse at læse teksten. Alt bliver forklaret, så det fremstår enkelt, men alligevel så inciterende flertydigt, at det kun giver endnu mere lyst til at dykke videre ned i bogens mange lag.

Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 2.7.2025.

Sinus Reuss

ZOMBIEJAGT

 Forlaget Heimdal, 2024. 79 sider.

I starten vægrede jeg mig. Hvad skal jeg med en zombiefortælling – og hvad kan den genre overhovedet? Jeg kan godt lide vampyrfilm og har set mange af dem. Alligevel vendte jeg de første mange sider uden at føle noget for det. Jeg ledte nærmest efter en undskyldning for at lægge bogen fra mig, og så skete det forunderlige, dette særlige som Sinus Reuss er så god til. Han får alligevel bidt sig fast, så jeg umuligt kunne ryste bogen af mig og bare MÅ læse videre. 

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

 Irene Pedersen

KVINDEN I HITLERS BADEKAR

Jensen & Dalgaard, 2025, 210 s.

Man bliver straks suget ind i romanen. Allerede i den første scene møder vi Lee Miller som lille pige, der på badeværelset lader sig fotografere nøgen af faderen, der kalder hende ”unik”. Han tager ikke fotos af hendes brødre, kun af hende. Da hun senere står og spejler sig – igen nøgen, kommer hendes mor ind og spørger, hvad hun laver. Hun svarer: ”Jeg kigger på mig selv”, hvortil moren spørger: ”Og hvad ser du?” Lee svarer: ”Det ved jeg ikke”. Dermed er fortællingen sat i scene – og læserens blik er parat til at se og forstå det som den unge Lee Miller endnu ikke forstod om sig selv. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 7.7.2025 

 

Hanne Marie Houkjær 

LYSNINGER

Forlaget Folke, 2024. 334 s.

Hanne Marie Houkjær skriver som en drøm. Sprogligt er det en stor fornøjelse at læse debutromanen LYSNINGER, der kører i to separate spor, der til sidst knytter sig sammen. Historien udspringer af et møde hos købmanden i en lille midtjysk by. Den purunge Sofie får øje på ”Hofdamen”, der handler ind iført pels og gummistøvler. 

 Læs anmeldelse 

Offentliggjort den 7.7.2025 

John Doe Shelley 

DEN LILLE BLÅ 

Doe Workz, 2019, 46 s.

Tonen er forunderlig og overjordisk. Vi er langt ude i galakserne. Fjernt fra alting og samtidig befinder vi os også i en verden, der er skøn og pudsig. Fortællingen skaber sit helt eget univers med egne regler og dogmer. Så slip jordkontakten og tag tilløb ind i denne særegne verden, hvor alting vi kender, er vendt på hovedet eller helt holdt op med at eksistere. 

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Marie Louise Malmstrøm

IS I MAVEN! 155 dage som kirurg i Nuuk

Frydendal, 2022. 170 sider.

På forsiden er der en bred formation, der nærmest falder ned fra midterryggen og breder sig ud nedefter. Som et isbjerg eller en isformation i blågrønne nuancer. Det går igen inde i bogen, hvor det danner en slags opdeling af bogen, når der flere steder er indsat dobbelte opslag, hvor udviskede grålige, isgrønne farver glider ind over hinanden som isfrosne overflader. Det er smukt og meget poetisk. Det understøtter bogens poetiske tone, der samtidig punkteres af den ramsaltede humor. Det er en fin kombination.

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Moacyr Scliar 

MAX OG KATTENE

 roman oversat af Lean Pejtersen

Jensen & Dalgaard, 1981/2024. 125 s.

Der er historier, der åbner sig for læseren med det samme. Sådan én er ”Max og kattene” af Moacyr Scliar,. Der er en varme og glød i teksten, der smitter af. Vi bliver lokket indenfor af en fortælling, der både tager os langt væk fra os selv, men samtidig også meget tættere på, end vi selv er klar over. Vi er i et magisk univers, hvor hverdagen og og det daglige liv er forgyldt.  Det træder os indbydende i møde. Det betager og fører læseren længere ind i historien. 

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Ayaz Shah 

LA VICTORIA 

Wadskjær Forlag, 2024. 158 s. 

Ayaz Shah er en 40-årig dansk forfatter, som har tilbragt syv år i Latinamerika, primært i Venezuela og Argentina, hvor han blev inspireret til at skrive bogen. Med en dansk mor og en far fra grænseområdet imellem Pakistan og Afghanistan, er bolden givet op til en roman, der er skrevet som magisk realisme og hvor vi får et unikt kik ind i en anden verden. Romanen skrev Ayaz Shah i Buenos Aires for flere år siden. Det er der kommet en fascinerende fortælling ud af. En fortælling, der er meget fortættet og stemningsfuld. 

Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Bernt Stubbe Østergaard

BLOMSTERBØRN. Livet i landbokollektiverne  

Indblik Egolibris, 2019. 295 s.

Undertitlen, Livet i landbokollektiverne, rammer fortællingen ind. Det er et enormt researchmateriale som udgivelsen bygger på. Vi får hele forløbet fra start til slut. På de første 150 sider ridses forudsætninger op – eller snarere de manglende forudsætninger og hvad det resulterede i. I bogens anden halvdel opridses samarbejdet med Solvognen og aktionen i Rebild Bakker, men også alle de øvrige aktioner og aktiviteter. Der er mange bolde i luften, men der jongleres kompetent mellem bevægelsens historie og Bernt Stubbe Østergaards egne personlige erfaringer, der indlejrer sig smukt i teksten. Dermed bliver det både en fælles beretning, men samtidig også en personlig beretning, fortalt af en af prionerne. 

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Birgitte Bregnedal 

PIGEN BAG SMILET  

Fru Nysgerrig, 2025, 132 s. 

Romanen PIGEN BAG SMILET er en selvstændig forsættelse af debutroman ”Pigen med sherifstjernen” fra 2021. Birgitte Bregnedals tætte og underspillede måde at formulere sig på, fornægter sig ikke. Hun kryber helt ind under huden på den delvist selvbiografiske pige, der i bogen er skildret som ”pigen bag smilet”. Hun er altid glad, og når hun ikke er det, lader hun bare som om. Forældrene er blevet skilt og hun forsøger at finde ligevægten sammen med søsteren, hunden og moren i det nye hus, hvor de er flyttet hen efter skilsmissen. Faren ser de kun sjældent, når han ellers husker deres aftaler. I stedet er moren begyndt at se Ejnar, som fortælleren ikke synes om. Det lader til at Ejnar også er gladest for hunden. Alting fortælles underspillet og indirekte. Det virker godt, men også meget forstemmende. Sproget er meget enkelt, og virker som om det er skrevet næsten uden nuancer, men det skal man ikke lade sig narre af, for lige bag det enkle ordvalg, er det et bundløst hav af uudtalte følelser og usagte sandheder. Det er det dyb, læseren uvægerligt falder ned i – og derfra er der ingen vej op.

Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Katrin Ottarsdóttir

SOMMEREN VARER IKKE HELE ÅRET LÆNGERE

på dansk ved Anya Mathilde Poulsen, roman, 

Jensen & Dalgaard, 2024. 311 s.

Katrin Ottarsdóttir er en stærk skildrer af alt det usagte. Romanen er ikke lige så stærk og koncentreret som forgængeren. Det er synd, for det gode er rigtig godt, men det kæmper mod meningsløsheden i resten, dog er det også den meningsløshed, som hovedpersonen kæmper med. Det er svært for hovedpersonen at overleve. Det lykkes hende at skjule en graviditet, lige indtil veerne sætter ind. Vi er med hele vejen. Der helmes ikke. Læseren holdes i et jerngreb. Skrive, dét kan Katrin Ottarsdóttir. Det har hun allerede tydeligt bevist i sine tidligere udgivelser. 

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Simon Gjerløv

TRANSMAND – Den lange vej

Forlaget mellemgsaard, 2025. 370 s.

Simon Gjerløvs debutbog, ”TRANSMAND – Den lange vej», kunne meget hurtigt blive en historie, der starter trist og ender godt, eftersom Simon er en af dem, for hvem det ender godt. Eller jeg burde nok snarere skrive, at han startede med en pigekrop, men endte som mand. Historier i den genre kan godt blive meget forudsigelige, men efter bare et par sider, er det tydeligt, at vi er i selskab med en ferm fortæller. Han kan skrive, Simon. Der er musik og stemning i teksten. Det virker i sig selv afvæbnende. 

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Tekla Irene Walther 

DANSEN LATTEREN LIVET 

Eget forlag, 2025, 280 sider

Tilbage står indtrykket af en kvinde med et enormt mod og en formidabel åbenhed, på trods af at hun forsøger at fastholde indtrykket af, at hun aldrig rigtig har slået til og har haft svært ved at se sig selv og sine egne ønsker i øjnene. Men latteren bliver hendes redning – og også læserens. Beskrivelsen af, hvordan Tekla nærmer sig latterbevægelsen er fængslende. Bagefter kommer beskrivelsen af hendes dansende karriere i en sen alder samt de efterfølgende afsnit om rejserne rundt i verden. Det er betagende læsning. Det hele er så underspillet fortalt, at det ender med at virke betagende.

 Anmeldelse offentliggøres snart 

- og der lægges link ind her, når det sker.

Læs mere om festivalen.