Gammel-rapportering fra Paris, 2014 - 2. del

Sammen med Ghita Nørby.Foto: David Blazek.

Efter Gammelfestival II for 11 år siden – i 2014 - rejste jeg til Paris, og da det hele var faldet til ro inde i mig efter festivalen, begyndte jeg også bedre at forstå, hvad det hele havde betydet. I hvert fald er det lettere at se det hele, når man kommer på afstand af det. Paris er det skønneste sted at foretage sådanne rejser tilbage i tiden, tilbage i sindet – og tilbage til en opsummering af det, som Gammelfestivalen kom til at betyde. 

Egon Clausen og Kirsten Thorup. Foto: David Blazek.

Mens vi nu nærmer os Gammelfestivalen III, synes jeg, at det er spændende at genlæse det, jeg nedfældede i 2014. Følg med tilbage. Her er min afapportering fra Paris – for 11 år siden:

Læs 1. del. 

Ebba Nørager. Foto: David Blazek.

Her er 2.del:

På den første Gammelfestival i 2010 opdagede jeg, hvor muntert det blev. Det overraskede mig. På trods af at det handlede om livet og døden - og de nogle gange meget korte overgange fra det ene til det andet. Men det tabubelagte frisatte en masse energi. For latteren skyldtes ikke emnernes morsomhed, men det at tale om noget så tabuiseret, frisætter en masse i kroppen, og ud af det vokser latteren frem. Det fik det til at boble indeni af glæde. For når man italesætter noget som det er svært at tale om, så knytter det os sammen som mennesker. Det gør det at være menneske meget mere nærværende. Vi træder i karakter over for hinanden og bliver synlige i al vores skrøbelighed - og dét gør os stærke. Og latteren gør os stærkere endnu og knytter os sammen og giver fællesskab. Det giver mulighed for at udfordre sine omgivelser med de hemmelige tanker og ord, der måske blev sat fri under en Gammelfestival.  

Alfred og Sam. Foto: David Blazek.

Rigtig mange af de medvirkende på den seneste Gammelfestival fra 2014 er her ikke længere - én af de medvirkende, Henning Carlsen, døde allerede inden sidste festival – og flere er fulgt efter ham i årene siden. Læs mere her om selve programmet og de medvirkende på Gammelfestivalen II, Død og hygge på plejehjemmet, der foregik på Betaniahjemmet på Frederiksberg i 2014:

Det var fx teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt, der fortalte om Japan. Forfatter Marie Thøger, der fortalte om Indien. Det var sexolog Sten Hegeler, der fortalte om et langt liv med at flytte normer. Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om, hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det, der har været. Forfatter Kirsten Thorup, der med sin roman ”Ingenmandsland” ønsker at skildre sin fars sidste tid – og demens. Filminstruktøren Jannik Hastrup (med Cirkeline-baggrund) fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af også at lave tegnefilm om asylbørn. Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med det store kor, der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med min énakter ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”.  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst som jeg bidrog med til festivalen var Bozenna, der gjorde stort indtryk i en monolog, baseret på hendes liv om at holde fast …”Til det sidste…”. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale. Ja, en regulær kamptale.  Forfatter Anne Hjælmsø fortalte om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste en rystende novelle, ”Pilleæsken” om en gammel dame, der tager livet af sig på et plejehjem dræbt af sin egen ensomhed. Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 10 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”. Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældre og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie. Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen i ”Regnbuen”, hvor festival foregik. Skuespiller Ghita Nørby fortalte om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun er folkeeje. En som alle kender. Det var en gave at have hende til at lukke Gammelfestivalen.

Stine Bitsch-Larsen. Foto: David Blazek.

”Gammelfilmen 2014” blev vist som forfilm i Gammelbio hver dag, hvor Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg og Kirsten Thorup svarede på spørgsmålet: ”Er du gammel?” I forbindelse med Gammelfilmens gentagne visninger, var der en af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde:

-Har jeg ikke set den før?

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to andre beboere:

-Så du filmen i går?

-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

Fangekoret. Foto: David Blazek.

Se programmet for Gammelfestivalen II fra 2014

Se fotos fra Gammelfestivalen II i farver - fra 2014

Dette var 2. del af Gammelrapporteringen fra 2014 - fra Paris

Læs også 1. del. 

Læs mere om den kommende festival

DØD OG HYGGE I DE GAMLES BY
GAMMELDESTIVAL III
24. - 27. OKTOBER 2025

Hjemmeside

FB-begivenhed

DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival

 

Michelangelo: "Last Judgement", Det Sixtinske Kapel, Rom.

Skriftlig udveksling 

mellem Louise Christine Larsen 

og Michael Svennevig

Nogle gange er det ikke nok bare at skrive det, der skal siges. Nogle gange har man brug for en god samtalepartner for at få dette særlige frem, som en god korrespondance evner. Jeg har tidligere korresponderet om utopi med Louise - og nu har vi gjort det igen. Denne gang om "DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival". Egentlig ville jeg bare have Louise til at skrive en tekst om det, hun bidrager med på Gammelfestivalen, men så skete der det, der tit sker, når de rette penne mødes på papiret og kaster blikke ud over det, der er omkring os. Det var det, der skete - som vi gerne vil dele med jer. For det er en rigtig smuk slutning.

Foto: Michael Svennevig.

Sådan begyndte det:

Kære Michael,

Mon disse ord kan bruges? 

Til Gammelfestivalen har Michael bedt om den store kunst. Der er mulighed for at projicere de billeder op på væggen i salen, som til hverdag er murfaste værker i Italien. For når han beder om den store kunst, bliver det ikke større end de kunstnere, som vi har været på fornavn med et halvt årtusinde. Michelangelo i det Sixtinske Kapel bliver vores afsæt til livets allerstørste drama på den anden side af liv og død, når mennesket på Dommedag skal stå til regnskab. Det gode liv og især det vanartede foldes ud mellem drager og andre øglevæsener.

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Louise.

Tak - ja, det er dejlig tekst.

Jeg kan ikke rigtig finde en god måde at omskrive teksten på, uden at mit navn figurerer, så det har jeg alligevel taget med på denne festivalernes festival - i den anledning er det vist okay.

Har netop sendt en fællesmail rundt, hvor jeg også står ved, at vi nu er nået til vejs ende med festivalerne. Men sikke en rejse - det har været underfuldt og fantastisk.

Jeg har virkelig nydt vores mange udvekslinger af dette og hint. Sikke en berigelse.

Tusind tak, kære Louise.

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Jeg forsøgte først at skrive uden om dit navn, men du skubbede i sin tid til mig, at nu skulle det være stort og deraf kom ideen, at den måtte blive den allerstørste kunst ☺️ Så du er et meget vigtigt led i fortællingen. 

Det er et utroligt program, du har sammensat, det ligner mindst 5 sommerfestivaler...En kraftpræstation og jeg føler mig meget ydmyg i de mange stemmers selskab. Det bliver meget særligt at opleve. Dertil din mors billeder, sikke en pragt overalt.

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Louise.

Som alting ser og gennemskuer du det hele meget bedre og skarpere end alle andre.

Du har fuldstændig ret - dette må være lige præcis på denne måde. Hverken mere eller mindre. Det bliver en FEST!

Hvor skønt at vi skal feste sammen.

Ja, det er faktisk et vildt program. Det er festivalernes festival.

Fantastisk at det overhovedet kan lade sig gøre,

Eh, hvor jeg glæder mig, men det betyder også, at jeg derved afskyder de største raketter - og dermed er det også en afskedssalut, for det er umuligt at efterfølge, så det netop også skal stå tilbage - præcis som dette ekstra store overflødighedshorn.

Det er sjovt, som det hele har aftegnet sig, selv om jeg jo først for nylig har indset, at det nødvendigvis må være sådan.

Hele planlægningen bag lægger op til, at jeg må have vidst det - uden at vide det. Sådan føles det.

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Overflødighedshorn er det helt rigtige ord, og hvor er det stort, at det finder sted omkring temaer som alderdom og død i De Gamles By. Livets styrke, når det er allerstærkest. Du har drømt om denne festival så længe, det betød så meget, at den ville få virkelighed, du har virkelig kæmpet for den. Du fortjener, den bliver den største fest. 

- og lige før en pause, det er fuldstændig, som når sportsfolk arbejder frem til Olympiaden og slutter på toppen. 

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Louise.

Det er en ganske særlig energi, når det er en svanesang. Det er på én gang smukt og voldsomt.

Tror alene det, at der er to festivaler så tæt på hinanden, gør noget ved én.

Det ville nok slet ikke kunne lade sig gøre, hvis det netop ikke forholdt sig sådan, at det netop er for sidste gang.

Nu er det jo heldigvis ikke enden på mig, men det er den foreløbige slutstreg for alle de luftkasteller, som der gennem årene er blevet bygget større og større.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at det netop fra at være luftkasteller er blevet til de utroligste tårne, der modsat de babyloniske i Bibelen, faktisk er blevet sendemaster, der har sendt signaler videre ud til så mange flere.  Utroligt at det har kunne ladet sig gøre...

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Det allervigtigste er, at det netop ikke er din egen slutning, og at du har bygget de utrolige tårne, som står lysende. Hvad du end får lyst til forude, er det helt bogstaveligt i tårnhøjde, at du vil føre det ud i livet. Det vil gøre det muligt, at selv indskydelser har flyvehøjde som udgangspunkt. Det er frihed til at lege og dermed til at vokse endnu mere. Det er fabelagtigt. Det bliver så spændende, og jeg ved, at vi allesammen glæder os til at følge dig og juble, når du optager dine tanker fra nye steder i verden. 

Og igen, tænk, at du har skabt det hele...

Kærlig hilsen

Louise

*

Kære Michael,

Nu du nævner mobilfriheden, så tror jeg, at det var noget af det vigtigste nye. Der var en frihed, ingen angst for, hvad der lægges ud og ses af dem, som ikke forstår eller kender helheden. Vi blev for alvor et os, ikke som mur, men som samhørighed, dette bål for alle at varme sig ved. Du har understreget det ved at skrive så smukt, og sociale medier er kendte for at afsky ord, der sættes sammen. Men din tankefulde fortælling blev endnu stærkere i år, fordi den fik frihed til at slå armene helt ud. Det blev meget personlige ord i år, fordi der var rum til det, selv på et travlt socialt medium. 

Der skal stor kunnen til at skabe det bål, som du har sat i værk. Det kommer som oftest til at handle om regler og midler. I stedet har du udgået fra mennesker, som inspirerer dig, og dramatik, som du gerne vil dele, og hver især sprang til, så helheden blev skabt. Du begyndte fra den modsatte vinkel. Det er så også det svære, de største skabelser i vores samfund har det med at have liv omkring den, som har ilden og energien, og dermed også har sin tid. Men festivalen har haft så mange år, at den er blevet en del af livet i os - 10-15-næsten 20 år er mange procent i vores liv uanset vores alder. For mig har det været en gave og en tid at lege, på samme tid som det har handlet om at mødes omkring sorg eller smerte og høre andres fortællinger inde mellem de optrædende. Samtaler af voldsomt dyb opstået på et øjeblik, fordi rummet var trygt.

Sidste år på cafeen - og trappen - gik en festivalgæst og jeg omkring bygningen lige ud for det hospital, som hun kendte så intenst - og under den lille gåtur i ro og forsigtighed fortalte hun den lange historie. Vi havde tid, og vi var helt os i det øjeblik med jer alle trygt omkring. Det er et lille billede på kraften i din festival.

Kærlig hilsen

Louise

*

Tusind tak for dine ord, kære Louise..

Nu er det som om alt er sagt.

Hvor er det sjældent, at det sker.

Jeg har ikke mere at tilføje.

Det skulle da lige være, som du også siger, at når det personlige kommer ind, og vi får fortalt vores egne og hinandens historier, når vi noget af det ypperligste, for netop da bliver vi synlige og træder frem for hinanden. I det øjeblik bliver vi set. Det er ofte det, vi drømmer om. Så enkelt er det faktisk. Er det ikke?

Kærlig hilsen

Michael

*

Kære Michael,

Det er i det enkle, at der er plads til at alle ser hinanden. Det er det, som du har skabt.

Kærlig hilsen

Louise

*

Vidunderlig dag forude, kære Michael! Sikke en start på dagen!

*

Åh ja, Louise.

Lad os kaste os ud i den.

Ja, sikke en vidunderlig start på dagen.

Kærlig hilsen

Michael

Vær med på den sidste festival

Gammelfestivelen III

Død og hygge i De Gamles By

Læs  mere om begrundelsen 

for at indstille festivalarbejdet.

Foto: Helle Sheffmann.

Om Louise Christine Larsen

​Louise Christine Larsen, kunsthistoriker med speciale i satiretegninger, fortalte om Sikker Hansen på den forgangne Sommerfestival. Sidste år fortalte Louise om Riber Hansson. Læs mere. 

Læs også samtalen med Louise om utopi, samt blogopslag om tidligere satiretegnere, Louise har præsenteret på Sommerfestivalen bl.a. Nadia Khiari, Khalid Albaih og Valdemar Andersen. Men det startede faktisk med plantemusik. Louise har også bidraget til sidste års festivalbog, "Hånd-i-hånd. En antologi om fællesskabers betydning" (2024).

Åbningen af Hanne Svennevigs udstilling på Gammelfestivalen, sker til festivalåbningen, fredag den 24.10. kl. 16, hvor Louise ganske kort vil introducere værkerne.

Senere samme dag medvirker Louise med "DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival". 

Se programmet for festivalåbningen her.

DET HELE HANDLER OM FÆLLESSKAB

Foto: Tina Lindop og Bodil Damgård Madsen.

 

Hanne Karin Garborg fortæller:

Fællesskabsbogen blev til i fællesskab med mange festivaldeltagere.

Nogle havde været med i mange år, andre i få.

Idekvinden, Tina, havde været med i kun få dage, før begejstringen over festivalen blæste hende bagover, og en enkelt festival senere kom hun så på ideen med bogen. Vi fik en donation fra Velux og samlede den anden halvdel af pengene sammen ved forsalg og events. For alle indtægterne fra bogen skulle gives til Michael, til dækning af udgifter til forplejning på hans festivaler. 

Selv om ideen ikke var min, så sagde jeg straks ja, da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at skabe, interviewe, redigere og samle alle disse bidragsyderes fortællinger til denne bog.

Det var et spændende og et stort projekt, med mange nye vinkler og oplivende indsigter i alle de mennesker, som vi troede vi kendte. Men gennem deres tekster, kom vi et spadestik dybere og fik flere og flere personlige oplysninger om festivaldeltagernes baggrunde, fantasier og tanker. Alt sammen noget som har bidraget yderligere til vores fællesskabet. 

Det er dejligt, at en del biblioteker også har købt bogen hjem. Dette er medvirkende til stor glæde, men ligeledes til en stolthed over, at vi har skabt noget, der betragtes som populær og brugbar læsning - også for andre mennesker end lige dem, som der ikke har deltaget i festivalerne. 

Så selvom bogen er skrevet til Michael til hans 60 års fødselsdag og som en fælles gave, så kan bogen sagtens læses uden at den opfattes personligt, på trods af, at Michael er mennesket, der har sået frøene og vandet disse gennem alle festivalårene.

Frugten, eller essensen om man vil, af festivalfællesskabet betyder, at vi alle mere eller mindre på kryds og tværs kontakter hinanden, hvis vi mangler: 

et godt råd, 

et følge til en begivenhed, 

skabelse af et nyt event, 

skrivning af en bog, 

deltagere til en forestilling, 

praktiske gøremål eller 

hjælpende hænder til diverse 

Det helt forunderlige er, at glæden springer hver gang, også når jeg selv bliver spurgt, og sidst men ikke mindst : flere af mine egne hedeste drømme er blevet til virkelighed, netop fordi jeg rakte ud til vores fællesskab og  spurgte; hvem vil være med til dette projekt? 

Omslag: Shohreh Shahrzad. Foto: Tina Lindop.

Fællesskabsbogen “Hånd-i Hånd – en antologi om fællesskabers betydning” udkom på Forlaget Anglomania den 19/5-2024. Fællesskabsbogen er redigeret af Tina Lindop Gable og Hanne Karin Garborg. 

Antologien sælges på Gammelfestival III. Der har været 40 medvirkende bidragsydere til bogens tekster og udformning. Bogen er i stort format, 152 sider, og den er gennemillustreret med farvetryk på kvalitetspapir “Munken Pure Rough, cream”. 

Køb din bog på Gammelfestivalen til 200 kr. Den kan forudbestilles, ved at indbetale kr 200 MobilePay: 2837 1191 til Tina Lindop Gable. 

Bogen vil så ligge klar til dig på festivalen. Beløbet går ubeskåret til bespisningen på Gammelfestivalen III. 

Hvis der sælges bøger nok, så vil bespisningen være gratis alle fire festivaldage - og ellers må der betales et beløb for maden. 

Til festivalåbningen af Gammelfestivalen III vil Hanne Karin Garborg introducerer antologien.

På ovenstående fotos er det Jytte Abildstrøm, der har bidraget til bogen, da hun får den overrakt af Tina Lindop Gable.

* 

Anmeldelse: AFSKAF ALDERDOMMEN af Lone Kühlmann og Henning Kirk

 

 

Lige fra bogens forord får vi alle fordommene slynget tilbage i hovedet. Man skal ikke holde sig ung. Det er noget vrøvl. Man skal se at komme videre – og blive voksen. Bogens forfattere vil gerne gøre op med forældede forestillinger om, at alderdom er lig med affældighed. De slår fast, at det handler om fordomme, der bygger på uvidenhed. Alder er ikke en sygdom. Alderdommen håndteres forskelligt. Akkurat som vi hver især håndterer vores liv forskelligt. Som samfund kan vi enten anskue ældre voksne som en ressource eller en belastning. Som de skriver: ”Man holder ikke op med at udvikle sig fordi man bliver gammel. Man bliver gammel fordi man holder op med at udvikle sig.”

”Før i tiden blev folk gamle – det er der ingen der bliver i dag. At være gammel sidestilles med at være affældig., og det er der ingen der har lyst til at være. ”Han er blevet gammel” refererer ikke til personens alder, men til hans forfald, og når folk siger ”jeg er blevet gammel, du”, mener de det ikke som nogen reklame, men som en opgiven. Derfor er der heller aldrig nogen der taler om ”gammelområdet”. ” (side 20N)

Det bedste grin i lang tid fik jeg, da jeg læste disse linjer: ”Det er interessant at se arrangementerne i forbindelse med Ældre Sagens 25-års jubilæum i 2011. Lokalafdelingerne markerer stort set alle sammen dagen med kaffebord og lagkage ledsaget af ønskekoncertmusik fra lokale hyggepianister. Det er åbenbart gået hen over hovedet på den ellers meget dygtige organisation at nutidens ældre voksede op med Beatles og Stones, tjald og bajere… de er fremtidens gamle og de har måske aldrig hørt Giro 413.” (side 22 M)

Teksten er muntert og lystigt skrevet. Jeg sad i lange perioder og smilede, hvis jeg ikke ligefrem kluklo. Bogen er meget veloplagt. Den er ingenlunde akademisk og tung, men fremstår direkte, uden at virke slingrende. Det er opløftende læsning. Tonen er satirisk, og teksten griller læseren over en sagt ild, når den i flæng konkluderer alt det, som vi godt ved, men som virker pinligt, når vi får det genfortalt. Det er en lyrisk rap fortælling om dilemmaer og sandheder, som det svider at få genfortalt, men man er i godt selskab. Det må have været en sjov bog at skrive. Den er meget træfsikker.

”I det omfang alderdommen defineres som en tilstand af forkalkning, er det stadig muligt at afskaffe alderdommen.” (side 68).

”Forfald skyldes hverken Gud eller andre højere magter. Det er stadig bedre at være rig og rask end syg og fattig, men vi dør alle sammen til sidst. Det er hvordan vi har det inden der er det interessante. Og det som vi kan gøre noget ved.” (side 73).

Bogen er formuleret ved hjælp af humoristiske talemåder, der både gør læsningen let og meget ligefrem, samtidig med at indholdet hele vejen igennem afmonterer alle de selvfølgeligheder og fordomme, som vi er bærere af i større eller mindre grad. Det er bogens fortjeneste, at den skubber tæppet væk under os og giver os røde ører. De fleste vil have let ved at genkende sig selv i teksten. Ikke mindst når vi bliver indfanget i de latterligheder, som bogen er så rig på. Alt det vi gør og siger, der ofte slet ingen mening giver, og i hvert fald slet ikke kan dækkes ind bag noget dokumenterbart. Alle de talemåder og vaner som vi har, bliver langsomt opløst for øjnene af os - og det er bogens fortjeneste. Den angriber så at sige alt – og der er nok at tage fat på. Det er afslørende givtigt.

”Tak. Jeg er død, men jeg har udgangstilladelse.» En citeret replik som denne er typisk for bogen, der præsenterer et nyt energisk blik på livet og døden. Det er generelt opløftende læsning. Måske er det refererede udsagn ikke så positivt i sig selv, men det er et godt eksempel på, at meget ligger i sproget og den sproglige begrebsverden, vi omgiver os selv og hinanden med. Bogen udmærker sig med et forfriskende nyt blik på liv, død og aldring. Efter endt læsning, tænker jeg: ”Nå… Ja, men så skal det jo nok gå!”

”Mæt af dage” eller ”mæt af kage” – bogen giver en fin mæthedsfornemmelse, der efterfølges af lysten til at give sig livet i vold.

 Lone Kühlmann og Henning Kirk

AFSKAF ADERDOMMEN

Bliv i de voksnes rækker 

Gyldendal, 2012

 

 

Bogen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

Mød Lone Kühlmann til festivalåbningen, 

fredag den 24. oktober. 

Se program. 

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

 

Anmeldelse: TØSNE OG FORSYTHIA af Thomas Bredsdorff

 

Portrætfoto: Alexander Banck-Petersen.

Efter at have læst første del af bogens tre dele, er jeg for længst sunket dybt ind i fortællingen. På bagsideteksten spørges der om, hvad et menneske er uden erindring? Bogens fortælling om forfatterens hustru, Lene Bredsdorff (en højt skattet litteraturmedarbejder i DR), der langsomt fortæres af Alzheimers, er knusende. Ligesom det er for den skrivende ægtemand og for hustruen. Det er en glidebane, der langsomt bliver mere og mere stejl. I begyndelsen handler det om at prøve at forstå det. Hvordan er det, når sindet giver op og ædes væk indefra. Udenpå er der intet at se. Mange funktioner er intakte. Den fysiske balance er også som den skal være, men langsomt går bevidstheden op i sømmene. Det sker så gradvist, at det er umuligt at se, hvornår og hvordan det egentlig begyndte. Formodentlig flere år tidligere end det blev konstateret. I starten skal der mange undersøgelser til, måske er der slet ikke noget, men den underliggende angst tager langsomt over, indtil det er umuligt at ignorere. Hvordan lever man med det? Hvordan gør de pårørende? Det er en skildring af en frygtelig sygdom, der virker nådesløs. Hvordan overlever man det? Og overlever man, selv om man lever videre?

Kan man leve videre med det bagefter. Det er noget, der flytter ind i én. Både hos den ramte, ægtefællen og vennerne. Det sætter sig tungt ned over det hele. Netop det, at bevidstheden i knusende skarpe øjeblikke tilsyneladende pludselig fungerer normalt gør, at man aldrig rigtig ved, hvor man er. Heller ikke den ramte selv, der mister rumfornemmelsen og til sidst mister sig selv.  

I bogens 2. del remses de forskningsmæssige resultater op igennem de sidste 100 år – eller rettere de manglende resultater. Når det virker så enerverende at læse om, er det netop, fordi det er enerverende. Så er der mere at hente i 3. del, hvor kunsten tages med på råd, når det gælder om at få defineret vores egen indstilling til alzheimers. Det er anderledes løfterigt. Især nævnes forfatteren Kirsten Thorups roman ”Ingenmandsland” som et eksempel på en fortælling, der gør noget andet, og derfor også når andre steder hen.

Thomas Bredsdorff er forsker - litteraturforsker med et mangeårigt journalistisk virke på Politiken. Det er tydeligt, at der for ægteparret er tale om privilegerede mennesker, hvad angår deres arbejdsliv og deres kontakter i samfundslivet, og derfor må man også formode, at de har større emotionelle ressourcer til at stå dette igennem, så hvor meget sværere er det ikke for mennesker uden denne privilegerede adgang til diverse.

Men der er også lyspunkter, og Thomas Bredsdorff er rigtig god til både at rose og kritisere, hvor der er brug for det. På den måde fremstår beretningen yderst troværdig. Der er stor ros til musikterapeuten, Hugo Jensen, fra De Gamles By, som den syge får en fremragende kontakt med. Det er en forunderlig beretning. Mens alle andre menneskelige færdigheder smuldrer væk, har hustruen også som barn spillet klaver, men altid strengt efter noder, men i samværet og samspillet med  Hugo Jensen, vokser der helt nye toner frem. For første gang i livet viser det sig, at hustruen nu går ind i et nyt musikalske liv, da hun på trods af sin fremskredne Alzheimers pludselig kan improvisere på klaveret. Det skaber selvfølgelig eufori i denne ellers triste fortælling. Det er en yderst smuk skildring af, at selv når mørket sænker sig, er der stadig lys. Måske er det ikke stort, men det skinner klart gennem mørket. Det er betagende. Ellers er der langt mellem det glædelige i deres nye samliv, der gradvist bliver et liv hver for sig. Uigenkaldeligt, da hustruen først kommer på aflastningsophold, for siden at flytte på plejehjem.

For forfatteren er der ikke andet at gøre end at hænge på og leve og kæmpe. Bogen er en på sin måde frygtelig sårbar og nøgen skildring, men det er også en både varm og kærlig skildring af, hvad der sker, når et elsket menneske langsomt viskes ud. Så nær ved og alligevel så uendelig langt væk. Det er en fantastisk skildring. Rå, skånselsløs og helt uundværlig.

 

Thomas Bredsdorff:

TØSNE OG FORSYTHIA.

Noget om livet med Alzheimers

Gyldendal, 2024.

231 sider.

 

Digtsamlingen er anmeldt i forbindelse med 

Gammelfestivalen III, 

Død og hygge i De Gamles By, 

24.-27. oktober 2025.

 

Læs uddrag fra de øvrige anmeldelser, 

der er anmeldt i forbindelse med Gammelfestivalen III

GRANDE FINALE med Gammelfestivalen III

Foto: Ole Yssing.

Ja, alting har sin tid. Det gælder både den kommende Gammelfestival, men også overordnet mit eget festivalarbejde. Det er allerede sivet ud, og jeg har også skrevet og mailet det rundt til de medvirkende på denne den sidste festival. Men hvorfor nu det? Det kører jo upåklageligt og er noget, der er helt sit eget – og hvor meget er der af den slags? Ja, der er ikke meget, men det ændrer ikke ved, at festivalarrangøren her altid har arbejdet efter at gøre det bedre og bedre, og ad åre er det lykkedes. Jeg har altid selv været målløs over, at alle stiller op og er glade for at være med til denne årlige celebration af drømme og visioner. Tak til alle for det. Det har været en forunderlig rejse, som jeg har nydt. I starten var det hårdt at løbe det i gang, men det har altid været al besværet værd. Jeg har glædet mig til hvert år og har indrettet hele mit liv efter det. Jeg lærte tidligt, at hvis man vil lave noget rigtig godt, skal man stå tidligt op om morgenen og sørge for, at de enkelte dele er helt i top, så bliver det endelige resultat derefter. Men i år er det sket noget. Det har været på vej gennem de sidste år, for hvert år er jeg blevet mere og mere tilfreds med resultatet – og i år skete det, der måtte ske, at alting faldt i vatter og det var i mine øjne den perfekte sommerfestival. Der var intet, som jeg ville gøre bedre eller tilrettelægge på en anderledes måde. Jeg havde med andre ord opnået det perfekte. Der er altid noget, der kan gøres bedre, men ikke på den overståede sommerfestival. For mig var det idealet af en festival.

Jeg kan forklare det med at sammenligne med mit arbejde med dukketeateret, der sluttede for 20 år siden (dog er det blevet til en enkel forestilling mere sammen med Thulla, der indgår i Gammelfestivalens afslutning), for den gang havde jeg det på samme måde. Jeg levede af dukketeatret gennem mange år, men min målsætning havde hele tiden været, at jeg ville opnå det perfekte forhold mellem form og indhold, og da det lykkedes efter 13 år, havde jeg opfyldt min vision. Det er det samme, der er sket med festivalerne. For mig handler det om at være på rejse. At befinde sig i en kunstnerisk udvikling, der hele tiden er på vej mod nye mål, men når det lykkes, opløser det sig – og så er det tid til sporskifte. For mig er kreativiteten noget, der hele tiden flyttet sig, og så er det min opgave at følge med. Jeg ved ikke, hvor vejen videre fører, men jeg har jo et fuldstændig vidunderligt kontaktnet til alt og alle, og det vil da være mærkeligt, hvis jeg ikke aktiverer det igen, men hvordan og hvornår må ligge hen i det uvisse.

Livet er fantastisk og underfuldt, så det er tid til, at jeg igen må begive mig ud i det uvisse for igen at finde et sted, hvor jeg kan se nye veje og muligheder. Tusind tak disse første 18 år. Sikke en gave!

Kom og vær med til at fejre det på denne GRANDE FINALE med Gammelfestivalen III, Død og hygge i de Gamles By, 24.-27. oktober 2025.

Læs også om DEN STØRSTE KUNST på den sidste festival

Brev fra Pia Sigmund om frivillighed

Portrætfoto: Tina Lindop.

Kære Michael,

Det ville være nemt at tale med dig om en konkret sag, og det kunne være et af mine hjerteemner: 2 Timer om Ugen, mundtlighed og fortælling i folkeskolen, børnene i Palæstina og Gaza, Bedsteforældre for Asyl, Bedsteforældrenes Klimaaktion, Børn i Danmarks historie – men da det nu handler om en Gammelfestival med fokus på bl.a. ”aftryk i livet” og ”hvordan vi vælger at bruge vores liv”, så …

vil jeg gerne slå et stort slag for at dyrke frivilligt (socialt) arbejde, også og måske især når man er i den tredje alder.

Verden er fyldt med forfærdelige rovdyr og maghavere, og vi mødes hver dag af så mange udfordringer. Tilsammen er de nok til at gøre os urolige og bekymrede og usikre på fremtiden.

Men sid ikke på dine hænder – ”Hvad du evner kast af/i de nærmeste krav” (Bjørnson) – det har både du og verden bedre af.

Det er så skønt at være frivillig. Det giver glæde og mening.

Du kan forandre verden en lille smule. Vi kan alle forandre verden til det bedre.

Der er så mange steder, man kan give en hånd.

Man behøver ikke sidde hjemme og føle sig ensom.

Det er skønt at finde sammen med andre i bedstealderen. Jeg føler mig så privilegeret, fordi jeg i mit liv som aktivist har fået mange nye gamle venner.

Og unge venner. For jeg oplever, at de unge har respekt for os i bedstealderen, der rækker ud.

Jeg havde nu ellers aldrig drømt om, at jeg skulle blive aktivist. Jeg er vokset op som en pæn og stille pige, men nu kan jeg ikke holde mig tilbage: Demoer i gul vest, demoer i rødt, tale for store forsamlinger, læserbreve, jeg har sendt masser af læserbreve i de seneste år. Jeg er lykkelig for at opleve den fase i mit liv.

Fra rejse til Palæstina. Læs beretningen derfra.

Trods alt har jeg et positivt syn på verden. Det er for let at være pessimist, og verden har brug for optimister. Måske: En lettere bekymret optimist.

På det seneste:

·        Forandre den danske folkeskole – fortælling og mundtlighed og lytning ind i undervisningen.

·        Bedsteforældrenes Klimaaktion

·        Bedsteforældre for Asyl

Altid:

·        2 Timer om Ugen. Det er nødvendigt for børnenes skyld. Alle børn har ret til et liv i trivsel.

Skønne Anne Marie Helger siger: Jeg bruger rødstøttestrømper, jeg har gardisettearme, men jeg er glad for livet. Politikere kommer og går, aktivister består.

Jeg så et digt på en væg. Jeg kender ikke forfatteren:

·        Life is short

Do more, need less

Smile often, be brave, stay true, forgive quickly

Dream big, kiss slowly

Love truly and realize how blessed you are for what you have.

Hilsen

Pia Sigmund, 

6. oktober 2025

*

Foto: Tina Lindop.

 

Pia Sigmund fortæller om festivalerne:

"Jeg er så heldig, at jeg næsten kan kalde mig veteran i Michael Svennevigs festivaler. I Drømme og visioner i 2014 optrådte jeg sammen med den afghanske forfatter Taiba Sohaila. Taiba var flygtning fra Afghanistan og poet. Jeg hjalp hende med at skrive bogen Silkevejen. I Med og uden smykker i 2016 optrådte jeg sammen med illustratoren Charlotte Clante, der tegnede til alle 11 bøger i min serie Børn i Danmarks Historie. Hovedpersonen i en af bøgerne, Erdogan Adanir, var også med den dag (se filmklip). I bogen Billeder af liv fra 2018 lavede Michael et interview med mig (hør podcast, læs uddrag) og på festivalen optrådte jeg sammen med Alaa Abdol-Hamid. Jeg har grundlagt og sammen med Alaa opbygget indsatsen 2 Timer om Ugen, hvor små børn med andre modersmål mødes med en voksen dansker to timer hver uge, en sprog- og kulturven, og sammen leger de det danske sprog frem. 2 Timer om Ugen er en succes og arbejder snart i fem kommuner rundt i landet. I 2023 inviterede Michael mig til at skrive en tekst til Et andet blik, hvor jeg fortæller om min nylige rejse til Palæstina for at finde de gode historier. Gode historier, der giver håb og livsmod, findes, selv under de sværeste vilkår, mange flere end vi hører om i det daglige.

Mød Pia Sigmund på Gammelfestivalens 2. dag, 

lørdag den 25. oktober 2025.

Se programmet for dagen

- og læs mere om Gammelfestivalen III

*