Mød Pia Raug på Omø

Pia Raug & Søren Thuesen, der optræder sammen på fredag til festivalåbningen i Apostelkirken. 

Det er 18 år siden at Pia Raug sidst skrev en sang. Hun er stolt, da hun rækker mig teksten. Den hedder ”Flaget”.  Senere synger hun den også. Søren Thuesen har lavet melodien og spiller flygel til. 18 år er meget lang tid. Det har givet angst for om det overhovedet var muligt at blive lukket ind i dét land igen. 

Faktisk er der to endnu ikke indspillede Pia Raug-sange, og de kan begge høres til festivalåbningen på fredag - og her på denne 23. festivalpodcast fortæller Pia Raug om baggrunden for dem.

En af de første arabiske bloggere, Riverbend, der bloggede fra Bagdad fra 2003-07 og berettede om angrebet på byen på sin blog, var en del af inspirationen til sangen ”Svanesalmen” som Pia Raug har skrevet, men endnu aldrig indspillet, men nu kan den høres live til festivalåbningen af MØD VERDEN på fredag i Apostelkirken. 

Det er 2. gang jeg er på Omø, for at besøge Pia. Få dag efter skal der indvies en skulpturpark til hendes far, Ib Raug. For mig er hun et menneske og en stemme, der bærer meget af tiden i sig. Jeg elsker stadig at lytte til de gamle plader (eller cd´ere er det nu). De rummer en renhed, der betager mig. Hendes udtryk er klart og tydeligt. Teksterne er stærke og smyger sig om mig. Mødet med Pia Raugs musikalske univers var for mig et møde med verden. 

Jeg kontaktede hende mange år tidligere, for at spørge hende om hun ville lave musik til en dukketaterforestilling. Det indvilligede hun i, men vi fik ikke det logistiske til at passe sammen, for jeg skulle rundt på turné, inden hun skulle i studiet, så derfor var jeg glad for at møde hende mange år efter, hvor hun var med i Apostelkirken, men det var inden hun igen fandt tilbage til musikken, så ved den lejlighed talte vi om hendes roman "Bristepunktet" og sluttede med en á capella udgive af "Livet er helligt" fra Inger Christensens DET som Pia havde sat musik til. Det var det nærmeste vi kom musikken ved den lejlighed. 

Jo, jeg er fan af Pia Raug - og glæder mig til at høre de to nye sange på fredag til festivalåbningen i Apostelkirken.

Fotos: Michael Svennevig

Mød globetrotteren Erik Møller Andersen

Foto: Erik Møller Andersen.

Fra tropeøen Samoa i Stillehavet:

"Samoa er for mig det tætteste, jeg kan komme på et paradis. Et land med en venlig, gæstfri, nysgerrig og farverig polynesisk befolkning. Et folk. der lever i storfamilier, i huse uden vægge, omgivet af grønne plæner, palmer,flammetræer, tempel- og brødfrugttræer, hvor hønsene ved solnedgang flyver op og sætter sig til ro uden bekymring for den kommende nat. Et land uden borgerkrig og med sine traditioner intakte på godt og ondt.

Et paradis på jord, hvis vi glemmer, at de unge drikker plantegift eller hænger sig i brødfrugttræerne, mens den  store høvding fortsat sidder på magten, mens han samler penge ind fra de arbejdende familiemedlemmer omkring ham selv på Samoa, i Australien, New Zealand og USA."

                                                                                                   Foto: Erik Møller Andersen.

Fra Grønland - Under Indlandsisen:

"Vi mavede os henover klippeflader med massive isblokke, blå, blåsorte og skinnende over os som frosne kæmpestore vanddråber, ind i en slags hule eller grotte, hvor vi i fuld størrelse stod oprejst med adrenalinen pumpende, på uvant terræn, med is til alle sider og over os. Stumme og rystende i krop og sjæl. Hvor længe ville det holde? Ville isen, ville det hele brase sammen nu? over os og omkring os, lige nu, eller fem minutter senere? Ville det forblive, som det var til den næste dag, eller til om fjorten dage? Kunne vi nå at komme ud?"

                                                                                                     Foto: Erik Møller Andersen.

Fra Sudan i Afrika - udenfor hovedstaden Khartoum:

"Dog vi ender på toppen af et bjerg af grønt på en åben lastbil, som er fyldt med græs, og som lugter af græs. Vi håber på, at det skal bruges til kamelføde. Turen går direkte ud i ørkenen, uden at lastbilen følger en vej eller et spor. Omkring os og foran os har vi en flad gråbrun ørken uden en busk, uden bevoksning så langt øjet rækker, kun afbrudt af fatamorganaer, blåhvide luftspejlinger langt forude. De opstår, og de forsvinder. Vi kører og føler, at vi er på en tiptop moderne asfaltvej. Men der er ikke noget asfalt. Det er alt sammen fast sand, sand og atter sand. Vi, Rachel, Rama, Eira og jeg, sidder blødt ovenpå alt det grønne. Vi kan ikke forestille os en bedre transportform. 

Men hvor skal vi hen? Er vi blevet taget som gidsler? eller har vi uvidende frivilligt givet os væk? Vil vi efter forhandlinger i dagevis eller månedsvis med den danske regering, den sudanske og med Storbritannien blive udleveret til Danmark eller England. Vil nogen betale noget som helst for vores familie? Eller vil vi bare forsvinde? Væk, bare væk er vi!"

Vil nogen spørge?

Hvem var de? Var det en familie? Hvor blev de af? Forsvandt de? Hvornår var et nu? Er det ikke længe siden?

KLIP fra bogen JACKAROO

Skrevet af Erik Møller Andersen.

Mød Erik på festivalen MØD VERDEN

på 2. festivaldag i HF Prøvestenen,

lørdag den 10. august kl. 12-21.

Kageportrætter. Mød Gemzøe & Garborg

Lena Gemzøe.

Vi har fået assistance fra Amager og Nokken, idet kagedamerne Madame Garborg og Lena Gemzøe igen stiller op med kager på festivalens 2. dag, på lørdag i HF Prøvestenen. De er efterhånden gamle kendinge eftersom det er 3. gang at Lena stiller op og 2. gang at Madame Garborg gør det.

Lena har bagt brownies og tager sin store industrikaffebrygger med og står for både te og kaffe - og Prøvestenen har 70 kopper, så vi sparer plastikservicet.

Madame Garborg. Foto: Michael Svennevig

Madame Garborg tilbød allerede for mange måneder siden at hun ville lave noget til jubilæet, og da hun samtidig er med i den nye havebog og skal læse det op på lørdag, var det oplagt at kombinere det med udgivelsesdagen, hvor festivalen løber af stablen. Hun har valgt at kalde det ”Jubilæumsknas” – og hvad det er, forbliver en hemmelighed til næste lørdag, men Madame Garborg har undervist 30 år på Hotel- og Restaurationsskolen, så hun kan sin metier.

Men begge har deres helt egen historie som jeg har fået lov at indfange på 4 podcasts.

Lena fortæller om, hvordan hun fik sit hus på Nokken i sin tid – og det er ikke for sarte sjæle, så hvis nogen troede at Prøvestenen er noget for sig selv, så prøv at lytte med her. Men Lena er også en blændende akvarelmaler, der gør det i nordatlantisk inspiration og i kæmpe formater. Der er format over Lena. Hør hende fortæller om det her – og se hende i aktion:

Madame Garborg er kok og forfatter. Her fortæller hun om debutbogen – og om sit sociale engagement, der er udsprunget af en opvækst med mange udfordringer som hun også har skrevet om i sin første bog. Kom med til udgivelsesreceptionen sidste år. Ole Bundgaard spiller saxofon til:

Men engagementet er ikke stoppet der, for det har ført til den musikalske reading ”En bøn til havet”.

Som man har mulighed for at opleve et uddrag fra til festivalåbningen på fredag i Apostelkirken.

Men her kommer først en frisk rapport fra køkkenregionerne hos Madame Garborg:

Madame Garborg: ”Jubilæumsknas til Prøvestenen er en hemmelighed. Jeg lover at det kommer til at smage guddommeligt. Mandler i store mængder er lige nu ved at blive til mel i min foodprocessor. Så fortæller jeg ikke mere. Håber vi ses.”

Vedr. kagerne til Vanløse, på festivalens 3. dag: ”Nu ligger mørdejen til Kalveøjne på køl. Massen til kransekagekanten er i røremaskinen. Marmeladen til det fyldet er kogt.”

Derudover står Madame Garborg også for den vegetariske aftensmad i Vanløse. Jo, der bliver noget at glæde sig til!

Fra køkkenregionerne på Nokken hos Lena forlød det forleden at første forsyning af hendes brownies var færdige – og at Lena nu gik og funderede over, hvad hun mere skulle lave, for der skulle laves mere end det. Hvad det bliver, kan man opleve og smage på lørdag.

Mød Trine Andersen

Mødet med Afrika. 

Trine var bare på research til en roman, hvor hovedpersonen blev opslugt af Afrika, men det skete i stedet for hende selv. Trine er en ildsjæl, der involverer sig i at afrikanske forfattere skal kunne udgive bøger skrevet af dem selv, så det satte hun sig for at finde en løsning på. Det lykkedes. Hør hendes beretning på denne 22. festivalpodcast om mødet med det fremmede - og især om hvad mødet med Afrika kom til at betyde for hende selv.

"Jeg vidste allerede som barn, at jeg ville bruge mit liv på at skrive. Mærkede horisonten åbne sig, da jeg skrev mit første digt som 10-årig, og proklamerede derpå, at jeg var blevet digter. Siden har jeg kun turdet drømme om en sådan selvsikkerhed." (fra Trine Andersens hjemmeside)

Men Trine ønskede senere at det ikke bare var noget hun selv skulle kunne, men også at det skulle være muligt for andre - fx. for afrikanerne. Hun havde en plan. Eller rettere det fik hun efter mødet med den afrikanske forfattter Shadreck Chikoti.

Det var en øjenåbner, da Trine læste, hvad en anden afrikansk forfatter skrev om de stereotyper vi får af afrikanerne på film - og i bøger. Binyavanga Wainaina skrev bl.a.:

“Your African characters may include naked warriors, loyal servants, diviners and seers, ancient wise men living in hermitic splendour. Or corrupt politicians, inept polygamous travel-guides, and prostitutes you have slept with. The Loyal Servant always behaves like a seven-year-old and needs a firm hand; he is scared of snakes, good with children, and always involving you in his complex domestic dramas. The Ancient Wise Man always comes from a noble tribe (not the money-grubbing tribes like the Gikuyu, the Igbo or the Shona). He has rheumy eyes and is close to the Earth. The Modern African is a fat man who steals and works in the visa office, refusing to give work permits to qualified Westerners who really care about Africa. He is an enemy of development, always using his government job to make it difficult for pragmatic and good-hearted expats to set up NGOs or Legal Conservation Areas. Or he is an Oxford-educated intellectual turned serial-killing politician in a Savile Row suit. He is a cannibal who likes Cristal champagne, and his mother is a rich witch-doctor who really runs the country.”

Tekstuddrag fra essayet How to write about Africa, af Binyavanga Wainaina.

Da det senere endelig lykkedes Trine at skrive en afrikansk roman, blev det til "Den røde jord". 

Om danske Alice, der bosætter sig i en fjern flække i Malawi og må se sig selv i øjnene i mødet med det fremmede.

"Den røde jord i Mzuzu"

(Gyldendal, 2013)

af Trine Andersen

Musikken komponeret specielt til podcasten er af Ekkostøj, under det mere borgerlige navn Nikolaj Lund G., der er bedre kendt som halvdelen af Acid Loving Extremophiles.  

Musikken indleder de tre teksteruddrag fra:

* romanen "AZOTUS, the kingdom" af Shadreck Chikoti - læst af Sue Hansen-Styles

* essayet "How to write about Africa" af Binyavanga Wainaina - læst af Sue Hansen-Styles

* romanen "Den røde jord i Mzuzu" af Trine Andersen, der selv læser fra romanen (Gyldendal, 2013).

---

Mød Trine Andersen på festivalen MØD VERDEN,

hvor hun er med på 3. dagen, 
tirsdag den 13. august kl. 16-21

i Global Art Gallery i Vanløse

Mød Jannik Hastrup, Cirkelines far

Foto: Michael Svennevig.

Gennem det sidste halve århundrede har Jannik Hastrup instrueret og produceret mere end 100 film. Det er også blevet til tre flygtningeportrætter og seneste den animerede dokumentar IGNORANTERNE som denne 21. festivalpodcast handler om.

"Ignoranterne" af Jannik Hastrup

er en animeret dokumentar, 

der giver liv til de mange druknede flygtninge, 

der må lade livet på deres vej over Middelhavet.

Mange vil selvfølgelig forbinde Jannik Hastrup  med og huske ham for ”Bennys Badekar” (lavet sammen med Flemming Qvist Møller) , ”Samson & Sally”, ”Fuglekrigen i Kanøfleskoven”, ”Drengen, der ville gøre det umulige”) samt mange, mange andre – og ikke mindst Cirkeline. Men der er langt fra Cirkeline til ”Ignoranterne” som er en animeret dokumentar. Jannik Hastrup fortæller om, hvordan den blev til.

I januar 2010 blev Jannik forældrerepræsentant for den 15-årige afghanske dreng Asef, der lige var kommet til Danmark. Det var den ydre inspiration for det, der senere blev til de tre flygtningeportrætter: om Solén, Jamila,og Tefik, der blev til i 2013-14. 

Det er indledningsmusikken af Hans-Henrik Ley 

fra ”Hvordan man opdrager sine forældre”, 

der er brugt i podcasten.

Foto: Michael Svennevig.

Mød Jannik Hastrup 

på festivalen MØD VERDEN, 

til festivalafslutningen 

søndag den 18. august kl. 13-16 

i gårdhaven hos Dansk PEN 

I tilfælde af dårligt vejr bliver det 

i Dansk Forfatterforenings lokaler 

– et par gader derfra).

Lyd, toner og klange

Vokalgruppen Syng med Hjertet ledet af Naja Månsson.

_{Med Britt, Lise, Aase og Christina.} 

_{Hvad er lyd og hvornår bliver toner og klange til musik?}

_{Hvad kommer frem på lærredet når penslen er stemmer og der males med toner? Når penselstrøgener går fra bitte små til store, brede og uregerlige? Når lydbillederne bliver skabt i dette nu og aldrig kan genskabes? Et unikt møde mellemVokalgruppen Syng med hjertet og Klanggruppen. Fælles for de to er den dybe intuitive arbejdsproces.}

_{Vokalgruppen syng med hjertet synger intuitivt og uden noder, men med hjertet. Det giver sig udslag i særegne klange, når stemmerne mødes i fælles inspiration hjulpet på vej af Klanggruppen. En klanger slår på nepalesiske syngeskåle.}

_{Der er dermed lagt op til at man kan træde ind i et forunderligt klangunivers, hvor man aldrig kan vide sig sikker på, hvad der vil ske. Man er fælles om et sitrende nu – dét øjeblik hvor musikken opstår, men ikke HVAD der opstår. For selv om det til dels er styret, afhænger det lige så meget af stemningen i rummet og i de fire sangere i vokalgruppen, der er ledet af operasangeren Naja Månsson. Det giver et klangligt udtryk, der både er krævende og ganske uforudsigeligt. Velkommen til en anderledes musikalsk oplevelse, for måske kommer du et nyt sted hen, hvor du aldrig har været før. Det er et møde med en ny verden, hvis man tør gå med og lade sig føre med af musikken.} 

Foto: Christina Svennevig

Klanggruppen med Bodil, Marianne, John og Christina

Oplev Vokalgruppen Syng med Hjertet 

sammen med Klanggruppen

til festivalen MØD VERDENs

festivalafslutning,

søndag den 18. august 2019 kl. 13-16.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet

til Dansk Forfatterforenings lokaler,

Strandgade 6 - et par gader derfra.

Mød Asef Soltanzadeh

Asef Soltanzadeh, forfatter og dramatiker, f. 1964 i Kabul, Afghanistan. Forlod Afghanistan i 1985. Efter ophold i Pakistan bosatte han sig i Teheran, Iran, hvor han skrev og fik opført sit første skuespil.  Fik stor litterær opmærksomhed, men vakte også vrede blandt religiøse kræfter.

I 2000 udkom novellesamlingen Mennesker på flugt og Soltazadeh modtog Prix de la Critique sammen med den mest prestigefyldte iranske litterære pris - Golshiri-prisen i 2001. I 2004 kom Asef Soltanzadeh til Danmark. Medlem af Dansk PENs bestyrelse.

Uddrag fra Mennesker på flugt 

(2005, Per Kofoeds Forlag). 

På dansk ved Marianne Madelung.

"Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået, da jeg når frem til endestationen. De sidste taxaer er klar til at tage af sted. Der er ikke skyggen af passagerer, ikke en bus i det fjerne,. men så dukker der en rutebil op i udkørslen. Måske er den sidste rutebilstation ved at lukke. Jeg løber den i møde og gør tegn til chaufføren. Han sætter farten ned, og hans kontrollør stikker hovedet ud af vinduet. Da han er ud for mig, spørger han:

-Hvor skal du hen?

Jeg har bare lyst til at svare: 
-Ingen steder. Det er mig fuldstændigt ligegyldigt, når bare jeg kommer ud af Teheran. Ligegyldigt hvorhen. Et eller andet sted hvor folk ikke ved hvem jeg er, hvor ingen siger til mig: 
-De har slået din far ihjel... forstår du, og din bror med.

Hvad kommer det dem ved, hvilken smerte jeg har måttet lide? Så jeg svarer:

-Jeg tager derhen, hvor du skal.

Kontrolløren opregner alle de byer som rutebilen kører igennem: Qom, Isfahan, Chirâz, Bandar Abbas.

-Det er fint, jeg skal hen et sted i den retning.

Da han åbner døren for mig, spørger han igen:

-Hvor er det du skal hen?

-Til en af de byer.

Han flytter sig for at lade mig stige på. Jeg har en følelse af, at han ser på mig med mistroiske øjne, men ignorerer det. Jeg sætter mig på den første og den bedste plads. Chaufføren sætter i gang, mens han betragter mig i bakspejlet. måske ligner eg én, der er på flugt. jeg er ligeglad og klemmer mig ind på mit sæde. Tilfældigvis har jeg taget et sæde, der er lier over et hjul. Skidt med det. Jeg kunne godt sætte mig et andet sted, finde et mere behageligt sæde. Men det vil jeg ikke. Hvorfor skulle jeg sætte mig godt til rette?"

Mød Asef Soltanzadeh

på festivalen MØD VERDEN

på den 4. festivaldag,

torsdag den 15. august kl. 19-21

i Salonen, Østerbrogade 222 på Østerbro.