mandag den 1. februar 2016

"Ingenmandsland" af Charlotte Strandgaard.

Foto: David Blazek, fra Gammelfestivalen II (2014)
 
Forfatter Charlotte Strandgaard udgav for et par år siden erindringsromanen ”Drømte mig en drøm”(Sohn, 2012), der bestod af ”nedslag i et kvindeliv”. Ikke i et hvilket som helst kvindeliv, men i forfatterens.


 
Charlotte Strandgaard er en markant forfatter, der skærer ind til benet.
Det gjorde hun også i sit bidrag til Gammelbogen II med titlen: ”Alderdommen, rollatoren og mig”(Epigraf, 2014). Titlen skulle tages for pålydende. For efter længere tids sygdom var det der forfatteren var sammen med rollatoren. Men heldigvis var det forbigående. Digtet havde også seksuelle antydninger. Det spor er fortsat i de nyeste digtsamling, men inden da udgav hun bogen ”Hans” (Gladiator, 2014) om sin skizofrene søns liv og død.
Charlotte fejrer sit 50 års forfatterjubilæum med digtsamlingen ”Ingenmandsland” (Gladiator, 2015), hvor hun bl.a. skriver:
 
”Hvordan ser oldingens visdom ud /
 
Jeg prøver forgæves at se den for mig /
 
Jeg prøver forgæves at tegne den /
 
Jeg prøver forgæves at filme den //
 
 
Sandet i hænderne drysser fra mig /
 
Sandet er ikke til at holde fast /
 
Sandet er oldingens visdoms enæggede tvilling.”
 
 
 
Men Charlotte Strandgaard reflekterer også over sin egen historie og egne bedrifter som forfatter i frontlinjen. Og ikke uden triumf konstaterer hun, at ligesom hun var den første, der skrev poesi om menstruationsblod og nedbrød tabuer der, sådan nedbryder hun nu tabuer om kroppens nedbrydning og fordærv og blod i afføringen.
 
 
Oplev Charlotte Strandgaard læse op fra ”Ingenmandsland” på festivalen, onsdag den 3.2. kl. 17.30-18.00.
 
 

søndag den 31. januar 2016

Meget mere end bare ord.



Fortællinger & livshistorier er meget mere end bare ord.
Til festivalåbningen i overmorgen, tirsdag, er der  3 billedkunstnere, 2 dansere, 3 musikere og et band samt 2 film. For det at fortælle historier og lade sig fortælle er mange ting.
Oplev to udstillinger, hvor arktiske isfjelde glider sammen med skrotsmykker sat sammen af adskilte dele fra gamle ure og antikviteter, der repræsenterer hver deres tid og epoke. Mærk kroppens eget ordløse sprog, når tekst bliver omsat til dans, eller når det møder den moderne teknologi, når vi overfører bevægelser og sprog i en direkte transmission fra den anden side af kloden og omsætter det til et scenisk sprog på Betaniahjemmet, når kulturerne og deres sprog blandes i et rum, hvor der stadig er ord, men hvor det fysiske udtryk er så meget vigtigere.
Mærk hvad de gamle sange gør ved sindet og kroppen, men mærk også hvor helt nykomponerede lyde og lydbilleder bringer dig hen. Vi er sammen i et dirrende nu, hvor skabelsen bliver til, men vi befinder os også i et sprogløs verden, hvor der er muligt at åbne døren og vinduet ud til de mange andre virkeligheder, der drejer rundt om os. Så vær med, når hele festivalen slippes løs i overmorgen.
 

 

Festivalprogrammet er så vidtforgrenet at det tager pusten og overblikket fra de fleste, men kom til åbningen og mærk historierne omkring dig. Imellem dig og mig. Imellem os og verden. Både dem vi betragter og kun forsigtigt berører - og dem vi selv er en del af. Tag vel imod invitationen til at træde dansen. Både sammen med andre – og selv, når aftenen kulminerer med åbningskoncerten med Markussen & Raabo, hvor ”Looking in the sky” er en af mine favoritter. Efter en sving om  (der er åben bar) slutter aftenen med præsentation af 2 nye bogudgivelser, så der er også masser af ord. Faktisk er der hele 3 nye bogudgivelser:
 

Stine Bitsch-Larsens SVANEVINGER. En erindringsbog, hvor den 97-årige forfatter fortæller om barndommen, opvæksten, besættelsen og Afrika.
 
 

Henning Carlsens MEMORIA – om aftenens afsluttende film: ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Filminstruktørens vidunderlige svanesang, der er en filmatisering af den colombianske forfatter og nobelpristager Gabriel García Márquez´ roman af samme navn.
 

Men også artikelsamlingen: MINE MENINGERS DUMDRISTIGHED, hvor Henning Carlsen kommenterer en større samling af sine artikler fra årene 1952-2014.

Som forfilm i festivalbio vises hver aften FESTIVALFILMEN med uddrag fra noget af alt det man opleve på festivalen: skrotsmykkedesigneren i sit værksted, uddrag fra den musikalske suite ”Svanevinger”, uddrag fra teaterteksterne ”Franz Pander” og ”Bare en flygtning”, en fortælling om barndommens Bagdad, en samtale om at danse til tekst og oplæsning fra romanen ”Støj og stilhed”. Så hvis du ikke har mulighed for at være med til selve festivalåbningen, så oplev alligevel en del af det på FESTÍVALFILMEN:
 
Her er et link til hele filmen.

Så der er nok at glæde sig til, når de fortalte historier og livshistorier træder dansen og bliver til bøger, film, musik og dans. Midt i al denne kunstneriske overdådighed bliver der også mulighed for at kunne spise mad inspireret af festivalens mangekulturelle program, når Betaniahjemmet eget køkken digter med og serverer mad inspireret af mange forskellige lande hver aften kl. 18-19, hvor et måltid med dessert (inkl. drikkevarer) koster bare 75,- kr. Det er det eneste, der koster noget under festivalen – med mindre man ønsker sig at erhverve sig et maleri, et skrotsmykke eller en af de nyudgivne bøger. Så hjerteligt velkommen til festivalåbningen i overmorgen – på tirsdag fra kl. 14-22.30.

Slå sanserne ud og mød suset fra verden omkring os.rcía Márquez

FB.

 

 

lørdag den 30. januar 2016

-Hvorfor ikke prøve at cykle en tur gennem Cuba?


"Lavede lidt research, og fik det indtryk hjemmefra, at det nok kunne byde på vanskeligheder, men at det var muligt. Snart stod jeg så i Havana lufthavn, klar til at skrue tiden 20 - 30 år tilbage.
Vejen ind til Havana var fyldt med huller og jernbanespor, politi og militær, jeps og ladaer. Det tegnede rigtig godt det hele. 5 dage senere var jeg klar til at drøne derudad. På gaden i Havana havde en flink ældre mand solgt mig sin gamle kinesiske "Forever Bicycle" for 35 US $. Med støttefod, ét gear og flotte kinesiske tegn på. Tung som en flodhest, men robust at se på."

Sådan fortæller instruktøren Stig Hartkopf.
 
 
 
"VÆRD AT SE... Ikke en rejsefilm, men en roadmovie.
En dansk produktion fra Det Danske Filmværksted vakte furore ved den internationale filmfestival i La Habana. Det var Stig Hartkopfs timelange "Cuba på Cykel".
Stig Hartkopfs første produktion hed meget betegnende "Jeg rejser for at overleve", om Den Transsibiriske Jernbane, Kina og Vietnam. Året efter besluttede han med fornødne spanskkundskaber at cykle Cuba igennem på en lokalt købt kinesisk cykel ($ 35), med dansk sparsomt ekstratilbehør og lappegrej samt et Hi-8-kamera."

Sådan skrev Carl Nørrested i Kosmorama, da filmen kom frem.
Senere er den blevet vist på et utal af festivaler rundt i verden.
 
 
 
Nu kan den opleves på den kommende Festival om fortællinger & livshistorier, hvor Stig Hartkopf introducerer filmen. Festivalen åbner på tirsdag, og strækker sig over 9 dage med 70 medvirkende. "Cuba på cykel" kan opleves på torsdag kl. 19.00 på Betaniahjemmet, Kong Georgs Vej 3 på Frederiksberg. Alle arrangementer på festivalen er gratis, men kom i god tid.
 
Se uddrag fra den kommende festival på FESTIVALFILMEN:
https://www.youtube.com/watch?v=Xl9EhBZbdjw&feature=youtu.be
 
 
 
Carl Nørrested slutter anmeldelsen med ordene:
 
”Havanafestivalen havde accepteret Hartkopfs skriftlige oplæg og en arbejdskopi uden instruktørens private kommentarer. Da de så den endelige version, fortrød de straks, men da var filmen allerede sat på programmet. Ved visningen blev den rykket over på festivalens mindste forevisningssal. UNEAC, kunstnersammen-slutningen, programsatte den dagen efter, hvilket førte til et TV-interview med den danske instruktør, hvor en censureret version af filmen blev vist. Det gav genlyd. Selveste den gamle instruktør Tomas Guiterrez Alea (”Jordbær og Chokolade” ), gav den det bedste skudsmål med på vejen. Aldrig har en dansk film vakt så meget postyr å Cuba."

torsdag den 28. januar 2016

Skal vi mon til Bollywood?

 
Festival om fortællinger & livshistorier fra den 2.-10 februar 2016
 


”Skal vi mon til Bollywood?
Jeg var syv år gammel, da min familie og jeg flygtede fra Taliban.
Dengang troede jeg, vi bare skulle på ferie.
Det skulle vi ikke.”

Manilla Ghafuri, 22 år, studerer dansk på KUA. Manilla kommer fra Afghanistan.
I sidste uge stod hun for et stort arrangement på Københavns Hovedbibliotek, hvor hun fortalte om sin flugt fra Afghanistan.

”Det var første gang jeg fortalte om flugten og jeg var meget nervøs. Det kan jeg gøre meget bedre næste gang.”

Næste gang er allerede på tirsdag den 2.2. kl. 15.00-15.15, hvor hun er med til at åbne Festival om fortællinger & livshistorier på Betaniahjemmet, Kong Georgs Vej 3 på Frederiksberg.

”Jeg kan huske bomberne, der tvang os ned i kælderen. Fra den ene dag til den anden var vi tvunget til at vende hele vores liv ryggen og flygte fra vores hjem.
Sammen med sin mor, far og seks søskende flygtede jeg fra det Nordlige Afghanistan, hvor Taliban var ved at overtage vores by.”

Som hun sidder der foran mig og smiler, er det svært ikke at blive fanget ind af den smukke mørklødede afghanerinde. Hendes danske er fejlfrit.

”Jeg husker tydeligt, hvordan mit liv ændrede sig. Hvordan vi delte vores ejendele og tog ud på den lange tur. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var for evigt. Måske skulle vi bare på ferie, tænkte jeg. Det skulle vi ikke.”

Hun tager en bog frem fra tasken og beder mig læse et afsnit om kulturmøder… det er noget hun ved meget om, og har gjort sig endnu flere tanker om.

”Der gik næsten to år, før min familie blev genforenet.   … endelig fik vi alle opholdstilladelse i Danmark og kunne flytte ud af asylcentret. Jeg kan huske, hvordan det føltes at være en af de eneste flygtningefamilier i Vordingborg, hvor vi flyttede til. Hvordan naboerne tog godt imod os, og var nysgerrige på den gode måde.”

Hun har mange planer.

”Det har længe været min drøm at skrive en bog om min rejse herop. Det er så meget mere end en flugt. Det er noget, der har defineret hele mit liv, og det er forfærdeligt, men det er noget, jeg ikke kan flygte fra.”

Nu bliver hendes oplevelser måske også til et teaterstykke.

”…jeg brænder for … de gode historier. Men også fordi, jeg kan gøre noget for dem, der er i samme situation. Nemlig give dem en følelse af ikke at være alene med deres oplevelser.”


Citaterne er fra Dagbladet Information, hvor Manilla fortalte sin historie til Johanne Ramskov Erichsen den 9.10.2015 (med undtagelse af det 2. citat, der er fra i eftermiddags).

tirsdag den 5. januar 2016

2016: Ved indgangen til det nye år

 
 

Det kan være umuligt at forstå, hvad det egentlig betyder, når man - og ens tilværelse - er sat til tælling. Hvad er det som det gør ved én, hvad betyder det konkret? Jo, vi ved eller kan måske forestille os, hvad det MÅSKE kan betyde. Men vi evner ikke at forstå dybden af det. Ikke at forstå, hvordan usikkerheden æder sig ind i os og spiser af vores medmenneskelighed. Men måske gør vi alligevel, når det MODSATTE sker. For når en asylansøger får midlertidig opholdstilladelse, så er der straks et nyt håb der tændes. Nye muligheder, der bliver synlige og konkrete. Jeg fik for nogle dage siden en mail, der med ganske få ord fortæller, hvad den besked har betydet. Det er en fantastisk glæde som det er meget lettere at forholde sig til end til det forfærdelige langstrakte forløb i et tidsløst ingenmandsland, uden mål og retning, som det må være bare at vente og vente. Sådan som så mange er henvist til.

Mailen er skrevet af en frivillig: ”Jeg fik opholdstilladelsen i julegave og har fløjet på skyerne siden! Hun er et helt nyt menneske. Vi har gået og holdt vejret, da hun, som du ved, ifølge alle advokater kun kunne få afslag med øjeblikkelig varsel. Nu kan hun sove roligt om natten, og vi er alle meget lykkelige. Det er som at trække vejret igen. Hun viser synlige tegn på, at hun er et helt andet sted nu. For første gang kan hun sove længe, hvilket er hende vel undt. Hun dukker på eget initiativ op for at socialisere, hvilket aldrig er sket før, så vi nyder at se hende være fri.”

Michael Graversen, filminstruktøren, der i ”Drømmen om Danmark”, følger Wasis flugt fra Danmark til Italien, hvor han nu håber at han kan få prøvet sin asylsag igen. Michael viste et uddrag fra filmen ved det ene af de to arrangementer og har lavet en indsamling, hvor man kan støtte Wasi, for at han kan uddanne sig i Italien, så han stadig kan vende tilbage til DK, når han forhåbentlig en dag får mulighed for at virkeliggøre drømmen om Danmark. Støt Wasi med at få en uddannelse og et job, ligesom så mange andre allerede har gjort, for hvis han ikke bliver hjulpet ser hans fremtid problematisk ud og han risikerer at ende som hjemløs igen: https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/hjaelp_wasi_med_at_komme_i_gang_med_en_fr/?L=wojxfbnxgtdh

 

I Kongelunden er en dansk/amerikansk billedkunstner, Maria Dubin - for egne midler - ved at dekorere væggene med fabeldyr. Søheste springer frem og kigger på de besøgende med deres store åbne og imødekommende øjne. Søhestene, fra gulv til loft, står der som tidsløse væsener, der lover varme og indgyder håb. Et næsehorn er der også til at indgyde ro og styrke. Dyrene er der til at tage imod, når det bliver for meget for dem, der netop nu befinder sig i ingenmandslandet mellem opholdstilladelse og udvisning. Der er så mange måder at gøre noget på. Så mange måder at udvise initiativ og imødekommenhed på. Maria har inviteret udenlandske kunstnere hertil for at fortsætte arbejdet i Kongelunden. Kunstnere fra Tunesien, Serbien, Sverige, USA og Frankrig har sagt ja til udfordringen. Maria fortæller at hun har nydt kæmpe lokal opbakning til støtteprojektet "Kongelunden Blomstrer" fra de handelsdrivende i Vanløse. Hendes søheste befinder sig allerede hjemme på væggene i mange hjem i Vanløse, hvor hun selv bor. Støt hendes fortsatte arbejde ved at købe håndkolorerede særtryk af søhestene, der bliver solgt til fordel for udsmykningen i Kongelunden, hos Glarmester Per Lang, Jernbane Alle 50 i Vanløse. Søhestene er symbol på internationalt venskab. https://www.facebook.com/events/423287657846396/

Her i begyndelsen af det nye år vil jeg glæde mig over opholdstilladelsen til den ene, indsamlingen der er sat i gang til den anden og søhestene, der på eget initiativ og af egen lomme i disse dage er ved at brede sig over væggene i Kongelunden, det er en varm og smuk gestus. For kan man ikke andet, så kan man male søheste (eller hvad vi nu hver især kan gøre for at trodse ligegyldigheden der lurer lige rundt om hjørnet, hvis vi ikke passer på).

Tak for de livshistorier, der blev fortalt ved de to arrangementer i efteråret/vinteren i 2015. Jeg tror på at vi skal lægge ører til disse historier for selv at bevare vores medmenneskelighed. Det gælder ikke kun de andre, men også os selv. I februar vil der være 70 nye historier som man kan lytte til på Festival om fortællinger & livshistorier. Det er alle mulige historier – også flygtningehistorier. Om folk, der kommer hertil og tilbyder os et nyt blik på os selv. Men der er også mulighed for at møde én der rejser den modsatte vej, for der er også danskere, der rejser ud for at hjælpe dem, der driver i land på Lesbos. Jeppe Bang Khalil Krabbe er tilbage på Lesbos nu, hvorfra han skriver:
"Indsatsen hernede er mudret. Nogle hold gør et fint job, og jeg er ved at få et fint samarbejde med de hold jeg sætter højest. Samtidig er der hold der burde holde sig langt langt væk fra kysten. Jeg modtog egenhændigt med min ven som backup på kysten et skib med 100-150 flygtninge den anden nat. Det tog os omkring halvanden time at få alle i land. Heldigvis var havet roligt, havde vi haft bølger aner jeg ikke hvordan jeg havde kunnet hjælpe dem, og det havde med stor sandsynlighed kostet menneskeliv."
Støt Jeppes frivillige arbejde på Lesbos via bank-konto-nr: 6509-3052455285 eller via mobile-pay til: 91707022 - og hør hans beretning på festivalen.
For hvad er der det der får én til at tage ned og hjælpe?
Hvad er det for en nødvendighed som det er umuligt at sidde overhørig?
Hør de menneskelige fortællinger om det – og meget andet.
Velkommen til Festival om fortællinger & livshistorier fra den 2.-10. februar på Frederiksberg og i Farum.
Se traileren her:
http://michaelsvennevig.weebly.com/festivalfilm-om-fortaeligllinger--livshistorier.html

tirsdag den 10. november 2015

Salam Ibrahim og "In the Depths of Hell"

Nu er jeg menneske igen - 8
 
“Here I was, in the middle of a true story, its characters of flesh and blood: my wife, my friend and her husband, our comrades lost in the wilderness, entire families with their endless stories. Families sitting around fires tell stories of their long journey to the Turkish borders. I heard unbelievable stories.”
 
Salam Ibrahim: In the Depths of Hell" (USA, 2014)

 
 Still taget fra Uddrag https://youtu.be/aOIYqlJNGFI filmet af Hilal Lamaa (Copenhagen Productions)

Sprog og ord lægger sig nysgerrigt op ad hinanden, når arabisk og engelsk blandes i 3 oplæsninger fra den selvbiografiske flygtningeroman ”In the Depths of Hell”(USA, 2014) af forfatteren Salam Ibrahim (Irak), der læser på arabisk sammen med skuespilleren Sue Hansen-Styles (England), der læser på engelsk. Egentlig skulle Salam på arabisk have læst sin tekst fra bogen sammen med Sue på filmuddraget fra arrangementet, men det arabiske må vi have til gode til selve arrangementet.

Det er en hård bog at læse. Men det er også en nødvendig bog, der bliver stående som vidnesbyrd for det, der er sket. Som et mindesmærke over de lidelser, der har været – og som forfatteren stadig bærer med sig, såvel fysisk som psykisk. Bogen er som et rekviem og er hård som en knytnæve. Det er slet ikke velbehagelig læsning, men hvordan skulle den også kunne være det. Jøderne har Auschwitz som deres smertepunkt. Kurderne har Saddam Husseins giftgasangreb i Anfal som deres. Bogens undertitel  ”A documentary novel about a survivor of chemical warfare in Iraq” siger det hele. Med et næsten ubærligt smerteligt greb om læseren gør den i passager bogen til tindrende litteratur, der tillader at vi ser med hans øjne. Vi ser alt det forfærdelige, men også den bagvedliggende kærlighed, der har båret og drevet forfatteren og beretningen frem.
 
 
 Her to uddrag fra bogen:
 
Om Umm Fuad ved sin mands grav:
“As soon as we finished our meal Umm Fuad asked about her husband´s grave. The faces of those present were confused and we gazed at each other waiting for someone to be brave enough to take the initiative. She asked the question twice more. Our hearts sank to the bottom of our feet and we persisted in silence, turning our eyes away towards the peaks and hills and treetops until we were saved by Bahar, who said, "I will take you to it."”
“I was focusing on her standing there and noticed that she had started to mutter something. There was something dignified and magnificent about her silent mutterings. Then, slowly, her voice started to be heard. Though weak and distorted at first, little by little it became more understandable and clear enough for us standing off to the side to understand. She started telling their love story as if he was standing there, occasionally responding as though they were having a conversation.”
 
 
Det næste uddrag skildrer forfatterens tanker, mens han er i Holland for at vidne ved menneske-rettighedssdomstolen i Haag i sagen mod de ansvarlige for giftgasangrebet ved Anfal, som forfatteren selv blev udsat for.
 
"I could not find the Dutch taxi driver who was supposed to be waiting for me at the airport in Amsterdam. I waited a bit before I made a call to one of my friends living in The Hague who advised me to take the train. I bought a ticket and went down to the railway platform. Night had fallen. I sat in a chair next to the window and relaxed while contemplating the faces of the passengers. I was listening to the Dutch language but could not understand it. Their faces were different than the Danish. There was definitely a larger mixture of races in the workers and travelers at the airport, the people waiting on railway platforms, the tram passengers... For some reason it made me more comfortable. No one was staring at you, or ignoring you after long glance. At best, if wanting to engage in a conversation, the first thing that one said would remind you that you were a foreigner and make you feel like an outsider: "Hvor kommer du fra?" ("Where are you from?")
Despite having gained Danish citizenship, I can still feel the deep gap between myself and some of the native citizens; they have a tendency to put up barriers over the smallest detail during any interaction. This is what happens to foreigners every day in Denmark. Slowly, my mind drifted away again, away from the passengers and the noise of the vehicle…"


Det sidste uddrag skildrer forfatterens flugt lige inden de når frem til den  tyrkiske grænse.
 
"“Let’ s go!”
We were heading down through the risky mountain paths. The sounds of liveliness were coming from the waiting crowds, giving us hope to continue on our way. We were no longer thinking about the two guys who left us there, hopeless, but about the future and what we were to expect. Before we could reach the crowd and blend in with them, the two women changed their Peshmerga clothing and put on the traditional Kurdish attire we had taken. We then blended with the crowd. Everything was shared, from misery to cups of tea to food. The refugees had become like a large family, facing the unknown together, trapped between the Turkish border guards on one side, and the advancing Iraqi army on the other. We joined a family for a meal and they gave us food, water and hot tea for it was very cold and we were in a mountainous region. I don't know how we spent that night surrounded by the light of small fires among the rocks. I was imagining myself living in a novel telling of enduring civil war, deportation, fear and tyranny. Those memories reminded me of John Steinbeck's novel The Grapes of Wrath, and One Hundred Years of Solitude by Marquez."
 
"I stood up from where I was sitting, and my wife asked me, "Where are you going?"
"I'm going for a walk." "I fear losing you."
I replied laughing, "We are all lost!" and added, "Don't worry. I'll be back.""
 
 

Illustration: Bodil Molich


 Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":





Blog-indlæg om arrangementet:


 
 


 
 
 
 

Drømmen om Danmark

Nu er jeg menneske igen - 7
 Drømmen om Danmark

Michael Graversen (58 min.) Denmark, 2015.
 
Den 27.10. var jeg til forpremieren på Michael Graversens ”Drømmen om Danmark”. Filmen er unik og skildrer et univers som få af os kender til eller kan sætte os ind i. Den følger hovedpersonen, Wasiullah, fra han først kommer til Danmark, får ophold i et asylcenter, mens han venter på svar på sin asylansøgning. Da afslaget efter 3 år kommer, flygter han ned gennem Europa og ind i Italien. Her ender han igen i en venteposition og må sove udendørs, selv om det er vinter. For det tager tid at opnå det han håber på: italiensk opholdstilladelse, så han kan komme tilbage til Danmark. Instruktøren følger ham tæt på flugten, og leverer et portræt af, hvad der sker med mennesker - og især med unge når et asylafslag gives. Den skildrer den tragedie og desperation som den enkelte oplever. Det gør filmen på en både fin og sober måde.
Vi får vi besøg af filmens instruktør, Michael Graversen - og skal se et klip fra filmen.

Filmen har i disse dage haft premiere under CPH:DOX, hvor den berettiget har fået en hel del opmærksomhed.
Fra filmens pressemateriale:

”Ankommet til Danmark som 15-årig, smidt ud igen i en alder af 18. En afghansk teenagers liv som flygtning i en stærk og personlig film.  17-årige Wasiullah er en teenager ligesom alle andre. Han hænger ud med vennerne, cracker jokes, tager selfies og flirter med piger. Danmark er blevet hans hjem efter at han har tilbragt tre år i asylcentre efter at være ankommet alene fra Afghanistan. Men da Wasiullah fylder 18 og hans ansøgning om visa bliver afvist er han pludselig tvunget til at forlade landet. Han frygter for sit liv i Afghanistan hos den voldelige familie, han er flygtet fra, og vælger at flygte til Italien i håbet om, at en italiensk opholdstilladelse vil give ham lov til at vende tilbage til Danmark. Instruktør Michael Graversen har fulgt Wasiullah i årevis, og det tætte forhold imellem dem har givet ham en unik adgang til en ung emigrants undergrunds-tilværelse i Europa. For Wasi er drømmen om at vende tilbage til sine venner og til et liv i Danmark det eneste, der holder ham i gang. Graversen følger den unge fyr med den store rygsæk på den lange togrejse til lukkede politistationer og asylcentre og nætter i faldefærdige ruiner, hvor drømmene fører ham tilbage til Danmark. Wasiullah er en af de mellem 300 til 800 uledsagede børn, som hvert år flygter til Danmark.”
*

Jeg følte mig beklemt efter at have set filmen. Og selvfølgelig var jeg berørt, emnet taget i betragtning. Som den eneste var det vist mig, der den formiddag kom til at dryppe lidt malmurt i bægeret, for vi var blevet inviteret for at kommentere det vi havde set. Men den ramte mig ikke rent. Men jeg tog fejl, for den sivede kun langsomt ind i mig og haget sig fast i mig i løbet af natten. Det skrev jeg til den presseansvarlige, for det stod mig klart at denne film var vi nødt til også at have en præsentation af den 11.11. For det er en værdifuld film. Både som film og som dokumentation. Derfor er jeg er glad for at byde instruktøren, Michael Gravesen velkommen og vil gerne takke Klassefilm for deres velvilje, således at det har været muligt at få lov til at vise en af filmens mest centrale scener, der netop skildrer den drøm som den 18-årige Wasiullah har om Danmark. Det er den drøm, der holder ham oppe og som gør at han formår at fortsætte sin kamp for at høre til – og få opholdstilladelse.
 
Filmen bliver vist på DR1 den 15. november kl. 21.50.
Her er filmens trailer: https://vimeo.com/139697210

 

Illustration: Bodil Molich

 

Læs mere om "Nu er jeg menneske igen":




Blog-indlæg om arrangementet: