Anmeldelse: REJSEN af Saida Benakrich

"Rejsen” er ikke bare en rejse fra Marokko til Danmark, men også en rejse fra én kultur til en anden – og tilbage igen. Det er svært at holde fast i forudfattede meninger i mødet med Saida Benakrichs åbenhjertelige beretning om at være menneske. Hun er født i Marokko i 1961, men kom til Danmark som 11-årig i 1972. Bogen er selvbiografisk – og har ikke været nem at skrive. Man er aldrig den samme efter en rejse. Når man begiver sig til et nyt sted, ændrer man sig.

Bogen virker monomental med sine knap 400 sider, men i takt med at historien fører længere og længere væk, eller dybere og dybere ind i hovedpersonen, er det tydeligt at det ikke kan gøres kortere. For at nå hele vejen omkring begrebet "identitet", skal der fortælles og berettes meget. Sikke en rejse, sikken et liv. Alle de følelser og livstråde som forfatteren har fået spundet sammen i denne beretning om ét liv, bliver til mange liv. Saida Benakrich er en eminent fortæller. Hun får et ekstra fortællelag forærende, fordi hendes marokkanske baggrund synger med. Hendes greb er et andet. Den sproglige tone er anderledes og det styrker fortællingen, fordi hun ifører sig fortællingen. Forfatteren så at sige tager bolig i den - også sprogligt.

I starten var jeg skeptisk over for den brudte kronologi, hvor der løbende kommenteres med en nuværende voksenbevidsthed. Det giver normalt en distance til stoffet, fordi barndommen spejles i en voksenbevidsthed som hovedpersonen ikke selv er i besiddelse af på givne tidspunkt, men det bliver lidt efter lidt et uundværligt fortællelag, der ender med at blive det, der bærer fortællingen igennem. Bogen er lang, for længden skal kunne bære indholdet, når det beskrives hvordan det er at blive stående med et ben i hver lejr. For det må nødvendigvis også betyde at man er ingen af stederne – eller sådan føles det i starten, inden man finder sin plads i den nye verden med en blanding af det bedste fra begge verdener.

Uddrag fra starten af 3. kapitel: "Barndomslandet".

Stilhed. Jeg hører intet, har kun mine tanker. En dør åbner sig, og en strøm af erindringer vælder frem, den ene kalder så at sige på den næste. En særlig begivenhed står krystalklart frem i min hukommelse. Man kan også kalde begivenheden for et afgørende vendepunkt, der er årsagen til alle andre følgevirkninger senere i livet.
 

Fortællingen om det første ægteskab er tydeligvis svært at fortælle, for det er forfærdeligt. Det er umenneskeligt, og alligevel skrevet så vi forstår hvad der er på spil for manden og kvinden. På spil for dem som mennesker fanget et sted mellem tro og tradition, som mennesker lukket inde i et ildfattigt rum. Det er en ubærlig skildring, der lykkes. Men der er også noget der ikke lykkes: forklaringen af at tørklædet ikke skulle være så vigtigt, når det faktisk er det, der udløser den ubærligste scene i bogen. Som illustration af at tørklædet ikke spiller nogen alvorlig rolle, er det ikke dækkende, men som forklaring på hvordan tradition, tro og modernitet støder sammen er det en fuldbyrdet illustration. Men det ville være en forenkling at gøre det til et for eller imod. Bogen kræver at blive læst og forstået inden for sin egen forståelsesramme. Og det er udfordringen og bogens store fortjeneste, at den netop tilbyder et unik møde med et liv stående mellem to kulturer, hvor der balanceres på en knivsæg. Det er med andre ord et møde med en virkelighed, der forklares med stor kunnen, fortælleglæde og kunstnerisk snilde. Det er simpelthen en bog, der fortjener at komme ud på rigtig mange af bibliotekerne, hvor den kan ligge og friste de nysgerrige rundt omkring i landet. Dem er der mange af – og endelig er her en bog, der både er klog og forstandig – og meget velskrevet. (Ærgerligt at forlaget ikke har været grundigere med korrekturen, for det skæmmer den smukt skrevne fortælling, når fx ”lægger” forveksles med ”ligger”.)

Det er en voldsom fortælling, der kun sjældent falder til ro. Historie spejler sig i sig selv, for var valget det rette? Var det umagen værd at flytte til Danmark, for hvor længe skal man finde sig i at være udlænding? Hvornår glider det fremmede af én? Hvornår bliver man en af de andre? Svaret er nok - aldrig. Én gang udlænding - altid udlænding. Det er vist det samme overalt, selv om forfatteren hævder at det i Danmark er meget sværere end som så. Jeg kan ikke lade være med at tænke at en københavner, der flytter til Jylland aldrig bliver andet end netop "københavneren".

Det er en meget indsigtsfuld bog, men der er ingen tvivl om at en dansker, der havde foretaget samme rejse i modsatte retning ville have været lige så fremmed i Marokko - og derved kommer bogen ikke så meget til at handle om Marokko og Danmark, men mere om at finde sin plads i verden. Det gør det til en bog om at høre til, om tilhørsforhold, om at blive til i verden, om at danne sig selv, om at føle sig udenfor, om at insistere på at høre til - og om de mange kampe for at blive til den man er, selv om omgivelserne er nye, fremmede og måske ligefrem fjendtlige. Bogen er forfattet med et så glødende engagement at den rækker ud over sig selv, og bliver en fortælling om at blive menneske. Det er forfatterens påstand at det er det at skifte miljø, omgivelser, sprog, venner og omstændigheder, der sætter det hele i skred, men som det netop så fint skildres, er der både tabere og vindere. Det koster og prisen kan være tårnhøj. Men alle kæmper deres kampe for at høre til - også selv om man ikke skal tage livtag med at krydse over fra én kultur til en anden, lære et helt nyt sprog, begå sig på måder man ingen forudsætninger har for at kende til. Så selv om det gør fortællingen meget specifik, gør det den også alment tilgængelig. 

Bogen er meget fint disponeret. Der er intet der udpensles eller trækkes i langdrag. Den er skrevet med en fin fornemmelse for, hvor historien ligger, og hvad der er vigtigt at få fortalt. Det kan være svært, når stoffet er levet liv, der ikke bare uden videre lader sig indfange og fylde på formler, men kræver sit eget liv - og det får det på denne rejse.

Så hvis du hører til dem, der synes at danskere generelt er nogle af de mest åbne, glade og tolerante mennesker, er denne bog god læsning. For her er stof til eftertanke.

 

Læs mere om  "Rejsen". Forlaget Siesta. 249,- kr. 374 sider.

Udgivelsesdato: 6.11.2014. Forsidelayout: Elias Temsamani.

 

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Rejsen" indgår.

 

Anmeldelse: ROMAN I FIRE ÅRSTIDER af Betina Birkjær

"Jeg har så længe, jeg kan huske været fascineret af ord. Ord kan alt. For mig er det at skrive tæt knyttet til mit arbejde som performer og installationskunstner. Det hele handler om at fortælle en historie. Åbne historier. Historier man kan fare vild i og finde sig selv i."

                                                              Betina Birkjær om at skrive.

"Roman i fire årstider" foregår nær havet. Det er ingen steder og alle steder. Om træet midt i byen som har en hemmelighed. Det er bare én blandt byens uendelig mange hemmeligheder. Det er en beroligende myldrehistorie. Som læser ønsker jeg mig at der er mange flere end bare disse fire årstider.
 

"Hr. Lieberkind har aldrig før trådt nogen over tæerne og rødmende af skam forsvinder han ind ad en hvid dør. Han ånder lettet op. Her er ingen træer, ingen sovende børn, ingen voksfigurer. Her er stille og helt hvidt, bortset fra en lille, sort dør i modsatte ende af rummet, som han føler sig fristet til at prøve. Han gør det, lukker døren bag sig og er omsluttet af et varmt og duftende mørke. Her er om muligt endnu mere stille. Som om stilheden er mere kompakt. Vokset sammen med mørket. Han smiler for sig selv. Hr. Lieberkind føler sig helt godt tilpas igen og bevæger sig langsomt ind i mørket, indtil han støder på en ny dør. Da han åbner den, bliver han mødt af et perlemorsagtigt lys. Han befinder sig i en kæmpekonkylie og kan høre havets brusen langt væk. Han bevæger sig ind i de snoede gange, og efter at have gået længe befinder han sig pludselig ude i det fri. Han kan se sit lille hus. Han smiler fredfyldt. Han har fået vished."

 

Teksten har en tone og en klang, der er helt sin egen. Som læser hviler man spændt i det trygge univers. Samtidig formår forfatteren at lægge en fornemmelse af at idyllen er funderet på noget som kun de færreste i byen er bekendt med, og at der er noget på færde - og på spil. Der er mange hemmeligheder. Der er den døde guldfisk, ildebranden og det døende træ. Og så er der længslen mod havet, længslen mod alt det fremmede - alt det der leder væk fra byen og videre ud i verden. Bag den trygge facader er der et mylder af følelser og stemninger, der så let kan blæse alt og alle omkuld. Der er havet, der med blæsten sender en byge af fisk ind over byen, så de ligger i gaderne og gisper. Og der er byens beboere, der gemmer sig i deres huse indtil fiskene igen er fjernet. Og bagefter føles gaderne stadig klistrede og glatte. Fortællingerne er opbygget, så vi ved at tiden er ved at rinde ud. Måske er det en ny tid, der uvægerligt er på vej. Som læser er jeg lidt bange for, hvad det hele skal ende med, mens jeg spændt bladrer videre. Og ulykkerne indtræffer. Træet brænder og verden går for så vidt under, men den efterlader også en tro på alt det der fortsætter. Og selv om fuglener er fløjet og for længst forsvundne, så er de der stadig - et sted ude i horisonten.

 

Fortællingerne følger deres egen indre logik. Alt er på lånt tid, men samtidig bibringes læseren en tro og en oplevelse af at det nok skal blive godt igen eller ligefrem bedre. I hvert fald er der noget der fortsætter. Hemmelighederne er ikke brændt væk. Nye begyndelser giver nye forhåbninger, drømme og længsler. Det samme gør fortællingerne i fire årstider.

Det er en debutbog, men stemmen er ikke en debutants. Jo, første gang på tryk, men det er tydeligt at forfatteren er så meget hjemme i sit stof at det er forankret i et helt liv. Eller rettere et teaterliv. Det er sådan at teksten er født – med et teaterliv. Teksterne lever og ånder overbevisende. Som læser vandrer jeg ubesværet rundt mellem bogens mange universer. Det er skrevet så det både er magisk og samtidig kedsommeligt almindeligt, men sådan virker det ikke, for sproget er spændstigt og romanen slår sine triller som fuglene i træet. Indtil de ikke er der mere.

Sproget er så subtilt og præcist at det er en fornøjelse. For en gangs skyld er forlæggernes anprisning på bogens bagside dækkende og på sin plads, når der står at bogen er som " ...kniplet i spindelvæv og skåret i barken på byens træ". 

De der lader sig indfange af fortællingerne vil føle at bogen resonerer inde i én selv. Føle at de med ”de fire årstider” har været så heldige at de ikke bare har læst, men indoptaget fortællingerne i sig. For bagefter ruller fortællingerne videre med blodet rundt i kroppen. Det gjorde de i hvert fald på mig.
Et stort tillykke til den debuterende Betina Birkjær, der fortjener at hendes fascinerende og egenartede romandebut finder frem til mange læsere. Romanen er en lyrisk rejse, der bliver siddende i kroppen længe efter. Og hvor tit sker det?

 

 "Da jeg var barn, fandt jeg på hemmelige skriftsprog, byggede byer, besøgte fremmede planeter og øvede mig i at slå vejrmøller med én hånd. Undrede mig over, hvorfor mariehøns er røde, og hvorfor jeg var den eneste pige, der ville spille fodbold. Syntes søndage skulle springes over, for det var jo den sidste dag i ugen og derfor bare i vejen. Følte mig fri på min cykel. Ville være den første indianerhøvding, der levede udelukkende af makrelmadder og kakao. Derudover ville jeg være forfatter og rejse verden rundt med et fransk cirkus."

 

Betina Birkjær om sine drømme

Citat fra hendes hjemmeside: http://betinabirkjaer.dk/om/ 

Læs kapitlet "Digteren" fra romanen:

Aksel Loewe har aldrig fået udgivet en digtsamling, men da han er den eneste i byen, der skriver digte, føler han fuldt ud, at han fortjener sit tilnavn. I virkeligheden bliver han kaldt Digteren, fordi han digter andres liv om.

En dag kommer en ældre kvinde til Digteren og klager sin nød. Hun føler sig meget gammel - hun er lige blevet femoghalvfjerds, og hun har aldrig haft en familie eller kendt til kærlighed. Hun vil gerne snart dø, men inden da vil hun bede Digteren om at digte en kærlighedshistorie til sig. Han lover at hjælpe hende, men udbeder sig tid og siger, at han har brug for en del oplysninger. Hun lover at give ham alt, hvad han har brug for. Han siger også, at han desværre ikke selv har tid til at komme og hente de oplysninger, han skal bruge, så han vil sende sin fader, som er pensioneret postdirektør og enkemand. Han skal have lov til at komme en time hver dag og lytte hendes historie. Det fortalte skal han referer i store træk til Aksel, som derefter skal skabe den store kærlighedshistorie, der vil passe til hende.

I starten er kvinden bekymret for, hvor lang tid dette kan tage, men forbløffende hurtigt stopper hendes klage, og hun affinder sig med, at hendes død bliver udskudt på ubestemt tid. At skulle tale en time med en fremmed mand virker først som lang tid, men der går ikke længe før denne daglige rutine føles alt for kort. Så er der jo heldigvis ikke nogen, der har sagt, at den pensionerede postdirektør ikke kan blive en ti en time mere, hvis han skulle have lyst. Hun kan så passende give den megen kaffe skylden, når hun føler sig underlig opstemt ved sengetid.

En dag siger Digteren til sin fader, at nu kan han godt fortælle kvinden, at hendes historie er færdig, og hun kan komme og hente den, når det passer hende at dø. Næste dag har faderen en æblekage med til ham, og en seddel hvorpå der står: Tak fordi du har skrevet min historie færdig. Digteren føler sig uendelig tom. Han ville gerne have hørt det fra hende selv. Ordene på papiret efterlader en rungende tavshed.

Stilhed skræmmer ham, og den har det med at hjemsøge ham i tide og utide. Han flytter rundt på egetræsmøblerne på sit værelse på Strandhotellet.

 

"Roman i fire årstider" udkom i foråret 2014 på forlaget Jensen & Dalgaard - og er en oplagt julegaveide. 120 sider. 248,- kr.

Forlagets hjemmeside: http://www.jensenogdalgaard.dk/Books/efter-2014/roman.htm

Læs også den samlede anmeldelse her, hvor "Roman i fire årstider" indgår.

Anmeldelse: GLASMENAGERIET på Hippodromen

 Foto: Thomas Petri.

Der er en rørende enkelhed over den ydre handling i Tennessee Williams´ gennembrudsstykke,  ”Glasmenageriet”, der  foregår i sydstaterne under depressionen i 30’erne, men folder sig ud som en tidsløs historie om mennesker og deres drømme og længsler.  Man kan se konturer af alt det der i hans senere produktion skulle brede sit vingefang fuldt ud. Det er ikke hans største skuespil, men måske hans mest rørende. Det er et drømmespil om en mor og hendes to voksne børn – og den mand, Jim, der i 2. akt inviteres hjem i et forsøg på at finde en mand til datteren, Laura, hvis glashobby har givet navn til stykket. Hun er i Ena Spottags skikkelse stor og genert, og har et benhandicap, der giver hende en sær skæv gangart.  Som et såret dyr humper hun rundt derhjemme forfulgt af morens ord og øjne. Karen-Lise Mynster er Amanda, moren - den efterladte kvinde med de to børn, hvis mand bare forsvandt. Søskendeparret kender til bevidstløshed alle morens storslåede historier fra en tid, hvor alting var så meget bedre end nu. De er alle tre drømmere, der sidder uhjælpeligt fast i et klæbrigt drømmespind. Sønnen, Tom, har tilsidesat sin forfatterdrøm. Det er hans lagerløn, der betaler og opretholder deres liv, selv om moren gør hvad hun kan for at sælge abonnementer på tidens kvindeblade som telefonsælger.

 

Foto: Thomas Petri.

 

Tom, spillet så fint af Jens Frederik Sætter-Lassen, nærer en særlig ømhed for sin søster, og priser hendes kærlighed og varme. Selv er hun mest interesseret i at lytte til gamle plader og pudse sine små glasdyr, mens Tom for længst har set og gennemskuet at det er morens ambitioner på deres vegne, der holder dem fast og spærret inde. Amanda har fået den ulyksalige ide at datteren bare skal giftes bort, så skal det nok gå. Men i andres øjne er hun ”sær” og en ”krøbling”. Hårdt presset går Tom med til at invitere en kollega, Jim – spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen, med hjem fra lageret, men har ikke sagt noget om søsteren. Men de kender allerede hinanden. Fra deres skoletid var Laura vild med Jim. Men kan det virkelig være den samme Jim? Han der havde en så lysende fremtid, er det virkelig ham, der nu arbejder på samme lager som Tom?
Amanda har allerede udset Jim til at være den, der skal redde det hele. Men sådan går det ikke. Sådan går det aldrig i Tennessee Williams´ stykker. Det er samme set-up i hans mest kendte stykke ”Omstigning til paradis”/”A streetcar named desire”, hvor Blanche Du Bois også har inviteret en mand hjem. Det går aldrig godt med disse inviterede mænd hos Tennessee Williams. Heller ikke i ”Glasmenageriet”.

Foto: Thomas Petri.

 

I 1. akt er det en fornøjelse at opleve Emmet Feigenbergs meget mundrette og ligefremme danske oversættelse af de verbale træfninger mellem mor og søn. Tom kan ikke udstå hjemmets indelukkethed, og går af sted hver aften og kommer først sent hjem. Han siger at han går i biografen, men vi hører aldrig, hvad han egentlig laver. Det vigtigste er, at han er væk fra den kvælende stilstand i hjemmet.  Han affinder sig med arbejdet på lageret, men det rider ham som en mare. Der går ikke en dag, ikke en time, uden at han længes væk. For hver dag der går, svinder hans drømme. Det er ved at være sidste chance inden han selv helt forsvinder. For også han har en drøm om noget andet og bedre.

Foto: Thomas Petri.

 

2. akt består overvejende af mødet mellem Laura og Jim. De er et umage par, men de to spilles så inderligt rørende af Ena Spottag og Nikolaj Bjørn-Andersen, at deres scener sammen kommer til at afbalancere stykkets stærke 1. akt mellem mor og søn, selv om det er så stille og inderligt, og i  så stor kontrast til 1. akts stærke verbale udladninger. Iscenesætteren Kaspar Rostrup er så erfaren, at han straks har set at det gælder om at få disse to meget forskellige akter til at passe sammen, og det lykkes meget fint. Der er tale om to skuespillere, der spiller helt tæt og fint op til hinanden, så det faktisk er det, der bagefter bliver siddende hos mig, selv om stykker er stærkt og så glimrende besat med både Jens Frederik Sætter-Lassen og ikke mindst Karen Lise Mynster, der i rollen som Amanda kan fejre sit 40 års skuespillerjubilæum med endnu en fin scenepræstation.
Det er ikke første gang at Jens Frederik Sætter-Lassen og Karen-Lise Mynster spiller stærkt og insisterende overfor hinanden. I Jacob Weis´ meget velskrevne ”Diva min” (2012) på Teater V var de begge frygtindgydende, hver på deres måde, men denne gang er de endnu mere jævnbyrdige.

 Foto: Thomas Petri.

Når man holder et af de små glasdyr op mod lyset, så tindrer de og stråler. For en stund bliver virkeligheden så magisk at forestillingens Laura foretrækker at leve sit liv blandt  glasdyrene fremfor menneskene - og vi forstår hende godt. Alt for godt. For virkeligheden er grum og barsk. "Glasmenageriet" er en forestilling fuld at splintrede drømme og glasskår. Pas på at du ikke skærer dig! Velkommen til "Glasmenageriet"...

GLASMENAGERIET
INSTRUKTION (og bearbejdelse): Kaspar Rostrup
SCENOGRAFI: Stine Martinsen
KOREOGRAFI: Jeanette Binderup-Schultz
KOMPONIST: Fuzzy
OVERSÆTTELSE: Emmet Feigenberg
LYSDESIGN: Baard Nilsson                                       
LYDDESIGN:  Steen Larsen
MEDVIRKENDE: Karen-Lise Mynster, Jens Frederik Sætter-Lassen, Ena Spottag, Nikolaj Bjørn-Andersen 

Spilleperiode på Hippodromen, Folketeatret:  11.11. - 6.12.2014 - derefter turné.

LÆS MERE:

http://folketeatret.dk/da-DK/Performance/Forestillinger%2014-15/Glasmenageriet.aspx

Anmeldelse: SAMTALE FØR DØDEN på Edison

FORFØRT AF GUDER... Foto: Ulrik Jantzen

 Edison, Betty Nansen Teatrets aneksscene, er svær at have med at gøre. Der er enormt højt til loftet, og publikum kommer let til at sidde meget langt væk. Men i SAMTALE MED DØDEN, der løb over scenen for sidste gang i går, var det løst optimalt med at indsætte en skrånende loft, der nærmest hvælvede sig ud mod publikum, og da det samtidig skulle illudere fængselscelle var det visuelt flot udtænkt af scenografen Karin Betz, som om det hvert øjeblik, som en fælde, kunne klappe sammen om stykkets hovedperson: den anklagede og dømte naziforbryder, der var hovedarkitekt bag Det 3. Riges systematiske jødeudslettelse. Den mest berygtede af dem alle: Adolf Eichmann (Olaf Johannessen), der efter en 4 måneder lang skueret i Jerusalem blev dømt til døden ved hængning i 1962. Inden dommen eksekveres opsøges han i cellen af dommeren (Thomas Gabrielsson). Eichmann indvilliger i denne sidste samtale, men nu er rollerne byttet om. Under retssagen var det dommeren og retsvæsenet, der styrede forløbet, men under denne sidste samtale før døden er det Eichmann selv, der bestemmer og styrer samtalen. Så godt han nu er i stand til det, for han er ikke alene. Hans kone (Cecilia Zwick Nash) er der også, i tankerne. Hun blander sig og taler med. Giver os det fulde billede af sin mand, om hvordan de mødtes, om hvordan Eichmann blev til Eichmann.

                                                         Foto: Ulrik Jantzen

Vi kender udgangen, men som Hannah Arendt efter retssagen skrev, så var mødet med Eichmann ikke mødet med ondskaben. Han var ikke den inkarnerede ondskab. Jo, det var han måske nok på et overordnet plan, men ikke personligt. Han var mere end det. Han var som os andre. Han var et menneske som os. Dermed ville hun ikke frikende ham – slet ikke. Men hun ville sikre sig at vi andre ikke frikendte os selv. For ved at opdele verden og sagen i dem og os, i sandhed og løgn, hvidt og sort, i ven og fjende, så overså vi noget vigtigt: at ondskaben er i os alle. At den ikke findes, den helt hvide sejrsskjorte. Den vil altid være blodplettet.

                                                     Foto: Ulrik Jantzen

Det er samme ærinde som Adam Price går i den fine, præcise og meget tætte teatertekst. Teaterstykket, der slet ikke ville kunne laves på film eller tv, når langt ned i menneskepsyken, og sætter sig fysisk på én. Tungt og insisterende. Der er ingen mulighed for at undslippe. Vi er sammen om det – og ingen slipper fri.

Instruktøren Peter Langdal kan udrette mirakler med den rette tekst. Især når han holder det stramt Det er simpelthen flot og præcist, ligesom teksten. Resultatet er ærefrygtindgydende.

Temaet er uudholdeligt, for det frikender ingen. For hvor går grænset for det personlige ansvar og hvornår handler man ”bare” efter ordrer? Alvoren følger med emnet, men det er ikke noget der nødvendigvis er garant for en god teaterforestilling. Snarere tværtimod, for det forpligter i meget høj grad. Det gør det også at overvære forestillingen.

 

                                                       Foto: Ulrik Jantzen

Olaf Johannesen, som Eichmann, er fantastisk. Han fylder scenen med sit nærvær. Han er dirrende og frysende på én gang. For han er ikke bare frysende kold. Snarere pligtopfyldende og forfærdelig karrierebevidst. Han er afmålt og doseret. Han står der lige foran os, men der er alligevel sprækker,. Ingen er i stand til helt at gardere sig. Der er udsivninger af menneskelighed som da han i kælderen til villaen i Wannsee, hvor hele jødeudslettelsen blev besluttet og planlagt, møder den jødiske pige (Thea Kastberg), som han senere igen redder. Han har brug for hende for han er presset, og bliver nærmest forbløffet over at hun kan være bange for ham. I mødereferatet kalder han planen for ”evakueringen” af jøderne. Det er det samme som han fastholder over for sin kone, da hun begynder at stille spørgsmål. Han er den perfekte embedsmand. Systemets tro tjener. Selv siger han at han blev forført af guder. Af nazistiske guder. Det er det længste han går.
 

Foto: Ulrik Jantzen

For at spille en rolle som Eichmann er man nødt til at forstå ham, forsvare ham og gøre ham menneskelig. Det er imponerende som det det lykkedes for Olaf Johanessen. Identifikationen er frysende, og alligevel formår han også at vise os skrøbeligheden. Der minder os om at ondskaben ikke bare er noget som de andre er bærere af. Det ville klart være det letteste og mest bekvemme, for så kunne vi vaske hænder. Men det var netop det som Hannah Arendt efter krigen gjorde opmærksom på, ved at insistere på menneskeligheden som en måde at forstå det uforståelige og grufulde på. For ikke bare at afskrive det som noget de andre udførte – dem som ikke er os. Nej, de andre, de onde, nazisterne. For de andre er de forkerte, de dårlige, mens vi selv spiller på vinderfløjen. Det er godt at blive mindet om at det er meget mere nuanceret end som så. Det er så let at blive énøjet. Forestillinger som denne minder os om at det koster at være menneske. At ingen går ram forbi. Vi skal tage ansvar – og sige fra, når det gælder. Det er vigtigt at blive minde om, at det at være menneske ikke bare er noget man er, men noget man skal blive ved med at gøre sig bedre til at være.

 

Instruktion: Peter Langdal

Manuskript: Adam Price

Scenograf/kostumier: Karin Betz

Medvirkende
Olaf Johannessen
Thomas Gabrielsson
Christian Mosbæk
Thea Kastberg
Cecilia Zwick Nash
Troels Oxholm Thomsen

http://www.bettynansen.dk/samtale-foer-doeden.html

Spilleperiode
4. okt. - 9. nov. 2014

Gammelfestivalen II - i farver (2014)

Glimt fra Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet - fra den 8.-15. oktober 2014 på Betaniahjemmet på Frederiksberg.
 

Skuespiller Ebba Nørager fremførte Jens Blendstrups fyrige monolog om sex og alderdom: ”Med håb skal alder bekæmpes”. Det var gribende at opleve den 86-årige skuespillerinde med en så veloplagt tekst.

 

De afrikanske musikere Alfred Tamakloe og Sam Takyi (Ghana) sang og spillede om liv og død på afrikansk.

 

 

 

 

Forfatter Anne Hjælmsø fortalte om, hvorfor hun i hvert fald ikke skal på plejehjem, og læste op fra en kommende novellesamling med samme tema.

Forfatter Charlotte Strandgaard fortalte veloplagt og engageret om bogen ”De gråhårede børn – om voksne med gamle forældre”.

 

Festivalens alderspræsident , Stine Bitsch-Larsen (født i 1918) fortalte om en udstilling som hun var ved at arrangere, om Caspers bog, om keramikken der ikke ville og musikken der stadig gerne vil – og gav en prøve på det. Om livet som en gave.

 

Sanger Pia Raug fortalte om sine bedsteforældres historie og især om sin elskede synske farmor, der fik stor betydning for hende. Det var bevægende at blive trukket ind i familiens slægtshistorie (her sammen med David Blazek).

 

 

Sanger Susanne Lana blev akkompagneret af 7 mandsorkestret Amager Harmonien, da hun sang sin signaturmelodi ”Hvis tårer var guld” til afdansningsballet på festivalens næstsidste dag. Hun bragte en glad smittende stemning med sig, og fik straks dansegulvet fyldt. Det var et hjertevarmt og engageret besøg. (Her omgivet af David Blazek, Laust Sørensen og Alaa) 

 

 
 
 
 
 







Teater-og filminstruktør Palle Kjærulff-Schmidt fortalte om Japan og den nyudgivet bog derfra: "Lidt dybere ind i Japan” med undertitlen ”Kyotos forunderlige poesi” og viste lysbilleder fra bogen.

 

Forfatter Kirsten Thorup ønskede med romanen ”Ingenmandsland” at skildre sin fars sidste tid – og demens. Forfatter Egon Clausen holdt festivalens bål- og brandtale - og charmerede alle.  

 

 

Forfatter Marie Thøger fortalte om Indien, og om hvordan hendes første møde med Indien i 1953 på mange måder blev bestemmende for resten af hendes liv. Sådan som hun har berettet om det i bogen "Og freden kom" (Epigraf, 2011).

  

 

 
Psykolog og sexolog Sten Hegeler fortalte om et langt liv med at flytte normer. Det var et festligt møde med en dygtig fortæller.

 

 

 

Forfatter Hanne Marie Svendsen fortalte om hvor vigtigt det er at fortælle for de nye generationer for at bevare historien. At gamle mennesker er garant for tidens kontinuitet, for de husker det der har været.

Forfatter Hanne Marie Svendsen (her sammen med David Blazek).

Skuespiller Paul Hüttel læste Henning Carlsens beretning om sit eget endeligt. Carlsen kunne desværre ikke selv være der – han var rejst i forvejen.

Forfatter Vibeke Marx fortalte om Tine, der er med i to af hendes bøger, hvor hun arbejder på et plejehjem. Tine har svært ved livet, men via sit plejehjemsarbejde finder hun en mening i kontakten med de gamle.

Skuespiller Ghita Nørby fortalte livfuldt og entusiastisk om hvordan livet fortsat griber fat i hende. Hun har to premierer på vej: Bille Augusts ”Stille hjerte” og Michael Noers ”Nøgle hus spejl”. Den unge 36-årige filminstruktør var overraskelsesgæst i samtalen med Ghita Nørby. Det var hans møde med morfaren som han havde besøgt på plejehjem som barn, der var hans motivation for at lave filmen om gamle på et plejehjem.

 

Ghita Nørby lukkede festivalen med at læse H.C.Andersens "Det er ganske vist".

 

 

 

Skuespillerne Judy Gringer og Lars Knutzon optrådte med Michael Svennevigs énakter ”Den sidste aften”. Det er 30 år siden at Judy Gringer sidst stod på en scene og 45 år siden at hun og Knutzon spillede sammen i filmen ”Den gale dansker”(1969).  Det var rørende at opleve dem sammen – og skræmmende at det skulle ende med at den ene slog den anden ihjel – på scenen. I den anden tekst af samme dramatiker på festivalen var det den polske skuespiller Bozenna Partyka, der gjorde indtryk i monologen ”Til det sidste…”, baseret på hendes liv - om at holde fast. 

 Forhenværende overrabbiner Bent Melchior, der er en vidunderlig taler, skulle "konkurrere" med sig selv, da han efter visningen af Hans Kragh-Jacobsens fine portrætfilm "MELCHIOR" skulle fortælle hvad livet havde budt og givet ham. Det var et møde med en stor personlighed.

 

 

Filminstruktørerne Torben og Lisbet Skjødt Jensen og Per Lykke fortalte om ”Det lange liv– en film om Vera Gebuhr”. I filmen beretter den nu 98-årige skuespillerinde om sin vej gennem livet.

 

Filminstruktøren Jannik Hastrup fortalte i en båndet samtale om nødvendigheden af og anstændigheden ved også at lave tegnefilm om asylbørn. At det ikke var nok med Cirkeline…

 

 

Fangekoret sang og fortalte om at ligegyldigt hvordan ens livsvilkår ser ud, om man er spærret inde i sin krop eller i et fængsel, gælder det om at få det bedste ud af livet. Det gjorde de med musik og sang. Det var et rørende møde med koret – ledet af Louise Adrian - der generøst delte ud af deres dyrekøbte, indespærrede erfaringer. De fyldte hele plejehjemmet med glæde og sang.

Krisztina Vas Nørby (flygel) og Naja Månsson (sang) underholdt med et Liva Weel-potpourri, men havde også ”Jacobsen” med. Det var et betagende møde med en både smertelig og morsom dansk revyjuvel.

Billedkunstneren Alice Maud Guldbrandsen fortalte om rumudsmykningen som hun havde lavet sammen med naturvejleder Lis Vallentin. Deres rustne meterhøje skulpturer omkransede scenen  i ”Regnbuen”, hvor festival foregik.

 

 

 

Der var to film produceret til festivalen, dels ”Familiealbum” af Ole Bundgaard, baseret på Stine Bitsch-Larsen skønne gamle familiebilleder, og dels ”Gammelfilmen”, der blev spillet som forfilm i Gammelbio hver dag, af David Blazek og undertegnede med tekst/interview med Hanne Marie Svendsen, Henning Carlsen (in memoriam), Lise Warburg, Kirsten Thorup og Lise Bidstrup.
I den forbindelse var der en af Betaniahjemmets beboere, der højt sagde: ”Har jeg ikke set den film før?”

En anden aften overhørte jeg en samtale mellem to beboere, hvor den ene spurgte:
-Så du filmen i går?
Hvortil den anden svarede:
-Det kan jeg ikke huske!

Der var med andre ord en masse nyt at opleve hver dag.

 

Festival-links:

Gammelfestivalen (2014) - i sort hvidt:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-sorthvidt-2014.html

Gammelfestivalen (2014) - i farver:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/gammelfestivalen-ii-i-farver-2014.html

Halvvejs gennem Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/halvvejs-gennem-gammelfestivalen-2014.html

Baggrund, portrætter og reaktioner:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/baggrunden-for-gammelfestival-ii-2014.html

Mød Stine Bitsch-Larsen (født 1918):
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-stine-bitsch-larsen-fdt-1918.html

Mød Ghita Nørby:
 http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/md-ghita-nrby-pa-gammelfestivalen.html

Af børn og fulde folk...:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/af-brn-og-fulde-folk.html

Begravelser i Ghana:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/begravelser-i-ghana.html

Velkommen til Gammelfestivalen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/velkommen-til-gammelfestivalen.html

Velkommen til Gammelfestivalen i næste uge:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/10/velkommen-til-gammelfestivalen-der.html

En fortælling om liv og død:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/en-fortlling-om-liv-og-dd.html

Jern ruster ikke!:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/jern-ruster-ikke.html

Havevandring med naturvejlederen:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/foto-alice-maudguldbrandsen-om-rustent.html

Rustent jern i grønne omgivelser:
http://msvennevig.blogspot.fr/2014/09/rustent-jern-i-grnne-omgivelser.html

Gammelfestivalen Det sidste suk (i 2010): http://www.forlaget-epigraf.dk/gammle.html


PRESSE-LINKS:
Frederiksberg Bladet: http://minby.dk/frederiksberg-bladet/doed-og-hygge-paa-betaniahjemmet/
Frederiksberg Lokalavis:
http://www.betaniahjemmet.dk/Files/Layout/undersider/artikler/festival%20fejrer%20alderdom%2002.10.14.pdf   
Sydsjællandske Tidende: http://www.sn.dk/vordingborg/vigtigst-er-hvordan-man-lever-livet/artikel/440278
Frederiksberg Lokalavis (2. gang): http://ftp-lokalavisen-frb.dk/arkiv/1127/mobile/index.html
TV2/Lorry: http://www.tv2lorry.dk/arkiv/2014/10/14?video_id=96187
Herlev Bladet: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/390/html5/  (se side 27)
Sygeplejersken:   http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Sider/SY-2014-12-34-1-Anmeldelser.aspx