Anmeldelse: MAIREAD på Teatret ved Sorte Hest

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Da lyset går op befinder vi os i et lukket rum med fire personer – sammen og alligevel hver for sig. De vågner og undrer sig over, hvor de er henne, og prøver at forstå sammenhængen. En sammenhæng, der ikke er der, men som alligevel knytter dem sammen. Er det skæbnen eller et hævndrama? Hvad er det der gør, at Mairead, den tilsyneladende hovedperson, er adskilt fra manden, elskeren og dennes kæreste?

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Det er mesterligt, som den dansk/serbiske dramatiker Tanja Mastilo formår at holde de mange bolde elegant i luften, for det er sparsomt, hvad vi får af oplysninger om de fire - og kun ganske langsomt. For bliver de stillet til regnskab for deres synder og udeladelser? Er det deres selvopgør - eller Maireads? Spørgsmål er der mange af. Hvis det lyder forvirrende, er det ikke den fornemmelse jeg sidder tilbage med, for sjældent er usikkerhed blevet skildret så let og så enkelt. 

 Alting falder på plads i denne labyrintiske forestilling, der minder om Paul-Jean Sartres ”Lukkede Døre”, hvor personerne også er henvist til i al evighed at befinde sig i et limbo uden for tid og rum, men i denne ”version” er der mere håb og varme, selv om der ingen nemme løsninger anvises.  Der fører stadig veje væk derfra. Men hvor de fører hen, skal vi selv finde ud af.

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Måske er de alligevel ikke sat til doms, men bare holdt for nar? For måske er dette en praktical joke, som en af dem foreslår i begyndelsen, og som de om lidt vil vågne op af?

Det er en bedrift, at instruktøren Nina Larissa Bassett har kunnet lave en så ubesværet scenegang, for de fire skuespillere er konstant til stede, men uden at kunne se hinanden. Scenerummet og lyssætningen af Peter Rasmussen spiller smukt sammen med resten. De fire medvirkende er til stede i hinandens historier som stemmer, der når hinanden, men fysisk adskilt af mure som ingen af dem kan forcere. De er med andre ord indespærret i deres egne selvopfattelser. Det er jo det vi er. Vi lader os fængsle af hinanden og holder ofte hinanden fangne i vore billeder af dem - sådan som vi helst vil se os selv og hinanden. Smerten kan vi alle forholde os til, hvis vi tør. Men hvem er det, der snyder hvem? Hvem er det, der spiller med skjulte kort?

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Nathan Meister spiller manden. Han er umiddelbart charmerende, men bliver mere og mere usympatisk, som fortællingen rulles op, for han er jo alligevel bare et menneske, der er så fuld af sig selv og derfor egentlig ikke har plads til andre, selv om han siger det modsatte. Måske gælder det alle fire, for måske tager de bare forelskelsen som gidsel, for egen vindings skyld, for måske er det dét vi gør?

Elskeren, Kevin Kiernan-Molloy, er ikke mere givende, selv om det umiddelbart lyder sådan. Han er også primært til stede i egen behovsopfyldelse. Hverken han eller de øvrige føler, at de har gjort noget forkert, for har de ikke altid været der, når det gjaldt?

Elskerens kæreste, Sue Hansen-Styles, er den mest hemmelighedsfulde af de tre, og derfor også den mest interessante. Hun er jokeren, om hvem vi ved mindst. Tilmed er hun måske også den farligste. Bag hendes tilsyneladende ro og modne facade gemmer der sig noget som vi aldrig får at se – for hvilket spil spiller hun?

Hovedpersonen, Mairead, Kerry Norton-Griffith, er den mest utroværdige af dem alle. Hvad er egentlig hendes rolle i det hele? Er de andre blot de tilfangnetagne tanker, der har sat sig fast inde i hende, og som hun desperat forsøger at tale til rette eller lægge bag sig. Måske er hele forestillingen blot et forsøg på at gøre sig fri af dem?

Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

Det er tydeligt, at dramatikeren elsker sine personer. Det er rigtige mennesker med alle de sprækker som vi hver især har. Det er historien om en kvinde og en mand, om flere kvinder og flere mænd, om et bedrag eller flere, men først og fremmest er det spørgsmålet om, hvad kærlighed er? Det er så enkelt og umiddelbart tilforladeligt. Vi kunne alle være både kvinden og manden, kæresten og dennes kæreste. Det er jo det vi er – og som forestillingen får os til at forstå og indse.

                                                                             Fotograf: Aleksandar S. Mastilo.

MAIREAD (urpremiere)

Gæstespil af Why Not Theatre på Teatret ved Sorte Hest

Spilleperiode: 15. februar - 9. marts 2019

80 min.

Dramatiker: Tanja Mastilo

Instruktør (og dramaturg): Nina Larissa Bassett

Medvirkende: 

Kerry Norton-Griffith, Nathan Meister, Kevin Kiernan-Molloy og Sue Hansen-Styles

Instruktør-assistent: Cathrine Elmerkjær

Scenograf og lysdesigner: Peter Rasmussen

Lyddesign Peter Rsmussen og Barry Wesil

Lys- og lydtekniker: Beata Kublik

Kostumer: Why Not team

Forestillingen er støttet af Oticon Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Ernst B. Sund Fonden, Knud Højgaards Fonden, Beckett Fonden og Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck Fonden.

*

Hjemmeside

Billetter

Læs mere om 

Why Not Theatre

*

Tidligere anmeldte forestillinger med Why Not Theatre:

2017:

Mr. Tesla Played

2016:

Love and Money

A Tender Thing

2015

O, for the love of Shakespeare

2014:

WIT

2013:

The City

* 

Anmeldelse: KEJSEREN på Teater V

Med Livingstones Kabinet ved vi aldrig, hvad der sker. Vi bliver trukket med ud på overdrevet og får udfordret de sædvanlige teaterkonventioner. Det er på én gang meget selvbevidst, men virker også legende, for det er både morsomt og alvorligt. Men først og fremmest er det blændende godt teater. Eller rettere musical. Eller måske mere en blanding med lidt af hvert. Musikalsk er vokalharmonier og musik helt i top. Det gælder også det sceniske udtryk. Intet er overladt til tilfældighederne. Alt er kontrolleret ned til mindste detalje – og alligevel virker det så legende. Det samlede sceniske udtryk er fejende flot. Det er surrealisme på speed. Det er dybt professionelt og en lækkerbisken for garvede teatergængere. Min ledsager fattede ikke en lyd, mens jeg sad og følte mig salig.

Fotograf: Bjarne Stæhr

Men hvorfor går vi overhovedet i teatret?

Er det for at møde os selv?

Er det for at blive væk i et parallelunivers?

Eller er det for at bliver underholdt - og hygge tiden væk?

Stilmæssigt henter KEJSEREN inspiration fra bl.a. Brechts og Piscators politiske teater. Med nykomponeret musik, skuespil, sang, råbekor og et stærkt visuelt sceneunivers forsøger fire skuespillere/sangere/musikere og et børnekor at vise, at Kejseren nu har poseret, regeret og marcheret længe nok, og at det er på tide med forandringer. 

                                                                                                                Fotograf: Bjarne Stæhr

”Kejseren” er baseret på HC.Andersens eventyr "Kejserens Nye Klæder". Det kender vi alle, så det er et afvæbnende afsæt, men når talen falder på sandt og falsk og på fake news, bliver det anderledes aktuelt. På den måde leger forestillingen sin alvor ind i os. Vi tror, at vi bare sidder der i mørket for at more os, men det kan vi godt glemme alt om, for det er for alvorlig en "hyggestund".

Det er en billedstorm. Det ene tableau efter det andet. Det gælder om at give slip og lade sig falde ud over kanten og glide med ind i den myldrende billedstrøm. Der er ikke en almindelige teater-forførelse, for Livingstone vil mere end det. Det kommer tæt ind på livet af os. Vi skal føle os intimiderede, for ærindet er slet ikke så tilforladeligt som det ser ud.

                                                                                                                  Fotograf: Bjarne Stæhr

Kejseren er nøgen og har iført sig fake news. Vi er omgivet af glitrende ingenting, af oppustet underholdning og letbenet satire. Der er ikke rigtigt noget, der bider mere. Det gælder om at behage og  om at tage sig ud - og lade stå til. Livingstone gør det modsatte, men forestillingen er krævende, for som publikum skal man selv sortere og ordne de mange indtryk, og er derfor på massivt arbejde for at finde mening i galskabet. Og nogle gange må man affinde sig med at der IKKE er nogen mening. Sådan er det at være sammen med ”Kejseren”. For meningen er der pludselig – og så er den væk igen, mens vi kæmper for at bevare en spinkel ligevægt i et samfund, der er blevet vendt helt rundt. Tiden standser og det er svært bare at hænge der i luften et sted lige mellem det velkendte og det fremmede. Det er der som Livingstone fører os hen - og efterlader os. Det er skræmmende nødvendigt - og dejligt.

                                                                                                                  Fotograf: Bjarne Stæhr

*

KEJSEREN

- en politisk-satirisk musikforestilling, frit efter H.C. Andersen

af og med Livingstones Kabinet 

på Teater V i Valby, 

7. februar - 2. marts 2019 

70 min. 
Forestillingen er dansk og engelsk.

Medvirkende: 

Skuespillerne, sangerne og musikerne 

Johannes Lilleøre, Birgitte Prins, Bebe Risenfors 
og Pete Livingstone 

samt et børnekor på 6-9 børn i 12-års alderen. 

Iscenesættelse: Nina Kareis 

Komponist: Pete Livingstone 

Scenografi: Julie Forchhammer

KEJSEREN spiller 7.februar – 2.marts 2019, 

ons-fre kl. 20, lør kl.17 og søn kl. 16

på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby.

Den 21. – 25. august 2019 spiller KEJSEREN 
på Den Fynske Opera i Odense.

KEJSEREN gennemføres med støtte fra Statens Kunstfond, Dansk Skuespillerforbund, Knud Højgårds Fond, AP Møller Fonden, Københavns Scenekunstudvalg og Koda Dramatik – og er blevet til i samarbejde med Teater V og Den Fynske Opera.

*

Trailer

Hjemmeside 

Billetter

*

FAKTA: 

Livingstones Kabinet blev grundlagt af den danske instruktør Nina Kareis og den skotske komponist Pete Livingstone i 2000 på Café Teatret i Skindergade, og har siden produceret 13 forestillinger. 

I 2012 blev forestillingen KLIP præmieret af Statens Kunstfonds Scenekunstudvalg, som et af de mest spændende scenekunstværker det år, og i 2008 blev forestillingen Babble Babble nomineret til en Reumert.

Inspireret af Bertolt Brecht (1898-1956) og hans kølige, analytiske tanker om det episke teater, der modsat det dramatiske teater ikke havde til formål at vække stærke følelser i publikum, men stærke tanker. Teatret ophørte med at være en virkelighedsflugt og blev i stedet en ubehagelig konfrontation med virkeligheden, for publikum skulle tvinges til at tænke kritisk. Med Brechts egne ord var kunsten ”ikke et spejl der skal gengive virkeligheden, men en hammer der skal forme den”.

*

Tidligere anmeldte forestillinger af Livingstones Kabinet:

KLIP (2012)

Anmeldelse: DØDSDANSEN 3.00 af Teatergrad

                                                               Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Teater er forførelse. 

DØDSDANSEN 3.00 er forførelse af fineste skuffe.

Strindbergs tekst slår gnister. Det er på én gang dødeligt selvudleverende og frydefuldt rørende. ”Det er synd for menneskene” siger Strindberg i ”Et Drømmespil”. Temaet går igen i ”Dødsdansen”. Det starter med en sang, og ender med en dans. En dødsdans.

                                                                                               Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Skuespillet er et kammerspil for 3 personer. Stykkets øvrige tre bipersoner er fjernet i versionen 3.00. Edgar er kaptajn. Hans hustru, Alice, er færing, tidligere skuespillerinde og 10 år yngre end ham. I sin tid gjorde han stormende kur til hende og hun afbrød sin teaterkarriere og giftede sig med ham. Til gengæld lovede hende at de skulle ud at rejse sammen. Det er blevet til fem ture og et samliv, hvor de hader hinanden glødende - nu på 25. år. 

                                                                                           Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Strindbergs ”Dødsdansen” kan koges ned til følgende: 

HUN: ”Jeg har altid hadet dig”. 

HAN: ”Jeg har hadet dig endnu mere!” 

Stykket er begsort. De taler ligefrem om ”kærlighedshadet”. Man kan ikke hade uden at elske. Dem man elsker tugter man, og i så fald elsker de hinanden glødende. Strindberg er evigaktuel, og problematikken i hans dramatik er eviggyldig, men sjældent er den opført med et så stort kunstnerisk overskud og glæde. Det er simpelthen sjovt og rørende, men også modbydeligt og ondt. Instruktøren og dramaturgen af denne ny-versionering (meget tro over for originalen) har arbejdet tæt sammen, og resultatet er bjergtagende. Iscenesættelsen er ypperlig og spillet er lige på og hårdt.

                                                                                                Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Festen er rammen omkring de scener fra et ægteskab, som vi bliver vidner til, og som foregår på gulvet imellem de fire langsider med spisende sølvbryllupsgæster. For som publikum bliver vi inviteret med til sølvbryllupsfesten for Alice & Edgar. Det er med fuld forplejning. Der skal synges, laves æresport, danses, skåles og råbes hurra. Undervejs skifter vi pladser flere gange. Sjældent har jeg hygget mig så meget. Jeg får talt med en ung kvindelig læge, der er i gang med at etablere sig som praktiserende læge uden for København og med moren til et multihandicappet barn, der er ved at forberede en udstilling om datteren. Det bliver endnu et lag, der lægger sig oven på forestillingens mange øvrige lag og beriger aftenen yderligere.

                                                                                                Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Edgar spilles af Ulver Skuli Abildgaard. Det er en stærk og gribende præstation, der kræver en spiller, der skiftevist skal være glad, jovial og altfavnende, for i næste øjeblik at være infam, dominerende og løgnagtig. Begge dele lykkedes til fulde, fordi Ulver Skuli Abildgaard er så dygtig. Det er en vidunderlig præstation, der i sig selv er det hele værd. Nem er rollen ikke, men den spilles med et så stort menneskeligt overskud og rig tilstedeværelse, at det skiftevist er både forfærdende og betagende at opleve. Over for ham spilles Alice af færingen Gunnvá Zachariasen, med lige så stor gnistrende smerte og sødme. De to er skønne sammen. Men hvad der er oprigtig smerte og livslede, og hvad der er fingeret skuespil i skuespillet er svært at hitte rede i. Sådan er det også for fætteren Kurt, der bliver spillet af svenskeren Matthias Hahne Thorbjörnsson. For det er svært at greje, hvad der er sandhed eller løgn. Det er betagende, fordi spillet er så stærkt og ægte. Der er ingen stilisering. Det spilles i øjenhøjde med publikum. Selv om vi flere gange undervejs jages til at danse og synge, hvad der under andre omstændigheder ville have virket irriterende og manieret, falder her naturligt på plads på denne festaften og bliver en naturlig del af den sølvbryllupsfest, som vi er inviteret med til. Det hele bliver fuldt til dørs af den skønneste vegetarmad, hvor den ene ret efter den anden pirrer smagsløgene som akkompagnement til det fremadskridende drama, som festen er bygget op omkring. 

Strindberg længe leve - og kærlighedshadet også - i hvert fald på teatret!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DØDSDANSEN 3.00

af Teater Insite (SV), Teater Tvazz (FO) 
& Teatergrad (DK)

Danske Studenters Roklub, 
Strandvænget 55, 2100 Kbh. Ø.

Originaltekst: August Strindberg

Ny-versionering/dramaturg: Sosha Teperowska (DK)

Instruktør: Pelle Nordhøj Kann (DK)

Medvirkende:

Ulver Skuli Abildgaard (DK),

Gunnvá Zachariasen (FO)

og

Matthias Hahne Thorbjörnsson (SV)

Scenograf: Ilkka Häikiö (SV)

Kostumer: Isabel Skarby Hay (SV)

Menudesigner: Miia Suhonen (SV)

Kokke: Peter Öberg (SV) & Soniya Sjöberg (SV)

Producenter: 
Erika Lundvall (SV) og Christine Worre Kann (DK)

*

Tid & sted (DK):

5. & 6. februar: The Red Carpet i Vanløse

7., 8. & 9. februar: Danske Studenters Roklub, Khn. Ø.

11., 12. & 13. februar: Vartov, Kbh. K.

Forestillingen havde svensk premiere 
den 22. november 2018 og turnerede i Sverige i januar/februar 2019

- og tager til Færøerne i marts 2019.

Forestillingen spilles på dansk og fordansket svensk krydret med færøske strofer.

De tre teatre mødtes under Nordic Performing Art Days på Færøerne i 2016, hvor ideen til samarbejdet tog form.

*

Hjemmeside og billetter

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

------------

Tidligere anmeldte Teatergrad-forestillinger:

2018:

Udvandrerne

Ikke uden min mor

2017:

Skjult nummer

2016:

En landsby på højkant

Forført

2015:

Husker du?

*

Anmeldelse: THE LOVER i Huset

Det er morgen, og vi befinder os i ægteparrets soveværelse. HUN er ved at gøre sig klar til at gå på arbejde. Klæder sig på og spiser morgenmad. HAN støvsuger og serverer morgenmaden for hende. Det er ham, der går hjemme, mens hun tager på kontoret. De mødes igen om aftenen, efter at han har haft besøg af ”the lover”. Det er et åbent ægteskab, hvor både han og hun har hver deres udenomsægteskabelige affærer. De har lovet hinanden at så længe de elsker hinanden, spiller det andet ingen rolle. Ingen væsentlig rolle, i hvert fald. Men langsomt bliver først hun og derefter han mere og mere nysgerrig, hvad angår den andens affærer. Selvfølgelig er de ikke jaloux på hinanden, det er de da hævet over. Selvfølgelig er de, men noget er alligevel sat i skred, og langsomt kryber skeletterne frem fra skabe og skuffer, indtil der ikke er mere plads imellem dem.

Fotograf: Filip Orestes

Harold Pinter (1930- 2008) fik ikke for ingenting Nobels litteraturpris i 2005. Han er absurd, men ikke mere end at han også er realist. Det spændende ved hans dramatik er, at den både kan spilles som komedie og tragedie. Eftersom det ene altid er indlejret i det andet, og især hos Pinter. Pinters ”The Lover” (1963) er et kammerspil for HAN og HUN, men hun spiller en dobbeltrolle. Om der er to eller tre roller, er op til den enkeltes fortolkning af stykket. Det starter fredeligt og roligt. Scenografien er et rigt udstyret soveværelse. Underlægningsmusikken er frokostjazz. Alting virker så rart og tilforladeligt, men det skal man ikke lade sig narre af.

I denne opsætning er rollerne byttet om, men de fungerer stadig upåklageligt. Selvfølgelig er det lidt bizart, men sådan er Pinter også, så det understøtter fint stykkets egen ide.

Hun spørger henkaster ham om ”elskeren” kommer om eftermiddagen. Men det er ikke helt så enkelt som det lyder. Slet ikke som det eskalerer i løbet af forestillingen. Der bygges så grundigt og omstændeligt op, så når det hele tipper, viser det sig, at vi har siddet og fulgt et spil i spillet. At det hele er iscenesat. At det er teater. Også for de to personer i stykket. Mere vil det være synd at røbe her. Ud over at stykket tager en overraskende drejning, der til allersidst gør det hele endnu mere gribende, forunderligt, bizart og Pintersk.

Fotograf: Filip Orestes

Det er en elegant leg med teatret og dets virkemidler. Stilfuldt og stærkt forløst af Jeremy Thomas-Poulsen, der har instrueret Jana Pulkrabek og Tom Hale sikkert gennem Pinters skæve og fascinerende tekstunivers. Det giver god mening at opleve forestillingen på engelsk. Hun taler engelsk og han amerikansk, og det giver en fin sproglig cocktail. Det er let forståeligt og bør ikke afskrække nogen fra at opleve den fine forestilling.

Fotograf: Filip Orestes

Det var en fuld sal, der tog godt imod forestillingen, selv om min sidemand gabte 4 gange i løbet af forestillingen. Det er en stille forestilling. Eller det er en tilsyneladende stille forestilling, der langsomt spinder publikum ind i sit net, som der er svært at komme ud af igen, netop fordi det sker så langsomt og nænsomt. Det virker helt efter hensigten, så det til sidst er svært at få vejret.

Fotograf: Filip Orestes

THE LOVER (1963)

Én-akter. 70 min.

Dramatiker: Harold Pinter

Medvirkende: Jana Pulkrabek, Tom Hale
Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen
Lys: Paul Damade
Forestillingsleder: Angelique Giroir


Produceret af 
Manusarts og Down The Rabbit Hole Theatre

Spilleperiode: 30.1.-3.2.2019

Spillested: HIT, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K. 
(Tidligere kendt som ”Huset” i Magstræde).

Billetter

Læs mere om teatret 
om hvordan det hele startede

om spillestedet
  

Om Jana Pulkrabek

Om Jeremy Thomas-Poulsen 

Om Harold Pinter og “The Lover”.



*

Tidligere anmeldelser af teatrets forestillinger:

2018: 
Sex and Betrayal betweenthe Sheets 

2017: 
Venus in Fur

2016: 
Elsie and Norm´s Macbeth