søndag den 6. december 2020

Anmeldelse: ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN på Espergærde Bibliotek

 

Fotos: Madame Garborg

ØJEBLIKKET BAG GLASDØREN er titlen på udstillingen, der bringer skitser, digte og malerier sammen på Espergærde Bibliotek for tiden. Eva Billesbølle Tworek (f. 1957) og Nynne Tworek (f. 1993) er mor og datter, og deres fælles udstilling handler om forholdet til deres henholdsvis datter og storesøster, Lea på 31 år. Eva havde en tilsvarende vandreudstilling for knap 30 år siden, hvor hun på silke havde malet sin lille datter, der var født med et kromosom for meget. Lea har Downs syndrom og autisme, og udstillingen skildrer gennem farver og ord, hvordan forholdet til hende har ændret sig gennem årene. På udstillingen skildres både de svære og de gode øjeblikke. 

Hvor ordene fra Nynne Tworeks nyudgivne digtsamling, ”Glasdøren”, skildrer forholdet mellem at holde fast og give slip, er udstillingens skitser og malerierne med overskriften ”Øjeblikket”, i højere grad et blik på, hvad der er sket gennem årene. Der er mange øjne på billederne. De ovale eller runde former går igen i de fleste af dem. Det er et blik på verden. Både ud på verden og ind på Leas verden. Lea tilhører en minoritet, og er igen en minoritet inden for minoriteten. På mange måder kan man sige, at vi som beskuere også får mulighed for at kigge ind på Leas hemmelige verden, for som moren, Eva, forklarede under den indledende rundvisning, ville det være perfekt for Lea at være tilsløret. Hun er ikke glad for at træde frem. Ligesom hun på flere af billederne er delvis skjult. Det er heller ikke muligt for hende selv at være med på udstillingen. Men det får hun alligevel mulighed for, når hun sammen med sit bosted snart skal besøge udstillingen.



”Når hun og jeg

legede sammen

glemte jeg

hendes handicap”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020) 

af Nynne Billesbølle Tworek



Det er ærlige og direkte digte og billeder. Vi får lov til at komme med ind i familiens intime rum. Derinde, hvor enhver fred er hårdt tilkæmpet, for der har været tidspunkter, hvor det hele har været svært. Udstillingens mest ærlige men også uhyggeligste maleri giver et blik på tragedien, hvor sindet er ved at gå i stykker, og hvor personen på billedet – måske Lea – eller i hvert fald smerten er personificeret og kigger ud på os og skriger. Ved siden af hænger udstillingens vel nok mest fascinerende maleri. Det skildrer et senere forløb, der heller ikke var let, men det var trods alt overskueligt og overkommeligt. Farverne fortæller det, for det har en anderledes dybde, er lysere og blidere i farvevalget.




”Engang lå jeg

på toppen

af en kompostbunke

med arme og ben

spredt og strakt ud

Homo Vitruvianus

kiggede mod himlen

der omfavnede kloden.

Dengang og nu

omfavnede jeg hende

hendes hyl

hendes vrede

hendes afvisninger

hendes kontrol

hendes egoisme.

Dengang og nu

omfavner jeg

de mennesker

som får mit sind

til at slå knude

på sig selv.

Nu

forsøger jeg

at slippe.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 



Der er også enkelte portrætter af Lea, der fremstår tynget, og hvor hun konkret bærer et stort øje oven på hovedet. Det er livets tyngde som hun bærer, hvad enten hun vil det eller ej. De runde former går igen i billederne, for til sidst at blive gengivet i udstillingens afsluttende maleri, hvor Lea for første gang træder frem som det fulde og hele menneske, hun nu er blevet. Derved skildrer udstillingens maleriske del, hvordan et menneske bliver skabt, vokser og gror til at blive selvstændig. Fra de første skitser til de efterfølgende malerier, hvor Leas sindsstemning er forsøgt indfanget. I skitserne er det som om hun som en fritsvævende ånd er forsøgt indfanget. Det er nærbilleder af hendes ansigt, hvor hun kigger forbavset ud på os. Skitserne er foruroligende og spørgende. Hvad er et liv – og hvad skal vi med det, synes de at spørge beskueren. På det afsluttende maleri er hun klar til at møde vores blik og fastholde kontakten. Det er så at sige det sidste billede der følger os ud, og bliver dermed også en skildring af det forløb, som familien og Lea har gennemlevet hver for sig og ikke mindst sammen. Men det er også en fortælling om, hvad vi går glip af ved at fravælge mennesker med ekstra kromosomer. Dermed træder udstillingen med sine ord, farver og billeder også ind i en diskussion om liv og død og om retten til liv, der er et meget ømtåleligt emne, for hvem har egentlig retten til at bestemme det? Derved bliver fortællingen om familien Billesbølle Tworek på sin egen forholdsvis blide og smukke facon også et værdigfuldt blik på en meget større problematik end den, der umiddelbart møder os.

 




”Mange har spurgt mig

om det har været hårdt

at vokse op med en søster

der har Downs

og autisme.

Ja

har jeg svaret.”

Fra digtsamlingen ”Glasdøren” (2020)

af Nynne Billesbølle Tworek

 


De ophængte digte skildrer øjeblikke i det fælles familieliv med Lea. Det er en sjælden og meget sjælfuld oplevelse at følge Leas opvækst via digtene, der er ophængt mellem malerierne. Svævende på transparente plastikplader akkompagnerer digtene udstillingens billedverden. De underbygger og udbygger det, man kan opleve i billederne. Ord, stemninger, farver og motiver indgår i et raffineret hele, der smukt fletter sig sammen.


 



Læs og lyt mere:

I 2019 fortalte Eva Billesbølle Tworek om sin tanker forud for udstillingen i en podcast  med undertegnede forud for festivalen MØD VERDEN.    I år blev det fulgt op af endnu en podcast i to dele, hvor Eva i 1. del, ”At fange øjeblikket”, fortalte om, hvad tankerne var resulteret i. I 2. del, ”Set igennem en glasdør , fortalte datteren, Nynne Tworek, om hvordan digtsamlingen, ”Glasdøren”, var blevet til. Begge medvirkede på festivalen HVOR REGNBUEN ENDER i august 2020 i København. 


Foto: Majka Bjørnager. 
Fra Festivalen MØD VERDEN (2019) i Global Art Gallery, Vanløse.

*

Nynne Tworeks digtsamling, "Glasdøren", koster 149,- kr. 
og kan købes i Fredensborg Boghandel 
eller direkte via mail til nynnebtworek@gmail.com

*


Foto: Michael Svennevig


*

tirsdag den 1. december 2020

Anmeldelse: KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER på Får302

 

Foto: Åsmund Sollihøgda.


En sort kvinde kommer ind. Hun smider sit overtøj og begynder at pakke, mens hun øver sig på at sige det hun skal sige til kæresten, Morten. For det går jo ikke. Det bliver stadig sværere, og hun kan ikke mere, for en dag vil det ende galt. Der er ingen vej uden om, og hun vil hellere selv tage beslutningen nu end at lade det udarte sig til, at Morten en dag tager beslutningen for hende. Hun ved, hvad han vil sige: at det bliver bedre – en dag. At de er nødt til at give det tid, og at de er nødt til at tro det bedste. Men hun hører dem allerede tale om det på gaden, og snart vil de komme efter hende. Det har kredset hende ind, og hun vil afsted inden hun bliver kvalt, for hun kan ikke længere trække vejret. Hun ved, at han vil sige, at han sender hende penge, men han har ingen. Hun ved det hele, og ser ingen andre udveje. Hun hører hjemme, hvor han er, og hun ved ikke, hvor hun skal rejse hen, alligevel skal hun bare væk i en fart. Lidt efter står han i døren og kigger på hendes overtøj og den pakkede kuffert. Jo, han kan godt forstå, at hun vil tage en pause, og det er måske også meget godt, for så kan de jo ses igen om et par uger, ikke? Men hun svarer ikke, for hun ved godt, at det er endegyldigt, men opgiver at sige noget, for han vil aldrig kunne forstå det. Det er forestillingens næstsidste scene. Det er en introvert scene, hvor alt det vigtigste ikke bliver sagt, mens det er overladt til publikum selv at udfylde de tomme huller. Det er stykkets eneste scene af den art – og den stærkeste. Scenen forløser med en knusende klarhed alt det, der lægges op til i de øvrige scener. 


Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER er ubærlig at se, for det er en præcis aftegning og affotografering af den tid vi lever i. Efter et år med coronaen er alting blevet tyndslidt indeni. Selv havde jeg måske mest lyst til at se ”Sommer i Tyrol”, hvor jeg ikke skulle forholde mig til noget. Men med henvisning til Bertolt Brechts ikoniske scenekatalog DET TREDJE RIGES FRYGT OG ELENDIGHED fra 1935-38, får vi i den beskrevne scene et kik ind i fremtiden, for nu er vi i København 2024. 


Foto: Åsmund Sollihøgda

Da kvinden går ud ad døren, tager hun os med. I den efterfølgende scene, hvor en hvid kvinde sidder i sin seng og remser alt det op, hun ikke ser, forstår vi, hvad prisen er for alt det vi ikke vil se og forholde os til. For det gør også os selv hjemløse. Afskedsscenen spilles meget afdæmpet af Marie-Lydie Nokouda og Brian  Hjulmann, mens den fornægtende kvinde i sengen spilles af  Tilde Maja Fredriksen. Alle tre vender vrangen ud på sig selv i forestillingen, og investerer sig selv fuldt ud.


Foto: Åsmund Sollihøgda

Nokouda, Fredriksen og Hjulmann kan noget med deres mange skiftende roller i forestillingen. Mens Nokouda er den mest uforsonlige, er de to andre hele tiden til stede med deres sitrende nærvær. De kan spille, så alle dilemmaerne kommer helt op til overfladen. Det kommer så tæt på, at det er umuligt ikke at identificere sig med dem. Især når virkeligheden sniger sig ind på dem og slår dem omkuld. For vi forstår dem så udmærket. Forstår deres svigt og snyd, når de alligevel forsøger at redde sig i land, for det er jo det vi gør. 


Foto: Åsmund Sollihøgda


Det er aktionsteater, der er frysende klart og direkte fortalt – helt i Bertolt Brechts ånd, men der er også en vibrering, en menneskelig nerve til stede, der gør at det ikke bare spilles med Verfremdung, der jo var det teatergreb, som Bertolt Brecht benyttede sig af, for han ville have at skuespillerne skulle være kolde i deres roller. Det var ikke meningen, at vi skulle identificere os med dem på scenen, for vi skulle snarere opleve det som anskuelsesteater, hvor vi fik et polisk statement


Foto: Åsmund Sollihøgda

Meningen er, at vi skal vækkes. Det lykkes så fint i forestillingen, der er skrevet af firkløveret Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen. Ide, instruktion og tekstudvikling er af Anne Zacho Søgaard. Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher. Dramaturg: Miriam Frandsen. Der er tre drengesangere fra Det Danske Drengekor, der på skift medvirker i forestillingen (Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi), og det er et meget overbevisende og smukt integreret greb, der fascinerer og overrumpler i en forestilling om, hvordan angst, paranoia og afmagt har sneget sig helt ind i danskernes hverdag. For måske er det dét vi trænger til: at blive vækket.



Foto: Åsmund Sollihøgda

KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER

- en musikalsk montage

Teater Får302

28. november – 19. december 2020 (mandag – fredag kl. 20, lørdage kl. 17
90 min.

Idé, instruktion og tekstudvikling: Anne Zacho Søgaard

Medvirkende: Tilde Maja Fredriksen, Marie-Lydie Nokouda og Brian Hjulmann samt drengesangere fra Det Danske Drengekor: Noah Lützen, Jonathan Beyer-Karlshøj og Fang Qi.

Tekst: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen

Komponist og udformning af libretto: Matilde Böcher

Libretto: Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen og Anne Zacho Søgaard.

Indstudering af musik med drengesangere: Chefdirigent ved Det Danske Drengekor Emil Ritter

Dramaturg: Miriam Frandsen

Scenografi og kostumer: Rebekka Bentzen

Skrædder: Camilla Lind

Lysdesign: Jim Falk

Lyskonsulent: Suni Joénsen

Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen

Praktikant: Henrik Thy

Instruktørassistent: Ea Maria Quaade Arnkov

Instruktørassistent/Forestillingsafvikler: Amalie Christian

Producent: Karina Dichov Lund

Presseansvarlig: Carla Rafaella Gianetti

Produceret i samarbejde med Teater Får302.

 *

Hjemmeside  og billetter  

Trailer af Søren Meisner


Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2019:

Drømme om noget andet

Fashion


2018:

Hvid uskyld


2017:

Et hus på sand og håb


2016:

Jeg, Händel 


2015:

Sange om mor

Turister


2014:

Sympati for djævelen


2013:

Ritualet


2012:

Man skulle tro jeg var en anden


*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

 

 

mandag den 30. november 2020

Anmeldelse: SORGFUGL i KU.BE

Foto: Per Morten Abrahamsen.

 

”SorgFugl” er den sigende titel på forestillingen om sorg i KU.BE på Frederiksberg nær Flintholm Station. Rummet på 2. etage er rundt og har store runde ovenlysvinduer. En tilsvarende rund mørk plade på gulvet samler rummet og centrerer fortællingen om den sorg som vi møder unge som gamle og den uforståelighed, der ligger indbygget i sorgen. Det kan være sorgen over en afdød ægtefælde eller et kæledyr. Det er tankerne om at være ladt tilbage, måske uden at have fået sagt ordentlig farvel. Hvordan kommer man gennem sorgen? Hvad stiller man egentlig op med sig selv – og sorgen?


Foto: Per Morten Abrahamsen


Ingrid Tranum Velásquez fra NextDoor Project har koreograferet, instrueret og danser selv med i forestillingen, hvor vi blidt og nænsomt bliver guidet rundt af båndede sentenser og udsagn fra voksne, børn, unge og gamle, der beretter om deres møde med sorgen og om, hvordan de kom gennem den. Musikken, komponeret af Henriette Groth og Stine Helkjær Engen, er en vidunderlig ledsager, for den smyger sig videre ind, hvor ordene ikke længere slår til. Musikken fremføres live af Henriette Groth, der spiller på diverse instrumenter med den største nænsomhed. De fire dansere (Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal, Aldo Tranum Velásquez og Ingrid Tranum Velásquez) er klædt i sort, og danser af og til også med sorte mundbind, og hvem skulle have troet at det faktisk passede ind så godt. For måske har vi alle mentale mundbind på, når det gælder om at udtrykke sorg, der rammer os.


Foto: Per Morten Abrahamsen


Da vi kommer ind er der strøet sorte fjer på gulvet, og der ligger et kragehoved og to vinger, (udtryksfuldt kreeret af Annette Asp Christensen) som danserne skiftevist ifører sig og danser med. I løbet af forestillingen bliver kragen til indbegrebet af sorgen. Ikke mindst via den indledende forklaring om fuglenes særlige adfærd ved artsfællernes død. Det er den overrumplende fortælling om, at kragerne tilsyneladende kalder hinanden til, når en krage dør, og så sidder de i stort antal omkring den afdøde og har en særlig sang som de kun istemmer i den situation, dødesangen. Selv efter at det er sket, er der tit krager, der vender tilbage til stedet og tilsyneladende mindes den afdøde artsfælle ved at gentage sangen. Det er en smuk ramme for fortællingen, der ikke har nogen kontinuerlig historie, men som ikke desto mindre har en sikker og inciterende puls i de malende og smukt dansede scener, hvor kragen føres af to dansere.


Foto: Per Morten Abrahamsen


Forestillingen er båret af blidhed og nænsomhed, og det går igen i dukkeføringen af kragen, der bliver ført med samme inderlighed. Det er rørende og eftertænksomt. Hvem skulle have troet, at der var så megen historie og følelse i et par fjer og en kragedukke?

Forestillingen er blevet til efter en større research, der er typisk for NextDoor Project. Oprindelig skulle der også have været lokale samarbejder med hospice og plejehjem, men grundet coronaen måtte det udskydes.


Foto: Per Morten Abrahamsen


Under forestillingen sad jeg og følte mig aldeles fortryllet. Sad helt stille og faldt ind i mig selv, selv om jeg mentalt sad yderst på kanten af stolen, for jeg ville have det hele med. Når selv kragerne tilsyneladende har forstået det og også fundet en særlig måde at bearbejde det på, må vi også kunne gøre det – og jeg følte, at det var mit eget ansvar at suge så meget ud af forestillingen som muligt, for her var rig mulighed for at fordybe sig og bliver klogere på noget af det uforståelige. Det er ikke hver dag, at en sådan mulighed viser sig.

Den tango-inspirerede musik og dans lirker de lukkede rum op i sindet, og smyger sig rundt om sorgen. Det er ikke en irrelevant forestilling at se i denne tid, hvor vi med god grund kan se tilbage på et år, hvor vi har måttet forholde os til den omgivende verden og coronaen med både bekymring og sorg.


Foto: Per Morten Abrahamsen


Det påklistrede ekstranummer, hvor kragen blev erstattet med papirfugle, var helt overflødigt og tilføjede ikke noget, som kragen ikke allerede havde kommunikeret meget bedre og ganske ordløst til os. Meget sigende blev alle siddende, da forestillingen sluttede. Ingen havde tilsyneladende lyst til at forlade den magiske cirkel, som vi med forestillingen var blevet en del af. 


Foto: Per Morten Abrahamsen


SORGFUGL (The Bird Experience)

af NextDoor Project

Iscenesættelse: Ingrid Tranum Velásquez

Komponist: Henriette Groth, medkomponist Stine Helkjær Engen

Dukkemager: Anette Asp Christensen

Dansere: Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal, Aldo Tranum Velásquez, Ingrid Tranum Velásquez

Koreografi: Ingrid Tranum Velásquez i samarbejde med de medvirkende.

KU.BE (ZEN 1), Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg

Fredag d.27.nov kl 20, Lørdag d.28.nov kl 12, 15 og 18, Søndag d.29.nov kl 13

Forestillingen indgår i OmSorg på Frederiksberg -

og er blevet fotografisk dokumenteret af Per Morten Abrahamsenbliver og filmet af  Ingeli Broberg

Læs mere på hjemmesiden


Anmeldelse af tidligere NextDoor Project-forestilling:

2018

Herfra min verden går

*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*


fredag den 20. november 2020

Anmeldelse: DIG OG MIG VED DAGGRY på Teater V


 

Morgenen efter forestillingen vågner jeg med hovedet fyldt med voldsomme billeder. Jeg har i drømme vandret rundt i et myldrende univers, hvor det er svært at orientere sig og alligevel har det også ledt mig hen til steder, hvorfra der var overvældende udsigter og indsigter. Præcis ligesom i forestillingen skabt af Teater Nordkraft baseret på Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds roman af samme navn. Instruktøren Minna Johannesson har dramatiseret den effektivt, og alle roller spilles af de fem skuespillere Jela Natius Abildgaard (Louise eller Lou som hun kaldes), Alexander Clement (Liam), Petrine Agger (Louis mor, Ulla/Johannes), Jacques Lauritsen (Louises far, Gorm/Liams far, Ian) og Lærke Schjærff Engelbrecht (Jeppe/Sille). Sammen med scenografen Claus Helbo udgør de den faste stab på Teater Nordkraft, der er Aalborgs lille storbyteater.



Det er en moderne Romeo & Julie-historie, der gæster Teater V i denne tid. En beretning om umulig kærlighed, men også om jagten på livets mening. Forestillingen starter og slutter i samme punkt: de elskende, Lou og Liam, har lænker sig sammen og er sprunget ud fra Limfjordsbroen i et fælles selvmord, bagefter oprulles historien, der leder frem mod deres endeligt.

I forestillingens mest magiske øjeblik ser vi først Lou og bagefter Liam i orkanens øje, hvor de stående i en røghvirvel træffer og udfører den endegyldige beslutning om aldrig mere at skilles, før de hopper ud fra broen. Røgen cirkler rundt om dem og udvisker alt andet. Alle broer er brændt bag dem, og nu står de på den sidste brændende bro. Broen mellem liv og død som de kaster sig ud fra. Hvordan det scenografisk lader sig gøre at skabe en sådan røgtunnel er mig helt ubegribeligt, men forunderligt er det. Det står i kontrast til den øvrige scenografi, der udspiller sig i og omkring store trækasser, der normalt bruges til transport. Her er de fyldt med tøj og puder som skuespillerne bruger meget tid på at sprede og samle, så de kan udgøre de skiftende lokaliteter i historien. Arrangementsmæssigt er der meget for skuespillerne at holde styr på, men det virker de upåvirkede af. Dramaturgisk er der mange flotte sceneovergange, der fungerer overrumplende, eftersom skuespillerne i deres dobbeltroller uden overgange kan springe ud og ind af figurerne.  Det får historier til at skride fremad på en rap nærmeste tegneserieagtig måde, stilen er hårdslående og rå. Som i Shakespeares Romeo & Julie er det en historie, der udspringer af de elskendes forskellige sociale baggrunde. Volden og døden sender dem ud på en vej, der fører direkte mod deres fortabelse. I forestillingens flotte program forklarer instruktøren, at ”I vores version er selvmordet et punktum, ikke et komma.”



Ligesom Louise & Liam er vi som publikum reduceret til fluer, der sværmer omkring ilden. Hele tiden med fare for at brænde os på historien, det er som en eskalerende voldsspiral leder dybere og dybere ned og ind i en forråelse, der også blotlægger et andet af forestillingens temaer om tab af uskyld. For Louise er så forelsket at hun ikke længere kan mærke sig selv, og Liam bliver i stedet hendes naturlige omdrejningspunkt i en kærlighed, der bliver mørkere og mørkere, og ender med at blive begsort. Det er kun på et hængende hår meningløsheden finder hjem til sidst, da forestillingen lakker mod sit punktum. Selv ville jeg have foretrukket et komma, men sådan går det ikke, når man hopper ud fra Limfjordsbroen. Det er brutalt teater, der ender med det store fald, men det lykkes heldigvis at efterlade lidt mening til publikum inden de to elskende forsvinder i dybet.



DIG OG MIG VED DAGGRY

af Teater Nordkraft

Gæstespil på Teater V 

fra den 18.-28 november 2020

Medvirkende: 

Jacque Lauritsen, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jela Natius, Alexander Clement og Petrine Agger

Scenograf: Claus Helbo

Instruktør: Minna Johannesson

Videodesigner: Chris Nieft Hansen

Lysdesigner: Kian Larsen

Lyddesigner: Ditlev Brinth Christensen

Instruktørassistent: Malthe Herold

Varighed: 2 timer og 15 min. inkl. pause

Producent: Teater Nordkraft

Hjemmeside  og billetter

Trailer:




Anmeldelser af Teater Nordkraft-forestillinger:

2017:

Stræber

(i samarbejde med Mærkværk)

2016:

D´ARC

(i samarbejde med Sydhavn Teater)


Anmeldelser af  Teater V-forestillinger:

2019:

Kejseren 

(Livingstones Kabinet)


2017:

Træet

(Odin Teatret)

Jægerne 

(Teater O)


2015:

Fandens Oldemor

(Off Off )

Von Trier, Persona non grata


2014:

Sparta


2013:

Sketch Sjov


*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*