Sue Hansen-Styles er Winnie i Samuel Becketts HAPPY DAYS. Det er praktisk talt en monolog, og så alligevel ikke, for vi hører grynt, host og prusten fra den avislæsende Willy, der sidder med ryggen til os gennem det meste af stykket. Ja, faktisk er det kun baghovedet, en hat og avisen vi ser, han bor i et jordhul - ligesom Winnie, som vi kan se overdelen af. Senere er det kun hovedet, der stikker op af jorden.
Rent scenografisk er der ikke meget vi kan kigge på, eller det passer ikke. Hele scenen er fyldt ud af de to jordhuller eller rettere jordhøje, som Winnie og Willy bor i. Mærkeligt nok er der en masse at kigge på alligevel. Jeg fatter ikke, at det kan være så spændende at kigge på denne jordscene, skabt af Peter Dupont Weiss, men det er det. Måske skyldes det, at de er placeret inde i et rum, og det rum SKABER jordhullerne. Det giver sikkert ingen mening, det skal opleves. Helt lige som Samuel Becketts tekst fra 1961, der på samme måde ingen som helst mening giver, den skal også opleves.
Men jeg forstår det ikke. Forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Ud over at der er så meget talent til stede, at det giver mening til det hele. Også selv om der IKKE er nogen mening. Det er umuligt at forstå.
Samuel Beckett (1906-1989) er en af de store absurdister. Modtog Nobelprisen i 1969. Han var irskfødt og skrev både romaner, skuespil, digte og kortprosa. Mest af alt er han minimalist, forstået sådan, at han forsøger at nærme sig et nulpunkt, så meget som det overhovedet er muligt, uden at sproget og historien tilintetgøres. Eller også er det faktisk det han gør, han tilintetgør dem begge. I hvert fald er det den oplevelse, man går hjem med efter HAPPY DAYS. Hans mest kendte stykker er MENS VI VENTER PÅ GODOT (1952) og SLUTSPIL (1957). Det første er på plakaten igen senere i denne sæson, og det andet blev opført med bl.a. Søren Spanning og Maria Stenz i 2011. Begge på Teatret ved Sorte Hest.
Hver gang jeg konfronteres med Beckett, er det som om det kortslutter inde i mig. Første gang var med MENS VI VENTER PÅ GODOT med Tommy kenter og Morten Grunwald på Betty Nansen Teatret i 1990. For hvad stiller man op med Samuel Beckett? I hans tidløse dramatik er der ingen udveje. Man er spærret inde sammen med personerne. Meningsløsheden griber én om struben, og man får lyst til at skrige eller i hvert fald til at gøre et eller andet. Personerne er altid fastgjort og fastholdt af deres egne love og regler som kun de kender, og som virker mildest talt absurde og formålsløse for alle andre. Alligevel er der dette lys, der gennemtrænger det hele. Det er som om, at vi gennem meningsløsheden netop kan fange dette større, som verden også rummer. Denne befrielse fra os selv. Det ligger ikke i teksten selv, men det er dét som de ofte kaster af sig. Det absurde, der burde få os til at løbe skrigende bort, tryllebinder os også, når teksten lægges i de bedste hænder - og det gør de altid, for det er kun de dygtigste, der overhovedet vover at nærme sig Samuel Beckett. Hans betydning for moderne dramatik er enorm. Men man er nok nødt til at forberede sig på noget ganske usædvanligt. Noget man ikke umiddelbart kan rubricere eller finde plads til inde i sig selv. Det er sådan Becket virker på en førstegangstilskuer - og det kræver mod, tapperhed og humoristisk sans at nærme sig noget, der er så lidt morsomt. Eller rettere er det enormt morsomt.
Men som tilskuer til The Why Not Theater Companys originale engelsprogede udgave af HAPPY DAYS, der gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest, får vi både Sue Hansen-Styles og Nathan Meister som en gave oven i denne teaterklassiker, og det ER en gave. De er begge eminente, og det er en fornøjelse at begive sig ind i Becketts teaterunivers sammen med dem i Peter Dupont Weiss´ smukke instruktion.
Winnie sidder i et jordhul som en anden mutter i grøften og vækkes om morgenen af en gennemtrængende morgenalarm fra en ophængt højtaler. Dagen går med at tale med sig selv og manden, der kun sjældent svarer. Hun er let at stille tilfreds, og selv den ringeste reaktion fra ham gør det til en af hendes HAPPY DAYS. Hun pludrer løs om alt og intet. Mest om hendes tandbørste, briller, kam, spejl, taske og revolveren. Det er aldeles intetsigende og handler bare om at få tiden til at gå. Det giver urkomiske situationer, når fx. Winnie refererer til forbipasserende, og det sker yderst sjældent, der siger til hinanden: "Hvorfor sidder hun der? Der er da ikke meget ved ham, når han ikke en gang graver hende fri?" Det er centralt for stykket, for hvorfor gør han ikke det? Hvorfor sidder de overhovedet i de der jordhuller? Og hvorfor bliver vi som publikum ved med at ville se og opleve Samuel Beckett på scenen? Se HAPPY DAYS og bliv meget klogere - eller slet ikke. Det er det hele værd!
