Anmeldelse: SORGFUGL i KU.BE

Foto: Per Morten Abrahamsen.

 

”SorgFugl” er den sigende titel på forestillingen om sorg i KU.BE på Frederiksberg nær Flintholm Station. Rummet på 2. etage er rundt og har store runde ovenlysvinduer. En tilsvarende rund mørk plade på gulvet samler rummet og centrerer fortællingen om den sorg som vi møder unge som gamle og den uforståelighed, der ligger indbygget i sorgen. Det kan være sorgen over en afdød ægtefælde eller et kæledyr. Det er tankerne om at være ladt tilbage, måske uden at have fået sagt ordentlig farvel. Hvordan kommer man gennem sorgen? Hvad stiller man egentlig op med sig selv – og sorgen?

Foto: Per Morten Abrahamsen

Ingrid Tranum Velásquez fra NextDoor Project har koreograferet, instrueret og danser selv med i forestillingen, hvor vi blidt og nænsomt bliver guidet rundt af båndede sentenser og udsagn fra voksne, børn, unge og gamle, der beretter om deres møde med sorgen og om, hvordan de kom gennem den. Musikken, komponeret af Henriette Groth og Stine Helkjær Engen, er en vidunderlig ledsager, for den smyger sig videre ind, hvor ordene ikke længere slår til. Musikken fremføres live af Henriette Groth, der spiller på diverse instrumenter med den største nænsomhed. De fire dansere (Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal, Aldo Tranum Velásquez og Ingrid Tranum Velásquez) er klædt i sort, og danser af og til også med sorte mundbind, og hvem skulle have troet at det faktisk passede ind så godt. For måske har vi alle mentale mundbind på, når det gælder om at udtrykke sorg, der rammer os.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Da vi kommer ind er der strøet sorte fjer på gulvet, og der ligger et kragehoved og to vinger, (udtryksfuldt kreeret af Annette Asp Christensen) som danserne skiftevist ifører sig og danser med. I løbet af forestillingen bliver kragen til indbegrebet af sorgen. Ikke mindst via den indledende forklaring om fuglenes særlige adfærd ved artsfællernes død. Det er den overrumplende fortælling om, at kragerne tilsyneladende kalder hinanden til, når en krage dør, og så sidder de i stort antal omkring den afdøde og har en særlig sang som de kun istemmer i den situation, dødesangen. Selv efter at det er sket, er der tit krager, der vender tilbage til stedet og tilsyneladende mindes den afdøde artsfælle ved at gentage sangen. Det er en smuk ramme for fortællingen, der ikke har nogen kontinuerlig historie, men som ikke desto mindre har en sikker og inciterende puls i de malende og smukt dansede scener, hvor kragen føres af to dansere.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen er båret af blidhed og nænsomhed, og det går igen i dukkeføringen af kragen, der bliver ført med samme inderlighed. Det er rørende og eftertænksomt. Hvem skulle have troet, at der var så megen historie og følelse i et par fjer og en kragedukke?

Forestillingen er blevet til efter en større research, der er typisk for NextDoor Project. Oprindelig skulle der også have været lokale samarbejder med hospice og plejehjem, men grundet coronaen måtte det udskydes.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Under forestillingen sad jeg og følte mig aldeles fortryllet. Sad helt stille og faldt ind i mig selv, selv om jeg mentalt sad yderst på kanten af stolen, for jeg ville have det hele med. Når selv kragerne tilsyneladende har forstået det og også fundet en særlig måde at bearbejde det på, må vi også kunne gøre det – og jeg følte, at det var mit eget ansvar at suge så meget ud af forestillingen som muligt, for her var rig mulighed for at fordybe sig og bliver klogere på noget af det uforståelige. Det er ikke hver dag, at en sådan mulighed viser sig.

Den tango-inspirerede musik og dans lirker de lukkede rum op i sindet, og smyger sig rundt om sorgen. Det er ikke en irrelevant forestilling at se i denne tid, hvor vi med god grund kan se tilbage på et år, hvor vi har måttet forholde os til den omgivende verden og coronaen med både bekymring og sorg.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det påklistrede ekstranummer, hvor kragen blev erstattet med papirfugle, var helt overflødigt og tilføjede ikke noget, som kragen ikke allerede havde kommunikeret meget bedre og ganske ordløst til os. Meget sigende blev alle siddende, da forestillingen sluttede. Ingen havde tilsyneladende lyst til at forlade den magiske cirkel, som vi med forestillingen var blevet en del af. 

Foto: Per Morten Abrahamsen

SORGFUGL (The Bird Experience)

af NextDoor Project

Iscenesættelse: Ingrid Tranum Velásquez

Komponist: Henriette Groth, medkomponist Stine Helkjær Engen

Dukkemager: Anette Asp Christensen

Dansere: Frej Stenholt Mortensen, Bety Pujol Cajal, Aldo Tranum Velásquez, Ingrid Tranum Velásquez

Koreografi: Ingrid Tranum Velásquez i samarbejde med de medvirkende.

KU.BE (ZEN 1), Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg

Fredag d.27.nov kl 20, Lørdag d.28.nov kl 12, 15 og 18, Søndag d.29.nov kl 13

Forestillingen indgår i OmSorg på Frederiksberg -

og er blevet fotografisk dokumenteret af Per Morten Abrahamsenbliver og filmet af  Ingeli Broberg

Læs mere på hjemmesiden

Anmeldelse af tidligere NextDoor Project-forestilling:

2018

Herfra min verden går

*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: DIG OG MIG VED DAGGRY på Teater V

 

Morgenen efter forestillingen vågner jeg med hovedet fyldt med voldsomme billeder. Jeg har i drømme vandret rundt i et myldrende univers, hvor det er svært at orientere sig og alligevel har det også ledt mig hen til steder, hvorfra der var overvældende udsigter og indsigter. Præcis ligesom i forestillingen skabt af Teater Nordkraft baseret på Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds roman af samme navn. Instruktøren Minna Johannesson har dramatiseret den effektivt, og alle roller spilles af de fem skuespillere Jela Natius Abildgaard (Louise eller Lou som hun kaldes), Alexander Clement (Liam), Petrine Agger (Louis mor, Ulla/Johannes), Jacques Lauritsen (Louises far, Gorm/Liams far, Ian) og Lærke Schjærff Engelbrecht (Jeppe/Sille). Sammen med scenografen Claus Helbo udgør de den faste stab på Teater Nordkraft, der er Aalborgs lille storbyteater.

Det er en moderne Romeo & Julie-historie, der gæster Teater V i denne tid. En beretning om umulig kærlighed, men også om jagten på livets mening. Forestillingen starter og slutter i samme punkt: de elskende, Lou og Liam, har lænker sig sammen og er sprunget ud fra Limfjordsbroen i et fælles selvmord, bagefter oprulles historien, der leder frem mod deres endeligt.

I forestillingens mest magiske øjeblik ser vi først Lou og bagefter Liam i orkanens øje, hvor de stående i en røghvirvel træffer og udfører den endegyldige beslutning om aldrig mere at skilles, før de hopper ud fra broen. Røgen cirkler rundt om dem og udvisker alt andet. Alle broer er brændt bag dem, og nu står de på den sidste brændende bro. Broen mellem liv og død som de kaster sig ud fra. Hvordan det scenografisk lader sig gøre at skabe en sådan røgtunnel er mig helt ubegribeligt, men forunderligt er det. Det står i kontrast til den øvrige scenografi, der udspiller sig i og omkring store trækasser, der normalt bruges til transport. Her er de fyldt med tøj og puder som skuespillerne bruger meget tid på at sprede og samle, så de kan udgøre de skiftende lokaliteter i historien. Arrangementsmæssigt er der meget for skuespillerne at holde styr på, men det virker de upåvirkede af. Dramaturgisk er der mange flotte sceneovergange, der fungerer overrumplende, eftersom skuespillerne i deres dobbeltroller uden overgange kan springe ud og ind af figurerne.  Det får historier til at skride fremad på en rap nærmeste tegneserieagtig måde, stilen er hårdslående og rå. Som i Shakespeares Romeo & Julie er det en historie, der udspringer af de elskendes forskellige sociale baggrunde. Volden og døden sender dem ud på en vej, der fører direkte mod deres fortabelse. I forestillingens flotte program forklarer instruktøren, at ”I vores version er selvmordet et punktum, ikke et komma.”

Ligesom Louise & Liam er vi som publikum reduceret til fluer, der sværmer omkring ilden. Hele tiden med fare for at brænde os på historien, det er som en eskalerende voldsspiral leder dybere og dybere ned og ind i en forråelse, der også blotlægger et andet af forestillingens temaer om tab af uskyld. For Louise er så forelsket at hun ikke længere kan mærke sig selv, og Liam bliver i stedet hendes naturlige omdrejningspunkt i en kærlighed, der bliver mørkere og mørkere, og ender med at blive begsort. Det er kun på et hængende hår meningløsheden finder hjem til sidst, da forestillingen lakker mod sit punktum. Selv ville jeg have foretrukket et komma, men sådan går det ikke, når man hopper ud fra Limfjordsbroen. Det er brutalt teater, der ender med det store fald, men det lykkes heldigvis at efterlade lidt mening til publikum inden de to elskende forsvinder i dybet.

DIG OG MIG VED DAGGRY

af Teater Nordkraft

Gæstespil på Teater V 

fra den 18.-28 november 2020

Medvirkende: 

Jacque Lauritsen, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jela Natius, Alexander Clement og Petrine Agger

Scenograf: Claus Helbo

Instruktør: Minna Johannesson

Videodesigner: Chris Nieft Hansen

Lysdesigner: Kian Larsen

Lyddesigner: Ditlev Brinth Christensen

Instruktørassistent: Malthe Herold

Varighed: 2 timer og 15 min. inkl. pause

Producent: Teater Nordkraft

Hjemmeside  og billetter

Trailer:

Anmeldelser af Teater Nordkraft-forestillinger:

2017:

Stræber

(i samarbejde med Mærkværk)

2016:

D´ARC

(i samarbejde med Sydhavn Teater)

Anmeldelser af  Teater V-forestillinger:

2019:

Kejseren 

(Livingstones Kabinet)

2017:

Træet

(Odin Teatret)

Jægerne 

(Teater O)

2015:

Fandens Oldemor

(Off Off )

Von Trier, Persona non grata

2014:

Sparta

2013:

Sketch Sjov

*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*

Tredobbelt anmeldelse: THE CHEYENNE ARE LEAVING på Teatret ved Sorte Hest, UMWELT i Skuespilhuset og HVEM ER DET DER BANKER? på Forsøgsstationen

Fotograf: Aleksandar Mastilo

 

Tredobbelt anmeldelse: 

THE CHEYENNE ARE LEAVING 

på Teatret ved Sorte Hest

Der står en lænestol midt i stuen. Bøger ligger spredt rundtomkring, men ellers er der intet, ud over en optager som hovedpersonen, Noel, en forfatter, indtaler sine historier til. Vi får fornemmelsen af, at han sidder der tit, kun afbrudt af dørtelefonen, der ringer fra tid til anden, men han lukker ingen ind. Noel har forskanset sig bag sit skriveri, selv om verden udenfor er af lave. De fleste andre har forladt huset og denne del af byen. Der er udbrudt krig. Men pludselig står der en mand udenfor. Vi ser ham gennem den matterede glasrude i døren. Noel har ikke lyst til at lukke ham ind, men den fremmede har en hilsen med fra Dolores, og det får ham til at åbne. Manden – eller det er rettere en ung fyr Leon - er på flugt og har trodset kuglernes regn for at nå frem til forfatteren. Leon er fan af forfatteren, og får i første omgang lov til at overnatte, mod at han er væk igen næste morgen. Leon lover ikke at røre noget, men da han finder Dolores breve stukket ind i en bog, læser han dem i nattens løb. Dolores og Noel har en fortid sammen.

Fotograf: Aleksandar Mastilo

De to mænd er lukket inde med hinanden, som to skibsbrudne på en øde ø. Noel er som udgangspunkt skråsikker og afklaret om sin egen position, der i lejligheden, men omverdenen er ved at hale ind på ham. Noels tid er ved at rinde ud. I løbet af deres samtaler kommer de tættere på hinanden og bliver klar over deres gensidige afhængighed, hvis de skal overleve krigen, der hele tiden rykker nærmere og tvinger dem til at tage en beslutning om, hvad der skal til, hvis de skal overleve.  

Stykket er skrevet af den dansk/serbiske dramatiker Tanja Mastilo, som The Why Not Theatre har haft flere vellykkede samarbejder med, hvoraf teatrets næstsidste forestilling, MAIREAD var ypperlig. Begge er de instrueret af Nina Larissa Bassett, der har et sikkert greb om teksterne og smukt har bragt dem til live på Teatret ved Sorte Hest. Nathan Meister er forfatteren og Joe Young er den unge mand. Den tilsyneladende ældre forfatter er nonchalant på en næsten provokerende måde over for den yngre, Leon, der med sine sammenbrud bliver et billede på, hvad krigen gør ved mennesker. Det er rystende. De to er gode sammen og spiller fint og nuanceret i Nina Bassett Larissas instruktion.

Fotograf: Aleksandar Mastilo

THE CHEYENNE ARE LEAVING er en krigshistorie, en belejringshistorie, hvor alle geografiske kendetegn er fjernet. Tidsmæssigt kunne den foregå til alle tider. Det kunne ligefrem næsten være en fremtidsfortælling.

Hånden på hjertet, så var jeg slet ikke grebet på samme måde som med Tanja Mastilos foregående forestilling, MAIREAD. Det føltes som om teksten, selv om den blev godt spillet af de to, ikke rigtig nåede mig, men da jeg vågnede næste morgen, var det som om teksten først langsomt var ved at åbne sig for mig, og op ad dagen bredte den sig yderligere.

Det er forunderligt med teateroplevelser, for det kan synes magisk, når det lykkes, og samtidig opleves nærmest fysisk uudholdeligt, når det ikke sker. Men forestillingen sneg sig ind på mig og satte sig fast dagen efter. Det er pudsigt, at nogle oplevelser gør det. Jeg gik uforløst fra teatret, på trods af at alting var forløst upåklageligt. Alt det udefrakommende er kogt ned til lyden af skud og bomber, der nærmer sig. Lejligheden, hvor de to befinder sig, opleves som en dykkerklokke virkeligheden truer med at smadre hvert øjeblik det skal være. Scenografien og lyssætningen af Peter Rasmussen er enkel, men betagende.

Fotograf: Aleksandar Mastilo

Forestillingen er ikke lige så stærk som The Why Not Theatres forrige to opsætninger på Teatret ved Sorte Hest, den mageløse DANCE WITH ME, der lige akkurat nåede at spille en uges tid, inden corona-nedlukningen tidligere på året, og MAIREAD, der var magisk og forunderlig mystisk.

Mastilo har bibeholdt det tidsløse og noget abstrakte i THE CHEYENNE ARE LEAVING, men har også givet sig ordene meget mere i vold, og jeg foretrækker det mere ordknappe i MAIREAD, men det er selvfølgelig en smagssag. Det er en forestilling, der tydeligvis har stærkt bud til os om, hvordan vi forholder os til os selv og hinanden, når de første skud bliver løsnet. I dramatikerens hjemland skete det samme. Det beskriver hun i programteksten til forestillingen: ”Ingen troede at der kunne komme krig. Nej, da ikke her os. Ikke her.” Men det skete alligevel. Både i Ex-Jugoslavien og på scenen i den flotte forestilling THE CHEYENNE ARE LEAVING.

 

THE CHEYENNE ARE LEAVING

af Tanja Mastilo

Gæstespil af The Why Not Theatre

på Teatret ved Sorte Hest

13. november – 5. december 2020

90 minutter

Medvirkende: Nathan Meister og Joe Young

Instruktør: Nina Larissa Bassett
Scenograf: Peter Rasmussen
Lysdesigner: Peter Rasmussen
Producent: Why Not Theatre Company
Fotograf: Aleksandar Mastilo

 Forestillingen spilles på letforståeligt engelsk.

Hjemmeside og billetter

Teaterprogrammet kan downloades her 

Fotograf: Morten Arnfred

UMWELT i Skuespilhuset

UMWELT er et fascinerende møde med et sanseunivers uden ord, hvor lys, lyd og dans glider sammen til et hele, og hvor grænserne mellem de enkelte dele og kroppe ophæves.

Jeg er ikke i min krop, min krop er i mig.

Med lukkede øjne føres vi ind i en meditativ stemning af en behagelig engelsktalende stemme. Da vi igen kan åbne øjnene, er scenen oplyst af en enkelt spot tværs over scenen. Langsomt ormer og vrider tre skikkelser, to kvinder og en mand, Maren Fidje Bjørneseth, Julie Rasmussen og Rickard Fredborg, sig længere frem i lyset. Alting foregår langsomt og viljeløst, næsten som om vi er vidne til insektfødsler, hvor lemmerne langsomt strækkes og gøres brugbare, mens de vender, drejer og snor sig. De er iklædt dragter i farverne fra violet over olivengrøn til sort, med påsyede udposninger, der giver associationer til svampeformationer, der breder sig op ad deres kroppe, fra benene, hen over kroppen og videre ud på armene. Lyset funkler i det skinnende stof. Over dem hænger stormaskede hvide net, der er skåret til, så de danner en visuel magisk klanghimmel over de optrædende. De hæves og sænkes i løbet af forestillingen, og ender med at dale ned omkring dem for helt at omslutte dem. I en fluorescerende scene bliver alle snore pludselig lysende orange. Koreografien er af Julie Rasmussen, der selv er på scenen, og er skabt i samarbejde med danserne.

Fotograf: Morten Arnfred

I første halvdel af forestillingen bygges der op til skiftet, hvor alle tre bevæger sig rytmisk i takt til musikken, der bliver stadig mere og mere håndfast. Det er komisk, når de bevæger sig stødvist rundt med hinanden i hænderne som platfodede blishøns. Til sidst forplanter rytmen sig til deres nakkemuskler og får dem til at ligne rytmiske zoombier, sådan som de stift går frem mod publikum med karikerede fastlåste grimasser, mens deres kroppe taktfast fører dem frem og tilbage og rundt. De bevæger sig fuldstændig som én krop.

Det er lige modsat i det lange, men slet ikke for lange afslutningsforløb, hvor de ælter sig selv og hinanden rundt som menneskeligt affald, der bliver skubbet rundt af en bulldozer på en skrotplads. Måden de slasker dødt ned i gulvet på, får publikum til at gispe. Det er sært fascinerende, de lader sig rulle leddeløst rundt for at blive samlet i en masse bestående af seks arme og ben, der hele tiden griber ind i hinanden og griber fat, hvor de nu kan få fat, mens de dunker ned i gulvet. Det virker komisk, men er også angstfremkaldende, for bare de ikke gør skade på sig selv og hinanden. De virker helt uforfærdede og – synes det – viljeløse, da de lader sig slynge ind i en samlet klump, hvor det ikke længere er muligt at skelne dem og deres forskellige kropsdele fra hinanden.

Forestillingen spiller som en del af K:Selekt. K:Selekt er et samarbejde mellem Det kongelige Teater og Statens Kunstfond om at styrke udviklingen på tværs af strukturer, genrer og til gensidig inspiration i det danske scenekunstmiljø. 

Fotograf: Morten Arnfred

UMWELT

Skuespilhusets Lille Scene

9.-11. november 2020

50 minutter

Koreograf: Julie Rasmussen i samarbejde med danserne
Dansere: Maren Fidje Bjørneseth, Rickard Fredborg og Julie Rasmussen
Lyddesigner: Ole Hagelia
Lysdesigner: Markus Tarasenko Fadum
Scenograf: Ingvild Isaksen
Ansvarlig for lys og scenografi på turné: Felipe Osorio-Guzman
Skrædder: Anja Marie Thorsen
Multichannel lydopsætning og scenografisk assistent: Fabrice Moinet
Fotograf: Morten Arnfred
Tekst, stemme og ydre øje: Dan Nicholson
Dramaturg: André Eiermann
Produktion: Michelle Flagstad, Maja Bonde Holtze, Mikkel Søndergaard Kryger

Hjemmeside

HVEM ER DET DER BANKER?

- et teaterstykke om et regnestykke, der aldrig går op

på Forsøgsstationen

Liv ligger fredeligt og sover, da hendes hjem bliver invaderet, fordi hun har tilmeldt sig landsindsamlingen til fordel for Afrika. Eller som hun selv siger, er hun vist bare kommet til at krydse af i en boks uden rigtig at være klar over det. Hun har åbenbart ikke været opmærksom nok, det er jo sådan noget der sker, når man scroller ned over opslagene på Facebook. Men ikke desto mindre er hun blevet udvalgt til at være med i det store danske indsamlingsshow. Ikke nok med det, for hun skal også sendes ud på en opgave. Ja, hun bliver sendt helt til Afrika for at møde kontinentet og forsøge at finde den hvide stjerne. Af og til bliver hun ringet op fra den direkte udsendelse og skal svare på spørgsmål om Afrika.

Liv er først vrangvillig, men lader sig overtale til at være med. Hvem vil ikke gerne stille op for den gode sag, så hun tager afsted. Undervejs møder hun mennesker, der fortæller og viser hende andre sider af kolonisationshistorien. Der er noget galt med programmet og kommunikationen, for en virus har sneget sig ind, og programværterne beder hende indtrængende om ikke at have kontakt med andre, men det kan hun ikke overholde, og langsomt går det op for hende, at virkeligheden, verden og ikke mindst Afrika er væsentlig mere sammensat end hun vidste i forvejen. Ikke mindst er danskernes – og de hvides - forhold til Afrika meget mere komplekst end indsamlingsshowet foregiver.

Det er en rasende flot forestilling. Det er en knusende satire over vores selvgodhed og den blinkende indsamlingstid, som vi er en del af. Verden brænder, og vi skal hjælpe. Selvfølgelig skal vi det. Men ved vi egentlig, hvad der sker omkring os? Ved vi, hvilke vogne vi bliver spændt for, med vores blinde tiltro til mediernes versioner af verden omkring os?

Forestillingen formår at få os til at juble, le og fejt tie, når det går op for os, hvor dumme vi er. Men det sker ikke på nogen nedladende måde. Tematikken er orkestreret for Det Olske Orkester, og det er en oplevelse jeg sent vil glemme. Det er en gennemprofessionel forestilling, med en god historie og en stram instruktion af Lotte Faarup, der også har stået for den dansende koreografi, der forløser historien som et stort festfyrværkeri. Scenografien af Jeppe Lawaetz er meget enkel, sådan ser det umiddelbart ud, men de fejende gulvprojektioner er overvældende lækre og virkningsfulde. Vi er midt ude på havet, vi er oppe at flyve, vi er ude i ørkenen – vi befinder os i orkanens øje, og forestillingen formår at skabe et nærvær og en tilstedeværelse, der er betagende. Samspillet med lyden og musikken, af Jonas Jørgensen, er helt som det skal være. Det er ensembleteater, når det er bedst. Her bliver det spillet, sunget og danset overbevisende af Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff, Sofie Ebbesen Nielsen, Morten Klode, Øyvind Kirchhoff og Jens Bäckwall. Det er en udsøgt fornøjelse at blive inviteret med til hele Danmarks indsamlingsshow. Det er festligt, fornøjeligt, meget morsomt – og dybt beskæmmende.

Der er mangt og meget, der banker på i den overvældende insisterende forestilling. Det er sidste del af trilogien ”En Nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering”, der indledtes med ”Sukker”(2015) og ”Salt” (2017). Jeg vil gøre meget for at komme til at se de to første dele, hvis det igen bliver muligt. Et møde med Det Olske Orkester giver lyst til at se meget mere af deres teater. Det er tydeligvis teater, der er drevet af store visioner og udført med en udsøgt ildhu og ekvilibrisme. Hurra for det!

Det er muligt at læse mere om trilogien i den nyudgivne og meget flot illustrerede bogudgivelse: ”RUNDT OM ILDEN. Teatret som kunstnerisk, politisk og socialt mødested”. Her er et uddrag fra bogens forord: ”Hvilken nødvendighed? Det var det spørgsmål, vi stillede os selv i efteråret 2015, da vi i Det Olske Orkester fik de første tanker om at skabe en teatertrilogi om 300 års kritisk danmarkshistorie. Hvilke historier er tvingende nødvendige at fortælle? Hvad er det tiden, verden kalder på vi reflekterer over? Hvad er påtrængende nødvendigt at tale om? Under dette spørgsmål lå allerede en vrede. Over ufrivilligt at være en del af en privilegeret verden, der kun er privilegeret, fordi nogle andre dele af verden ikke er det. Over at mærke, hvordan nationalistiske og racistiske fortællinger retfærdiggør, at det skal være sådan. Over at leve i en tid, hvor det danske nationale selvbillede gang på gang bliver støbt i beton, kun med eksklusion for øje.” Forfattet af teatrets daglige team: Lotte Faarup, Øvvind Kirschhoff og Charlotte Rindom.

HVEM ER DET DER BANKER?

Medvirkende:

Ditte Laumann, Mireia Serra, Angelina Kirchhoff, 

Sofie Ebbesen Nielsen, Morten Klode, 

Øyvind Kirchhoff, Jens Bäckwall

Dramatiker og instruktør: Lotte Faarup

Lysdesigner og scenograf: Jeppe Lawaetz

Kostumedesigner: Signe Beckmann

Lyddesign: Jonas Jørgensen

Produktionsleder og teknik: Søren Kyed

Spilleperiode Forsøgsstationen: 9. – 21. november 2020

Forsøgsstationen, Sdr. Boulevard 81, 1720 Kbh. V. 

Tirsdage – fredage kl. 19.30 og lørdage kl. 16:00

Skoleforestilling 13. nov. kl. 11:00

Forsøgsstationen,

Hjemmeside og  billetter.

Trailer  

*

Se listen over de

117 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: UNDER HUDEN på Teaterøen

 

Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det tog to-tre dage før jeg var parat til at skrive om MÆRKVÆRKs seneste forestilling UNDER HUDEN, der handler om døden. Døden er svær at lave teater om. Den er i det hele taget svær at tale om. Døden er også svær at anmelde.

De er tre på scenen, selv om de faktisk er fire venner, men Freja mangler, for hendes mor, Trine, er lige død. De skulle have lavet en dans sammen, alle fire. Men nu er de kun tre.

Frejas mor har været syg igennem et stykke tid, men Freja har ikke sagt noget om det. Det er først, da Frejas far møder Albertes mor og fortæller det, at Alberte og de andre, Nicoline og Jon får det at vide. Da Albertes storebror døde nogle år tidligere, kom Freja straks hen til hende. Godt nok lukkede Alberte hende ikke ind, men Freja var der. Derfor mener hendes forældre også, at Alberte selvklart vil være der for Freja. Men Alberte tøver, og tænker ikke på det med storebroren. Alberte synes ikke, at de er så tæt mere.

Foto: Per Morten Abrahamsen

I skolen fortæller læreren det til de andre i klassen. Men forinden beder han Alberte om at gå ud og sidde sammen med Freja, og så kan de bare komme ind, når Freja er parat og de to har talt om det. Det er kun modvilligt, at Alberte går ud til hende, for så gode venner er de da heller ikke... Alle tror, at de har talt om det ude på gangen, men senere viser det sig, at de bare har siddet tavse ved siden af hinanden i en ½ time, før Freja går hjem. De tre venner får ikke rigtig talt med Freja. For hvad skal man sige? Det aner de ikke, og tænker at det gør de voksne nok. For de må da vide, hvad man skal sige...

Foto: Per Morten Abrahamsen

Tiden går, og det ofte begynder Freja at græde i klassen. Da der er gået et år, og det er blevet nytår – igen, slår det revner i venskabet imellem dem. Det er kun Jon, der har mod på at mødes med hende – netop dén dag. De to veninder prøver at undgå det, men det er først da Jon insisterer, at der sker noget inde i de andre. Nicoline går sin vej, mens Alberte bagefter følges med Jon hen til Freja.

Jon flyttede på et tidspunkt ind hos Freja. Moren, Trine, købte en gæsteseng til ham og lod ham blive en del af familien. Jon havde problemer hjemme, for familien var ved at falde fra hinanden, og der var ikke plads til ham. Han kunne ikke sove. Vågnede tidligt om morgenen. Frejas mor kom ned i køkkenet til ham. Hun lærte ham at drikke kaffe. Så sad de og talte sammen, mens de andre sov. Det var de tidligere morgener med Frejas mor, der løste knuderne op indeni.

 

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen slutter med, at vennerne igen mødes, og de undskylder sig med: ”Undskyld, vi vidste ikke hvad vi skulle sige!”, og Freja svarer: ”Det vidste jeg da heller ikke!”

På forestillingens plakat er der påklistret et lille rødt mærkat, hvor der står: ”Du skal aldrig være bange for at gøre din ven ked af det, ved at spørge, hvordan han har det.”

Det er svært ikke at fælde en tåre i slutningen, men det var faktisk en fordel at skulle have mundbind på bagefter, så det på en måde forlængede stemningen fra forestillingen, da lyset blev tændt.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Under flere af scenerne var der fuldstændig stille, det var så genkendeligt, alle kender på en eller anden måde følelsen af at miste. Alle har mistet. Alle har vi mere eller mindre ondt lige dér. I savnet.

Det er modigt at lave en ungdomsforestilling om et emne, der er svært at tale om, for hvad er det, der sker? Hvad er det, der knudrer sig sammen inde i os, og hvad skal der til for at løse det op? Nogle gange kan det synes så uløseligt.

Ligegyldigt hvad man gør, så er det ikke forkert. Når bare man gør noget. Bare et eller andet.   

Julie Petrine Glargaard & holdet har skrevet den mundrette tekst, der er dygtigt instrueret af Maria Kjærgaard-Sunesen. På scenen bliver de mange roller skiftende og dækkende spillet af Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg. Scenografien af Mona Møller Schmidt med spejlblanke flader med gardiner for og effektfulde masker understøtter historien. Musikken af Klaus Risager giver det hele en fremaddrivende puls og rytme, og fungerer som et tilstedeværende åndedrag. Forestillingen er produceret i samarbejde med Teatret Møllen og skal efterfølgende på turné rundt i landet.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Det er MÆRKVÆRKs tredje forestilling som jeg har set. STRÆBER handlede om konkurrencesamfundet som de unge er en del af, hvad enten de vil det eller ej, og var bygget op som én stor konkurrence, hvor man konkurrerede mod alt og alle – og ikke mindst sig selv. Det var en både festlig og flabet forestilling, der visuelt var grotesk og tegneserieagtig. Det var underholdende og der var fuld fart på. I den efterfølgende FRONTLØBERNE handlede det om klimakatastrofen som truer vor eksistens. Også selv om vi ikke vil være en del af det. Det var endnu en nødvendig forestilling, ligesom UNDER HUDEN er. Det er blevet til tre uundgåelige forestillinger. Tre måder at forstå og berøre verden på – men også tre måder for os at overleve og forstå den omgivende verden på. Det er en prægtig indsats. Temaerne er nødvendige og svære at komme udenom. Tak til teatret for at give håb i en tid med mange brydninger. Tak for en forestilling som det tog 2-3 dage at skrive om, fordi stemningerne skulle have tid til at bundfælde sig. Det er tegn på forestillingen har virket efter hensigten. Det er teater, der går med de unge ind i sorgen i et forsøg på at sætte ord på det svære og unævnelige. Det lykkes med forestillingen at komme helt ind under huden.

UNDER HUDEN

af MÆRKVÆRK – teater til teenagere

Medvirkende: Anne Gry Henningsen, Casper Sloth og Connie Tronbjerg

Instruktør: Maria Kjærgaard-Sunesen

Dramatiker: Julie Petrine Glargaard & holdet

Scenograf: Mona Møller Schmidt

Instruktør- og scenografassistent: Signe Regitze Berg

Komponist & lyddesigner: Klaus Risager

Lys & teknik: Martin Danielsen

Bygger: Søren Romer

Fotograf Per Morten Abrahamsen Grafiker Robin Neil Hart Producent Karoline Michelsen

Idé & koncept: MÆRKVÆRK

Produceret af MÆRKVÆRK i samarbejde med Teatret Møllen

HVOR & HVORNÅR: 4.-6. november, Teaterøen

9.-26. november 2020 + 8.-22. januar 2021, Danmarksturné

+ Efterår 2021, Danmarksturné

Hjemmeside 

Rosa fortæller om forestillingens vigtighed:

 

»Jeg mistede min bror, da han var 19 år gammel. Han var
kronisk syg og holdt op med at tage sin medicin. Han ville have
kontrol over sin krop men opnåede det modsatte. Det var faktisk
en stor lettelse for mig, da han døde. Forud var der gået måneder,
hvor jeg havde forsøgt at overtale ham til at leve.«

Anne Gry Henningsen,
skuespiller

Tidligere anmeldte MÆRKVÆRK-forestillinger:

2020: 

FRONTLØBERNE

2017:

STRÆBER

*

Se listen over de 

117 andre teateranmeldelser 

*