INDISK KÆRLIGHED - så var der urpremiere!

 

Fotos: Sille Veilmark

 

Der står han i døren. En ung inder klædt i indisk festtøj. Han byder os indenfor. Der er noget han vil fortælle os. Han er synligt nervøs og spændt. Han har inviteret alle i blokken med til dette surpriseparty, for han gider ikke vente længere. Nu skal det være. Han ved godt at de slet ikke kender grunden til at de er samlet. For det er ham selv, der er den største ”surprise”. Det ved han godt. Nu venter de bare på Alexander. Alle kender Alexander, men ved ikke hvem han er, inderen. De er ikke bare kærester, inderen og Alexander, de er også gift.

Imens vi venter på at Alexander dukker op, fortæller han deres historie. Ja, han fortæller alt det som Alexander ikke har fortalt  de andre. Sådan er danskerne. De kan ikke lide at skilte med tingene. Inderen kigger sig rundt, kigger på os, for han vil gerne fortælle os det hele. Fortælle os om hvordan de mødtes i Indien, og om hvad der siden skete her i naturværkstedet. Den første gang de var sammen.

 

Det er ikke bare to fyrer, der finder sammen. Det er også to kulturer, der drøner sammen. I Indien er det en selvfølge at de skal giftes – med en pige, mens i Danmark er det en selvfølge at man skal giftes med den man elsker. Og de elsker vitterlig hinanden. Det er tydeligt, for det lyser ud af ham, inderen.  Men han er også nervøs, for der er meget på spil for ham. Han er en sjov én, for på den ene side er der noget legende let over ham, som om alt det besværlige ellers bare preller af mod ham, som om det slet ikke når ham, mens han på den anden side selv har valgt side, og har taget nogle utraditionelle valg, der gør ham meget synlig – og sårbar. Men først og fremmest er han menneske. Et menneske, der har gjort op med sin baggrund og har taget et utraditionelt skridt, der kuldkaster alt det han kommer fra. Og så danser han. Det gør han nærmest fra starten af, da han byder os velkommen.

Han har altid set dem i biografen, er vokset op til dem. Filmene, Bollywood og de ”larger than life”-figurer som filmene er fulde af. Han danser det simpelthen væk, alt det besværlige. Det har han nok altid gjort. Som han står der og danser, er der ingen tvivl om at det virker, for det kan vi jo se. Men han vil gerne prøve om han kan nå at fortælle deres historie inden Alexander intetanende kommer ned i naturværkstedet, hvor hans indiske ven har sat dem stævne.

 

 

Mens han laver chai, fortæller han historien om hvordan det er gået til, hvordan det er blevet ham og Alexander. Det er en fortælling om fællesskab, men også om forskelle. På mange måder kunne de godt bytte tøj, for tingene er ikke som de ser ud. Alexander kunne lige så godt være inder, men han synes ikke at det er sjovt, når vennen påpeger det. For selv om de ellers har humoristisk sans nok til at de kan grine af deres forskellighed, så gælder det ikke, når de snakker om Alexanders forældre. For lige så initiativrig han er på vennens vegne, lige så lukket er han, når det gælder hans egne trakasserier med familien. Han vil helst have at de slet ikke får noget at vide, for det er det letteste. På den ene side er der menneskerettighederne og ytringsfriheden, og på den anden side er der forskel på det man siger og det man gør.  

VELKOMMEN TIL INDISK KÆRLIGHED – eller hvordan man overlever at blive forelsket.

Urpremiere i Vesterbro Naturværksted, Saxogade 17, Saxoparken (nabo til Apostelkirken) søndag den 2.9. kl. 18.30. Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7.9.2012

Billetter sælges ved indgangen fra kl. 18.15.

Skrevet af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

Varighed: 40 minutter.

Mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. er der efterfølgende samtale med Malene Fenger-Grøndahl og instruktøren, dramatikeren og skuespilleren.

 

 

Læs mere om Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012
som INDISK KÆRLIGHED indgår i:

http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

 

 

Teater i Træstubben - åbningen 2012!

 Foto: Sille Veilmark

 

Alexandra Moltke Johansens tekst ”Menneskekongen” åbnede arrangementet. Jens Jørn Spottag gav teksten krop og mæle ved en reading. Det er en spøjs tekst, for på den ene side er hovedpersonen Rasmus bindegal, og samtidig er der ikke noget af det han siger, der ikke også rummer en form for sandhed. Det er bare ikke en sandhed som hovedpersonen kan dele med så mange andre. Det bliver i stedet børnene i naturværkstedet (og det vil sige os, tilskuerne) som han fortæller, hvordan verden hører sammen. Alexandra formår med teksten at tale til det bedste i tilhørerne. Det er en form for naivitet som vi rigtig gerne vil tage imod og rumme, hvis vi bare kunne. For vi ved jo godt at der er noget galt. Sådan er verden jo ikke, eller er den? I Alexandra monolog bliver vi i tvivl, når vi tager med ud på denne forståelsesrejse vejledt - og ikke mindst vildledt - af en naturvejleder med sin helt egen dagsorden. Efter fremførelsen fortalte Alexandra at hun havde taget udgangspunkt i det materiale som er lagt ud på naturværkstedets hjemmeside efter at have været nede og se lokalet. Der blev helt stille i det øjeblik hvor stedets naturvejleder, Felix Becker skulle svare på spørgsmålet, om han stadig kunne genkende sit skolematerialet i forestillingen. Det gjorde han vist ikke helt.

 

 Foto: Sille Veilmark

Efter en pause fremførte Tina Gylling Mortensen monologen ”Kompetencer” af Mette Sø ved en reading. Hovedpersonen, Marianne Mortensen, er arbejdsløs og skal søge to jobs om ugen. Det ikke fordi hovedpersonen har svært ved at få arbejde, for hun er både beleven og energisk, men måske er det jobbene, der ikke vil ha´ hende? Da hun arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehaven, får hun lyst til at slå børnene. Og så er der hendes fascination af våben og alkohol. Som hun siger, er det jo ikke ensbetydende med at det er noget hun tager med på arbejdet. Men vi bliver i tvivl, for er hun netop ikke én, der kunne finde på at tage begge dele med på arbejdet? Mette får skabt en både fascinerende, men også skræmmende kvindelig person, for der er sprækker i hendes personlighed. Og hvad er det egentlig, der gemmer sig bag de sprækker. Bagefter fortalte hun, at hun med sine bøger og nu også i denne monolog, gerne vil skabe personer, der spænder vidt. I modsætning til mediernes stereotype menneskeopfattelser.

 Foto: Sille Veilmark

Efter den sidste pause læste Sofie Lassen-Kahlke ”Brev fra ørknen” skrevet af Qaali Schmidt-Sørensen, hvori hun beskriver splittelsen mellem sit liv som teenager i Mogadishu i Somalia, hvor hun boede med sin mor, og weekenderne og ferierne, der blev tilbragt sammen med faren, der stadig er nomade og som lever af og med sine kameler ude i ørknen. Det er en hjerteskærende tekst, der rummer en så stærk længsel og en så betagende umiddelbarhed og naivitet, at der blev helt stille og tyst under fremførelsen. Alle sad og lyttede. Vi blev fragtet til et stede inde i os selv, hvor vi ofte kun finder hen, når andre viser vej. Det gjorde Qaali med sin nøgne og rene tekst.

Der var fyldt med mennesker i det lille naturværksted, og det var en smuk måde at åbne Teaterdage på Vesterbro på.

Efter arrangementet var der ”Bombay-gryde”, og der blev spist helt op. Det var i og for sig en reklame for premieren dagen efter på INDISK KÆRLIGHED.

Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Reading-formen er rå og upoleret, men har sin egen friskhed. Der er ikke tale om færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor skuespilleren stadig har manus i hånden. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle medvirkende - såvel skrivende som agerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater.

Indgår i Teater i Træstubben, Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9.9.2012
Se det øvrige program:  http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

Teater i "Træstubben" 2012

Hvilken træstub - og hvorfor lige dér?

Mette Sø, Michael Svennevig, Qaali Schmidt-Sørensen, Pouria Tahmasebi, Sofia Guldbrandsen, Alexandra Moltke Johansen og Nassrin el Halawani.
Tak til Felix for lån af ræven. 
Foto: Sille Veilmark                                                                                            

 

Sidste sommer havde jeg fornøjelsen af at opleve teater i ”Træstubben”.

Det var til åbningen af Menneskefestival om drømme og visioner, hvor Ebba Nørager og Poul Hüttel ved en reading opførte min énakter ”Den sidste aften”. Rummet inspirerede mig. Det runde rum egner sig glimrende til at udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det anderledes. Jeg gik i gang med at skrive ”Indisk kærlighed” og fik frie hænder til at bruge rummet. Jeg havde også en ide om et hyldestarrangement til den 84-årige skuespiller Ebba Nørager.

Da jeg kort tid efter mødtes med Lotte Arnsbjerg havde hun to tekster, der kunne komme med. Den ene skrevet sammen med Tomas Lagermand Lundme. Jeg opfordrede Alexandra Moltke Johansen, Mette Sø og Qaali Schmidt-Sørensen til også at skrive tekster. Samtidig fik jeg en henvendelse fra Nassrin el Halawani om et projekt hun havde i tankerne som hun gerne ville have fremført i et kirkerum. Derved kom Messiaskirken i Charlottenlundlund med i programmet.

Teksterne blev så gode at det ikke var svært at få sammensat et stærkt hold af yderst kompetente spillere til at fremføre teksterne ved flere readings. Det er derfor ikke færdige forestillinger, men en oplæsning/fremførelse, hvor man stadig har manus i hånden. Det er en form, der er rå og upoleret, men som har sin egen friskhed. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i Træstubben.

Hjertelig tak til alle for jeres medvirken - såvel skrivende, agerende som instruerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være – og at lave teater. ”Menneskekongen” og ”Indisk kærlighed” er skrevet specifikt til stedet, og vil dårligt kunne opføres andre steder.

Kom og se hvorfor!

 

Michael Svennevig

forfatter og dramatiker - og arrangør af Teater i Træstubben

micsvennevig@msn.com  Tlf: 35 26 05 64

 

Anmeldelse: "Man skulle tro jeg var en anden" på Får 302

Teateranmeldelse.

Gæstespil af Teaterforeningen Legio på Får 302 frem til 8. september 2012.

Man kan høre det alene på titlen. Vi har sat os tilrette på en teaterkarrusel, der suser hurtigere og hurtigere rundt. Det er en af den slags ture, hvor det bare gælder om at hænge på. Karrusellen kører uden at komme nogen vegne, for vi drejer rundt på stedet. Det handler om at være menneske. Det er ligesom ude i virkeligheden, hvor vi heller ikke altid flytter os. Det er teater ligesom liv. Vi fræser rundt på karrusellen, mens vi fyldes med sansninger og fragmenter af det vi suser forbi. Hvad er det vi oplever? Hvor er det vi kommer hen?

Jeg havde forinden læst manus (i en tidlig udgave), og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i det, men det frastødte mig ikke, for det var så tæt og så bevægende skrevet at jeg hang fast på karrusellen.

Det handler om liv, om en skuespiller, en dramatiker og en iscenesætter. Det handler om liderlighed, og er en pragtopvisning i hvad teater netop formår, når vi bevæger os ud i overhalingsbanen. Det er ikke teater i den klassiske forstand, hvor TEKSTEN er den vigtigste. Teksten er derimod en af forestillingens billedstormende midler. For vi befinder os i en billedstorm. Det er en billedstorm, der hiver alt med sig. Det må betragtes som instruktørens teater. Vi befinder os et sted, hvor instruktøren bruger teksten som forestillingens 4. skuespiller. Jeg kan ikke finde ud af om det er for meget eller om det netop er lige præcis det, der skal til for at det hele passer sammen. Jeg tror det sidste. Visuelt er det betagende, for det lykkes de tre spillere, instruktøren og dramatikeren at holde os naglede til sæderne i den time som forestillingen varer.

Bagefter føler jeg mig helt forpustet og tilgroet med indtryk. For hvad er det jeg har oplevet? Det ved jeg stadigvæk ikke, for det er alt og intet. Men her dagen efter sidder det stadigvæk i kroppen på mig, for det var en oplevelse, der har sat sig på tværs inde i mig. Sat sig på tværs det helt rigtige sted.

Forestillingen er blevet et lykkeligt samarbejde mellem tekst, instruktion og spillere. Spillerne knokler virkelig for sagen, og de overspiller grumt, men det bliver til forestillingens stil. For der sker noget derude, hvor vi hænger fritsvævende ud over klichéernes afgrund. Det er så fint skrevet, så  godt tænkt og umanerlig godt spillet at jeg nærmest mod min vilje bliver bevæget og berørt. Jeg forstår det egentlig ikke, men billederne, musikken og de vilde sansninger går lige i kødet på mig. Her er ingen dybere mening, men der er nærvær så det basker, og det giver på forunderlig vis en dybere mening. Måske netop fordi forestillingen netop ikke forsøger at være andet end sig selv. Den vil kun sig selv, og det formår den at være i en sådan grad, at jeg som tilskuer bliver stum af det. Det er den slags forestillinger, hvor alting satses, men hvor alting også vindes, når satsningen er rigtig. Og det er den.

Man skulle tro…. at teatret har en fremtid, når man oplever billedstormen på Får 302.

Det er em fornøjelse at lade sig blive blæst af sted af dette gæstespil.

Tillykke til Teaterforeningen Legio, til instruktøren Emil Hansen, til dramatikeren Ghita Makowska Rasmussen og til de tre skuespillere: Torben Zeller, Morten Burian og Karin Bang Heinemeier.

Det er en vidunderlig forestilling I sammen har skabt!

Få dage inden premieren...

 Alle fotos: Sille Veilmark.

Det har været en fornøjelse med forløbet op til "Indisk kærlighed".
Dels var det en dejligt måde som Malene kastede ideen til mig på, der gjorde at jeg straks greb den og holdt fast. Og sjovt som ideerne og teksterne blandedes og fik sit eget liv, da Pouria og Ditte kom på banen og så nye muligheder og vinkler i teksten, hvorefter jeg skrev videre - og skrev om, sådan så teksten kom til passe bedst muligt til Pouria. Jeg kan egentlig godt lide ordet "teaterskrædder", for det er dét man er. Selv om der vist desværre også ligger noget nedsættende i begrebet sådan som det nogle gange bliver brugt.
Og så syntes jeg at det var umådelig morsomt at få min indiske skrædder til at sy tøjet til forestillingen (det synes han vist også selv!!). Han er en lille rund gammel mand (selv om han garanteret kun er få år ældre end mig). Han har plirrende øjne og et lille smil. Det er kun ganske lidt engelsk han taler, men til gengæld er han rigtig god til at kommunikere. Hans bod vender lige ud til torvet med det berømte "clock tower", der er Jodhpurs vartegn. Jeg elsker at sidde dér i døråbningen og kigge ud over menneskehavet, der bølger forbi.
Derudover har det været en fornøjelse at få lov at kaste min indiske fascination og mine Bollywoodske drømme videre. Både til Malene, Ditte og Pouria.

Jeg har i den grad længtes efter at lave noget, der netop har denne champagnebrusende energi. At arbejde med en ny form for lethed i stoffet, og har nydt at det ikke altid skal være så alvorstungt. Jeg har tilladt mig selv at anslå nogle andre og lettere strenge med teksten. Måske er det endda lykkedes mig at få tyngden givet en lethed, og få letheden forankret i en seriøsitet, der måske har givet noget til begge. Det håber jeg. Det er i hvert fald noget som jeg finder ud af på søndag - til premieren.
Jeg synes at det var så utroligt, dét som Pouria præsterede, da han lavede uddrag fra teksten i Apostelkirken tidligere på måneden. For selv ikke at tale om at han faktisk gjorde det endnu bedre dagen efter i gårdhaven ved Dansk PEN. Der er vist ingen tvivl om at det er en opgave, der matcher både hans evner og formåen.

Et sådant teaterforløb er i høj grad en opsamling af energier, der samler sig, spreder sig igen for at blive fortættet og båret frem via en instruktør og (i dette tilfælde) en enkelt spiller. Jeg har en skøn fornemmelse af at jeg har lavet det hele - og slet ingenting. Jeg aner intet om, hvad der venter på søndag. Jo, jeg kender hele skelettet, men hvordan det får liv, hvordan det visuelt kommer til udtryk og forplanter sig til tilskuerne bliver en stor overraskelse. Jeg er overbevist om at det bliver en stor og berigende oplevelse. Og er meget glad for at det er en opgave, der skal løftes af Ditte og Pouria.
Mødtes forledes med Pouria i naturværkstedet, hvor forestillingen skal spilles. Han var så dedikeret og så fokuseret. Det var meget inspirerende og smukt at mærke hvordan han invisterer sig selv så "selvforglemmende" i opgaven. Og han har vitterlig sit at se til. Det er en stor og svær opgave som han står overfor. Det er slet ikke spor let at skulle bære en hel monolog. Til gengæld er det selvfølgelig også en drøm at kunne begynde sin (skuespiller)karriere på den måde. Det er jeg overbevist om at han vil forstå at få det absolut bedste ud af.
Jeg glæder mig meget til at opleve det på søndag.
Og glæder mig til at varme op med Bollywood  OPEN AIR på Nytorv på lørdag kl. 20.30 med Bollywood filmen "Om Shanti". Det er samtidig en fin lejlighed til at dele små poser ud med Bombay Mix (chilisnacks) påhæftet en seddel, der inviterer til endnu mere Bollywood dagen efter til premieren.

 

Søndag den 2.9. kl. 18.30 i Vesterbro Naturværksted, Saxoparken, Saxogade på Vesterbro:
Urpremiere på "Indisk kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket". En monolog af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.
En munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Om to mænd, der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til. Med især et kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede?
Forestillingen spiller samme tid og sted til og med fredag den 7.9. Med efterfølgende samtale mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. med Malene Fenger-Grøndahl, der har lavet interviewbogen "Den forbandede kærlighed" som forestillingen delvist er baseret på.

Forestillingen indgår i Teater i Træstubben. Teaterdage på Vesterbro fra den 1.-9. september 2012:
http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html



 


 

INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket

Bollywood og kærlighed.

Fotos: Sille Veilmark

Oplev monologen

”INDISK KÆRLIGHED
– eller hvordan man overlever at blive forelsket”

Urpremiere Søndag den 2. september kl. 18.30-19.15 i Vesterbro Naturværksted. 
Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7. september.                                                                                                           

En munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Om to mænd, der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til. Med især et kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede?

Monolog af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og spillet af Pouria Tahmasebi.

Billetter á 85,- kr. (inklusiv chai) købes kontant ved indgangen fra et kvarter før forestillingen.

SAMTALEARRANGEMENTER:
Se forestillingen og mød instruktøren, skuespilleren og dramatikeren i en efterfølgende samtale med forfatteren og journalisten Malene Fenger-Grøndal, hvis bog ”Den forbandede kærlighed” delvist ligger til grund for forestillingen ved to efterfølgende samtalearrangementer mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. kl. 18.30-19.45. 

Vesterbro Naturværksted, Saxogade, Saxoparken, Vesterbro. Find vej: http://map.krak.dk/m/9MQxc .             

INDISK KÆRLIGHED indgår i Teaterdage på Vesterbro. Læs mere: http://www.svennevig-bogogdrama.com/dramatik.html

UDDRAG fra
INDISK KÆRLIGHED

Opført til arrangementerne den 4.-5. august 2012 i
 forbindelse med lanceringen af "117 stemmer om drømme og visioner",
hvor både Malene Fenger-Grøndahl, Ditte Maria le-Fevre 
og Pouria Tahmasebi medvirkede.

Forinden havde Pouria været på fotosafari sammen med Sille Veilmark rundt i Københavns gader, hvor de forsøgte at finde et billedmæssigt udtryk for, hvad det vil sige at være indisk i danske omgivelser. Da jeg så de fascinerende billeder var jeg ikke i tvivl om at Sille især i billedet, der er sat øverst på bloggen her, netop havde formået at fange det rette.   

 (Uddrag fra sceneteksten)

"Jeg ved godt, at man ikke kan se det på mig. Andre tror, at jeg altid er glad, for jeg er glad, men jeg var så ked af det dengang. Ulykkelig kærlighed. Så enkelt var det. Hendes familie havde forbudt mig at komme i nærheden af hende. Og de mente det! Jeg følte mig helt udtværet. Det var nok derfor jeg knytter mig så hurtigt til ham. Alexander... man kan høre det på navnet. Sådan er han. Han åbner en hel ny verden for mig. På mange måder. Han er også alene, og med ét forsvandt den alenehed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg knytter mig til ham. Jeg tænker ikke over det. Jeg gør det bare.

(pause)

Det har længe ligget i luften. Det mellem ham og mig. Selvfølgelig har vi rørt ved hinanden. Det gør venner jo... eller det gør I jo ikke, men det er jeg vant til. Sådan lidt efter lidt er vi kommet tættere på hinanden. Lige siden vi mødtes i Indien har det været sådan. Nu kan vi slet ikke undvære hinanden. Jeg ved da godt at det ikke er venskab... ikke kun venskab. Jeg er jo ikke helt dum, men det er ikke noget jeg har spekuleret over. Jeg tager det som det kommer. Og jeg elsker livet sammen med Alexander, så enkelt er det. Han får mig til at le.

Det ligger vel i os alle. Et eller andet sted. Hos os er det ikke noget vi gør - på den måde. Sådan af kærlighed. Ikke med en anden mand. Men det ændrer han.
Jeg aner ikke, hvad det betyder, da han spørger... om vi skal giftes. For vi er jo to fyre, og samtidig tør han ikke holde mig i hånden på gaden. Selv om han siger, at her må man godt. Men der er alligevel noget vigende i hans blik:

-Det er ikke ualmindeligt, men det er ikke alle der kan lide at skilte med det.

Og det er åbenbart sådan han er. En, der ikke skilter med det.

I Indien kan vi godt lide at skilte med alt muligt, hvis vi ellers har noget at skilte med. F.eks. rigdom, men det gør I ikke.

Jeg kommer hurtigt til at elske jeres verden. Men det virker som om I slet ikke ser den.  I tager den for givet, for den er der jo. Men for mig er det fantastisk.

Foråret, ser I! Men alt det andet? Når det en sjælden gang bliver 30 grader, klager alle over, at det er for varmt.

Her er alle mennesker lige. Det er et princip, siger Alexander. Når han taler om principper, love og paragrafer når det mig ikke. Det kender jeg jo derhjemmefra. Det er bare ord. Virkeligheden er anderledes.

Jeg er fri til at mene og synes lige hvad jeg vil, men det er ikke alt der siges. Jo, det tror jeg i starten, indtil jeg finder ud af, at ét er det man siger, noget andet er det man gør.

Der hvor jeg voksede op, var det den stærkeste, der havde ret, og resten klappede bare i. Hvad kalder man det? Jeg har altid lært, hvornår jeg skal holde min kæft. Jeg har ikke altid gjort det, men jeg ved, når jeg træder over stregen. Det er sådan noget man får bank for. Her har alle ret til at sige det de mener, uden at andre kræver dem til regnskab for det. Man behøver ikke være bange.

-Du skal stå ved det du er. Ligegyldigt hvad det er, skal du respekteres for det. Det er din ret.

Du ved individets rettigheder og alt det...

Jeg nikker og tænker over, hvorfor han så ikke selv gør det. Det synes han ikke at jeg skal blande mig i. Det er ikke bare ham, det er mange af de danskere som jeg møder, der straks er på mærkerne:

-Det er så flot det du gør. Du skal bare blive ved. Alle skulle gøre som dig!

Jeg kan høre Jackson synge i baggrunden”We´re the world”. Eller Nanna...  

(syngende) 

”Afrika, Afrika... alle går vi rundt i vores egen lille verden.... hvis vi gir en hånd til Afrika....det blir bedre dag for dag... Afrika... Afrika”...

Når jeg lytter til den sang, selv om det er en gammel schlager nu, aner jeg ikke hvad det er, danskerne har gang i..  De lever i deres egen sæbeboble.

Godt nok kommer jeg ikke fra Afrika, ...men det kunne det lige så godt være, for jeg kan se at de puster sig op i bevidstheden om ... vi, danskerne, vi har et gammel kongerige helt tilbage til Gorm Den Gamle og så har vi landsholdet og så længe der stadig er liv i gamle Dronning Margrethe, så går det nok, for vi ved noget om ytringsfrihed, menneskeretttigheder og om, hvordan verden er skruet sammen.

Vi er stadig vikinger...
SKÅL!"

(Uddrag fra sceneteksen)

 ------------------------------------------------------------------

 

Alle disse indiske fornemmelser kan let gå én i blodet.

For tiden er der et dansk/indisk kulturfremstød i byen: "India today/Copenhagen tomorrow".

Det fortsætter frem til januar 2013, men måsket kulminerer det allerede lørdag den 1.9. med udendørs Bollywood-film på Nytorv:

'Om Shanti Om' - Open Air på Strøget
1. september, kl. 20.30 - gratis adgang!
Se Bollywood-klassikeren 'Om Shanti Om' under åben himmel på Nytorv, Strøget, i anledning af filmfestivalen INDIAN INDIES og Strøgets 50-års jubilæum. Medbring dansesko og klar røst, og deltag i en vaskeægte Bollywood-fest. (160 min)

Dagen efter er der mulighed for at høre og se mere Bollywood-musik og dans i Vesterbro Naturværksted i forbindelse med urpremieren på
 

"INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket".

Det indgår i "Teaterdage på Vesterbro", som man kan læse mere om her:  http://www.lokalavisenvesterbro.dk/default.asp?vis=artikel&id=471

 

 

 

 

Efter lanceringen af de "117 stemmer"

En af de gæsterne ved de to arrangementer skrev efterfølgende denne tekst og sendte den til mig.    Jeg har fået lov at gengive den her:

Jeg kiggede i spejlet da jeg kom hjem:

Mennesket

Jeg havde helt glemt det.

Jeg havde engang en drøm.

Jeg drømte om det fremmede, helt ukendte, det dragende, det spændende i fjerne lande.

I gymnasiet havde vi en udvekslingsstudent, Paul fra Ghana. Han var kulsort med hvide hænder, der var ingen der gad at snakke med ham, ikke engang ham, som han boede hos. Jeg var dybt facineret og så hed han Paul. Vi blev pennevenner og skrev sammen i et par år.

Det var ham jeg ville ned og besøge, men jeg glemte det, jeg glemte mig selv.

Jeg blev bange, jeg blev virkelig, virkelig bange, så bange at jeg ikke kunne være i fjerne lande eller nære. Jeg kunne kun være i den skal lige midt imellem.

Jeg har altid iagttaget og lyttet,

Fra min skrøbelige position med den umærkelige tyngde på mine skuldre.

Jeg drømmer om MENNESKET

Jeg er stadig bange lige midt imellem - fjerne lande og nære - men små mennesker.

Når mennesker er i krise og ikke har overskud til de små mennesker, så hjælper jeg de voksne – min dør er åben for børnene og jeg ser dem, så de er, så de ikke er glemt.

Min vision er MENNESKET

Sheila

PAPIRVÆRKSTED I SOLEN
- om lørdagen i gården ved Apostelkirken, hvor en af mine papmaché-venner havde sneget sig med.

Det er bare papirmasse og alligevel kan det bruges til så meget. Fx. til figurer (hvis det blandes op med savsmuld og tapetklister) eller til papir, som man kan skrive sine drømme og visioner ned på.

Alle disse fotos er taget af Alice Maud Guldbrandsen. Her er hun skarpt aftegnet i silhouette mod gårdens asfalt ved siden af et kloakdæksel. Hvor er det egentlig talt smukt, sådan et dæksel!

Det smukke gamle bindingsværkhus er fra 1721 og har overlevet to brande. I dag er det ejet af Fredsfonden og af familien Plum, og det er der at Dansk PEN har til huse oppe på 1. sal.

Hele weekenden var vejret forrygende.

Mine somre er blevet så festlige siden jeg begyndte at stå for udendørsarrangementerne om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN for 6 år siden. Det førte til mit fine samarbejde med Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken på Vesterbro, og næste år lader det til at der kommer endnu en knopskydning, da Rose Marie Tillisch fra Messiaskirken i Charlottenlund, har budt mig op til dans - og også gerne vil lægge hus til. Der bliver stadigvæk de sædvanlige arangementer på Vesterbro og Chrisitianshavn, men derudover også et Samtalelaboratorie i Messiaskirken.