Ørkendrømme

mandag den 11. april 2016

Mini-anmeldelse: MIN FAR OG VREDE MAND på Teater ZeBu

Foto: Jens Hemmel

Det er slet ikke til at have med at gøre, for hvordan håndtere et tema om voksne, der slår og mishandler børn?

Det er en umulig forestilling, der med operasang, musik, dukkespil og skuespil går lige til hjertet. Umiddelbart en det en underlig titel, men den giver fin mening efter at have set den gysende flotte børneopera, der på én gang er krystalklar og enkel, og samtidig kompleks og flerstrenget - ligesom emnet er.

Foto: Jens Hemmel

Det er modigt teater, der virker både knugende og engagerende.

Der foregår en masse nede i kælderen. Husets kælder og den menneskelige kælder bliver ét i denne sugende flotte opsætning. Musikken og sangen smyger sig rundt om forestillingens tema. Det er en nødvendig forestilling, der forløses mesterligt af instruktøren Marc van der Velden.

Scenografien af Rikke Juellund er en aktiv medspiller, der visuelt er i fint samspil med den øvrige forestilling, der er baseret på en børnebog af den norske forfatter Gro Dahle. Mårten Axel er lysdesigner. Musikken er af Steingrimur Rohloff. Ordene er af Jesper B. Karlsen.

Sangen bliver fremført både smukt og voldsomt af Ingeborg Fangel Mo og Jens Søndergaard. Sidstnævnte spiller og synger "dobbeltrollen" som Min Far og Vrede Mand fuldt dækkende. På én gang tillidsvækkende og skræmmende i en fint mestret balance.

Lene Hummelshøj er dukkespiller. Paul Arne Kring er dukkemager.

Musikken, der er manende og lokkende, fremføres af Live Johansson (cello) og David Hildebrandt (slagtøj).

Foto: Jens Hemmel

Forestillingen, der er en co-produktion mellem ZeBu og Musikteatret Saum, fortjener at komme ud på en omfattende turné.

Forestillingen spiller frem til 21. april. i København. Læs mere her:

fredag den 8. april 2016

Anmeldelse: LOVE AND MONEY på Bådteatret

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

Det engelsk sprog er vidunderligt til teater. Det affyres som pistolskud fra de fire medvirkende, og vi sidder der i mørket og føler os trufne. Vi vil helst ikke vide af det, for det er pinligt. Pinligt at det er blevet sådan. Vi er gået ned ad en vej, hvorfra vi ikke kan komme væk og er nødt til at slås med os selv, hinanden og vores egen manglende menneskelighed for at komme videre.

Vi ler fordi det kommer så tæt på os, og fordi vi ikke ved hvordan vi skal forholde os til det. Vi gruer, fordi det er grumt. Det er ondt. Det er sådan det er. Det er sådan som vi ikke ønsker at se os selv.

I første scene møder vi David (Malte Frid-Nielsen), der læser mailkorrespondancen op til og fra en kvindelig kursusdeltager på et netop afsluttet kursus i marketing. Pigen, Sandrine, er fransk og er ikke fra det buisness-miljø hvorfra de andre kommer. Hun beder ham vælge. Enten beretter han om arbejdet eller om sine følelser, men hun gider ikke hans sammenblanding af det hele. Han må vælge. Hun beder ham fortælle om hvordan han har det og vil høre om hans kone. Først undslår han sig, men hun bliver ved indtil han fortæller at hun tog sit eget liv. Han kom hjem og finder hende halvdød. I stedet for at tilkalde en ambulance og redde hende, beslutter han sig for at sikre at hun dør, da det er langt lettere for ham (og den gæld de har), hvis det slutter der. Efter den tilståelse slutter korrespondancen, for Sandrine svarer ham ikke på mailen...

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

I næste scene møder vi det ældre ægtepar, der sagtens kunne være Jess´ sørgende forældre (Bennet Thorpe & Sue Hansen-Styles), der har set sig sure på nabogravstedet, der rejser sig som et helt mausolæum, og kaster en skygge over deres datters friske grav. Det er både en af forestillingens mest bidske, men også mest musikalske scener, hvor forældrene venter på at gravjorden skal blive fast nok til at der kan komme gravsten på. Irritationen vokser og vokser og de beslutter at tage sagen i egen hånd. De hjælpes ad med at få mukkerten over kirkegårdsmuren. Snart er nabogravstedet helt pulveriseret. Det er overdådigt spillet og instrueret, men først og fremmest er det skrevet så grotesk, sådan som Dennis Kelly netop gør så rammende, så det både bliver for meget og rammer fuldstændigt plet.

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

I en efterfølgende scene søger David arbejde i et marketingsfirma. En noget akavet situation, da den ældre kvindelige boss (Sue Hansen-Styles), der skal ansætte ham er hans tidligere kæreste. Det er en scene, der tydeligvis viser de mekanismer, der arbejder i det skjulte og som alligevel er yderst åbenlyse, for det kan reduceres til elementær dyrepsykologi om hvem der er over- og underhund.

Vi møder Jess (Sira Stampe) i en scene, hvor hun sttår foran et butiksvindue og næsten føler sig hypnotiseret af udstillingsvinduets lyksaligheder. Især en alt for dyr dametaske bemægtiger sig hende. Hun bliver næsten ét med tasken som hun står der og længes og længes og bliver slidt helt i stykker af bare længsel efter at komme til at eje netop dén taske. Først da hun køber tasken, bliver hun til. Først da bliver hun levende og bliver fyldt af meningsfuldhed - så længe det varer. For allerede samme aften må hun le af sig selv, for hvad skulle hun egentlig med den taske?

Foto: Tai Segel/PanCakeBeaver

Det hele tilspidses i scenen, hvor hun har overværet at en mand har dolket en anden mand lige foran hende på Oxford Street. Uden nogen egentlig grund udover at den ene mand var kommet til at skubbe den den anden, så dennes mobil blev slået ud af hånden på ham og knustes under en forbipasserende bus. David udfritter hende om hendes færden, og får et raserianfald, da hun bekender dagens shopperi. De har forlængst stiftet bundløs gæld.

En forestilling om tilværelsens manglende mening, der foregår i et undergangsunivers, hvor humoren er begsort og lynende klar og skarp.

LOVE AND MONEY (2006) af Dennis Kelly - og fermt iscenesat af Mia Lipschitz - spilles på en hel tom og bar scene. Da vi kommer ind er en dametaske sat op ad bagvæggen det eneste, der giver et praj om den historie som vi skal opleve.

Why Not Theatre Company har tidligere spillet "A tender thing", "The City" og "Wit" på Bådteatret, men også bl.a. "O, for the love of Shakespeare" i Kongernes Lapidarium.

Spilleperiode: 7.-29. april 2016.

torsdag den 3. marts 2016

Anmeldelse: EN LANDSBY PÅ HØJKANT af kunstkollektivet FAMILIEN

Idor, Stine, Torben, Maj-Britt, Katrine og Max. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Spørgsmål trænger sig på fra starten: Kan man anmelde andres liv?

Vi bliver ledt udenfor i regnen og står så vi har frit udsyn til det 15 etagers højhus på Peder Lykkes Vej 61 på Amager. To farvestrålende udklædte skuespillere (Rosa Sand Michelsen og Gry Guldager) fra Kunstkollektivet FAMILIEN råber os op med megafoner, og giver signaler til folkene i højhuset, så lyset på skift bliver tændt, hvor husets beboere venter på at få besøg af os. Selv er Kunstkollektivet flyttet ind i huset for 2 måneder siden. Rammen omkring fortællingerne er at huset står foran nedrivning. Det er erklæret uegnet til menneskelig beboelse. Nogle synes at højhuset er en skændsel. Andre har det som deres hjem og har haft det igennem så mange år, at det er blevet en landsby på højkant. Kommunen kan tydeligvis ikke bestemme sig. Det er allerede flere år siden at det skulle have været pulveriseret til betonstøv.

Idor. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Sucker for solnedgange

Vi deles op i 7 grupper med op mod 9 personer i hver. Vi er i gruppe 3, der ledes indenfor af musikeren Nils Foss. På 12. etage åbner Maj-Britt døren og byder os indenfor. Det føles som at træde over tærsklen til et liv, til en lejlighed, til en svimlende udsigt ud over byen. ”Jeg er en sucker for solnedgange”, siger Maj-Britt, før hun fører os gennem lejligheden og ud på terrassen, der fører hele vejen rundt om huset. Det er lidt diset i vejret, men udsigten er mageløs. Alene udsigten gør noget ved én. Midt i det der kan synes som amagerkansk betonørken føles det eksklusivt at kunne have adgang til en sådan udsigt. Det giver et sug i maven, når jeg kigger ned. Indenfor fortæller Maj-Britt om hvordan lejligheden er det første sted hun har boet, der er hendes eget. Om rusen over at flytte ind. Bare det at have en yderdør som man selv kan bestemme om man vil åbne eller ej, når det banker på. Maj-Britt fortæller også om fyren som hun møder her. Om hvordan de langsomt nærmer sig hinanden. Indtil hun en dag sætter sig ved siden af ham, for at finde ud af, hvad han er for én. Senere erklærer hun sig for ham med et: ”Jeg er altså blevet smaskforelsket i dig!”. Hvortil han svarer: ”Så må vi se, hvad vi kan finde ud af!” Afslutningsvist akkompagnerer musikeren på et lille transportabelt klaviatur Patsy Cline-melodien ”Crazy”. Det kan godt være at der smutter en tone hist og pist. Det kan godt være at der er skønhedspletter i sangen, men det ændrer ikke at en rørende følelse breder sig indeni over at få lov at sidde der, mens Maj-Britt synger sin egen ”Crazy”. Patsy Cline er for længst forsvundet, og tilbage står et unikt øjeblik i et højhus på Peder Lykkes vej – på 12. etage. Eller også har Patsy Cline aldrig været mere til stede end netop nu.

Brudebuketten

Udenfor på gangen får jeg udleveret en nøgle, og vi bliver bedt om at gå 3 etager op, hvor vi skal låse os ind i en lejlighed. Indenfor bliver vi ringet op og bedt om at gå ud på terrassen, hvorfra vi bliver vinket hen til Idors lejlighed. Igen er udsigten noget, der suger blikket til sig, og også det som han beder os kigge på - i stedet for på ham, mens han beretter om hvordan kærligheden skal have to sider, for ellers går den i stykker for ham. Da han ikke har flere ord afspiller han Poul Krebs´ a capella-sang ”Brudebuketten”, før han viser os ud til Katrine, der står ventende udenfor - og som er nyindflyttet studerende fra KUA. Hun fører os til sin lejlighed, hvor hun viser os planen for det kommende byggeri. Hun kommer fra en landsby på Fyn, og genfinder her et kammeratskab og en hjælpsomhed som hun ellers kun kender fra landsbyen derhjemme. Katrine kalder højhset for ”en landsby på højkant”.

Stine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Udenfor står Stine og venter på os – iført badekåbe. Stine gnistrer af energi. Hun leder os til 1. etage hvor hun beder min ledsager om at læse det brev højt som hun har efterladt til ham i brevsprækken, hvori hun takker ham for at han altid er der for hende. Min ledsager får en klump i halsen under oplæsningen.

Cirkelspark og museofring

Stuen er domineret af en række videoskærme og en stor tv-skærm, hvorpå en kvindelig hærleder, der er Stines alter ego, øver cirkelspark og er placeret i et computeranimeret landskab i et utopisk rige, hvor Stine leder 200 undersåtter, der er placeret rundt over hele verden. Hun spiller to timer om dagen. Brevet til naboen har allerede indikeret at der er en særlig grund til at Stine har brug for nabohjælp. Det skyldes alle de sygdomme som hun har. Hun remser dem hurtigt op, og det er et under at hun kan holde sig oprejst, og hun fortæller da også at det tager timer for hende at stå op hver morgen. Bare det at komme ud af sengen og komme i bad. Bagefter er det svært for os at komme derfra. De intime betroelser får os til at ville blive. Men videre skal vi, for vi skal op til Max, en yngre fyr med et fascinerende markant ansigt. Indledningsvist spørger han, om der er nogle der er bange for slanger? Senere afslører han at det er han selv, og at de to terrarier skyldes at en anden i højhuset skulle flytte sammen med kæresten – på dén betingelse at det blev UDEN slanger, så en dag bankede det på døren og en ½ time senere flyttede de to slanger ind. Max spiller Chopin, mens han på en stor videoskærm afspiller video-optagelse af en ”museofring”, og så er det op til os om vi vil kigge på det eller se på Marx, mens hans fingre flyver legende henover klaviaturet. Jeg kan ikke få øjnene fra museofringen, men vælger dog Max og Chopin, da musen endelig er fanget og langsomt forsvinder ind i slangens gab.

Torben. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

Torben er ejendommens bestyrelsesformand, der fortæller os mere om husets historie. Bagefter samles vi alle i husets café. På et tidspunkt fejes gardinerne nede for enden til side, så vi kan se alle beboerne stå udenfor i mørket med tændte neonrør i hænderne som et menneskeligt tableau. De bliver klappet indenfor til et stående varmt bifald.

Kan man anmelde andres liv?

Som svar på det indledende spørgsmål, om man kan anmelde andres liv, er det så ikke hvad vi allerede gør, når vi møder et menneske første gang? Men hvor går grænsen mellem teater og virkelighed? Kunstnerkollektivet FAMILIEN balancerer midt imellem. På den ene side er der intet, der kan konkurrere med virkeligheden. Ingen teatralske virkemidler når bare tilnærmelsesvist op på siden af livet selv (og er heller ikke medtaget i beskrivelsen her). Men på den anden side havde vi aldrig kunnet opleve dette, hvis det ikke netop var blevet organiseret, udviklet og tilvirket så fint af instruktøren Lene Skytt. For i bund og grund handler det om at gribe ud og holde fast i verden omkring os, så den ikke glider os af hænde. At vi tager ejerskab og insisterer på at få verden og menneskene i tale. ”En landsby på højkant” vender alle de gængse forestillinger på hovedet, så man bliver svimmel af udsigten. For det er udsigten til livet og menneskene omkring os. For kun ved at fokusere på andre, ser vi også os selv klarest. Tak for det til beboerne på Peder Lykkes Vej 61 og ikke mindst til Kunstkollektivet FAMILIEN for at bringe os øjenhøjde med livet på de mange forskellige etager.

Stine, Torben, Max og Katrine. Fotograf: PR-foto FAMILIEN

***

Idé + koncept: Kunstkollektivet FAMILIEN

Medvirkende beboere: Torben, Maj-Britt, Jarl, Stine, Bjarne, Max, Katrine, René og Idor

Medvirkende skuespillere: Rosa Sand Michelsen og Gry Guldager

Musik, komponist og lyddesign: Nils Foss

Scenograf: Katrine Gjerding

Dramaturg: Tine Byrdak

Lysdesign: Martin Danielsen

Video: Ribka Coleman

Rekvisitør og forestillingsleder: Anka Holm Sørensen

Instruktør: Lene Skytt

***

FAMILIEN er et kunstkollektiv, der arbejder som et praksis-fællesskab, hvor alle erfaringer og kunstneriske overvejelser bliver samlet i en fælles vidensbank

Tid og sted: 1.-10. marts (man-fre kl. 19, lør kl. 17.) + Golden Days 15.-24. september 2016: Højhuset, Peder Lykkes Vej 61, 2300 København S

En landsby på højkant" er en gæsteforestilling under Teatergrad. Læs mere

Læs også anmeldelser af andre forestillinger under Teatergrad: "Husker du?" & "Forført"

onsdag den 17. februar 2016

Anmeldelse: FORFØRT af Teatergrad

Foto: Per Morten Abrahamsen

-Hvis I sætter skoene herude, så tag sandalerne på. Tag en kop te, mens I venter - og følg så bagefter med mig.

Her midt i vinterens mørke var det en stor sanselig glæde at drage med danskdansk ud på denne glødende erotiske odyssé instrueret af Petra Berg Holbek. Med scenografi af Mie Riis. Alene stedet i sig selv, Hammam & Spa, Tomgårdsvej 23C, var det hele værd. Et smukt sted, der var ideelt for denne sanselige teaterrejse.

Der var 23 kvinder og 6 mænd. Vi mænd fulgte efter den kimono-klædte kvinde (Sandra Yi Sencindiver) ind til omklædningen. Hun så ikke på os, mens vi skiftede. Det kunne hun ikke, for hun havde bind for øjnene. Først da vi havde klædt om til badetøj, tog hun bindet af og læste op fra Ovids ”Elskovskunsten”. Bagefter blev vi ført ind i den tilstødende stue, hvor vi blev bænket i store magelige lædersofaer, mens to kvinder i sorte kimonoer (af Yolanda Bluff) skiftevist læste højt fra Régine Deforges´ ”Marie og Marguerite”. Det blev en dialog for to om kærligheden, der brænder ud, eller som brænder så skævt at de involverede forbrændes af flammerne. Imens fik vi tilbudt vand, blodappelsin og druer. Bagefter blev vi vist nedenunder, hvor der var sang og musik. Marie Louise von Bülow havde komponeret og spillede til, mens hun sang sammen med bl.a. Signe Mannov. En mand og en kvinde spillede sammen på én og samme kontrabas, mens en kvinde sad og gennemvædede sin krop med vand fra en svamp. Den kvindelige sanger gik i clinch med hende og endte med at ligge elskovsslukket tilbage på gulvet, før den første kvinde rejste sig og efterlod hende der.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Bagefter havde to mandlige tilskuere en samtale, hvor de sagde replikker som de blev tilhvisket. Det endte også i et seksuelt møde (altså i fortællingen som de vævede omkring os).

Inde i dampbadet fik vi udleveret drikkevand og en skål med scrub – en blanding af salt, sukker og væde. Vi skrubbede os selv og vore sidemænd – og damer, før vi skyllede os af. Ovenpå var der flere historier, både i sofaerne og i omklædningsrummet, hvor Pelle Nordhøj Kann kravlede ind i et discoblinkende garderobeskab og fremsagde en monolog af Line Mørkeby, der måske var en af aftenens mest træffende tekster. Den handlede ikke specifikt om forførelse, men mere om den første store forelskelse og en mildest talt generende og tiggende erektion, der gav navn til teksten, ”Enhjørningen”. Det var en god lektie i at det mest erotiske måske er det pirrende, frem for det mere eksplicitte.

Vi var 7 personer, der blev ledt ind i et lille aflukke, hvor Hassan Preisler sad på en stol i ført skjorte og jakke - og underbukser. De øvrige blev placeret tre på hver side og overfor på en taburet blev jeg anbragt foran en opdækning med brød, olivenolie og vand. Hvad jeg først troede var en lille flad lighter viste sig at være remoten til den vibrator som skulle aktiveres i forskellige tempi under hans oplæsning af ”Pornoworld” af Tarat Mourat. Hassan sagde med en gestus mod sit hjerte, at den ikke var anbragt dér. Så var det ellers op til fantasien at forestille sig, hvor han havde anbragt den. Jeg bestemte hastigheden ved et let tryk og ved at retningsbestemme remoten mod Hassans skridt. Hassan udstråler noget meget gemytligt, så selv om det var grænseoverskridende, virkede det ikke ubehageligt. Måske fordi de øvrige tilstedeværende var ”anonymiserede”. Måske glemte jeg at sige at de alle var blevet iført niqab – altså sorte kvindelige hovedtørklæder, der gjorde at kun deres øjne var synlige.

Foto: Per Morten Abrahamsen

Udenfor i de tykke store lædersofaer var der flere erotiske historier af bl.a. Anaïs Nin. En pensel svirpede mod min højre skulder, mens jeg lod mig bemale med rødt ned af armen. Senere også på ryggen, og for mig var det faktisk det mest erotiske. Øverste del af min ryg er mit frækkeste sted på kroppen (ud over de øvrige mest oplagte steder).

Nedeunder i hamammen var der mere sang og musik. Et smuk og meget kærligt møde af to elskende (fremført af et par blandt publikum) foldede sig ud, mens der blev sunget til dem og kælet for deres sanser, så det endte med store dybe og inderlige kys.

Hele seancen kulminerede i et dionysisk tabernakel med en tyregud og halvnøgne mennesker med guldmasker. Vi fik bind for øjnene, og måtte lade det hele udspille sig i fantasien. Buldrende trommerytmer ekkoede imod os fra hamammens vægge, før vi fik noget lagt i bukserne, der senere viste sig at være Shakespeare-citater og fik noget fugtigt i hænderne, der mest af alt føltes som lun margarine. For det størknede ligesom margarine gør. Samtidig blev vi – stadig med bind for øjnene - smurt ind i mudder fra Det Døde Hav - eller var det fra Nordvest?

Foto: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen jeg overværede var den sidste ud af 9 opførelser som har fundet sted først i Sjællandsgade Bad, derefter i Sofiebadet på Christianshavn og sluttelig i Hamman & Spa i NordVest. Forestillingen genopsættes til sommer under Copenhagen Stages.

Teatret bød indenfor med ordene: ”Velkommen. Det overrasker dig måske, men det er ikke (kun) en teaterforestilling – men en udvidet kurbadsoplevelse med udgangspunkt i den erotiske verdenslitteratur. Vi håber, du nu vil lægge hverdagens stress fra dig, gå i omklædningsrummet, tage bad og iføre dig badetøj. Når du træder ud i kurbadet, vil vi opfordre dig til at læne dig tilbage, lytte, mærke og dufte – i momenter kan du selv vælge, hvilken vej du lader dig føre, i andre håber vi, at du lader dig forføre. Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse.”

I 2014 etablerede danskdansk sammen med Det Flydende Teater byrumsteatret Teatergrad med det sigte at bringe teater ud i byens rum. Teatergrad modtog i 2014 Dansk Teaterjournalisters Initiativpris.

Medvirkende:
Sandra Yi Sencindiver, Hassan Preisler, Pelle Nordhøj Kann & Signe Mannov + musiker Marie Louise von Bülow
Instruktør: Petra Berg Holbek
Scenografi: Mie Riis
Skrædder: Yolanda Bluff
Tekst: Ovid, Shakespeare, Anaïs Nin, Sheik Nefzaouis, Pablo Neruda m.fl.