Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Vi er på et jernbaneterræn, hvor hovedpersonen, Rod, der er en rod, forsøger at bryde ind i en udrangeret togvogn, men da han kommer ind, opdager han, at den allerede er beboet. Da Billie uventet dukker op, kæmper de om, hvem der skal være der. Billie vinder. Rod lægger sig udenfor, men det er koldt. Billie forbarmer sig og lader ham alligevel komme indenfor. Hun tegner en streg hen over gulvet i togvognen og erklærer, at de skal blive på hver deres side af stregen. Men de bliver alligevel venner. De er begge på flugt fra deres liv, som de ikke kan holde ud.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Lukas er den tredje medvirkende, og han passer insekterne. Han har en stor rejsekuffert i togvognen fuld af natsværmere, som han tager sig af og passer på. Han fortæller om den svære metamorfose, som pupperne går igennem, inden de bliver til sommerfugle. De ved ikke, hvad der sker, men pludselig er det sket, at de har fået vinger og kan flyve. Det er et billede på den udvikling vi selv gennemgår, når vi udvikler os fra et til noget andet. Det gør ondt, det er svært og uvist, men det rummer muligheden for at finde en ny og bedre vej gennem livet.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Rod spilles af Simon Hilmoine, og vi mærker lige fra starten, at han har svært ved at være i sig selv. Han er fanget og kan ikke slippe væk. Billie spilles af Maria la Cour, der på samme måde forsøger at flygte. Lukas, der spilles af Johan Damgaard-Lauritsen er den, der frister Rod til at blive og tage kampen op. Han får Rod til at forstå, at der allerede er sat noget i gang, der rummer løsningen i sig selv. Om Rod bliver transformeret til noget nyt og bedre eller om han går i sig selv, må man selv se i forestillingen på Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15 på Vesterbro - lige bag Vesterbrogade. Jeg havde aldrig været der før, selv om teatret har eksisteret i over 30 år, men jeg kommer hjertens gerne igen.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Forestillingen ROD er skabt af holdet bag, baseret på en historie af Mie Brandt, der også er teatrets kunstneriske leder. Den flotte togscenografi er kreeret af Johanne Eggert. Den er belyst stemningsfuldt af Jim Falk. Forestillingen er koreograferet af Ingrid Tranum Velásquez. Den er velfungerende som en dans. Niels Lehmann har været dramaturg og Emma Asmussen har været dramaturgisk sparringpartner. Vibeke Brix har været kunstnerisk sparingspartner. Det er vigtigt at nævne, for det er blevet en meget vellykket forestilling om et alvorligt emne, for hvor går man hen, når man ikke længere kan være i sig selv? Eller som der står beskrevet i forestillingens program: "Fra mismod til mod i en forvildet verden".
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det er en meget mørk forestilling, men det må det nødvendigvis blive, når emnet er så svært. Livet kan være svært og kan synes umuligt at komme igennem. Netop fordi mørket synes så ufremkommeligt, bliver lyset i forestillingen, når det endelig trænger igennem - for det gør det - så meget desto klarere. Det virker overrumplende. Det bliver skabt med stor teatralsk magi og fik mig til at snappe efter vejret.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det er en forestilling om at flyve. Om at sætte fra og hæve sig op over det, der begrænser én, men det handler lige så meget om at tage kampen op med det, der holder én fast. Det er ikke nødvendigvis en hjælp at flygte. Det vigtige er, at finde styrken til at blive sig selv - og få mod nok til at ændre det, der går én imod. På sin vis er det en ret banal historie, men det vigtige er ofte ret banalt. I forestillingen skildres det med stor præcision. De tre skuespillere kæmper bravt for at komme i mål med fortællingen. Det er en fryd at se noget, der vil noget og som lykkedes med at gøre det så kunstnerisk stærkt.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Til sammenligning gik jeg senere på dagen på Nørrebros Teater for at se MENNESKEKRYB, der på samme måde handler om at forvandle sig og blive til det man er. Tematisk virkede det så oplagt, men jeg måtte gå i pausen, for jeg kunne ikke holde det ud. Her var lys og farver, overdådig scenografi og stor fantasi. Her var fest og musik, men det virkede helt tomt og uden nerve. Det var sjov og ballade og så ganske sjælløst på trods af en dygtig instruktion og et velfungerende teatermaskineri. Alle spillede ypperligt. Det hele så så godt ud, og så var det faktisk skidt. Meningen fortonede sig i det rene ingenting. Men måske gik jeg glip af alt det bedste. Måske blev det en fantastisk forestilling efter pausen, men jeg holdt det ikke ud. Jeg var død allerede efter 1. akt. Der skal mod og styrke til at holde fast i den gode historie, sådan som det sker i ROD - og helt udeblev i MENNESKEKRYB. Hurra for Teatret Zeppelin for at holde teatrets flag så kunstnerisk højt.
ROD
Teatret Zeppelin
1.-28. marts 2025
1 time
fra 7 år af
Medvirkende:
Simon Hilmoine, Maria la Cour, Johan Damgaard-Lauritsen
Auteur: Mie Brandt
Produktionsdramaturg: Laura Sylvester Walters
Auteurassistent: Camilla Bergholt
Scenograf: Johanne Eggert
Lysdesigner: Jim Falk
Lyddesigner, afvikler og produktionsleder: Rasmus C. Månsson
‘Nattesangen’ er skabt af Maria la Cour og Sven Meinild
Bygge- og produktionsleder: Oliver Söderlund Schack
Bygger: Maribel Carlander
Kostumier: Gry Hesbjerg
Systueassistenter: Emma Dybro, Solvig Tørsleff
Rekvisitør: Katja Neergaard
Kunstnerisk sparring: Vibeke Wrede
Dramaturg: Niels Overgaard Lehmann
Dramaturgpraktikant: Emma Asmussen
Stagefight-træner: Adam Brix
Koreograf: Ingrid Tranum Velazquez
Undervisningsmateriale: Louise Borcher Petersen, Emma Asmussen
Det er sorgfuldt og intenst i TVILLINGHJERTE på Teater V af Zangenbergs Teater og Glad Teater. Det er stille og blidt i TJU BANG på Det Lille Teater. Det er provokerende og pågående i BREV TIL MIN VULVA af Teater Vølven. Det er frigørende og overrumplende i VÅR TID på AFUK Scene af Skånes Dansteater.
Foto: Søren Meisner.
TVILLINGHJERTE
Teater V
Gæstespil af
Zangenbergs Teater
26. februar -9. marts 2025
Den
sørgmodige, melankolske stemning er der helt fra starten. Niki har mistet sin
tvillingsøster i forestillingen ”Tvillinghjerte” på Teater V i Valby. Der er en
samproduktion mellem Zangenberg Teater og GLAD Teater. Den er skrevet af Marie Bjørn og instrueret af Signe Hørmann Sørensen. Niki og Minu er skilt ad
for evigt. Minus hjerte holdt op med at slå for 26 dage siden, og siden er
livet gået i stå. Faren bliver liggende i sengen og moren holder op med at tale.
Familiens liv er stoppet midt i et hjerteslag. Mormoren flytter ind og sørger for at livet
trods alt går videre. Lidt efter lidt, indtil hun også er væk igen. Hun har sit
eget liv at passe, men lover at komme tilbage hver søndag. Det er hende, der
synger for Niki. Det er hendes sange, der får livet tilbage i huset. Det er
sådan noget mormoren gør. Hun taler med folk, der ikke siger noget. Hun giver
dem ordene og livet tilbage, ligesom hun gør med Nikis forældre. Niki forstår
det ikke. For hende er Minu der stadig. Også selv om Niki var med til
begravelsen, hvor tvillingsøsteren blev begravet og sænket ned i jorden. Hun så
det og alligevel er Minu der stadig. Niki og Minu var hinandens bedste
venner. De var uadskillelige, men de taler stadig sammen. Andre kan ikke se
hende, men Niki kan. Minu er alle steder. I vinden, i luften, i deres fælles træ
i haven – og i livet. Det er som om Minu ikke vil give slip, eller også er det
Niki, der ikke vil.
Foto: Søren Meisner.
Set-up´et er ganske enkelt. Rezwan Farmis sang lyder gennem det sorgramt
hus, der er holdt op med at trække vejret. Hun har selv komponeret sangene. Hendes stemme er hjerteskærende
gennem sorgen. Hendes fraseringer lister sig lige ind i hjertet. Det er utroligt,
at man kan sige så meget med en syngende stemme. Den sorgfulde sang stemmer
forestillingen i sine helt egen mol-akkord.
Foto: Søren Meisner.
Nadia Jasmin Nielsen er alene på scenen, mens tre
skuespillere fra Teater Glad (Julie Andersen, Jannick Pihl Nielsen og Andreas Flodin Pedersen) sværmer rundt om hende. De er hendes ekko, hendes
sorg og alt det andre ikke kan se. Men vi ser dem. De supplerer hinanden smukt.
De er hendes forsvundne tvillingehjerte. Som det trekløver, hun finder i
mørket. De danser rundt sammen med hende, de følger hende på vej, de hvirvler
rundt i vinden omkring hende og de fuldender billede af den umulige sorg. De
driller hende også, men først og fremmest hjælper de hende igennem den sorgfulde
tid.
Foto: Søren Meisner.
Det er gjort
slående enkelt. Der er et lille forsænket springvand på scenen og en skråthængende
huskulisse, hvori der er udskåret store huller i træfacon. Scenografien er af Rosa Birkdal.
De havde sammen
et stort træ i haven, og det er dét træ som kommunen nu vil fælde og fjerne.
Det er
visuelt imponerende, da en stor teltdug bliver til Nikis telt i haven, og
senere igen forvandles til en stor flyvedrøm. Men det er synd, at den fine og
sirligt opbyggede sørgmodighed bliver slået i stykker af slapstick-komikken, da
Flemming fra kommunen dukker op for at fælde træet. Det bliver lidt for muntert
og det er først, da han igen er forsvundet, at forestillingen genfinder sit fodfæste,
der holder gennem resten af forestillingen.
Foto: Søren Meisner.
Jeg kan godt forstå tanken om, at
det nok vil være godt at bryde stemningen med komik, men det havde været stærkere
uden. Resten er nøgent og gribende. Det havde sagtens kunnet holde hele
forestillingen igennem. Sangene og stemningen dækker det hele. Selv om det er
uforståeligt, så forstår vi det. Langsomt får Niki et greb om sorgen og finder
plads til sig selv og sit mistede tvillingehjerte. Det er gribende, meget
enkelt og alligevel både nuanceret og elegant.
Jeg satte mig
til rette med et smil om munden, for jeg glædede mig. Det er ingen let opgave at
omplante Alberte Windings sangunivers til scenografiske syngende billeder.
Adelaide Bentzon har instrueret og skrevet teksterne sammen med Alberte. Jan
Rørdams musik ligger som baggrund for de tre syngende skuespillere. I centrum står Mathilde Eusebius. Hun er i besiddelse af en naturlig varme, der forplanter sig direkte til publikum. Hun har
også en skøn kropslig volumen, der danner et naturligt centrum til de to andre
tynde og lidt mere blege medspillere. Ludvig Brostrup er den lidt nervøse og forsigtige. Jela Natius Abilgaard gør sit bedste for at spille op til Mathilde Eusebius. De spiller alle tre op til hinanden
og energien bølger frem og tilbage imellem dem. Den spinkle historie, der
knytter sangene sammen, er at natten slet ikke egner sig til at sove i. Bare
tænk på at man siger ”God Nat”. Jamen, en god nat er da ikke til at sove i, men
den er da til at feste i! Det er det, de tre gør. De kaster med bolde, de sejler
på havet og de sidder oppe på månen og det hele slutter med en godnatsang, for til
sidst er de blevet trætte og klar til at sove.
Foto: Emilia Therese.
De små i
salen fra 2-5 år er bomstille under hele forestillingen, selv om det lille 3
årige pus, der sad op ad mig, først sagde: ”Det er varmt”, og da mormoren
svarede, at han altså allerede havde fået overtræksbukserne af, svarede han
straks: ”Jeg fryser”. Men elles kom der ikke et en lyd fra ham, hvis det altså
var en dreng.
Foto: Emilia Therese.
Musikken i
”Tju Bang” smyger sig ind og ud igennem forestillingen. Det kræver at man lige
omstiller sig, for Albertes egen vokal er så signaturagtigt, at det ikke er så
let at synge de sange, der netop er synonym med hendes særlige stemmes klang,
men de tre på scenen klarer det godt – og får reddet sig selv og forestilling i
land.
Vi kommer
alle tørskoede op på bredden i et rige, der er godt, smukt og drømmerigt. Er
godt og trygt rige som forældre og bedsteforældre trygt kan tage deres børn og
børnebørn med ind for at se.
Foto: Emilia Therese.
TJU BANG
Det Lille Teater
Medvirkende
Mathilde Eusebius, Ludvig Brostrup, Jela Natius Abilgaard
Tekstforfatter
Alberte Winding, Adelaide Bentzon
Instruktør
Adelaide Bentzon
Scenograf
& kostumedesigner
Nadia Nabil
Kostumier
Gunilla Nordby
Komponist
Jan Rørdam
Musik
Jan Rørdam, Aske Bentzon, Alberte Winding
Sangtekster
Alberte Winding, Thomas Winding
Rekvisitør
Karin Rentsch Jørgensen
Lysdesigner
Rasmus Nordal Jørgensen
Scenemester
Morten Lyster
Teknik og
afvikling
Rasmus Nordal Jørgensen, Morten Lyster, Oskar Sass
Jeg var lige
så chokeret som de 9. klasses drenge, som jeg så forestillingen sammen med på Vanløse Kulturstation. Pigerne havde nok lettere ved at forholde sig til Teater
Vølvens forestilling ”Brev til min vulva”. Fra det øjeblik, hvor de tre
kvindelige medvirkende kom grinende ind nede bagfra og leende og tiskende sagde
alle de ord som de kunne komme på for ”vulva”. De gjorde det både på dansk,
svensk og engelsk. Senere i forestillingen blev det også iblandet spanske gloser. De tre, Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger Goldkuhl og Josefine Skovgaard, var iklædt røde Wonder Woman-dragter. Josefine Skovgaard, den højeste af de tre, kaldte sig ligefrem Kaptajn Vulva. Midt på scenen var der placeret en stor tøjkusse,
der kunne kravles ind og ud af. Alt i forestillingen var noget, der enten kom
ind og ud af den. Det var chokerende. Især i starten, hvor 9. klasserne var
stille som mus. Der var totalt stille. Det havde en chokerende
overrumplingseffekt, der fungerede optimalt. Stilheden blev hele vejen igennem modsvaret
af de tres flotte og gnistrende sammenspil.
Foto: Fabiola Gonzalez.
Forestillingens
enkelhed var slående og på den baggrund fungeredes de tres sammenspil
overvældende. De var skønne sammen. Der var intet, der var for intimt til at det
ikke kunne lægges frem på scenen. Det virkede befriende.
Ideen, instruktionen og manuskriptet var af Anna Dagnydotter, Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl. Baseret på breve som de medvirkende havde fået fra unge der havde skrevet
til deres vulva. Intet var for intimt og privat til at det ikke kunne nævnes.
De unge tog det hele ind, og der var en rungende lydhørhed.
Foto: Hannah Sorell.
Det kunne
meget hurtigt have skabt en akavet kunstig stemning, men de tres veloplagte
sammenspil bølgende stærkt frem og tilbage mellem salen og scenen. Det var smukt
at iagttage. Underet skete, langsomt begyndte det hele at tage form og få facon
og smag. Det, der i starten bare havde været overvældende, fik langsomt fat og
voksede til noget fint og flot.
Foto: Hannah Sorell.
Alt fungerede. Både ideerne bag forestillingen samt instruktionen og selve udførelsen.
Velsagtens fordi det hele var uhyre enkelt lagt an. Det tekniske var så
sparsomt, at det næsten ikke var der og alligevel var der lige akkurat det, der
skulle til. Hverken mere eller mindre.
Fortællingen
om underlivets ve og vel blev ledsaget at af slående musiksentenser. Anne
Linnets ”Smuk og dejlig”, ”Midsommersangen” og David Bowies ”Let´s dance” var
med til at give smag og bid til det hele.
Foto: Hannah Sorell.
De tre på
scenen mindede mig lidt om rumpenisserne i ”Ronja Røverdatter”, sådan lidt
fjollede, men også charmerende i al deres ophedede morskab. Snart hidsede de
hinanden op, snart sang de trestemmigt, og snart efter lå de og rullede rundt
på scenen eller forsøgte at vaske sig i skridtet til vaskesangen fra ”Ronja
Røverdatter”. Det hele kulminerede med energisk vildskab, da de til hårdt
pumpet musik onanerende gned sig op mod alt, hvad de kunne finde af kasser,
stole og stativer. Det var morsomt. Straks efter sagde de undskyld,
for lidt efter at tage undskyldningen tilbage. Som de sagde, var der overhovedet ingen
grund til at undskylde. Alt dette er noget af det mest almindelige. Det var også den følelse vi som publikum sad tilbage med,
og det skal de tre på scenen have tak for. Det var en smukt at efterlade os
med. Det var en meget provokerende, men også vellykket forestilling.
Foto: Julia ReinHart.
BREV TIL MIN VULVA
60
min.Fra 15 år og op.
Ide,
manuskript og instruktion:
Anna
Dagnydotter, Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl.
Instruktør–konsulent: Kirsten Cenius og My Wagelin
Scenografi:
Signe Marie Bonnici-Erichsen,
Josefine Skovgaard og Miriam Röstlinger Goldkuhl.
Kostumer: Fabiola Gonzalez.
skuespillere:
Anna Dagnydotter, Miriam Röstlinger
Goldkuhl og Josefine Skovgaard/Laura Hegelund.
Først skulle
vi tage skoene af.Derefter blev vi budt
indenfor og fulgte en oplyst rampe på gulvet, der ledte
ind til selve scenegulvet. Det gav lidt efter, når man trådte på det. Det var
blødt og vi kunne spejle os i det. Det var som at befinde sig midt på et stort
spejl. Det udvidede rummet under os. Vi kunne sætte os, hvor vi ville. Vi kunne
sidde, stå eller ligge. Vi kunne også gå
rundt undervejs. Der var ingen rammer for, hvad vi kunne. Det skulle vise sig,
at der heller ingen rammer var for forestillingen.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Fire
farvestrålende dansere (Matilda Bjärum, Simone Frederick Scacchetti, Hanna Nussbaumer og Bernat Martínez Sardà), to mænd og to kvinder, bevægede sig langsomt rundt
imellem os. Mændene var klædt i blålige og grønne farver. Kvinderne var klædt i
rødt, lyserød og orange.Vi havde slået
os ned rundt på gulvet. Enkelte havde sat sig rundt om scenegulvet, hvor der var
regulære siddepladser, men langt de fleste havde sat sig på det bløde
spejlblanke gulv. Der var både spædbørn,
småbørn, unge og voksne. Publikum var meget blandet. Der var placeret
tre figurer i hjørnet af scenen skabt af billedkunstneren Malin Bobeck Tadaa. De lignede mandshøje candyfloss-figurer, der
blev belyst i skiftende, lysende farver. De var påsat små lys, der gradvist ændrede
farve. De lignede vandplanter eller gopler nede på havbunden. Det var let at forestille
sig et kæmpe akvarie, hvor de fire kulørte dansere som fiske svømmede rundt imellem
dem.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Børnene
rullede rundt på gulvet inspireret af danserne, der hele tiden vekslede deres
dans med at animere publikum til diverse lege og dansebevægelser som vi skulle gøre dem efter.
Jeg ved ikke,
hvordan det kunne lykkes dem at få denne løst konstruerede forestilling til at
fungere, men det gjorde det. Først og fremmest fordi de fire dansere var som lemmer
på en og samme krop. Koreografien var af Tina Tarpgaard. Det var så samlet, det de
gjorde, selv om det var helt forskellige ting de lavede. En fortalte en historie
om at flyve, mens en anden talte om at være 3 personer i én. De var geniale
organisatorer af det, der umiddelbart virkede helt planløst og tilfældigt, men
det skulle man ikke lade sig narre af. Det var imponerende.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Rummets
gemytlig stemning smittede af på den måde vi var i rummet på. Når danserne
rullede rundt på gulvet, gjorde børnene det også, og det forstyrrede ingen. Jeg
har sjældent oplevet en forestilling med en så afslappet og velfungerende publikumsdeltagelse.
Det er ellers ofte noget af det, der kan forekomme pinligt og ubehageligt,
men ikke her. Det lykkedes at etablere en fin og tæt kontakt til publikum. Danserne var ikke bange for tage kontakt til os og inviterede til kontakten på en reel
og ærlig måde. Det var ikke bare en gimmick. På et tidspunkt havde
jeg lagt mig ned på maven, og støttede hovedet i hænderne, mens jeg fulgte det,
der skete omkring mig. Det virkede helt naturligt at ligge sådan. En af
danserne kom helt tæt hen til mig. Der var vel bare 10 centimeter mellem vore
næser. Hun så mig lige ind i øjnene. Jeg smilede prøvende til hende og som svar
kneb hun øjnene en anelse i. Det handlede ikke bare om at hilse på hinanden,
for hun gik fuldt ind i kontakten. Det bliver pludselig meget nøgent, når man
vedbliver med at se hinanden direkte i øjnene. Det skaber et ganske særligt og forpligtende rum, når man
går så langt i kontakten – og det kunne forestillingen høste resultatet af, da
alle bagefter blev i rummet, da forestillingen sluttede. Måske var jeg en af de
eneste, der gik, for det virkede naturligt bare at blive hængende - og det
føltes også forkert, da jeg gik. Stemningen lagde op til, at man bare blev. Lige
som de andre gjorde.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
Bagefter
følte jeg mig som efter en body-massage, hvor hele min krop og sjæl var blevet æltet
godt igennem, og det selv om jeg slet ikke var blevet berørt. Men det var jeg
blevet i overført forstand. Det var den effekt det havde på mig som tilskuer.
Det var betagende!
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
PS: I
forestillingens indgik bevægelser, der var samlet ind i Malmø, hvor beboere var
blevet bedt om at fortælle om deres yndlingsbevægelser. Det var dem som
danserne havde arbejdet videre med. På samme måde var lydsporet sammensat af
optagelser fra Malmø optaget igennem en hel dag. Lars Greve og Anders Bach Pedersen var musikalske arrangører. Det gjorde det selvfølgelig
til en forestilling baseret på Malmøske bevægelser og lyde. Men oprindelsen
forekom ikke at være så væsentlig. det kunne lige så godt have været i København.
Foto: Carl Johan Folkesson Karlidag.
VÅR DAG
60 minutter
7 år og op
Koreograf:
Tina Tarpgaard
Musikalsk
arrangør: Lars Greve,
Anders Bach Pedersen
Billedkunstner: Malin Bobeck Tadaa
Lyddesigner: Peter Lundin
Kostumedesigner: Åsa Gjerstad
Dansere: Matilda Bjärum, Simone Frederick
Scacchetti, Hanna Nussbaumer, Bernat Martínez Sardà
Allerede inden lyset går ned, er salen fyldt af høj musik, der blander sig med lyden af publikum, der finder på plads. Jeg fornemmer, at jeg sidder i en bazar. Måske i Tyrkiet, hvor forestillingen foregår. Musikken intensiveres, da lyset går ned. Pludselig sidder de dér på scenen. Tre skikkelser, der skutter sig og kravler sammen hver for sig. Vi befinder os i en fængselscelle. Øverst i den ene side er der et tilgitret vindue, hvorigennem lyset falder ned og aftegner sig i en aflang firkant på gulvet, hvor der ligger en afklædt menneskedukke som de tre skuespiller på skift eller sammen animerer i forestillingen DESERTØR på Blaagaard Teater. Kasper Krassimer, Ellaha Lack og Heebam Jakir er instrueret af teatrets tidligere leder, Sargun Oshana, der også har bearbejdet teksten, der er baseret på første del af Danskertrilogien af tegneseriekunstneren og grapfic novel-forfatteren Halfdan Pisket.
Foto: Zuhal Kocan.
På tegnesiealbummets forflap er hele historien opsummeret med disse ord: "Historiens hovedperson kommer til verden i 1953. Han vokser op i en lille by i nærheden af Kars. Byen ligger i grænselandet mellem Tyrkiet og Armenien. Familien er velhavende, faren, der er stærk tilhænger af Araürk, er tyrkisk, moren armensk. Byen synes uberørt af de konflikter, der er mellem tyrkere og armenere. Der ligger dog stadig skeletter langs vejene fra gamle krige. Og det tyrkiske militær bevogter den nærliggende grænse, der konstant flytter sig."
Foto: Zuhal Kocan.
Det er en fantastisk forestilling, fra start til slut. Jeg rykker mig automatisk tilbage i sædet, for det er meget pågående, men også mesterligt instrueret af Sargun Oshana. De tre spillere: Kasper Krassimer, Ellaha Lack og Heebam Jakir leverer et blændende ensemblespil. Sargun Oshana har med den centrale dukke fået omsat den mangefacetterede beretning til en fascinerende billedstrøm, hvor Halfdan Piskets tegninger fra bogen indgår i den opprojicerede billedscenografi, der løber hen over fængselscellens væg og hager sig fast i publikums bevidsthed, mens den sorte tegnede streg bruges til at skabe vidunderlige stærke billeduniverser. Ikke mindst, når de tre spillere samtidig animerer dukken, der løber på stedet, mens omgivelserne suser afsted bag dem.
Foto: Zuhal Kocan.
Det er store magi, der udfolder sig på scenen og lader os opleve fornemmelsen af at være i cellen sammen med hovedpersonen, der husker tilbage på sit liv og lader os møde sine minder.
Forestillingen er med sine 75 minutters spilletid ikke lang, men billedstrømmen er så overvældende og så konstant, at jeg bagefter føler mig helt udmattet - og godt kunne have ønsket mig en forkortet bearbejdelse, for der er alt for mange detaljer, der sagtens kunne udelades. Det er yderst sympatisk at lave fortællingen så bred og detaljeret, men den havde stået endnu klarere frem, hvis bearbejdelsen havde været strammere. Men det er selvfølgelig en uretfærdig anke, når forestillingen stadig er så betagende.
Foto: Zuhal Kocan.
Der er en ganske overrumplende enkelhed, der går igen i alle de benyttede ingredienser som forestillingen består af. Det minder mig om en teater, jeg har set for mange år siden på polske teaterfestivaler. Tematisk er det tungt, tungt. Men visionerne bag fortællingerne er himmelvide og det løfter tematikkerne og gør det flyvende. Det er uforståeligt, at noget så tungt kan føles så let og svævende. Det sætter sig fast på én. Man er simpelthen forandret, når man går derfra.
Foto: Zuhal Kocan.
Men ikke alt er askegråt og ulykkeligt. Der er store lysende øjeblikke, hvor frihedens vinge rammer hovedpersonen, når han og den bedste ven skuer ud over byen oppe fra kirketårnet og taler om livet, der venter på dem. Men da venner brat skydes af de ansigtsløse, går verden i sort for hovedpersonen, og han begynder at få de første epileptiske anfald. Han kan ikke håndtere vreden, han sidder tilbage med, og opsøger håndgemæng og slåskampe, for dog at føle NOGET. Bare et eller andet. Hans første kæreste formår heller ikke at hjælpe ham. Der er en rørende samlejescene med dukken. Det lyder måske vildt, men den er lavet, så man bliver helt stille. Det er ikke råt og grimt, men rørende.
Foto: Zuhal Kocan.
Dukken med aftagelige lemmer er skabt af Katrine Karlsen. Den minder mest af alt om en underbuksebeklædt benrad. De indsatte glasøjne funkler imod os - og vi følger enhver af dens bevægelser. Selvfølgelig ved vi godt, at det bare er en dukke, men når den er i spil, glemmer vi det - og den bliver HELE forestillingen, sådan så skuespillerne omkring den reduceres til dens tanker og de oplevelser den havde i tiden før fængslet. Astrid Kjær Jensen har været konsulent på dukkeføringen, og når alle tre skuespiller sammen fører dukken, bliver illusionen total. Det understreges af den opprojicerede streg af Halfdan Pisket. Når tegneserie og teater smelter sammen sætter forestillingen fra og svæver højt op over os. Det er en fryd at opleve!
Foto: Zuhal Kocan.
Franciska Zahle er scenograf og Rosa Birkedal har været realiserende scenograf. Christina Wendelboe har været dramaturg på forestillingen. Originalt lys- og video design er af Clement Irbil. Andreas Buhl har stået for redesign af lys- og video.Anders Amdisen har stået for forestillingens lyddesign.
Forestillingen har en meget grum pointe, der forklarer, hvordan hovedpersonen ender i fængslet - og selv bliver til en af de ansigtsløse. Hvordan det sker, må man selv opleve. DESERTØR er hermed varmt anbefalet.
Foto: Zuhal Kocan.
DESERTØR
Medvirkende:
Haesam Jakir
Ellaha Lack
Kasper Krassimir
Skabt af: Halfdan Pisket
Bearbejdelse & instruktion: Sargun Oshana
Scenografi: Franciska Zahle
Realiserende scenograf: Rosa Birkedal
Originalt lys- og video design: Clement Irbil
Redesign lys- og video: Andreas Buhl
Lyddesign: Anders Amdisen
Dukkemager: Katrine Karlsen
Dukkeførerkonsulent: Astrid Kjær Jensen
Dramaturg: Christina Wendelboe
Instruktør assistent: Julie Hededal Bunimowicz
Scenebygger: René F. Rasmussen
Scenemester & rekvisitør: Amalie Westh
Produktions- og forestillingsleder: Merethe Trolle
.jpg)
.jpg)
