Anmeldelse: DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE på Takkelloftet

 

Foto: Thomas Petri

Diktatoren i Mériam Bousselmis tunesiske monolog "Det som diktatoren ikke sagde" er i eksil, hvorfra han fortæller om, hvem ham virkelig er. Eller hvem vi tror at han er. Eller hvem han tror at vi er, siden vi opfatter ham sådan. Det er på en gang en meget enkel og meget kompliceret historie med tydelig adresse – også til os, et vestligt publikum, diktatorer er ikke bare noget, der findes langt væk i Mellemøsten, for forestillingens pointe er, at vi vælger om vi enten styrer eller lader os styre.

Holland House og Jacob F. Schokking har som altid et stærkt og fejende flot scenografisk greb om fortællingen. Når det fungerer så godt, som det gør her, er det en visuel betagende oplevelse. Faren er altid at teknikken/maskinparken tager over og skuespilleren reduceres til marionet i en teknisk spidsfindig masterplan. Det kræver en kompetent og stålsat skuespiller som Joen Bille for at sikre balancegangen. Joen Bille er alene på scenen i 5 kvarter. Hans integritet og sceniske nærvær skærer igennem en tekst der skiftevis kærtegner og sparker.

 

Foto: Thomas Petri

Det er fabulerende og visionært stærkt revolutionsteater, der rækker ud efter publikum i sin direkte henvendelse, men det er ikke en tekst der flytter sig. Det er både en svaghed og en styrke, for det er teater som Speakers Corner, men kan man lide at blive fastholdt, klemt op i et hjørne og få sat stolen for døren i en krævende og intelligent opsætning, er det den rette forestilling. For det er både tankevækkende og pågående teater om alle diktatorer - også om dem inde i os selv.

Joen Bille kan fremsige en tekst så det er en fryd. Allerede fra åbningsreplikken: ”Vær nu ikke for ivrige efter at få mig til at sige noget.” kan man høre, hvilken sproglig og velintoneret oplevelse det bliver. Han er velvalgt som ”den svage stærke mand”, han er ikke bare diktator, men også menneske. Ikke hverdagsmenneske, for han er et undtagelsesmenneske, et uhyrligt menneske, men fremstilles nuanceret og det gør ham interessant.

 

Foto: Thomas Petri

 

Dramatikerens egen fransksprogede speak åbner og lukker forestillingen, og placerer den i en nødvendig sammenhæng med ordene: ”Han vil bekæmpe alle sine løgne, selv om alle tilhørerne vil flygte fra teatersalen.” Men diktatoren er ikke til at blive klog på, for han er udspekuleret og snu, og ved udmærket godt at uanset hvad han siger, vil vi ikke tro på ham. Vi er først og fremmest kommet for at dømme ham. Men det er han vant til. Efter 23 år som enehersker er han vant til det.

Det arabiske forår spredte sig fra Tunesien og videre ud til resten af Mellemøsten i 2010-11. Selv var jeg på årsdagen for oprøret i Tunesien med på et teaterprojekt om identitet i kulturhuset i Karthago i 2013, tæt på stedet hvor det hele begyndte. Vi var der, mens uroligheder igen brød ud. Børn demonstrerede i gaderne, for de var for unge til at blive fængslet. De passerede stedet hvor vi øvede, og fortsatte videre ud mod præsidentpaladset, efterfulgt af efterretningstjenestens sorte biler med mørktonede ruder. Teksten mindede mig om det, men også om hvor stor længslen efter frihed og medindflydelse kan vokse sig i et folk, der har ventet så længe. Oplev Joen Bille i en stærk præstation som den sidste diktator på Takkelloftet.

 

Foto: Thomas Petri

     DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE  
(”Ce que le dictateur ne pas dit”)

                                         Gæstespil af Holland House på Takkelloftet, operaens intimscene 

fra den 6. - 17. december 2016

Tekst: Mériam Bousselmi
Medvirkende. Joen Bille
Iscenesættelse & scenografi: Jacob F. Schokking
Oversættelse: Per Aage Brandt
Bearbejdning: Jon Bille & Jacob F. Schokking
Komponist: Gert Sørensen
Lysgraffiti: Wael Toubaji
Lysdesign: Malte Hauge
Tonemester & lyddesign; Troels Bech
Scenemester & dekorationsbygger: Søren Romer
Instruktørassistent: Rebecca Victoria Lund Olsen
Videoproduktion: Alexander Fog
Producent: Traudi Palsbøll
 

 Læs mere på Det kongelige Teaters hjemmeside.

Læs mere på Holland Houses hjemmeside.

Se interview med Jacob F. Schokking & Mériam Bousselmi

Særarrangement "Taletid til teatervisioner"
Artist talk efter forestillingen 14. december 2016.
Arrangementet begynder kl. 21, er gratis og varer ca. 50 minutter.   

 

Digt-anmeldelse: DEN TYNDE VÆG af Stig Dalager

 

 

En digter er nødt til at være enten en fri sjæl eller så fastlåst at vi alligevel sættes fri af dennes digte. Stig Dalager er blandt de første. Han opererer frit i tid og rum. Geografisk tager han os med hele jorden rundt. Fra Tetuans mørke bazargader, lokket af en marokkansk sang, til den hjemlige Håbets Allé i Vanløse.   

Foto: David Blazek (fra MED OG UDEN SMYKKER, VerdensKulturCentret, 2016)

Jeg faldt rokkende i søvn med ansigtet mod nord/foran det åbentstående vindue./Jeg var isbryderens knaldhårde køl,/huggede som en dåre panden ind i natten.

Hans digteriske favntag er lige så bredspektret som hans øvrige udgivelser, og alligevel er der noget der går igen, uanset genre og format, for Dalager er en glødende humanist og menneskekender. Han kigger på sig selv og os andre og fastfryser sine skarpe iagttagelser i firestrofede digte.
 

 

En skulptør arbejder i det stille på vores minder, mens vi/lever andre liv. I et periskop står det lysende:/ Den gådefulde første dag, hvor han fik øje på hendes nakke, og/hun hørte hans skridt og tog ikke fejl af dem …

Der er et frit fald man som læser skal forholde sig til. For der er mange digte som jeg ikke forstår, men jeg lader mig glide med alligevel. Jeg ønsker heller ikke at forstå det hele, så længe jeg oplever et læsemæssigt sug i maven. Det kan være en betagende rytme, en duft, en sansning – eller bare en følelse af stor forløsning. Det er ikke alt, der kan forstås. Det er der bare og tager os med, hvis vi tør at give slip – og lade os falde. Det er i og for sig sikkert og trygt nok, for Dalager er en passioneret rejsefører, der forstår både at udfordre og skabe tryghed. Digtene er tilbud som vi frit kan vælge eller fravælge. Det er små færdige historier eller anslag til historier. Det er prægtige sansninger, menneskemøder, geografiske øjebliksbilleder eller sjæleligt fremkaldte snapshots af livet og de mennesker, der farer forbi, men i Dalagers selskab fastholdes det. I en brøkdel af et sekund standser det hele og vi bliver hængende med digtene – holdt oppe af dem – og kan føle os vægtløse så længe det varer. Han giver os virkelighed og drøm og kaster begge til os og observerer hvilken vi formår at gribe først fat i.

 

Jeg tænker på drengen fra Judengasse, der en decemberdag/ som denne, midt under ”afhentningen”, begyndte at lede/ efter sin ene sko. Han glemte at se efter sine forældre/ og så dem aldrig mere.

”Den tynde væg” er meget andet end det som digtsamlingens titel-specifikke næstsidste digt handler om. Det er den tynde væg imellem mennesker. Det er væggen imellem verden som den er og vores opfattelse af den. Det er væggen mellem fornuft og drøm, mellem drøm og virkelighed. Væggen mellem drømmene og det i os der higer efter at blive ét med de samme drømme. Digtene er meget personlige, men aldrig private. De er gennemarbejdet med et sikkert håndelag. Det er ikke alt der når i havn, men alt er præget og podet med den største higen.

 

Der er så mørkt herinde, at jeg drømmer, at jeg sover med åbne øjne./ Jeg kunne være hvem som helst, død eller levende. Der er ikke mere/ brød. Her er ingen farver, hverken okkergule eller koboltblå, kun mørket/ i floden under huset, lyden fra en dryppende hane, krystaller af tid og Gud.

 

Selv om jeg er en stor beundrer af Dalagers værker, så var det med en vis gysen at jeg åbnede denne fuldvoksne digtsamling, for Dalager er en overordentlig ordrig, ordelskende sproglig ekvilibrist, men digtningen er en særlig følsom genre, der nærer sig af en stor sproglig økonomisering af ord og udtryk, men det holder kun så længe at form og indhold afbalancerer hinanden. Der må ikke være hverken for meget eller for lidt af noget. Det gælder om at finde en balance og holde den fast. Det er en balance på en knivsæg - og det lykkes. De enkelte digte er stramt komponerede. Betragtet som et samlet hele er digtsamlingen ganske overvældende. Der er uforståelige, kryptiske og underlige digte, men der er ingen ligegyldighed, intet fravær - og ingen tomgang. Digtene er som flammer fra et stort bål, der lyser igennem mørket. Det er godt at varme sig ved et så vidtvoksende og livsbekræftende bål.

 

*

 Digtsamlingen "Den tynde væg"
er udgivet på det århusianske forlag EC Edition.

Forsideillustration: Peter Brandes.

Redaktion: Birgitte Møller Balladone.

142 digte - 142 sider

Læs mere på forlagets hjemmeside.

*

Dalagers seneste romanudgivelse er Raul Wallenberg-romanen ”Rejse uden ende” (2015), der tager afsæt i det faktum at den svenske hovedperson er forsvundet ud af historien. I hvert fald for så vidt at man intet ved om, hvad der siden skete og om hvor og hvordan han døde. Den uvished har Dalager orkestreret på fineste vis i den fabulerende roman. 

Læs samtalen med Dalager fra den nyudgivne ”Med og uden smykker, samtaler & digte” (Epigraf, 2016).

Forud for arrangementet ”Hvor blev tolerancen af?” (2015) i Apostelkirken skrev Stig Dalager om tolerance. Oplev Stig Dalager i en filmet samtale med Kirsten Thorup forud for deres medvirken ved samme arrangement .

CD-Anmeldelse: DER ER KUN ÉN VEJ af Heidie Clemens

Titelnummeret på Heidie Clemens første cd-udspil ”Fragile Butterfly” (Gateway, 2011) sætter sig på lytteren blidt som en sommerfugl. Set-uppet er enkelt: akkompagnementet består af Rasmus Steenberg på klaver og Poul Erik Jørgensen på bas. Der er en tilbagelænet stemning, der smyger sig om én og hensætter én i en blød sprød stemning. På efterfølgeren ”Der er kun én vej” får åbningsnummeret mig til at tænke på Poul Henningsens cykelpiger i hans københavnersang. I starten irriterede teksten mig og virkede en anelse søgt, men den falder mere på plads efter flere lytninger. Det er kækt og frækt at indlede det nye cd-udspil med ”Tag mig som jeg er”, men andet er der heller ikke at gøre. Stilen føres videre i den Benny Andersenske ”Hvad nu hvis”, der er finurlig og munter, men selv er jeg mere til den efterfølgende ”Regnbuen”, der er et af cd´ens stærkeste udspil, hvor der stryges på kontrabassen, så dens varme forplanter sig. Det er smukt sunget og spillet, men endnu flottere skrevet og komponeret. Det bliver sunget tindrende og videreføres i det løbende og legende klaverakkompagnement. Akkompagnementet er igen med Rasmus Steenberg på klaver (og smukt sunget kor på ”Regnbuen”) og Poul Erik Jørgensen på bas. De gør det begge glimrende.

”Hvis jeg skulle holde en tale” er det musikalsk flotteste nummer. Sang og akkompagnement går her op i en højere drillende enhed, selv om teksten langt fra er for sjov. Her er der noget på spil. Det er der også i den efterfølgende ”Hvis sandheden skal frem”, der er cd´ens mest vemodige og måske også smukkeste nummer, der slutter med de manende ord: ”…at hvis sandheden skal frem er jeg bange for at de fylder for meget i stuen”. ”Forladt” er stærk, direkte og sårbar sang om at kigge tilbage på en kærlighed der er ovre. Det er ikke let at synge ordene: ”Jeg elsker dig”, men her gøres det med en smertende gysen, der gentages flere gange. ”Sofies sidegade” er et af de frejdige hurtige numre, der selvfølgelig giver en vis rytme til det samlede billede, men når rytmen sætter ind, går inderligheden fløjten, selv om der stadig arbejdes hårdt for at holde balancen. Men det er alligevel det langsomme melodiske drive, der er det stærkeste og som bærer igennem cd´ens fine sangkompositioner. Jimmy L. Webbs ”The Moon´s a harsh Mistress” er cd´ens eneste komposition som ikke er skrevet af Heidie Clemens selv. Det er en velvalgt sang, der viser hendes stærke vokale greb om ikke mindst balladerne. Her sunget med afslappet elegance. Musikken falder helt til ro og rammer én som en bølge. Det er rørende uden at virke anmassende.

Jeg har det sværere med afslutningsnummeret ”Smilets by”, der er en hyldest til… Århus. Hvor resten virker ægte og renhjertet, så bevæger teksten sig her ud i det postulerende og søgte. Det er synd, når resten er så flot. Ikke bare flot, men imponerende flot og ærligt.

Clemens´ stemme er sprød med en tindrende klar tone i højden og alligevel er der en iboende klang af mol, der trænger igennem og fascinerer, og som går i en betagende samklang med klaveret og bassen. Samspillet virker legende og smyger sig omkring sangene.

Der er kun én vej. Vel er der ej, der er mange. Uendelig mange. 

Ligesom det fremgår af cd´ens cover, hvor der grafisk er angivet hvor mange veje der egentlig findes. Det beviser cd´en til fulde.

Udgivelse:  23.11.2016.

                                                                    --------------------

Hjemmeside

Kommende koncerter: 

               29.01.2017. Kl. 15. Værket. Randers

19.03. 2017. Kl. 14. Holbæk Bibliotek 

25.03.2017. Kl. 13. Musikhuset Aarhus  

22.04.2017. Kl. 14. Bent J. Den gamle By. Aarhus     

23.04.2017. Kl. 14. Bent J. Den gamle By. Aarhus

CD´erne ”Fragile Butterfly” og ”Der er kun én vej” forhandles via 

Gateway  og iTunes 

Anmeldelse: EUROPÆERNE på Teaterøen

 

Foto: Ingrid Bugge

I ”Europæerne” er vi tilbage i Wien i 1683, hvor osmannerne (eller muslimer/arabere som vi ville kalde dem i dag) er tæt på at erobrere Wien, der på det tidspunkt var symbol på hele den vestlige verden, for havde vi tabt det slag, havde vi også tabt Europa – og den fælles følelse af europæisk sammenhold, der siden har været en naturlig og underforstået sammenhængskraft. Men som ikke længere med samme naturlighed binder os sammen. Barkers monumentale værk er på én gang nostalgisk og visionært og tilbyder en rejse frem og tilbage i den europæiske bevidsthed og selvforståelse. Den nulevende, 70-årige engelske dramatiker, Howard Barker (født 1946 i Camberwell) kaldes for vor tids Shakespeare. Det er store ord, men netop det som Shakespeare mestrede så fint, gør Howard Barker ham efter. Evnen til på én gang at skrive for høj og lav, evnen til både at jonglere med komedie og tragedien på samme tid, men først op fremmest den fabulerende evne til at (gen)skabe verden foran os på scenen via ord, der på én gang både svier og fryder. Som publikum kan vi bade i ordstrømmene. De lægges for os som vellystige kødlunser, der grilles over eksistensens flammer og bliver til i vellystne ordorgier på liv og død. Ordene er på én gang både lette og tunge. Dansende og valsende borer de sig ind i kroppen som missiler eksploderende af vellyst.

Foto: Ingrid Bugge

”Gud knock-outede Allah, denne gang...” 

(Kejserinden af Østrig, 1. akt, 1. scene)

Allerede da Klaus Risagers musik til forestillingen afspilledes i bussen til Teaterøen, var det tydeligt at der var lagt op til noget ganske særligt. Musikken er på én gang inviterende rummelig og vemodig, og ideel som akkompagnement til et så gigantisk visionært og vidtforgrenet teaterværk som Howard Barkers EUROPÆERNE. Risagers musik giver mig lyst til at græde, for han formår – ligesom Barker - at invitere indenfor i en verden, hvor alting er i bevægelse og samtidig er frosset fast i et vibrerende nu.

Foto: Ingrid Bugge

”De fattige har hverken ord eller underbukser.” 

(Katrin, 1. akt, 2. scene)

I den 3½ time lange forestilling ledes publikum indledningsvis udenfor og samles omkring en stortromme, der brager gennem mørket og gør det ud for tumlen på slagmarken, da vi møder Thomas Kirk som den evigt poserende kejser, der træder ud af mørket med ordene: ”Jeg ler. Jeg ler.” Han afslutter med de samme ord – og hele teksten kan ses som et stort vidnesbyrd om Europas selvdestruktion og genfødsel. Liv og død, krig og fred, rædsel og fryd, kærlighed og had. Alt bydes op til dans af den leende kejser. Uden mikrofonforstærkning lykkes det spillerne at råbe os op med stemmer, der stiger frem af mørket, mens de langsomt bevæger sig frem mod os og ind i lyset.

Foto: Ingrid Bugge

De leder os videre indenfor, da handlingen fortsætter i afmagnetiseringsstationens yderste flådestation før havet, hvor det er den voldtagne og maltrakterede i skikkelse af Tilde Knudsen, der afgiver sin beretning til referat i en af den store forestillings prægtigste scener. Ordene sidder fast i hende og vristes langsomt ud fra kroppens indre mørke til lyden af det inciterende akkompagnement af Klaus Risager, der musikalsk binder aftenen sammen. Det gør han bl.a. live på et opretstående præpareret klaver, hvorfra lydene glider umærkeligt ind imellem ordene på scenen. Scenen skildrer den evigt voldtagne og maltrakterede. På samme måde som scenerne mellem kejseren og maleren (Martin Ammundsen), tager afsæt i ønsket om at fastgøre billedet af det skete til papir og senere lærred i den evige jagt på dokumention – på at fastholde historien i ord og billeder, for hvad skete der - og hvordan? Det er en allegori over alle krige og alle civilisationer. Det bliver historien om menneskets overlevelse, destruktion og genkomst – intet mindre. Netop på samme måde som Shakespeare gør det i sine store dramaer. Det lyder pompøst og bombastisk, og det er det også, men ikke kun, for den store og sprudlende ordkunstner tager os hele tiden ind i sproglige rum, hvor vi møder nye overraskende selvforståelser.

Foto: Ingrid Bugge

”Ja de gode manerer vender tilbage lige så snart butikkerne åbner.” 

(Suzanna, 1. akt, 2. scene)

Barker har været opført på nationalscenen flere gange. ”Scener fra en henrettelse”(1996) med Kirsten Olesen og "Rædsel for natten" (1997) med Jørgen Reenberg. Senere også i Holland Houses "Stalingrad" (2002) og "Død, død og meget død" (2008). Odense Teater fulgte efter med ”12 møder med et vidunderbarn” (2008). Peter Kirk har tidligere arbejdet med teksten og har ud over Asterions Hus´ egen stab allieret sig med stærke ordjonglerende skuespillere som Susanne Storm (som kejserinden af Østrig) og Charlotte Munck (som den uforsonlige og stålsatte Starhemberg). Derudover medvirker Jacob Stage som liderlig og ugudelig præst og Gry Guldager som Susannah, Katrins søster, men er også særdeles overbevisende som døden selv i skikkelse af ”Anden Moder”.
 

Foto: Ingrid Bugge

Barker skriver som en beåndet digter og bander som en slagter. I en blanding af ekskrementer og ædelsten begraves tilskuerne i et ordrigt søle. Men vigtigst er at ord og menneske genopstår ud af destruktionen. Det er et vitaliserende og forfriskende Howard Barkersk syrebad. Det er klassisk teater på en helt ny måde. Derfor kræver det også en instruktør, der kan billedsætte det stærkt, direkte, frådende og poetisk – og det formår Peter Kirk til fulde. Kostumer og scenografi er skabt visuelt spektakulært af Maria Lau Krogh, der formår at forene det enkle med det overdådige. Til premieren blev spilletiden overskredet med 45 min. Det betød at den samlede spilletid blev alt for lang, men det er det, der sker når publikum samtidig skal bænkes, bespises og føres gennem utallige lokaliteter og nyde mange gastronomiske oplevelser samtidig. Dygtigt og gastronomisk overraskende kokkereret og serveret af Martin ‘Guf’. Det er så at sige den menneskelige faktor, men når det bliver rettet ind, vil de vigtige og afsluttende orddueller sikkert heller ikke virke så lange, men falde på plads i den enorme masterplan, der er ligger til grund for ”Europæerne”, hvor vi som publikum føres fra lokalitet til lokalitet, fra spise til spise, fra ord til ord. Men Howard Barker er altid for lang - eller rettere lige som han skal være. For det der er, skal være der, hvor det er. Der er ikke noget at betænke sig på. Tag ud og oplev det, men gør det hurtigt for forestillingen spilles kun 10 gange for et begrænset antal tilskuere. Det er storslået, mageløst og meget Howard Barkersk. Ligesom livet og døden, ligesom krigen og freden – ligesom livet og kærligheden er, når alting falder fra hinanden og finder sammen på nye overraskende måder i det Barkerske univers.

Foto: Ingrid Bugge

EUROPÆERNE

Medvirkende: Martin Ammundsen, Gry Guldager, Thomas Kirk, Tilde Knudsen, Charlotte Munck, Jacob Stage, Klaus Risager og Susanne Storm

Instruktør: Peter Kirk

Kok: Martin ‘Guf’

Scenograf: Maria Lau Krogh

Scenografisk konsulent: Hasse Selvig Sandell

Kostumedesigner: Maria Lau Krogh

Dramatiker, forfatter: Howard Barker

Komponist: Klaus Risager

Spilleperiode: fra den 16.-26. november 2016 kl. 18.30

Teatrets bus kører fra Christianshavn Torv en ½ time før hver forestilling – og tilbage igen efter forestillingen.

  Læs mere,

Billetter.

Trailer.

Dramatikerens hjemmeside.

Andre anmeldte forestillinger på Teaterøen:

Leonardo (Asterions Hus, 2015)

Mit rum (Asterions Hus, 2013)

Teaterfestivalen Asteroiden (2012)

Minotauros (Asterions Hus, 2010 )

------

Instruktør Peter Kirk beskriver i forestillingens program sit første møde med Howard Barkers katastrofiske teaterunivers, hvor det gælder om at tage publikum alvorligt og fortælle dem historier som de ikke forstår:

”Howard Barkers dramatiske tekster og hans teaterfilosofi har været inspirationskilde for mig i hele mit professionelle teaterliv. Jeg stødte på hans ”The Power of the Dog”, ved et slags tilfælde på mit 3. år på skuespillerskolen. Vi var allerede i gang med prøveforløbet, og lidt desperate uden en tekst, ledte vi efter et passende stykke. I en vild læsning af masser af stykker hoppede vi ombord i dette stykke, uden egentlig overhovedet at forstå hvad det handlede om, mens vi løbende oversatte den. Den oplevelse glemmer jeg aldrig. På nær en enkelt forestilling 15-20 år tidligere var vi elever fra Odense Teaterskole de første, der spillede Howard Barker i Danmark. Efterfølgende fik jeg fat i flere stykker af ham og åd dem begærligt. Her var en stemme, jeg aldrig havde hørt før og som har inspireret mig dybt i mit virke som skuespiller og instruktør.”

Anmeldelse: D´ARC i Dansehallerne

Fotograf: Mirko Borscht

Oven over os troner en hvidklædt kvinde med et rødt flag: Jeanne D´Arc. Tror først at hun er en voksfigur, men det er den levende Jeanne D´Arc. Hun er placeret oven på et glasbur midt i rummet. Lige under hende – i glasburet – sidder en nøgen mand: Gilles de Rais. Han sidder på en forhøjning. Måske er han vanvittig, for fra tid til anden slår han en knytnæve ind i de tykke vægge så det gungrer, og de nærtstående gisper og flytter sig.

 

Fotograf: Mirko Borscht

Mens Jeanne D´Arc flager og musikken tordner imod os, rejser de to hovedpersoners stemmer sig som to kakafoniske tårne omkring os. Men pludselig bliver der stille. Ganske lette toner smyger sig gennem rummet. Det er en billedstorm. Det regner ned over os med stærke billeder. Der er en mand, hvidpudret, der bevæger sig langsomt gennem rummet som en vandrende smerte. Hans ansigt er forvredent. En sortklædt tilsløret kvinde smyger sig også rundt. Hun bærer en tilknappet kjolefrakke med slæb, hat, handsker og paraply. Alt sammen sort. Fra tid til anden krydser den hvidpudrede mand og den sortklædte kvinde hinanden som tavse kommentarer til de to talende hovedpersoner.

Både Jeanne D´Arc og Gilles de Rais skifter tøj og vandrer op igennem historien, hvor de indtager helt andre roller, der alligevel er de samme – i nye forklædninger. De fører os glidende fra deres egen tid og op til vores – og videre. Vi bevæger os via Afrika, via Auschwitz, Aleppo og videre op til nye pigtrådsindhegninger. Der står ikke længere ”Arbeit macht frei” over lejrens indgang, men i stedet ”Gammeldags og hygge”. Forestillingen slutter med en fest og en sang – men stadig er vi bag indhegningen, så det er svært at sige om vi er frie eller tilfangetagne. Eller som Jeanne D´Arc siger – nu iført pailletter og festkjole: Hvad har meningen egentlig været med det hele?

 

 Fotograf: Mirko Borscht

Det er de store meningers teater. Det handler om at være menneske – og om at overleve. Om forskellige måder at være menneske og overleve på. Men også om Europa og om vores blodige fortid. Om alt det, der har gjort os til det vi er i dag. Det er ingen glorværdig fortælling. Vores rejseførere på rejsen er en idealist og en krigsforbryder: Jeanne D´Arc og Gilles de Rais. De var samtidige og våbenbrødre - og endte begge på bålet.

Forestillingen spørger:

"Er du klar til at dø for det, du tror på? Og er det rigtigt at gå i døden for sin tro? Hvorfor bliver et ungt menneske radikaliseret og tror på, at sagen helliger alle midler?"

Med udgangspunkt i myten om Jeanne D’Arc har Teater Nordkraft og Sydhavn Teater sammen skabt en fabulerende teatralsk refleksion over et Europa i opbrud. Det er et udsagn, der rammer som en knytnæve midt i vor europæiske selvforståelse. Det er en bedrift.

Fotograf: Mirko Borscht

 

Undervejs er det ens egen interesse og nysgerrighed, der styrer hvad man ser og oplever, og hvor tæt man vælger at placere sig. Hvis det lyder anstrengt og ubehageligt, så føltes det faktisk lige omvendt. Publikumsinvolvering er næsten altid kunstig og kun sjovt for dem, der ikke selv bliver udvalgt, men i D´ARC lykkes det, fordi vi allerede er med i kraft af at vi bevægede os rundt mellem skuespillerne – og det gør kun forestillingens pointer tydeligere.

På et tidspunkt står jeg og stirrer ind i glasburet, hvor Jeanne D´Arc er fanget og menneskeligt er ved at gå i opløsning. Hun er tilsølet og gennemvædet. Hun fanger mit blik, eller også fanger jeg hendes, men hun fastholder det. Det er et vildt blik, et desperat blik som fra et såret dyr, for hun er reduceret til instinkt – rent overlevelsesinstinkt. Det er det eneste der er tilbage af hende. Det er det sidste hun er og har. Det er det blik som jeg tager med mig hjem.

 

 Fotograf: Mirko Borscht

Det er en forestilling som det tager lang tid at fordøje. Den er så tætpakket med ord, billeder, tableauer og sansninger, at den tvinger én i knæ. Den er på én gang prægtig og aldeles ufordøjelig. Ligesom sit emne, der er umuligt at komme til livs. Det vil ikke fastholdes, men leve sit eget liv – ligesom forestillingen, der umulig kan falde til ro, sådan som en provokation skal være, når den samtidig er et kunstnerisk pletskud, der rammer midt i dødens hjerte – og derved på en sær omvendt måde netop vækkes til live igen. Som fugl Fønix genopstår forestillingen/installationen, når den basker op fra det bål, der endte med at fortære både Jeanne D´Arc og Gilles de Rais. Den så at sige tilintetgør sig selv og tager tilskuerne med i faldet. Det er et gigantisk fald – som skal opleves.
Instruktion, installation, skuespil, billedsætning, musik, lys og video - alt arbejder sammen på fineste vis i denne imponerende opsætning. Også selvom indledningen og afslutningen sagtens kunne forkortes lidt.  

*

Som en indgang til forestillingens univers er at det godt at vide lidt om de to hovedpersoner:

Jeanne d'Arc (1412-1431) også kaldt "Jomfruen fra Orleans" var en fransk helgeninde og hærfører fra Hundredårskrigens sidste fase. Hun blev brændt på bålet som kætter i Rouen. Hun blev rehabiliteret i 1456 og er en fransk national heltinde.

Gilles de Rais (1405-1440) var en fransk adelsmand og Jeanne d'Arcs soldaterkammerat. Han blev dømt for at tortere, voldtage og myrde snesevis, hvis ikke hundredvis af små børn, hvoraf hovedparten var drenge.

*

Dansehallerne, København, fra den 4. – 19. november, man-fre kl. 20, lør kl. 18.

 

 Iscenesætter:

Mirko Borscht

 Medvirkende:

Mille Maria Dalsgaard, Olaf Højgaard, Malik Grosos, Jørgen Callesen, Carlo Størup og Christian van Schijndel

Scenograf:

Christian Beck

 Musik:

Carlo Størup

 Kostumer:

Elke von Sivers

Videodesigner:

Hannes Hesse

 Scenografassistent:

Alberte Husted Larsen

Forestillingsleder:

Sasja Ekenberg

 

Forestillingen D’ARC er en co-produktion mellem Teater Nordkraft i Aalborg og Sydhavn Teater og er støttet af Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Spar Nord Fonden, Dansk Skuespillerforbund

Læs mere. Se trailer.

                                                                                                              

Her er 2 citater fra forestillingens pressemateriale:

”For at forstå hvad der sker lige nu i Europa er vi nødt til at se tilbage på den europæiske historie. Vi må se på de krigsdramaer, der har været og forstå vores egen rolle i dem for at kunne lægge dem bag os. Og skabe en ny fremtid sammen…

”Vi har en bekvem evne til at se europæeren som humanist og menneskerettighedsforkæmper: Frihed, lighed og broderskab! Men under dække af rationalitet og under en tynd fernis af medmenneskelighed lurer en sadistisk, magtsyg kontrolfreak m/k. Og det er dette menneske, der stikker sit hæslige fjæs frem i D’ARC.”

 

Anmeldelse: DER SKAL MOD TIL på Edison

 FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

”Et af de hårdeste tider i mit liv var før jeg blev indlagt på Psykiatrisk Center Amager. Jeg følte mig alene. Jeg forstod ikke, hvad der foregik inden i mig. Hvorfor har jeg angstanfald? Hvorfor har jeg selvmordstanker, når jeg i virkeligheden elsker  livet?”

Laura

Forestillingen ”Der skal mod til” består af selvoplevede beretninger fra 14 unge, der med livet i hænderne står frem og fortæller om det, der hidtil har været deres største hemmelighed.

Vi befinder os derude, hvor diagnoser og fobier står i kø og hvor livet bliver en buldrende flod, der tordner forbi. De medvirkende klamrer sig til det der er og er fælles om at bevæge sig imod strømmen. De holder fast, for de kan ikke andet. Forestillingen, de nu medvirker i, er en slags afrapportering fra deres liv, der for dem alle er blevet slået i stykker af den normalitet, der omgiver dem, men som de aldrig selv kan blive en del af. Men hvad vil det sige at være normal? Er det egentlig normalt at være normal?

”…jeg synes ikke rigtig jeg minder om nogen. Jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg går i behandling med, og jeg synes ikke jeg minder om dem, jeg ikke går i behandling med.”

 Emil

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

De er alle bange for ikke at være gode nok, for ikke at passe ind og for at miste den sidste rest af samhørighed, de har med andre. Den rest som måske udgør den yderste og eneste forbindelse som de har med omverdenen. De har altid spillet teater for at passe ind. Flere taler om den evige teaterforestilling, de hver især er nødt til at spille for deres omgivelser, for det er simpelthen for svært at bryde igennem og fortælle om, hvordan de virkelig har det. Så på den måde er de vant til at spille teater, men nu er det første gang at de spiller sig selv – sådan som de er.
 

 

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Flere gange lyder det fortrøstningsfuldt fra scenen, at de slet ikke ville undvære deres lidelser og diagnoser. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Der er i hvert fald ingen grund til ikke at tro på det, men derfor kan det godt være en sandhed med modifikationer. For de ville utvivlsomt foretrække at være ’normale’, hvis det begreb overhovedet findes. Men måske er det bare en skrøne - det, med den normalitet?

”Jeg går ud i virkelighedens verden. Jeg tager min maske på. Masken hvor den glade Laura, den energiske Laura, den overskudsrige Laura dukker frem. Ingen må opdage hvordan jeg i virkeligheden har det.”

Laura

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Forestillingen giver et smukt, stærkt, foruroligende, men også præcist billede af, hvad det vil sige at være uden for det fællesskab som vi higer så stærkt efter, men som igen og igen slider os i stykker, når vi ikke kan passe ind i det.

Der var flere gange undervejs, hvor jeg ikke orkede at høre mere, hvor det blev for meget, hvor jeg ikke kunne rumme mere. Det bliver for meget kaos, for meget ulykke, for meget af alt det som vi til dagligt skubber fra os, for at bevare illusionen om livet som vi helst vil se det. Så meget desto mere grund er der til at høre deres beretninger til ende. For det har en ende. En smuk én, oven i købet. For fortællingerne knyttes sammen og er drevet af håb og fortrøstning. Ja, ligefrem forløsning. Ellers havde det heller ikke været til at holde ud. Men sådan er det ikke altid i livet.

”Hele besøget hos lægen er meget sløret. Men jeg husker klart, da hun ser på mig og siger: ”Svær depression.” De første tyve sekunder troede jeg ikke på det selv. Men så var det som om hun brast en boble, og jeg blev overvældet af flere års indre smerte.”

Anna

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

 

Tak til de medvirkende for deres nærvær og fortællinger - og ikke mindst folkene på C:NTACT med Peter Dupont Weiss i spidsen som ferm instruktør og med Donna Cadogans musik og Lasse Hoeg von Essens koreografi, der gav god rytme og tempo til forestillingen. Tak til C:NTACT for endnu engang at føre os hen et sted, hvor det slet ikke er behageligt at være, men ikke desto mindre bliver det stadig vigtigere at blive mindet om, at ingen er ens og vi alle er forskellige – og at vi skal vide at kunne rumme denne forskellighed. Men det skal der mod til…

 

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

DER SKAL MOD TIL 

 

MEDVIRKENDE: Anna, Cille, Isabella, Jessica, Karoline, Laura, Louise, Mark, Magnus, Nicklas, Nanna, Natacha, Selma og Trine                                                                      MANUSKRIPT: Peter Dupont Weiss  og de medvirkende
INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss
MUSIK: Donna Cadogan
DANS: Lasse Hoeg von Essen
LYD: Signe Hendel Møller 
LYS: Trine Asmussen i samarbejde med elever fra AFUK
IDÉ: Henrik Hartmann                                             

"Der skal mod til" er støttet af VELUX FONDEN.             

                      Forestillingen spiller på Edison,                         
Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C.

Spilleperiode: 25.10.-18.11. 2016

Læs mere.  

Bestil gratis billetter via hjemmesiden.
Men det gælder om at være hurtig!

FOTO: Jon Bjarni Hjartarson

Se forestillingens undervisningsmateriale.

Tidligere anmeldte C:NTACT-forestillinger:

Hooyo! (2016)

En lille båd der gynger (2015)

Ik´ for børn (2015)

Ondt blod (2012)