10: Frode Z. Olsen: ”København – Bagdad”

Foto: Michael Svennevig. 

Hvad laver en dansk politimand i Bagdad?

Krigsrøgen havde dårligt lagt sig, da kriminalinspektør og forfatter Frode Z. Olsen kom derned. Frode skriver om det, han har erfaret, men især om det, som aldrig kom med i politirapporterne.

Hør Frode på den 10. festivalpodcast.

Kan også høres på YouTube.

Offentliggjort lørdag den 30. april 2022.

”Jeg blev sendt til Irak i efteråret. På det tidspunkt havde Danmark sammen med det som man kaldte koalitionen under ledelse af amerikanerne angrebet Irak og væltet styret. Sadam var drevet på flugt.  Der var stadig borgerkrig. Men hvorfor var vi der? Hvad kunne vi gøre? Rent historisk synes jeg, at det er vigtigt, at det er fastholdt på en eller anden måde. Derfor skriver jeg om det.”

Frode Z. Olsen har fotograferet,

og beretter om billederne:

"Det første billede viser det daværende irakiske indenrigsministerium (MOI), hvor jeg gjorde tjeneste. Billedet er brugt på coveret af ”København-Bagdad”.

"Det andet er taget fra toppen af MOI ud over Bagdad, 

i baggrunden ses Al-Shaheed-monumentet, 

som blev bygget 1983 i mindet om det irakiske folks lidelser 

under den 8 år lange krig mod Iran. 

Det er en god tanke at rejse monumenter over lidelser,

men man kan diskutere, om eftertiden ser dem

som en påmindelse om, hvor galt det gik."

"Det tredje er den såkaldte ”Victory Arch” i Zawra Park 

i det centrale Bagdad. Det er en paradeplads opført i 1986 

også i mindet om ofre og lidelser i krigen mod Iran. 

Jeg har taget billedet en dag i januar, lige over middag."  

"Fjerde billede er af en hvalp, jeg fandt under en trappe tæt ved MOI. 

Dens mor dukkede ret hurtigt op og alt så ud til at være ok. 

Herreløse men det er jo det samme som frie, 

selvom omgivelserne ikke var de bedste."

Mød Frode Z. Olsen på 2. festivaldag,

tirsdag den 9. august 2020 kl. 15-21

i Global Art Gallery i Vanløse

Foto: Michael Svennevig. 

Musikken på podcasten:

Charbel Rouhana & The Beirut Oriental Ensemble

med et lille uddrag fra åbningsnummeret "om el maradam"

taget fra cd´en: "HandMade" (2008)

(indkøbt i Damaskus, Syrien).

*

Næste uges podcast:

Foto: Michael Svennevig. 

Maria-Leonore Christensen: Red Maden 

Hver morgen i 10 år har Maria-Leonore Christensen hentet overskudsmad fra Irma, Rema, Aldi og Lagkagehuset, og fordelt det mellem venner og naboer - mod til gengæld at få donationer til tre projekter i Uganda, Kenya og Indien for bl.a. gadebørn og børnehjemspiger. Der er nu indsamlet over en mio. kroner. Det blev for nylig fejret ved en fest med etiopisk mad og bagefter med jazz i haven hjemme hos den 74-årige Maria-Leonore Christensen i Kastrup. Oprindelig uddannet lærer fra Berlin, men har arbejdet på Skt. Petri Skole og Kofoed Skole i København, og siden videreuddannet sig som Diakonisse, hvilket bragte Maria-Leonore til Vestre Fængsel: ”Der er altid noget at le ad i Vestre Fængsel.” Det tror man gerne, for Maria-Leonore har et stort udsyn og en smittende latter. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 7. maj 2022.

*

Foto & layout: Michael Svennevig.

Lyt til uddrag fra de forrige 5 festivalpodcasts

og de 5 kommende.

Hver weekend er der en ny. Lyt med her

Læs mere om festivalen her. 

#forvandling

*

Anmeldelse: SHIRLEY VALENTINE på Teatret ved Sorte Hest

 

Foto: Thomas Petri.

Shirley Valentine fra Liverpool taler med væggen, for der er ikke andre. Ægteskabet, familielivet og børnene er blevet et trummerum. Hendes veninde køber en 14-dages tur til Corfu og inviterer Shirley med. Ja, faktisk køber hun også en billet til veninden, og vi møder Shirley, da hun kommer løbende hjem fra byen med dagens indkøb. Billetten ligger i tasken. Selvfølgelig skal hun ikke med. Selvfølgelig ikke. Det fik hun bare ikke rigtig sagt, men i morgen ringer hun og aflyser. Selvfølgelig gør hun det. Det er da klart. Eller er det?

Vivienne Mckee er synonym med London Toast Theatres Crazy Christmas Cabaret i Tivoli. Den udgakkede engelske humor er så charmerende, at den gennem årene har fundet et talstærkt dansk publikum. Selv blev jeg vundet over sidst jeg oplevede det, men egentlig er jeg ikke en fan. I Willy Russells 2-akter "Shirley Valentine" er det stadig humoren, der er i højsædet, og det er ikke en teaterklassiker for ingenting. Mindes et ekko af Lisbeth Dahl i samme rolle for lang tid siden. Helen Tennison har instrueret Vivienne Mckee på Teatret ved Sorte Hests lille intime scene i Kirsten Brinks scenografi. Humoren er anderledes neddæmpet. Vivienne Mckee spiller rørende. Det var en varm og frydefuld præstation med så mange nuancer i hendes spil. 

Det er et traditionelt stykke, men tegningen af hovedfiguren er meget træffende. Det er en bedrøvelig smuk skildring af livet, der er løbet ud i ingenting. Det er skildringen af drømmen, der forliste. Det startede ellers godt, da de to ægtefæller først fandt sammen. Dengang de stadig talte sammen. Dengang, hvor de malede væggene, som senere er blevet hendes samtalepartner. Hvad var det, der egentlig skete? Hvad var det, der egentlig gik galt? Hvis der bare havde været en grund til det, så havde det været så meget lettere at forstå. Som en af nabokonerne, der kom hjem og fandt ægtemanden i seng med mælkemanden. 

Senere i 1. akt møder vi igen Shirley, siddende i køkkenet, men med kufferten parat og iklædt sit rejsetøj. Hun har ikke rigtig fået det sagt. Hun ved alt for godt, at hvis hun gjorde det, ville manden tale hende fra det. Derfor er det lettere bare at tage afsted. 

Hvad der siden sker, må man opleve ved selvsyn i den charmerende opsætning på Teatret ved Sorte Hest. Men vi kommer til Grækenland i 2. akt.

Den engelske tekst er let forståelig. Der er en tristesse i historien og i det trummerum, som Shirley lever midt i, men det gennemlyses af Vivienne Mckee, der er betagende i rollen. Hun spiller med et stort grin, men der er også en sprød sårbarhed i hendes spil. Hun har os alle i sin hule hånd. Hun berører os med sit spil, og hun taler til den lille Shirley i os alle. For vi kender det godt. Alle de drømme vi engang havde, hvor er de nu? Har vi trådt dem under fode, eller har vi levet dem ud?

Foto: Thomas Petri.

Men så tager fanden ved hende. 

Shirley slår sig i tøjret og slår igen. 

Hun møder en af sine gamle skoleveninder. Veninden udstråler alt det, som Shirley selv ikke er. Shirley er på vej hjem med de daglige indkøb i regnvejr, da den store hvide elegante bil standser og veninden inviterer hende med ind på det fine hotel, hvor hun bor. Men alting er slet ikke som det ser ud. Heller ikke for Shirley. Både mand, børn og hus har været en skuffelse for hende. Indtil hun sætter foden ned. Billedet af hende selv krakelerer, men hun kan hellere ikke længere genkende sig selv i spejlet. Alting skulle have været så meget anderledes, men det er aldrig for sent. 

"Shirley Valentine" er en smuk hyldest til livet og vore drømme. Det er en traditionel  forestilling, men ikke desto mindre er Willy Russells tekst uopslidelig, når den præsenteres og spilles så afvæbnende, som det nu sker på Teatret ved Sorte Hest, hvor det er bevægende at opleve Helen Tennisons meget nuancerede instruktion. Vivienne McKee gør det rigtig godt!

Foto: Lisbet Hjort.

SHIRLEY VALENTINE

Gæstespil af London Toast Theatre

på Teatret ved Sorte Hest

23. april - 14. maj 2022

af Willy Russell

skuespil i 2 akter

100 minutter (inklusiv pause)

Medvirkende: Vivienne Mckee

Instruktør: Helen Tennison  

Scenograf: Kirsten Brink

Lysdesigner: Bjarne Olsen

Producent: London Toast Theatre  

Hjemmeside & billetter

Læs mere om

London Toast Theatre

Foto: Lisbet Hjort.

Læs også anmeldelsen af Crazy Christmas Cabaret (2017)

eller de øvrige  210 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: RESTAURANT EUROPA på Teater Får302

Foto: Søren Meisner.

OPRØR I BESTIKSKUFFEN

Gæstespil på Teater FÅR302. 

RESTAURANT EUROPA er baseret på ”The Hills” (2017), en norsk roman af Matias Faldbakken, der i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Teksten er dramatiseret af Jacque Lauritsen, og er både mundret og meget veloplagt. Faktisk er den så velskrevet, at den er ved at stjæle hele forestillingen, hvis det ikke havde været for Jacque Lauritsen, der i Andreas Dawes stramme og muntre iscenesættelse bliver den tjener, der får det hele til at løfte sig. 

Der er noget tragisk muntert over ham, der gør, at han som tjeneren med sin ludende kropsholdning allerede er en skibsbrudden, inden teatersejlladsen begynder i Får302s tætpakkede lille teater.

Vi er med på skibet, der som et anden Titanic er ved at synke med mus og mænd. Godt nok fastholdes alle de gamle og fine traditioner, men restaurantens klientel skifter, og de bringer nye vaner og skikke med sig. De spiser på en anden måde - og først og fremmest fører de en ny tid med sig.

Foto: Søren Meisner.

RESTAURANT EUROPA 

er selvfølgelig et billede på vores del af verden, hvor vi rigidt holder på formerne, selv om skuden er ved at synke. Vi spiser og nyder musikken fra skibsorkestret, selv om vi har kurs lige mod katastrofen. Forestillingen, der reelt er en monolog, men er så nuanceret og varieret spillet, at monologen udvider sig og bliver til et skuespil. Jacques Lauritsens evne til at illudere de forskellige tjenere og restaurantens forskellige spisegæster er så præcis og så skarpt skildret og forløst, at det er let at føle sig hjemme - og særdeles godt underholdt.

Det hele sker, mens skuden sejler lige lukt mod sin egen undergang. Det kunne sagtens have resulteret i en dyster og tung tekst, men det er lige modsat.

Foto: Søren Meisner.

Vi befinder os nede i et opbevaringsrum, skabt af Julie Forchhammer. Måske nede i en kælder.  Tjeneren omtaler al den pragt, der er i restauranten, men det ser vi ikke. 

Humoren er slet ikke til at stå for, og holdt i stram snor. Men det bedste er hovedpersonen selv, for den ludende lille tjener er sølle, men også svær at holde afstand til, for vi kender ham alle.

Jeg kender ham i hvert fald - og arbejdede engang sammen med ham i en forretning, hvor vi solgte møbler. Han gebærdede sig fuldstændig på samme måde. Lignede ham også. Der var noget så umådelig tragisk over ham. Han var gennemført ulidelig, og alligevel var det svært ikke at holde af ham. Det samme gælder Jaque Lauritsen. Det bliver ham, jeg vil huske fra forestillingen. Han vil blive stående der i sin hvide tjenerjakke med spisekortet fremme. Evigt servil - og evig fortabt. Måske er vi alle som ham, men uden at vi egentlig ved det?

Pespektivet er skræmmende, men gå ind i det lille teater på 1. sal i en almindelig lejlighed, ombygget til teater ved Nyhavn. Det er altid en oplevelse.

Og husk at give tjeneren drikkepenge, for han har ikke så meget andet at glæde sig over. Han er en omkringvandrende katastrofe og svær at overse, for han er der altid. Han står der, parat til servering. Alligevel er han usynlig. Han står der som den sidste, der holder fast i det, der var engang. Han forsvarer det forgangne og fnyser af alt det nye. Alt det han ikke forstår.

Han har en umulig opgave på det synkende skib. 

Foto: Søren Meisner.

RESTAURANT EUROPA

Producent: Jacque Lauritsen & AKUT360

Administration: Teater Får302

Medvirkende: Jacque Lauritsen

Iscenesættelse: Andreas Dawe

Scenografi: Julie Forchhammer

Lysdesign: Sonja Lea

Dramatisering: Jacque Lauritsen

Teknik og lyddesign: Brian Larsen

 

Hvornår: 21. april til 7. maj, 2022 / mandag-fredag kl.20, lørdag kl. 17

Varighed: 75 minutter uden pause

Hjemmeside & billetter

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Får302:

2021:

Love is enough (part 2 & 3)

Heroin

2020:

Katalog over kommende katastrofer

2019:

Drømme om noget andet

Fashion

2018:

Hvid uskyld

2017:

Et hus på sand og håb

2016:

Jeg, Händel 

2015:

Sange om mor

Turister

2014:

Sympati for djævelen

2013:

Ritualet

2012:

Man skulle tro jeg var en anden

*

Se oversigten over de

117 andre anmeldelser

*

  

9: Oscar Vargas Maloney: Brasilien T/R

 

Foto: Michael Svennevig.

Oscar Vargas Maloney: Brasilien T/R

“Der er både skønheden i sproget og i naturen. For hold da op, sikke et sprog!” 22-årige Oscar Vargas Maloney har lige været i Brasilien, for første gang som voksen, for at besøge sin brasilianske familie:

Oscar fortæller om rejsen, 

og hvad gensynet har betydet for ham og hans opfattelse af sig selv 

på denne 9. festivalpodcast.

Findes også på YouTube.

Foto:Michael Svennevig

 ”Jeg er i et vejkryds. Der er alle mulige veje at gå, hvis jeg skal definere mig selv som person. Det er en kæmpe dybde man får med sig, når man har en dobbelt nationalitet. Der er altid en masse underforståede ting, der glider med ind i ens opvækst, der får betydning for, hvordan man ser verden, hvordan man oplever ting og reagerer”.  

Brasilianske fotos: Osvar Vargas Maloney

Mød Oscar Vargas Maloney til festivalafslutningen,

Søndag den 14. August 2022 kl. 13-16

i gårdhaven ved Dansk PENs sekretariat, 

Dronningensgade 14 på Christianshavn.

I tilfælde af dårligt vejr flyttes arrangementet 

til Dansk Forfatterforenings lokaler, 

Strandgade 6 (- et par gader derfra).

*

*

Næste uges podcast :

Foto: Michael Svennevig.

Frode Z. Olsen: ”København – Bagdad”

Hvad laver en dansk politimand i Bagdad? Krigsrøgen havde dårligt lagt sig, da kriminalinspektør og forfatter Frode Z. Olsen kom derned. Frode skriver om det, han har erfaret, men især om det, som aldrig kom med i politirapporterne. ”Jeg blev sendt til Irak i efteråret. På det tidspunkt havde Danmark, sammen med det som man kaldte koalitionen under ledelse af amerikanerne, angrebet Irak og væltet styret. Sadam var drevet på flugt.  Der var stadig borgerkrig. Men hvorfor var vi der? Hvad kunne vi gøre? Rent historisk synes jeg, at det er vigtigt, at det er fastholdt på en eller anden måde. Derfor skriver jeg om det.” Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 30. april 2022.

*

Foto & layout: Michael Svennevig.

Lyt til uddrag fra de forrige 5 festivalpodcasts

og de 5 kommende.

Hver weekend er der en ny. Lyt med her

#forvandling

*

8: FORVANDLING: 15-års festivaljubilæum

Fotos: Birte Kont fotograferet af Helene Hernflo, 

Ruben Engelhardt fotograferet af Majka Bjørnager, 

Alice Maud Guldbrandsen fotograferet af Vagn Guldbrandsen. 

De øvrige fotograferet og lavet til collage af Michael Svennevig.

I anledning af jubilæet

beretter 8 festivalmedvirkende om,

hvad det har betydet for dem at være med gennem årene:

Lyt med på denne 8. festivalpodcast

Sidst da der var 10-års jubilæum,

fortalte jeg om festivalernes tilblivelse.

I anledning af 15-års jubilæet

har jeg givet ordet videre til nogle af de mange medvirkende.

Mød Benedicte Riis/Tante Andante,

Salim Abdali,

Birte Kont,

Hanne Karin Garborg/Madame Garborg,

Ruben Engelhardt/Rubens Ballade,

Thulla C. Wamberg Kronaie,

Eva Billesbølle Tworek

og

Alice Maud Guldbrandsen

Festivalstemmer:

Thulla C. Wamberg Kronaie:

”Det, der binder festivalerne sammen,

er at de medvirkende har en tilgang fra hjertet.”

&

Alice Maud Guldbrandsen:

”Når jeg tænker tilbage, ser jeg det hele som farverveklatter

på en stor palet, hvor hver især fortæller sin egen unikke historie.

Det er en speciel samhørighed, som festivalerne skaber”.

*

Se videoen i anledning af 10-års jubilæet, hvor jeg fortalte om festivalernes tilblivelse. Thulla komponerede musikken og kreerede billedsiden til den. Se den her.

*

Næste uges podcast:

Foto: Michael Svennevig.

Oscar Vargas Maloney: Brasilien T/R

“Der er både skønheden i sproget og i naturen. For hold da op, sikke et sprog!” 22-årige Oscar Vargas Maloney har lige været i Brasilien, for første gang som voksen, for at besøge sin brasilianske familie: ”Jeg er i et vejkryds. Der er alle mulige veje at gå, hvis jeg skal definere mig selv som person. Det er en kæmpe dybde man får med sig, når man har en dobbelt nationalitet. Der er altid en masse underforståede ting, der glider med ind i ens opvækst, der får betydning for, hvordan man ser verden, hvordan man oplever ting og reagerer”. Oscar fortæller om rejsen, og hvad gensynet har betydet for ham og hans opfattelse af sig selv. Læs mere. Hør podcast. Offentliggøres den 23. april 2022.

*

Der offentliggøres en ny festivalpodcast 

hver weekend frem til august. 

Hør også  

1. præsentationspodcast og læs mere.

og 

2. præsentationspodcast og læs mere.

Alle podcasts er også tilgængelige på YouTube

Foto & layout: Michael Svennevig.

*