Anmeldelse: DE DANSER ALENE på Rialto Teatret

 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

 

Utroligt at det kan lade sig gøre. Anders Fogh Jensens tekst burde være uspillelig, for det er næsten ikke et manuskript, men rettere tanker fra en filosof, der er blandet til noget, der ligner en historie. Alligevel er det så frisk, så idefyldt og flot udført, at underet indtræffer og Mammutten kan krone sit i forvejen succesfyldte virke med endnu en medrivende og ganske anderles teaterfortælling. De fire medvirkende charmer sig igennem, som de salgskonsulenter de også er. Det hele starter med håndtryk og latter, men det viser sig snart at være rent teater. Det handler om at netværke, at holde sig i bevægelse. At holde takten. At blive ved og blive ved og blive ved. Holde sig i bevægelse, bare blive ved og blive ved og… Mærk rytmen og bare bliv ved. Alt er bevægelse. Bare bliv ved. Hold takten. Bare nyd det, selv om det for længst er holdt op med at være sjovt.

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Anders Fogh Jensens tekst giver sparket til de fine fornemmelser. Samme overskud som skuespillerne bringer for dagen præger instruktionen og det visuelle scenebillede bragt til verden af Egill Pálsson. Den rundbuede bagskærm tjener som lærred for de opprojicerede billeder. Det er smart og rapt iscenesat som hvirvlende scenebilleder. Langsomt sætter ordene sig på os, og vi oplever ligesom hovedpersonen at det snører sig mere og mere sammen. For har vi ikke netop gjort det samme på denne premiereaften, sådan som det skildres på scenen? Vi har på vej ind i teatret minglet, småsnakket, hilst og nikket til hinanden? Det er den verden i lever i. Ligesom på scenen holder vi os i live og i bevægelse. Vi er ligesom dem rappe, kvikke og til stede i nuet. Eller er vi? Det svier og kradser. Satiren er et spejl som vi kan spejle os i. Vi tror at vi ser det hele, men vi ser intet. Forestillingen er det spejl som Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Henrik Birch kigger ind i. Forestillingen lægger sig elegant i forlængelse af sidste sæsons "Sidst på dagen er vi alle mennesker".

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Forestillingen er lavet som var det et photo-shoot. Det hvirvler rundt med hurtige ideer, kvikke lyssætninger og ad hoc-løsninger. Alting omformuleres som var det i ”Manden der ville være skyldig” af Henrik Stangerup. Opsigelsen af en lejekontrakt bliver til en mulighed om at flyde med flow´et og se, hvad der dukker op. Grib dagen! Grib livet! Grib ud efter det hele – og end med at stå tomhændet. Det er så grotesk at Holberg spøger i kulissen. Det snører sig mere og mere sammen, og er nødvendigt befriende, da hun omsider stiger af og protesterer. Derved efterlades vi med håb, for vi må gøre som hende: sige fra og træde ud af geleddet. Hvis vi vil os selv det kært. Andet er der ikke at gøre, for ellers vil det knuse os. Ordene og parolerne mudrer og klistrer til og sætter sig på os, og lader os ikke alene. Det er en moderne Faust-fortælling, vi får alverden, hvis vi holder os i bevægelse og ikke på noget tidspunkt stiger af og standser strømmen. Vi får hele verden, hvis vi bare sælger vor sjæl. Det er da en god handel, for vi bruger den jo alligevel ikke.

Tillykke til Mammutteatret for at holde fast – og ikke sælge deres!!

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

DE DANSER ALENE

- et lærestykke af filosoffen Anders Fogh Jensen

Medvirkende:

Katrine Greis-Rosenthal,

Tina Gylling Mortensen,

Thue Ersted Rasmussen

og Henrik Birch

Instruktion/scenografi:

Egill Pálsson

Dramaturg: Claus Flygare
Lysdesign & produktionsledelse: Lasse Svarre
Lyddesign: Ida Jacobsen
Koreografi: Esa Alanne
Instruktørassistent: Jonas Borgensgaard

Rekvisitør & forestillingsleder: Peter Lind

Afviklingsteknik: Rune Spangsbo

Kostumier: Sophie Brandt Scheller

Lysassistent: Emil Berthelsen

Scenebygning: HK Design og Produktion

 

 

Spilleperiode: 25. februar – 25. marts 2017

DE DANSER ALENE er en co-produktion mellem Mammutteatret og Nørrebro Teater og spiller på Rialto Teatret på Frederiksberg

Hjemmeside og billetter.
 

Fotograf: Per Morten Abrahamsen

Tidligere anmeldelser af Mammutteatrets forestillinger:
"Sidst på dagen er vi alle mennesker" (2016)
"Catering" (2015)

 

Anmeldelse: AFTER MISS JULIE i Krudttønden

Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

Der er swingende dansemusik i radioen.  Det er lige efter 2. verdenskrig. Verden er af lave og samfundet er i opbrud. Alle de faste ideer er i frit fald. Tidens vinde kaster de tre personer i AFTER MISS JULIE hid og did. Det er en tid, hvor der drømmes store drømme, men er det mere end bare drømme? Det er den undertekst, der ligger neden under den skæbnetunge genfortælling af Patrick Marber baseret på Strindbergs ”Frøken Julie” i That Theatre Company´s engelsksprogede forestilling i Krudttønden. Selv om den engelske titel indikerer at det er i tiden EFTER det oprindelige Strindberg-stykke, er der i stedet tale om en versionering, der nagler det oprindelige stykkes tidløshed hårdt og brutalt fast til tiden lige efter krigen. Det giver både fordele og ulemper. Det er let at identificere sig med et tidsbillede med klare paralleller til vor egen tid, men det er på bekostning af orginaltekstens tidløshed. For mens AFTER MISS JULIE kommer til at handle om det der bliver sagt, handler originalteksten om det der IKKE bliver sagt. Om alt det farlige, der ligger og lurer bag det usagte. Alligevel spilles der overbevisende. Benjamin Stender har både fysikken og psyken til at spille Jean, tjeneren med sociale ambitioner. Marie Winther Nørgaard er Julie, et forvoksent pigebarn, der leger med andres følelser og hengiver sig til tjenerskabet i ordets dobbeltbetydning. Johanne Wang-Holm er Jeans forlovede. Krigen afbrød deres forlovelse, så det aldrig blev med ring, men de er tydeligvis et par, indtil Julie pludselig dumper ind ad døren til køkkenet, hvor hun kaster sig over Jean. Christine ser det ske. Jean lader det ske, og ønsker det hemmeligt også. Julie lader ikke til at vide, hvad hun er ved at rode sig ud i. Måske er hun bare ligeglad. Ud af dette slynger sig en fortælling om magt og sex. Om sex og dominans.

 

Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

I Ian Burns gennemarbejdede iscenesættelse holdes teksten i et tæt greb, men det sætter ikke historien fri. Men det kan være en pointe at en historie om fastholdelse netop ikke sættes fri. De tre roller er som skakbrikker på et skakbræt, hvor hvert træk bringer dem tættere mod deres egen destruktion, for på bedste græske tragedievis går alle under. Forestillingen er deres overlevelseskamp. Men Julie bliver aldrig farlig nok. Som elskovssygt pigebarn, spilles hun som nutidig kvinde, der er havnet i en tidslomme lige efter krigen. Det kunne sagtens have fungeret, hvis hun i al sin naivitet også havde været beregnende. Men når hun ikke oplever noget socialt fald, når hun går i seng med farens tjener, oplever Jean heller ikke nogen reel social opstigen, og derved stækkes det eksplosive indre drama, der er indlejret i historien. På samme måde bliver Christines udbrud til sidst heller ikke så voldsomt som det KUNNE have været. Det oprindelige Strindberg-stykke er meget klarere, hårdere og grusommere i sin tidløse brutalitet, men alt det har Marber fravalgt. Det gør stykket rarere og mere underholdende, men er det egentlig en fordel, når det handler om det begravede vilddyr som vi alle bærer rundt på, og når stykkets beske morale er at civilisation bare er et tyndt lag fernis oven på vores iboende vildskab? Når sex bare er et våben for at opnå magt?

Sidst jeg så originalversionen i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse og før det i Lis Vibeke Kristensens iscenesættelse på Café-Teatret, sad jeg helt fremme på kanten af sædet med tilbageholdt åndedræt. Det gjorde jeg ikke i Krudttønden. Alligevel er det en flot opsætning, også selv om det aldrig bliver farligt nok.

 

Fotograf: Valdemar Mørkeberg Mikkelsen

AFTER MISS JULIE 

af

Patrick Marber

(efter August Strindbergs "Frøken Julie") 

Instruktør: Ian Burns

Instruktørassistent: Peter Vinding

Scenografi: Tamara Tomanic

Lyddesign: Mark Jones

Lysdesign: Katja Andreassen

Originale kompositioner: Mikkel Sönnichsen

Kostumer: Hanne Mørup

Hår/makeup: Elizabeth Bukkehave

THAT THEATRE COMPANY

Hjemmeside og billetbestilling

Spilleperiode: 22. februar - 25. marts 2017

Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København Ø.

 

Anmeldelse: VENUS IN FUR i Huset

 

”Venus in fur” har en lang forhistorie. Leopold von Sacher-Masoch skrev romanen i 1870. Wanda von Dunajew, romanens centrale kvindelige karakter, var modelleret efter Fanny Pistor, der var en lovende litterær forfatter. De to mødtes da Pistor kontaktede Sacher-Masoch og foregav at være Baroness Bogdanoff, for at få råd og forfattervejledning. Romanen inspirerede David Ives til stykket af samme navn i 2010, hvor handlingen blev ført op til nutiden. Det var teaterstykket som Roman Polanski i 2013 baserede sin film af samme navn på. Og nu har Down the Rabbit Hole Theatre i Huset i Rådhusstræde sat det op som forestilling.

Ives´ stykke handler tilsyneladende om mænds billeder af kvinder, men det handler endnu mere om det som mænd ønsker at se og drømmer om. Og allermest handler det om, hvad der sker, når det får et solidt modspil af én, der slet ikke kan forstå eller se sig selv i den rolle, sådan som skuespillerinden protesterer over i en tekst, der hele tiden spidsfindigt og drevent hopper ud og ind af den prøvesituation, der forbinder dem. Det er vitterlig en prøvesituation.

 

Vibeke Nielsen. Fotograf: Diego Monsiváis

Strindbergs ”Kreditorer” og ”Frk. Julie” spøger i kulissen, for det handler i lige så høj grad om magt, dominans og sex. Oscar Wilde har sagt: "Everything in the World is about sex except sex. Sex is about power". Seksualiteten er et spændende spejl at kigge ind i. I forestillingen bliver det man ser i spejlet både tydeligere og mere fortegnet. Teksten er rap, veloplagt og fuld af forskydninger.

Ved premieren var det Vibeke Nielsen, der mestrede overbevisende at være en beskidt tøjte og en kvinde med stoisk ro over for Jens Blegaa, der langsomt må lade paraderne falde i takt med at han kommer tættere ind på livet af den skuespillerinde, der har opsøgt ham. Det er fornemt samspil de to imellem. Egentlig er hun kommet uanmeldt. Men hvem er hun, og hvad er hendes ærinde?
 

Jens Blegaa. Fotograf: Diego Monsiváis

Jeremy Thomas-Poulsen er teatrets kunstneriske leder og har instrueret forestillingen – og han gør det rigtig godt. For selv om skuespillerne er eminente, så afhænger alt af instruktøren i en forestilling, der hele tiden balancerer mellem stykket, der opføres i stykket og så den virkelighed, der omgiver den instruktør og den skuespillerinde, der langsomt går i clinch i et prøvelokale, hvor den sidste aflægger prøve for den første – eller er det omvendt? Det bliver man mange gange i tvivl om i løbet af forestillingen, der i høj grad spiller effektivt på publikums forventninger.

Hver aften kan man se én af fire mulige kombinationer, der vil give mulighed for at opleve og udforske styrkeprøven mellem manden og kvinden fra fire forskellige vinkler. Ved de øvrige opførelser kan man også opleve den engelske skuespiller Vanessa Poole og den amerikanske skuespiller Alex Lehman.

Teatrets første produktion ELSIE & NORM´S ”MACBETH” var fandenivoldsk og meget charmerende, og ligesom denne på engelsk, men stort teater var det ikke. Det er ”Venus in fur”.

 

Spilleperiode:

8. - 25. februar 2017: Tirsdag - lørdag kl. 19. Søndag kl. 14.

Medvirkende:

Vibeke Nielsen/Vanessa Poole - som Vanda

Jens Blegaa /Alex Lehman - som Thomas

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Lysdesign: Paul Damage

Instruktør-assistent: Angelique Giroir

Spillested: House of International Theatre (HIT),

Huset-KBH’s 4. sal Stage, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Hjemmeside & billetter

Producent: Down the Rabbit Hole Theatre

Varighed: knap 2 timer (uden pause).

Anmeldelse: ET MÆRKELIGT SKIB på Teater Vestvolden

 

Som han står der med sit skateboard, virker Elo glad og fuld af ideer. Han har en plan og gør alt for at det skal lykkes. Med kejtet charme forfører han en nytilflyttet familie. I starten lader de sig charmere, for det er jo sjovt, men noget føles også forkert, for allerhelst vil han gerne overtage familien og gøre den til sin egen. Forestillingens drama holdes tæt ind til kroppen i Jane Raschs dramatisering af Anita Krumbachs roman ”Et mærkeligt skib” fra 2009. Teater Vestvolden spiller stykket, der er folkeskolepensum i 5./6. klasse. Skoleeleverne sidder helt stille. Flere gange kigger jeg rundt for at se om de stadig er der. Historien har direkte adresse til alle der har prøvet at være udenfor. Den fortælles ligetil, men diskret. Det er ikke svært at spejle sig i hovedpersonens længsel efter noget andet og bedre, for det han har, kan han ikke bruge. Måske er det alle teenageres længsel efter at undslippe sig selv og det, de sidder fast i – det som vi alle sidder fast i, hvad enten vi lader os forføre eller selv forfører, for det er jo ikke kun noget der sker i teenagerårene. Det er et så fint billede på det der sker omkring os, og det er ikke svært at føle en genkendelse og forbundenhed med historien, mens den langsomt fortærer os med blid råhed.

 

Vi kender historien: en fremmed flytter ind. Det er en gyser, men på Teater Vestvolden er de teatralske virkemidler doseret meget fint af Anders Lundorph og Milad Alami. Den understøttende musik er komponeret af Mathias Nielsen. Andreas Berg Nielsen er med sin drengede charme både rørende og såre let at identificere sig med. Når han raser, ser vi i glimt, hvem han også er. Bagefter griner han undskyldende, for det var ikke meningen at vi skulle se det. Det er sprækkerne, der fascinerer, som når han råber ad familiens lillebror. I korte glimt kortslutter det for ham. Er han udspekuleret eller bare sat til vægs af tilværelsen? Offer eller bøddel – eller begge dele? Det er forestillingens styrke, at vi kommer til at forstå noget, der er svært at forklare. Vi forstår noget om baggrunden, der får mennesker til at handle som de gør. Om hvordan man, når man har for lidt, opfører sig som om man har for meget. Noget om at være menneske, og berige sig på andres bekostning, men også at det har omkostninger, når vi ikke bremser os selv og hinanden i tide.

 

Selv om Andreas Berg Nielsen er alene på scene i 45 minutter, er han i god dynamisk dialog og sammenspil med præoptaget film, der ledsager fortællingen visuelt på den rundbuede bagskærm. Næsten som et videospil, hvor vi ser det hovedpersonen ser. Vi suges ind i fortællingen og bliver ét med hans krop og tanker. Det forfører os til en nærhed og en intimitet som vi måske ellers ville have vægret os imod i denne fortælling om hvor langt vi er villige til at gå i kærlighedens og fællesskabets navn. Især når vi står udenfor.

 

 

MEDVIRKENDE

Andreas Berg Nielsen

 INSTRUKTION

Anders Lundorph og Milad Alami

 KOMPONIST: Mathias Nielsen

DRAMATIKER: Jane Rasch 

IDE & KUNSTNERISK LEDER: Stephan Pollner 

        TEKNISK OPSÆTNING: Obscura 

SPILLEPERIODE

24.1.-25.2.2017

SPILLEDAGE

Tirsdag kl. 10.30,  

Onsdag kl. 10.30 & 13.00,

Torsdag kl. 10.30, 

Lørdag kl. 17

 ALDER

Fra 11 år

 VARIGHED

45 min.

Hjemmeside 

Trailer

Billetter

                                                                                            

Anmeldelse: DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE på Takkelloftet

 

Foto: Thomas Petri

Diktatoren i Mériam Bousselmis tunesiske monolog "Det som diktatoren ikke sagde" er i eksil, hvorfra han fortæller om, hvem ham virkelig er. Eller hvem vi tror at han er. Eller hvem han tror at vi er, siden vi opfatter ham sådan. Det er på en gang en meget enkel og meget kompliceret historie med tydelig adresse – også til os, et vestligt publikum, diktatorer er ikke bare noget, der findes langt væk i Mellemøsten, for forestillingens pointe er, at vi vælger om vi enten styrer eller lader os styre.

Holland House og Jacob F. Schokking har som altid et stærkt og fejende flot scenografisk greb om fortællingen. Når det fungerer så godt, som det gør her, er det en visuel betagende oplevelse. Faren er altid at teknikken/maskinparken tager over og skuespilleren reduceres til marionet i en teknisk spidsfindig masterplan. Det kræver en kompetent og stålsat skuespiller som Joen Bille for at sikre balancegangen. Joen Bille er alene på scenen i 5 kvarter. Hans integritet og sceniske nærvær skærer igennem en tekst der skiftevis kærtegner og sparker.

 

Foto: Thomas Petri

Det er fabulerende og visionært stærkt revolutionsteater, der rækker ud efter publikum i sin direkte henvendelse, men det er ikke en tekst der flytter sig. Det er både en svaghed og en styrke, for det er teater som Speakers Corner, men kan man lide at blive fastholdt, klemt op i et hjørne og få sat stolen for døren i en krævende og intelligent opsætning, er det den rette forestilling. For det er både tankevækkende og pågående teater om alle diktatorer - også om dem inde i os selv.

Joen Bille kan fremsige en tekst så det er en fryd. Allerede fra åbningsreplikken: ”Vær nu ikke for ivrige efter at få mig til at sige noget.” kan man høre, hvilken sproglig og velintoneret oplevelse det bliver. Han er velvalgt som ”den svage stærke mand”, han er ikke bare diktator, men også menneske. Ikke hverdagsmenneske, for han er et undtagelsesmenneske, et uhyrligt menneske, men fremstilles nuanceret og det gør ham interessant.

 

Foto: Thomas Petri

 

Dramatikerens egen fransksprogede speak åbner og lukker forestillingen, og placerer den i en nødvendig sammenhæng med ordene: ”Han vil bekæmpe alle sine løgne, selv om alle tilhørerne vil flygte fra teatersalen.” Men diktatoren er ikke til at blive klog på, for han er udspekuleret og snu, og ved udmærket godt at uanset hvad han siger, vil vi ikke tro på ham. Vi er først og fremmest kommet for at dømme ham. Men det er han vant til. Efter 23 år som enehersker er han vant til det.

Det arabiske forår spredte sig fra Tunesien og videre ud til resten af Mellemøsten i 2010-11. Selv var jeg på årsdagen for oprøret i Tunesien med på et teaterprojekt om identitet i kulturhuset i Karthago i 2013, tæt på stedet hvor det hele begyndte. Vi var der, mens uroligheder igen brød ud. Børn demonstrerede i gaderne, for de var for unge til at blive fængslet. De passerede stedet hvor vi øvede, og fortsatte videre ud mod præsidentpaladset, efterfulgt af efterretningstjenestens sorte biler med mørktonede ruder. Teksten mindede mig om det, men også om hvor stor længslen efter frihed og medindflydelse kan vokse sig i et folk, der har ventet så længe. Oplev Joen Bille i en stærk præstation som den sidste diktator på Takkelloftet.

 

Foto: Thomas Petri

     DET SOM DIKTATOREN IKKE SAGDE  
(”Ce que le dictateur ne pas dit”)

                                         Gæstespil af Holland House på Takkelloftet, operaens intimscene 

fra den 6. - 17. december 2016

Tekst: Mériam Bousselmi
Medvirkende. Joen Bille
Iscenesættelse & scenografi: Jacob F. Schokking
Oversættelse: Per Aage Brandt
Bearbejdning: Jon Bille & Jacob F. Schokking
Komponist: Gert Sørensen
Lysgraffiti: Wael Toubaji
Lysdesign: Malte Hauge
Tonemester & lyddesign; Troels Bech
Scenemester & dekorationsbygger: Søren Romer
Instruktørassistent: Rebecca Victoria Lund Olsen
Videoproduktion: Alexander Fog
Producent: Traudi Palsbøll
 

 Læs mere på Det kongelige Teaters hjemmeside.

Læs mere på Holland Houses hjemmeside.

Se interview med Jacob F. Schokking & Mériam Bousselmi

Særarrangement "Taletid til teatervisioner"
Artist talk efter forestillingen 14. december 2016.
Arrangementet begynder kl. 21, er gratis og varer ca. 50 minutter.   

 

Digt-anmeldelse: DEN TYNDE VÆG af Stig Dalager

 

 

En digter er nødt til at være enten en fri sjæl eller så fastlåst at vi alligevel sættes fri af dennes digte. Stig Dalager er blandt de første. Han opererer frit i tid og rum. Geografisk tager han os med hele jorden rundt. Fra Tetuans mørke bazargader, lokket af en marokkansk sang, til den hjemlige Håbets Allé i Vanløse.   

Foto: David Blazek (fra MED OG UDEN SMYKKER, VerdensKulturCentret, 2016)

Jeg faldt rokkende i søvn med ansigtet mod nord/foran det åbentstående vindue./Jeg var isbryderens knaldhårde køl,/huggede som en dåre panden ind i natten.

Hans digteriske favntag er lige så bredspektret som hans øvrige udgivelser, og alligevel er der noget der går igen, uanset genre og format, for Dalager er en glødende humanist og menneskekender. Han kigger på sig selv og os andre og fastfryser sine skarpe iagttagelser i firestrofede digte.
 

 

En skulptør arbejder i det stille på vores minder, mens vi/lever andre liv. I et periskop står det lysende:/ Den gådefulde første dag, hvor han fik øje på hendes nakke, og/hun hørte hans skridt og tog ikke fejl af dem …

Der er et frit fald man som læser skal forholde sig til. For der er mange digte som jeg ikke forstår, men jeg lader mig glide med alligevel. Jeg ønsker heller ikke at forstå det hele, så længe jeg oplever et læsemæssigt sug i maven. Det kan være en betagende rytme, en duft, en sansning – eller bare en følelse af stor forløsning. Det er ikke alt, der kan forstås. Det er der bare og tager os med, hvis vi tør at give slip – og lade os falde. Det er i og for sig sikkert og trygt nok, for Dalager er en passioneret rejsefører, der forstår både at udfordre og skabe tryghed. Digtene er tilbud som vi frit kan vælge eller fravælge. Det er små færdige historier eller anslag til historier. Det er prægtige sansninger, menneskemøder, geografiske øjebliksbilleder eller sjæleligt fremkaldte snapshots af livet og de mennesker, der farer forbi, men i Dalagers selskab fastholdes det. I en brøkdel af et sekund standser det hele og vi bliver hængende med digtene – holdt oppe af dem – og kan føle os vægtløse så længe det varer. Han giver os virkelighed og drøm og kaster begge til os og observerer hvilken vi formår at gribe først fat i.

 

Jeg tænker på drengen fra Judengasse, der en decemberdag/ som denne, midt under ”afhentningen”, begyndte at lede/ efter sin ene sko. Han glemte at se efter sine forældre/ og så dem aldrig mere.

”Den tynde væg” er meget andet end det som digtsamlingens titel-specifikke næstsidste digt handler om. Det er den tynde væg imellem mennesker. Det er væggen imellem verden som den er og vores opfattelse af den. Det er væggen mellem fornuft og drøm, mellem drøm og virkelighed. Væggen mellem drømmene og det i os der higer efter at blive ét med de samme drømme. Digtene er meget personlige, men aldrig private. De er gennemarbejdet med et sikkert håndelag. Det er ikke alt der når i havn, men alt er præget og podet med den største higen.

 

Der er så mørkt herinde, at jeg drømmer, at jeg sover med åbne øjne./ Jeg kunne være hvem som helst, død eller levende. Der er ikke mere/ brød. Her er ingen farver, hverken okkergule eller koboltblå, kun mørket/ i floden under huset, lyden fra en dryppende hane, krystaller af tid og Gud.

 

Selv om jeg er en stor beundrer af Dalagers værker, så var det med en vis gysen at jeg åbnede denne fuldvoksne digtsamling, for Dalager er en overordentlig ordrig, ordelskende sproglig ekvilibrist, men digtningen er en særlig følsom genre, der nærer sig af en stor sproglig økonomisering af ord og udtryk, men det holder kun så længe at form og indhold afbalancerer hinanden. Der må ikke være hverken for meget eller for lidt af noget. Det gælder om at finde en balance og holde den fast. Det er en balance på en knivsæg - og det lykkes. De enkelte digte er stramt komponerede. Betragtet som et samlet hele er digtsamlingen ganske overvældende. Der er uforståelige, kryptiske og underlige digte, men der er ingen ligegyldighed, intet fravær - og ingen tomgang. Digtene er som flammer fra et stort bål, der lyser igennem mørket. Det er godt at varme sig ved et så vidtvoksende og livsbekræftende bål.

 

*

 Digtsamlingen "Den tynde væg"
er udgivet på det århusianske forlag EC Edition.

Forsideillustration: Peter Brandes.

Redaktion: Birgitte Møller Balladone.

142 digte - 142 sider

Læs mere på forlagets hjemmeside.

*

Dalagers seneste romanudgivelse er Raul Wallenberg-romanen ”Rejse uden ende” (2015), der tager afsæt i det faktum at den svenske hovedperson er forsvundet ud af historien. I hvert fald for så vidt at man intet ved om, hvad der siden skete og om hvor og hvordan han døde. Den uvished har Dalager orkestreret på fineste vis i den fabulerende roman. 

Læs samtalen med Dalager fra den nyudgivne ”Med og uden smykker, samtaler & digte” (Epigraf, 2016).

Forud for arrangementet ”Hvor blev tolerancen af?” (2015) i Apostelkirken skrev Stig Dalager om tolerance. Oplev Stig Dalager i en filmet samtale med Kirsten Thorup forud for deres medvirken ved samme arrangement .

CD-Anmeldelse: DER ER KUN ÉN VEJ af Heidie Clemens

Titelnummeret på Heidie Clemens første cd-udspil ”Fragile Butterfly” (Gateway, 2011) sætter sig på lytteren blidt som en sommerfugl. Set-uppet er enkelt: akkompagnementet består af Rasmus Steenberg på klaver og Poul Erik Jørgensen på bas. Der er en tilbagelænet stemning, der smyger sig om én og hensætter én i en blød sprød stemning. På efterfølgeren ”Der er kun én vej” får åbningsnummeret mig til at tænke på Poul Henningsens cykelpiger i hans københavnersang. I starten irriterede teksten mig og virkede en anelse søgt, men den falder mere på plads efter flere lytninger. Det er kækt og frækt at indlede det nye cd-udspil med ”Tag mig som jeg er”, men andet er der heller ikke at gøre. Stilen føres videre i den Benny Andersenske ”Hvad nu hvis”, der er finurlig og munter, men selv er jeg mere til den efterfølgende ”Regnbuen”, der er et af cd´ens stærkeste udspil, hvor der stryges på kontrabassen, så dens varme forplanter sig. Det er smukt sunget og spillet, men endnu flottere skrevet og komponeret. Det bliver sunget tindrende og videreføres i det løbende og legende klaverakkompagnement. Akkompagnementet er igen med Rasmus Steenberg på klaver (og smukt sunget kor på ”Regnbuen”) og Poul Erik Jørgensen på bas. De gør det begge glimrende.

”Hvis jeg skulle holde en tale” er det musikalsk flotteste nummer. Sang og akkompagnement går her op i en højere drillende enhed, selv om teksten langt fra er for sjov. Her er der noget på spil. Det er der også i den efterfølgende ”Hvis sandheden skal frem”, der er cd´ens mest vemodige og måske også smukkeste nummer, der slutter med de manende ord: ”…at hvis sandheden skal frem er jeg bange for at de fylder for meget i stuen”. ”Forladt” er stærk, direkte og sårbar sang om at kigge tilbage på en kærlighed der er ovre. Det er ikke let at synge ordene: ”Jeg elsker dig”, men her gøres det med en smertende gysen, der gentages flere gange. ”Sofies sidegade” er et af de frejdige hurtige numre, der selvfølgelig giver en vis rytme til det samlede billede, men når rytmen sætter ind, går inderligheden fløjten, selv om der stadig arbejdes hårdt for at holde balancen. Men det er alligevel det langsomme melodiske drive, der er det stærkeste og som bærer igennem cd´ens fine sangkompositioner. Jimmy L. Webbs ”The Moon´s a harsh Mistress” er cd´ens eneste komposition som ikke er skrevet af Heidie Clemens selv. Det er en velvalgt sang, der viser hendes stærke vokale greb om ikke mindst balladerne. Her sunget med afslappet elegance. Musikken falder helt til ro og rammer én som en bølge. Det er rørende uden at virke anmassende.

Jeg har det sværere med afslutningsnummeret ”Smilets by”, der er en hyldest til… Århus. Hvor resten virker ægte og renhjertet, så bevæger teksten sig her ud i det postulerende og søgte. Det er synd, når resten er så flot. Ikke bare flot, men imponerende flot og ærligt.

Clemens´ stemme er sprød med en tindrende klar tone i højden og alligevel er der en iboende klang af mol, der trænger igennem og fascinerer, og som går i en betagende samklang med klaveret og bassen. Samspillet virker legende og smyger sig omkring sangene.

Der er kun én vej. Vel er der ej, der er mange. Uendelig mange. 

Ligesom det fremgår af cd´ens cover, hvor der grafisk er angivet hvor mange veje der egentlig findes. Det beviser cd´en til fulde.

Udgivelse:  23.11.2016.

                                                                    --------------------

Hjemmeside

Kommende koncerter: 

               29.01.2017. Kl. 15. Værket. Randers

19.03. 2017. Kl. 14. Holbæk Bibliotek 

25.03.2017. Kl. 13. Musikhuset Aarhus  

22.04.2017. Kl. 14. Bent J. Den gamle By. Aarhus     

23.04.2017. Kl. 14. Bent J. Den gamle By. Aarhus

CD´erne ”Fragile Butterfly” og ”Der er kun én vej” forhandles via 

Gateway  og iTunes