At sidde til bords med hele verden

 

Immart Artist Dinner
i Global Art Gallery
fredag den 2. 2. 2018

Vi skulle mødes i Global Art Gallery på Skalbakken i Vanløse. Det regnede i stride strømme, så det var dejligt at komme indenfor. Vi var 18 tilmeldte, der tørnede sammen til Immart Artist Dinner, arrangeret af Immigrant Art. Nicol Foulkes Savinetti havde orkestreret aftenen. Vi skulle hver medbringe en ret og havde fået til opgave at præsentere én af de andre deltagere. Vi var på forhånd inddelt i 3 hold. Det var de røde, der lagde for. Selv skulle jeg introducere Sunniva fra Færøerne. Antropolog der på feltarbejde i Argentina, havde mødt kæresten Sebastian fra Colombia, der til gengæld skulle introducere mig. Sunniva og Sebastian samarbejdede også kunstnerisk, for Sunniva leverede researchen til de performances som Sebastian lavede. Senest i samarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst.

Jeg var nødt til at få en nærmere forklaring, for når Sunniva som antropolog arbejder med ernæring og mad, hvordan kunne det så indgå i Sebastians performances? For det viste sig ikke bare at være den mad han spiste, men også den suppe-opskrift og det internationale samarbejde han indgår i med tilberedning af suppe, der viser noget om hvordan (mad)kulturer inspirerer og udvikler sig i mødet med andre kulturer.

Alvaro, som jeg sad ved siden af, havde læst medicin og var fra Madrid, men havde sideløbende hele tiden glødende interesseret sig for at fotografere – inde i kroppen! Jo, han manglede lige at opfinde det kamera, der kunne gøre det, men fortalte så inspireret og detaljeret om det, så jeg ikke var i tvivl om at det nok skulle lykkes for ham. Og jo, Danmark var et godt land at arbejde videre med de ideer i.



Sune, der sad overfor, var indehaveren af galleriet, hvor vi befandt os. Selv boede han i en lejlighed på 2. sal og havde sin rådgivningsvirksomhed på 1. sal. Både virksomheden og galleriet var baseret på og inspireret af menneskerettighederne. Således at de ophængte værker skulle spille sammen med hans rådgivning på 1. sal, hvor det handlede om at få implementeret menneskerettighederne og en social ansvarlighed hos de danske virksomheder, der ville videre ud i verden for at erobre nye markeder - i overensstemmelse med den etiske ansvarlighed, der forventedes.  

 

Jeg var også glad for at møde Depp, der nu arbejder på dagbladet Information. Deep er syrer fra Damaskus, og har allerede optrådt flere gange i Informations spalter. Han var journaliststuderende, da han for 3-4 år siden flygtede hertil, men han er også digter - uden at vide det selv. Hans særegne forståelse og talent for at observere og beskrive det han ser, gør ham til noget ganske særligt. Både han og aftenens arrangør, Nicol Foulkes Savinetti, var jeg så heldig at have med på sidste års festival, ”Ja tak, til kaffe”. Depp til åbningen og Nicol til afslutningen.

Det var som at sidde til bords med hele verden. Der var dejlig mad inspireret af alverdens køkkener, og imellem vores introduktioner af hinanden, var der musik og sang - og performance. Selv var jeg inviteret til at fortælle om festivalarbejdet. 

Det engelske oplæg kan læses og høres her.

 

Selv om aftenen ikke handlede om at samle ind til uledsagede flygtningebørn, var der mange fællestræk til det lige så dejlige Sammenføringsgilde ude hos Paul på Amager i december. Sikkert fordi begge ”gilder” handlede om at møde nye mennesker. Det var blikke på andres liv (og værker), for noget af det mest fascinerende og berigende er at møde mennesker og blive draget ind i deres forskellige verdner. Det gælder om at nære trangen og lysten til at åbne vinduet ud til verden. Der er alt at vinde i dette møde med det fremmede, men  vi skal turde det og gøre det med så stor åbenhed, så vi ikke forfalder til at tro på de skræmmebilleder, som alt for ofte repeteres omkring os. Det giver håb at møde andre og en tro på verden - og jeg drog opløftet hjem derfra.

Vedr. Sammenføringsgilderne i Venligbo-regi:
Læs beskrivelsen fra Sammenføringsgildet på Amager – og også Katrines muntre og hjertevarme beskrivelse af, hvordan det hele startede, for egentlig skulle det have været noget helt andet. Siden da har det grebet om sig. Man kan læse om de kommende gilder på siden her.

Også hos Immigrant Art er der planer om, at middagene skal gentages månedligt. Læs mere.
Det koster ikke noget at være medlem, og det kræver ikke andet end at man enten er kunstner eller bare interesserer sig for den internationale udveksling mellem danskere og herboende udlændinge. Prøv det!

 

Alle fotos: Nicol Foulkes Savinetti

 

Læs også Nicols beretning fra middagen.  

Bedsteforældre for Asyl modtager Venskabsprisen

SOS Racismes Venskabspris

til Bedsteforældre for Asyl 

i Verdenskulturcentret den 31.1.2018

 

”I holder af, I holder med og I holder ved!” sagde Anne Nielsen (formand for SOS mod Racisme) ved prisoverrækkelsen af Venskabsprisen til Bedsteforældre for Asyl i aftes i Verdenskulturcentret.    

Nina Lørring (Bedsteforældre for Asyl) takkede for prisen med ordene: ”På mange måder er det værre i dag end da vi startede. Anerkendelsesprocenten for dem, der får asyl er meget, meget lavere end den har været i mange år, og der gives frygteligt mange afslag. Hovedmantraet hos regeringen er i dag: ”Vi skal have dem hjem, de skal udsendes, og det skal de på alle mulige måder tilskyndes eller trues til!”

 

 

 

Tove Krag fra Kongelundsgruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte muntert om de vellykkede udflugter, som de havde lavet med kvinderne fra Kongelunden, der aldrig tidligere havde været på nogen som helst udflugter, og slet ikke uden hverken mænd eller børn, og sluttede med at konstatere: ” Det kan ikke siges stærkt nok: Det er en skændsel at placere forældre med børn i Sjælsmark. Det er psykisk nedbrydende, det er umenneskeligt – og vi kan kun sige det til jer som I garanteret ved i forvejen - Der er fortsat brug for hjælp. Nu mere end nogensinde. Jeg tror ikke at der er steder i Danmark, hvor man behandler mennesker på den måde. Det er værre end at være i fængsel i Danmark. Der er brug for fortsat at protestere mod de forhold. Det er frygteligt at være på besøg i Sjælsmark og se, hvordan regeringen og støttepartiet accepterer at mennesker skal leve.”

Jørn Nerup fra Lægegruppen (Bedsteforældre for Asyl) fortalte fint og oplysende om, hvordan man forsøger at fastslå unge flygtninges kronologiske alder ud fra metoder, der videnskabeligt slet ikke er belæg for at bruge, hvilket man heller ikke gør i andre lande. Kun i Danmark. Fordi der fra regeringens side er behov for et redskab og en metode til at fastslå den pågældendes alder i et forsøg på at ”dokumentere” at alderen er over 18 og dermed voksen, for at kunne gøre det lettere at behandle - og i sidste ende give afslag på asyl. 

 

Pris-omtaler :

Sameksistens

VBavis

Information

TV2 Lorry

Læs Marianne Olsens ord om Venskabsprisen

Arrangementsopslag på Facebook

-----------------------------------------

Opdatering:

Hvor er det dejligt at så mange har været inde og læse om prisoverrækkelsen.

1.400 har læst med om den fine begivenhed i går aftes.

For dem der vil mere end bare læse og sympatisere, er der en mulighed mere,

der intet andet kræver end et par tryk på tastaturet. På Folketingets nye Borgerforslag kræves der 50.000 stemmer før et forslag kan komme op i Folketinget.

Det startede i forgårs og et af de 10 forslag, der allerede ligger der, handler netop om ”Statsborgerskab til unge mennesker, som er født og opvokset i Danmark - indfødsret ved erklæringsafgivelse”.

Man stemmer – og det er anonymt - ved at følge linket, logge ind med NemID og bekræfte. Det er ganske enkelt – og det kan måske være med til at gøre en forskel.

Jeg synes at det er forsøget værd. Det er et af de mest støttede forslag.

 

NB: Her er et tip!

Selv havde jeg svært ved at komme ind med Internet Explorer, men da jeg skiftede browser til Google Chrome gik det bedre.

 

 - 4.2.2018 kl.18.28 -

 

HVIDE PLETTER - en bogforomtale

Jeg gik netop og manglede den stemme. Ja, jeg ledte faktisk efter nogen, der kunne sætte de rette ord på det. Vi kender det. Vi ved det godt, og alligevel mangler der lige ham eller hende til at sige det på rette måde. Og der var han, Egon Clausen,

Vi genkendte først hinanden efter Cypern-mødet hos DEO. Jeg var glad for at kunne hæve blikket op fra den hjemlige mørke andedam og skue ud over Europa. Det blev det ikke mere fredeligt af, men udsynet var heldigvis MEGET større.

”Jeg har en brochure til dig!”

 

”HVIDE PLETTER - Kritik af statens udflytning” hedder bogen, der udkommer om 1½ uge. Den tog 1½ måned for ham at skrive.

Og det som jeg hæftede mig ved, da Egon fortalte om den, rammer han meget godt med citatet fra bogen, om DF:

”Prisen for deres hævntørst er høj, og den skal betales af alle danskere. Som nation får vi et svækket kulturelt beredskab ... I tilgift et offentligt system, der har mistet meget af sin faglige kompetence, og som i årevis vil humpe af sted på administrative krykker ...Her kan der igen tales om pletter, eller rettere: om én plet, men den er til gengæld stor. Den er heller ikke hvid, men sort, og den er blevet sat på Danmark. En stor sort plet.”

 

Om den hovedløse udflytning skriver han om bogen:

”Regeringens samlede indsats er særdeles modsætningsfyldt. I første runde har man flyttet 3.900 arbejdspladser ud af landets kommuner, men samtidig fører man en sparepolitik overfor de selvsamme kommune, så de må fyre 8.000 af deres medarbejdere. I 9 ud af 10 af de berørte kommuner vil den samlede effekt af regeringens politik medføre en reduktion af den kommunale beskæftigelse. Det vil med stor sandsynlighed gå ud over den sociale sektor og måske også skolevæsenet. Til gengæld får man nogle jurister og økonomer. Det er svært at se, at det skal være et fremskridt.”

 

 Jeg glæder mig til at læse hele bogen som Egon selv udgiver

(og her kommer reklamen):

Køb bogen v. henvendelse til Egon

Pris kr. 200, porto kr. 36

MobilePay: 40 37 22 03

Reg. 4201 konto: 2410100773

Egon Clausen: Tlf.: 4037 2202, ecl@pc.dk

Anmeldelse: MARIENBORG – NEJ TAK! på Postcaféen

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Overboen banker panden mod radiatoren.
Igen og igen.

Hvorfor hænger han sig ikke bare
og får det overstået i en fart?
 

Tonen i monologen, MARIENBORG – NEJ TAK! af Julie Maj Jakobsen, i Postcaféen, Borgbjergvej 26 i Sydhavnen, er direkte og rå, men også befriende morsom, selv om der tydeligvis ikke er noget at le af. Der bliver ikke skudt noget under stolen. I forestillingen befinder vi os lidt længere oppe ad vejen – i nr. 1, i lejligheden under hvor Anker og Ingrid boede. Statsministerparret, der sagde nej tak til Marienborg, for det var her de følte sig hjemme – i Sydhavnen. Lyden af dem og deres liv siver ind ad væggene og konfronterer hovedpersonen med sit bekvemme, men alligevel virkeløse liv. Hun er en 35-årig arbejdsløs akademiker. Den eneste hun er i kamp med – er sig selv. Hun er frugten af forældrenes kamp på barrikaderne, men nu er der ikke længere noget at kæmpe for, for friheden er blevet så total at den også er blevet ligegyldig. Når telefonen ringer, har hun travlt, hun er lykkelig og selvtilstrækkelig. Hun smiler og hun ler, mens hun fortæller om den kronik som hun arbejder på, men når faren ringer af, er der kun gråd og desperation tilbage. Gråd over egen utilstrækkelighed og desperation over at hun ikke flytter sig ud af stedet. Hun er lænket. Hun har sit eget anker. Helt konkret er hendes ene fod holdt fast med en alenlang kæde. Hun er lænket til stedet og tiden. Hvad skal man gøre, når man har fået alt forærende fra start, men alligevel ikke kan komme ud af stedet?

På det lave bord er der en stor stofdukke, der er klædt som hende. Det ER hende, som hun ligger der viljesløs og lænket. På et tidspunkt indtager hun også selv den spagat-position som dukken ligger i. Det er også fortællingen om en bidronning på afveje, der bliver spist af søskendeparret på 10 og 12 år. Det er hende og storebroren. Han spiser kroppen, mens hun får hovedet – for bidronningen stikker ikke. Nu er han der ikke længere, for han er blevet psykotisk, og er, som hun siger, "...allerede forsvundet over på den anden siden, hvorfra man ikke kommer tilbage". Forgæves holder hun stædigt fast i at det er broren – og ikke hende – der er syg, men noget er tydeligvis galt, for selv om hun er frigjort og uafhængig, føler hun sig handlingslammet og fastspændt.



Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

Det er tekstens store fortjeneste, at den formår at give hovedpersonen et liv og en fylde som hun reelt ikke har. Vi forstår hende og føler med hende. Livet og teksten er på én gang glasklar og tåget. Transparent og uigennemskuelig. Monologen er som form noget af det sværeste og mest krævende, for der er kun én skuespiller til at bære den og der er absolut intet at gemme sig bag. Teksten er skrevet direkte til Maria Carmen Lindegaard, der er fast tilknyttet teatret. Den svøber sig tæt om hende, og får det hele til at se så let og ubesværet ud, og hun fremfører den med et nærvær og et overskud, så det er en fryd. Diktionen er så tydelig, at hvert et ord høres, selv når hun ligger ned eller står med ryggen til. Der er ingen sprækker – ud over dem som teksten er fuld af.
Julie Maj Jakobsen modtog en Reumert som årets talent i 2012 for ”Forsamlingshuset” og blev Reumert-nomineret for ”Fucking Fattig” året efter.

MARIENBORG – NEJ TAK!  er  overbevisende iscenesat af Mille Marie Dalsgaard.
Skuespiller, instruktør og dramatiker udgør et trekløver, der får det hele til at se legende let ud.

Mille Maria Dalsgaard er kombineret skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder af Sydhavn Teater. I november 2016 stod Sydhavn Teater og Teater Nordkraft bag den ødselt opsatte og meget vellykkede ”Jeanne D´Arc” i Dansehallerne, hvor Mille spillede hovedrollen. Det var en bedrift! Efterfølgende spillede hun i foråret 2017 egenhændigt samtlige roller i teatrets stedspecifikke vandreforestilling ”Skygge (Eurydike siger)” af Nobel-pristageren Elfriede Jelinek. Det var en svært tilgængelig tekstlig tour de force, der var ambitiøs som bare pokker. Så selv om jeg gik uforløst derfra, gik jeg ikke tomhændet hjem. Sydhavn Teater er uden fast scene, med overskriften ”Internationalt teater med lokal forandring”. Det lyder lidt smart, men der er faktisk dækning for det.

MARIENBORG – NEJ TAK! er en co-prodution med Teatret ved Sorte Hest, hvor forestillingen spiller fra den 12.-20 marts 2018, mens den spiller på Postcaféen i Sydhavnen fra den 24. januar til 3. februar 2018. 

Fotograf: Lars Grunwald/Polfoto: Robin Hart

MARIENBORG – NEJ TAK!

75 min. Monolog

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen

Instruktør: Mille Maria Dalsgaard

Skuespiller: Maria Carmen Lindegaard

Teknik: Søren Hansen

Forhus: Malik Hansen

Producent: Mathilde Johnsen

Co-produktion med Teatret ved Sorte Hest

* 

Sydhavn Teater:
 

Postcaféen, Borgbjergvej 26, 2450 København SV

25. januar - 3. februar 2018

Hjemmeside og billetter

*

Teatret ved Sorte Hest:

Vesterbrogade 150, 1620 København V 

12. - 20. marts 2018

Hjemmeside og billetter 

 

*

Anmeldelse: FAUST på Mungo Park

Selv om Mungo Parks forestillinger altid er flot opsatte rent visuelt, er det ingenting mod det der møder os i FAUST. Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) opfandt ikke Faust. Han siges at have levet omkring år 1500 i Württemberg, og var åndemager og stjernetyder, men også en svindler. I 1587 bliver der udgivet en folkebog om ham, hvor han er blevet til en lærd mand, der indgår en pagt med djævelen om evigt liv. Inden 1600 var bogen oversat til 5 sprog – og til dansk i 1588. Året efter blev den dramatiseret af Shakespeares samtidige Christopher Marlowe, der var fascineret af beretningen om mennesket, der tør sætte sig op imod den guddommelige orden. Goethe arbejdede med historien hele livet. I 1813 udkom 1. del og 2. del i 1832 – kun 8 måneder før Goethe døde. De to deles samlede 459 siders er frit bearbejdet af Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen i en samproduktion med Alias Teaterproduktion. Line Mørkeby skrev Mungo Parks seneste forestilling ”Fritz Hansen Folket” og ikke mindst ”De Stuerene”.  Mungo har i forvejen en fornem samarbejdstradition, for da de sidst - i samarbejde med Skuespilhusets Eventministerium - lavede ”Boys Don´t Cry” (på kun 11 dage!) vandt de Årets Reumert 2014. Måske sker det samme med FAUST. Den er overdådig både i form og indhold. Der er tale om en ganske voldsom bearbejdelse, for det der i Skuespilhusets 2006-opsætning af Katrine Wiedemann med Jens Jørn Spottag og Nicolas Bro som Faust og Mefisto var en større ensembleforestilling, er hos Mungo Park blevet til et kammerspil med bare 4 medvirkende - på kun 1 time og 45 minutter.  

 

 

Alt hvad der oprindelig var af prologer, mellemspil og epiloger er som blæst væk. Og hvad med Goethe? Er han også røget ud med badevandet? Ja, til dels, og alligevel bliver det der står tilbage et voldsomt og vellykket konglomerat af originalteksten. Det er en yderst fortættet beretning, og det er rent ud sagt utroligt så visuelt betagende den tidsløse fabel om fortabelse er i Allerød.

Spillet i alle fire roller er tæt og djævelsk velfungerende.
Djævelen og Faust  skal spilles så de matcher hinanden, for at stykket får den rette balance og bliver så farligt som muligt. For et spil om fortabelse er absolut ikke uaktuelt – heller ikke i dag. Der er et gnistrende samspil imellem de to. Henrik Prik er formidabel, og hans sproglige beherskelse af blankversene (ikke mindst i åbningsscenen) er flot. Som djævelen er Martin Geertz skræmmende i hvidt ulasteligt jakkesæt. Der er ingen horn og hale, men vi er ikke i tvivl om at han kommer ”nedenfra”.  Marianne Mortensen er mildest talt udknaldet som heksemutter. Stærkt spil! Gretchen spilles af Line Bie Rosenstjerne, der både skal spille uskylden selv og det modsatte, da vi siden møder hende i dødsriget. Inden da lever hun i et tæt incestuøst forhold med broren, bevægende spillet af Carl Christian Riestra, der er blind, men alligevel seende nok til at forstå, hvad der foregår.

Stykkets flotteste scene er da Faust og Gretchen elsker i silhuet mod det udspændte stof, der også gør det ud for sengen, hvor hun bagefter kvæler broren, da han vågner op af sin bedøvede søvn - og opdager dem. Det tager chokerende lang tid inden hun får kvalt ham. Eller også er det fordi tiden står stille, mens det står på. Siden slår hun både sig selv og barnet ihjel. Det er ikke at ødelægge spændingen at vide det på forhånd, for så mange ord er fjernet, så det kun er en fordel at være sig handlingen bevidst. For med tragedierne og klassikerne er det ikke et spørgsmål om, HVAD der sker, men HVORDAN.

Iscenesætteren Henrik Grimbäck har sammen med scenografen Julian Toldam Juhlin formået det utrolige med det trange scenerum, således at de pladsmæssige begrænsninger faktisk fremstår som en fordel. Stærkt og effektivt sekunderet af lysdesigneren Jacob H.S. Rasmussen, der lader lyset antage psykedelisk karakter, når det udspaltes som når lys brydes i en krystal, og kaster farvede skygger, så alt fremstår fordrejet, forhekset og fortryllet. Ja, der er sandelig ingen grund til at vente på sin egen fortabelse, når man allerede nu kan opleve Fausts ypperlige og sødmefyldte endeligt hos Mungo Park i Allerød.

 

FAUST

Mungo Park i co-produktion med Alias Teaterproduktion

1 time og 45 minutter

Premiere: 19.1.2018 -  Sæson 2017/2018

Instruktør: Henrik Grimbäck

Dramatikere:
Johann Wolfgang Goethe, Line Mørkeby, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Morten Christensen

Medvirkende:
Henrik Prip, Marianne Mortensen, Line Bie Rosenstjerne, Martin Geertz og Carl Christian Riestra

Scenograf: Julian Toldam Juhlin

Komponister: Carl Christian Riestra og Carl Erik Riestra

Lysdesigner: Jacob H.S. Rasmussen

Lyddesigner: Rasmus Overgaard Hansen

Rekvisitør: Katrine Tuborgh

Instruktørassistenter:
Anne Bak Rasmussen og Tamara Mathiesen

Kostumier: Hanne Møller

Sminke: Hanna Kureer

Produktionsleder: Bjarne Jørgensen

Teknisk afvikler/forestillingsleder: Peter Schøning

Teknik/værksted:
Oskar Jankovic, Klaus Boje Bentsen, Mathilde Schwartz og Sonny Oeftiger

Hjemmeside

Mungo Park, Fritz Hansens Vej 23, 3450 Allerød

*

Andre anmeldte Mungo Park-forestillinger:
Fritz Hansen Folket, Uledsaget, Nordskoven 
& De Stuerene

               Andre anmeldte Line Mørkeby-forestillinger:  

Fritz Hansen Folket, Ung blond pige & De Stuerene  

 

 

Anmeldelse: SEX AND BETRAYAL i Huset

 

Man føler sig godt tilpas, når man træder indenfor. Der er sat små caféborde frem, der er en indbydende bemandet bar i den ene side og et flygel i den anden. Imellem de to er der et rødglitret staniolforhæng. Foran er der placeret et lille bord med selvhjælpsbøger om kærlighed og sex. Vi er med andre ord inviteret indenfor til en sexy cabaret, der bliver varetaget af to sexologer. Hun, Emmi (Jana Pulkrabek) er blond, slank og kvik. Han, Leo (Siegmar Tong) er sindig, lidt bamset og rar. Umiddelbart er de et umage par, og derfor er det så meget desto mere spændende, da de bevæger sig ind i den fælles historie, der knytter aftenen sammen. Set-up´et er meget forenklet. De sidder i hver sin side af scenen og ringer på en lille klokke hver gang de afsender en mail til den anden, for det hele starter med en fejlsendt mail, men kontakten udvider sig og antager amorøse over- og undertoner. Hun er eventyrlysten og drømmende. Han er mere tilbageholdende, men stadig nysgerrig – og spørgende. De spiller deres fælles usikkerhed ud mod hinanden. De smyger sig rundt om billedet af hianden, sådan som de forestiller sig det. Eller rettere sådan som det bliver til for deres indre blik. Det er et drømmespil, for de mødes aldrig. Eller det gør de måske alligevel – til sidst, men så er det måske for sent? Eller er det? Forinden træder en tredje person (Tom Hale) ind imellem dem, da det viser sig at hun allerede er gift. Rent konkret begynder ægtemanden at skrive til ham som hustruen har forelsket sig i, og hvad det afstedkommer vil være synd at afsløre her.

 

 

Historien om de to (der bliver til tre), skrevet af Daniel Glattauer, er nærmest skematisk, men den efterlader publikum i en løftet og lidt chokeret stemning. For vi kender det godt – denne ordenes passion via nettet - hvor vi er så tæt på at vi næsten kan røre, og alligevel så langt væk at det bare er tryk på tastaturet, før alting igen forsvinder. Men med ét bliver det så virkeligt at alt andet blegner, for vi føres ud på imaginære rejser, der både fortryller og forfører. Det samme skete efter premieren, hvor publikum blev siddende, for ingen havde umiddelbart lyst til at gå. Det er et kompliment, og så gør det mindre at rammefortælling med de to sexologer virkede uinteressant, for forestillingens egentlige rejse ledte lige ind i hjertet, så uprætentiøs som den var. Den blev ledsaget af veloplagte sang- og dansenumre.

 

 

Ret beset sker der ikke meget mellem lagnerne. Men der er alligevel meget på spil, og det er det væsentligste. Det er flot, at HIT og den myreflittige instruktør/teaterleder Jeremy Thomas-Poulsen har fået skabt et driftigt engelsksproget teater i løbet af et par sæsoner og har mange spændende ideer og forestillinger i spil. Det startede med en munter Shakespeare-parodi, hvor ”Elsie & Norm`s Macbeth” var lutter fnis og grin. Stort teater var det ikke, men det var veloplagt og meget forfriskende. Til gengæld var den efterfølgende ”Venus in Fur” et pletskud. En meget vellykket forestilling, der både var fint udført og instrueret. Efterfølgeren, "No exit - reloaded" - en  opdateret udgave af Sartres ”Lukkede døre” genskabt af John Foster, var flot tænkt, men rørte mig ikke, selv om det øvrige publikum responderede begejstret. Siden har der været yderligere to forestillinger, hvoraf den ene var af mere komisk tilsnit. Alle iscenesat af Jeremy Thomas-Poulsen, der ikke mindst med ”Venus in Fur” (be)viste at han har et godt greb og stærk kunstnerisk nerve. Teatrets næste forestilling lyder også spændende, så det er en god ide at holde øje med, hvad det videre sker i HIT – House of International Theatre, hvor engelsk er det talte scenesprog.
 

Sex and Betrayal between the Sheets

Spilleperiode: 18.-28. januar 2018

Tirsdag-lørdag: kl. 19,
søndag den 21.1. kl. 17, søndag den 26.1. kl. 14

HIT - House of International Theatre

 Hjemmeside & billetter 


*

 

Instruktør: Jeremy Thomas-Poulsen

Skuespillere:
Jana Pulkrabek, Siegmar Tong og Tom Hale

Lys: Paul Damade

Scenemester: Angelique Giroir

Producent: Manusarts

*

HIT - House of International Theatre

Huset-KBH, stage, 4. sal,

Rådhusstræde 12, 1466 Copenhagen