Anmeldelse: LEAS RUM på Bådteatret

Foto: Jacob Stage

“Jeg finder mønstre og linjer i rummet, dissocierer, og ser mig selv udefra. Hvis jeg spænder gør det mere ondt. Tænker at nu er det snart overstået… følger lyset gennem en sprække, er opmærksom på helt små ting. Jeg kan flytte min opmærksomhed væk, og være et andet sted.“ Lea Vesterby Olesen

Bådteatrets scenerum er perfekt til danseforestillingen LEAS RUM, hvor vi er lukket inde i bådens jernbug. Vi er på samme tid adskilt og fjernet fra den øvrige verden, samtidig med at vi også er forbundet med den via skibets ydervægge. Fra tid til andet trænger forsinkede lyde fjernt ind udefra. Hovedpersonen har det på helt samme måde. Adskilt og alligevel forbundet med verden er hun alene med sin overgrebshistorie, der har sat sig i kroppen på hende. Den har taget bolig i hende og har vokset sig stor og tung som den sten hun i forestillingen ofte sidder med på skødet. I starten sider hun ved et bord og flytter sten rundt på et bord. Det er som om at stenene fortæller hende en historie som hun ikke vil vide af. De er nøglen til det hun forsøger at fortrænge. Stenene er blevet til det lag i hende, der er umuligt at trænge ned til, men som også er umuligt at fortrænge.

Foto: Jacob Stage

"Som koreograf tror jeg på, at kroppens kraftfulde sprog kan berøre og transformere publikum og vise nye sider af vores eksistens og at dans kan være mange ting.” Pernille Garde

Det er både en meget umiddelbar, men også en meget påtrængende historie, der er krævende at overvære, for som tilskuer til en næsten ordløs fortælling, skabes historien inde i hovedet på betragteren, derfor er vi på konstant arbejde, for undervejs at stykke alle de mange sansebilleder sammen til en samlet historie. Det er en skildring af den fragmenterede virkelighedsopfattelse, af angsten, mareridt og flashbackene, der følger i kølvandet på seksuelle overgreb. Forestillingens form og æstetik er et direkte udtryk for det.

Det er som at befinde sig på en glidebane, for undervejs er der ingen steder at hvile. Ingen steder, hvor vi kan slappe af og føle os hjemme. Som publikum er vi lige så hjemløse som hovedpersonen. Det er den rejse som vi er inviteret ud på.

Det bliver rørende og fuldt dækkende danset af Sherwin Dianne Reyes, Bo Madvig og Jan Vesala i Pernille Gardes stramme og idefulde koreografi, der er ypperligt belyst af Maria Pi Houmann i Signe Kroghs scenografi med tilhørende videoprojektioner i fint samspil med Åsa Gjerstads kostumer og rekvisitter. Musikken af Mons Niklas Schak får det hele til at smelte sammen til et hele.

Foto: Jacob Stage

Baggrund for forestillingen LEAS RUM er baseret på Lea Vesterby Olesens historie. I maj 2017 mødte Pernille Garde den 32-årige Lea i forbindelse med en opgave om rehabilitering af mennesker med spiseforstyrrelser. Lea fortalte sin historie til Pernille. Det var en voldsom, barsk og rørende historie, der tog udgangspunkt i de gentagne seksuelle overgreb som Lea blev udsat for som 6-7-årig.

Forestillingen er en drøm, der af og til bliver til mareridt, men med glimt af humor, der funkler underfuldt igennem mørket, og det har vi brug for, når det gælder en historie som denne. Min ledsager sad med røde øjne og kunne ikke gardere sig mod historien, der ramte genkendelige lag i hende. For det er det, der sker, når historier fortælles med kroppen, så når den helt derind, hvor ordene opløses og forsvinder. Derind, hvor vi er helt forsvarsløse og nøgne. Derind, hvor overgrebene gemmer sig i os.

Foto: Jacob Stage

Det er 7 år siden jeg sidst anmeldte forestillingen ”Circus of Life” af Pernille Garde i Dansehallerne. Det var en lige så betagende og forførende oplevelse, for som publikum får jeg fornemmelsen af at blive inviteret ud på dybt vand, men med en så kunstnerisk forsvarlig rejsefører kan man trygt følge med.  

LEAS RUM fortælles gennem dans, ord, video og med nykomponeret musik. Det er en helstøbt og modig forestilling, gennemført med stor kunstnerisk ekvilibrisme og integritet. Det er mageløst godt, meget enkelt, men samtidigt også dybt kompliceret. Det hele fortælles i en sansemættet billedfortælling, der holder os fangne fra start til slut. Det er som at befinde sig på en karrusel, som det er umuligt at stige af. En karrusel som kører stadigt hurtigere, mens virkeligheden opløses og overgrebene træder frem med stadig større styrke. Det er en frygtelig historie fortalt med stor nænsomhed, humor og forstilt voldsomhed. Der er ingen vej udenom LEAS RUM.

”Til sidst var jeg så lidt menneske, som man overhovedet kunne være. Der var ikke nogen substans tilbage, der var kun angst og flashbacks.” Lea Vesterby Olesen

Foto: Jacob Stage

LEAS RUM

af Pernille Garde Stage Art

på Bådteatret, Nyhavn 16 Z, 1051 København K

fra den 4.10.- 17. okt. 2019,

60 minutter

Koreografi, idé, manuskript & iscenesættelse: 
Pernille Garde

Inspiration: Lea Vesterby Olesen

Dansere: 
Sherwin Dianne Reyes, Bo Madvig & Jan Vesala

Musik & komposition: Mons Niklas Schak

Scenografi & video: Signe Krogh

Kostumer & rekvisitter: Åsa Gjerstad

Lysdesign: Maria Pi Houmann

Dramaturgisk & koreografisk konsulent: 
Lisbeth Sonne Andersen

Producent: Gitte Nielsen & Pernille Garde Stage Art

Foto: Jacob Stage

”PERNILLE GARDE STAGE ART skaber forestillinger i grænselandet mellem dans og teater og fortæller historier med en stærk fysisk sensibilitet, følelsesmæssig dybde og en særegen æstetik. Kompagniet arbejder med kompleksiteten ved den menneskelige eksistens og bringer opmærksomhed, lys og humor på alvorlige, mørke emner som tab, seksuelle overgreb og krig. ” (fra teatrets pressemateriale).

Hjemmeside  og billetter

Trailer (via Facebook)


*

Andre forestillinger med samme tema:

”PIGEN UNDER VANDET”

For nylig havde forestillingen "Pigen under vandet" af Lotte Arnsbjerg premiere på Teaterøen. Det er en kunstnerisk lige så stærk forestilling. Begge forestillinger kan med stort udbytte ses sammen.

En smuk, smuk forestilling, der beskriver faldet ned i erindringen, hvor alting vrides fra hinanden, fordi erindringen udvisker alt andet, så altødelæggende er den. Men det er samtidig også en beskrivelse af den renselse, der sætter ind, når det igen er muligt at komme op af erindringshullet, og fortsætte det liv, der blev flået fra hinanden i faldet. Det er med andre ord også en beskrivelse af vejen videre, fra mørket til lyset og fra døden til livet. Til lykke med den vellykkede skildring af det umulige, der lykkedes. For det, der er så umuligt at gennemleve, er selvsagt lige så umuligt at skildre, men i ”Pigen under vandet” er det lykkedes med bravour. 

Indgår i The Art of Transformation.

Forestillingen er en viderebearbejning 
af den engelsksprogede forestilling
"Girl of Diamond Mountain" (2014).

Anmeldelse: FASHION på Får302

Foto: Søren Meisner

Får302 er en af byens mindste teaterscener, hvis det da ikke er dén mindste, med sin beliggenhed i Toldbodgade i indre by. Alligevel er det mageløs at den lille scene, indrettet i en ombygget toværelses lejlighed på 1. sal i en almindelig beboelsesgade ved Nyhavn, med utrætteligt mod, hittepåsomhed og snilde igen og igen formår at byde på stort opsat teater, således som det er tilfældet med teatrets nyeste forestilling FASHION, der havde premiere i lørdags. Anders Carlsson har instrueret, dygtigt , rytmisk og meget rutineret. Med sig fra Finland har han de fire unge skuespillerelever Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho, der alle indgår i et smukt ensemblespil med Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der begge gennem mange år har tegnet teatret i Toldbodgade, såvel på scenen som bagved som en del af den kunstneriske ledelse. Det har resulteret i et væld af frodige forestillinger, der ofte har sprængt det lille teaters fysiske rammer. Det er faktisk mere normen end undtagelsen. Ofte kommer teatret så fysisk tæt på at det føles som selv at være med. Således også i FASHION, hvor de unge skuespillere i begyndelsen kravler hen over publikumsrækkerne for at stille sig an og afsynge det første indledende modeshows-sangnummer. Sceneåbningen er lukket af og blokeret af høje spejlblanke flytbare plader, der gør at vi som publikum sidder og kigger på os selv. Det er en fin pointe i en forestilling, der handler om mode. For det handler om at tage sig ud. At iføre sig og påklæde sig et købt image. Vi ser os selv i spejlet – og spejler vore drømme i det tøj vi har på.  Drømme bliver noget vi kan købe os til – eller det forledes vi til at tro. Det er et bedrag vi nyder – og som moden udnytter med fynd og klem. Titlen siger det hele: ”FASHION – et fix af forførelse” er en bearbejdelse af to tekster – ”The Kaiser” og ”The Marc of Cain” - som den aktivistiske modeforsker og forfatter Otto von Busch har publiceret under pseudonymet Ralf Wronsov.  Teksten bliver enten råbt eller sunget ud, på henholdsvis dansk, svensk og engelsk, alt mens musikken buldrer og tordner. Det gør den til propagandistisk marchmusik. Som musikalsk akkompagnement til en enevældig hersker. Eller rettere til en frygtet despot. For det er den stærke ener, der hersker i modens verden. Det ligner lutter indpakning og uskyldig leg med et ensidigt skønhedsideal, men det er en dødelig enevældig despot som vi med modens forkrampende skønhedsidealer sætter til at regere over os. 

At en af de fire unge dygtige finske teaterskoleelever fra Helsinki brækkede benet få dage inden premieren, slår ikke en ihærdig og kampberedt instruktør ud. I stedet gav det en ekstra dimension, for pludselig, midt i alt det perfekte, var der noget meget synligt og påfaldende u-perfekt. Noget der ikke længere levede op til de fælles skønhedsidealer. Noget der faldt igennem. Eller som det blev råbt fra scenen: ”Fallen OUT of fashion”.

Foto: Søren Meisner

Den politisk aktivistiske modedesigner Nicholas Nybro har skabt forestillingens visuelle koncept og kostumer. Det er lækker, frækt, pågående og overdådigt. Sonja Leas flotte lyssætning understreger det smukt, mens det hele pakkes ind i et massiv musikalsk tæppe af Andreas Catjar.

Der er mange tråde tilbage til teatrets vellykkede 2016-forestilling ”Sne, blomster, fjer og fisk”, hvor Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins også blev fermt instrueret af Anders Carlsson, mens Nicholas Nybro igen tryllede med det scenografiske (og de ekstraordinære kostumer) til Andreas Catjars musik. Men denne gang er musikken ofte så høj at jeg automatisk rykker tilbage i sædet, for den havde til formål at vælte os bagover. Intet mindre, for det skulle matche det øvrige. 

Foto: Søren Meisner

Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins har en fascinerende god timing. Deres mimik og sammenspil er ubetaleligt. Deres mange år sammen på scenen mærkes helt ud i fingerspidserne. Selv om deres spil er voldsomt og afrettende, så er det som at se Gøg & Gokke. Alting holdes, så det næsten ikke kan bære mere. Instruktøren får dem til at holde det endnu længere, så det for alle andre ville være faldet til jorden. Det gøres så dygtigt, at det er svært ikke at blive både opslugt og forblændet af det. Det er på samme måde med moden, men bag hver forblændelse gemmer der sig en fortabelse, og det er den, der venter på publikum. 

Foto: Søren Meisner

Bag det glitrende og forjættende venter gruen og det uudtalte. Det sker også på Får302 i FASHION, der en af deres visuelt flotteste forestillinger til dato. Hvad den handler om er sværere at fastholde, for ord er der ikke mange af, men til gengæld males der teatralske billeder og tableauer én masse. Der er tale om gedigen forførelse. At det er muligt på den lille scene er endnu mere betagende. Når dét kan lade sig gøre, så tænkt, hvad der ville kunne lade sig gøre på byens mange andre og væsentligt større scener. Og alligevel er det ofte her, på en af byens allermindste scener, at der gang efter gang venter store teateroplevelser. Så tag dit flotteste designertøj på og få et ordentlig drag over nakken i FASHION. Det er en fest for øjet - og en betagende oplevelse.

Foto: Søren Meisner

FASHION – et fix af forførelse

i samarbejde med det finske Theatre Academy of Helsinki

Spilleperiode: 28. september – 26. oktober 2019

Varighed: 75 minutter

Instruktion: Anders Carlsson
Visuelt koncept og kostumer: Nicholas Nybro

Komponist og musiker: Andreas Catjar

Lysdesigner: Sonja Lea

På scenen: Birgitte Prins, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho

Koreografisk konsulent: Yuko Takeda

Tekster af: Otto von Busch/Ralf Wronsov og holdet

Dramaturg: Tine Byrdal

Produktionsleder og Bygger: Karl Jes Jessen

Afvikler: Brian Larsen

Forestillingen er en co-produktion med TEAK i Helsinki, Finland.

Hjemmeside og billetter

trailer

Foto: Søren Meisner

Anmeldelse: GENERATION KROP i Dansekapellet

Foto: Hilmar Guðjónsson

Forestillingen om kvindelige kropsfornemmelser slutter med opråbet ”Giv plads til en brownie i dit liv”. Det er også betegnende for forestillingens tone og stil. Den bliver (gen)opført i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. 

Foto: Fanny Lindström

Det lød umiddelbart lidt kinky, at det handlede om kvindelige kropsfornemmelser, men skulle opleves i herrernes omklædningsrum, så stor var overraskelsen, da vi blev ført ned til, hvad der mest af alt mindede om et tyrkisk hamam. Vi var på forhånd blevet bedt om at iføre os varmt tøj, da stedet ville være uopvarmet, men siden var varmen åbenbart vendt tilbage, for der var hamam-varmt, og de tre kvinders kropscabaret blev gennemført i kropsvarme omgivelser. Det var simpelthen et rart sted at være. 

Det var meget intimt, og selv om jeg sad på en hård taburet, sad jeg alligevel umådelig bekvemt, velsagtens fordi stemningen var så varm og favnende. Ligesom forestillingen - eller kropscabaretten som det rettere var.

Foto: Fanny Lindström

De tre dygtige skuespillere og sangere: Ann Hølund, Cipa Pape og Christina Bonde, tog os venligt med sig ind i deres intime kropsuniverser. Både jeg og min 21-årige kvindelige ledsager nød at blive ført med ind i de kvindelige universer, der for vore begges vedkommende syntes langt væk, men alligevel var genkendelige. 

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis det i stedet havde været mænd, der opførte cabaretten. Eller rettere ville det overhovedet være muligt? Næppe, men hvorfor egentlig ikke? Godt nok har vi ikke samme nedtrådte traditioner for at dyrke vores krops-utilstrækkeligheder, men så er der til gengæld andre steder at hænge hattene. Det kunne fx handle om, hvordan vi positionerer os via kroppen. Om at kroppen også giver os en plads i et kropsligt hierarki som vi er en del af, hvad enten vi vil det eller ej. For vi må jo også falde igennem eller i hvert fald ved siden af lige så meget som kvinderne i forestillingen, men alligevel mangler vi selvfølgelig traditionen for at  udstille vore svagheder - offentligt. Det ville selvsagt være et statustab. Det må være den væsentligste forskel. Men vi har heller ikke sproget til det. Det må opfindes først.  Det ville  føles meget umandigt. Hvor det netop føles meget kvindeligt, når det gælder kvinderne. Det er en sær ubalance, som blotter kønnenes ulighed. For med de tre kvinder på scenen var det en fornøjelse at kigge med på.

Foto: Fanny Lindström

Selve set-uppet, at det skulle opleves i et omklædningsrum, gav fornemmelsen af at være voyeur til noget, der kun kunne hviskes eller opføres i smug. Som om vi blev ført med ind i et hemmeligt intimt rum. Det var et dejligt incitament, der lovede en masse – og det blev overraskende nok fuldt indfriet.

De tre gled ud og ind mellem en masse figurer. Stærkest var det, når de slet ikke sagde noget, for det var det mest sigende. Det kom til udtryk i blikke, i dansen mellem dem og i deres egne modsigelsesfulde fysiske udsagn, der ofte var meget ironiske og smertefulde. Alligevel blev der heller ikke sagt for meget i denne udsigelse af det hele. Det var en slags kropshadets Melodi Grand Prix, der blev sunget sikkert og trygt i land af de tre, hvor det var Cipa Pape, der satte tonen og sang for og holdt det musikalske niveau på et inspirerende højt niveau. Smukt iscenesat af Mille Maria Dalsgaard, der er drivkraften bag Sydhavn Teater, der er et lille storbyteater under Københavns Kommune, der nytænker scenekunsten i samarbejde med dygtige unge instruktører med fokus på stærke nye og klassiske tekster og i form af vilde eksperimenter i byens mange rum. Det er med andre ord et teater uden noget faktisk teaterrum. Et teater, der i lighed med Teatergrad optræder rundt omkring i byen – og gør det med stor iderigdom. Ud over Sydhavn Teater er Kalder på Venus den anden aktør bag forestillingen. Kalder på Venus er en tværkulturel performancegruppe bestående af fire aktører; en musiker, skuespiller, danser og instruktør. Gruppen opstod ud fra en fælles nysgerrighed om at forene de tre kunstformer.

For mig startede forestillingen allerede da den smukke og meget voluminøse kvindelige billetkontrollør bød velkommen i en stor hvidprikket sort kjole. Det var en dejlig smilende velkomst. Bagefter viste hun os ned til forestillingen. Hendes Rubensagtige skønhed og tilstedeværelse var en sigende kommentar til forestillingens dellejagtende slanketemaer. For verden er sammensat – heldigvis.

Det sluttede med en brownie – i bogstavelig forstand – og bagefter blev vi alle siddende, for det var slet ikke behageligt igen at skulle forlade det varme og trygge rum, som var blevet skabt omkring os i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. Det er faktisk det største kompliment, når publikum bagefter bare bliver siddende. Når publikum slet ikke vil hjem.

Foto: Hilmar Guðjónsson

GENERATION KROP

Sydhavn Teater & Venter på Venus

Dansekapellet

fra den 13.-29. september 2019

65 min.

Medvirkende: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde

Idé: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde, 
Stinne Vilde Vium

Instruktør konsulent: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Katja Andreassen

Producent: Marie Egetoft

Foto: Forestillingsbilleder, pressebilleder, trailer: 
Fanny Lindström.

Pressebillede (med tråde): Hilmar Guðjónsson

Læs mere

Trailer 

Billetter

Spillested: 

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Forestillingen spiller fra 13. – 29. september

Alder: Fra 12 år

Varighed: 65 minutter 

Anmeldelse: VIEW af Tom Sonntag

At lytte til Tom Sonntags cd ”View” (2017) er som at rejse med ham igennem storslåede landskaber. Lydbillederne er store, og musikken er meget visionær. Der er en elegant balance mellem de store flydende lydflader og så de konkrete instrumentale indslag.  Det er verdensmusik i den flotteste betydning af ordet. Uden at det bliver folkloristisk af den grund. For stemmer, instrumenter og samplinger flyder ind og blander sig i musikkens strøm. Det er lydligt utroligt smukke overflyvninger. Musikalsk er det en strøm, der på en gang er meget konkret og samtidig flydende. Det er musik, der har et mål og et sigte, uden at det af den grund bliver så luftigt, at det forsvinder. Det byder lytteren indenfor med flot bevægelse.

Cd´en indledes med et tordenskrald på nummeret ”Alone Two”. Det er ikke højt og voldsomt, men man kan sige, at det er med til at fortætte musikken og energien. Toms modersmål er finlands-svensk, og det lader han klinge sammen med en indiansk rammetromme. I det hele taget er der shamanistiske overtoner i musikken, men selv om der også enkelte steder er fuglestemmer og naturlyde, så forsvinder det ikke i sfærisk intethed. Det er på én gang både flyvende og meget jordnært. En smuk – og svær balance, der er en fornøjelse at lytte til. Det bliver aldrig til udvendige lydeffekter. Det hele er bundet sammen af en stærk og løfterig vision - ja, af et fast VIEW.

På nummeret ”Aramic” er der en didgeridoo, der fletter sig ind og blandes med Toms spil på sit Steinway koncert B flygel, der igen flyder sammen med slagstøj og vokalimprovisationer. Poul Poclage spiller akustisk guitar, rør og slagtøj. Samme Poul er leadvokal på det efterfølgende nummer ”Dark love”, hvor en vemodig harmonika anslår stemningen. 
Tom slutter med at recitere: 

“I can see you/

Walking Slowly/

May I carry you home/ 

Through the wild/

Home.”

Den smukke, let sprukne og lidt overjordiske leadvokal af Camilla Sonntag-Backman på nummeret "Child Chill" skal også nævnes. 

Jeg havde lyttet til forskellige optagelser på YouTube med Tom forinden, og det havde mere forvirret end samlet mit indtryk af hans musik, men da jeg for noget tid siden modtog en invitation til at høre hans musik live på Dansepladsen i Fælledparken, drog jeg af huse for at få mig en overvældende flot og helstøbt musikalsk oplevelse udendørs i sensommeren under en skyhimmel, der havde svært ved at bestemme sig til, om den skulle smile eller råbe. Af og til klarede det op, og blå himmel sejlede hen over musikken. Lyden udendørs var lige så flot, som da jeg hjemme satte cd´en VIEW i min cd-afspiller.

 

Foto: Sanna Hellman

Sonntag bæres af musikken og lader musikken strømme igennem sig. Hvilket altid er noget særligt, for hvert menneske og kunstner har sit eget udtryk, men måske forstærkes det, når det frembringes af Tom, der ud over at være en så dygtig, talentfuld og visionær kunstner også har nogle rent fysiske begrænsninger, der først skal klares, før han overhovedet kan begynde sit kunstneriske arbejde. Tom har muskelsvind og er elkørestolsbruger. Til koncerten i søndags havde han to medhjælpere. Den ene var Shohreh Shahrzad, der selv er kunstner (daf-spillende, dansende og dertil grafisk designer) samt Martin Hagedorn Larsen, der havde designet den anordning, der gjorde det muligt for Tom at optræde, for oven over hans to klaviaturer var der placeret et 2½ meter højt stativ, hvorfra gummisnore hang ned over klaviaturerne og var fæstnet til Toms håndled, således så han selv kunne betjene og skubbe klaviaturerne frem og tilbage monteret på en skinne. Der var også en mikrofon, der gjorde det muligt for Tom at synge vokalerne. Stemmer fra nær og fjern samplede sig ind igennem musikken. Noget som Tom også styrede samtidig med alt det øvrige.

Eftersom Tom skal overkomme fysiske forhindringer for at kunne skabe musikken, tænker jeg at det må gøre den endnu mere koncentreret i sit udtryk, for musikken bliver det medie, hvorigennem Tom genfinder sin førlighed, for i den danser han rundt i en imaginær dans med elementerne, hvor alle grænser ophæves såvel for ham som for os, der lytter. En dans som det ikke er ham forundt at danse i det virkelige liv.

Tom Sonntag er 54 år, født og opvokset i Ingelå, Finland, men har siden 1989 boet i København, hvor han har sit studie.

-Der findes musik overalt, det gælder bare om at lytte, siger Sonntag. Melankoli er et gennemgående tema på den nye cd. I den gemmer sig en mørk kærlighed som skræmmer os, siger Sonntag, men også en ægthed. Han sammenligner det med den finske kultur - i den findes et dyb, et mørke, som vi burde tale om i stedet for vejret. Danskerne er mere udvendige og lettere at forholde sig til, men dybet i stilheden og pausen fascinerer mig. Den finlandske mentalitet har hjulpet Sonntag til at finde dybet i sig selv. Gennem musikken håber han, at lytteren også kan opdage noget uventet i sig selv eller udenfor. Han ser mennesker, som er ulykkelige og stressede og giver dem et redskab til bare at være til stede. Udsigt gennem indsigt, siger han og henviser til albummets titel.

Ovennævnte udtalelser er citeret fra Sonntags hjemmeside

(og oversat fra svensk af undertegnede).

Lyt og læs mere på YouTube og Facebook.

Mail: sonn@sonnmusic.com

VIEW er udgivet på CD og som en dobbelt VINYL-LP.

Maleri af Tom Sonntag. Se flere på hjemmesiden.


*

Oplev Tom Sonntag m.fl., 

lørdag den 7. september kl. 19.30 

i Brønshøj Vandtårn til arrangementet 

"Tvelyd - sang og musik i unik akustik"

+

Onsdag den 18. september kl. 19.00 
i Stefanskirken på Nørrebro.