Sangeren
og komponisten Annette Bjergfeldt debuterer med romanen ”Højsangen fra
Palermovej”. Det er en meget fabulerende og smukt skrevet roman, der på sine
348 sider følger en familie gennem tykt og tyndt. Fra Rusland og til Danmark
til Palermovej på Amager og med afstikkere rundt i verden. Det er et svimlende
perspektiv på livet, som romanen afspejler. Det er frisk, frejdigt og umådelig
morsomt. Det er fyndigt og svulmende. Det er et sanseligt farveorgie i ord og
toner. Det hele starter i Sankt
Petersborg i året 1914 omkring Cirkus Sowalskaja. Den tilrejsende danske forretningsmand
Hannibal forelsker sig hovedkulds i cirkus´ets oversavede dame, Varinka Sowalskaja.
”Som
oversavet dame lærte hun hurtigt, hvor alle livets dele hører til. Og at man
aldrig som ved et trylleslag bliver sat sammen på ny, hvis først man er gået
rigtig i stykker. For lykken er lunefuld.” (s. 11).
Cirkuslivet
er hårdt og ubønhørligt, og da livet med den unge danske forretningsmand lyder
meget mere tillokkende, lader Varinka sig falde ned i den forhåbentlige langt
tryggere danske favn. Allerede inden har Hannibal udset sig huset på
Palermovej, og han gifter sig hemmeligt med Varinka og indfører hende i livet
på Amager.
”Han
ønskede blot, at noget eller nogen ville vække ham og skubbe ham ud af det
søvnige grossererkontor, med pludselig og tindrende magi.” (s. 18)
Mødet
med hans danske familie bliver selvsagt ingen succes. Men livet på Palermovej
blomstrer, og det resulterer i datteren Eva, der igen får døtrene Esther, Olga
og Filippa. Esther er bogens fortæller: Hun giver sig hen i farvernes verden,
mens Olga er i tonernes rige. Filippa er i sin helt egen adskilte verden – fjernt
fra alt, hvad der sker i denne verden.
”At
bade er det bedste. Jeg er sikker på, at der har været rod i vokalerne i
Biblen. I virkeligheden skulle der stå: Lad os alle bade. Den ultimative form
for taksigelse og alkymi. Man er ikke længere den samme efter et bad i Guds
store døbefont. Olga og jeg dykker ned i den grønne undersøiske verden, hvor
lydene går i slowmotion og fødderne læser havets blindskrift i de snoede riller
på sandbunden. (s. 82)
Som
voksen nedlægger Olga den ene mand efter den anden, men alle glider de hende af hænde. For Esther er der kun den medstuderende Sebastian på Kunstakademiet. Men
også han forsvinder igen og efterlader kun smerte. Mens Filippa glider
uhjælpelig ind i sin egen verden for til sidst helt at opløses og forsvinde.
For Olga er der André, som hun bliver gift med, men det holder heller ikke
længe. Både Olga og Esther bliver besat og fortæret af kærligheden, men
genopstår begge af asken. Men alting falder til rette i det store brogede
puslespil, som livet er. Det er et kæmpe univers, som bliver oprullet i romanen.
Midtvejs
når jeg at tænke, om det mon er muligt at holde den fortællemæssigt damp oppe
gennem hele romanen, men det lykkes. Det er en fornøjelse at læse den tykke
roman til ende, for alting falder på plads i et smukt, sirligt arrangeret mønster.
Ikke
mindst lykkes det, eftersom naboens Graversen er så styg, at han alene leverer
den slagskygge, som en så perlende og kvidrende roman har brug for som ballast, for at hele dette brusende romanskib kan sejle godt og sikkert i mål – på
Palermovej på Amager.
Det
er en roman om overtro, frit flyvende duer og om hundevæddeløb. Men slet og ret
er det en roman om mennesker og kærlighed. Duerne letter fra bogens sider og
flyver til og fra, mens hundene sprinter hen over siderne. Det er til at blive
helt stakåndet af, men det er også berusende.
“Livet
er fuldt af flodheste,” mumler Varinka. På en måde har hun ret. Der er flodheste,
der ankommer som trøstepræmie i stedet for ens oprindelige elefantdrømme.
Store, vilde drømme, som kryber i vask. Flodheste, man prøver at få det bedste
ud af ved at tale hele scenariet op og sparke lidt håb i det, man har. Det, som
oldefar Igor var mester i. Livet er fuldt af flodheste, som spreder lort, men
egentlig bare vil være venner. Dette tøndeformede dyr kan jo ikke gøre for, at
dets bid er så fatalt. Frem for alt er livet fuldt af flodheste, der æder ens
elskede i en enkelt mundfuld. Sluger kærligheden og det sidste håb om en
barmhjertig Gud, som burde have en overordnet plan og kende meningen med det
absurde. Varinka tænder en af sine tre cerutter og tømmer brandyglasset. Hun
vil tydeligvis ikke tale mere om det og lægger fotoet tilbage i bogen.”
(314-15)
HØJSANGEN FRA PALERMOVEJ af Annette Bjergfeldt
Forlaget Modtryk. Udgivelsesdato: 18. maj 2020
Læs mere om festivalen
*
