Se billederne: Litterær havefest om drømme og visioner 2014

 

Også i år var der marokkansk myntete og drømmekage til den årlige litterære havefest hos Dansk PEN i Dronningensgade 14 på Christianshavn, søndag den 10. august kl. 13-16.

Fra morgenstunden af havde der været hvirvlende skyer henover den lyseblå himmel. Ville det mon holde tørvejr? Men ikke nok med at det holdt tørvejr. Det blev bedre og bedre, og solen var med os hele vejen igennem. Det har endnu aldrig været nødvendigt at fortrække til de alternative lokaler hos Dansk Forfatterforening et par gader derfra. Og heller ikke i år. For 8. år i træk.

Der var som altid fyldt i den hyggelige gårdhave. Og dem der ikke var stole til fik plads på tæpperne foran på græsset.
 

 

Vi startede med at lytte til en af latinamerikas store forfatterstemmer: Roberto Bolano med et uddrag fra romanen "2666", der blev udgivet  posthumt i 2004 - og  læst af skuespiller Sue Hansen-Styles. "2666" blev oversat til dansk i 2012 af Iben Hasselbalch, som fortalte om hvordan hun var gået til oversættelsen af den 1.029 siders lange roman. Om oversættelse af en tekst, hvor der fx forekommer op til 1½ side uden et eneste punktum. Men det var nu slet ikke så svært, bedyrede hun. Bogen er en skøn rejse ind i et frit fabulerende univers, hvor det gælder om at holde godt fast som læser.

 

Bagefter sang Iben sin egen vise "Tiggeren" (fra cd´en "Tankens magt", 2009).  

 

 

 

 Den romænske nobelpristager Herta Müller har helt ekstraordinært givet Verdens Mindste Teater tilladelse til at bearbejde hendes roman "I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv" til teater. Skuespiller Bozenna Partyka spillede et gribende uddrag fra stykket.

 

 

Dansk Scenekunstskole og CKU (Center for Kultur og Udvikling) inviterede i 2013 til en 3 ugers workshop i Tunesien. 14 tunesiske kunstnere og 8 danske kunstnere skulle mødes og arbejde med "devising" – der er en improvisationsteknik. Det blev et forrygende møde med et andet samfund og nogle kunstnere, der gjorde et dybt indtryk på os danskere. Jeg havde fornøjelsen af at være med (og havde fået mig kilet ind, fordi jeg har en baggrund som dukkemager og dukkefører). Først fortalte Kerstin Anderson, der er leder af efteruddannelsen ved Dansk Scenekunstskole (tidligere Statens Teaterskole), om baggrunden og bagefter berettede danseren Lars Bjørn om, hvad der kom ud af det.

 

 

 

Som en demonstration af hvordan en sådan kulturudveksling rent praktisk lod sig gøre, gav Lars os nogle øvelser, der endte ud i en gruppevisning som på billeder her. Ved lette berøringer skulle vi modellere med hinandens kroppe, og langsomt og kompetent fik han os til at forstå hvad kommunikation også kan være, når man ikke har samme verbale sprog, men blot viljen til at se og udforske, hvor vi sammen kommer hen, når vi stiller os til rådighed for hinanden. Louise Adrian akkompagnerede på keyboard.

 

 

Hvordan fortælle om 50 år på 5 minutter? Det giver 10 år i minuttet...

Men det klarede webdesigner John Nielsen glimrende. Han startede i musikbranchen, men så vendte vinden. Han fulgte vinden, der førte ham videre til Amnesty International, hvor han i dag er ansvarlige for den danske afdelings visuelle udtryk.

 

Forfatter og fortæller Pia Sigmund fortalte en historie om tre sønner og deres forskellige stræben efter sandhed. Pia har indsamlet historie og historier, hvilket indtil videre har resulteret i tre udgivelser. Dels med tyrkiske historier, dels med historier fra Bosnien og Hercegovina - og dels med historier fra fem arabiske lande. De er udgivet i serien "Historiebazaren".

 

 Skuespiller Hilal Lamaa (Libanon) fortalte om at spille "Den persiske ørn" i monologen af samme navn af undertegnede baseret på den netop udkomne roman "Persiske ørne" i en samtale med instruktøren Ditte Maria le-Fevre. Forestillingen har premiere den 31.8. i Træstubben, Vesterbro Naturværksted.

 

 

 Louise Adrian og Exit Hans fortalte om at overvinde de begrænsninger som livet byder os. For mange indsatte er Fangekoret en måde at komme videre på. Der er 150 kirker på venteliste til Fangekorets eftertragtede koncerter. Exit Hans havde skrevet musikken til "Little help", som Louise havde komponeret musikken til.

 

 

Forfatter Erik Møller Andersen gav sin egen farverige skildring af familiens private zoologiske have på Zanzibar, hvilket han også har gengivet i rejseskildringen "Ngalawaen" (Shikamuu, 2012). Hans beretninger om de berusede bushbabybabies fik forsamlingen til at le højt.

 

 Der var to teatertilbud med særlig fordelagtige billetpriser som man kunne skrive sig på. De resterende billetter bliver udbudt i Dansk Forfatterforenings næste nyhedsbrev og via mailrundsending fra Dansk PEN. Dels til "Den persiske ørn" og dels til "Sympati for djævelen". Pauli Ryberg, der er alene på Får302´s intimscene i Lucas Svenssons "Sympati for djævelen", fortalte om at spille en person, der har vundet verden, men tabt sig selv.

 

 

Skuespiller Sue Hansen-Styles fremførte prologen fra Magaret Edsons "WIT" som Why Not Theatre havde stor succes med tidligere på sæsonen. Sue, der er teatrets kunstneriske leder, fortalte om at spille teater på engelsk - i Danmark.

 

Forfatter Camilla Stockmarr læste indledningen op fra "Den anden bred" (Rosinante. 2013) og fortalte om døden og humoren i Varanasi - der er indernes hellige by, hvor de tager til for at bade i Ganges eller for at dø. Ligesom bogens hovedperson gør. En særdeles veloplagt roman, der balancerer lige kan kanten mellem det tragiske og det humoristiske. Det er en fornøjelse at læse den!

 

Skuespiller Birgitte Pris har skrevet en lillebitte bog med et stort indhold: "En bog om fremmedsprog og dialekt" (Får 302, 2014). Hun fortalte at selv om dansk er hendes arbejdssprog, har hun har haft spændende oplevelser ved fx at spille på tysk. Og at tyskerne synes det er spændende at opleve skuespil på tysk spillet af danskere, fordi de udtaler sproget anderledes blødt. Det kan de godt lide at lytte til. Som hun skriver i bogens forord: "...som skuespiller kan jeg nogle gange længes efter at ryste den grundstruktur af mig og læne mig ind i en anden sprogmusik."

Havefesten sluttede med to sange af Iben Hasselbalch. I mellem de to viser optrådte Birgitte Prins med et uddrag fra Får 302´s juleforestilling "Hvor er krybben?" af Tomas Lagermand Lundme. Vi fik monologen om klisterdamen. Efter den vil julepynt aldrig mere bare være julepynt.....

Den afsluttende vise handlede ligeså meget om en sproglig udveksling og oversættelse, der understregede at verden er ikke større end den korte afstand mellem fremmede mennesker, der bliver venner. En god pointe til en festlig eftermiddag!

Vi ses igen til næste sommer til mere litterær havefest hos Dansk PEN.

 

 

Med mindre vi ses til Teaterfestivalen Teater i Træstubben på Vesterbro og  i Charlottenlund fra den 30.8.-7.9.14 - eller til Gammelfestivalen Død og hygge på plejehjemmet fra den 8.-15. oktober 2014 på Frederiksberg og i Charlottenlund. Det kan man læse mere om her: http://michaelsvennevig.weebly.com/festivaler-2014.html, hvorfra man også kan downloade det 36 siders samlede festivalprogram.

Samme sted vil der også være et link til filmtraileren til "Den persiske ørn", der bliver lagt ud den 15.8. - sammen med den redigerede lydoptagelse fra den litterære havefest 2014.

Alle fotos er af Eira Pryce og Erik Møller Andersen. 
Det indledende festivalfoto "Outpost" er af Nina Tin Rasmussen.

Anmeldelse: GIRL OF DIAMOND MOUNTAIN I Metronomen

Gæstespil i Metronomen på Godthåbsvej på Frederiksberg den 12.6.2014.

I mellem to søjler var der opprojiceret et nærbillede af en ung pige med en hat på. Vi ser hele ansigtet, de løftede hænder, der griber om hatten eller kysen, som det snarere er. Pigens forventningsfulde udtryk med blikket rettet mod et punkt vi ikke kan se. Udtrykket lyser af barnlig glæde og forventning. Måske er der lidt forbløffelse i hendes øjne. Måske er der nogen, der har kaldt på hende. Eller også synger hun, ligesom stemmen i sangcyklussen der langsomt er ved at spinde os ind i et net af sange og toner. Så blidt så blidt. Ganske langsomt lokker stemmen os nærmere. Det er den voksne der synger og som forsøger at give den lille pige stemmen tilbage. Den stemme der forsvandt og som hun mistede efter det hun oplevede den gang. Det er historien om de voksne, der ikke evnede at se, hvad der skete. Om det var fordi de ikke turde, kunne eller ville, ved vi ikke, men det var et svigt. Siden er tavsheden blevet stadigt større, og det er først nu, hvor den voksne stemme synger det hele ud at noget igen flytter sig. Stemmen tager form foran os. Den lokker og lokker. Vi ved godt, hvad der venter, så det er nødvendigt med de lokkende toner, for ingen ønsker at gå derhen selv. Det er det vi vægrer os imod. Imod alt det vi ikke forstår. Alt det vi ønsker at holde ude og langt væk fra os. Alt det uforståelige. Men vi bringes nærmere og nærmere skridt for skridt. Det er et tabueret emne, og spørgsmålet er om det overhovedet kan gøres på andre måder end sådan som det sker denne aften på Godthåbsvej. Det kan det nok ikke.

Forventningen om at livet ligger lige forude. Som om livet bruste op omkring pigen på billedet. Om det er billedet af sangeren og skuespilleren Lotte Arnsbjerg selv, ved vi selvsagt ikke. Det er det måske nok, men det er ikke så vigtigt. Det er et billede på den historie som vi nu skal overvære – og være vidne til. Det med at være vidne er ikke bare en talemåde. Det er sådan det virker.  

Forestillingen var lidt forsinket. Carmen More indledte på engelsk ved at fortælle om det musikalske samarbejde der var gået forud for det som vi nu var ved at skulle opleve. Det var baseret på improvisationer og teksterne var kommet til i ét stykke og i den rækkefølge som den bliver brugt i forestillingen. Det er en sangcyklus på 14 melodier. Carmen More ledsagede samtlige melodier på keyboard og Lotte Arnsbjerg gav dem liv og mæle, mens der imellem de to søjler under Metronomens glaskuppel blev vist videografik som baggrund for sang og dans. De to kvindelige dansere Kiori Kawai og Sofie Heyman gav forestillingen fysisk form på en blid og indtrængende måde. Den ene var af asiatisk udseende og den anden meget nordisk. Den første fremstod næsten androgyn med sin næsten drengede ynde, mens den anden var som taget lige ud af sangen om den ”danske sang er en ung blond pige, der går og nynner i Danmarks favn. Hun er et barn af det havblå rige…”. Det var som to kontinenter, der mødtes, hvilket de også gjorde i forestillingens afsluttende billede, hvor de gik frem mod hinanden, mens bølgerne brydes på billederne bag dem. Men noget er galt. Bølgerne er anderledes, og trækker sig selv baglæns, så vandet bliver ved med at trække sig ud og ud. Som om vandet aldrig slår rigtig ind over stranden. Ligesom den virkelighed som forestillingen handler om. Tavsheden ender med at ombølge alt, som om det slet ikke har fundet sted, som om det aldrig er sket. Som det bare er noget hovedpersonen har fundet på. Det er så forbudt, at det næsten forsvinder. Men inde i hovedpersonen bliver det siddende som en sort uafvaskelig plet. Den plet, der truer med at dække det hele, hvis det ikke siges højt, sådan som det så utroligt smukt bliver sagt og sunget i forestillingen.

Alle sceniske udtryk er holdt i stramme tøjler. Dansernes bevægelser er så små og yderst forsigtige. Så glidende, så glatte og så selvudslettende, som om de aldrig havde været der. Det var så nænsomt doceret, og smukt orkestreret, såvel klangligt som visuelt. Det var som en både blid og enkel rejse igennem de emotioner, der omgav hændelsen. Et klangligt univers som vi langsomt trængte dybere ind i.

Nogle af sangene blev sunget op imod de opprojicerede billeder (skabt til forestillingen af den italienske, amerikansk bosatte, videokunstner Catarina Bertolotto). Mens andre sange blev sunget off-stage og illustreret af de to kvindelige dansere.

Vi trænger langsomt ind i pigens verden. Vi hører også om overgrebet, men det sker meget indirekte, meget subtilt og underforstået. Vi hører om et dørhåndtag ind til et badeværelse. Om et badekar og om vand. Vi hører om en voksen, der kommer ind på badeværelset og nærmer sig pigen i badekaret. Vi hører om pigen, der på det nærmeste forsøger at drukne for at undslippe det der sker. Bagefter hører vi om skyld og skam, og hvad det bevirkede for den lille pige, der i mellemtiden blev voksen. Det er nok forestillingens mest skræmmende del. Lotte Arnsbjergs forvrængede vokal og kropssprog sagde alt, og næsten også for meget.

Umiddelbart virkede 1½ time som et alt for langt forløb. Bagefter var der samtale og det var tydeligt, at for dem, der havde gennemlevet noget af det som forestillingen skildrede, var forløbet ikke ét minut for langt. For dem havde det næsten været umuligt at bære. Ikke mindst vreden som forestillingen også vakte. Samtalen bagefter, der var næsten lige så lang som forestillingen, virkede også for lang. Men flere dage efter lå ordene, musikken og forestillingen stadigvæk i kroppen på mig, som noget tavst og tyst, der endelig havde fået navn og mæle.

Forestillingen blev første gang opført i New York. Har været rundt i Danmark og har en længere turné-plan foran sig, der inkluderer Hawaii, Los Angeles, Berlin og London.

Det er alt sammen lavet på privat initiativ, og uden fonds og støttekroner.

Det er et modigt og nødvendigt initiativ, der har fundet et stærk, men alligevel nænsomt scenisk udtryk.

Music · Carman Moore

Melody and lyrics · Lotte Arnsbjerg.

Video Artist · Caterina Bertolotto

Dance and Choreography · Kiori Kawai

Læs mere her.

Photos · Most photos taken by Pearl Perkins.

A dramatic song cycle of sexual healing

In honor of all the little children who are suffering sexual abuse

And all the grown ups who once suffered abuse, and still need to let go of it.

When it is spoken out, the healing can begin.

Anmeldelse: WIT på Bådteatret

 Foto: PanCakeBeavercom

Hvem skulle tro at døden kunne være så morsom? 

Men det er den i Margaret Edsons velskrevne skuespil ”WIT” der spiller på Bådteatret med Sue Hansen-Styles i den altdominerende hovedrolle instrueret af Peter Dupont Weiss. 

At engelsk er så smukt kommer hver gang bag på mig, når jeg ser Why Not Theatre Company´s forestillinger. Det er et sprog der bliver båret frem af teater. Det ligger simpelthen godt i munden. Ikke mindst når det scenisk står så stærkt i Sue Hansen-Styles fremførelse som det er tilfældet i forestillingen. 

Scenerummet er enkelt og består af hvide forhæng der trækkes for og fra, og leder os ind i en hvid og steril verden med en seng og en kørestol. Så enkelt er det scenisk, selv om det er en historie med mange lag. 

 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Hovedpersonen Dr. Vivian Bearing er en frygtet og beundret litteraturprofessor i engelsk renæssancedigtning der er vant til at forelæse om livet og døden. I forestillingen bliver det ikke ved døden på dette abstrakte poetiske plan, for professoren indhentes af en dødelig cancer, der breder sig med ekspresfart gennem kroppen. I prologen siger hun ligefrem at hun har to timer tilbage og vi forstår at forestillingens længde er den faktiske tid hun har tilbage at leve i. At dette er hendes afvikling, hendes møde med døden. Det er skæbnens ironi - og den er der heldigvis meget af i forestillingen - at en af hendes læger netop er en tidligere elev, der har sukket og pustet under hendes regeringstid på universitet, hvor der ingen blødsødenhed blev udvist. Nu er hun til gengæld fuldstændig underlagt ham. Veloplagt spillet af Bennet Thorpe.
Sarkastisk siger hun at hun ville have ønsket at hun havde givet ham en lidt bedre karakter. Han er derimod i topform. Litteraturforelæsningerne, der var langt fra hans medicinstudie, fulgte han kun fordi det pyntede på hans CV. Nu er han på vej med en større research, og hans tidligere litteraturprofessor blevet en del af hans researchmateriale, hendes æggestokcancer er så fremskreden at hun siger ja til hans eksperimenterende behandling, da det er det eneste, der endnu kan gøres. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Der kommer ingen besøgende. Der er sikkert ikke fordi de er uønsket, men der er ingen til at besøge. Det ville normalt virke lidt sølle, men vi får et indtryk af et meget stærkt, meget egenrådigt menneske, der har viet sit liv til litteraturen i en grad så hun næsten er blevet til en bog selv. Hun er frysende klar og ildsprudlende inden for sit forskerområde - næsten ligesom lægen hun nu står overfor. Kun sygeplejersken (spillet af Miriam Yeager) tilfører stykket noget af den menneskelighed som de andre ikke udviser. Jo, de lever og ånder, men gør det for hver deres videnskab. Mødet eller måske snarere konfrontationen mellem dem er særdeles gnistrende på den særlige underspillede måde, der klinger så godt på engelsk. De er for så vidt hinandens værdige modstandere, men kampens resultat er på forhånd givet. Der er en vinder og en taber. Det er taberen vi følger. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Vi møder Vivian Bearing undervejs i sygdomsforløbet. I starten, under prologen, står hun gævt iført hospitalstøj og slynger tirader ud mod publikum. Hun indtager hele salen. Vi er simpelthen i godt selskab med hende, og vi forstår at det samme har hendes studerende været, så længe de har mødt velforberedte til hendes undervisning. Men døden puster hende i nakken, og lidt efter lidt må hun give op, men ikke uden kamp. Spørgsmålet er om hun egentlig giver op, hun kæmper en brav kramp med fuld værdighed. 

Det lykkes at give forestillingen en fin komik, ikke mindst i scenerne hvor hun afgiver noget af sin suverænitet, da hun går fra at være frygtet professor til forsvarsløs patient. 

Disse gradvise ændringer i status spilles rørende og fuldt dækkende. Det er i det hele taget et studie i hvad et menneske er. Det er ikke til at holde ud af se. Det er ikke til at holde ud af møde os selv så nøgne, som det sker på Bådteatret lille scene nede i skroget på et skib opankret i Nyhavn. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

Fra tid til anden kan vi høre, hvordan båden slår sig i tøjret og i den ganske stille forestilling indgår disse lyde fra bådens trosser som et fint akkompagnement til den flot instrumenterede og iscenesatte forestilling. Det er praktisk taget en monolog, men de fem øvrige medvirkende er så veloplagte at det bliver til mere end det. Det er en meget nøgen forestilling. Det er smertefuldt at se den. Det gør ondt at møde døden. Også for os, der kigger på. 

 Foto: PanCakeBeavercom
 

 

Men det er ikke for ingenting at Margaret Edsons Pulitzerprisvindende drama har titlen WIT. Forestillingen er fuld af humor. Dødsensfarlig humor. Det er forløsende. Ellers ville det heller ikke have været til at holde ud.

WIT er baseret på dramatikerens egne erfaringer fra et studiejob som sygeplejer for kræft- og AIDS-ramte patienter. WIT er fra 1995, og da den rykkede ind på Broadway i 1998 valgte The New York Times at trykke en del af teksten fra stykket, hvilket gav forestillingen så meget opmærksomhed at det udløste en debat om hvordan patienter behandles og omtales af hospitalsvæsenets læger og plejepersonale.

For publikum der tør udsætte sig for Why Not Theatre Company´s kemobehandling, fint doceret af iscenesætteren Peter Dupont Weiss, er der meget at hente. Alene lyden af det smukt talte engelske sprog burde være en anbefaling i sig selv. Det er så smukt at det gør ondt.

 

Instruktør: Peter Dupont Weiss

Dramatiker: Margaret Edson

Skuespillere:

Sue Hansen-Styles, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Eira Pryce, Miriam Yeager og Rasmus Knutzen Nielsen

Forestillingen spiller fra den 6.-22. marts 2014 på Bådteatret

Gæstespil af The Why Not Theatre

Anmeldelse: SPARTA! på Teater V

 

 

 

Scenerummets vægge er tapetseret med blomstrende lavendelmarker, både indenfor og udenfor. Der er også lagt små duftposer med lavendel på tilskuerpladserne. Der er en svag duft af nybagt brød eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds? I hvert fald er der dækket op til familiesammenkomst i Benjamin Kitters dramatikerdebut ”Sparta!” på Teater V.

Vi befinder os i Provence, hvor moren, Lily (Ditte Gråbøl), og faren, Herbert (Kristian Halken) venter på de to sønners besøg. Storebroren, Elias (Carsten Bjørnlund), står foran at blive indvalgt i folketinget, mens lillebroren, Sebastian (Brian Hjulmann), er blevet anbragt på en institution for udviklingshæmmede. Moren er oprørt over at faren har insisteret på at de begge skal komme på besøg.

I begyndelsen virker dialogen mellem de ventende forældre hverdagsagtig og intetsigende, sådan som almindelig dialog er, når man ikke længere taler sammen, men bare taler for at fylde tavsheden ud imellem sig. Det er den tavshed som stykket handler om, selv om det bliver talt i ét væk.

Moren har planlagt det hele og er stolt af den ældste søn, Elias, og vil helst helt undgå kontakt med den udviklingshæmmede søn, Sebastian. Mens det er omvendt for faren. I indlagte monologer, vendt ud mod publikum, beretter han om sig selv og det liv, der er gået galt. Om alt det der har sat sig på tværs inde i ham. Om lort, kort og godt. Opløftende er det ikke, men når det bliver lagt i hænderne på så rutinerede skuespillere, løfter det sig og bliver til noget større.

 

                                                                   Foto: Lars Nybøll

Det er ikke nogen større billedskabende tekst, og som publikum føler man sig sært uforløst bagefter, som om man har været på toilettet, og så alligevel ikke kunne noget alligevel – for at blive i forestillingens sprogbrug. Men alligevel går forestillingen med hjem, hvor den rumsterer videre i kroppen. Den kan ikke finde til hvile, ligesom forestillingen heller ikke gør det på scenen. Men spørgsmålet er, om det ikke er netop det, som den skal. Det er ingen feel-good forestilling, og hurra for det, for mens det behagesyge teaterliv smyger sig ubekymret ind på (alt for) mange teaterscener, er der brug for at der bliver stillet spørgsmål og bliver givet billeder af alt det svære. Alle de valg vi ikke tager – og dem vi tager og bliver hjemsøgt af. For nok er ”Sparta!” en kolos på lerfødder, men det er ikke meningen at den skal være let. Den skal være ubehagelig, den skal kradse og insistere på at stille de ubehagelige spørgsmål. Et behagesygt publikum vil straks forkaste den, for hvad skal vi med det? Det er ubehageligt og konfronterende. Hvorfor skal vi dog sidde og kigge på os selv på en scene? Hvorfor skal vi opleve alt det hykleri og den forstillelse?

Det skal vi, fordi vi bevarer os selv ved at blive stillet til regnskab – især når det sker så lidt fordømmende som det sker i ”Sparta”. Det bliver lagt åbent frem foran os, og så er det op til os selv, hvad vi vil stille op med det. Det er blot en demonstration af levet liv, der er gået i knude. Det ender fatalt, og det aner vi allerede fra starten af. Al den scenografiske hygge (dejligt overgjort af Louise Beck) og den franske musette-musik gør det straks klart, at dette bliver dødeligt.
 

                                                                    Foto: Lars Nybøll

Ditte Gråbøl kommer senere i forestillingen sommerligt til syne iført sommerhat og med en vandforstøver som hun går rundt og sprøjter på lavendlerne med. Musikken er fransk og det er et billede på idel lykke, men vi ved alt for godt at det er på lånt tid, at idyllen er skrøbelig. Egentlig sker der ikke noget, der er blot et lille scenisk intermezzo, men samtidig bliver det et billede på alt det, der KUNNE have været. Alt det man drømte om, alt det man håbede at finde i Sydfrankrig. Men alting fortsætter, bare i nye omgivelser, indtil det går under.

Stykket vinder på sin store menneskelighed, alle fire skuespillere forsvarer deres figurer bravt. Vi forstår dem godt, men irriteres over deres manerer og deres hoppen på stedet. Stykket er klart og gennemarbejdet i sin logik. Ikke mindst i sin afklædning af, hvorfor den ældste søn er blevet som han er. Logikken er voldsom, men meget naturlig. Det handler om kærlighed. Alting handler om kærlighed. Både den man får og især den man ikke fik. Det er typisk at der i stykket slet ikke bliver talt om noget, der betyder noget. Ikke omkring familiens bord i de underfulde smukke omgivelser. Det er først i ly af mørket, når de mødes i køkkenet at faren og sønnerne akavet rækker ud efter hinanden, men uden at de kommer hinanden nærmere af den grund. Carsten Bjørnlunds Elias har ikke megen karakteriserende dialog. Det er i stedet lagt i munden på faren, der igen siger alt det der skal siges om sønnen. Og på samme måde er det sønnen, der siger alt om faren. Det er udleverende og virker afvæbnende – og fungerer godt.

 

                                                                     Foto: Lars Nybøll

 

Mens moren taler med Elias, kommunikerer faren med den handicappede Sebastian, der bliver en slags billede på farens eget forkrampede indre. Det er helt efter bogen at det netop er de to, der mødes i stykkets sidste scene, hvor farens hjælpeløshed rører ved noget i sønnen, der får ham ud af sin stereotype og formørkede adfærd, da han for første gang kigger direkte på faren. Han mærker farens desperation – og reagerer instinktivt på den, og giver ham en ”krammer”. Det sker ved at Sebastian ganske let lægger sit hoved ind mod faren. Det er så flygtigt, men alligevel en så rørende og overraskende tilkendegivelse. Men netop det som faren gennem hele forestillingen har længtes efter. Der er en stille desperation i farens hjælpeløse formaning til sønnen om at han skal gå i seng. Men det som virkelig sker forbliver usagt som et nødråb fra sjælen inden den kuldsejler og forliser. Det gør Kristan Halken godt. På den måde lykkes det iscenesætteren, Frederik Arntzen Neergaard, at give stykket en mindre - og hårdt tiltrængt - opblødning, inden alting går under. Som i Ibsens ”Gengangere”, hvor personerne også fra starten af et tungt lastet af deres egne skygger. De bevæger sig rundt uden at komme nogen vegne - som gengangere. Selvfølgelig er der langt fra Ibsen til Provence. Men mennesker er stadig mennesker.  Også i Provence og i Valby, hvor forestillingen spøger indtil 23. marts.
Det er ikke behageligt, det er ikke rart, det er ikke sjovt, men det er nødvendigt. Forestillingen fortjener at få sit publikum.

 

                                                              Foto: Lars Nybøll

 

SPARTA!

Manuskript: Benjamin Kitter (Vinder af Dramatisk debut 2014).

Instruktion: Frederik Arntzen Neergaard

Scenografi: Louise Beck

Medvirkende:

Carsten Bjørnlund, Ditte Gråbøl, Kristian Halken og Brian Hjulmann

Teater V.

Spilleperiode: 23. februar – 23. marts 2014.

 

 

ANMELDELSE: SNE på Husets Teater

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Den kunstige SNE på scenen konkurrerer med den ægte udenfor. Hvad foretrækker man: det ægte frem for det kunstige? Hvad er det for noget med den sne? Den daler ned så smukt, fryser til is, før den igen smelter og ender som tøsne og sjap. Den kan både være poetisk og blodig. I forestillingen SNE er den begge dele. Forfatteren Ka, indfølt spillet af Anders Mossling, der med sin svenske accent netop får dette udefrakommende, er hjemvendt digter. Godt nok har han ikke skrevet noget de sidste 5 år, og det er 20 år siden han sidst var i barndomsbyen Karsberg. Man forstår hvorfor han har holdt sig væk. Formodentlig fordi han fandt noget bedre ude i det fremmede. Men Karsberg findes alle vegne. Den er en tilstand eller et sort hul, som en af byens indbyggere kalder den. Den forlader os aldrig. Den er inde i os.

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Hjemkomsten er ikke let, for byen er delt i to lejre. Der er dem – og så er der de andre. Eller os – og de andre, for man er nødt til at vælge side. I Karsberg - og alle steder, for selv at finde sin placering. Den lokale skoledirektør har forbudt de muslimske piger at bære hovedtørklæde. På gaderne bliver der delt løbesedler ud med ordene ”Allah loves you”. På en stor væg udenfor teatret er det gentaget med tilføjelsen: ”Just the way you are”. Mange danskere er konverteret ikke mindst takket været ”Grøn”, der overbevisende og vulgært-populært har talt sig ind i danskernes ensomhed og givet dem noget at tro på og stå sammen om, og ikke uden at ramme en kerne af sandhed. Begreberne er fra starten vendt rundt, og der tales overbevisende fra begge sider. Der bliver kæmpet om os. Det er en større kamp. Vi er på slagmarken i Karsberg. I starten kæmpes der bare med ord, senere bruges der vold. Det er en kamp, hvor alle taber.

 

 

 

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

Ka er kommet tilbage for at skrive en artikel om det, og vil ikke umiddelbart vælge side, og vi forstår ham. Vi bliver selv fanget ind - som publikum, og kommer alt for let til at give vores gunst og applaus væk til ”Grøn”, der holder en længere hvervetale for os. Det er det, der gør forestillingen så ubehagelig og spændende, for det er slet ikke så let at vælge, når man skal vælge mellem to onder. Kandidaterne forsøger at virke nok så tilforladelige. Men intet er tilforladeligt i Karsberg. Heller ikke kærligheden. For da Ka hører at Silke er blevet skilt fra Herbert, gør han sig straks forhåbninger om at han og Silke nu ville kunne finde sammen. Han opsøger hende, og erklærer hende sin uforbeholdne kærlighed endnu inden de har lært hinanden at kende, for der er sket meget siden dengang i skolen, hvor Ka kiggede langt efter hende. Den gang hvor alle de larmende elever blev sat ved siden af Ka, for der var der altid stille, for ingen talte til ham. Men det knager i den idealistiske kærlighed, da Ka får at vide at Silke var Grøns tidligere elskerinde, og at de stadig holder kontakten.

 

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

SNE er frit efter den tyrkiske Nobelpristager Orhan Pamuks roman af samme navn. Meget frit bearbejdet til scenen af Hakan Savas Mican & Olivier Kontny, men anderledes kan det ikke være med en roman, der i så høj grad er en indre tilstand – ligesom Karsberg. En tilstand der i romanen forgrener sig så vildt og uhæmmet at der ville være stof nok til mange forestillinger, for dette er blot en lille del af romanens forgrenede plot. Man farer vild i Pamuks bog. Når man først er kommet ind, er det svært at komme ud igen, og når man gør det, er alting forandret - ligesom det sker for Ka. Det melankolske ligger lige for. Det er næsten ikke til at bære. For vi vil have happy endings, men sådan er det bare ikke i virkeligheden eller for Ka. Vi fornemmer hvor værgeløs han er, hvor fortabt og sårbar han er over for sneen. I starten kærtegner den ham, for senere helt at begrave ham. Livet klemmer sammen om os. Ingen slipper godt fra det. Heller ikke Ka. Moralen er, hvis der overhovedet findes nogen, at det at være menneske er ikke for almindelige mennesker.

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

 

I SNE bliver snefaldet en slags bro ind til noget dybere inde i de fortabte mennesker. Nærmest som håb, der dysser ned over os, men som til sidst blot ender med at begrave os levende. Rollen som Ka er umiddelbar enkel, men det enkle er det svære - både i livet og på scenen. Den dansk-svenske skuespiller, Anders Mossling (der i FIX & FOXYs ”Viljens Triumf”, for lidt over et år siden, gysende gav liv til Leni Riefenstahl berygtede propagandafilm der opførtes som live teater i en nedlagt godsstation ikke langt fra Halmtorvet med tilhørerne som velvillige statister) er i besiddelse af en stor afvæbnende menneskelighed. Egentlig siger han ikke meget, men det er heller ikke nødvendigt, for det gør alle andre. Ka har en mission, for han vil gerne forstå, hvad der er ved at ske i den lille by, for hvad er det, der vælder frem fra mørket? Stykket er ligesom romanen en sjælevanding, men den fører ikke mod en større afklaring. Tværtimod. Stykket er ligesom romanen fyldt med modsætninger. Alting vendes på hovedet.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

De to øvrige mandlige personer spilles af Claes Bang og Morten Burian. Claes Bang spiller ”Grøn” med bred amerikansk accent (spiller også frysende godt i Jan Guillous ”Ondskaben” på Snoreloftet, der genopsættes næste måned). Morten Burian er Herbert, den lokale redaktør, der skriver nyhederne på forhånd, for at være ”performativ” (spillede lige så overbevisende i Lollikes og Husteds iscenesættelse af ”Point Omega”opført  for nylig i en nedlagt bankfilial skråt over for Glyptoteket - og er tidligere blevet Reumert-belønnet for sin spillemæssige store spændvidde). Han kan smile så det isner ned af ryggen. Han blotter tænderne som til bid, og kan på et sekund gå fra godmodig, tilforladelig og afvæbnende til særdeles utilregnelig. Bang og Burian afbalancerer hinanden smukt, og udgør en passende modvægt til Mosslings Ka i Alexa Thers fine instruktion. De kvindelige roller varetages dækkende af Camilla Gjelstrup og Marie-Lydie Nokouda. Scenografen Camila Bjørnvad har skabt en enkel, men raffineret scenografi, der tillader hurtige sceneskift, og samtidig giver et væld af variationsmuligheder. Og så er der sneen, der uophørligt daler ned, og ender med at dække det hele.

 

 Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Medvirkende:

Anders Mossling, Claes Bang, Morten Burian, Camilla Gjelstrup, Marie-Lydie Nokouda

 

Manuskript:

Hakan Savas Mican & Oliver Kontny

 

Instruktion:

Alexa Ther

 

Scenografi:

Camilla Bjørvad

 

Lysdesign:

Antonio Rodrigues-Andersen

 

Lyddesigm:

Jes Theede

 

Oversættelse:

Kristian T. Erhardsen

 

Husets Teater

Spilleperiode: 1. 2.- 1.3. 2014