”-I
det mindste er der ingen udstoppede elge.” (s. 5)
Det
starter med sne og trusser. Stemningen er let, lidt underlig, men munter, selv
om der ligger en stor sorg bag.
Hovedpersonen
siger om sig selv: ”Jeg har flyttet fire gange i mit liv, og nu er det her på
en eller anden måde allerede blevet et sådant sted, jeg kommer til at bo. Et
menneske har kun en vis mængde tilknytning i kroppen; den kan placeres hvor som
helst, men mængden kan aldrig forøges, og den vil altid langsomt sive ud. Det
er her jeg bor; rent tilfældigt trækker jeg stadigt vejret, og så er det her,
jeg bor.” (s. 10).
Hovedpersonen
befinder sit i et sjæleligt eksil i provinsen. Da kvinden er væk dukker der en
sommerfugl op, flere kommer til og snart er der fyldt med sommerfugle.
Det
er en besk fortælling fyldt med sproglige sommerfugle. De er allevegne og gør
at det er umuligt at slippe fortællingen. Det er fantastisk hvad de kan, de
sommerfugle. Det vrimler med dem. De er overalt – og det løfter fortællingen
igen og igen, selv om det nærmest er en ikke-fortælling, men fortalt med en
glød og en sproglig veloplagt begejstring, der bærer hele vejen igen. Alt andet
går under, men sproget overlever.
Men
det er en dejlig vandring at tilbagelægge sammen med hovedpersonen. Det er også
en vellystig vandring. Men først og fremmest er det en rejse, der går fra det
private og ud i det almenmenneskelige. Det er en vandring, der hele tiden
udvider sig, så det efterhånden som bogen skrider frem, blive stadigt mere
spændende at se, hvor bogen ender, for den giver læseren en tro på at vi er
startet med slutningen, men det skal vise sig at det kan blive endnu værre – og
gør det også. Samtidig får man også indtrykket af at det først vil være ved
næste gennemlæsning at man får styr på det hele, og først da vil kunne se og
påskønne alle de overraskelser, der støder til undervejs. I bund og grund er
det en undergangsvision, og hold op, hvor det går nedad. Men det er skildret så
veloplagt og sprogligt kækt, så hvis undergangen er så munter, så skal det nok
gå. Det hele er selvfølgeligt indeholdt i hovedpersonens måde at møde verden og
kvinden på som det hele kommer til at dreje sig om for ham. Sproget er meget
elastisk og veloplagt. Ofte er der passager undervejs, som jeg må genlæse, for
det er så tæt og veloplagt skildret, at det er en nydelse. Det er lagt et stort
og dedikeret arbejde i at nå frem til en så smukt gennemkomponeret roman, der
formår at holde læseren så tæt limet til bogens sider.
Fortællingen
er fortalt med stor sproglig forsigtighed. Nærmest indirekte som om alt det
voldsomme først når læseren med en behagelig forsinkelse, så meget desto
voldsommere virker det, når virkeligheden trænger igennem. For alt det der
først fortælles nærmest sørgmuntert, træder stadigt tydeligere frem gennem
romanden anden del, før det eskalerer mod slutningen. Men stadig på en fjern og
uvirkelig måde. Som om alting er set og skildret gennem hovedpersonens
ikke-konfronterende humanistiske livssyn. Han træder hellere til side og væk,
end han får noget i klemme. Kæresten er mildest talt anderledes. Hendes
udvikling romanen igennem er fængslende. Kronologien er brudt op, så vi kommer
baglæns ind i historien og får historien oprullet i omvendt rækkefølge. Det er
flot fortalt og godt udført. Det der lignede en roman om en mistet kæreste, et
forlist parforhold og en kuldsejlet tosomhed ender med et større samfundsoprør,
hvor alting løbes over ende – inklusiv hovedpersonen, selv om han betragter det
hele - i slutningen fra en solskinsplet i Californien. Betragter alt det, der
er gået under. Ser tilbage på sin liv, der minder om det sunkne Atlantis.
Bogens
tone bærer fortællingen, og er meget karakteristisk - som i passagen her: ”Lægen
siger, at muligheden foreligger, vi kan blive ved med at forsøge, det er
muligt, at det sker, det er slet ikke utænkeligt, det er bare heller ikke
sikkert, at det er sandsynligt.” (s. 109 – epilog – om at få børn) ”Du brokker
dig, men du er glad: vi er glade for det liv, vi har at brokke os over.” (s.
112)
Romanen
placerer sig et sted imellem prosa og lyrik. Det er en drømmende roman, der
balancerer på kanten af virkeligheden. Hele tiden med fare for at falde ned. Smukkest
er det i de passager, hvor sproget overrumpler og trækker os helt ukendte
steder hen, som her: ”Den unge kvinde og kulden indfinder sig samtidigt. Mens
vi transporterer hendes ejendele op på førstesalen, daler dens små børn ned
over os. Fnuggene som foder i et akvarium vi lever på bunden af, som har magten
over vores liv.” (s. 19)
Det
bliver mere og mere uhyggeligt med en indbildt graviditet (s. 123), en abort i
haven, et hus og ikke mindst et samliv, der falder sammen om dem. Sneen spiller
en særlig rolle – på mange måder og på flere planer. Den lægger sig
over det hele, og giver det et lyrisk anstrøg. Den gør at vi kan bære det. Vi
får tilmed en stor læseoplevelse. Det gør at vi overlever – som læsere, selv om
alt andet går under. Vi overlever, men vi vågner i Sibirien.
Martin
Paludan: VI VÅGNER I SIBIRIEN, roman, 128 sider, Forlaget Brændpunkt 2018.
hvor han fortæller og læser højt fra romanen,
søndag den 18. august 2019 kl. 13-16,
gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14 på Christianshavn
(i tilfælde af dårligt vejr bliver det i Dansk Forfatterforenings lokalet, Strandgade 6 - et par gader derfra).
På Facebook:
