torsdag den 17. marts 2022

4: Nadja Manghezi: "Capulana Fabrikken"

 

Foto: Michael Svennevig.

I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1979 bosatte forfatteren sig førte gang i hovedstaden Maputo. I 1990 bliver Mandela løsladt og med apartheidregimets fald fik borgerkrigen i Mocambique en ende. I 1992 kom der en fredsaftale og to år efter de første demokratiske valg både i Sydafrika og Mocambique.  I 1995 – 20 år efter - vender forfatteren tilbage og starter Capulana Fabrikken, der er en syfabrik, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig i mellemtiden, og så alligevel ikke… Det er der kommet en varm fortælling ud af.  


Mød Nadja Manghezi i denne 4.festivalpodcast

hvor også Knud Vilby og John Hansen medvirker


Foto fra bogen af forfatteren

Uddrag fra anmeldelsen:

”Det er i det kulturelle møde mellem den tilrejsende idealistiske dansker og de mere realistiske afrikanske kvinder, at fortællingen udspiller sig og finder en dybere klangbund i de følelsesmæssige tilknytninger, der gør at der ikke kun syes tæpper, men også spindes menneskelige relationer på kryds og tværs. Der skal manøvreres med snilde, når de kulturelle elefanter ikke skal vækkes, for det er vigtigt langsomt at tale sig ind på hinanden, for ikke at krænke hinandens finfølelser. Det er ikke altid lige let, men at læse om dette møde, er både underholdende og lærerigt. Desuden er det skrevet med et godt blik for, hvor historien er, og hvordan den lettest kan formidles.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

 

Foto fra bogen af forfatteren

Om Nadja Manghezi:

Nadja Manghezi tog efter sin cand.mag.-eksamen i fransk og spansk fra Københavns Universitet til Nigeria som ulandsfrivillig med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i 1966. Efter et par år i Holland, England og Sverige, arbejdede hun for MS og Ibis i Danmark, indtil hun tog til Mozambique, som var blevet uafhængigt i 1975. Først arbejdede hun indenfor undervisningssektoren og senere som landechef for MS. Herfra deltog hun og hendes mand i kampen mod apartheid styret og flyttede til Sydafrika efter ANCs sejr i 1994. Så fulgte et liv med tre centre: København, Mozambique og Sydafrika. Hun er medforfatter til flere bøger og artikler i Danmark og har skrevet tre bøger, udgivet i Mozambique og Sydafrika.

 


Fotos fra bogen af Capulana-billedtæpper
fotograferet af forfatteren


Mød Nadja Manghezi på den kommende festival

FORVANDLING eller ej. Om at finde nye veje videre

Torsdag den 11. august 2022 kl. 19-21 i Salonen på Østerbro


Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)

277 sider m/farveillustrationer af forfatteren

Udgivet på eget forlag

(i kommission hos Forlaget Underskoven)


*
Næste uges podcast :

4) Åbningen af Sønderbro Frugthave

Til åbningen af Sønderbro Frugthave fortalte Bente, Michael og Erik om initiativer og fællesskaber i en haveforening på Amager. Bente fortalte om, hvordan det hele er kommet i stand. Michael fortalte om etableringen af bålstedet, der ligger lige midt i frugthaven. Erik fortalte om sit tidligere arbejde i Nørrebro MiljøPunkt, der har førte til mange spirende initiativer, der nu gør at han som pensioneret arbejder videre med andre miljøinitiativer i HF Sønderbro på Amager. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. marts 2021.
*

Foto & layout: Michael Svennevig.


Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
Hver weekend er der en ny. Lyt med her
 #forvandling
*

 

 

 

Anmeldelse: CAPULANA FABRIKKEN af Nadja Manghezi (2020)

 


Nadja Manghezi er lærer og cand.mag. Najda tog sammen med sin familie til Mocambique i 1976 som cooperant for at hjælpe med opbygningen af det nye land. Efter nogle års arbejde tog hun hjem for 20 år efter at vende tilbage til hovedstaden Maputo, denne gang som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke. Denne gang uden børn og med sin mand på den anden side af grænsen i et frit Sydafrika. Nadja har skrevet flere bøger om livet i det sydlige Afrika på engelsk, portugisisk og dansk.


Foto fra bogen af forfatteren


Kvinderne i Mocambique skal klare sig. Oftest uden mænd, alene med børnene. Bogen fortæller om en mulighed, de havde … for et stykke tid. I en tid med virus og angst, HIV/Aids, som de ikke forstår, men som kan ramme dem alle. I 1976 løsrev landet sig fra Portugal i en frihedskamp under FRELIMOs ledelse. Men kampen mod fattigdom og sygdom er lige så hård nu, 20 år efter i 1995, hvor handlingen udspiller sig. Døden lurer altid lige om hjørnet, men det er ikke kedeligt at være sammen med kvinderne på Fabrikken i baghaven.

 ”Ja. Sådan måtte det være. Sorgen måtte ændres til vrede. Ellers var den ikke til at bære.”(side 200).

Det er en livsvarm og klog beretning om, hvordan en spæd ide tager form og blomstrer op til at blive en lille fabrik, hvor kvinderne gennem arbejde med at sy og dekorere Capulana-billedtæpper indgår i et tæt arbejdsfællesskab. Samarbejdet giver dem en ny styrke. Det er en bevidsthedsproces, hvor de skal klare alting selv. Mændene et helt uden for regnestykket, ”for dem kan man alligevel ikke regne med”. I det hele taget opleves mænd som et forstyrrende moment i kvindernes liv. Der er ikke plads til kærlighedshistorier, for det handler om overlevelse. Kvinderne er der for hinanden. Kirken spiller også en stor rolle, men vigtigst er deres indbyrdes fællesskab og det, der vokser ud af det. Det er Nadja Manghezis selvbiografiske fortælling et levende og varmt bevis for. Det er en gribende fortælling om at finde sig selv og sin vej igennem tilværelsen. Det handler også om, hvad et menneske er og om de valg, vi tager, der kommer til at definere os.


Foto fra bogens forside af forfatteren


Det starter med et billedtæppe, der bliver til flere, mens kvinderne dygtiggør sig og slutter sig sammen. De laver en opbygning, så de hver især har ansvar for forskellige dele af arbejdsprocessen. De udstillede billedtæpper bliver en stor succes, som de gentager flere gange, indtil det igen slutter. Intet varer evigt, men de lærer meget – og vi, læserne, får i tilgift denne varme beretning om fællesskab og medmenneskelighed. Det er den slags fortællinger vi ikke kan få nok af. Indsatte farvefotos før hvert kapitel understreger det faktuelle i historien.

I bogen er det HIV/Aids, der er dén fortiede trussel. som de lever i skyggen af. I dag har truslen/virussen fået et andet navn. Vi er alle en del af samme verden. Det er det, som understreges af fortællingen. Livet er et barsk sted at opholde sig. Og ikke kun i Mocambique.

Jeg tror først, det er en zebra, når jeg ser dens striber”, var hendes korte svar…”, (side 116).


Foto af forfatteren


Det er i det kulturelle møde mellem den tilrejsende idealistiske dansker og de mere realistiske afrikanske kvinder, at fortællingen udspiller sig og finder en dybere klangbund i de følelsesmæssige tilknytninger, der gør, at der ikke kun syes tæpper, men også spindes menneskelige relationer på kryds og tværs. Der skal manøvreres med snilde, når de kulturelle elefanter ikke skal vækkes, for det er vigtigt langsomt at tale sig ind på hinanden for ikke at krænke hinandens finfølelser. Det er ikke altid lige let, men at læse om dette møde er både underholdende og lærerigt. Desuden er det skrevet med et godt blik for, hvor historien er, og hvordan den lettest kan formidles.

Vi får de forskellige kvinders historier fortalt i tilbageblik, alt imens fabrikkens arbejde breder sig. Der er bl.a. Lizas fortælling om det hårde arbejde på cashewnødde-fabrikken. Hver af kvindernes historier indgår i et større mønster, der udgør et kluddetæppe af mennesker, følelser og måder at overleve på. Det er et billede på livet på godt og ondt. Livet er ubarmhjertigt, men også det hele værd. Vi har jo ikke andet.


Foto fra bogen af forfatteren


”Det er som om hun er stolt over at være adopteret”. Og efter en lille tænkepause: ”Det er jeg også. Glad og stolt. Men nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om jeg er dansker eller swazi. Det er bare det. Jeg tænker ofte på, om jeg ville være blevet ligesom de andre tre, pigerne i hvert fald, hvis jeg var blevet i Swaziland og var vokset op der. Og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg hellere ville det?”(side 100).

Sproget er godt, glidende og harmonisk. Der er nogle lidt underlige ordadskillelser, hvor lange sammensatte ord skrives afskilt. Men det er blot en skønhedsplet. Mønstre og figurer er der masser af i fortællingen om, hvordan motiverne på billedtæpperne breder sig og bliver til en vigtig bestanddel af deres liv, mens der arbejdes koncentreret. ”Fabrikken”, som kvinderne kalder deres arbejdsplads, foregår under et halvtag og i en baghave, så mere etableret er det heller ikke, men det er heller ikke nødvendigt, når det kun er regntiden, der kræver at man søger indendørs. Det er elementerne, der bestemmer over menneskene. Livet og døden står med åbne arme ved både vugge og grav.


Foto fra bogen af forfatteren


Fortællingens 277 sider er ikke for lang, for vi skal igennem meget, før vi forstår, hvad der er på færde. Det er slet ikke så enkelt som det måske først ser ud. Fortællingen rulles ud som et billedtæppe med en vis klædelig langsommelighed, som det lønner sig at studere enkelthederne i. Det tager den tid det tager, og kan ikke forceres.  Sådan er det også med livet.

”Og sne? Nogle havde set billeder, andre måtte prøve at få mening med en forklaring om, at det lignede det, der sad fast indvendig på siden af fryseren, når man åbnede. Helt uvirkeligt.”(side 198).

 

Nadja Manghezi. Foto Michael Svennevig.

Læs mere. Hør podcast.
 
#forvandling

torsdag den 10. marts 2022

Om FORVANDLING eller ej. Festivaltekster

Foto: Christopher Mertz/Jonas Andersen/Louise Kirstine Danielsen.


Tekster inspireret af festivalens tema om FORVANDLING eller ej

Sheila Andersen har skrevet en drømmende fabel om håb, fortabelse og forelskelse, som læses af Rebecca Langley. Aleksandar Šajin har skrevet et digt om ”Forvandlingsmesteren”, som læses af Poul Storm. 

Hør podcast

Sheila Andersen. Foto: Jonas Andersen

Uddrag fra "FORVANDLING eller  ej", 
en eventyrlig fabel forfattet af Sheila Andersen:

"Kvinden lukkede øjnene for bedre at kunne lytte. Hun mærkede længslen, og havet hviskede til hende med sin stille melodi, eller måske var det bare blodet i hendes årer, der igen begyndte at løbe. Noget blev vakt til live, noget hun havde glemt, det var en musik, der lagde sig om hende. Kvinden blev urolig, hun frygtede det ukendte, og åbnede øjnene for at få det til at stoppe, skubbe det fra sig, for kvinden var forelsket. Hun stod og kiggede ud ad den lange badebro, der førte ud i havet. Hun kunne få blodet i årerne til at stoppe, hun kunne få længslens kalden til at drukne, hun kunne spurte ud ad broen og få det overstået, hun kunne smelte sammen med havet og forsvinde i dybet - alt ville blive forvandlet, og hun ville endelig få fred."

Sheila Andersen er talehørekonsulent med en PD i Dansk som andetsprog (Pædagogisk Diplomuddannelse inden for børn med et andet modersmål end dansk) og offentliggjorde her på bloggen i 2018 et essay om arbejdet, dengang som sprogpædagog for tosprogede børnehavebørn på Midtsjælland. Læs  KLODS DANSK. Arbejder i dag som talehørekonsulent i Ringsted Kommune. Sheila har bidraget til flere bøger: GAMMELBOGEN II  (Epigraf, 2014) og LIVET GANG I HF PRØVKLUDEN (Epigraf, 2019)  (indsamling af børne- og ungdomsstemmer). I forbindelse med sidste års festival ÆG & HÅB (2021) skrev Sheila ligeledes en eventyrlig fabel, der blev indlæst og udgivet på podcasten Apopos ÆG & HÅB og oplæst på festivalen af Trine Runge.


Foto: Christopher Mertz

Skuespilleren Rebecca Langley har indlæst teksten.
Rebecca har flere gange medvirket på festivalerne.

På festivalafslutningen af MØD VERDEN (2019) indledte Rebecca sammen med Wanjiku-Victoria Seest med at fremføre et udrag fra forestillingen "For Coloured Girls" af Ntozake Shange som teaterlederen Michael Omoke fortalte om. På festivalen HVOR REGNBUEN ENDER læste Rebecca 1. del af Qaali Schmidt-Sørensens historie "Den Snobbede Afrikaner". 2. del læser Rebbecca til sommer på 3.  festivaldag i Salonen.


Aleksandar Šajin

Læs Aleksandar Šajins digt, "Forvandlingmesteren",
som Poul Storm  har indlæst til podcasten:

Forvandlingsmesteren

I en vanddråbe ved havet på en strand, i en vandkugle blandet med salt og sand så jeg billedet af en have der  sagtens kunne være min. Og i haven så jeg ham sidde på en havestol med narrehat med fire bjælder på. Og hans navn var således Harlekin. Forglem mig ej lille have hvor vinden blæser gennem den nøgne bøgehæk med få tørre blade på, der forgæves forsøger at tildække forårets herligheder hist og her ved at skygge for de knopklare nøgne grene. Jorden vækkes til live af spirende løg af dorothealiljer og vintergækker. Og den lille strålende diskokugle der hænger i en sytråd fra den hvide bjælke i halvtagets trækonstruktion drejer i vinden rundt og rundt, frem og tilbage – en rund forvandlingsmester spændt i brynjen af små kvadratiske spejlglas, der med strålende lyspletter forblænder blikket, og lader solstrålens refleksioner vælte ind over nethinden, sammen med billeder af verden i opløsning og forvandling. Se den lille fattige Harlekin klædt i lysromber af glas, hvor verden spejles i en tidløs mosaik og hvor alle hemmeligheder råbes højt op i en spejlglat himmel i februars kulde. Forvandlingsmesteren, alfekongen og vor alles snedige tjener, hofnar og den sande digter, man hører ham recitere for os alle: Hvis du kan forvandle en banan til en mand, kære mave, så er du den sande gud, forvandlingsmestrenes håb og fryd.

Aleksandar Šajin har ligeledes medvirket flere gange på festivalerne. 
Sidste år på festivalen ÆG & HÅB (2021) med digtet "Festival" som han indlæste på podcasten "Apropos ÆG & HÅB"  (Læs uddrag). I 2020 skrev han digtet "Regnbuen" til festivalen HVOR REGBUEN ENDER (læs digtet). I 2018 var det med romanen "Ivan Blank" (læs anmeldelse). Aleksandar har også bidraget til flere festivalbøger: "117 Stemmer" (Epigraf, 2012), "Med og uden smykker" (Epigraf, 2016), "Ja tak, til kaffe" (Epigraf, 2017) og "Billeder af liv" (2018).

Poul Storm. Foto: Louise Kirstine Danielsen.

Skuespilleren Poul Storm har indlæst teksten.

Poul Storm har tidligre medvirket på festivalen  BILLEDER AF LIV (2018), hvor han sammen med skuespilleren Trine Runge fremførte en reading på Kenneth Krabats énakter ”Erling møder sin gamle flamme” fra ”Hårdt omtalte fjerkræ”, en samling af af 17 énaktere, der var Kenneth Krabats første udgivne samling af teatertekster. Se video. Hør podcast. Mød Kenneth Krabat på den kommende festival.


Mikkel Andersen. Foto:  Kennet Havgaard

Musikken på podcasten:
Heitor Villa-Lobos (1887-1959): "Mazurka-Choro""
indspillet af Mikkel Andersen
 fra cd´en: "Un Buen Día/One Fine Day" (Helikon, 2017).


Mød Mikkel Andersen på den kommende festival, 
hvor han medvirker på 2. festivaldag i Global Art Gallery i Vanløse 
og på 3. festivaldag i Salonen på Østerbro.
Hør også podcasten med Mikkel fra sidste års festival. 
Det var en af de mest lyttede!

*
Næste uges podcast :

3) Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)

I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1977 bosatte forfatteren sig første gang i hovedstaden Maputo, som mange andre der ville støtte det fattige lands udvikling. I 1990 med Mandelas løsladelse falder nabolandets apartheid regime og fire år efter følger det første demokratiske valg i begge de to lande. Forfatteren er nu efter et par år i Danmark tilbage i Maputo. Hendes gamle hushjælp er stadig ledig. Hun styrer huset, mens forfatteren er på arbejde. Og hun styrer Capulana fabrikken i haven, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig, og så alligevel ikke. Det er der kommet en varm fortælling ud af. Se anmeldelse. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 19. marts 2022.

*


Foto & layout: Michael Svennevig.

Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
Hver weekend er der en ny. Lyt med her
 #forvandling
*

onsdag den 9. marts 2022

Anmeldelse: HUDLØS på Mungo Park

 

Fotos: Zuhal Kocan.

 
Er vi fanget midt i vores egen belejring af virkeligheden?
Er vi selv evigt fortabte og grænseløst lykkelige midt i en endeløs ensomhed, der byder os op til en forførende dans?

HUDLØS er fuld af spørgsmål, der hele tiden kastes ud til os.

Mungo Parks leder så denne forestillng på en festival i Berlin for 4 år siden. Det er nu 4. forsøg - og denne gang lykkedes det - at gennemføre opsætningen af den palæstineniske iscenesætter og dramatiker Bashar Murkus´ værk på Mungo Park i Allerød - i hans egen instruktion.  

Det er dejligt at se en forestilling med et helt andet åndedrag, end det vi normalt har mulighed for at se. Som en fremmed fugle er forestillingen fløjet ind og har sat sig godt til rette på scenen i Allerød. Beckett og Ionesco har ikke levet forgæves - eller surrealisterne for den sags skyld.


Fotos: Zuhal Kocan 


Billedsproget er som hentet ud af en billedbog. Scenografien af  Majdala Khoury er betagende. En masse syltetøjsglas står bagest på den ellers tomme scene. Der er tændte lyskæder i nogle af dem. På bagvæggen er der et lærred, hvor der opprojiceres film undervejs, der styres fra en computer på scenen. Vi er alle steder og ingen steder. Måske er vi bare inde i hovedet på hovedpersonen, spillet af Sebastian Aagaard-Williams. Han er charmerende og spiller med et stort overskud. Han gør det godt i det forvoksede kæmpekostume af Maria Ipsen. Jacob Stages koreografi har gjort forestillingen til en hel rumballet. John Ivar Venneds poetiske lysdesign, baseret på Muaz Aljubehs originale design, gør universet drømmende, mens Emil Bølls lyddesign lægger sig lækkert rundt om den billedrige fortælling. Det hele er så forførende, og alligevel skriger det til himlen. 

Det er ikke en lykkelig historie, selv om vi befinder os i et billedbogsunivers. Det, der kunne have været en sød bamsehistorie, vil noget andet, for er vi selv den store uformelige mand, der kæmper for at komme op at stå? Er vi selv dansende flodheste på en sky, der sejler hen over krigens rædsler? Er vi selv bananelskende kæmper, der forsøger ikke at overspise, mens verden er ved at gå under?


Fotos: Zuhal Kocan 


Som han står der foran os, ligner han nærmest en skovtrold. Har har et stort kropskostume på, som han næsten forsvinder i. Eller rettere ser det ud, som om han er ved at eksplodere, så enorm er han. Han ligner mest af alt en oppustet ballon iført en trødternet skjorte, mørke bukser og sorte seler. Det er  fysikken, der bestemmer, hvordan han bevæger sig. Når han sætter sig, er det med fare for liv og lemmer. Man tænker uvægerlig, om den stakkels spinkle stol vil kunne klare vægten. 

Det er et surrealistisk og absurd billedværk om fustration, længsel, ensomhed og kærlighed - eller er det? Der bliver ikke sagt meget i forestillingen, der er oversat af Naja Bjørnsson. Det er en ekspressiv rumballet for en meget stor mand, der virker helt fortabt i sin egen verden.


Fotos: Zuhal Kocan 

Han har isoleret sig, og har indtalt et lydspor til sin ensomhed, der skal mobilisere  og  træne ham til kampen mod det udefrakommende.  Men der kommer ikke noget.  

Vi kommer faktisk til at holde af ham. Der er noget Mummitrold over ham, som han bokser rundt med sig selv.

Musikken får os til at slappe af og give os hen. Tango-inspireret akkordeontoner. Instrumentets gemytlighed giver mindelser om parisiske musetter, og samtidig så brøler han. Midt i smilet stivner vi. Han råber uartikuleret. Vi ler og skræmmes på samme tid - og forfærdes. 

Det er et værk, der er åbent for fortolkning, og som tidligere har været opført med succes i Frankrig, Belgien og England. Er det et politisk værk? Er det et poetisk værk? Eller er det en surrealistisk rumballet for en flodhest i et badekar? Der er noget klovneagtigt, drømmende og frisættende over billedfantasien, der både er afgrundsdyb, uforståelig og ganske fascinerende.


Fotos: Zuhal Kocan 


På togturen op til Allerød sad jeg omgivet af mennesker der, som manden i forestillingen, sidder i deres eget lille rum. Ingen er til stede i det fælles rum. Hver sidder i sin  egen verden. Nogle smiler - men ikke til mig. Alle kiggede opslugte ned på deres små skærme. De er alle til stede i deres egne små verdener. De sidder, som manden i forestillingen, og ser tilfredse ud. Men tilfredse med hvad? Ingen af dem er sammen. Ingen af dem er knyttet til det øjeblik, der binder dem alle sammen i kupéen. Alle er de ande steder. Jeg kan uforstyrret sidde og betragte dem indgående. Det virker så sølle. Afstumpet. Det virker som en stor løgn. Hvor er fællesskabet? Hvor er samhørigheden? Hvor er kærligheden? Fantasien - og nærværet? 

Det er de samme tanker jeg gør mig under forestillingen på Mungo Park til premieren i aftes. Men midt i desperationen er der denne drøm, der mærkelig nok næres så fint af afgrundsdybe forestillinger som HUDLØS.


Fotos: Zuhal Kocan 

HUDLØS

Mungo Park

Premiere: 9. marts 2022


Skrevet og instrueret af Bashar Murkus 
Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams 
Scenograf: Majdala Khoury 
Lysdesign: John Ivar Venned baseret på Muaz Aljubehs originale design 
Lyddesign: Emil Bøll 
Koreograf: Jacob Stage 
Instruktørassistent: Nicolaj Dissing Schledermann 
Oversætter: Naja Bjørnsson 
Kostume-skrædder: Maria Ipsen 
Coverfoto: Jon Kort 
Forestillingsfotos: Zuhal Kocan 
Trailer: Rumle Tornhøj Skafte 
Dansende barn: Noah Sui 
Original produktion: (هـــــــشّ, 2017) Khashabi Theatre, Palæstina

Hjemmeside & Billetter


Trailer: Rumle Tornhøj Skafte 

Dramatiker & instruktør Bashar Murkus 
fortæller om sit teaterarbejde og om HUDLØS

Foto: Jon Kort 


Tidligere anmeldte forestillinger på Mungo Park:





(Mungo Park Kolding)


 *

Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*

søndag den 6. marts 2022

Anmeldelse: 3 URNER I STUEN på Sydhavn Teater & FETCH! på Teater V

Fotograf: Bjarne Stæhr/Lars Grundwald.


Absurd teater, hundeshow - og virkelighed

I forestillingerne på Sydhavn Teater og Teater V inviteres vi med på rejser gennem virkeligheden til det absurde - eller gennem det aburde ud til virkeligheden. På Sydhavn Teater i forestillingen "3 Urner i stuen" er virkeligheden kvælende, og det absurde er et lufthul ud til en bedre verden. I "FETCH!" på Teater V har det absurde indtaget hele scenen, og virkeligheden er sparket til hjørnet som en gammel fodbold og er blevet erstattet af pinde. Det er to stærke og tankevækkende forestillinger.


Foto: Lars Grundwald.


 3 URNER I STUEN

Det ender med tre urner på scenen. De er i menneskestørrelse, halverede, kan drejes og køres frem og tilbage. Huller i dem gør, at man kan stikke kropsdele ud igennem dem.

I en intim beskrivelse af den første forelskelse er det en tunge, der lystent og nysgerrigt bevæger sig ud af en mund og ud igennem hullet. Det virker surrealistisk, og sådan kommer forestillingen også til at fremstå. På den ene side som en barsk opvækstberetning, men samtidig også som en drøm, der gør ondt og går på grund, hvilket også forstærkes af det billedsprog, der forsigtigt stikker hovedet frem, men som ikke desto mindre er de sidste ord vi går hjem med. 

"Jeg mærker at mine underlåg fyldes til to varme saltvandsbassiner og i et splitsekund, ser jeg en mild tilfreds abe, med sne på hovedet, sætte sig mageligt ned i mine tårer med dens pelsede arme på kanten af øjet, min sorg er abens spa."


Foto: Lars Grundwald.

Der er ingen forsoning i teksten, der er skrevet af den dansk-chilenske skuespiller/dramatiker Gaia Victoria, der debuterer med forestillingen. Det er den selvbiografiske skildring af den 12-årige pige, der alt for hurtigt bliver voksen og uden nemme overgange bliver hevet ind i de voksnes verden og taget med til Latinamerika sammen med faren og dennes nye kvinde, der konsekvent kaldes "stedmoderdyret". For at kunne overleve, klemt som hun er imellem faren og den nye mor, indgår hun en pagt med "stedmoderdyret", for de er nødt til at samarbejde, eftersom faren bliver syg og skal passes, da han indlægges på hospitalet. Hun taler med en Jomfru Maria-statue i hospitalsgården, andre har hun ikke at betro sig til. 

Det er en barsk opvækst, der bliver fortalt, spillet, hvisket, sunget og skreget ud af Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard. De tos sammenspil slog godgørende gnister i teatrets seneste forestilling, "Ditte Menneskebarn" - og nu sker det igen. Mille Maria Dalsgaard er den kølige og skarpe, mens Maria Carmen Lindegaard er af et varmere gemyt. De er som kulde og varme, der tørner sammen i teksten på scenen, selv om de meget af forestillingen spiller næsten synkromt og i tæt samklang med hinanden.


Foto: Lars Grundwald.

Forestillingen er skabt ud fra et devisingsforløb, der er en improvisationsteknik, hvor man hele tiden, siger ja til hinandens ideer, og hvor det handler om at gå med. Det er der kommet en tindrende skarp og stærk lille forestilling ud af. Deres fælles åndedrag på scenen er betagende. De ved hele tiden, hvor de har hinanden. De er ét kød og alligevel så forskellige.

De er hele tiden i øjenhøjde med publikum. Det er meget forpligtende og krævende - for såvel spillere som publikum. Der bliver holdt øje med os. Vi bliver talt med og til. Hele tiden med fuld øjenkontakt.


Foto: Lars Grundwald.

Deres måde at gå til teatret på, er i tråd med det. Vi skal turde se hinanden i øjnene, låse hinanden fast med vore blikke. Vi ser på hinanden, og vi fastholder blikkontakten. Hvis den glipper, tabes intensiteten. Det giver deres teater en direkte appellerende form. Som aggiterende undergrundsteater. Den lille bitte teaterscene og den pågående eksplicitte spillestil får det til at virke som on vi befinder os på et tysk avangardeteater. Mille Dalsgaard, der også er leder af Sydhavn Teater, er rundet af det tyske teater, hvor hun er uddannet. Teaterstilen griber ud, holder fast og låser os fast. Det fungerer glimrende i denne fortælling. Men som teaterform kan det let komme til at virke manieret og påtaget, men hatten af for de to, som med en enorm energiudladning får det til at virke netop så insisterende og pågående, at det får denne fortælling til at fungere på bedste vis.


Foto: Lars Grundwald.


3 URNER I STUEN

3.-10 marts 2022 

Sydhavn Teaters P44-intimscene

75 min. 

MANUSKRIPT: Gaia Victoria Muñoz Rosberg
SKUESPILLERE: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard
TEKSTBEARBEJDELSE OG INSTRUKTION: Mille Maria Dalsgaard og Maria Carmen Lindegaard
PRODUKTIONSLEDER: Nicole Johansen
SCENOGRAFISK UDFØRELSE: Johanne Hornum og Carl Johan Sennels
SCENOGRAFISK KONCEPT: Maria Carmen Lindegaard og Mille Maria Dalsgaard
INSTRUKTIONS SPARRING: Rikke Stächer Christensen
TEKNISK SUPPORT: Brian Larsen
PRODUCENT: Marie Egetoft

Hjemmeside & billetter

*

Andre anmeldte Sydhavn Teater-forestillinger:

Ditte Menneskebarn (2021)

Fjer//Majinski (2018)

Marienborg - Nej tak! (2018)

D´Arc (2016)

*


Fotograf: Bjarne Stæhr.


FETCH!

"I had a vivid dream one night... 
I dreamt
I was a dog."

"Fetch!" kan bedst oversættes til "Hent den!". Det er, hvad man siger til en hund, når den skal hente en pind. Forestillingen handler om hunde og pinde. Gennem årene har Livingstones Kabinet serveret den ene absurditet efter den anden, men det er første gang, at det sker med så gennemført enkelhed. Normalt er deres forestillinger alt andet end enkle. Nogle gange har det været med en så stor iderigdom, at det kan nærme sig et mæthedspunkt, men denne gang er der noget helt andet på færde. 


Fotograf: Bjarne Stæhr.



Absurd teater er en udfordring. Det unddrager sig realismen og skaber sin egen parallelle virkelighed, der er alt andet end virkelig, og samtidig kan det blive mere virkeligt end virkeligheden. Hver gang er vi nødt til at give slip og lade os glide med på denne billedrejse ind bag det vi kender.
Det kan gøres med større eller mindre kunstfærdighed, men Livingstones Kabinet har gennem årene opnået en betagende perfektionalisme. Forestillingerne er båret af musik og sange, komponeret af Pete Livingstone, der er ophavsmand til det hele, sekunderet af Nina Kareis, der instruerer. Med på scenen er de to strygere: Nicole Hogstrand på cello og Pauline Hogstrand på bratsch. Selv spiller Pete Livingstone klaver og synger og taler engelsk.
Baggrundstracket (af Erik Christoffersen) med hundelyde kunne snildt bruges i en dokumentarfilm fra en hundekendel eller i en vampyrfilm, når hundeglam bliver til hyl.


Fotograf: Bjarne Stæhr.



Forestillingen sætter tænderne i et ømt punkt. De fleste af os har trukket på smilepunktet, når en hund hyler af en sirene. Det virker komisk, men der er meget kort afstand fra det komiske til det skræmmende. Måske smiler vi, netop for at holde det skræmmende på afstand, måske er den hylende hund ved at forvandle sig til noget andet... Det er i dét punkt, at forestillingen fascinerer. Måske er det hele blot en absurd ceremoni, der har til formål at vække hunden i os. Et ritual "drevet af en inderlig længsel efter samhørighed og forbindelse til vores medmennesker... efter at være sammen med flokken", som der står i programmet.
Pete Livingstone må have været hund i et tidligere liv, hans gengivelse af hundens mange lyde er sublim. Det er umuligt at adskille fra den ægte vare. Det er et sprog, som han har taget til sig og er krøbet helt ind i. Der må kræve en stor musikalitet at tale det som et sprog. Det kan let gøres som en gimmick, som et billigt teatertrick, men det er ikke som at lytte til Dirch Passer, der læser op fra en russisk avis. Det er ikke brugt som en vittighed, men som et fuldtonet kommunikerende sprog.


Fotograf: Bjarne Staehr.



Med på scenen er de tre "hunde": Antoinette Helbing, Jan Vesala og Taneli Törma. Alle klædt elegant i sorte jakkesæt (af Ane Kjær) selv om de agerer hunde. Eller rettere de er hundemennesker. 
Især Jan Vesala, der har koreograferet forestillingen sammen med Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon, er betagende som hund. Hans kropsbeherskelse er flot, og det er svært at tage øjnene fra ham. Han har dette insisterende vanvid over sig, der gør ham uberegnelig - som et vildyr, der kun er tæmmet på skrømt.
De agerer i og omkring tre tremmebure på scenen, der kan køres frem og tilbage. Ud over tre hvide hundekraver, der forhindrer en hund i at klø sig, består forestillingen kun af pinde. Alt handler om hundens forhold til pinde. Scenografien er af  Johan Kølkjær.
Det gav et chok, da en af "hundene" pludselig åbner en nødudgang og henter en endnu større "pind" udefra. Teatrets illusion brydes pludselig og bliver med ét meget større, da dagslyset strømmer ind til os. 
Der er meget psykologi i forestillingen - eller måske rettere hundetræning. For hvad er det, der får en hund til at adlyde? Hvad er det, der får den til at ville det? Hvad er det for en vilje til at behage? Lige modsat en kat, der er sin egen, og agerer helt modsat. Hvad er det for et forhold som hunden har til pinde? Du vil vide meget mere om det efter at have oplevet "Fetch!", men ikke på et bevidst plan, for vi er ude i det absurde, hvor forstanden skal parkeres i foyeren, for fuldt af "forstå", hvad der sker.


Fotograf: Bjarne Stæhr.



Forestillingen griber fat i det vi ikke forstår, og drejer det en anelse, så det bliver fortegnet, eller måske endda mere virkeligt. 
"Fido" fra Troels Triers soloalbum "Kys Frøen" fortæller historien om lille Fido, der adlyder vildhundenes kalden og nægter at forblive lille artige Fido og stikker af fra hundeskålen for at løbe ud i friheden. Jeg kom til at tænke på sangen under forestillingen, for det er problematikken lige under overfladen. Det er ikke kun hunde, der rummer vilddyret i sig. Det gælder også menneskedyret, og dermed bliver det også en fortælling om civilisation, og hvad den gør ved os, og hvordan den civiliserer os. VOV VOV!


Fotograf: Bjarne Stæhr.


FETCH!

5.-20. marts 2022
Gæstespil af Livingstones Kabinet
på Teater V

Medvirkende: Antoinette Helbing, Jan Vesala, Taneli Törma, Nicole Hogstrand, Pauline Hogstrand, Pete Livingstone
Instruktør: Nina Kareis
Scenograf: Johan Kølkjær
Komponist: Pete Livingstone
Dramaturg: Jörn Burmester Wium
Koreografer: Jan Vesala, Antoinette Helbing og Adelaide Bentzon
Lyddesigner: Erik Christoffersen
Lysdesigner: Sonja Lea

FETCH! spiller på Teater V, Porcelænstorvet 4, 2500 Valby
Forestillingen vare ca. 1 time og spiller uden pause.


Trailer (via FB)


Fotograf: Bjarne Stæhr.


Andre anmeldte Livingstones Kabinet-forestillinger: 

Canada (Bådteatret, 2020)
Kejseren (Teaer V, 2019)
KLIK (Bådteatret, 2012)