Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Mette Sø,
Michael Svennevig, Qaali Schmidt-Sørensen, Pouria Tahmasebi, Sofia
Guldbrandsen, Alexandra Moltke Johansen og Nassrin el Halawani. Tak til Felix
for lån af ræven. Foto: Sille Veilmark
Sidste sommer havde jeg fornøjelsen af
at opleve teater i ”Træstubben”.
Det var til åbningen af Menneskefestival om drømme og visioner,
hvor Ebba Nørager og Poul Hüttel ved en reading opførte min énakter ”Den sidste
aften”. Rummet inspirerede mig. Det runde rum egner sig glimrende til at
udforske og lege med forholdet mellem spiller og publikum. For hvor er scenen
og hvor er publikum? Forskellen udviskes og man er nødt til at tænke det
anderledes. Jeg gik i gang med at skrive ”Indisk kærlighed” og fik frie hænder
til at bruge rummet. Jeg havde også en ide om et hyldestarrangement til den
84-årige skuespiller Ebba Nørager.
Da jeg kort tid efter mødtes med Lotte
Arnsbjerg havde hun to tekster, der kunne komme med. Den ene skrevet sammen med
Tomas Lagermand Lundme. Jeg opfordrede Alexandra Moltke Johansen, Mette Sø og
Qaali Schmidt-Sørensen til også at skrive tekster. Samtidig fik jeg en
henvendelse fra Nassrin el Halawani om et projekt hun havde i tankerne som hun
gerne ville have fremført i et kirkerum. Derved kom Messiaskirken i
Charlottenlundlund med i programmet.
Teksterne blev så gode at det ikke var
svært at få sammensat et stærkt hold af yderst kompetente spillere til at fremføre
teksterne ved flere readings. Det er derfor ikke færdige forestillinger, men en
oplæsning/fremførelse, hvor man stadig har manus i hånden. Det er en form, der er
rå og upoleret, men som har sin egen friskhed. En dramatiker hører først teksten rigtigt, når en
spiller ifører sig den, og giver den krop og mæle. Derfor er der Teater i
Træstubben.
Hjertelig tak til alle for jeres medvirken - såvel skrivende,
agerende som instruerende. Uden jer var der ingenting. Også en stor tak til naturvejlederen Felix Becker
for hus- og hjerterum i Vesterbro Naturværksted. Det er et skønt sted at være –
og at lave teater. ”Menneskekongen” og ”Indisk kærlighed” er skrevet specifikt
til stedet, og vil dårligt kunne opføres andre steder.
Kom og se hvorfor!
Michael
Svennevig
forfatter og
dramatiker - og arrangør af Teater i Træstubben
Gæstespil
af Teaterforeningen Legio på Får 302 frem til 8. september 2012.
Man kan
høre det alene på titlen. Vi har sat os tilrette på en teaterkarrusel, der
suser hurtigere og hurtigere rundt. Det er en af den slags ture, hvor det bare
gælder om at hænge på. Karrusellen kører uden at komme nogen vegne, for vi
drejer rundt på stedet. Det handler om at være menneske. Det er ligesom ude i
virkeligheden, hvor vi heller ikke altid flytter os. Det er teater ligesom liv.
Vi fræser rundt på karrusellen, mens vi fyldes med sansninger og fragmenter af
det vi suser forbi. Hvad er det vi oplever? Hvor er det vi kommer hen?
Jeg
havde forinden læst manus (i en tidlig udgave), og jeg kunne hverken finde
hoved eller hale i det, men det frastødte mig ikke, for det var så
tæt og så bevægende skrevet at jeg hang fast på karrusellen.
Det
handler om liv, om en skuespiller, en dramatiker og en iscenesætter. Det
handler om liderlighed, og er en pragtopvisning i hvad teater netop formår, når
vi bevæger os ud i overhalingsbanen. Det er ikke teater i den klassiske
forstand, hvor TEKSTEN er den vigtigste. Teksten er derimod en af forestillingens
billedstormende midler. For vi befinder os i en billedstorm. Det er en
billedstorm, der hiver alt med sig. Det må betragtes som instruktørens teater.
Vi befinder os et sted, hvor instruktøren bruger teksten som forestillingens 4.
skuespiller. Jeg kan ikke finde ud af om det er for meget eller om det netop er
lige præcis det, der skal til for at det hele passer sammen. Jeg tror det
sidste. Visuelt er det betagende, for det lykkes de tre spillere, instruktøren
og dramatikeren at holde os naglede til sæderne i den time som forestillingen
varer.
Bagefter
føler jeg mig helt forpustet og tilgroet med indtryk. For hvad er det jeg har
oplevet? Det ved jeg stadigvæk ikke, for det er alt og intet. Men her dagen
efter sidder det stadigvæk i kroppen på mig, for det var en oplevelse, der har
sat sig på tværs inde i mig. Sat sig på tværs det helt rigtige sted.
Forestillingen
er blevet et lykkeligt samarbejde mellem tekst, instruktion og spillere.
Spillerne knokler virkelig for sagen, og de overspiller grumt, men det bliver
til forestillingens stil. For der sker noget derude, hvor vi hænger fritsvævende ud over klichéernes afgrund. Det er så fint skrevet, så godt tænkt og umanerlig godt spillet at jeg nærmest mod min vilje bliver bevæget og berørt. Jeg forstår det egentlig ikke, men billederne, musikken og de vilde sansninger går lige i kødet på mig. Her er ingen dybere mening, men der er nærvær så det basker, og det giver på forunderlig vis en dybere mening. Måske netop fordi forestillingen netop ikke forsøger at være andet end sig selv. Den vil kun sig selv, og det formår den at være i en sådan grad, at jeg som tilskuer bliver stum af det. Det er den slags forestillinger, hvor alting satses,
men hvor alting også vindes, når satsningen er rigtig. Og det er den.
Man
skulle tro…. at teatret har en fremtid, når man oplever billedstormen på Får
302.
Det er
em fornøjelse at lade sig blive blæst af sted af dette gæstespil.
Tillykke
til Teaterforeningen Legio, til instruktøren Emil Hansen, til dramatikeren
Ghita Makowska Rasmussen og til de tre skuespillere: Torben Zeller, Morten Burian
og Karin Bang Heinemeier.
Det er en vidunderlig forestilling I sammen har
skabt!
Det har været en fornøjelse med forløbet op til "Indisk kærlighed". Dels var det en dejligt måde som Malene kastede ideen til mig på, der gjorde at jeg straks greb den og holdt fast. Og sjovt som ideerne og teksterne blandedes og fik sit eget liv, da Pouria og Ditte kom på banen og så nye muligheder og vinkler i teksten, hvorefter jeg skrev videre - og skrev om, sådan så teksten kom til passe bedst muligt til Pouria. Jeg kan egentlig godt lide ordet "teaterskrædder", for det er dét man er. Selv om der vist desværre også ligger noget nedsættende i begrebet sådan som det nogle gange bliver brugt. Og så syntes jeg at det var umådelig morsomt at få min indiske skrædder til at sy tøjet til forestillingen (det synes han vist også selv!!). Han er en lille rund gammel mand (selv om han garanteret kun er få år ældre end mig). Han har plirrende øjne og et lille smil. Det er kun ganske lidt engelsk han taler, men til gengæld er han rigtig god til at kommunikere. Hans bod vender lige ud til torvet med det berømte "clock tower", der er Jodhpurs vartegn. Jeg elsker at sidde dér i døråbningen og kigge ud over menneskehavet, der bølger forbi. Derudover har det været en fornøjelse at få lov at kaste min indiske fascination og mine Bollywoodske drømme videre. Både til Malene, Ditte og Pouria.
Jeg har i den grad længtes efter at lave noget, der netop har denne champagnebrusende energi. At arbejde med en ny form for lethed i stoffet, og har nydt at det ikke altid skal være så alvorstungt. Jeg har tilladt mig selv at anslå nogle andre og lettere strenge med teksten. Måske er det endda lykkedes mig at få tyngden givet en lethed, og få letheden forankret i en seriøsitet, der måske har givet noget til begge. Det håber jeg. Det er i hvert fald noget som jeg finder ud af på søndag - til premieren. Jeg synes at det var så utroligt, dét som Pouria præsterede, da han lavede uddrag fra teksten i Apostelkirken tidligere på måneden. For selv ikke at tale om at han faktisk gjorde det endnu bedre dagen efter i gårdhaven ved Dansk PEN. Der er vist ingen tvivl om at det er en opgave, der matcher både hans evner og formåen.
Et sådant teaterforløb er i høj grad en opsamling af energier, der samler sig, spreder sig igen for at blive fortættet og båret frem via en instruktør og (i dette tilfælde) en enkelt spiller. Jeg har en skøn fornemmelse af at jeg har lavet det hele - og slet ingenting. Jeg aner intet om, hvad der venter på søndag. Jo, jeg kender hele skelettet, men hvordan det får liv, hvordan det visuelt kommer til udtryk og forplanter sig til tilskuerne bliver en stor overraskelse. Jeg er overbevist om at det bliver en stor og berigende oplevelse. Og er meget glad for at det er en opgave, der skal løftes af Ditte og Pouria. Mødtes forledes med Pouria i naturværkstedet, hvor forestillingen skal spilles. Han var så dedikeret og så fokuseret. Det var meget inspirerende og smukt at mærke hvordan han invisterer sig selv så "selvforglemmende" i opgaven. Og han har vitterlig sit at se til. Det er en stor og svær opgave som han står overfor. Det er slet ikke spor let at skulle bære en hel monolog. Til gengæld er det selvfølgelig også en drøm at kunne begynde sin (skuespiller)karriere på den måde. Det er jeg overbevist om at han vil forstå at få det absolut bedste ud af. Jeg glæder mig meget til at opleve det på søndag. Og glæder mig til at varme op med Bollywood OPEN AIR på Nytorv på lørdag kl. 20.30 med Bollywood filmen "Om Shanti". Det er samtidig en fin lejlighed til at dele små poser ud med Bombay Mix (chilisnacks) påhæftet en seddel, der inviterer til endnu mere Bollywood dagen efter til premieren.
Søndag den 2.9. kl. 18.30 i Vesterbro Naturværksted, Saxoparken, Saxogade på Vesterbro: Urpremiere på "Indisk kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket". En monolog af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevreog spillet af Pouria Tahmasebi. En munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Om to mænd, der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til. Med især et kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede? Forestillingen spiller samme tid og sted til og med fredag den 7.9. Med efterfølgende samtale mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. med Malene Fenger-Grøndahl, der har lavet interviewbogen "Den forbandede kærlighed" som forestillingen delvist er baseret på.
”INDISK KÆRLIGHED – eller hvordan man
overlever at blive forelsket” Urpremiere Søndag den 2. september kl. 18.30-19.15i Vesterbro Naturværksted. Spiller hver aften kl. 18.30 til og med fredag den 7. september.
En
munter historie om kærlighed, menneskerettigheder og ytringsfrihed. Om to mænd,
der gifter sig. En dansk og en indisk. Med Bollywood-musik til. Med især et
kærligt og kritisk blik på det danske samfund set udefra af én, der ser noget
helt andet end det vi forestiller os. For måske er vi ikke helt så frigjorte og
tolerante som vi selv tror? Måske er det i stedet os, der er de hæmmede?
Monolog af Michael Svennevig. Instrueret af Ditte Maria le-Fevre og
spillet af Pouria Tahmasebi.
Billetter á 85,- kr. (inklusiv chai) købes kontant ved indgangen fra et kvarter før forestillingen. SAMTALEARRANGEMENTER: Se forestillingen og mød instruktøren,
skuespilleren og dramatikeren i en efterfølgende samtale med forfatteren og
journalisten Malene Fenger-Grøndal, hvis bog ”Den forbandede kærlighed”
delvist ligger til grund for forestillingen ved to efterfølgende samtalearrangementer mandag den 3.9. og onsdag den 5.9. kl. 18.30-19.45.
Opført til arrangementerne
den 4.-5. august 2012 i forbindelse med lanceringen af "117 stemmer om drømme og visioner", hvor både Malene Fenger-Grøndahl, Ditte Maria le-Fevre og Pouria Tahmasebi medvirkede.
Forinden havde Pouria været på fotosafari sammen med Sille Veilmark rundt i Københavns gader, hvor de forsøgte at finde et billedmæssigt udtryk for, hvad det vil sige at være indisk i danske omgivelser. Da jeg så de fascinerende billeder var jeg ikke i tvivl om at Sille især i billedet, der er sat øverst på bloggen her, netop havde formået at fange det rette.
(Uddrag fra sceneteksten)
"Jeg
ved godt, at man ikke kan se det på mig. Andre tror, at jeg altid er glad, for
jeg er glad, men jeg var så ked af
det dengang. Ulykkelig kærlighed. Så enkelt var det. Hendes familie havde
forbudt mig at komme i nærheden af hende. Og de mente det! Jeg følte mig helt
udtværet. Det var nok derfor jeg knytter mig så hurtigt til ham. Alexander... man kan høre det på
navnet. Sådan er han. Han åbner en hel ny verden for mig. På mange måder. Han er
også alene, og med ét forsvandt den alenehed. Jeg ved ikke, hvorfor jeg knytter
mig til ham. Jeg tænker ikke over det. Jeg gør det bare.
(pause)
Det har længe ligget i
luften. Det mellem ham og mig. Selvfølgelig har vi rørt ved hinanden. Det gør
venner jo... eller det gør I jo
ikke, men det er jeg vant til. Sådan lidt efter lidt er vi kommet tættere på
hinanden. Lige siden vi mødtes i Indien har det været sådan. Nu kan vi slet
ikke undvære hinanden. Jeg ved da godt at det ikke er venskab... ikke kun
venskab. Jeg er jo ikke helt dum, men det er ikke noget jeg har spekuleret
over. Jeg tager det som det kommer. Og jeg elsker livet sammen med Alexander,
så enkelt er det. Han får mig til at le.
Det ligger vel i
os alle. Et eller andet sted. Hos os er det ikke noget vi gør - på den måde.
Sådan af kærlighed. Ikke med en anden mand. Men det ændrer han. Jeg
aner ikke, hvad det betyder, da han spørger... om vi skal giftes. For vi er jo
to fyre, og samtidig tør han ikke holde mig i hånden på gaden. Selv om han siger,
at her må man godt. Men der er alligevel noget vigende i hans blik:
-Det
er ikke ualmindeligt, men det er ikke alle der kan lide at skilte med det.
Og
det er åbenbart sådan han er. En, der ikke skilter med det.
I
Indien kan vi godt lide at skilte med alt muligt, hvis vi ellers har noget at
skilte med. F.eks. rigdom, men det gør I ikke.
Jeg
kommer hurtigt til at elske jeres verden. Men det virker som om I slet ikke ser
den.I tager den for givet, for den er der jo. Men for mig er det
fantastisk.
Foråret, ser I! Men alt det andet? Når det en sjælden
gang bliver 30 grader,
klager alle over, at det er for varmt.
Her
er alle mennesker lige. Det er et princip, siger Alexander. Når han taler om
principper, love og paragrafer når det mig ikke. Det kender jeg jo
derhjemmefra. Det er bare ord. Virkeligheden er anderledes.
Jeg
er fri til at mene og synes lige hvad jeg vil, men det er ikke alt der siges.
Jo, det tror jeg i starten, indtil jeg finder ud af, at ét er det man siger,
noget andet er det man gør.
Der
hvor jeg voksede op, var det den stærkeste, der havde ret, og resten klappede
bare i. Hvad kalder man det? Jeg har altid lært, hvornår jeg skal holde min
kæft. Jeg har ikke altid gjort det, men jeg ved, når jeg træder over stregen.
Det er sådan noget man får bank for. Her har alle ret til at sige det de mener,
uden at andre kræver dem til regnskab for det. Man behøver ikke være bange.
-Du
skal stå ved det du er. Ligegyldigt hvad det er, skal du respekteres for det.
Det er din ret.
Du
ved individets rettigheder og alt det...
Jeg
nikker og tænker over, hvorfor han så ikke selv gør det. Det synes han ikke at
jeg skal blande mig i. Det er ikke bare ham, det er mange af de danskere som
jeg møder, der straks er på mærkerne:
-Det
er så flot det du gør. Du skal bare blive ved. Alle skulle gøre som dig!
Jeg kan høre Jackson synge i baggrunden”We´re the world”.
Eller Nanna...
(syngende)
”Afrika, Afrika... alle går vi rundt i vores egen lille
verden.... hvis vi gir en hånd til Afrika....det blir bedre dag for dag... Afrika...
Afrika”...
Når jeg lytter til den sang, selv om det er en gammel
schlager nu, aner jeg ikke hvad det er, danskerne har gang i..De lever i deres egen sæbeboble.
Godt nok kommer jeg ikke fra Afrika, ...men det kunne det
lige så godt være, for jeg kan se at de puster sig op i bevidstheden om ... vi, danskerne, vi har et gammel kongerige
helt tilbage til Gorm Den Gamle og så har vi landsholdet og så længe der stadig
er liv i gamle Dronning Margrethe, så går det nok, for vi ved noget om
ytringsfrihed, menneskeretttigheder og om, hvordan verden er skruet sammen.
Alle disse indiske fornemmelser kan let gå én i blodet.
For tiden er der et dansk/indisk kulturfremstød i byen: "India today/Copenhagen tomorrow".
Det fortsætter frem til januar 2013, men måsket kulminerer det allerede lørdag den 1.9. med udendørs Bollywood-film på Nytorv:
'Om Shanti Om' - Open Air på Strøget 1. september, kl. 20.30 - gratis adgang! Se Bollywood-klassikeren 'Om Shanti Om' under åben himmel på Nytorv, Strøget, i anledning af filmfestivalen INDIAN INDIES og Strøgets 50-års jubilæum. Medbring dansesko og klar røst, og deltag i en vaskeægte Bollywood-fest. (160 min)
Dagen efter er der mulighed for at høre og se mere Bollywood-musik og dans i Vesterbro Naturværksted i forbindelse med urpremieren på
"INDISK KÆRLIGHED - eller hvordan man overlever at blive forelsket".
En af de gæsterne ved de to arrangementer skrev efterfølgende denne tekst og sendte den til mig. Jeg har fået lov at gengive den her:
Jeg kiggede i spejlet da jeg kom hjem:
Mennesket
Jeg havde helt glemt det.
Jeg havde engang en drøm.
Jeg drømte om det fremmede, helt ukendte, det dragende, det spændende i fjerne lande.
I gymnasiet havde vi en udvekslingsstudent, Paul fra Ghana. Han var kulsort med hvide hænder, der var ingen der gad at snakke med ham, ikke engang ham, som han boede hos. Jeg var dybt facineret og så hed han Paul. Vi blev pennevenner og skrev sammen i et par år.
Det var ham jeg ville ned og besøge, men jeg glemte det, jeg glemte mig selv.
Jeg blev bange, jeg blev virkelig, virkelig bange, så bange at jeg ikke kunne være i fjerne lande eller nære. Jeg kunne kun være i den skal lige midt imellem.
Jeg har altid iagttaget og lyttet,
Fra min skrøbelige position med den umærkelige tyngde på mine skuldre.
Jeg drømmer om MENNESKET
Jeg er stadig bange lige midt imellem - fjerne lande og nære - men små mennesker.
Når mennesker er i krise og ikke har overskud til de små mennesker, så hjælper jeg de voksne – min dør er åben for børnene og jeg ser dem, så de er, så de ikke er glemt.
Min vision er MENNESKET
Sheila
PAPIRVÆRKSTED I SOLEN - om lørdagen i gården ved Apostelkirken, hvor en af mine papmaché-venner havde sneget sig med.
Det er bare papirmasse og alligevel kan det bruges til så meget. Fx. til figurer (hvis det blandes op med savsmuld og tapetklister) eller til papir, som man kan skrive sine drømme og visioner ned på.
Alle disse fotos er taget af Alice Maud Guldbrandsen. Her er hun skarpt aftegnet i silhouette mod gårdens asfalt ved siden af et kloakdæksel. Hvor er det egentlig talt smukt, sådan et dæksel!
Det smukke gamle bindingsværkhus er fra 1721 og har overlevet to brande. I dag er det ejet af Fredsfonden og af familien Plum, og det er der at Dansk PEN har til huse oppe på 1. sal.
Hele weekenden var vejret forrygende.
Mine somre er blevet så festlige siden jeg begyndte at stå for udendørsarrangementerne om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN for 6 år siden. Det førte til mit fine samarbejde med Niels Nymann Eriksen i Apostelkirken på Vesterbro, og næste år lader det til at der kommer endnu en knopskydning, da Rose Marie Tillisch fra Messiaskirken i Charlottenlund, har budt mig op til dans - og også gerne vil lægge hus til. Der bliver stadigvæk de sædvanlige arangementer på Vesterbro og Chrisitianshavn, men derudover også et Samtalelaboratorie i Messiaskirken.
For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.
I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.
Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)
Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.
SØNDAG den 5.8. kl. 13-16 i gårdhaven ved Dansk PEN, Dronningensgade 14, på Christianshavn:
Vejret var igen med os, da gårdhaven ved dansk PEN blev fyldt til bristepunktet. Så mange har vi aldrig været før. Vi sad som sild i en tønde. I pauserne blev kagefadene nærmest støvsuget. Endnu engang lavede Mille sin uforlignelige arabiske myntete. Igen var det et musisk indslag, der løb med det meste af opmærksomheden, da Allan & Energistyrelsen optrådte med spoken words og forunderlige underliggende lydlandskaber, der forplantede sig i den varme sommerluft og svævede væk som en duft af drømme og visioner.
Dorte Karrebæk*
har skrevet en af mine favoritbøger: ”Ingenting her, ingenting der” (Forum 2002). Hun er både illustrator og forfatter og det kombinerer hun smukt. Hendes bøger er morsomme, men grumme. Hendes karakteristiske humor lægger sig ind over det hun laver, og skaber de mest uventede perspektiver, der får os til at se verden på ny. Det var dejligt at kunne byde hende velkommen tilbage fra Spanien og have hende til at indlede med at læse sin historie ”Da Fremtiden Forvandt” fra ”117 stemmer” som prolog.
(Illustration: Dorte Karrebæk)
Paul Hüttel
havde påtaget sig at læse et kapitel fra den egyptiske Nobelpristager Naguib Mahfouz ”Midaqgyden” (Holkenfeldt 1989). Oversat af Lilian Cipikoff. Det er skildringen af dagligdagslivet i en bydel i Kairo, men så alment beskrevet at det kunne udspille sig alle steder og til alle tider. Mahfouz, der fik Nobelprisen i 1988, var en stor humanist. Jeg syntes, at det var passende at denne store universelle forfatter blev læst op af en af vores dygtigste skuespillere. Hüttel og Mahfouz klædte hinanden.
Ruban Aro*
kom til Danmark fra det sydlige Indien for 3 år siden. Jeg mødte ham en uge efter han var kommet hertil, hvor han viste mig rundt på Vesterbro (!!). Han er 28 år og har skrevet et af bogens mest rørende tekster, hvori han beskriver oplevelsen af at se en bil og en telefon for første gang. Det er en tekst, der maner til eftertænksomhed. Det var en fornøjelse at høre ham læse den.
Peter Alsted*
er skønlitterær forfatter. Da hans debutroman ”Sorte Scener” udkom i 2007 på Husets Forlag, udvekslede vi bøger. Peter skrev som dedikation: ”Verden er vel, som man vælger at se den?”. Hans debutroman handlede om filmpassion, og det ser ud til at det er noget, der også har fulgt ham selv på vej. Der er gået et par år, og Peter er lige kommet hjem fra Afrika. Han bragte en afrikanske beretning med sig, om sorte drømme og visioner, og besvarede med sit levende indlæg spørgsmålet positivt - ”om at verden stadigvæk er som man vælger at se den”.
Pouria Tahmasebi* (Iran).
Læge eller skuespiller? Pouria stiller sig selv spørgsmålet i den tekst han har skrevet til "117 stemmer", og som han læste højt. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i monologen ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted som en del af "Teaterdage på Vesterbro". Monologen er baseret på en interviewbog som Malene Fenger-Grøndahl lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen: ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” (CDR-Forlag 2007). Vi hørte et uddrag fra teksten. Jeg har skrevet monologen, der er instrueret af Ditte Maria le-Fevre.
(Foto: Sille Veilmark)
Salim Abdali* (Irak)
er oversætter og bio-fysiker, men faktisk også digter, forfatter og dramatiker (selv om vi endnu må have det til gode, men det er på vej, lover Salim). Dog er hans bidrag til ”117 stemmer” en god forsmag på, hvad vi har i vente. Indtil da kan vi nyde hans flotte og meget musikalske oversættelse af den syriske forfatter/digter Adonis´ ”BOGEN. Stedets gårsdag er nuet” (Forlaget Underskoven 2010). Det er over 400 siders poesi om arabisk kultur, efter profeten, bundet sammen af en fortæller, der formår at række langt ud over sin kulturs egne grænser. Adonis er af samme grund ofte nævnt som Nobelpriskandidat. Salim fortalte om det store værk og læste op fra sin gendigtning.
Henning Carlsen
og Gabriel García Márquez er to store skikkelser indenfor hvert deres felt. Henning Carlsen hævder at hans film vælger ham - og ikke omvendt. Han fortalte om forhindringerne i forbindelse med indspilningen af sin seneste film ”Erindring om mine bedrøvelige ludere”. Henning Carlsen har altid været kontroversiel i sit valg af emner til sine film, (hvad enten det så er filmene, der har valgt ham eller omvendt). Det være sig i ”Dilemma” om apartheid i Sydafrika, eller i skildringerne af de mange utilpassede mænd i hans film lige fra ”Sult” i Kristiania (eller Oslo) og ”Pan” i en anden fin Hamsun-filmatisering, men også i ”Oviri” om maleren Paul Gauguin. Hans forrige film ”Springet” handlede om døden, men den har instruktøren tilsyneladende selv besejret i sit seneste værk, der som poesi svøber sig om beskueren. Det er en meget latinsk film. Billederne emmer af Latinamerika, og så er det ikke mindst en filmisk fortælling, der er tro overfor forlægget. Márquez´ af omfang lille roman på bare 100 sider er fra 2004 (Samleren 2005, oversat af Annette Roselund). En historie, der burde være umulig at filmatisere med sine mange indre monologer og tankespring. Det er en film om erindring, og om at tænke tilbage på sit liv - og så er det ikke mindst historien om de bedrøvelige ludere.
Mette Sø
er en af de forfattere, der kan få mig til at le. I romanen ”Petit Petit” (Republik 2010), der ganske rigtig er en lillebitte bog, er hovedpersonen en kvindelig hjælpecykelrytter, der er trængt ind i et mandligt cykelrytterunivers og desperat forsøger at iføre sig sin egen indre gule førertrøje. I efterfølgeren ”I en snæver vending” (Republik 2012) krænger hendes hovedperson det hele af, og sælger brugt undertøj på nettet. Hvor får Mette det fra - for bøgernes personer drømmer mest af alt bare om at være som folk er flest, men det er de ikke. Eller også er det lige præcis det, de er? For sådan er vi måske alle? Uddrag fra de to bøger blev læst af skuespilleren
(Foto: Sille Veilmark)
Julie Carlsen.
Da jeg ringede til Julie, viste det sig at hun udmærket kendte Mettes bøger, eftersom hun var i gang med at indlæse dem som lydbøger. Det virkede næsten for usandsynligt til at det kunne være en tilfældighed. Men det var det. Julie er uddannet på Århus Teater. Hun er medinitiativtager til Momo - skuespillernes lydbogsværksted. Der er noget finurligt og udefinerbart over Julie som skuespiller. Måske er det dét, der gør hende så god. Se hende f.eks. som moren i filmen ”Tæl til 100” (af Linda Krogsøe Holmberg, 2004). Det var en oplevelse at høre Mettes figurer få liv i Julies oplæsning af uddrag fra de to romaner.
Allan Davies & Energistyrelsen
oplevede jeg tidligere på året i Lou Lou`s Kaffestue i Ærøskøbing. Det lillebitte sted var pakket med grej og mennesker. Det hvirvlede imod mig, for her var en digter og 3 musikere, hvis tekster og musik tog mig med til steder jeg ikke havde været før. Så stor var min glæde, da Allan og Energistyrelsen sagde ja til at være med til arrangementet i gårdhaven ved Dansk PEN, hvor de fremførte hele den 25 minutters lydrejse med spoken words som jeg oplevede hin eftermiddag i Ærøskøbing. Energistyrelsen bestod af Claus Svane (elektronica), Thorbjørn Bjørgren (guitar)og Emil Nøjgaard (bas/guitar).
Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!
Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen før.
Lørdag den 4.8.2012 i Apostelkirken, Saxogade 13, Vesterbro.
For 6. år i træk inviterede Dansk PEN sammen med Dansk Forfatterforenings og Danske Skønlitterære Forfatteres Internationale Udvalg til det årlige sommerarrangement om drømme og visioner i gårdhaven ved Dansk PEN. I år var det udvidet til et weekendarrangement, der startede i Apostelkirken på Vesterbro og sluttede i gårdhaven ved Dansk PEN på Christianshavn i København.
I løbet af weekenden kunne man komme med på rejse til fjerne egne - og helt tæt på sig selv. Det skete i mødet med stemmer fra nær og fjern. Der var musik og dans, historiefortælling og digte, oplæsninger og samtaler med en masse kunstnere, der berettede om deres drømme og visioner. Og så var der krydret grønsagsmad, drømmekage, arabisk myntete og afrikansk kaffe.
Antologien "117 STEMMER, fremmed og nært, om drømme og visioner" udkom samme weekend med et væld af stemmer, der indgår i et mægtigt kor, hvor der synges højt, lavmælt, inderligt, påtrængende og finurligt om drømme og visioner. Ved arrangementerne kunne man møde de første 16 af bogens stemmer. (De er markeret med *)
Fotos: Alice Maud Guldbrandsen.
LØRDAG den 4.8. i Apostelkirken, Saxogade 13, på Vesterbro:
Vejret var strålende, så vi flyttede papirværkstedet udendørs, så vi kunne sidde i solen og høre digte, haiku og historiefortælling, mens vi lavede papir. Da vi alligevel fik en regnbye sidst på eftermiddagen, passede det med at det var blevet spisetid. Bombay-gryden blev spist rub og stub. Selv om det var min egen "opskrift" med alt godt fra den indiske købmand rundt om hjørnet, kunne jeg ikke lade være med at sige til de spørgende, at det var en indisk egnsret fra min sydindiske vens landsby, og som de lavede hver lørdag. I mens stod han ved siden af og nikkede, men han syntes vist til sidst at det var at drive spøgen lidt for vidt. Der var vel omkring 40 til spisning og bagefter det dobbelte til aftenarrangementet.
En af de største oplevelser - og i hvert fald den mest overrumplende - var at opleve Tilde danse til Thomas´ improviserede orgelspil. De to havde aldrig tidligere mødtes. Det kulminerede med at Tilde hoppede hen over kirkebænkerækkerne og endte med at stå med hænder vendt ned mod to af tilskuernes hoveder (hvoraf den ene var præsten, hvilket hun ikke var klar over), mens hun selv stod, klædt i sort tricot, oppe over dem balancerende på bænkerækkerne.
Karsten Wraae Larsen*
debuterede i april 2010 med digtsamlingen ”Punkterblomst”, der bestod af 24 digte til at stikke sig på - og fornøje sig med. Og sådan er det stadig, man kan både stikke sig på dem, men også fornøje sig over deres måde at springe ud i de særeste sætningskonstruktioner og styrtdykke fra de største højder, så man bliver ganske bims af det.
Ole Bundgaard*
gør det diametralt modsatte. I Oles haiku har han forædlet det til det akkurat mest essentielle. Og lad mig med det samme komme med en tilståelse: jeg er ikke vild med haiku, men Oles haiku kan jeg godt lide. Ole er også maler og musiker, og jeg tror at det er alle hans talenter, der får de sparsomme ord til at strømme så smukt og glidende af sted.
Sidsel Barbara Katlev *
er en god fortæller. Det er svært at sige, hvad hun gør. Det er noget med hendes nærvær og måden som hun etablerer kontakten til sine tilhørere på. Hun skal opleves. Og så kan hun faktisk også skrive. Se selv hendes fine og poetiske tekst i ”117 stemmer”.
Salam Ibrahim* (Irak)
mødte jeg første gang sidste sommer. Der var en umiddelbar varme og noget tilforladeligt over ham, der gjorde at jeg straks opfordrede ham til at bidrage til ”117 stemmer”. Jeg fik hans tekst på arabisk, og anede derfor ikke, hvad han havde skrevet før jeg mange måneder efter fik teksten retur i en ypperlig oversættelse af Anne Kristine Waage Beck (der også selv har bidraget til bogen med et tyrkisk rejsebrev). Salam er en stor forfatter, men hans bøger er alt for svære at læse, hvis man ikke kan arabisk. Læs hans tekst fra ”117 stemmer”, for så er det tydeligt, hvad vi går glip af.
Dick Kaysø
læste Salams tekst ”En verden uden had” fra ”117 stemmer” og sluttede med at læse et kapitel fra romanen ”Min sorte bror” (også oversat af Anne Kirstine Waage Beck), der indgik i antologien ”Herfra min verden går” (Dansk PEN 2009). Det var en stor fornøjelse at have en så dygtig oplæser til så udfordrende og spændende tekster som Salams.
Malene Fenger-Grøndahl*
skrev i 2004 ”Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004” og det er den som vi tog afsæt i. Hun skrev den sammen med sin mand Carsten Fenger-Grøndahl. Malene er rejsende (pt. er hun i Kappadonien). Hun er altid rejsende. Altid søgende, altid nysgerrig og myreflittig. Det var en fornøjelse at have hende med. I bogen benytter hun sig af ”cases”. Vi gjorde det samme og havde fornøjelsen af at have inviteret tre gæster til lejligheden:
Qaali Schmidt-Sørensen* (Somalia)
kom hertil for godt 20 år siden. Hun har fortalt gribende om, hvad hun kommer fra og hvordan kom hertil i bogen ”På taget af dommedag” som hun lige har fået Nationalbankens store legat for. Hun voksede op som teenager-storbypigen i Mogadishu, men i weekenderne og ferierne var hun sammen med sin far, der er nomade. Ørkenen og livet derude sammen med faren kom til at præge hende dybt. I dag bor hun på Lolland, men drømmer sig stadig tilbage til ørknen. Det har hun skrevet en tekst om til ”117 stemmer” som hun læste op. Samme tekst har hun i øvrigt udbygget til en monolog, der fremføres ved en reading i Vesterbro Naturværksted den 1.9. kl. 16, hvor skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke fremfører den. (Foto: Sille Veilmark)
Alice Maud Guldbrandsen*
er billedkunstner og forfatter. Hun er en af dem, der altid stiller op, når det gælder. Hvad skulle jeg dog gøre uden hendes entusiasme! Hendes tekst fra "117 stemmer" handler om, hvad det har givet hende at lægge øre til de menneskeberetninger, som hun er stødt på gennem mange års engagement i og omkring arrangementerne i Apostelkirken/ Dansk PEN som jeg har stået for. Mødet med de mange livshistorier fra verdens brændpunkter og ikke mindst mødet med det fremmede har bl.a. udstukket nye retningslinjer i hendes liv. Alice læste sin tekst op fra bogen. (Foto: Pia Burmøller)
Pouria Tahmasebi* (Iran)
har gjort som har fået besked på: at uddanne sig som læge, men det var egentlig ikke det han brændte for - det var skuespilleriet. Han er netop blevet færdiguddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi. Hans første rolle bliver i ”Indisk Kærlighed - eller hvordan man overlever at blive forelsket” med premiere den 2.9.12 i Vesterbro Naturværksted. Monologen er delvist baseret på en interviewbog som Malene lavede sammen med Marianne Nøhr Larsen med titlen ”Den forbandede kærlighed, 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed” fra 2007. Vi hørte et uddrag fra stykket, som jeg har skrevet. Monologen er instrueret af Ditte Maria le-Fevre. (Foto: Sille Veilmark)
Flemming Jensen*
har bevæget sig fra det stærkt agiterende i sine politiske komedier til det meget mere favnende i ”Mogens & Mahmoud”. Først en succesrig forestilling på Folketeatret tidligere på året, og nu også som roman. Det er romanen vi talte om. Flemming kan kunsten at forbinde det kunstneriske med det folkelige. Jeg forsøgte at få ham til at fortælle om, hvordan han bærer sig ad med det. Flemmings bidrag til ”117 stemmer” var hans oprindelige tekst til teaterprogrammet.
Tekla Irene Walter*
er sundhedsplejerske og lattercoach. Det første kan man ikke gætte, men det andet kan man godt, for er det der ikke? Dér i mundvigen. Tekla er snart 90, men det er ikke noget hun lader sig mærke med. I bogen har hun skrevet om sin vej frem mod latteren. For hvordan ler man af noget, der ikke er der? Altså bare at sidde der og le? Tekla gav sit svar på det ved at læse sin tekst fra ”117 stemmer”.
Tilde Knudsen
er en del af det lille eksperimenterende teater Asterions Hus, der ligger så isoleret ude på Refshaleøen at teatret har købt en gammel rød bybus til at transportere teatergængere til og fra Christianshavns Torv og ud til teatret. Asterions Hus er et af mine favoritteatre. Det er fysisk teater, der tit bliver helt akrobatisk, og ofte uden ord. De tager udgangspunkt i dans og stagefight. Tilde er en fantastisk performer, og jeg havde lokket hende med i Apostelkirken, uden at vide, hvad jeg egentlig kunne lokke med. Men jeg ville rigtig gerne have hende til at danse - og hvorfor ikke til orgel-improvisation? (Foto: Benjamin Holmsteen)
Thomas Bredsdorff-Larsen
er musiker. Han har komponeret musik til flere forestillinger hos Teatergruppen Batida på Rentemestervej. Han spiller mange instrumenter, og er sidst set spillende kontrabas, men kastede sig for et halvt år siden over orglet. Han spillede over egen melodi i en speciel taktart. Men havde på forhånd lovet at det ville blive ”...lille og stort, komponeret og improviseret. Rytmisk / arytmisk”. Det var et løfte han til fulde holdt. Tilde kom direkte med tog og færge fra en forestilling på en sjællandsk ø, men færgeplanen holdt og Tilde nåede frem til at kunne danse til Thomas´ musik.
Henrik Goldschmidt
var desværre forhindret pga. dødsfald i nærmeste familie.
Jeg hørte ham til en koncert i koncerthuset. Han havde en obosolo i begyndelsen af et moderne klassisk værk af den georgiske komponist Kantjeli. Jeg følte mig naglet til min plads for lyden gik lige igennem mig. Pludselig var der noget bekendt over musikeren, selv om han var iført kjole og hvidt, for hvis jeg spolede tiden et halvt år tilbage til Gamle Scene og i stedet gav ham cowboybukser på, opdagede jeg at det var initiativtageren til The Middle East Peace Orchestra. Jeg inviterede ham for at få ham til både at fortælle om orkestret og den nye musikskole som han har startet på Nørrebro, hvor jødiske, kristne og muslimske børn lærer at spille sammen. Han havde lovet at indlede med et stykke for obo og slutte aftenen af med at spille på en vidunderlig magisk børneklarinet. Det bliver der forhåbentlig mulighed for at opleve en anden gang.
I stedet fremførte skuespilleren og instruktøren Ditte Maria le-Fevre min indledningstekst "Jeg drømmer stadig" fra "117 stemmer" som aftenens epilog. Ditte formåede med sin smukke og sjælfuld fremførelse at få alle aftenens mange stemmer og kunstneriske udtryk til at bundfælde sig.
Aftenen klingede ud med ordene:
Jeg drømmer stadig hver gang jeg falder i søvn. Drømmer om at jeg i morgen vågner op til den verden jeg drømte om men drømmene ændrer sig de bliver både for store og for små.
Jeg kigger mig rundt efter de store visioner
men det er alt sammen blevet så småt.
Hvor er det store, det vilde og det uregerlige?
Hvor er drømmene henne i dag?
Er jeg den eneste der stadig drømmer?
*
Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle medvirkende ved de to fine arrangementer. Sjældent har jeg oplevet en så fin og fortættet stemning omkring en bogudgivelse!
Se også fotos og tekst fra arrangementet dagen efter:
.jpg)
