Anmeldelse: GOLDBERGVARIATIONER på Teater Sort/Hvid

Store kloder svæver i rummet over os. Liggende på madrasser med puder og tæpper kigger vi op på dem, mens vi lytter til Johann Sebastian Bachs "Goldbergvariationer", der oprindelig er komponeret for cembalo, men som normalt spilles på klaver. Men ikke på S/H i Staldgade i Den Brune Kødby, hvor Andreas Borregaard spiller hele værket på akkordeon. Musikken suppleres af Ursula Andkjær Olsens lyriske ord, der slynger sig rundt om musikken. Rundt og rundt.  

Foto: Søren Meisner.

Ordene danner lange guirlander af  asymmetriske billeder om drømmen i drømmen, om at gå igennem spejlet og møde jordskælv nær Dybbølsbro Station. Vi er på én gang gående ad trapper og broer inde i drømme, der bevæger sig stadig længere væk fra os, og samtidig mens vi som "Alice i Eventryrland" falder gennem spejlet og lander i en anden virkelighed gælder det om at være tro mod de liv, vi ikke har levet. 

 

"Drømmene har en meget sindrig struktur, det hænger sådan sammen: Natten udgør i sig selv en enkel bue. Når man nærmer sig, ligner den en trappe ned. Imellem to dage. På afstand kan man se, at den fører opad. Det giver drømmene en stærk men usynlig sammenhængskraft og sætter dem samtidig fri." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").

Skuespilleren Annike Johannessen læser teksten indfølt og klangfuldt, mens hun bevæger sig rundt om os. Ordene danser rundt med musikken, selv om tekst og lyd er nøje adskilt og supplerer hinanden i 15 afsnit.

"Jeg lå i den seng, det hus, ved Dybbølsbro station, jeg sov, der kom et jordskælv, jeg vågnede, min seng rystede under mig./Gulvet rystede under min seng./Loftet nedenunder rystede under gulvet./Underboen rystede under loftet./Underboens seng rystede under underboen./Underboens gulv rystede under underboens seng./Husets fundament rystede under underboens gulv./Jorden rystede under det hele./Så lå det alt sammen stille igen. Jeg var vågen." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").

Vi ligger i mørke, omgivet af mørke, mens vi kigger op på de 13 hvide klodeformede 1½ meter store balloner, der hænger duvende over os. De oplyses af fotos og videoprojektioner. Sneglehusformede trappeopgange, krankonstruktioner og drivende formationer sejler hen over os til lyden af satinblå morgenkåber, mens vi lytter til Bach.

Foto: Michael Svennevig.

De første minutter ligger jeg og forsøger at forstå og gennemskue sammenhænge og paralleller, men siden sætter jeg af i tankerne og stævner ud mod det fremmede, ført af Bachs toner fra de 30 små musikstykker som "Goldbergvariationerne" består af. Det siges, at værket blev bestilt af en bøhmisk greve, som led af svær søvnløshed. Grevens hofmusiker, den unge Hr. Goldberg, kunne så divertere med de skønne variationer, når søvnen ikke ville indfinde sig. Måske er det bare en skrøne, men i så fald passer den godt til musikken, der med sin lange række af variationer skaber en tilstand, hvor tiden opløses og drømmene kan flyde frit. Det er dén tilstand, der er afsættet for Ursula Andkjærs Olsens  nyskrevne digtsamling "Morgenkåber" (der  samtidig udkommer på forlaget Herman & Frudit), og som danner bro mellem musikken og rummet vi ligger i.

Foto: Michael Svennevig.

På den nys overståede KLANG-festival fremførte Borregaard to nykomponerede værker  i Koncertkirken Blågårds Plads af Marcela Lucatelli/Kirstine Fogh Vindelev ("Drift") og Philip Venables/Ted Huffmann ("My favorite piece is the Goldberg Variations"). De viste med al tydelighed, at der er tale om en kunstnerisk begavelse, der ikke viger tilbage fra at træde ind i nye performative landskaber - og sådan er det også med forestillingen på S/H.  

Efter forestillingen fortalte Borregaard, at Bachs værk er så ensartet i sit udtryk, at han havde lyst til at bryde det op, eftersom samtlige 30 stykker er skrevet i G-dur. Og da teksten var skrevet, førte det naturligt videre til, at scenografen Julie Forchhammer skabte rammen om ordene og musikken. Det hele er lyssat af Mikkel Jensen.

Foto: Michael Svennevig.

Goldbergvariationernes mest kendte fortolker er den canadiske pianist, Glenn Gould, der indspillede dem som ung i 1955 i en flot og meget energisk 70 minutters udgave. 27 år senere - i 1982 - genindspillede han dem i en mere adstadig udgave. Han har et gnistrende sprødt anslag, og musikken står næsten stille. På én gang fastholdt midt i en statisk og alligevel  dynamisk fortolkning. Men spændende er det også at lytte til Christina Bjørkøes indspilning fra 2000, hvor jeg synes at høre en lille tøven. Der er plads til en lille pausering. En eftertanke, der klæder musikken og giver plads til lytteren. Det er tale om tre klaverindspilninger, mens Andreas Borregaard fortolker værket som akkordeonist. Instrumenteringen i sig selv gør noget. Når Borregaard spiller, hører man lyden af instrumentklapperne, og det gør musikken mere nærværende, og knapt så overjordisk drømmende. Anslaget er meget behageligt og klangen er rund og organisk. Det får musikken  tættere på os, og den træder os venligt i møde, og klinger godt sammen med Andkjær Olsens lyriske ordguirlander, der er drømmende ophøjede, men heller ikke mere end at vi hele tiden ved, hvor vi er. Eller næsten, for hvor falder vi hen, når vi falder ned i en drøm? Oplev det selv i "Goldbergvariationer".

Foto: Michael Svennevig.

GOLBERGVARIATIONER

Gæstespil på S/H

14. - 17.12.2021 + turné

Tekst: Ursula Andkjær Olsen
Musik: J. S. Bach
Medvirkende: Annika Johannessen (skuespiller),
Andreas Borregaard (akkordeonist)
Scenografi og video: Julie Forchhammer
Lysdesign:  Mikkel Jensen
Kunstnerisk ledelse: Andreas Borregaard, Julie Forchhammer
Foto: Søren Meisner
Støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, William Demant Fonden, Gangstedfonden. 


Sted: SORT/HVID, Staldgade 26-30, 1699 Kbh. V
14.12.2021 - 17.12.2021
Tirsdag-fredag kl. 20
Varighed: 90 min.

Hjemmeside & billetter

"Min veninde løber ind i stuen og ind igennem spejlet og ind på en anden legeplads, inde i spejlet. Jeg når ikke med derind, jeg løber efter min veninde ind i stuen, men jeg når ikke med ind i spejlet, hun løber derind, hun leger derinde på en anden legeplads, hvor jeg ikke længere kan være med, hvor jeg ikke længere kan være venner med hende. Det er sådan det er." (Uddrag fra Ursula Andkjær Olsens tekst til "Goldbergvariationer" - fra digtsamlingen "Morgenkåber").

 *

Se oversigten over de øvrige 

 207  anmeldelser

*

Anmeldelse: HEROIN på Teater Får302

Foto: Emilia Therese.

Vi træder direkte ind i sjælens mørke. Der er tåget, og scenen er kun svagt oplyst. Vi starter med en telefonsamtale mellem de to elskende, Martin og Markus. Deres navne er næsten identiske, og det er deres historier også, men som rumpartikler, der suser forbi i hver deres bane, mødes de hele tiden på forskudte punkter. De når aldrig rigtigt sammen. Jo, næsten, for de oplever øjeblikke af intens lykke og forelskelse, og så alligevel ikke. For de befinder sig hele tiden forskudt af hinanden. De tiltrækkes og afstødes af hinanden som magneter, der hele tiden higer efter at være sammen og som alligevel ikke formår det. Ikke i længden. 

Foto: Emilia Therese

Magnus Iuel Bergs stramme og stærke tekst er skarpt instrueret af Johan Sarauw. Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen spiller henholdsvis Martin og Markus. De er sidst i 20´erne og helt i drifternes vold. Selv om der også er stoffer i historien, er det kærligheden, der er det stærkeste stof i historen. Det er dét stof som de begge bliver høje på og afhængige af. Men med opturen følger nedturen. De er stærkt knyttet sammen af bånd, som de ikke kan kappe, men som de i længden heller ikke kan leve med. Efter 5 år slider de sig løs af hinanden, for selv kærligheden må give op - til sidst. 

Foto: Emilia Therese

Det spiller ikke den store rolle, at historien udspiller sig mellem to mænd, kærlighed er kærlighed, og min kvindelige ledsager sagde bagefter, at hun havde tænkt på sit eget kærlighedsliv, mens vi så forestillingen. For teksten og forestillingen formår at berøre os lige i hjertet. Den er pågående, rå, råbende, sparkende og elskende. Det er sådan kærligheden er. Den hiver i os, og hiver os ud over vore grænser. Vi griber ud og fanger hinanden, og kan måske bære hinanden i én time, ét døgn, én uge, én måned - eller et helt liv. Nogle hænder er skabt til at gribe og andre til at tabe. Eller måske er det noget, vi kan lære at blive bedre til? Men fælles for os alle er, at vi higer mod denne formæling, og mod mødet med den anden, den elskede. Det er dét, som lyser op i mørket. For mørkt er der - på scenen og i rummet, hvor kærligheden eller rettere forelskelsen foregår. 

Foto: Emilia Therese

Forelskelsen og kærligheden i stykket er en lysende gnist omgivet af mørke. Der er ingenting til at distrahere fra det egentlige. Sådan er det i kærlighedens rum. Gulvet, loftet og væggene er sorte. Gulvet er belagt med sort grus. Det ligner lava, og det ville passe godt symbolsk til stykket. Som skudt op af et krater og ejakuleret ud over de to spillere, der gør det imponerende godt. De er intenst og ubrydeligt låst sammen i de 75 minutter forestillingen varer. Der er kun dem og kærligheden. Intet andet. Det er alt. Men det er også nok. Mere end nok.  Alt i forestillingen er enkelt, skarpt og præcist. Der er intet unødvendigt. Det gælder både ordene, instruktionen, spillet, scenografien, lyden og musikken. 

Foto: Emilia Therese

Det hele er båret af en enkelhed, der kun er de færreste forundt at arbejde med. Alene dét er betagende og uhyre effektivt. At det tilmed fungerer så eminent og understøtter hinanden på fineste vis, gør det endnu mere fængslende. Det skal ses og opleves. 

HEROIN

Gæstespil af Zangenberg Teater

på Teater Får302

8. - 19. december 2021

75 min.

Dramatiker: Magnus Iuel Berg

Skuespillere: Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen

Instruktør: Johan Sarauw

Scenograf: Nina Helledie

Lysdesign: Sebastian Just Olsen

Lyddesign og musiker: Malte Nordtorp

Instruktørassistent: Theresa Lange

*

Aldersgruppe: 16 år og op

Varighed ca. 75 min.

HEROIN spiller kl. 20:00  mandag-fredag 

og kl. 17:00 lørdag og søndag.

HEROIN er støttet af Dansk Skuespillerforund og af Københavns Kommunes Scenekunstudvalg

Co-producent: Teater Zangenberg

Hjemmeside & billetter 

*

Læs også anmelelsen af Magnus Luel Bergs 

I STØVET FRA REGNEN

*

“Ghosts of Moria” af Michael Graversen og Florian Elabdi

Margrete Auken (SF) inviterede til filmvisning og debat i GRAND om tilstanden for mennesker ved Europas grænser. Først viste Michael Graversen udvalgte scener fra sin og Florian Elabdis dokumentarfilm ”Ghosts of Moria”, som får premiere i 2022. Derefter modtog Michael Graversen, Margrete Auken, Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International) og Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser) spørgsmål fra salen og debatterede mulige løsninger.

Paneldeltagerne (fra venstre mod højre): Kamma Skaarup (Læger Uden Grænser), Martin Lemberg-Pedersen (Amnesty International), Margrete Auken og Michael Graversen. Foto: Rikke Lauritzen.

Margrete Auken indledte med at citere paven for hans ord om Moria, efter besøget der i sidste uge, og det fatale ved, at vi efterhånden har vænnet os så meget til at høre om flygtningenes umulige vilkår i de overfyldte lejre, at vi ikke længere orker at høre om det, og stiltiende er kommet til at acceptere det, for sådan har det jo allerede været længe.  At det har givet os hård hud på følelserne. Men at filmen hjælper os til at finde tilbage ind til følelserne.

 "Drømmen om Denmark" (2015) er Michael Graversens stærkt indignerede og prisbelønnede portræt af afghanske Wassiullah fra han kommer til Danmark som uledsaget flygtning som 15-årig og følger ham videre på flugten til Italen tre år senere, da han efter afslag på danske opholdstilladelse ender i et italiensk limbo stærkt svækket af PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse).

Det har hun meget ret i. For de udvalgte scener, som vi så, forud for den forestående premiere næste år, var både dragende, betagende og oprørende. Men på en stille inderlig måde. Det er mærkeligt at skrive det, for det var umådelig smukke filmklip. Dygtigt understøttet af Sune Køter Kølster følsomme og lyrisk ledsagende musik. Der var ikke mange ord, men scenerne var forbundne af få forklarende tekster. Der blev zoomet ind på Khalil og Ayham i den udbrændte græske Moria flygtningelejr på øen Lesbos.  Vi kom helt tæt på dem og fik mulighed for at opleve dem som mennesker i deres hverdag, hvor de knokler hele dagen for at finde jern i den udbrændte lejr som de sælger på en skrotplads, hvor de som flygtninge får en langt mindre pris for arbejdet end grækerne. Vi er med, når de fortæller dele af deres historier på en nærmest henkastet hverdagsagtig måde til hinanden. Der er ingen sindsbevægende skæbnehistorier. Det, de fortalte, blev sagt konstaterende uden nogen form for føleri. Billederne i sig selv var – og igen er det mærkeligt at skrive det – smukke. Alle de forbrændte og tilsodede flader fremstod nærmest poetisk, selv om der ikke var plads til nogen poesi imellem syriske Khalil og Ayham, der måtte arbejde for at få råd til næste måltid – og for at overleve.

Foto: Michael Graversen

Bagefter var der mulighed for at fortsætte diskussionen med et glas hvidvin udenfor, men kulden afkortede den seance betragteligt.

Det bliver uden tvivl en stor oplevelse at få mulighed for at opleve filmen i sin helhed i 2022.

Mads Nygaard og Michael Graversen udgav i 2019 "De uledsagedes bog" (Jensen & Dalgaard).

Læs her Michael Graversens feriedagbog fra Samos samme år, hvor han med familien, efter færdiggørelsen af bogen, var taget ned for at hjælpene flygtningene på øen. 

Michael Graversen i den nedbrændte flygtningelejr Moria på den græske ø Lesbos.

Bogudgivelse forud for filmen:

Michael Graversen

"Moria in memoriam"

144 sider. Illustreret.

Forlaget Jensen & Dalgaard

"Morialejren på Lesbos var Europas største flygtningelejr, indtil den i 2020 brændte ned til grunden. Gennem fem år har dokumentarist Michael Graversen besøgt lejren, og med bogen ønsker han at sætte et mindesmærke over det største humane svigt i Europa siden Anden Verdenskrig. Moria in memoriam er fortalt i ord og billeder af Michael Graversens med inddragelse af beretninger fra beboere og frivillige NGO'er, han gennem årene har mødt i lejren.''

Ved køb af bogen i december 2021

går 100,- kr til Læger Uden Grænser, 

der er til stede på Lesbos. 

Læs mere her.

*

Anmeldelse: SCAVENIUS på Bådteatret

 

Foto: Miklos Szabo.

Kristian Halken har skrevet og spiller selv hovedrollen i Bådteatrets opsætning af SCAVENIUS. Det er en genopsætning fra 2020. Han er politikeren og diplomaten, der allerhelst ville være gået på pension, og sidde og drikke te ude på terrassen på gården i Nordjylland, men som alligevel lader sig overtale af Stauning til at genindtræde i det politiske liv. Han er tysktalende, har allerede været i Berlin og kan kommunikere med den tyske besættelsesmagt i Danmark. 

Foto: Miklos Szabo.

 

2. verdenskrig bryder ud den 1. september 1939. Den 9. april 1940 invaderer Tyskland Danmark. Den 4. maj 1945 befries Danmark igen. Det er blevet kaldt "De fem mørke år". Forestillingen foregår i denne mørkeperiode. Erik Julius Christian Scavenius (1877-1962) får Danmark gennem den mørke tid, men eftertiden har stemplet ham som alt for tyskvenlig. Ja, ligefrem som kollaboratør og landsforræder. 

Foto: Miklos Szabo.

 

Rolf Heim har instrueret Bådteatrets Reumert-belønnede dukkeensemble rundt om Kristian Halkens Scavenius. Resultatet er blevet et visuelt imponerende (mare)ridt gennem en turbulent tid, hvor dyr og mennesker blandes. Forestillingen viser hans dilemma og balancegang gennem en svær tid. Han skildres gennem forestillingen som en pragmatisk, tør embedsmand, men er langt mere end det. Han var udenrigsminister fra 1909-10 og 1913-20 og igen fra 1940-42, og også statsminister fra 1942-1943. Efter krigen deltog han ikke aktivt i de mange debatter om besættelsestiden, men fastholdt til sin død, 20 år efter, at den politik han og samlingsregeringen havde ført, var den eneste rigtige efter omstændighederne.

Foto: Miklos Szabo.

 

Den imponerende togkupé-scenografi af Jonathan Hjorth er dygtigt belyst af  Sonja Lea og manende ilydsat af Janus Jensen. Den fører os i ekspresfart tilbage til dengang. Undervejs får vi også de to fejende Liva Weel-revyviser: "Jeg har elsket dig så længe jeg kan mindes" og "Man binder os på hånd og mund". Med musik af Kai Norman Andersen og tekst af Mogens Dam ("Jeg har elsket...") og Poul Henningsen  ("Man binder os...") , den sidste er den mest berømte sang fra besættelsestiden. Den indgik i forestillingen "Dyveke" på Riddersalen.

Figurgalleriet rundt om Scavenius, måske mere rammende at kalde det et dyregalleri, er skabt af Katrine Karlsen, og det er de tre andre medvirkende: Thomas Bang, Jeanette Lindbæk Birk og Lucia Vinde Dirchsen, der animerer dyrene og udlåner deres egne hænder, arme og ben til de menneskestore dukker, der illuderer Stauning, Christmas Møller, Berg og Göring, og er skabt som hund, ræv, gris og ørn. De tre skuespillere agerer også Adolf Hitler, Scavenius´ hustru Emma og elskerinden Alice. 

Foto: Miklos Szabo.

Lige så menneskelig bleg og tøvende som Scavenius skildres, lige så karikeret er Hitler, men det afbalanceres af Kristian Haltens nøgne og rørende portræt af Erik Scavenius. End ikke i scenerne med hustruen og elskerinden er der meget passion at spore. Men Halkens skildring af Scavenius´ nærvær og politisk insisterende kamp er gribende. Den stiller spørgsmålstegn ved, om eftertidens dom af ham ikke har været for entydig hård.  

Foto: Miklos Szabo.

Den sideløbende kærlighedshistorie forekommer ikke så vigtig, og så alligevel, for den fungerer som en følelesmæssig gentagelse eller kopi af det politiske liv omkring Scavenius. Forstået på den måde, at Scavenius, såvel i privaten som i sit politiske liv, træffer en beslutning som han efter bedste evne forsøger at sætte igennem. Men virkeligheden kommer i vejen og spænder ben for ham. Det er en svær balancegang, som Rolf Heim får styret sikkert i havn, og det lykkes ikke mindst ved hjalp af forestillingens frit fabulerende dyreunivers. Det er i kontrasten mellem Kristian Halkens underspillede minister og det omgivende karikerede dyregalleri, at forestillingen lever. Dertil kommer Thomas Bangs maniske Hitler, Jeanette Lindbæk Birks rørende Emma og Lucia Vinde Dirchsens unge, frembrusende Alice. Det hele bringes til kogepunktet i skildringen af en tid, hvor det normale bliver forvrænget og det menneskelige bliver dyrisk, når vi som publikum kommer med ned i historiens sorte gryde, hvor alting bliver kogt op til ukendelighed. Der er selvsagt langt fra besættelsestidens heltedyrkelse til det krakelerede billede af tiden, vi møder i forestillingen. Men i enhver krig er det altid sejrherrerne, der skriver historien - og  sandheden er den første, der kapitulerer.

Foto: Miklos Szabo.

SCAVENIUS

Bådteatret

24. november - 15. december 2021

70 min.

Instruktør: Rolf Heim, 

Dramatiker Kristian Halken, 

Scenograf Jonathan Hjorth, 

Dukkemager Katrine Karlsen, 

Lysdesign Sonja Lea, 

Lyddesign Janus Jensen, 

Medvirkende: 

Kristian Halken, Thomas Bang, Pernille Nedergaard Haugesen, Jeanette Lindbæk Birk

Hjemmeside & billetter

Teatertrailer (via Facebook)

*

Tidligere anmeldte forestillinger på Bådteatret:

NI & PARALLEL MONOLOGUES (2021)

CANADA (2020)

LEAS RUM (2019)

SLAG (2017)

LOVE AND MONEY (2016)

CLARA (2015)

JEG GAV DIG AVISEN (2015)

A TENDER THING (2015)

KYS DET NU, DET SATANS LIV! (2015)

WIT (2014)

UNG BLOND PIGE(2013)

THE CITY (2013)

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*

Anmeldelse: CUL DE SAC i Skuespilhuset og MARIE GALANTE i KU.BE

 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

CUL DE SAC i Skuespilhuset 

Det lover godt som de står der ventende sammen med os andre, før vi skal ind. Samuel Gustavsson og Petter Wadsten ligner Fyr & Bi . Da de stiller sig på scenen foran os, ruller de et banner ud: ”This is the beginning”, står der på det. Det er en rigtig god begyndelse, for de kan noget de to. Den ene er meget lille (Petter Wadsten). Den anden er meget høj (Samuel Gustavsson). Der er en særlig forbindelse mellem dem, det mærkes straks. Samuel Gustavsson står bag ideen til forestillingen. De behøver næsten ikke gøre noget, for de har os i deres hule hånd fra begyndelsen. Vi vil gerne høre deres historie. De siger bare ikke noget, bortset fra det gentagne: ’Stuck’ og ’Unstuck’. Det giver fin mening i begyndelsen. Især da det viser sig, at de begge er iført jakkesæt med velcro, der gør, at de røde stænger, som de kaster til hinanden, sætter sig fast på deres tøj. Eller slet og ret, at de selv sætter sig fast på hinanden, de er uløseligt forbundet. 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Det er simpelthen sjovt, når de kaster rundt med hinanden og bliver siddende som burrer på hinandens tøj, og det bliver det ved med et stykke tid. Indtil det går i sig selv, og bliver til ren Nycirkus, der skal nydes for det, det er, men problemet er, at så spændende er det heller ikke med de røde stænger, som de bliver ved at kaste til hinanden. Hvor er historien, hvad er det som de vil fortælle os? Det forsvinder i komikken. 

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Der er ellers gode ansatser til det. Ikke mindst da alle de røde stænger kastes ind og sætter sig fast på Petter Wadsten, så de på en måde bliver ét med ham. Det er et godt billede på at være lukket inde. Det giver fin mening. Det gælder også den afsluttende installation, der bygges på scenen. Det er betagende, at alle de røde stænger rejser sig som en konstruktion. Som en kæmpemæssig borg fra gulv til loft. Jeg kommer til at tænke på Lars Vilks ”Nemis” på Kullen, hvor man kan bevæge sig rundt inde i en hel verden bestående af drivtæmmer hamret sammen på kryds og tværs.  På samme måde rejser de velcro-beklædte røde stænger sig for øjnene af os, mens meningen synker i grus.

Fotograf: Cosmin Cirstea.

Sidste år i forestillingen ”Genlyd” på AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet) indgik Petter Wadsten i en anden Fyr & Bi-konstellation med Anika Barkan, instrueret af Cille Landsade. Det var også en forestilling affødt af Nycirkus, men den havde alligevel en sammenkædende forståelsesramme. Eller i hvert fald var der en logik, der kædede løjerne sammen. Ikke altid en logik jeg kunne følge, men den var der. Egentlig er det spændende, når vi som publikum blev hægtet af, for det kræver mod, når vi skal lokkes ud på dybt vand. Men i ”Cul de sac” (der er det franske udtryk for ’Blindgyde’) måtte vi nøjes med de røde stænger og massevis af velcro. Det er forbløffende, hvad de kan med de stænger, men det er bare ikke nok. Som start og slutning får vi et anslag til en ramme, men det hjælper ikke, når de 50 minutter, forestillingen varer, føles alt for lange. Også selv om det var en fornøjelse at være i selskab med Samuel Gustavsson og Petter Wadsten. Dem vil jeg blive ved med at huske. Der er virkelig noget at bygge videre på med deres figurer. Der er masser af historier i dem.

CUL DE SAC

Skuespilhuset DKT, 

den 19. og 20 november 2021

Medvirkende: Samuel Gustavsson, Petter Wadsten
Idé: Samuel Gustavsson
Scenograf: Signe Beckmann
Lyddesigner: Mika Forsling
Lysdesigner: Sonja Lea
Producent: Rapid Eye
Co-producent: Dynamo Workspace for Circus and Performing Arts
Arrangør: Rapid Eye

Hjemmeside & billetter

---------- 

 

MARIE GALANTE

med Copenhagen Chamber Performance

i KU.BE

Kurt Weills opera-cabaret "Marie Galante" bygger på Jaques Devals roman fra 1931 om den fattige pige, Marie, fra Bordeaux. Weill komponerede musikken i 1934, mens han boede i eksil i Paris. Han var kommet dertil i håb om at genoptage samarbejdet med Bertolt Brecht, men sådan gik det ikke, for Brecht rejste til Svendborg, og Weill mødte forfatteren Jacques Deval, der skrev librettoen baseret på romanen.

Marie Galante bliver bortført til Sydamerika på en lastdamper, bliver sat af i Venezuela, og må sælge sin krop for at komme tilbage til Frankrig. Ulykkeligvis bliver Marie uvidende involveret i politiske intriger og dobbeltspionage, alt sammen i håbet om at rejse penge til at vende hjem.

Forestillingen er forholdsvis ukendt, og meget sjældent opført i sin helhed, men nogle af Weills mest kendte melodier stammer derfra. Copenhagen Chamber Performance opfører en farverig kammerversion af forestillingen, hvor der synges på fransk og fortælles på dansk. 

De tre musikere: Adam Ørvad (accordeon), Bo Skjold Christensen (klarinet) og Jacob la Cour (cello) kommer ind og sætter sig ved et café-bord med rødternet dug, og bydes på et glas absinth af tjeneren, spillet af Edhem Jesenkovic, der glider gennem forestillingen og agerer over for Radmila Rajic, der ligesom trioen fungerer som både historiefortællere og musiker/sanger. Der er dobbelt roller til alle. Edhem Jesenkovic er den eneste af de fem, der intet siger, men det gør han så alligevel gennem sin dans. Susanne Breuning har i sin glidende og formfuldendte instruktion arbejdet med små præcise virkemidler, der understøtter historien. Enkelheden er forestillingens styrke. Utroligt hvad man kan med så få virkemidler. Her er alting på rette plads, og der danses, spilles, synges og ageres umådelig fint af alle 5 medvirkende.

Forestillingen er miket op, og det fungerer godt i de tyste og stille partier, men virker lidt voldsomt, når der synges i fuldt register, men efter et stykke tid vænnede mine ører sig til det. Det klinger smukt. Celloens vemodige, dybe klang og Rajic´s sopran smyger sig om hinanden. Rajic klarer de mange skift ganske dækkende, men arrangementerne ligger også godt for hende. Både musikalsk og scenisk.

Det er en dybt tragisk historie, der har meget til fælles med Bizets ”Carmen”. Det er en skildring af kærligheden, der overlever det hele, indtil den må betale den ultimative pris for sin lidenskab. 

Det er en stor fortælling, der ridses op på bare én time. Kærligheden flammer op, og slukkes igen. Marie drømmer sig bort til drømmelandet Youkali ved Verdens Ende. Stedet, hvor man glemmer alle sorger.

”Men det er en drøm, en dårskab, det findes ikke – Youkali. /Og livet fører os videre. Hverdagsagtigt, kedeligt, men den stakkels menneskesjæl som søger efter glemsel overalt, har fundet den mystik, hvor vores drøm er begravet, i et Youkali.”(fra 8. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)

Men nogen lykkelig ende får vi ikke.

”Dampen og bremsernes hvinen får mine nerver til at krympe sig. Det er Herrens tog, jeg ser det komme. Men et andet sort tog følger Herrens tog. Hurtigt, hurtigt, stig ind i det gode tog, syndere. Stig ind i toget. Stig ind i toget. Kør, rul, vug, oh tavse tog, vores kære bror til Faderens hjem. Vug på dine skinner, som glider lige til himlen, over Jorden, over Golgata.”(fra 9. scene, oversat af Pia Mia Gruwier Larsen)

Radmila Rajic er initiativtager til og kunstnerisk leder af Copenhagen Chamber Performance, der også stod bag ”Brecht og dødssynderne ”, der slog mig helt bagover i 2016 i Krudttønden på Østerbro. Der var igen med musik af Kurt Weill, og denne gang med tekst af Bertolt Brecht i Otto Gelsteds originale oversættelse. Samme oversættelse, der blev brugt ved førsteopførelsen på Det Kgl. Teater i 1934, men stykket nåede kun at spille to gange, før det blev stoppet.  Den danske ambassadør i Berlin var stærkt presset af myndighederne i Tyskland, som betegnede stykket som propagandistisk og kommunistisk. Forestillingen ”Alma Mahler” var lige så betagende, da den blev opført i Arbejdermuseets festsal i 2018. En forestilling af Eva Sommerstad Holten om Alma Schindler, der bliver til Alma Mahler, men dermed også afskrev sin egen kunstneriske karriere for at understøtte sin kommende mands, for det betingede Gustav Mahler sig før giftemålet. Forestillingen beskrev hendes møde med Gustav Klimt, Alexaner Zemlinsky, Max Burckhard og senere Franz Werfel, Walter Gropius og Oskar Kokoschka men også, hvordan hun genvandt sin egen kunstneriske integritet.  Otte  af de 13 sange var komponeret af Alma. Resten var af Mahler. Blandt andet fra ”Five Rückert Songs” (1904) og "Kindertotenlieder" (1902).

Både ”Marie Galante”, ”Brecht og dødssynderne” og ”Alma Mahler” er tre eksempler på, hvordan det er lykkedes at få store dramaer til at fungere i intime sammenhænge. I ”Alma Mahler” var musikken lagt i hænderne på pianisten, Rikke Sandberg, hvis imponerende spil fik det til at lyde som et helt orkester. I ”Marie Galante” og ”Brecht og dødssynderne” er det med Adam Ørvad på accordeon og Bo Skjold Christensen på klarinet. Det var med cellisten Mattias Rodrick i ”Brecht og dødssynderne” og Jacob la Cour i ”Marie Galante”. Musikken er arrangeret for trio-besætning af Adam Ørvad. Vi er i godt musikalsk selskab.

 

MARIE GALANTE

med Copenhagen Chamber Performance

i samarbejde med Musikforum Frederiksberg i KU.BE

lørdag den 20. november 2021

Opføres også i Hellig Kors Kirken, Jyllinge

søndag den 21. november 2021 kl. 15.00.

Komponist: Kurt Weill

Libretto: Jacques Deval

Instruktion: Susanne Breuning

Sopran: Radmila Rajic
Performance: Edhem Jesenkovic

Trio:

Adam Ørvad (accordeon)
Bo Skjold Christensen (clarinet)
Jacob la Cour (cello)

Hjemmeside

Teatertrailer (via Facebook):

*

Tidligere anmeldte Copenhagen Chamber Performance-forestillinger:

Alma Mahler (2018):

Brecht og dødssynderne (2016):

 *

Se oversigten over de øvrige 

 205  anmeldelser

*