Tredobbelt-anmeldelse: iD på Teater Faar302, MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS BLOMSTER på Teater V og NI & PARALLEL MONOLOGUES på Bådteatret

 

iD 

på Teater Faar302

22. oktober – 4. november 2021

Gæstespil af Salon New Love.

Med "iD" er Salon New Love i drifternes og drømmenes vold. Falmede barndomsminder fra de evige familiefester blander sig med en naturidyl befolket af længselsfulde kropsdele. En kvinde guider os på rundvisning i sine fortidige erobringer. Stueorgelet spiller, tidsrejser introduceres, kroppe bindes sammen, og kaffen serveres.

iD er en labyrintisk collage af skiftende rum og stemninger, der fragmenteres, spejles og muteres efter drømmens logik i en omskiftelig scenografi af halvt gennemsigtige forhæng. Til lyden af fortættede åndedræt udforskes erindringen, det irrationelles plads i verden og begærets natur.

Foto: Søren Meisner

 

På Teater Faar302 i Toldbodgade 6-8 (ved Nyhavn) er der for tiden mulighed for at opleve et  collageværk, der består af "Den nærmeste familie", "Bedrifter & erobringer", "Kroppen" og "Resumé". Der er otte medvirkende og plads til bare 14 publikummer. Faktisk 15, men den 15. viser sig at være en af de medvirkende, Søren Meisner, der rejser sig op ved det bord vi er blevet bænket ved, for at holde en festtale. Inden da har vi fået udleveret en festsang, der bliver akkompagneret af Marc Kellaway på hammondorgel med rytmeboks. Teksten lader os ane, at det drejer sig om et 40 års jubilæum, men samtidig er der blevet dækket op til gravøl.  Vi får valget mellem citronvand og kaffe - til kagen. Der er blevet dækkes op til os helt ceremonielt, men kagen får vi aldrig. Til gengæld får vi en masse andet. Det minder måske også om de kropslige oplevelser, som Mette Hornbek beskriver i monologen "Bedrifter & erobringer". Dels udspiller det sig herhjemme og dels i Bangkok. Hun fortæller om kønnet, kroppen og brysterne - og gør det på en lavmælt, lidt indadvendt måde. Egentlig kunne hun lige så godt have fortalt om de møntvaskerier, hun har benyttet, for det kropslige bliver gjort til noget uden større betydning, selv om det har bredt sig fra bydel til bydel, fra land til land. Som en drift, der bare løber vild og som ingen grænser kender. Som noget, der selv bestemmer, og ikke er interesseet i andet end sig selv. I Thailand ender det på en klub med ladyboys, hvor det følges op af en tårnhøj regning. Ikke at der er fulgt nogen seksuelle ydelser med, men det har åbenbart kostet for hver af de mange ladyboys, der er kommet hen til dem og har budt sig til. Så også der bliver der tale om servering uden kage. Men til gengæld med en masse andet.

Foto: Søren Meisner

I "Kroppen - polyprofylen, nylon og længsel" af Louise Pøhler og Anne Sophie Gertz bliver vi lukket ind i et lille rum med nervøst blodrødt velour på væggene, en drejende diskokugle i hjørnet og løsrevne mannequin-dele ophængt og strammet ind på japansk bondage-vis. Lydcollagen bestod af højlydte, lystne gisp og henrevne udåndinger. Vi sad længe i det lille indelukkede rum, hvor lyset på skift oplyste dele af et ansigt, en hånd eller et ophængt ben. Vi sidder der, uden at vide, hvad vi egentlig skal der - og sådan gælder det for hele forestillingen. Vi ved egentlig ikke, hvad vi skal, mens vi bliver drevet fra rum til rum. Det mest overraskende er, at Faar302´s i forvejen meget lille intimscene, der er placeret i en ombygget 2-3 værelses lejlighed på 1. sal ud mod Toldbodgade, er fuldstændigt ændret i forhold til, hvordan der plejer at se ud. Publikumsrækkerne er væk og i stedet bliver vi ledt gennem gange af ophængt tyndt, hvidt stof, der får os til at miste enhver rumfornemmelse. Det er både  dygtigt og sindrigt udført. 

Foto: Søren Meisner

Det ville være synd at fortælle mere om de ventende oplevelser, for overraskelserne i sig selv er en stor del af dem. Det er både forførende, betagende og ikke mindst ubestemmeligt morsomt. 

Som publikum føler man sig fritsvævende og næsten ophængt på japansk bondage-vis med røde snærende bånd. Man ved ikke, hvem der trækker i snorene og heller ikke, hvad det sker, når der bliver trukket i dem. Først og fremmest ved man ikke, hvordan man selv reagerer, når man bliver udsat for noget, man aldrig har prøvet før. Men her gøres det elegant - og ikke mindst med humor på en meget kropsnær måde, der inviterer til at gå med. Hvis det er uhyggeligt, er det på en rar måde. Det virker eksklusivt - og trygt at være 14-15 publikummer overfor 7-8 medvirkende. Hvornår er der mulighed for at opleve sådan noget?

"Beyond the pleasure principle" er 3. og sidste del af en serie NEW LOVE SALONER. 

Søren Meisner fortalte efter premieren, at de er "et asocialt kollektiv", der har lavet deres collageværker siden 2009. At de arbejder ud fra meget forskellige baggrunde, men at det seneste værk er det mest samlede af dem de har lavet. At de arbejder uden instruktør, og at de hver især er tovholder på deres del af det endelige værk.

Det er en oplevelse!

iD på Teater Faar302

Af og med: 

Marc Kellaway, Søren Meisner, Mette Hornbek, Louise Pøhler, Anne Sophie Gertz, Connie Munch og Marie Aarup Jensen

Lysdesign: Maria Pi Houmann

Video og foto: Søren Meisner

Musik: Marc Kellaway

Teknisk afvikling: Martin Danielsen

Byggeri: Karl Jes Jessen, Nanna Lillelund Bekke, Henrik Thy og Carsten Jensen

Hvornår: 22. oktober – 4. november 2021, tirsdag – fredag kl. 20, lørdage kl. 17.

Støttet af: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og William Demant Fonden.

Hjemmeside & billetter

Trailer (via FB)

--------

Mie Neel Foto

MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS BLOMSTER

på Teater V - i samarbejde med Holbæk Teater

På det sandfarvede bagtæppe aftegner der sig en revne, der viser sig at gå hele vejen fra øverst til nederst. Det giver mindelser om japansk kunsthåndværk og kultur, hvor det ituslåede klinkes med guld og forvandles fra at være være noget, der skal skjules, til noget, der skal vises frem. For sådan er det også med historien i "Monsieur Ibrahim og koranens blomster" af den franske dramatiker Éric-Emmanuel Schmitt, der er teaterleder på Théâtre Rive Gauche i Paris. Man kan sige, at det er revnerne i historien, der bringer lyset ind i Moishes unge liv. Han er alene med faren, der er dybt sorgramt og ikke formår at være noget fra sønnen, og har erstattet kærlighed med afretning, så derfor søger sønnen ned i den lokale kiosk i Rue Bleu, hvor Monsieur Ibraham residerer. Det bliver i mødet mellem de to, at historien tager afsæt. Endnu mere, da faren drager bort og senere tager sit liv, foran et tog. Det var også et tog, der førte farens forældre afsted til døden i tyskernes koncentrationslejr under 2. verdenskrig. Det lykkes Monsieur Ibrahim at adoptere drengen, som han giver tilnavnet Momo.

Mie Neel Foto

Troels II Munk er alene på scenen i teksten, der er scenisk bearbejdet og instrueret af hustruen og skuespilleren Pia Rosenbaum, der blev nomineret til en Reumert for monologen  "Oscar og den lyserøde dame", da hun spillede den i  2008 på Teatret ved Sorte Hest. Det var ligeledes en tekst af  Éric-Emmanuel Schmitt.

"Monsieur Ibrahim og koranens blomster" er filmatiseret med Omar Shariff. På scenen i Teater Vs coproduktion med Holbæk Teater er vi i de bedste hænder. For det kan siges ganske enkelt. Denne smukke historie om venskab, liv, religion, kærlighed og død er berettet på smukkeste vis af Troels II Munk. Han har et brændende nærvær og en tilstedeværelse, der rummer det hele. Det er til at blive smittende glad af. Måden han henvender sig til publikum på. Måden han inddrager os som medvidende, og hans elegante greb om fortællerrolen overbeviser fra start til slut. Det er svært at stå alene med en monolog, for der skal præsteres et intenst nærvær, der skal kanaliseres direkte ud til publikum, men det virker som om om det sker nærmest af sig selv. Tilmed med et overvældende overskud. Det er en rørende præstation i en stærk instruktion. Nina Schiøtz har været scenografisk konsulent. Lyssætningen af Lucas de Azevedo spiller smukt sammen med scenografien, hvor lysskiftene lader os opleve det kolde lys i lejligheden, og det varme lys der omgiver scenerne med Monsieur Ibraham.

Mie Neel Foto

Den 77-årige Troels II Munk springer legende og veloplagt fra rolle til rolle, og bevæger sig med stor selvfølgelighed rundt i kasse-scenografien, der både agerer butik, lejlighed, gade og båre til sidst. Mere enkelt kan det næppe gøres, men det er som sagt også enkelheden, der er det flotteste og sværeste at opnå. 

Titlen henviser til Monsieurs Ibrahims afhængighed og glæde ved sin tro. Faktisk indgår historien i en serie af små historier, der hver beskriver en af de store religioner. Eller rettere væves de ind i historier, der måske nok rummer hver deres livshistorie, men er forfattet i yderste korthed. Det er små mini-romaner, hvor man som læser ønsker sig mange flere ord. Da jeg for mange år siden læste "Monsieur Ibrahim og Koranens blomster", fik det mig til at læse meget langsommere end jeg plejer, for at strække historien og for at få mest muligt ud af den. Det er en lige så stor fryd at opleve sceneversionen.

Mie Neel Foto

Moishe er af jødisk afstamning og har som mange andre forudfattede meninger om muslimerne, der af Monsieur Ibrahim affejes til fordel for en dyb viden om, hvad det vil sige at være menneske. Han siger ganske vist, at han har det hele fra Koranen, men det bærer i høj grad præg af hans eget levede liv. Umiddelbart syner det ikke af meget, for Momo har aldrig set Monsieur Ibrahim bevæge sig uden for butikken. Selv svarer Monsieur Ibrahim, at det at være araber blot betyder: "Åben fra kl. 09 til midnat - også om søndagen". Det er humoren, der bærer historien igennem og som også omkranser historiens mange smertepunkter.

Jeg fyldes af varme over oplevelser som denne. Det er netop noget af det, teatret er så godt til: at spørge og svare, men mest af alt at være der i dette liv, der består at så meget uvist og uforståeligt. Teatret er en god måde at blive klogere på os selv og hinanden på.

I forestillingen føres vi gennem de skelsættende oplevelser i den unge Momos liv. Det er en både barsk, rørende og meget smuk beretning. Grebet er historiefortællerens. Det er som at begive sig ud på en lang rejse. Ganske som Momo og Monsieur Ibrahim gør sidst i forestillingen. Hvis du får mulighed for at tage med, så gør det endelig, for det er en rejse, der bringer indsigt og mellemmenneskelig forståelse til dem, der drager med på rejsen.

Mie Neel Foto

MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS BLOMSTER

Medvirkende: Troels II Munk 

Instruktion & manuskriptbearbejdelse: Pia Rosenbaum 

Romantekst: Éric-Emmanuel Schmitt 

Oversættelse: Jesper Kjær 

Lys: Lucas de Azevedo/Lya Lundsager

Afvikling: Allan Rødgaard

Kostumer og rekvisitter: Helle Birkholm

Scenografisk konsulent: Nina Schiøtz 

Producent: Teater V, i samarbejde med Holbæk Teater 

Varighed: ca. 75 min.

Hjemmeside & billetter

---------

NI 

af Lucas Kruse 

& 

PARALLEL MONOLOGUES 

af Nana Anine og Nikoline Due

på BÅDTEATRET

23. - 24. oktober 2021 (Lørdag kl. 19:30 + Søndag kl. 17:00)

UBÅDEN præsenterede i weekenden to dage med to forestillinger med dans af danske koreografer, der bød på to nye værker af  Lucas Kruse, Nana Anine, Sylvester Struckmann & Nikoline Due.

Da vi kommer ind, ligger de to dansere, Nana Anine og Nikoline Due i "Parallel Monologues", allerede på scenen, iført grå lårkorte tricot´er badet i orange lys. De danser hver for sig og sammen. På et tidspunkt ruller de hen over gulvet nærmest som i et favntag. Af og til gennemrystes deres kroppe i kramper, men mest er dansen glidende og harmonisk - som parralelle monologer. Nogle gange synkromt eller symmetrisk i en evig tiltrækning og afstødning af hinanden. De tager sig godt ud, der på scenen på Bådteatret. Eller rettere på UBÅDEN. For Bådteatret har etableret en visningsplatform, som de kalder UBÅDEN til mindre produktioner og hjerteblodsprojekter. Som teatret skriver: "Ubådens forestillinger bruger Bådteatrets scene, når den ligger stille mellem egenproduktioner og gæsteforestillinger. Ubåden kan huse alle slags scenekunstprojekter fra teaterkoncerter uden koncert over små kabareter til poesioplæsning og kulturmiddage. Fælles for projekterne på scenen er, at her risikerer alle noget – måske noget, der ikke før er set i dansk teater."

Tanken om, at vi befinder os ombord på et skib, eller rettere i lastrummet på en båd eller måske endda inde i en ubåd, gør noget ved oplevelsen - og dansen. Det nedsænker os i en verden, hvor vi er lukket inde med hinanden - på godt og ondt. Omgivet af vand. Omverdenen forsvinder og der er kun dette nu, der lægger sig omkring aftenens to værker. Det tilfører noget ekstra til de optrædende, og giver en samhørighedsfornemmelse i de ordløse dansende universer. Vi er ude på dybt vand i to ordløse værker, hvor musikken  og dansen kastes imod os som bølger. 

Den indledende musik af Sylvester Struckmann består af serielle maskinelle lyd, der med sine metalliske gentagelser langsomt udvikler sig fra støj til musik, der senere bliver mere rytmisk og taktfast, men også humoristisk. De er smukke de to kroppe, der strækker sig som om de vil de nå hinanden eller bare vil nå noget uden for sig selv. Noget, der danner bro mellem dem. De er pletvist belyst fra fem lyskilder: to orangefarvede spots bagfra, tre ovenfra og to fra siden. Lyset kærtegner deres kroppe gennem mørket.  De forsvinder, indtil lyset fastnagler dem - og giver dem nyt liv. Det er fascinerende at betragte. De virker som insekster, der kredser omkring ilden i mørket. I en evig  kredsen til og fra. Som parallelle monologer, der tavst strækker sig ud efter en fælles dialog. Deres dans er æggende, og den rækker ud efter os og inviterer os med. 

Jeg savner, at der er en mand med på scenen i den første, men efter pausen savner jeg, at der er en kvinde med i den anden. Men det er der måske alligevel, for i værket NI af Lucas Kruse er vi i en hel anden verden. Det foregående værk gør, at det tager lidt tid inden vi kommer ud af den danseverden som "Paralelle Monologues" har efterladt os i.

Da vi kommer ind efter pausen, ligger Lucas Kruse halvt afklædt på gulvet, omgivet af æbler.  Der ligger æbler over hans øjne, på maven og i skridtet på ham. Da han rejser sig, triller æblerne ud til alle sider. Der er ophængt et par ganske tynde, sorte gennemsigtige bukser, som han trækker i sammen med en lige så tynd, gennemsigtig og guldglitrende skjorte. Der står også et par gennemsigtige, højhælede plastikstiletter, som han ifører sig. Han skifter ham og måske også køn, og træder ind i "en moderne dans- og queerperformance over fortællingen om Lucifer, der blev født som en engel i himlen og blev tildelt endeløs skønhed. Som så mange faldne engle led han under sit eget hovmod, da han udnyttede sin skønhed i himlen og hans vinger knækkede. I ni dage faldt han, før han ramte jorden". Det er i hvert fald noget af programteksten, der indrammer det opførte. Men hvis man ikke lige ved det, er det nu svært at se. Dog det er befriende, at der er humor i begge værker, det giver plads til det umiddelbare og selvironiske. Hvor går grænsen mellem alvor og humor? Måske lige der midt igennem det hele. Lige midt igennem de to værker.

Lucas Kruse må være i overordentlig god træning, for ikke at komme galt afsted, da han begynder at spjætte og snart efter kaster sig rundt på gulvet - stadig iført højhælede stiletter. Jeg frygter, at han skal bæres ud efter forestillingen, for Lucifer lander hårdt på gulvet. Men det er klart, at ni dages fald ikke ender blødt. 

Det er også et fald fra mand til kvinde, eller måske snare et kik ind i en mere rummelig og bredere opfattelse af det at være mand. Samtidig er det dejligt at kunne se og følge, hvordan den moderne dans transformeres til et gigantisk æblerov. For Lucifer falder igen og igen. Ikke over sine egne ben, men æblerne ligger snart udmaste og udsplattede under ham. Dansen er ikke længere elegant og æggende, men snarere karikeret og udstillende. Vi er på vej over i en dragperformance, og det ændrer optikken, for pludselig bliver det okay at smile af det overdrevne og komiske - og jeg ler til sidst. For den afsluttende gimmick med at træde stiletterne ned over to æbler og forlade scenen med æblerne fastspiddet på stiletterne ER morsom.

PARALLEL MONOLOGUES

Af og med:  

Nana Anine & Nikoline Due

Musik: 

Sylvester Struckmann

Trailer 

til Parallel Monologues (via FB)

NI 

Af og med: 

Lucas Kruse

Musik: 

Daniel Fogh 

Foto: Camilla Trine Jensen

Hjemmeside

--------------

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*

CD-anmeldelse: THE MAN WHO SLEEPS UNDER TREES af Tom Sonntag

“An invitation to find your own path inside this whispering mystic, comforting forest”.

De store finske skove er en vigtig del af inspirationen bag Tom Sonntags 6. CD-udgivelse, ”The man who sleeps under trees”, hvor Tom inviterer indenfor i en forunderlig verden. Tom har komponeret og indspillet 8 sange sammen med enkelte håndplukkede musikere, men det er primært ham selv, der skaber det musikalske univers på cd´en, hvor flygel, vokaler, keyboards og samplinger træder dansen sammen. Det kunne have være lydsporet til en film, for musikken er fuld af anelser og lyde, sådan som de opleves tidligt om morgenen, hvor nattefrosten stadig dækker det hele. Eller i skumringen, hvor skyggerne bliver lange – og dagslyset viger for mørket. Rent vokalt er Tom denne gang lige så meget til stede som hans keyboards og klaviaturer. Nogle gange i en helt ren og klar vokal nærlydsgengivelse, mens der andre gange er tale om samplede stemmeoptagelser. Den menneskelige stemme er et utroligt nøgent instrument, der giver en umiddelbar indføring i universet. Sangen giver en velkendt fremmedhed, som på én gang både er melankolsk og dragende. Det er som at blive taget ved hånden og ført dybt ind i den stadigt tættere skov. Helt derinde, hvor alt andet forsvinder. Derinde, hvor vi er helt alene med os selv – og naturen. Det er både knugende og frisættende. Der er en shamanistisk og manende ånd, der svæver over musikken. Det er et kald fra de uendeligt store, dunkle finske skove, men også et kald, der lyder lige ved solopgangs – eller solnedgangstid. Vi bliver forbundet med noget overvældende tidløst. Vi er trukket dybt ind i skoven, hvor trolde og elverfolk danser rundt, akkompagneret af inciterende rytmer og (ur)skovslyde. Det er selve skovens åndedræt vi kan lægge øret til på cd´ en, når vi vågner op af vores dvale.

De 8 kompositioner flyder på flotteste vis sammen og danner et langt inciterende lydmæssigt tonedigt, der både er en hyldest til livet, dansen, naturen og døden. Det er med overskriften, ”The man who sleeps under trees”, en dejlig overraskende og meget træffende titel på en cd, der er flot tænkt, smukt komponeret og meget elegant udført.

I forhold til den foregående cd-udgivelse ”VIEW”, er der sket en stor forædling af det kunstneriske materiale. Ja, ligefrem en frisættelse. Dels ved at det nye album rammer meget bredere. Det virker mindre melankolsk. Det foregående album var også ene-stående, men ikke lige så umiddelbart tilnærmeligt. Det nye album åbner med sine klange og stemninger meget mere overbevisende ind til det musikalske univers. Det får det til at virker mere afklaret og helstøbt. Stadig synes jeg, at VIEW er en meget flot udgivelse, men med det nye album er vi med de 8 nye numre kommet meget nærmere på et magisk sted, hvor de store åbne landskabers uendelighed mødes med de finske skoves tyste melankoli. Lyset og mørket brydes, og i brydningen får det et endnu større vingefang. Det er modigt og kompromisløst. Forgængeren havde måske nok mere struktur, men det var så til gengæld på bekostning af dette gennemflydende og evigtstrømmende, der er kommet til på det nye album, der gør det til en meget længere og dybere lytteoplevelse. For på forgængeren kom papegøjeskrig ind på rene gentagne taktslag, mens det nye album åbner en meget større port ind til underbevidstheden. Klangmæssigt er det nye album rundet af en endnu større musikalsk stræben.

Cd´en blev præsenteret ved en releasekoncert i Metronomen på Frederiksberg i fredags, hvor også guitaristen John Sund medvirkede. Ligesom han er med på 5 af cd´ens numre på elektrisk og akustisk guitar. Derudover medvirker Poul Poclage på paprør og åndedrætslyde. Rolf Sonntag spiller akkordeon. Birte Jona Røskvar Knutzen spiller på shamanistisk tromme. 

Tom forklarede under koncerten, at musikken var blevet til via improvisationer i studiet gennem de sidste fire år, og at cd-udgivelsen var resultatet af det bedste fra disse 4 års studieoptagelser. Men CD´en lyder alt andet end sammenklippet, den fremstår som et helstøbt værk, hvor vi føres igennem et fortryllet og magisk klangligt univers. Netop ved at det ikke virker som 8 adskilte numre, men snarere som en uendelig og saligt forførende rundrejse i et magisk univers. Men der er ikke tale om, at vi befinder os i et lyserødt blødt new age-landskab, for det er en konkret skov vi bevæger os rundt i. Man kan se og smage det hele. Det er befriet for enhver frelst spirituel påklistret religiøsitet. Det er faktisk kun afslutningsnummeret ”Berlin Call”, der rummer et ekko af noget, jeg har hørt før. Noget fra 70´erne, for resten virker dejligt forfriskende, klangligt sprødt og energiladet.

      Tom Sonntag: 

"The man who sleeps under trees" (2021)

Kan købes her.

*

Læs anmeldelsen af Tom Sonntags forrige album VIEW.

 *

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*

Anmeldelse: DET JEG ALDRIG GLEMMER af Lane Lind (KOPPELWRITE, 2021)

 

Foto: Mads M. Nielsen. Layout: Madsfind.dk

Den 76-årige skuespiller, Lane Lind (f. 1945), fortæller om det, hun aldrig glemmer.

Lane Lind medvirkede i tre afsnit af ”Forbrydelsen III”, og tonede for et par dage siden frem på min skærm som advokat Magnusson, da jeg genså serien. Jeg oplevede hende utallige gange på Folketeatret i hovedrollen som ”Dyveke” i revykomedien af Kjeld Abel og med sangtekster af PH. Gennem 15 år var hun rektor for Odense Teaterskole. Hun har fået en Reumert (og flere nomineringer) og Ridderkorset. Hun var også med i Matador i rollen som kørelærerens Jenny, der var veninde til Ulla Henningsens Iben Skjern.

Lane Lind har levet et langt liv på mange scener og i mange forskellige sammenhænge. Der er ingen tvivl om, at hun har været kompromisløs i sin laden, gøren og søgen, for det hun har krævet af sig selv, har hun også krævet af andre.

Det er underligt, for mens jeg interesseret har fulgt hendes livsrejse gennem et broget og vidtforgrenet liv, har jeg næret en stadig størrelse forståelse, medfølelse og sågar beundring, men i den mellemliggende uges tid, inden jeg læste bogens sidste 100 sider, var det som om at hun med sit liv stødte mig fra sig igen. Det er der ikke noget at sige til, for det der fascinerer, er også det, der afstøder. I bogen var det netop dét, som først betog mig. Hun er hård ved sig selv - og andre. Ligefrem stålsat, og det bliver ikke pakket ind. Det er bogens store fortjeneste, at intet smukkeseres eller skubbes ind under stolen. Det er det hele menneske, vi får lov til at møde. Ikke kun det pæne og respektable. Bogen er på sin vis meget selvudleverende, men måske er der rigtigere at tale om en intens og nådesløs selvransagelse. Det er hårde ord, der falder om hendes livsvej, men inden vi når til det, lad os drage tilbage ad nogle af de stier, som tilbagelægges i bogen.

"Dyveke" af Kjeld Abell med sangtekster af PH, Folketeatret, 2003.

Allerede i første afsnit står: ”Og alligevel mærker jeg fligen af den smerte, jeg altid har båret på.” (s. 11). Et par sider senere: ”Jeg tror, at store betydningsfulde, livstruende hændelser åbner et menneskes sind og skaber en omfavnende forståelse for andre.” (s. 15). Men alting er ikke så enkelt, og da slet ikke, når det opsummeres sådan: ”Men jeg turde aldrig sige, hvad jeg gerne ville. Jeg var på en måde sikker på, at hvis jeg sagde lige ud, hvad jeg ville, ville det helt sikkert blive afvist. Så det eneste, der var at gøre, var at håbe, at mine omgivelser, min partner, på mystisk vis kunne regne ud, hvad jeg ville og ikke ville, og kunne de ikke det, måtte vi gå hver til sit.” (s. 19).  Om at blive forladt står der: ”Nu er jeg dog nået så langt, at jeg ved hjælp af rolig og dyb vejrtrækning og klare tanker kan stoppe angsten, når den begynder at indtage min krop.” (s. 32). Men hårdest er hun ved sig selv, når hun skriver: ”Der er mange mennesker, som jeg elsker, og som jeg tør sige det til, men hvor mange er jeg sikker på, elsker mig? Ikke mange.” (s. 57). Det opsummeres med ordene: ”Længslen efter anerkendelse blev drivkraften i mit liv. Ubevidst transformeredes længslen til ambition.” (s. 63).

"Anne og Poul" af Leif Panduro i TV-teatret, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt, 1975.

Bogen er skrevet i et klart og ligetil sprog. Præcist og velformuleret, og i korte afsnit og illustreret med fotos.  Helt renset for føleri. Hvad det angår, er beretningen forbilledlig. Også selv om indtrykket, der står tilbage, er lidet misundelsesværdigt. På den ene side, i hvert fald, mens det på den anden side er imponerende. Og ganske underholdende. Ikke mindst.

"Forbrydelsen III", afsnit 12, 13 & 14, DR 2007.

Det er i høj grad venner, kærester og familien, der må have betalt prisen for det.  På den ene side levner det ikke mange mellemtoner på livets farveskala, men det giver alligevel en variation og mangfoldighed i de modige valg, som tages. Mest overraskende og ufrivilligt muntert er beskrivelsen af den periode, hvor den indre hårdt tilkæmpede ro gik gennem et ophold i en ashram i Indien, hvor det kostede en del af den personlige autonomi at blive optaget i fællesskabet. Det er i sig selv ikke så exceptionelt, for de fleste liv rummer en søgen eller en drift efter noget større, men beskrivelserne af omverdenens reaktioner, da hjemmelivet i Danmark igen genoptages, men nu iført orange klæder, er ikke bare muntert og meget overraskende, men også udtryk for en radikal og helt ukompromissøgende retning i livet. Det er imponerende, at det er muligt at fastholde i det hjemlige – i hvert fald for en periode. For det kan ikke have været let at gøre sig SÅ synlig.

"Gertrud Stein" af Marty Martin, instrueret af Jan Hertz, Louise Schouw Teater, 2016

Lane Lind voksede op i et kunstnerhjem. Moren var skuespiller, munter og slagfærdig. Faren var kvindeglad til det sidste. Og især glad for andre kvinder. Opvæksten var ikke nem, og bogen rummer mange knugende beskrivelser, der berettes uden tøven. Fingrene bliver ikke lagt imellem. Men der er også en stædig overlevelsesdrift og en gentagende rækken ud efter noget andet og bedre. En insisteren på noget bedre. Som ganske ung blev hun ansat på et reklamebureau, og fik siden opgaver som tekstforfatter. Det gik godt, indtil det ikke gik længere. Hun vidste ikke, hvad der skulle blive af hende. Hun kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle være. Bogen rummer mange betragtninger over tilværelsens valg og fravalg. Ikke mindst, da hun besluttede sig for at blive skuespiller. Disse funderinger er noget af det, der kæder bogen sammen. Dels fordi det kobles sammen med de gengivne tanker om jobbet som rektor for Odense Teaterskole, som hun til sidst opnåede, og dels fordi det er tanker som går igennem hele livsforløbet. Det gør bogen til en guldgrube for enhver teaterinteresseret og især for dem der netop drømmer om at gå samme vej. Det er tanker og spørgsmål, der afprøves igen og igen og sættes op mod livets mange tilskikkelser.

"Kvinden i buret", Jussi Adler Olsen-filmatisering instrueret af Mikkel Nørgaard, 2007.

Hvilket gentager sig, da Lane Lind, efter at hendes teaterliv mere eller mindre er omme, søger ind på en terapeutuddannelse, hvor hun først dumper og siden tager ved lære af de slag, hun får og søger videre og også lykkes i det, selv om hun efterfølgende må konstatere, at hun ikke har det i sig. Men vejen dertil var det hele værd. Det er den slags erkendelser, som bogen rummer mange af. Det gør det til yderst begavet og spændende læsning, for Lane Lind slutter selv med ordene om livet:

”Så husk at leve det. Og husk at bruge det!”

Det er netop, hvad hun gør på Café Liva i cabareten ”Hvis livet var en sang”, der har repremiere den 19.10.2021, hvor hun, akkompagneret af Lasse Schmidt, står alene på den scene, som hun i sin tid var med til at skabe. (Se trailer via FB).

"Hvis livet var en sang", instrueret af Mads. M. Nielsen, Cabaret på Café Liva 2020/2021

 

Lane Lind: DET JEG ALDRIG GLEMMER

236 sider. Illustreret.

Udgivet af KOPPELWRITE, 2021

Udgivelsesdato: 4. oktober 2021.

 

 

 

 

 

 

 

 

Dobbeltanmeldelse: "TÆNK engang!" i Krudttønden og "Argumenter imod kvinder" på Teater V

Foto: Rie Neuchs.

To fine og sprælske forestillinger om forskellige måder at tænke på, og de roller som vi tager på os og sætter andre i.  Det hele starter oppe i hovedet som vilde tanker, der vrister sig løs. Det sker både i Krudttønden og på Teater V i forestillingerne  "Argumenter imod kvinder" og "TÆNK engang!".

For hvad er det der sker, når vi slår gækken løs. Hvad gør det ved os og hinanden, når tankerne får frit spil? Med humor kan man komme vidt omkring det, der kan være svært at tale om. Det beviser de to forestillinger på overraskende vis.

Foto: Kontraframe, Thorbjørn Hansen

TÆNK ENGANG!

af Teater Hund i Krudttønden

Børneforestillingen er for de 5-12 årige. Lige den aldersgruppe, hvor tankerne for alvor trænger sig på. Methe Bendix har både skrevet og instrueret de tre spillere: Birgitte Prins, Flemming Bang og Therese Glahn, der løsluppent og veloplagt tumler rundt i scenografien af Jacob Langaa-Sennek. Vi befinder os inde i en computer, eller rettere inde i hovedet på Therese, der har et stort problem, for hun kan ikke finde ud af at lave firkanter. Alle andre omkring hende kan gøre det uden besvær, men hun kan ikke. Et besøg hos først lægen og bagefter psykologen bringer hende med i et talkshow.

Foto: Rie Neuchs

"Du har glemt at lægge mærke til de rare tanker hele dagen. Alle andre spillere fortæller en ting, som de synes, du er god til."

Kostumerne er skabt af Anne Katrine Schyth Kjær efter de oprindelige design, kreeret af Thomas Winkler. De er både sjove og finurlige. Mange er skabt af det forhåndenværende, der gør det let for børnepublikummet at genskabe situationerne hjemme. 

Forestillingen formår noget af det sjældne, at den både fremstår umiddelbart enkel og overskuelig, og samtidig er der en afgrundsdyb baggrund bag enkelheden. Intet er let at gå til, når det gælder tankerne. For selv vi voksne er evigt og altid bytte for tankerne. Dermed skildrer forestillingen en igangværende og evigtkørende dialog oppe i vore hoveder, imellen de tanker der understøtter os og dem, der nedbryder os. Det er tankerne, der får os til at blomstre og folde os ud, og så er der alle de andre, der gør det diametralt modsatte.

Foto: Rie Neuchs

"Dine tanker slår flikflak og gør dig helt forvirret. Din sidemand giver et kram, så der kommer ro på igen."

I forestillingen er det skildret let og ligetil, men tematikken er alt andet end enkel at forholde sig til, og det er forestillingens umådelige styrke. Hurra for det!

Begyndelsen er lidt træg, men siden accelererer handlingen, dog uden at det går ud over den fornødne eftertænksomhed. Men når forestillingen bliver allermest absurd, finder den samtidig sin egen tone og balancerer på en knivsæg lige imellem det, som børn og voksne forstår. For måsker tror de voksne pr. automatik at de er klogere, men børnene har alligevel på et intuitivt plan forstået det hele. Selv om de måske har sværere ved at sætte ord på det.

Foto: Rie Neuchs

"Tanken 'du er god nok' er blevet stor og tung hos dig. Alle andre klapper dig på skulderen og siger, at du er god nok, som du er."

Det gør det til en umådelig smuk og eftertænksom forestilling, hvor humoren bobler over. Og så ender den godt, men hvordan, må man selv forvisse sig om ved at se den. 

Der er veloplagt spil i de tre roller. Therese Glahn, der fejrer sit 30-årige skuespillerjubilæum, spiller sig selv og er samtidig den lille pige, der engang ikke kunne finde ud af at lave firkanter i modellervoks. Birgitte Prins og Flemming Bang er skiftevis de forstyrrende, men også de understøttende tanker. Af og til danses og hoppes der til Sister Sledge og George Michaels "Freedom". Musikken er velvagt og opløftende. Lyssætningen af  Jonas Vest indrammer dansen, der er koreograferet af Erik Pold.

"TÆNK engang!" er næste lige så god som teatrets foregående forestillinger "Himlen kalder jorden" (2020), "Drømme om noget andet" (2019 + 2017) og "Den store jagt på lykken" (2017), der alle var forrygende.

Ved udgangen får alle et TÆNK engang!-spil med hjem.  Citaterne i anmeldelsen er hentet fra spillet:

"Du har glemt at lægge mærke til de rare tanker hele dagen. Alle andre spillere fortæller en ting, som de synes, du er god til."

Foto: Kontraframe, Thorbjørn Hansen

TÆNK ENGANG!

af Teater Hund & Co. i Krudttønden

ALDERSGRUPPE For de 5 -12 årige og deres voksne.

SPILLEPERIODE 29. september – 24. oktober 2021

SPILLETIDER

Ons. & Tors. kl. 9.30 & 11.00

Fre. kl. 11.00 & 17.00

Lør. & søn. kl. 11.00 & 13.00

OBS: SPILLETIDER I EFTERÅRSFERIEN

Ons. & Tors. kl. 11 & 13

Fre. kl. 11 & 17

Lør. & Søn. kl. 11. & 13

VARIGHED 50 min.

MEDVIRKENDE Birgitte Prins, Flemming Bang og Therese Glahn

MANUS & INSTRUKTION Methe Bendix

SCENOGRAFI Jacob Langaa-Sennek

KOSTUMER (opr. design) Thomas Winkler

KOSTUMER (2021- version) Ane Katrine Schyth Kjær 

LYDDESIGN Jonas Vest

KOREOGRAF Erik Pold

TEKNIK & AFVIKLING Brian Larsen

PRODUKTIONSLEDER Anna-Kathrine Madelung Fries

PRAKTIKANT Kirstin Lundblad

GRAFIKER Robin Hart

FOTO (PR foto) Kontraframe, Thorbjørn Hansen

FORESTILLINGSFOTO Rie Neuchs

PR & KOMMUNIKATION Laila Skjerning

PRODUCENT Kenneth Gall

Hjemmeside & billetter

*

Læs også disse to tidligere anmeldelser 

af Teater Hund & Co.´s forestillinger:

Drømme om noget andet (2019)

Drømme om noget andet (2017)

*

ARGUMENTER IMOD KVINDER

på TEATER V

Hvis vi nu bygger en talerstol, hvem går så op på den? 

Hvor går kønskampen hen, når den går ind i fremtiden? 

Hvis der er en debat, man næsten ikke tør gå ind i, så er det debatten om ligestilling og MeeToo. Hvem har taleretten, og kan vi undersøge flere aspekter af sagen uden at ryge i flæsket på hinanden? Instruktøren Thomas Hwan, dramatikeren Thomas Markmann og skuespillerne Camilla Bendix, Mathilde Lundberg og Joen Højerslev undersøger ligestillingens faldgrupper og fordomme med kroppen og scenekunstens midler. Det hele er baseret på Birgitte Possings bog af samme navn. Det er der kommet en forrygende, flyvende og tempostærk forestilling ud af.

Foto: Rico Feldfoss

Indrømmet, så havde jeg mine forbehold, for gad jeg se endnu en forestilling om ligestilling, men de blev straks gjort til skamme, for forestillingen løftede sig højt og flot op over al tidligere mudderkastning, og virkede både fornyende og forrygende.

Den fungerede nærmest som en billedstorm, hvor teater, film, musik og dynamiske og visuelle flotte sceneskift gjorde det hele til en opløftende belæring. Eller måske rettere en rystetur, hvor vi fik rig lejlighed til at le ad os selv. Og måske er det netop dét, der kan få os til at ændre vante tankebaner, når vi bliver gjort til grin og udstillet med så stor elegance og bravour, som det sker i forestillingen.

Da vi kommer ind står al scenografien i en bunke midt på scenen, og publikum lokkes op på scenen for at rydde op og gøre klar til forestillingen. Senere lokkes alle tilstedeværende mænd også op på scenen - men der er faktisk ikke mange, for det er et overvejende ungt og kvindeligt publikum, der er mødt op. Vi mænd skal agere bestyrelse og istemme et mandigt urskovsagtige brøl fra scenen, før vi får lov til at gå.

Foto: Rico Feldfoss

Forestillingen er en tour de force for skuespilleren Thomas Hwan, der træfsikkert har instrueret. Vi underholdes, forkæles og føres kækt fra tematik til problematik i forestillingen, der er opdelt i 8 kapitler. Det er voldsomt smukt og pågående, da den indledes med en filmet fødsel. Bagefter gentages det på scenen, hvor  Joen Højerslev tumler ned som nyfødt i favnen på Camilla Bendix og Mathilde Lundberg, der giver ham ble på, før han begynder at kravle og tager de første usikre skridt i en helt ny verden. Snart er han teenager og boltrer sig med pigerne og senere kvinderne omkring ham - og på den måde drejer livshjulet en halv omgang.

Vi får også slutscenen fra Henrik Ibsens "Et Dukkehjem", men i en opdateret udgave, hvor Nora går hjemmefra og eftertrykkeligt smækker merd døren.

Mahlers 5. symfoni ligger som underlægningsmusik til en scene fra "Døden i Venedig", hvor to kvinder kæmper om en mand, der til sidst forsvinder fra de kjoleklæde kvinder for at søge trøst i favnen på en skøge.

Vi er også med til en mandsdomineret jobsamtale, hvor de kvindelige jobansøgere ikke får  mange chancer for at blive hørt. Det er i forlængelse af dén scene, at alle salens mænd kaldes op på scenen som den siddende bestyrelse.

Foto: Rico Feldfoss

"Jeg er bange" skriver manden på papvæggen, og den tekst bliver stående, da musikken svulmer op, og der projiceres glidende skyer henover, før talerstolen bagerst på scenen indtages af en helt ung pige, og dermed signalerer, at der stadig er en vej frem. At der stadig er en vej, der skal tilbagelægges, men at vi går frem mod håbet, der bærer det hele.

Forestillingens stærkerste scene er en filmet sekvens, hvor bogens ophavskvinde, Birgitte Possing, fortæller om sin egen vej gennem livet. Om hvordan det startede for hende. Om voldtægten der gjorde, at hun lagde en plan for sit liv - som hun siden har fulgt. Det er et smukt statement - efter en umådelig charmerende og sprælsk forestilling, der boblede over med musik, spas, alvor og livsglæde. 

ARGUMENTER IMOD KVINDER

på TEATER V

Baseret på bogen af Birgitte Possing.

Dramatiker: Thomas Markmann

Instruktør: Thomas Hwan

Scenograf: Sir Grand Lear

Skuespillere: Mathilde Lundberg, Camilla Bendix og Joen Højerslev

Lysdesign: Imagolux v. Jens Hansen

Forestillingsleder & rekvisitør: Pernilde Rosa Thomsen

Produktionsleder: Thomas Dam Jensen

Tekniker: Karsten Lindgren

Korleder: Ulrik Bengard

Kostumer: Mona Wickstrøm

Videotilrettelægger: Jannie Schjødt Kold

Fødselsvideo: Eva Rose Birth

Lyddesign & videoassistent: Frederik Brandt Pedersen

Efter ide af Jacob Schjødt, Pelle Koppel & Jakob Engmann

Co-produktion mellem Baggårdsteatret & Teater V

Hjemmeside & billetter

Instruktøren Thomas Hwan 

fortæller om forestillingen

"Argumenter imod kvinder"

   

      *

                                                     Læs også de tidligere anmeldelser                                                      af Teater V´s forestillinger:

2021:

Forræder

2020:

Dig og mig ved daggry

2019:

Kejseren 

(Livingstones Kabinet)

2017:

Træet

(Odin Teatret)

Jægerne 

(Teater O)

2015:

Fandens Oldemor

(Off Off )

Von Trier, Persona non grata

2014:

Sparta

2013:

Sketch Sjov

*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*