lørdag den 4. september 2021

Anmeldelse: DITTE MENNESKEBARN på Sydhavn Teater

Foto: Lars Grunwald.

DITTE MENNESKEBARN blev filmatiseret i 1946 af Bjarne Henning-Jensen med en ung Tove Maës i hovedrollen, men der skulle gå næsten 100 år før romanen blev bearbejdet som teater. 

Mille Maria Dalsgaard er kunstnerisk leder af Sydhavn Teater, og er selv på scenen sammen med Maria Carmen Lindegaard i denne teaterbearbejdede udgave af den 600 sider lange roman af Martin Andersen Nexø fra 1917-1921.


Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen spiller i Østre Kapel på Vestre Kirkegård i Sydhavnen. Kapellet ligger gemt inde bag træerne på kirkegården. Næsten som en hemmelighed. På samme måde er Ditte Menneskebarn en slags hemmelighed, for hun lever så kort og når kun at blomstre  så kortvarigt, før hendes liv bliver blæst ud som et lys, der er brændt op i begge ender.

De to skuespiller ligger halvvejs skjult i en dynge hvidt vasketøj, da vi kommer ind. Henover loftet hænger vasketøj udspændt på snore, der kan fires op og ned i scenografien, der er skabt af Laura Rasmussen. Malik Grosos har stået for de projektioner, der vises på væggene.


Foto: Lars Grunwald.

Hun dør allerede som 25-årige opslidt af det tjenende liv hun har levet. Et liv, hvor hun den ene gang efter den anden har ofret sig for andre. Hun bliver narret og udnyttet af mændene, af samfundet - og af livet - og alligevel bliver hun ved med at tro på godheden. Den godhed som hun selv personificerer gennem et opofrende liv. Hun er tro over for sig selv, og går ikke på kompromis, heller ikke selv om det bliver hendes undergang.

Ditte kommer ud at tjene, men render af pladsen, da gårdens søn gør hende gravid, men barnet må hun give fra sig. Moren fængsles, og bliver skør af at sidde inde. Ditte sørger imens for sine moderløse søskende. Senere kommer hun ind til den store by, til København, hvor hun vil starte på en frisk. Først bliver hun ansat på et spædbørnshjem, men børnene dør og skaffes af vejen. Bagefter kommer hun i huset. Først i et fint hus, hvor alt hun gør er forkert. Bagefter kommer hun i huset hos en digter og bliver en del af familien. Det er næsten for godt til at være sandt. Det er som at være trådt ind i paradisets have, men også der smides hun ud igen, og falder tilbage til den barske verden hun er rundet af, hvor alting er hårdt og ubarmhjerteligt. Men for Ditte er der ingen vej videre til noget bedre. Derfra er der kun vejen ned. At hun kortvarigt har oplevet noget andet og bedre, gør det kun sværere, da paradisets port endegyldigt smækker i bag hende. 


Foto: Lars Grunwald.

Forestillingen er instrueret af tyske Mareika Mikat, der sammen med Mille Maria Dalsgaard har bearbejdet romanen til teater. Det startede de på helt tilbage i 2014. Spillestilen er meget ekspressiv, og er rundet af Bertolt Brechts måde at lave teater på, hvor teatret er et politisk arnested for de nye samfundsomstyrtende ideer. Det er ikke det psykologiske teater som vi ellers er vant til, men er en mindre følende, mere vrængende og udtryksfuld teaterstil. 

Allerførst blev jeg overvældet og kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg kunne lide det eller ej, for det virkede umiddelbart så udvendigt, manieret og karrikeret. Nærmest som den italienske masketradition, comedia dell´arte, hvor der grimasseres og overspilles på livet løs. Det gjorde mig stakåndet og jeg gispede, men langsomt tilegnede jeg mig spillestilen og nød de energibølger, der skyllede ind over mig. Sammenspillet mellem Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard er forrygende. Deres timing er imponerende og deres nærhed og tilstedeværelse er gribende. De glider legende ind og ud af en masse roller, sådan så Ditte snart spilles af den ene og den anden.  Nærmest som var det leget frem under improvisationsøvelser. 




Det er kropsligt teater, der skildrer kvindeliv. Den eneste mand, der skildres bare nogenlunde sympatisk, er den digtende familiefar, der forfører hende ligesom de mange øvrige mænd. Han er en pseudo-kunstner, der taler om at nærme sig de fattige, men det er bare ord, der ikke er bundet i noget egentligt. Han bliver chokeret over at se at Ditte er gået i hundene, men uden at opdage at det skyldes ham selv.

Det er historien om, hvordan godheden klarer sig igennem verden. Som Bertolt Brechts "Det gode menneske fra Sezuan", hvor konklusionen ligeledes er, at det er ikke let at være et godt menneske i denne verden. Godheden bliver forført og uskylden bliver tabt.

Efter forestillingen talte jeg med forestillingens tyske instruktør, Mareika Mikat, der fortalte at da hun voksede op i det gamle DDR var Martin Andersen Nexøs værker skolepensum. Martin Andersen Nexø (1869-1954) var proletarforfatter, kommunist, og talte de undertryktes sag. I Danmark havde han været med til at stifte Socialistisk Arbejderpart i 1918. Det blev senere til Dansk Kommunistiske Parti (DKP). Som erklæret kommunisk var han nødt til at flygte til Sverige under krigen. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden, hvor han levede indtil sin død tre år efter. For generationer af østtyskere havde hans værker klassikerstatus.  

 



DITTE  MENNESKEBARN
af Martin Andersen Nexø

Sydhavn Teater
i Østre Kapel på Vestre Kirkegaard

4.-25. september 2021


Tekstbearbejdelse til scenen: 
Mareike Mikat & Mille Maria Dalsgaard

Instruktør: Mareike Mikat

Medvirkende: 
Mille Maria Dalsgaard & Maria Carmen Lindegaard

Scenograf: Laura Rasmussen

Lyd- og Lysdesigner: Brian Larsen

Videodesigner: Malik Grosos

Produktionsleder & afvikler: Svend M. Holst

Byg: Nyby Sceneteknik

Scenografassistent: Johanne Hornum

Instruktørassistent: Rikke Stächer Christensen

Kostumeassistent: Katrine Engell

Barnestemme: Carlos Alberto Lindegaard

Producent: Marie Egetoft


*

Anmeldelser af Sydhavn Teaters andre forestillinger:

D´ARC (2016)

*

Se også fortegnelsen
over de øvrige 144 teateranmeldelser.


*

fredag den 3. september 2021

Anmeldelse: HAPPY DAYS på Teatret ved Sorte Hest

Foto: Peter Dupont Weiss.

Sue Hansen-Styles er Winnie i Samuel Becketts HAPPY DAYS. Det er praktisk talt en monolog, og så alligevel ikke, for vi hører grynt, host og prusten fra den avislæsende Willy, der sidder med ryggen til os gennem det meste af stykket. Ja, faktisk er det kun baghovedet, en hat og avisen vi ser, han bor i et jordhul - ligesom Winnie, som vi kan se overdelen af.  Senere er det kun hovedet, der stikker op af jorden.

Rent scenografisk er der ikke meget vi kan kigge på, eller det passer ikke. Hele scenen er fyldt ud af de to jordhuller eller rettere jordhøje, som Winnie og Willy bor i. Mærkeligt nok er der en masse at kigge på alligevel. Jeg fatter ikke, at det kan være så spændende at kigge på denne jordscene, skabt af Peter Dupont Weiss, men det er det. Måske skyldes det, at de er placeret inde i et rum, og det rum SKABER jordhullerne. Det giver sikkert ingen mening, det skal opleves. Helt lige som Samuel Becketts tekst fra 1961, der på samme måde ingen som helst mening giver, den skal også opleves.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Men jeg forstår det ikke. Forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre. Ud over at der er så meget talent til stede, at det giver mening til det hele. Også selv om der IKKE er nogen mening. Det er umuligt at forstå.

Samuel Beckett (1906-1989) er en af de store absurdister. Modtog Nobelprisen i 1969. Han var irskfødt og skrev både romaner, skuespil, digte og kortprosa. Mest af alt er han minimalist, forstået sådan, at han forsøger at nærme sig et nulpunkt, så meget som det overhovedet er muligt, uden at sproget og historien tilintetgøres. Eller også er det faktisk det han gør, han tilintetgør dem begge. I hvert fald er det den oplevelse, man går hjem med efter HAPPY DAYS. Hans mest kendte stykker er MENS VI VENTER PÅ GODOT (1952) og SLUTSPIL (1957). Det første er på plakaten igen senere i denne sæson, og det andet blev opført med bl.a. Søren Spanning og Maria Stenz i 2011. Begge på Teatret ved Sorte Hest. 


Foto: Peter Dupont Weiss.


Hver gang jeg konfronteres med Beckett, er det som om det kortslutter inde i mig. Første gang var med MENS VI VENTER PÅ GODOT med Tommy kenter og Morten Grunwald på Betty Nansen Teatret i 1990. For hvad stiller man op med Samuel Beckett? I hans tidløse dramatik er der ingen udveje. Man er spærret inde sammen med personerne. Meningsløsheden  griber én om struben, og man får lyst til at skrige eller i hvert fald til at gøre et eller andet. Personerne er altid fastgjort og fastholdt af deres egne love og regler som kun de kender, og som virker mildest talt absurde og formålsløse for alle andre. Alligevel er der dette lys, der gennemtrænger det hele. Det er som om, at vi gennem meningsløsheden netop kan fange dette større, som verden også rummer. Denne befrielse fra os selv. Det ligger ikke i teksten selv, men det er dét som de ofte kaster af sig. Det absurde, der burde få os til at løbe skrigende bort, tryllebinder os også, når teksten lægges i de bedste hænder - og det gør de altid, for det er kun de dygtigste, der overhovedet vover at nærme sig Samuel Beckett. Hans betydning for moderne dramatik er enorm. Men man er nok nødt til at forberede sig på noget ganske usædvanligt. Noget man ikke umiddelbart kan rubricere eller finde plads til inde i sig selv. Det er sådan Becket virker på en førstegangstilskuer - og det kræver mod, tapperhed og humoristisk sans at nærme sig noget, der er så lidt morsomt. Eller rettere er det enormt morsomt.


Samuel Beckett - Nathan Meister

Men som tilskuer til The Why Not Theater Companys originale engelsprogede udgave af HAPPY DAYS, der gæstespiller på Teatret ved Sorte Hest, får vi både Sue Hansen-Styles og Nathan Meister som en gave oven i denne teaterklassiker, og det ER en gave. De er begge eminente, og det er en fornøjelse at begive sig ind i Becketts teaterunivers sammen med dem i Peter Dupont Weiss´ smukke instruktion.


Foto: Peter Dupont Weiss.


Winnie sidder i et jordhul som en anden mutter i grøften og vækkes om morgenen af en gennemtrængende morgenalarm fra en ophængt højtaler. Dagen går med at tale med sig selv og manden, der kun sjældent svarer. Hun er let at stille tilfreds, og selv den ringeste reaktion fra ham gør det til en af hendes HAPPY DAYS. Hun pludrer løs om alt og intet. Mest om hendes tandbørste, briller, kam, spejl, taske og revolveren. Det er aldeles intetsigende og handler bare om at få tiden til at gå. Det giver urkomiske situationer, når fx. Winnie refererer til forbipasserende, og det sker yderst sjældent, der siger til hinanden: "Hvorfor sidder hun der? Der er da ikke meget ved ham, når han ikke en gang graver hende fri?" Det er centralt for stykket, for hvorfor gør han ikke det? Hvorfor sidder de overhovedet i de der jordhuller? Og hvorfor bliver vi som publikum ved med at ville se og opleve Samuel Beckett på scenen? Se HAPPY DAYS og bliv meget klogere - eller slet ikke. Det er det hele værd!


Foto: Peter Dupont Weiss.


HAPPY DAYS
af Samuel Beckett

Teatret ved Sorte Hest
3. - 25. september 2021

Gæstespil af The Why Not Theatre Company

Medvirkende: Sue Hansen-Styles & Nathan Meister 
Instruktør & sceograf:  Peter Dupont Weiss 




*



Tidligere anmeldte forestillinger 
af  Why Not Theatre Company:

2020:

2019:

2017:

2016:

2015

2014:

2013:

*

Se også fortegnelsen 
over de øvrige 143 teateranmeldelser.

*

Anmeldelse: FORRÆDER på Teater V

Foto: Martin Gundesen.


Carl og Mikkel er bedste venner. Vi er tilbage i 1941. Krigen raser mellem Tyskland og Rusland. Tyske tropper er trængt ind i Rusland, og vinteren nærmer sig. De to venner melder sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten mod den fælles fjende, Rusland.

Carls far er landmand, og Carl hjælper faren på gården. Mikkels far er værnemager og samarbejder med tyskerne, og de er velstående i modsætning til Carls familie. Mikkels far er stolt af Mikkel, mens Carls far skammer sig over sønnens valg og slår hånden af ham, da  han drager afsted.

Matias Hedegård Andersen spiller Carl, gårdmandssønnen, der knokler for faren, spillet af Erik Viinberg. De kan kun lige med nød og næppe få livet til at hænge sammen på gården, og da Carl lover at sende penge hjem, svarer faren, at han aldrig vil tage imod tyske blodpenge. 

Caspar Juel Berg spiller vennen, Mikkel. De har et vidunderligt samspil de to. Som et par kåde hvalpe, der hele tiden slås og undfordrer hinanden. Caspers Mikkel overtaler Matias´ Carl til at melde sig til tysk krigstjeneste ved Østfronten.

Erik Viinberg spiller begge fædre og oberststurmkaptajnen. Han er god til at fange de to fædres forskellighed - men også den voldsomme og stålfaste tyske kaptajn.


Foto: Martin Gundesen.


Det hele foregår på en enkelt opbygget scene af Claus Helbo. En stor reol bestående af kasser  illuderer interiøret hos de to familiefædre, men også baggrunden for resten af historien, hvor (højtaler)kasser agerer togvogn, kaserne og slagmark. I teatrets verden er alt illusion, og også i denne historie baseret på virkelige hændelser. Det er en historie, der på én gang både informerer og underholder, og som fungerer gnidningsfrit som teater. 

Der er måske nok lidt vel megen flytten rundt på kasserne i de opbyggende scener, uden at det tjener andet formål end at holde skuespillerne beskæftiget, for det er en meget stramt instrueret forestilling af Kurt Bremerstent. Forestillingen har sit helt eget åndedræt. Den virker så legende, selv om historien er yderst alvorlig. Scenerne mellem de unge eventyrlystne mænd er træfsikkert fanget - lige der mellem leg og alvor. I korte øjeblikke er det som om legen smutter fra dem, og det får os som publikum til at snappe efter vejret. Instruktionen er imponerende - og spillet ligeså. Men det hele skyldes selvfølgelig teksten af Andreas Dawe, der ikke for ingenting er nomineret til en Reumert. 


Foto: Martin Gundesen.


Forestillingen er lavet til 7., 8. og 9. klasse, men bortset fra introduktionen glemte jeg det, så snart forestillingen startede. Bagest på scenen sidder den aldrende Carl og tænker tilbage på tiden, da han drog i krig med vennen. Det har sat sig på tværs inde i ham. Vi mærker smerten, og forstår det godt, da han fortæller om savnet af sin døde ungdomskammerat. De var blodbrødre.

Det, der startede som en eventyrlig udflugt, og som noget, der kun skulle vare få måneder, blev til en krigstjeneste, der først sluttede med krigen. Det var i hvert fald dét, som deres kontrakter lød på.  

Mikkels kæreste, Signe, skriver et brev til Mikkel, som han vil læse højt for Carl, men midtvejs tier han. Carl må selv læse det sidste. Stemningen i Danmark er slået om. Der er kommet modstand mod tyskerne og aktive modstandsgrupper opererer, og Signe slutter brevet med at skrive, at hun skammer sig over, at han har meldt sig til krigstjeneste hos fjenden. For hende er han ikke andet end en forræder.

Spillet mellem de to venner er gnistrende. Ja, faktisk mellem alle tre på scenen. Styrkeforholdet imellem vennerne skifter undervejs. Mikkel er fra starten den udfarende og provokerende over for den mere proviensielle Carl. Men da de først kommer afsted, viser Carl sig at være den perfekte soldat. Han er også den af de to, der tænker klarest og kan se, hvilken vej det går. Russerne er vant til kulden og langt talrigere, og er meget bedre udrustet end tyskerne, der bliver færre og færre, efterhånden som krigen og kulden får dem til at bukke under. Carl finder en vovelig vej ud, men Mikkel vil ikke følge ham - og det bliver hans død.


Foto: Martin Gundesen.


Det er fantastisk at starte en ny teatersæson med en forestilling som FORRÆDER, der er produceret af Randers Teater. Jeg talte bagefter med stykkets instruktør, Kurt Bremerstent, der fortalte, at eftersom teatret kom fra Randers, samme område hvor Hvidstengruppen holdt til i,  fik han lyst til at der også skulle være en historie, der skildrede andet end  modstandsarbejdet, som vi forvejen kender så godt. Det her er i stedet historien om, hvad der skete med alle de andre. Dem, der meldte sig i tysk krigstjeneste, opfordret af den danske regering, og drog ud for at kæmpe på Østfronten. 


Foto: Martin Gundesen.


FORRÆDER 
af Andreas Dawe

Randers Teater 

Gæstespil på Teater V fra 31. 8. - 4. 9. 2021

Medvirkende: 
Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg, Caspar Juel Berg
Dramatiker: Andreas Dawe
Instruktør: Kurt Bremerstent
Scenograf: Claus Helbo
Lysdesigner: Kjems Lys
Komponist: Claus Carlsen
Producent: Randers Teater

Varighed: 65 min

Se forestillingens undervisningsmateriale.

Hjemmeside & billetter

 


Anmeldelser af  Teater V-forestillinger:

2020:

Dig og mig ved daggry

2019:

Kejseren 

(Livingstones Kabinet)


2017:

Træet

(Odin Teatret)

Jægerne 

(Teater O)


2015:

Fandens Oldemor

(Off Off )

Von Trier, Persona non grata


2014:

Sparta


2013:

Sketch Sjov


*

Se oversigten over de 

117 andre anmeldelser

*


Foto: Martin Gundesen.


*


lørdag den 28. august 2021

Anmeldelse: MIG & MIN SLACKER-VIKAR af Harald Havsteen-Mikkelsen

 

Omslag: Signe Wohlfeil.

Det er næsten umuligt at komme igennem Harald Havsteen-Mikkelsens nye børnebog. Jeg må ofte stoppe op undervejs, for jeg har sjældent grint så meget. Igen og igen. Hvor får han det fra? Angiveligt skulle bogen være inspireret af Haralds egen tid som lærervikar. I så fald må han selv have været som bogens lærervikar, Jasper. En elskelig, lidt krøllet fyr, der forstår drengene og deres løjer alt for godt. Jeff, Zach og Thøger er 12 år og går i 6. klasse. Det er en svær tid. Hormonerne støjer rundt, og de har ikke styr på noget som helst, men forsøger samtidig af al magt at styre det hele. Det lykkes ikke særlig godt, men forsøget på det og de skønt spildte kræfter er det hele værd.

Det er en kendt sag, at komedie er sværere end tragedie, men at få det til at se så legende let ud, er noget ganske særligt. Det er et komisk talent, der kigger frem og helt indtager scenen. Den ene vilde ide overtrumfer den anden. Allermest imponerende er, at det midt imellem de larmende storskrydende udbrud alligevel lykkes at få skruet et plot sammen, der naturligt leder frem mod den forløsende og vellykkede slutning, for det virker som om det næsten snublende sættes i scene.

Det ville være synd at afsløre plottet her, men som udgangspunkt har den egentlig temmelig rare skoleinspektør ansat lærervikaren Helmer, der er helt modsat af Jasper, og derfor også sætter en ære i at få Jasper fjernet fra skolen og vores tre venner vist meget gerne samme vej. Hovedpersonen Jeff er idemanden bag alt det, der sker. Men allermest er han optaget af den uigengældte forelskelse i klassekammeraten Julie, der ulykkeligvis igen er begyndt at komme sammen med klassens Philip, der er meget mere smart og hurtig og karriereparat end Jeff. Men måske er han også FOR smart, men det må man selv forvisse sig om ved at læse bogen.  

Sproget i bogen er ”frisprog”, og det bumper, hakker og hoster, men samtidig er det så sprængfyldt med hormoner, at det er en fornøjelse at læse. Der er ingen bremseklodser, og jeg fatter ikke, hvordan det er blevet til. Efter at have læst de første sider, er jeg både forundret og forbavset, men nægter at tro at det vil være muligt at holde dampen op gennem bogens hele 185 sider. Men det lykkes, og virker endda uanstrengt og flydende. Det strømmer som skidt fra en spædekalv. Det er ganske overvældende - og flot gjort.

Det er svært at sige at det er en stilsikker bog, men det er det måske alligevel, for der skydes hele tiden ved siden af, så dét netop ender med at blive stilen.

Der vil selvfølgelig være dem, der vil blive stødt over den frivole tone, der bralrer gennem det hele og den infantile humor, men det er samtidig umådelig frisættende – og så er det så morsomt, at det er umuligt at lægge bogen fra sig.

Et af de mest bizarre og mest surrealistiske passager dukker op til allersidst i bogen, hvor Julie og Jeff taler om Fnulle, der er Jeffs mormors alkoholiserede hund:

-For jeg tror virkelig Fnulle har været menneske i sit tidligere liv, jeg kan mærke at jeg kan snakke med den. Det var ikke noget jeg sagde for sjov den dag, med at den måske havde hjulpet brandmænd i et tidligere liv. Jeg mener det seriøst. Jeg tror at vi har været kærester, måske endda gift, måske endda haft børn sammen.

-Shit? Seriøst?

-Ja, og det er faktisk ikke særlig langt ude. Vidste du at der i USA er folk, der bliver gift med deres natlampe eller køleskab? Seriøst, det gør de. Og der er en der blevet gift med Eiffeltårnet.

-Nå? Vildt.

-Og i Japan er der en der er blevet gift med sin hovedpude.

-Fuck?

-Ja. Så jeg synes faktisk ikke det er mærkeligt, at jeg kan blive forelsket i en hund som Fnulle, som med garanti har været menneske i sit tidligere liv.

 




 MIG & MIN SLACKER-VIKAR 

af Harald Havsteen-Mikkelsen,

Byens Forlag, 

185 s.

Illustreret af forfatteren. 

Udgivelsesdato: 27. august 2021

 

onsdag den 25. august 2021

Anmeldelse: LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3) på Får302

Foto: Søren Meisner.


DØDEDANS MED ET KØLESKAB

På Teater Får302 i Toldbodgade ved Nyhavn kan man opleve LOVE IS ENOUGH (part 2 & 3). 

Idékvinden bag antologien LOVE IS ENOUGH er den tyske koreograf og danser Andriana Seecker, der senere på året kan opleves i LOVE IS ENOUGH PART 1 på Teater FÅR302. 

2. og 3. del er to én-aktere, der handler om kærlighed og manglen på kærlighed. Andrianna Seecker og den svenske instruktør Andreas Catjar har instrueret.

I den første (der altså er 2. del) møder vi Charlotte Elizabeth Munksgaard og det er kort fortalt "en dødedans med køleskab". Hun er klædt ud som en menneskelig mynde (skønt kreeret af Amalie Aunsbjerg Jørgensen). En masse langhårerede parykker er fastgjort til hendes kropsnære hudfarvede dragt. Hun kunne også være en vandgoble eller slet og ret "en stor bunke gammel tang, som havet ikke længere vil vide af". En naturkraft, men også den subsistensløse, flygtningen og "en død måge". Det er surrealistisk. Vi befinder os i et Beckett-univers, hvor tiden er gået i stå eller måske rettere af led. Det handler om eksistens. Om væren.


Foto: Søren Meisner


UDE PÅ ET VERBALT OVERDREV

Vi er skyllet helt ud på et verbalt overdrev, hvor det er svært at bunde, men det er der heller ikke brug for i denne overraskende én-akter, hvor vi befinder os i selskab med et køleskab, en stor bunke tang og en død måge. 

Charlotte Elizabeth Munksgaard er på scenen med en sammenklappelig campingstol og et blåtmalet køleskab - i samme farve som resten af det ellers tomme rum. 

Der er ypperlig live-musik til begge en-aktere af  den yderst kompetente Camilla Bang, der på næsten ingen plads formår at trylle et mangestrenget akkompagnement frem til de to skuespillere.

Den første tekst er skrevet og fremført smukt, hvæsende, drømmende og helt frontalt af Charlotte Elizabeth Munksgaard. Hun stiller sig an i positur, og så står hun der og bare står. Hun er vibrerende, men kan også se ud som var hun hugget ud af sten. Hendes skarpe profil skærer det hele ud for os. Hun kan skifte fra at være hvæsende, snerrende og fandenivoldsk til at være drømmende og syngende - og lige godt er det. Hun er åleslank og ligner en menneskelig karikatur, og har et uomtvisteligt komisk talent.  Hun står bare - og står. Og bliver ved med at stå sådan. Som en øgle i et terrarium. Eller måske snarere som en menneskelig eremitkrebs. Faktisk indgår der også et væddeløb mellem tre eremitkrebs i forestillingen.


Foto: Søren Meisner


EREMITKREBS

På et opslag i foyeren kan man læse om eremitkrebsen:

"En hjemløs skabning, der kommer til verden, nøgen og med blød bagkrop, uden skal. Må så drage ud i verden som en anden BZ´er, og finde sig et sneglehus. Eremitkrebs kæmper oftes indbyrdes om egnede sneglehuse..."


Opslag i teatrets foyer. Foto: Michael Svennevig

 

Langsomt bevæger hun sig over mod køleskabet, rækker hånden frem og griber om køleskabets håndtag. Da hun åbner, kommer der musik og hun bryder ud i Bee Gees-hittet "How deep is your love"... ude på overdrevet er alting muligt!


SOME EN GEKKO


Kommer til at tænke på en gekko som jeg lå og stirrede op på i et indisk logi, hvor den var den eneste, der holdt mig med selskab under heden midt på dagen. Af og til blinkede dens store øjne, men ellers rørte den sig ikke. Den sad bare der oppe øverst på væggen - med hovedet nedad. Hvis Charlotte havde kunnet, havde hun også gjort det, men i stedet måtte hun nøjes med at krybe op oven på køleskabet og nærmest sive ud over dets sider. Hun er som en bølge - nej, mere som tang og døde måger.

Det ender med, at hun selv kravler ind i køleskabet og lukker døren efter sig, - og dermed afslutter én-akteren. Det er urkomisk, fordi det er så tragisk. Det varer 50 minutter, men jeg kunne blive ved med at sidde og kigge på hende. Der er ikke meget tekst. Mest bare denne dobbelttydige og skæbnesvangre stilhed. 


Foto: Søren Meisner


BESØGENDE I HINANDENS UNIVERSER

Kærlighedens fravær er det, der kendetegner den første én-akter i modsaætning til 3. del efter pausen, hvor Birgitte Prins indtager scenen iført sølvglitrende bukser og jakke. Hun ligner en hel lyseksplosion, når scenelyset indrammer hende, mens lysreflekserne farer rundt i rummet som sædceller, der bevæger sig i alle mulige retninger (som min ledsager bemærkede). Teksten er skrevet af Merete Byrial, Birgitte Prins, William Morris (1834-1896) og Martin Sham, men mest central står Morris´ digtsamling "Love is Enough", der har givet navn til forestillingen.  Den er lige så kærlig og drømmende som aftenens første tekst IKKe er det. 

Birgitte Prins bevæger sig igennem en drøm. Der er kærlighed over det hele. Det er næsten for meget.

De to skuespillere dukker op som besøgende i hinandens universer. Det er tanken, at alle personer fra de planlagte 5 dele forhåbentlig skal mødes til sidst. Men på Teater Får302 er teater en alvorlig leg. En meget nærværende leg. Teatrets foyer ligger i kælderen, hvorfra man begiver sig ud på gaden og ind i opgangen ved siden af, og op til lejligheden på 1. sal. Fra opgangen træder man direkte ind i teatersalen, der er en ombygget lejlighed. Det er utroligt nærværende, og publikum og optrædende er meget tæt på hinanden. Man sidder næsten på skødet af hinanden, og det skaber nogle helt betagende teaterøjeblikke, når det fungerer, og det gør det næsten altid. Birgitte og Charlotte er garanter for det. For de indgår i teatrets kunstneriske ledelse. Charlotte var medstifter af teatret i 1987, mens Birgitte har været en del af ensemblet side 2001. 

Det er en spændende tanke, at de to én-aktere er skabt uafhængigt af hinanden - og uden kendskab til hinandens materiale. Det er stadig sådan at de to én-aktere tit byttes rundt, så det er slet ikke sikkert at de kan opleves i den rækkefølge som de her er beskrevet i.


Foto: Søren Meisner


FYR & BI


Når de to optræder sammen er de som Fyr & Bi eller Gøg & Gokke. De har optrådt sammen gennem så mange år, at deres stumspil er ganske betagende. De klæder hinanden på en fuldstændig absurd måde - det er også tydeligt i de to én-aktere, hvor de er gæster i hinandens virkelighed - eller måske rettere drømme.

Jeg sover altid oven på mine indtryk, før jeg nedskriver mine tanker, for det er som om at tankerne bearbejdes i nattens løb. Det giver også mulighed for, at det usagte kan nå at komme op til overfladen. Ofte er jeg gået begejstret fra en teateroplevelse, men allerede næste dag er det som en duft, der forlængst er forsvundet og ikke har efterladt andet end en svag erindring. Andre gange er jeg gået omtumlet fra en forestilling, der i nattens løb samler sig for mig, så jeg næste morgen kan tyde og nyde forestillingen fuldt ud. 

Da jeg vågnede i morges - efter LOVE IS ENOUGH - følte jeg mig både forfrisket og vitaliseret. Jeg vågnede med et utroligt overskud. Som om jeg havde stukket fingrene ind i en stikkontakt og selv var blevet lige så vibrerende som de to skuespillere på scenen.

Jeg aner ikke, hvad jeg har oplevet, men jeg er vild med det. Måske forstår jeg det, hvis jeg genser det - og det vil jeg gerne. Men man behøver ikke forstå alting. Teatret er en rejse, og teaterrejsen tager mig med til ukendte steder indeni. Det er stærkt i sig selv, bare at føle sig bevæget og berørt. Det er den perfekte måde at starte en ny teatersæson på.  



*


LOVE IS ENOUGH (Part 2 & 3)

Premiere den 21. august 2021

Spiller indtil 17. september 2021

på Teater Får302, Toldbodgade 16, 1253 Kbh. K.

Produktion: Teater FÅR302
På scenen: Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins
Iscenesættere: Andriana Seecker (D) og Andreas Catjar (SE)
Scenograf: Andriana Seecker (D)
Lys: Balder Nørskov
Komponist: Camilla Bang
Dramaturg: Tine Byrdal Jørgensen
Kostumier: Amalie Aunsbjerg Jørgensen
Produktionsleder og bygger: Karl Jes Jessen
Afvikler: Camilla Bang



*