Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Det er drømmen om at flyve. Drømmen om at blive fjerlet
og lette fra jorden og blive sin jordbundenhed foruden. Det er drømmen om at
være flyvende, der er afsættet for myten skrevet af Alexandra Moltke Johansen,
der tekstmæssigt ligger til grund for WunschMachines opsætning af HIMMELBÅREN. Iscenesættelse
& koncept af Helga Rosenfeldt-Olsen.
Medinscenesættelse af Alaya Riefensthal & Sonja Winckelmann Thomsen. En kvinde mister sin søster. Hun ser hende i en drøm hos en enorm, skællet urfugl. Hun vil tage sin søster tilbage. Vi tager med på rejsen gennem et mytisk landskab.
Foto: Sigrid Astrup Asbjørn Sand.
Den nyskrevne myte forsøger at kombinere det tidløse, rituelle med det
hverdagsagtige. Men de to har det svært sammen. At lægge op til det sagnmæssige,
der ophæver tid og sted og spiller på det arketypiske, og samtidigt sprogligt
kombinere det med faktuelle, hverdagsbeskrivelser og lade hovedpersonen ”booke sig
ind på et hotel”, bryder illusionen. Men det vigtigste er også, at det lykkes. Jeg ender
med billedligt talt at svæve oppe under himlen, men det afbrydes straks efter.
Min ledsager mente kækt, at det netop afspejlede vores nutid, hvor den slags
himmelflugter kun er os forundt i kort tid. Jeg ville have nydt, at holde mig svævende længere.Det føltes alt
for kort, som om det kneb med at tro på det. Det var som at skue lige lukt
ind i himlen - med lukkede øjne, og da øjnene åbnedes, mens vi lå på ryggen og
kiggede op, trådte vi direkte ind i myten – og blev selv til
fugle.
Fotograf: Asbjørn Sand.
Fra starten fik vi udleveret høretelefoner som vi skulle
tage på fra tid til anden. Mødestedet var uden for CC, Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173A.
Efter en kort praktisk introduktion blev vi ført gennem en lille lund. Alting
på Refshaleøen er vildt og utæmmet. Det gælder både naturen og arkitekturen. Det klædte ideen, at vi befandt os i et
vildnis af by og natur. Det var både fascinerende og dragende at gå afsted mod det
uvisse. Som at træde ud i intetheden, hvor alt kan ske - og så skete
det: underet. Det vi ventede på. Snart kunne vi øjne nogle installationer (af Sigrid
Astrup). Mellem træerne så vi dem som farvede små partikler af en fjern drøm.
Foto: Sigrid Astrup Asbjørn Sand.
Vi placeredes i en cirkel, hvor vi udvalgte hver vores lille fugl,
der befandt sig på et fad i midten. Vi blev inddelt i grupper med andre med
lignende fugle, guidet af Sonja Winckelmann Thomsen & Helga
Rosenfeldt-Olsen, der begge var iført kostumer af Alaya Riefensthal. De illustrerede
forestillingens gennemgående tema, kostumerede som de var, som delvist fugl og
delvist menneske.
Foto: Marine Gastineau.
Installationerne viste sig at være telte, hvor vi skulle lægge overkroppen ind og hvile hoved i midten, liggende på ryggen, mens
vi lyttede til mytefortællingen i høretelefonerne. Bagefter bredte flyvningen
sig i os. Med lukkede
øjne skulle vi bevæge kroppen, mens fjerene spirede frem. Langsomt bredte vi armene ud som vinger og gjorde os klar til at sætte af. Lige om lidt
ville det ske: det vi ventede på. Lige om lidt ville det være os, der fløj. Vi
bredte armene ud og vinden tog fat og vi satte af - og fløj.
Fotograf: Asbjørn Sand.
Forestillingens
mest forunderlige del udspillede sig, da vokalensemblet NOOR, dirigeret og anført af den brave solist, Nini Julia Bang, forførte os til et lykkeligt, fjernt sted. Sangen trængte ind og ud af kroppen, tog bolig i os, løftede
os – og gav os vinger (for at bruge et fortærsket udtryk). Koret bestod af
3 mænd og 3 kvinder: Aviaja Roland, Kathrine Skriver Knudsen, Ane Drewsen,
Kristian Bach, Rasmus Baltser og Adam Leckius. Deres stemmer snoede sig blidt
ind og ud af hinanden i Niels Bjergs på én gang blide og betagende komposition. Det var forunderligt som de
sang. Det fik tiden til at stå stille. Bagefter stod vi forundrede tilbage i cirklen,
hvor det startede. Den lille times tid som forestillingen varede, gik hurtigt -
og jeg følte mig let og flyvende, da jeg gik derfra.
HIMMELBÅREN
af WunschMachine
på Refshaleøen
23. - 25. maj 2025
Varighed:
60 min
Alder: 12+
Sprog: Dansk
OBS! Husk praktisk tøj. Som publikum skal man kunne gå rundt og ligge ned i et
telt.
Iscenesættelse
& koncept:
Helga Rosenfeldt-Olsen
Medinscenesættelse:
Alaya Riefensthal
& Sonja Winckelmann Thomsen
Myten: Alexandra Moltke Johansen
Komposition af kor & elektronisk lydværk:
Niels Bjerg
Solist & korleder: Nini Julia Bang
Fortællertekst og guidning:
Sonja Winckelmann Thomsen
& Helga
Rosenfeldt-Olsen
Performance: Alaya Riefensthal
& Helga Rosenfeldt-Olsen
Koret: Vokalensemblet NOOR:
Aviaja Roland, Kathrine Skriver Knudsen,
Ane
Drewsen, Kristian Bach, Rasmus Baltser
og Adam Leckius.
Installationer: Sigrid Astrup
Kostumer: Alaya Riefensthal
Lydmontage: Helga Rosenfeldt-Olsen
Producent: PRFRM, Mikkel Kryger
Teknisk konsulent & lydmix: Sune Hede
Tonemester: Peter Barnow
Mentor: Sara Topsøe
Administrator: Astrid Gravsholt
Plakat: Nanna Rosenfeldt-Olsen
Foto: Asbjørn Sand
Film: Adda Elling
Grafiker: Nina Krogh
HIMMELBÅREN er støttet af Statens Kunstfond, Øernes
Kunstfond, Faxe Kommune, Stevns Kommune, Augustinusfonden, Koda Kultur, Nordea
Fonden, Danske Dramatikere, Aage & Johanne Louis-Hansen Fonden, William
Demant Fonden, Vordingborg kommune & Metropolis
Det er yderst sympatisk at Blaagaard Teater har til hensigt at skabe et særlig trygt (teater)rum for dem, der er psykisk udfordret. Det gør de med forestillingen "Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne". Det er et træffende citat, der fungerer godt og betegnende i forestillingens rum af Lin Melkane, der arbejder med det hun kalder "introvert scenekunst". Det er også grunden til at forestillingslederen, Signe Mehl Pedersen, indledningsvist informerer om at man sagtens kan komme ind og ud til forestillingen. Hvis man rækker en hånd i vejret under forestillingen, bliver man fulgt ud og ind igen, hvis man ønsker det. Det er en information, der gives til de psykisk sårbare, der måske er i teatersalen. For de øvrige virkede det som et varsel om at vi bliver udsat for noget, der muligvis kan virke så provokerende at vi måske kan føle os nødsaget til at forlade salen. Men det var ikke tilfældet.
Foto: Zuhal Kocan.
Lin Melkane, der er uddannet dramatiker, har stået for ide, koncept og manuskript. Laura spottag Fog står på scenen i Camilla Kolds instruktion.
”Vidste I, at en vandmand ikke har nogen hjerne? Hvordan kan en vandmand leve uden hjerne? Det minder mig om, at en skrue var faldet ud af toiletdøren på hospitalet. Håndtaget hang ikke fast, præcis som forbindelserne mellem mine to hjernehalvdele. De arbejdede bare ikke sammen, og det kan stadig være så svært at forstå, netop fordi de ikke arbejdede sammen”. Uddrag for sceneteksten.
Foto: Zuhal Kocan.
Forestillingen varer kun en time, men det er også lang tid, for det er en meget lang tekst. Forestillingen, der er en monolog, er tekstmættet til det yderste, også selv om den flotte scenografi, lysdesignet og 3D-designet af Signe Dige, gør en del for også at give teksten et visuelt udtryk.
Det er et fascinerende møde med et sind og en krop, der slet ikke kan finde ud af at samarbejde. Vi bliver ledt ind i et diagnoselandskab, og det er først langt senere i forestillingen at det bliver præciseret, hvad vi har at gøre med. Det er klogt, dermed undgås at vi straks kategoriser, hvad vi oplever. I stedet møder vi hovedpersonen som et menneske med alt det hun rummer af modsætninger og indre kriser - og der er mange. Men vi er i øjenhøjde med hende, og kommer til at synes om hende, selv om livet går hende imod på utallige måder.
Foto: Zuhal Kocan.
Humoren er befriende, for uden den ville det også blive alt for mørkt og tungt, for det ER DET, men ikke kun. Der er en fandenivoldskhed, der slår ud efter publikum, og det er befriende.
Hovedpersonen befinder sig i en permanent undtagelsestilstand, men det sygeliggøres ikke. I stedet får vi stor sympati for hovedpersonen, Daisy, selv om livet er umuligt for hende. Eller også er det netop derfor.
Foto: Zuhal Kocan.
Vi kender det alle, men selvfølgelig i langt mindre målestok. Vi har alle en rem af huden, men Daisy flyder over på alle leder, måder og kanter. Det er det, der gør det til et så fascinerende møde med hendes verden. Det virker dokumentarisk. Min unge ledsager syntes, at det mere havde karakter af et foredrag eller en podcast. Det kan han i og for sig have ret i. Det er et opråb. Et udbrød, men også et råb om hjælp. Der langes ud efter psykiatrien og behandlersystemet. Ja, efter alle de systemer som omgiver og behersker os. Vi andre har måske lært at navigere i det, men for Daisy er det helt umuligt. Hun falder hele tiden igennem. Det er menneskeligt befriende at høre hendes historie, men det er også oprørende at systemerne, der omgiver os, er så ufølsomme og så skånselsløse svære at navigere i for dem, der ikke har de forudsætninger som vi andre har.
Foto: Zuhal Kocan.
Gå i teatret og mød Daisy. Det er et charmerende møde, men det er også på alle måder overvældende - og bagefter sad jeg lidt for at forsøge at få det til at bundfælde sig. Der er mange ord, der raser rundt i rummet. Det er svært at holde rede på den mangearmede blæksprutte af en historie, men når det hele bliver kogt ned, er det et menneske vi står tilbage med og ikke en diagnose. Det er dygtigt spillet af Laura spottag Fog, der gør det så godt, at vi som publikum ikke et øjeblik er i tvivl om, at det må være hendes egen historie. Så troværdigt er det lavet og spillet.
Lyddesignet er af Christian Hørby. Forestillingen af produceret af Marie Viltoft Polly og Mie Kanø. Christina Wendelboe har været dramaturg. Alexander Gosvig Pedersen har været instruktørassistent. Jakob Folke Ivarsson er afvikler. Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond og BUPL's solidaritets- og kulturfond.- og kulturfond
Foto: Ditte Chemnitz. (PRES) og Øyvind Kirchhoff (DET VANDRENDE MNNESKE).
To fortællinger, der måske synes langt fra hinanden, men som faktisk ikke er det. To fortællinger om at blive til - enten som ungt menneske eller som ung nation. Om de første møder med den omgivende verden. Om at skrive sin egen fortælling og bevare magten over den. To gæstespil: PRES af Opgang2 på Edison og DET VANDRENDE MENNESKE af Det Olske Orkester på Nordatlantens Brygge.
PRES af Opgang2
Foto: Ditte Chemnitz.
Vi er med hele vejen, selv om de tre personer i forestillingen PRES af Opgang2 under Århus Teater ikke har nogen gennemgående roller. De hopper ind og ud af situationer, hvor de tre unge er sat under pres. Det er dette "pres", der er i centrum igennem forestillingen. Det præsenterer alle de situationer, hvor vi som mennesker i det unge liv oplever at være under pres. Vi presses fra alle sider, vi vil gerne være med i kammeratskabet, i venskabet, i kliken og i det liv som vi nu engang lever.
Det sætter livet på spidsen, for der er hver gang en taber. På mange måder er PRES en forestilling om at tabe og vinde. Men det er hele tiden medløberne, der taber.
De tre, Rasmus Arved Monrad, Yas Wadi ogKaroline Toksvig Gammelgaard præsenterer sig ved at sige, at de hver især er hovedpersonen. Det er ikke rigtigt og alligevel, de er i hvert fald hovedpersoner i deres eget liv. De to drenge, spillet af Rasmus Arved Monrad og Yas Wadi, er vokset op sammen. Den ene har altid fulgt den anden blindt. Det er skåret helt ind til benet, da den ene, Rico, siger: "Du har ingen venner!", hvortil den anden peger på Rico, og siger: "Jo, jeg har dig!". De ler og de danser i de små dansende mellemakter hvor de danser som gjaldt det livet, det gør det på en måde også. Hvad vil du ikke gøre for din bedste ven - især når du ikke har andre?
Foto: Ditte Chemnitz.
Rico bliver gennem årene vildere og vildere, og vennen gør alt for at følge med, men slaget ER allerede tabt, for Rico synes at vennen er kedelig. Og er der noget værre end at blive sat af på en sidevej med dén bemærkning. Det er en lille fortælling om fællesskab, om venskab, om at høre til og om ikke længere at gøre det.
Jeg havde fornøjelsen af at se teatrets tidligere forestilling HABIBI, der gæstespillede på Hippodromen på Folketeatret i 2023. Det var en rasende god forestilling, der helt slog benene væk under mig, så jeg havde derfor glædet mig meget til at se PRES, der selvfølgelig ikke kan slå lige så hårdt, eftersom den ikke samler sig til én fortælling, men i stedet bliver en sammenvævning af personer og situationer. Men det teatermæssige faste greb er stadig det sammen. Der er meget på spil og endnu engang leverer teatret varen. Det er en vild fornøjelse at opleve.
Foto: Ditte Chemnitz.
Følte mig helt forpustet bagefter. Pia Marcussen har skrevet og instrueret. Forestillingen er baseret på unges improvisationer, og teatret har netop modtaget en fondsbevilling, der sikrer at de også fremover på turné rundt i landet kan præsentere PRES som et teatersamarbejde med skolerne, hvor der er ledsagende teaterworkshops, der animerer de unge til at fortælle om egne problemer.
Det er fascinerende med det meget enkle set-up. Der er intet at gemme sig bag. Scenografien er af Ingeline Lautrup Holsteen Jessen. Bagest er der en skærm, der afgrænser scenen. Et bord og en stol , et podie og et trin ned foran. Det er det hele og det er ikke meget.Lysdesignet er af Martin Lungholm. Lyddesignet er af Marcus Aurelius Hjelmborg tilsat tematracket "Wonderhunt" af HIRAKI. Resten skal de tre medvirkende spille hjem. Det gør de forrygende. Jeg kommer umiddelbart til at smile af de to dansende drenge i de mange dansende mellemakter. De danser så glade og desperate. Det er svært at afgøre, om de danser for at leve eller dø - eller bare for at more sig. Dansen siger så meget, både om at række ud og blive taget imod og ikke mindst om at miste fodfæste.
Foto: Ditte Chemnitz.
Det samme gælder teksterne, der alle handler om at række ud og blive grebet eller ikke grebet. Det er hjerteskærende, dermed kommer teksterne også til at handle om ensomhed. Ikke mindst i de to solo-tekster, hvor den ene, Rasmus Arved Monrad, skildrer gameboy´ens kamp med at fungere i den digitale spilverden, hvor han kæmper en sej kamp for at høre til. Han må tilkæmpe sig en position i et spil og i en verden, hvor det er alle mod alle. Han forsøger bravt at opretholde illusionen om at det er dér, han hører til. Det er dér, han finder sit fællesskab og sin flok, men han lades alligevel alene tilbage.
Ikke meget ulig teenagepigen, Karoline Toksvig Gammelgaard, og hendes forberedelse til den store, perfekte fødselsdagsfejring. Fra at være festens midtpunkt smuldrer baglandet bag hende, alt som festdeltagerne umiddelbart før festen melder fra én efter én. Hvor bliver festen af? Den store perfekte fejring? Til sidst står hun mutters alene tilbage. Meget lig gameboy´en. Det er to hjerteskærende studier i ensomhed.
Den afsluttende tekst handler om den perfekte fyr, Rasmus Arved Monrad, der møder op på rusmiddelcentret. Han forstår slet ikke, hvorfor han er der. Han har ingen stikmærker på armen, han er slet ikke som de andre. Han raser over at der ikke er en separat indgang til ham, så han ikke skal dele indgang med "de andre". Men det er begyndt at skride for ham. I starten tog han bare én enkelt pille, når det hele blev for meget. Nu tager han 10. Han beviser dermed, at han er helt som de andre - og at han er det helt rette sted. Det samme er forestillingen PRES. Den befinder sig lige der sammen med de unge. Det er en hjerteløs og hjerteskærende skildring af ungt liv. Lige der, hvor det er sværest og mest farligt at befinde sig. Lige i det punkt, hvor de hurtige beslutninger bliver skæbnesvangre og fatale.
Det en stor
glæde at opleve ”Det vandrende menneske” af Det Olske Orkester (der slet intet
orkester er, men derimod en teatergruppe, der holder til på Forsøgsstationen på
Sønder Boulevard, selv om forestillingen meget passende blev opført på
Nordatlantens Brygge). Jeg er vild med at se teater, der ikke bare vil
underholde, men som har holdning og som også indgår i en undersøgning eller en
afsøgning af det som publikum inviteres med til. Det særlige ved Det Olske
Orkester er, at det ikke bare foregår på skrømt. Det er af samme grund, at det
faktisk er et af de teatre, hvor forarbejdet er af lige så stor vigtighed som
selve forestillingen.
Vi møder en
dansk kvindelig antropolog, der forsøger at komme i kontakt med en grønlandsk informant.
Men hele udgangspunktet er skævt, for den ene part holder diktafonen frem mod
den anden i et forsøg på at opnå kontakt, men det er diktafonen, der netop gør, at det aldrig bliver nogen reel kontakt. For at opnå en ærlig og ægte kontakt, må
man opgive sin egen sikkerhed, ellers er vilkårene ikke jævnbyrdige, og så
bliver resultatet derefter.
Foto: Øyvind Kirchhoff.
Der er utallige
historier, der alle kredser om, hvem der fortæller for, og hvem der fortælles til? Hvem er det, der skriver historien – og hvem skrives den for?
Vi sidder i
en rundkreds omkring scenen, der udspiller sig imellem de kæmpestore egetræsbjælker,
der holder loftet oppe. De er påsat lyslederlys, der igen understøttes af
ophængte lamper. Pludselig, som ved trylleri, er vi på Grønland, og Malou, der
har danske plejeforældre og er bosat ved Ålborg, begiver sig på vandring
tilbage – baglæns. Hvorfor går hun baglæns? Måske fordi den hurtigste vej frem,
ofte er tilbage. For Malou er det!
Da
forestillingen slutter efter knap 1½ time, står hun barfodet og har bevæget sig
baglæns i en cirkel. Vi er efterladt med hendes fodspor på gulvet. Fodsporene er det eneste tilbageblevne fra forestillingen. Hvem
udbytter hvem, og hvem sidder på ryggen af hvem?
Foto: Øyvind Kirchhoff.
Det grønlandske
får sin egen stemme i forestillingen. Det bliver talt, sunget og manet mange ånder frem i forsøget på at indkredse og fastholde det grønlandske. Hvad
kræver et sådant møde – og hvem skal give bolden op til det?
Det er en
forestilling, der stiller mange spørgsmål. Svarene er måske ikke så vigtige,
men vejen frem mod det er lige så vigtig, som den tilbagegående vandring.
Titlen ”Det
vandrende menneske” er den helt rette titel på denne mangefacetterede beretning, der
fryser tiden fast mellem Danmark og Grønland. Det er tydeligt, at der kun er én
vej videre – og det er en fælles vej, hvis vi orker og kan mestre det
fællesskab som det forudsætter – og kræver?
Lotte Faarup har instrueret. Teksten har hun skrevet sammen med Naja Dyrendom Graugaard. På scenen er det Elisabeth Heilmann Blind, Nina Sikkersoq Kristoffersen, Øyvind Kirchhoff og Rikke Liljenberg. Scenografien er af Rolf Søborg Hansen. Lyssætningen er af Mads Deibjerg Lind. Lyddesignet er af Sirí Paulsen. Julie Edel Hardenberg, Lars Jensen og Gry Alstrøm har været konsulenter på forestillingen, der er oversat af Makka Kleist. Ida Zimmermann har været instruktør- og projekt assistent.
Foto: Øyvind Kirchhoff.
Efter
forestillingen er det som om vi er tilbage i den indledende scene, hvor det
hele skitseres, og hvor ikke mindst de to startpositioner, hvorfra historien kan
fortælles, skitseres. Der er det danske og det grønlandske spor, men afdækningen
af den vidtforgrenede historie lægger op til at det langt fra er så
entydigt. Måske er der netop et håb i, at den eneste rigtige historie er den,
der fortælles af personer langt fra hinanden. Når deres stemmer blandes, sker der noget. I forestillingen illustreres det rigt og myteagtigt ved at
masker og figurer indbygges i den fælles fortælling. Måske er det først med denne tilstedeværelse at historien får sit eget liv. Måske kan den slet ikke fortælles
traditionelt? Måske skal der gribes meget dybere ned i den fælles historie. Det
er stærke og tydelige scenebilleder i mødet mellem den unge og den ældre
grønlandske kvinde. Når barnebarnet og bedstemoren mødes, sker der noget. Så flytter
historien sig, så fortælles den på en anderledes inderlig måde. Jo, der er også
Hans Egedes grønlandske beretning, men det er ikke dén fortælling, der rammer
noget og som viser vejen videre, snarere tværtimod. Det virker tåkrummende karikeret.
Det er ingen forhistorie at være stolt af. Men
der ER en stolt fortælling. Det er ikke let at finde frem til den, men den ER
der, og ”Det vandrende menneske” er et smukt og ædelt forsøg på at indkredse
mange sider af den. Tak til Det Olske Orkester for deres flid og vilje til at
holde fast i historien – og til at stille så mange spørgsmål. Nu må vi selv
finde svarene – sammen.
Foto: Øyvind Kirchhoff.
DET VANDRENDE MENNESKE
af Det Olske Orkester
på Nordatlantens Brygge
24. marts - 12. april 2025
derefter gæstespil i Århus og Odense
Holdet:
Performere:
Elisabeth Heilmann Blind, Nina Sikkersoq Kristoffersen, Øyvind Kirchhoff, Rikke Liljenberg
Dramatikere:
Naja Dyrendom Graugaard (post doc.) og Lotte Faarup
Instruktør:
Lotte Faarup
Lyddesign
Sirí Paulsen
Lysdesign:
Mads Deibjerg Lind
Scenograf:
Rolf Søborg Hansen
Konsulenter:
Julie Edel Hardenberg (kunstner), Lars Jensen (lektor RUC), Gry Alstrøm (cand. mag)
Vi er på et jernbaneterræn, hvor hovedpersonen, Rod, der er en rod, forsøger at bryde ind i en udrangeret togvogn, men da han kommer ind, opdager han, at den allerede er beboet. Da Billie uventet dukker op, kæmper de om, hvem der skal være der. Billie vinder. Rod lægger sig udenfor, men det er koldt. Billie forbarmer sig og lader ham alligevel komme indenfor. Hun tegner en streg hen over gulvet i togvognen og erklærer, at de skal blive på hver deres side af stregen. Men de bliver alligevel venner. De er begge på flugt fra deres liv, som de ikke kan holde ud.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Lukas er den tredje medvirkende, og han passer insekterne. Han har en stor rejsekuffert i togvognen fuld af natsværmere, som han tager sig af og passer på. Han fortæller om den svære metamorfose, som pupperne går igennem, inden de bliver til sommerfugle. De ved ikke, hvad der sker, men pludselig er det sket, at de har fået vinger og kan flyve. Det er et billede på den udvikling vi selv gennemgår, når vi udvikler os fra et til noget andet. Det gør ondt, det er svært og uvist, men det rummer muligheden for at finde en ny og bedre vej gennem livet.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Rod spilles af Simon Hilmoine, og vi mærker lige fra starten, at han har svært ved at være i sig selv. Han er fanget og kan ikke slippe væk. Billie spilles af Maria la Cour, der på samme måde forsøger at flygte. Lukas, der spilles af Johan Damgaard-Lauritsen er den, der frister Rod til at blive og tage kampen op. Han får Rod til at forstå, at der allerede er sat noget i gang, der rummer løsningen i sig selv. Om Rod bliver transformeret til noget nyt og bedre eller om han går i sig selv, må man selv se i forestillingen på Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15 på Vesterbro - lige bag Vesterbrogade. Jeg havde aldrig været der før, selv om teatret har eksisteret i over 30 år, men jeg kommer hjertens gerne igen.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Forestillingen ROD er skabt af holdet bag, baseret på en historie af Mie Brandt, der også er teatrets kunstneriske leder. Den flotte togscenografi er kreeret af Johanne Eggert. Den er belyst stemningsfuldt af Jim Falk. Forestillingen er koreograferet af Ingrid Tranum Velásquez. Den er velfungerende som en dans. Niels Lehmann har været dramaturg og Emma Asmussen har været dramaturgisk sparringpartner. Vibeke Brix har været kunstnerisk sparingspartner. Det er vigtigt at nævne, for det er blevet en meget vellykket forestilling om et alvorligt emne, for hvor går man hen, når man ikke længere kan være i sig selv? Eller som der står beskrevet i forestillingens program: "Fra mismod til mod i en forvildet verden".
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det er en meget mørk forestilling, men det må det nødvendigvis blive, når emnet er så svært. Livet kan være svært og kan synes umuligt at komme igennem. Netop fordi mørket synes så ufremkommeligt, bliver lyset i forestillingen, når det endelig trænger igennem - for det gør det - så meget desto klarere. Det virker overrumplende. Det bliver skabt med stor teatralsk magi og fik mig til at snappe efter vejret.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Det er en forestilling om at flyve. Om at sætte fra og hæve sig op over det, der begrænser én, men det handler lige så meget om at tage kampen op med det, der holder én fast. Det er ikke nødvendigvis en hjælp at flygte. Det vigtige er, at finde styrken til at blive sig selv - og få mod nok til at ændre det, der går én imod. På sin vis er det en ret banal historie, men det vigtige er ofte ret banalt. I forestillingen skildres det med stor præcision. De tre skuespillere kæmper bravt for at komme i mål med fortællingen. Det er en fryd at se noget, der vil noget og som lykkedes med at gøre det så kunstnerisk stærkt.
Foto: Per Morten Abrahamsen.
Til sammenligning gik jeg senere på dagen på Nørrebros Teater for at se MENNESKEKRYB, der på samme måde handler om at forvandle sig og blive til det man er. Tematisk virkede det så oplagt, men jeg måtte gå i pausen, for jeg kunne ikke holde det ud. Her var lys og farver, overdådig scenografi og stor fantasi. Her var fest og musik, men det virkede helt tomt og uden nerve. Det var sjov og ballade og så ganske sjælløst på trods af en dygtig instruktion og et velfungerende teatermaskineri. Alle spillede ypperligt. Det hele så så godt ud, og så var det faktisk skidt. Meningen fortonede sig i det rene ingenting. Men måske gik jeg glip af alt det bedste. Måske blev det en fantastisk forestilling efter pausen, men jeg holdt det ikke ud. Jeg var død allerede efter 1. akt. Der skal mod og styrke til at holde fast i den gode historie, sådan som det sker i ROD - og helt udeblev i MENNESKEKRYB. Hurra for Teatret Zeppelin for at holde teatrets flag så kunstnerisk højt.
ROD
Teatret Zeppelin
1.-28. marts 2025
1 time
fra 7 år af
Medvirkende:
Simon Hilmoine, Maria la Cour, Johan Damgaard-Lauritsen
Auteur: Mie Brandt
Produktionsdramaturg: Laura Sylvester Walters
Auteurassistent: Camilla Bergholt
Scenograf: Johanne Eggert
Lysdesigner: Jim Falk
Lyddesigner, afvikler og produktionsleder: Rasmus C. Månsson
‘Nattesangen’ er skabt af Maria la Cour og Sven Meinild
Bygge- og produktionsleder: Oliver Söderlund Schack
Bygger: Maribel Carlander
Kostumier: Gry Hesbjerg
Systueassistenter: Emma Dybro, Solvig Tørsleff
Rekvisitør: Katja Neergaard
Kunstnerisk sparring: Vibeke Wrede
Dramaturg: Niels Overgaard Lehmann
Dramaturgpraktikant: Emma Asmussen
Stagefight-træner: Adam Brix
Koreograf: Ingrid Tranum Velazquez
Undervisningsmateriale: Louise Borcher Petersen, Emma Asmussen
