Foto: Søren Meisner (Zombiejæger) og Crispian Chan (Stigma).
Det er mørket, der viser vej.
Det er en invitation til at møde det ukendte - både på Sydhavn Teater, hvor Kitt Johnson viser sit mesterværk STIGMA, der er et ceremonielt møde med sig selv - og på Teater Vestvolden, hvor forestillingen ZOMBIEJÆGER byder op til dans med uhyggen. En forestilling der bider godt fra sig.
Foto: Crispian Chan (Stigma).
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026
Danseren og koreografen Kit Johnson (1959) skabte sit 25 minutters soloværk STIGMA i 1999, og det er ikke for ingenting, at hun siden løbende både herhjemme og internationalt har opført det i snart 30 år. Det er enestående, at et sådant værk har en så lang levetid, men det er der mange grunde til. Det er et værk, der har opnået en ganske særlig status - ligesom Kitt Johnson selv har.
Kit Johnson har trænet buhtoh-dans og er inspireret af det japanske Noh Teater, der stammer fra det 14. århundrede. Det er en teaterform, hvor der ikke "sker" så meget, og hvor performeren mere repræsenterer en ide eller en essens af et drama, og ikke i sig selv agerer det. Det er en forfinet og raffineret teaterform, der kombinerer dans og drama, og som selvfølgelig virker fremmed på os. Men det er også en æggende teaterform, der koncentrerer essensen af teater og drager tilskueren til sig. Det er en meget krævende teaterform, eftersom der ikke "sker" så meget, da alting så at sige "sker" indirekte. Det giver tilskueren fornemmelsen af at være tilskuer til noget ceremonielt eller noget rituelt - helt ordløst.
Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.
Kit Johnson sidder allerede i salen, da vi kommer ind. Hun sidder på 4. række og kigger rundt. Hun er observerende uden at se sig rundt. Da hun bevæger sig ned foran de første rækker, går hun rundt og kigger på folk uden at fortrække en mine. Hun er ikke særlig høj, spinkel og iført en overdimensioneret sort mandefrakke, der når hende til knæene. Hun er barbenet og har ikke andet end frakken på. Over håret har hun en tætsluttende sort kyse eller hat, der er lukket stramt om hagen. Ansigtet er dækket af et sort slør, men det er snøret så stramt om ansigtet, at det giver hendes hud samme mønster som sløret.
Der er noget hårdt og uforsonligt over hendes udtryk. Hun både er der og er der ikke. Hendes blik strejfer mig, og det er tydeligt at hun ser, men hendes blik er uudgrundeligt. Der er noget desillusioneret over hende. Noget hårdt og uendeligt. Hendes blik og attitude er som en slanges. Der er noget isnende koldt over det. Noget umenneskeligt og evigt. Hendes blik trænger gennem det hele og forstummer os totalt.
Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.
Det skaber en spænding, der holder sig gennem hele værket. Dette kan lyde meget intellektuelt og forfinet, men det særlige er netop, at værket er dobbelt, for så vidt at det både kan opleves intellektuelt, men samtidig også er en ren sanselig oplevelse, for selv om det er meget alvorligt og seriøst, er det også forløsende morsomt og emotionelt overraskende, men ingen ler - det er der slet ikke plads til og rum for, men derfor er det ikke fri for at overraske og forundre.
Det er lidt som at se en gammel stumfilm, hvor filmen ofte bliver vist enten for langsomt eller for hurtigt. Alene med den overdiminsionerede sorte overfrakke formår hun at skabe det ene overraskende billede efter det andet. Som en akrobat formår hun at transformere sig selv for øjnene af os. Hun er ikke nogen, men noget. Snart er hun insekt, snart en abstrakt ide.
Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.
Det klanglige univers, der er mere lyd end musik, er skabt af Sture Ericson & Jacob Kirkegaard. Det buldrer imod os, som en storm på den yderste dag. Lysdesignet, af Mogens Kjempff, understøtter følelsen af at vi befinder os midt i orkanens øje.
Jeg kommer både til at tænke på den østrigske billedkunstner Egon Schiele (1890-1918), der med sine ofte nøgne portrætter af det grimasserende eller forvredne menneskelige ansigt og kroppen, der udstrækkes så dimensionerne bliver trukket helt ud af propertion, opnår en utrolig effekt. En arm eller et ben strækkes ud i helt unaturlige positioner, der samtidig efterlader en ide om, at sådan kan det også være at være menneske. Det opløser ideen om, hvad en krop er og bliver til sindbilleder af menneskets indre verden. Det er det samme vi oplever hos den norske maler Edvard Munch (1863-1944).
Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.
En hjemlig association er Michael Kvium (1955), hvor det bizarre og nøgne trækkes frem og bliver til billeder på det at være menneske. Det er ikke skønt. Det er ikke smukt, men det er kraftfuldt og ægte. Det er usminket og direkte.
Når vi bliver stillet over for værker af Schiele, Munch, Kvium eller Kitt Johnson bliver vi stille. For vi tvinges ind i et essensielt hjørne, hvor alt det uvigtige forsvinder og tilbage er blot mødet med det sande, det virkelige og det ægte. Det er et krævende møde, for det aftvinger en respekt og et direkte usminket blik på det at være menneske. Det er noget af det fornemste og stærkeste, som et værk kan skabe i os.
Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.
Vi møder os selv, hvis vi tør. Det er som om vi træder med ind i et ceremonielt rum, hvorfra der ikke findes nogen redning. Det er uforsonligt. Her er vi hver især alene med værket og os selv. Det er et krævende møde, men det er også noget af det stærkeste og reneste, der fndes, når det lykkes. Sådan som det sker i mødet med Kitt Johnsons mesterværk STIGMA.
Foto: Crispian Chan (Stigma).
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026
Koreograf, performer og kostumier :
Kitt Johnson
Lysdesign :
Mogens Kjempff
Musik :
Foto: Søren Meisner (Dæmonjæger).
ZOMBIEJÆGER
Teater Vestvolden
3. - 31. oktober 2026
10 år og op
Uhygge og gru - og spænding generelt griber os, og vi søger det gerne. Selv er jeg ikke til uhygge og gru, men spænding. Åh jo...
Hvad er det, som det griber fat i hos os?
Er det lysten og trangen til at opsøge det ukendte i trygge rammer, eller er det simpelthen et grundlæggende behov for at kigge ud over kanten og ned i afgrunden?
Foto: Søren Meisner.
Ligegyldigt om det er det ene eller det andet, så udfordrede ZOMBIEJÆGER på Teater Vestvolden mig. Umiddelbart er det slet ikke mig, men men men...
Undervejs havde jeg modstridende følelser over for historien og forestillingen, for hvad grund er der til at se en sådan forestilling? Og samtidig er det så dygtigt lavet og så charmerende spillet, at alle forbehold slap op.
Foto: Søren Meisner.
Men selvfølgelig også fordi forestillingen handler om venskab og de to på scenen, Viktor og Liv, spillet så veloplagt og kompetent af Evi Arnsbjerg Brygmann og Andreas Forné i en historie skrevet direkte til teatret af Nicole Boyle Rødtnes med manuskript af Gunvor Reynberg. Mette Ovesen har instrueret. Bodil Bang Heinemeier har tegnet og illustreret. Annika Nilsson har stået for scenografi og dukker. Flora Brandt er lysdesigner. Weronika Andersen har stået for lyd og programmering. Fredrik Lindgren har stået for animationer og projektionsdesign.
Det er måden som det hele smelter sammen på, der er så betagende. Lys og lyd, projektioner, dukker og scenografi. Det hele glider sammen til en fascinerende rejse gennem en zombiebefængt verden.
Foto: Søren Meisner.
Men det er alligevel det gryende venskab mellem de to, der er forestillingens hjerte og omdrejningspunkt. Deres spil og deres fortolkninger af deres figurer kunne ikke være bedre. Det er legende, meget præcist og alligevel afslappet på den kompetente måde, når hele arrangementet fungerer på den bedst tænkelige måde.
Jeg blev helt vundet over, selv om jeg i starten sad lidt uroligt på stolen, men betænkelighederne var bagefter helt blæst væk.
Foto: Søren Meisner.
Visuelt er det betagende, når al det tekniske fungerer og understøtter den samlede ide. Det sker i ZOMBIEJÆGER, men pas på at du ikke bliver bidt, for så ved man ikke, hvad der sker...
Plakat: Bodil Bang Heinemeier.
ZOMBIEJÆGER
på Teater Vestvolden
3.- 31. oktober 2026
50 minutter
fra 10 år og op
Medvirkende:
Evi Arnsbjerg Brygmann
Andreas Forné
Historie skrevet specielt til teatret af:
Nicole Boyle Rødtnes
Instruktør:
Mette Ovesen
Tegner/illustrator:
Bodil Bang Heinemeier
Scenografi og dukker:
Annika Nilsson
Manuskript:
Gunvor Reynberg
Lysdesigner:
Flora Brandt
Lyd og programmering:
Weronika Andersen
Animationer og Projektionsdesign:
Fredrik Lindgren
Instruktørassistent:
Laura Sylvester Walters
Forlag:
Alvilda
Komponist og lyddesign:
Mathias Nielsen
Programmering:
Thomas Bolvig
Speak:
Christina Bech, m.fl.
Kostumier og rekvisitter:
Henrik Børgesen
Forestillingsidé og produktion:
Teater Vestvolden
Andre anmeldte forestillinger
på Teater Vestvolden:
2025
2024:
2023
2022
2020
2019
*
Se også oversigten
over de øvrige
288 teateranmeldelser
*
.jpg)
.jpg)
