torsdag den 8. oktober 2026

Anmeldelse: STIGMA på Sydhavn Teater og ZOMBIEJÆGER på Teater Vestvolden

Foto: Søren Meisner (Zombiejæger) og Crispian Chan (Stigma).



Det er mørket, der viser vej.
Det er en invitation til at møde det ukendte - både på Sydhavn Teater, hvor Kitt Johnson viser sit mesterværk STIGMA, der er et ceremonielt møde med sig selv - og på Teater Vestvolden, hvor forestillingen ZOMBIEJÆGER byder op til dans med uhyggen. En forestilling der bider godt fra sig.





Foto: Crispian Chan (Stigma).


STIGMA
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026

Danseren og koreografen Kit Johnson (1959) skabte sit 25 minutters soloværk STIGMA i 1999, og det er ikke for ingenting, at hun siden løbende både herhjemme og internationalt har opført det i snart 30 år. Det er enestående, at et sådant værk har en så lang levetid, men det er der mange grunde til. Det er et værk, der har opnået en ganske særlig status - ligesom Kitt Johnson selv har.

Kit Johnson har trænet buhtoh-dans og er inspireret af det japanske Noh Teater, der stammer fra det 14. århundrede. Det er en teaterform, hvor der ikke "sker" så meget, og hvor performeren mere repræsenterer en ide eller en essens af et drama, og ikke i sig selv agerer det. Det er en forfinet og raffineret teaterform, der kombinerer dans og drama, og som selvfølgelig virker fremmed på os. Men det er også en æggende teaterform, der koncentrerer essensen af teater og drager tilskueren til sig. Det er en meget krævende teaterform, eftersom der ikke "sker" så meget, da alting så at sige "sker" indirekte. Det giver tilskueren fornemmelsen af at være tilskuer til noget ceremonielt eller noget rituelt - helt ordløst.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Kit Johnson sidder allerede i salen, da vi kommer ind. Hun sidder på 4. række og kigger rundt. Hun er observerende uden at se sig rundt. Da hun bevæger sig ned foran de første rækker, går hun rundt og kigger på folk uden at fortrække en mine. Hun er ikke særlig høj, spinkel og iført en overdimensioneret sort mandefrakke, der når hende til knæene. Hun er barbenet og har ikke andet end frakken på. Over håret har hun en tætsluttende sort kyse eller hat, der er lukket stramt  om hagen. Ansigtet er dækket af et sort slør, men det er snøret så stramt om ansigtet, at det giver hendes hud samme mønster som sløret.

Der er noget hårdt og uforsonligt over hendes udtryk. Hun både er der og er der ikke. Hendes blik strejfer mig, og det er tydeligt at hun ser, men hendes blik er uudgrundeligt. Der er noget desillusioneret over hende. Noget hårdt og uendeligt. Hendes blik og attitude er som en slanges. Der er noget isnende koldt over det. Noget umenneskeligt og evigt. Hendes blik trænger gennem det hele og forstummer os totalt.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Det skaber en spænding, der holder sig gennem hele værket. Dette kan lyde meget intellektuelt og forfinet, men det særlige er netop, at værket er dobbelt, for så vidt at det både kan opleves intellektuelt, men samtidig også er en ren sanselig oplevelse, for selv om det er meget alvorligt og seriøst, er det også forløsende morsomt og emotionelt overraskende, men ingen ler - det er der slet ikke plads til og rum for, men derfor er det ikke fri for at overraske og forundre.

Det er lidt som at se en gammel stumfilm, hvor filmen ofte bliver vist enten for langsomt eller for hurtigt. Alene med den overdiminsionerede sorte overfrakke formår hun at skabe det ene overraskende billede efter det andet. Som en akrobat formår hun at transformere sig selv for øjnene af os. Hun er ikke nogen, men noget. Snart er hun insekt, snart en abstrakt ide.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.


Det klanglige univers, der er mere lyd end musik, er skabt af Sture Ericson & Jacob Kirkegaard. Det buldrer imod os, som en storm på den yderste dag. Lysdesignet, af Mogens Kjempff, understøtter følelsen af at vi befinder os midt i orkanens øje. 

Jeg kommer både til at tænke på den østrigske billedkunstner Egon Schiele (1890-1918), der med sine ofte nøgne portrætter af det grimasserende eller forvredne menneskelige ansigt og kroppen, der udstrækkes så dimensionerne bliver trukket helt ud af propertion, opnår en utrolig effekt. En arm eller et ben strækkes ud i helt unaturlige positioner, der samtidig efterlader en ide om, at sådan kan det også være at være menneske. Det opløser ideen om, hvad en krop er og bliver til sindbilleder af menneskets indre verden. Det er det samme vi oplever hos den norske maler Edvard Munch (1863-1944).


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



En hjemlig association er Michael Kvium (1955), hvor det bizarre og nøgne trækkes frem og bliver til billeder på det at være menneske. Det er ikke skønt. Det er ikke smukt, men det er kraftfuldt og ægte. Det er usminket og direkte.
Når vi bliver stillet over for værker af Schiele, Munch, Kvium eller Kitt Johnson bliver vi stille. For vi tvinges ind i et essensielt hjørne, hvor alt det uvigtige forsvinder og tilbage er blot mødet med det sande, det virkelige og det ægte. Det er et krævende møde, for det aftvinger en respekt og et direkte usminket blik på det at være menneske. Det er noget af det fornemste og stærkeste, som et værk kan skabe i os.


Foto: Crispian Chan (Stigma). Udsnit.



Vi møder os selv, hvis vi tør. Det er som om vi træder med ind i et ceremonielt rum, hvorfra der ikke findes nogen redning. Det er uforsonligt. Her er vi hver især alene med værket og os selv. Det er et krævende møde, men det er også noget af det stærkeste og reneste, der fndes, når det lykkes. Sådan som det sker i mødet med Kitt Johnsons mesterværk STIGMA.



Foto: Crispian Chan (Stigma).


STIGMA
af Kitt Johnson
Sydhavns Teater
7.- 8. oktober 2026



Koreograf, performer og kostumier : 

Kitt Johnson


Lysdesign : 

Mogens Kjempff


Musik :

Sture Ericson & Jacob Kirkegaard


Hjemmeside



Foto: Søren Meisner (Dæmonjæger).


ZOMBIEJÆGER
Teater Vestvolden
3. - 31. oktober 2026
10 år og op


Uhygge og gru - og spænding generelt griber os, og vi søger det gerne. Selv er jeg ikke til uhygge og gru, men spænding. Åh jo...
Hvad er det, som det griber fat i hos os?
Er det lysten og trangen til at opsøge det ukendte i trygge rammer, eller er det simpelthen et grundlæggende behov for at kigge ud over kanten og ned i afgrunden?

Foto: Søren Meisner.



Ligegyldigt om det er det ene eller det andet, så udfordrede ZOMBIEJÆGER på Teater Vestvolden mig. Umiddelbart er det slet ikke mig, men men men...
Undervejs havde jeg modstridende følelser over for historien og forestillingen, for hvad grund er der til at se en sådan forestilling? Og samtidig er det så dygtigt lavet og så charmerende spillet, at alle forbehold slap op.


Foto: Søren Meisner.



Men selvfølgelig også fordi forestillingen handler om venskab og de to på scenen, Viktor og Liv, spillet så veloplagt og kompetent af Evi Arnsbjerg Brygmann og Andreas Forné i en historie skrevet direkte til teatret af Nicole Boyle Rødtnes med manuskript af Gunvor Reynberg. Mette Ovesen har instrueret. Bodil Bang Heinemeier har tegnet og illustreret. Annika Nilsson har stået for scenografi og dukker. Flora Brandt er lysdesigner. Weronika Andersen har stået for lyd og programmering. Fredrik Lindgren har stået for animationer og projektionsdesign.

Det er måden som det hele smelter sammen på, der er så betagende. Lys og lyd, projektioner, dukker og scenografi. Det hele glider sammen til en fascinerende rejse gennem en zombiebefængt verden.


Foto: Søren Meisner.



Men det er alligevel det gryende venskab mellem  de to, der er forestillingens hjerte og omdrejningspunkt. Deres spil og deres fortolkninger af deres figurer kunne ikke være bedre. Det er legende, meget præcist og alligevel afslappet på den kompetente måde, når hele arrangementet fungerer på den bedst tænkelige måde.
Jeg blev helt vundet over, selv om jeg i starten sad lidt uroligt på stolen, men betænkelighederne var bagefter helt blæst væk.


Foto: Søren Meisner.



Visuelt er det betagende, når al det tekniske fungerer og understøtter den samlede ide. Det sker i ZOMBIEJÆGER, men pas på at du ikke bliver bidt, for så ved man ikke, hvad der sker...



Plakat: Bodil Bang Heinemeier.


ZOMBIEJÆGER 

på Teater Vestvolden

3.- 31. oktober 2026

50 minutter
fra 10 år og op



Medvirkende:
Evi Arnsbjerg Brygmann
Andreas Forné

Historie skrevet specielt til teatret af:
Nicole Boyle Rødtnes

Instruktør:
Mette Ovesen

Tegner/illustrator:
Bodil Bang Heinemeier

Scenografi og dukker:
Annika Nilsson

Manuskript:
Gunvor Reynberg

Lysdesigner:
Flora Brandt

Lyd og programmering:
Weronika Andersen

Animationer og Projektionsdesign:
Fredrik Lindgren

Instruktørassistent:
Laura Sylvester Walters

Forlag:
Alvilda

Komponist og lyddesign:
Mathias Nielsen

Programmering:
Thomas Bolvig

Speak:
Christina Bech, m.fl.

Kostumier og rekvisitter:
Henrik Børgesen

Forestillingsidé og produktion:
Teater Vestvolden




Andre anmeldte forestillinger
 på Teater Vestvolden:
 
2025

2024:

2023

2022

2020

2019

*

Se også oversigten
over de øvrige 
288 teateranmeldelser


*

tirsdag den 29. september 2026

Anmeldelse: BRØDRENE LØVEHJERTE på Teatret Zeppelin

 

Foto: Kasper Løftgaard.


Rex Leonard ER Tvebak eller Karl Løvehjerte i Teatret Zeppelins teaterudgave af Astrids Lindgrens BRØDRENE LØVEHJERTE. Han er det lige fra starten og bærer forestillingen hele vejen igennem. 

Det er teatrets nye kunstneriske leder, Amanda Linnea Ginman, der har instrueret sin første forestilling der. Det er hun sluppet godt fra. Sonja Ferdinand har været dramaturgisk konsulent på forestillingen, mens Mie Brandt har været kunstnerisk sparringspartner. 

Lyd og lys arbejder så smukt sammen, at man næsten ikke lægger mærke til det. Lyddesigner, komponist og afvikler er Rasmus C. Månsson. Lysdesigner er Malthe Haugaard.

Det er ingen let opgave at få en så stor fortælling skåret ned til en times teatertid. Tvebak eller Karl  Løvehjerte er den vi følger tæt gennem hele fortællingen. Han stjæler forestillingen. Han drager vores blikke til sig. Der er noget gennemsigtigt over ham. Når han kigger ud på os, så forstår vi ham og hans sorg. 


Foto: Kasper Løftgaard.


Han fanger så fint barnets dumdristige modighed og den store følsomhed, der ligger bag. Han skal dø - og han får det at vide i begyndelsen. Der er ikke noget at gøre, sådan er det bare. Døden kommer susende imod ham, da hans storebror, Jonathan, tager ham på ryggen og springer ud af vinduet, da hospitalet står i flammer. 


Foto: Kasper Løftgaard.


Ingen siger det, men alle tænker det: hvorfor var det ikke Tvebak, der døde i stedet for Jonathan. Tvebak var jo i forvejen uhelbredeligt syg. Men alle der er bekendte med historien - og det må være klart de fleste - ved, at der gemmer sig et nyt spændende eventyr bag døden. Døden er ikke så uigenkaldelig, som vi måske tror. Der er håb. Masser af håb. Men der er også sorg. Stor sorg.


Foto: Kasper Løftgaard.


Men selv i Kirsebærdalen, hvor de to brødre genforenes, er der mørke kræfter på spil. Resten skal man selv opleve i denne fine opsætning på Teatret Zeppelin, der ligger i Valdemarsgade - en stille sidegade til den pulserende Vesterbrogade.

Teatret summer af børnestemmer, der alle tier fuldstændig, da forestillingen går i gang. Alle sidder vi som forstenede, mens den store fortælling ruller hen over os.


Foto: Kasper Løftgaard.


Selv om Rex Leonard er hele forestillingen værd, er det et stort puslespil at få alle fortællingens elementer til at passe sammen. Følelsesmæssigt er der dækning for det hele i Tvebaks spil, men det skjuler ikke, at det er en meget farveløs opsætning. Scenograf og kostumedesigner Veronica Fabon har valgt hvidt på hvidt. Den realiserende scenograf og kostumedesigner Sol Patrick Ravn har ikke haft meget at arbejde med. Jeg mangler simpelthen noget at kigge på. Til gengæld er dukken Orvan mesterligt indkorporeret sammen med resten. Han ligner en skeletmand og er uhyggelig. Dukken er skabt af Lauréline Gormsen Démonet og er næsten 100% 3D-printet over et skelet af træ, dækket af papirhud og hans tøj er farvet med te. Astrid Kjær Jensen har været dukkeførerkonsulent. Morten Burians vanvid lyser op og slår igennem mørket, der sænker sig. Hans store voldsomme stemme lyner gennem mørket. På sin vis kan man sige, at det er lyset og mørket, der tørner sammen.  

Hampus Egelund Ahlberg, Morten Burian og Sunniva Gregersen spiller alle øvrige roller rundt om Tvebak. De er Jonathan, Jossi, Hubert og Sofie samt det indledende lægeteam i begyndelsen. På den ene ide er det flot at de kan dække alle roller i den store fortælling, mens de på den anden har meget lidt at gøre godt med. De bliver aldrig rigtigt til nærværende og stærke karakterer, mens Rex Leonard til gengæld foldes frydefuldt ud som Tvebak. Også da han genvinder sine kræfter i Kirsebærdalen, hvor han rider om kap med Jonathan eller da de ruller hen over hinandens rygge i elegante hop - eller da Tvebak til sidst gør, hvad Jonathasn gjorde for ham i starten.


Foto: Kasper Løftgaard.


Det er en historie om liv og død, om sorg og tab - og om kærlighed. På sin vis handler det om at viske tavlen ren og glemme alt om bogen og filmen, for det fortjener opsætningen. Det er forfriskende og inspirerende med en fortælling, der følelsesmæssigt ikke viger tilbage for noget. Jeg havde en klump i halsen både i begyndelsen og i slutningen. Børnene var helt tavse, mens jeg græd.


Foto: Kasper Løftgaard.

Forestillingen beviser vitterlig, hvor stærkt teater kan være, når det laves af dygtige og kompetente kunstnere, der ikke er bange for at tage fat på store emner og giver det den ro og den tid, som det kræver, for at folde så store temaer ud. Det er en stærk forestilling, som du skal se. 




BRØDRENE LØVEHJERTE 
på Teatret Zeppelin
 24. september - 21. november 2026
For børn 7 år +

Skuespillere:
Rex Leonard
Hampus Egelund Ahlberg
Morten Burian
Sunniva Gregersen

Instruktør: Amanda Linnea Ginman
Dramaturgisk konsulent: Sonja Ferdinand
Kunstnerisk sparringspartner: Mie Brandt
Scenograf og kostumedesigner: Veronica Fabon
Realiserende scenograf og kostumedesigner: 
Sol Patrick Ravn
Lyddesigner, komponist & afvikler: 
Rasmus C. Månsson
Lysdesigner: Malthe Haugaard
Dukkemagere: 
WAUW, Lauréline Gormsen Démonet
Dukkeførerkonsulent: Astrid Kjær Jensen
Rekvisitører: Katja Neergaard, Klara Sjöholm
Kostumier: Hanne Mørup
Produktions- og byggeleder: 
Oliver Söderlund Schack
Bygger: Jonatan Møller Larsen
Hands v/ byg: Krown Krew

Forlag: Nordiska ApS
– med tilladelse fra The Astrid Lindgren Company



Andre anmeldte forestillinger
 på Teatret Zeppelin:
 
2025

*

Se også oversigten
over de øvrige 265 anmeldelser.


*

onsdag den 23. september 2026

Anmeldelse: UBEBOELIG på Bådteatret

 

Foto: Simone Ballan.

Vi er på gyngende grund. Vandstanden stiger. Ivans mor flyttede ud i sommerhuset, da hun blev pensioneret. Der sidder hun nu, mens hun venter på at høre fra sønnen. Hun efterlader beskeder til ham på telefonsvareren uden at han melder tilbage. Hun vil gerne have ham til at rydde kælderen. Mens vandstanden stiger har han sit eget at kæmpe med, for han har mareridt. Tilbagevendende. Måske startede det, da moren fik brevet fra kommunen. Det bliver liggende flere uger ude i køkkenet. Ingen ved, hvornår det sker, men på et tidspunkt vil stedet blive ubeboeligt. Om det bliver i hendes eller hans levetid vides ikke, men det trænger sig alligevel tungt ind på dem, som en mørk skygge, der ikke vil forsvinde. 


Foto: Simone Ballan.


En masse små gennemsigtige plastikposer er hængt op i loftet i bugen på Bådteatrets nøgne skrog. Ofte duver båden ganske let, men i aftes lå den helt stille, men fornemmelsen af at vi har sluppet landjorden, fornægter sig ikke. Vi er på en måde drevet til havs, sådan føles det også i forestillingen UBEBOELIG af Out of Balanz, der gæstespiller på Bådtatret. 

Vi er trådt ind på et unikt teater. UBEBOELIG er den perfekte forestilling til Bådteatret. I en scene synker vi dybt ned under vandet, hvor tyngdekraften ophæves. Det er ren teatermagi, når Troels Hagen Findsen og Ragnhild Kaarsgaard begynder at bevæge sig rundt som om alting allerede er oversvømmet. Det er lidt som at træde ned i Jannik Hastrups "Bennys Badekar" - det er samme stemning, der møder os. Det er på en og samme tid voldsomt poetisk, tykt karikeret, gyngende musikalsk og skræmmende reelt. Vi er fanget lige der mellem drøm og virkelighed. 


Foto: Simone Ballan.


Historien synes umiddelbart ganske enkel, dens puls er ganske langsom, men alligevel er der de tilbagevendende mareridt. Det hele bliver så håndgribeligt i denne lille perle af en forestilling.

Selv om der er sat en mindstealder på 15 år, kunne forestillingen lige så vel spilles for børn, så god er den. Scenografisk har Laura Rasmussen skabt en forunderlig verden. Smukt beslyst af Jari Matsi. Palle Nothlev har været lyddesigner. Alle lyde når os lidt forsinket, som om vi er nede på bunden af havet, hvilket vi også er. Der er kælet for alle detaljer. Samtidig virker det hele så nært. Ikke mindst på grund af Trols Hagen Findsen, der er sønnen, Ivan Hansen, mens Ragnhild Kaarsgaard er moren. 


Foto: Simone Ballan.


Forestillingen er skrevet af Ivan Hansen aka. Troels Hagen Findsen og instrueret af Katrina Bugaj. Out of Balanz består af de to, og konceptet for forestillingen har de været fælles om. 

Ivan Hansen taler direkte til os. Ikke bare til os, men med os, men mest forsøger han at få kontakt til noget inde i sig selv. Noget, der er gledte ham af hænde. Han er kæntret og kæmper for at nå frem til til sig selv. Det er enkelt og alligevel kompliceret. Der er ingen lange dialoger, men mange forgæves forsøg på en tilnærmelse mellem sønnen og moren.


Foto: Simone Ballan.


Det er som taget ud af en børnebog, men en af de rigtig gode, hvor både børn og voksne forstår det hele på hver sin måde.

Vandstanden stiger, mens uroen langsomt sætter sig. Livet er ikke let for dem, der er drevet til havs.

Alting virker så ubesværet. Her er ingen store armbevægelser, men et sitrende nærvær, der er betagende at opleve. 



UBEBOELIG

af  Out of Balanz

gæstespil på Bådteatret

22.9. - 3.19.2026


Instruktør
Katrina Bugaj

Scenograf
Laura Rasmussen

Lysdesigner
Jari Matsi

Lyddesigner
Palle Nothlev

Koncept
Katrina Bugaj, Troels Hagen Findsen

Skuespiller
Troels Hagen Findsen, Ragnhild Kaarsgaard

Dramatiker
Ivan Hansen aka. Troels Hagen Findsen



*

Anmeldelser af andre forestillinger 
med Troels Hagen Findsen, Katrina Bugaj 
og OUT OF BALANZ:

2024:

Se også oversigten
over de øvrige 265 anmeldelser.


*

søndag den 13. september 2026

Anmeldelse: MAGELØS MAGI I NUTIDENS INDIEN af Benthe Ploug

Omslag: Kirsten Puggaard. Vignet: Lise Rønnebæk

Menneskemøder er det gennemgående træk i Benthe Plougs to bøger:  LIVSFORTÆLLINGER (32 danskere deler ud af deres livsvisdom. Forlaget mellemgaard, 2016) og MAGELØS MAGI I NUTIDENS INDIEN. Godt nok handler sidstnævnte også om magi og spiritualitet i Indien, men det går som en rød tråd gennem begge bøger, at det er i mødet med mennesker, at verden opstår. Benthe Ploug refererer i bogen til møderne hun har med de magikere og almindelige mennesker, som kommer hende i møde, eller som hun selv opsøger. Beretningen i sig selv virker smittende, og det får magien til at forplante sig.

Bogen er fuld af magi, men ikke i nogen overlæsset sværmerisk forstand, for som Benthe Ploug selv skriver, så bestræber hun sig på at skildre det, hun møder så nøgternt som muligt, for at gengive det på den mest troværdige måde. Men meget af det ER placeret uden for vores normale vestlige forstand. Det er netop bogens ærinde at skubbe og puffe til os. Vi er dannet af den verden, vi lader opstå omkring os. Hvis vi selv inviterer det uvisse og uforståelige indenfor, og tør lade os være åbne over for det, så er bogen et smukt og sanseligt eksempel på, hvilke massive døre der åbner sig for os.


Foto: Tina Lindop.

Jo, det er en overvældende stor udfordring for vores rationelle og konkrete vestlige opfattelse af livet og tilværelsen, når vi pludselig bydes inden for i et helt andet verdensbillede, men hvis vi vover halsen, er der alt at vinde.

Indrømmet, så overgav jeg mig ikke straks. Heller ikke, selv om jeg har rejst meget i Indien og har skrevet to romaner derfra. Indien er overvældende. Man er enten vild med dets myldrende liv, eller også er det bare for meget. Sådan vil mange givetvis også have det med denne bog, men den fortjener at få en chance.

Bente Ploug er en fabelagtig rejsende. Hendes evne til at suge landet til sig er betagende. Det er overvældende med alle de oplevelser, hun refererer til. Det er givende at rejse med hende – og de opdagelser vi gør os undervejs er forbløffende. Meget handler om helbredelse og uddrivelse af onde ånder. Det i sig selv kræver en vis kulturel åbenhed, men når det bliver forklaret jordbundent og nøgternt, sådan som Benthe Ploug mestrer det, så giver det fin mening.

Vi er vant til at opfatte sygdom som et individuelt fænomen, mens det i Indien ofte opfattes som et fælles socialt anliggende, og denne helt anderledes tilgang er meget inspirerende.

I tilgift er der et afsluttende appendiks, hvor der er oplistet mange af de tænkere, der har været med til at skabe vores opfattelse af verden – og i hvis billede af livet mange af bevæger os og er præget af. Det er en imponerende oplistning.

I tilgift er bogen meget smukt sat op og gennemillustreret med farvefotos. Det er en flot, svævende bog, der handler om mødet med den del af os, der ofte er svær at fastholde, men Benthe Ploug formår at stille de rette spørgsmål og lægger op til, at vi selv finder de rette svar.

Det er dejligt og lærerigt at rejse med Benthe Ploug gennem Indien via hendes bog om MAGELØS MAGI.


 Benthe Ploug 

MAGELØS MAGI I NUTIDENS INDIEN

221 sider. Farveillustreret
Lemuel Books, 2025

Omslag: Kirsten Puggaard.


Læs også uddrag fra de øvrige boganmeldelser

Mød BENTHE PLOUG
om fredagen den 18. september 2026


Plakat: Lise Rønnebæk.