Koreograf, performer og kostumier :
Kitt Johnson
Lysdesign :
Mogens Kjempff
Musik :
Om teater, litteratur, forfattere og mødet mellem udenlandske og danske kunstnere. Teateranmeldelser, festivalomtaler og beskrivelser af egne bøger og dramatik.
Koreograf, performer og kostumier :
Kitt Johnson
Lysdesign :
Mogens Kjempff
Musik :
Rex Leonard ER Tvebak eller Karl Løvehjerte i Teatret Zeppelins teaterudgave af Astrids Lindgrens BRØDRENE LØVEHJERTE. Han er det lige fra starten og bærer forestillingen hele vejen igennem.
Det er teatrets nye kunstneriske leder, Amanda Linnea Ginman, der har instrueret sin første forestilling der. Det er hun sluppet godt fra. Sonja Ferdinand har været dramaturgisk konsulent på forestillingen, mens Mie Brandt har været kunstnerisk sparringspartner.
Det er ingen let opgave at få en så stor fortælling skåret ned til en times teatertid. Tvebak eller Karl Løvehjerte er den vi følger tæt gennem hele fortællingen. Han stjæler forestillingen. Han drager vores blikke til sig. Der er noget gennemsigtigt over ham. Når han kigger ud på os, så forstår vi ham og hans sorg.
Han fanger så fint barnets dumdristige modighed og den store følsomhed, der ligger bag. Han skal dø - og han får det at vide i begyndelsen. Der er ikke noget at gøre, sådan er det bare. Døden kommer susende imod ham, da hans storebror, Jonathan, tager ham på ryggen og springer ud af vinduet, da hospitalet står i flammer.
Ingen siger det, men alle tænker det: hvorfor var det ikke Tvebak, der døde i stedet for Jonathan. Tvebak var jo i forvejen uhelbredeligt syg. Men alle der er bekendte med historien - og det må være klart de fleste - ved, at der gemmer sig et nyt spændende eventyr bag døden. Døden er ikke så uigenkaldelig, som vi måske tror. Der er håb. Masser af håb. Men der er også sorg. Stor sorg.
Men selv i Kirsebærdalen, hvor de to brødre genforenes, er der mørke kræfter på spil. Resten skal man selv opleve i denne fine opsætning på Teatret Zeppelin, der ligger i Valdemarsgade - en stille sidegade til den pulserende Vesterbrogade.
Teatret summer af børnestemmer, der alle tier fuldstændig, da forestillingen går i gang. Alle sidder vi som forstenede, mens den store fortælling ruller hen over os.
Selv om Rex Leonard er hele forestillingen værd, er det et stort puslespil at få alle fortællingens elementer til at passe sammen. Følelsesmæssigt er der dækning for det hele i Tvebaks spil, men det skjuler ikke, at det er en meget farveløs opsætning. Scenograf og kostumedesigner Veronica Fabon har valgt hvidt på hvidt. Den realiserende scenograf og kostumedesigner Sol Patrick Ravn har ikke haft meget at arbejde med. Jeg mangler simpelthen noget at kigge på. Til gengæld er dukken Orvan mesterligt indkorporeret sammen med resten. Han ligner en skeletmand og er uhyggelig. Dukken er skabt af Lauréline Gormsen Démonet og er næsten 100% 3D-printet over et skelet af træ, dækket af papirhud og hans tøj er farvet med te. Astrid Kjær Jensen har været dukkeførerkonsulent. Morten Burians vanvid lyser op og slår igennem mørket, der sænker sig. Hans store voldsomme stemme lyner gennem mørket. På sin vis kan man sige, at det er lyset og mørket, der tørner sammen.
Hampus Egelund Ahlberg, Morten Burian og Sunniva Gregersen spiller alle øvrige roller rundt om Tvebak. De er Jonathan, Jossi, Hubert og Sofie samt det indledende lægeteam i begyndelsen. På den ene ide er det flot at de kan dække alle roller i den store fortælling, mens de på den anden har meget lidt at gøre godt med. De bliver aldrig rigtigt til nærværende og stærke karakterer, mens Rex Leonard til gengæld foldes frydefuldt ud som Tvebak. Også da han genvinder sine kræfter i Kirsebærdalen, hvor han rider om kap med Jonathan eller da de ruller hen over hinandens rygge i elegante hop - eller da Tvebak til sidst gør, hvad Jonathasn gjorde for ham i starten.
Det er en historie om liv og død, om sorg og tab - og om kærlighed. På sin vis handler det om at viske tavlen ren og glemme alt om bogen og filmen, for det fortjener opsætningen. Det er forfriskende og inspirerende med en fortælling, der følelsesmæssigt ikke viger tilbage for noget. Jeg havde en klump i halsen både i begyndelsen og i slutningen. Børnene var helt tavse, mens jeg græd.
Forestillingen beviser vitterlig, hvor stærkt teater kan være, når det laves af dygtige og kompetente kunstnere, der ikke er bange for at tage fat på store emner og giver det den ro og den tid, som det kræver, for at folde så store temaer ud. Det er en stærk forestilling, som du skal se.
Vi er på gyngende grund. Vandstanden stiger. Ivans mor flyttede ud i sommerhuset, da hun blev pensioneret. Der sidder hun nu, mens hun venter på at høre fra sønnen. Hun efterlader beskeder til ham på telefonsvareren uden at han melder tilbage. Hun vil gerne have ham til at rydde kælderen. Mens vandstanden stiger har han sit eget at kæmpe med, for han har mareridt. Tilbagevendende. Måske startede det, da moren fik brevet fra kommunen. Det bliver liggende flere uger ude i køkkenet. Ingen ved, hvornår det sker, men på et tidspunkt vil stedet blive ubeboeligt. Om det bliver i hendes eller hans levetid vides ikke, men det trænger sig alligevel tungt ind på dem, som en mørk skygge, der ikke vil forsvinde.
En masse små gennemsigtige plastikposer er hængt op i loftet i bugen på Bådteatrets nøgne skrog. Ofte duver båden ganske let, men i aftes lå den helt stille, men fornemmelsen af at vi har sluppet landjorden, fornægter sig ikke. Vi er på en måde drevet til havs, sådan føles det også i forestillingen UBEBOELIG af Out of Balanz, der gæstespiller på Bådtatret.
Vi er trådt ind på et unikt teater. UBEBOELIG er den perfekte forestilling til Bådteatret. I en scene synker vi dybt ned under vandet, hvor tyngdekraften ophæves. Det er ren teatermagi, når Troels Hagen Findsen og Ragnhild Kaarsgaard begynder at bevæge sig rundt som om alting allerede er oversvømmet. Det er lidt som at træde ned i Jannik Hastrups "Bennys Badekar" - det er samme stemning, der møder os. Det er på en og samme tid voldsomt poetisk, tykt karikeret, gyngende musikalsk og skræmmende reelt. Vi er fanget lige der mellem drøm og virkelighed.
Historien synes umiddelbart ganske enkel, dens puls er ganske langsom, men alligevel er der de tilbagevendende mareridt. Det hele bliver så håndgribeligt i denne lille perle af en forestilling.
Selv om der er sat en mindstealder på 15 år, kunne forestillingen lige så vel spilles for børn, så god er den. Scenografisk har Laura Rasmussen skabt en forunderlig verden. Smukt beslyst af Jari Matsi. Palle Nothlev har været lyddesigner. Alle lyde når os lidt forsinket, som om vi er nede på bunden af havet, hvilket vi også er. Der er kælet for alle detaljer. Samtidig virker det hele så nært. Ikke mindst på grund af Trols Hagen Findsen, der er sønnen, Ivan Hansen, mens Ragnhild Kaarsgaard er moren.
Forestillingen er skrevet af Ivan Hansen aka. Troels Hagen Findsen og instrueret af Katrina Bugaj. Out of Balanz består af de to, og konceptet for forestillingen har de været fælles om.
Ivan Hansen taler direkte til os. Ikke bare til os, men med os, men mest forsøger han at få kontakt til noget inde i sig selv. Noget, der er gledte ham af hænde. Han er kæntret og kæmper for at nå frem til til sig selv. Det er enkelt og alligevel kompliceret. Der er ingen lange dialoger, men mange forgæves forsøg på en tilnærmelse mellem sønnen og moren.
Det er som taget ud af en børnebog, men en af de rigtig gode, hvor både børn og voksne forstår det hele på hver sin måde.
Vandstanden stiger, mens uroen langsomt sætter sig. Livet er ikke let for dem, der er drevet til havs.
Alting virker så ubesværet. Her er ingen store armbevægelser, men et sitrende nærvær, der er betagende at opleve.
UBEBOELIG
af Out of Balanz
gæstespil på Bådteatret
22.9. - 3.19.2026
Menneskemøder er det gennemgående træk i Benthe Plougs to bøger: LIVSFORTÆLLINGER (32 danskere deler ud af deres livsvisdom. Forlaget mellemgaard, 2016) og MAGELØS MAGI I NUTIDENS INDIEN. Godt nok handler sidstnævnte også om magi og spiritualitet i Indien, men det går som en rød tråd gennem begge bøger, at det er i mødet med mennesker, at verden opstår. Benthe Ploug refererer i bogen til møderne hun har med de magikere og almindelige mennesker, som kommer hende i møde, eller som hun selv opsøger. Beretningen i sig selv virker smittende, og det får magien til at forplante sig.
Bogen er fuld af magi, men ikke i nogen overlæsset
sværmerisk forstand, for som Benthe Ploug selv skriver, så bestræber hun sig på
at skildre det, hun møder så nøgternt som muligt, for at gengive det på den
mest troværdige måde. Men meget af det ER placeret uden for vores normale
vestlige forstand. Det er netop bogens ærinde at skubbe og puffe til os. Vi er
dannet af den verden, vi lader opstå omkring os. Hvis vi selv inviterer det
uvisse og uforståelige indenfor, og tør lade os være åbne over for det, så er
bogen et smukt og sanseligt eksempel på, hvilke massive døre der åbner sig for
os.
Jo, det er en overvældende stor udfordring for vores
rationelle og konkrete vestlige opfattelse af livet og tilværelsen, når vi
pludselig bydes inden for i et helt andet verdensbillede, men hvis vi vover
halsen, er der alt at vinde.
Indrømmet, så overgav jeg mig ikke straks. Heller ikke,
selv om jeg har rejst meget i Indien og har skrevet to romaner derfra. Indien
er overvældende. Man er enten vild med dets myldrende liv, eller også er det
bare for meget. Sådan vil mange givetvis også have det med denne bog, men den
fortjener at få en chance.
Bente Ploug er en fabelagtig rejsende. Hendes evne til at
suge landet til sig er betagende. Det er overvældende med alle de oplevelser,
hun refererer til. Det er givende at rejse med hende – og de opdagelser vi gør os
undervejs er forbløffende. Meget handler om helbredelse og uddrivelse af onde
ånder. Det i sig selv kræver en vis kulturel åbenhed, men når det bliver
forklaret jordbundent og nøgternt, sådan som Benthe Ploug mestrer det, så giver
det fin mening.
Vi er vant til at opfatte sygdom som et individuelt
fænomen, mens det i Indien ofte opfattes som et fælles socialt anliggende, og
denne helt anderledes tilgang er meget inspirerende.
I tilgift er der et afsluttende appendiks, hvor der er
oplistet mange af de tænkere, der har været med til at skabe vores opfattelse
af verden – og i hvis billede af livet mange af bevæger os og er præget af. Det
er en imponerende oplistning.
I tilgift er bogen meget smukt sat op og
gennemillustreret med farvefotos. Det er en flot, svævende bog, der handler om
mødet med den del af os, der ofte er svær at fastholde, men Benthe Ploug formår
at stille de rette spørgsmål og lægger op til, at vi selv finder de rette svar.
Det er dejligt og lærerigt at rejse med Benthe Ploug gennem Indien via hendes bog om MAGELØS MAGI.
Benthe Ploug
MAGELØS MAGI I NUTIDENS INDIEN