Anmeldelse: FASHION på Får302

Foto: Søren Meisner

Får302 er en af byens mindste teaterscener, hvis det da ikke er dén mindste, med sin beliggenhed i Toldbodgade i indre by. Alligevel er det mageløs at den lille scene, indrettet i en ombygget toværelses lejlighed på 1. sal i en almindelig beboelsesgade ved Nyhavn, med utrætteligt mod, hittepåsomhed og snilde igen og igen formår at byde på stort opsat teater, således som det er tilfældet med teatrets nyeste forestilling FASHION, der havde premiere i lørdags. Anders Carlsson har instrueret, dygtigt , rytmisk og meget rutineret. Med sig fra Finland har han de fire unge skuespillerelever Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho, der alle indgår i et smukt ensemblespil med Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins, der begge gennem mange år har tegnet teatret i Toldbodgade, såvel på scenen som bagved som en del af den kunstneriske ledelse. Det har resulteret i et væld af frodige forestillinger, der ofte har sprængt det lille teaters fysiske rammer. Det er faktisk mere normen end undtagelsen. Ofte kommer teatret så fysisk tæt på at det føles som selv at være med. Således også i FASHION, hvor de unge skuespillere i begyndelsen kravler hen over publikumsrækkerne for at stille sig an og afsynge det første indledende modeshows-sangnummer. Sceneåbningen er lukket af og blokeret af høje spejlblanke flytbare plader, der gør at vi som publikum sidder og kigger på os selv. Det er en fin pointe i en forestilling, der handler om mode. For det handler om at tage sig ud. At iføre sig og påklæde sig et købt image. Vi ser os selv i spejlet – og spejler vore drømme i det tøj vi har på.  Drømme bliver noget vi kan købe os til – eller det forledes vi til at tro. Det er et bedrag vi nyder – og som moden udnytter med fynd og klem. Titlen siger det hele: ”FASHION – et fix af forførelse” er en bearbejdelse af to tekster – ”The Kaiser” og ”The Marc of Cain” - som den aktivistiske modeforsker og forfatter Otto von Busch har publiceret under pseudonymet Ralf Wronsov.  Teksten bliver enten råbt eller sunget ud, på henholdsvis dansk, svensk og engelsk, alt mens musikken buldrer og tordner. Det gør den til propagandistisk marchmusik. Som musikalsk akkompagnement til en enevældig hersker. Eller rettere til en frygtet despot. For det er den stærke ener, der hersker i modens verden. Det ligner lutter indpakning og uskyldig leg med et ensidigt skønhedsideal, men det er en dødelig enevældig despot som vi med modens forkrampende skønhedsidealer sætter til at regere over os. 

At en af de fire unge dygtige finske teaterskoleelever fra Helsinki brækkede benet få dage inden premieren, slår ikke en ihærdig og kampberedt instruktør ud. I stedet gav det en ekstra dimension, for pludselig, midt i alt det perfekte, var der noget meget synligt og påfaldende u-perfekt. Noget der ikke længere levede op til de fælles skønhedsidealer. Noget der faldt igennem. Eller som det blev råbt fra scenen: ”Fallen OUT of fashion”.

Foto: Søren Meisner

Den politisk aktivistiske modedesigner Nicholas Nybro har skabt forestillingens visuelle koncept og kostumer. Det er lækker, frækt, pågående og overdådigt. Sonja Leas flotte lyssætning understreger det smukt, mens det hele pakkes ind i et massiv musikalsk tæppe af Andreas Catjar.

Der er mange tråde tilbage til teatrets vellykkede 2016-forestilling ”Sne, blomster, fjer og fisk”, hvor Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins også blev fermt instrueret af Anders Carlsson, mens Nicholas Nybro igen tryllede med det scenografiske (og de ekstraordinære kostumer) til Andreas Catjars musik. Men denne gang er musikken ofte så høj at jeg automatisk rykker tilbage i sædet, for den havde til formål at vælte os bagover. Intet mindre, for det skulle matche det øvrige. 

Foto: Søren Meisner

Charlotte Elizabeth Munksgaard og Birgitte Prins har en fascinerende god timing. Deres mimik og sammenspil er ubetaleligt. Deres mange år sammen på scenen mærkes helt ud i fingerspidserne. Selv om deres spil er voldsomt og afrettende, så er det som at se Gøg & Gokke. Alting holdes, så det næsten ikke kan bære mere. Instruktøren får dem til at holde det endnu længere, så det for alle andre ville være faldet til jorden. Det gøres så dygtigt, at det er svært ikke at blive både opslugt og forblændet af det. Det er på samme måde med moden, men bag hver forblændelse gemmer der sig en fortabelse, og det er den, der venter på publikum. 

Foto: Søren Meisner

Bag det glitrende og forjættende venter gruen og det uudtalte. Det sker også på Får302 i FASHION, der en af deres visuelt flotteste forestillinger til dato. Hvad den handler om er sværere at fastholde, for ord er der ikke mange af, men til gengæld males der teatralske billeder og tableauer én masse. Der er tale om gedigen forførelse. At det er muligt på den lille scene er endnu mere betagende. Når dét kan lade sig gøre, så tænkt, hvad der ville kunne lade sig gøre på byens mange andre og væsentligt større scener. Og alligevel er det ofte her, på en af byens allermindste scener, at der gang efter gang venter store teateroplevelser. Så tag dit flotteste designertøj på og få et ordentlig drag over nakken i FASHION. Det er en fest for øjet - og en betagende oplevelse.

Foto: Søren Meisner

FASHION – et fix af forførelse

i samarbejde med det finske Theatre Academy of Helsinki

Spilleperiode: 28. september – 26. oktober 2019

Varighed: 75 minutter

Instruktion: Anders Carlsson
Visuelt koncept og kostumer: Nicholas Nybro

Komponist og musiker: Andreas Catjar

Lysdesigner: Sonja Lea

På scenen: Birgitte Prins, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Antonia Henn, Emilia Jansson, Martin Paul og Karoliina Surma-Aho

Koreografisk konsulent: Yuko Takeda

Tekster af: Otto von Busch/Ralf Wronsov og holdet

Dramaturg: Tine Byrdal

Produktionsleder og Bygger: Karl Jes Jessen

Afvikler: Brian Larsen

Forestillingen er en co-produktion med TEAK i Helsinki, Finland.

Hjemmeside og billetter

trailer

Foto: Søren Meisner

Anmeldelse: GENERATION KROP i Dansekapellet

Foto: Hilmar Guðjónsson

Forestillingen om kvindelige kropsfornemmelser slutter med opråbet ”Giv plads til en brownie i dit liv”. Det er også betegnende for forestillingens tone og stil. Den bliver (gen)opført i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. 

Foto: Fanny Lindström

Det lød umiddelbart lidt kinky, at det handlede om kvindelige kropsfornemmelser, men skulle opleves i herrernes omklædningsrum, så stor var overraskelsen, da vi blev ført ned til, hvad der mest af alt mindede om et tyrkisk hamam. Vi var på forhånd blevet bedt om at iføre os varmt tøj, da stedet ville være uopvarmet, men siden var varmen åbenbart vendt tilbage, for der var hamam-varmt, og de tre kvinders kropscabaret blev gennemført i kropsvarme omgivelser. Det var simpelthen et rart sted at være. 

Det var meget intimt, og selv om jeg sad på en hård taburet, sad jeg alligevel umådelig bekvemt, velsagtens fordi stemningen var så varm og favnende. Ligesom forestillingen - eller kropscabaretten som det rettere var.

Foto: Fanny Lindström

De tre dygtige skuespillere og sangere: Ann Hølund, Cipa Pape og Christina Bonde, tog os venligt med sig ind i deres intime kropsuniverser. Både jeg og min 21-årige kvindelige ledsager nød at blive ført med ind i de kvindelige universer, der for vore begges vedkommende syntes langt væk, men alligevel var genkendelige. 

Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville se ud, hvis det i stedet havde været mænd, der opførte cabaretten. Eller rettere ville det overhovedet være muligt? Næppe, men hvorfor egentlig ikke? Godt nok har vi ikke samme nedtrådte traditioner for at dyrke vores krops-utilstrækkeligheder, men så er der til gengæld andre steder at hænge hattene. Det kunne fx handle om, hvordan vi positionerer os via kroppen. Om at kroppen også giver os en plads i et kropsligt hierarki som vi er en del af, hvad enten vi vil det eller ej. For vi må jo også falde igennem eller i hvert fald ved siden af lige så meget som kvinderne i forestillingen, men alligevel mangler vi selvfølgelig traditionen for at  udstille vore svagheder - offentligt. Det ville selvsagt være et statustab. Det må være den væsentligste forskel. Men vi har heller ikke sproget til det. Det må opfindes først.  Det ville  føles meget umandigt. Hvor det netop føles meget kvindeligt, når det gælder kvinderne. Det er en sær ubalance, som blotter kønnenes ulighed. For med de tre kvinder på scenen var det en fornøjelse at kigge med på.

Foto: Fanny Lindström

Selve set-uppet, at det skulle opleves i et omklædningsrum, gav fornemmelsen af at være voyeur til noget, der kun kunne hviskes eller opføres i smug. Som om vi blev ført med ind i et hemmeligt intimt rum. Det var et dejligt incitament, der lovede en masse – og det blev overraskende nok fuldt indfriet.

De tre gled ud og ind mellem en masse figurer. Stærkest var det, når de slet ikke sagde noget, for det var det mest sigende. Det kom til udtryk i blikke, i dansen mellem dem og i deres egne modsigelsesfulde fysiske udsagn, der ofte var meget ironiske og smertefulde. Alligevel blev der heller ikke sagt for meget i denne udsigelse af det hele. Det var en slags kropshadets Melodi Grand Prix, der blev sunget sikkert og trygt i land af de tre, hvor det var Cipa Pape, der satte tonen og sang for og holdt det musikalske niveau på et inspirerende højt niveau. Smukt iscenesat af Mille Maria Dalsgaard, der er drivkraften bag Sydhavn Teater, der er et lille storbyteater under Københavns Kommune, der nytænker scenekunsten i samarbejde med dygtige unge instruktører med fokus på stærke nye og klassiske tekster og i form af vilde eksperimenter i byens mange rum. Det er med andre ord et teater uden noget faktisk teaterrum. Et teater, der i lighed med Teatergrad optræder rundt omkring i byen – og gør det med stor iderigdom. Ud over Sydhavn Teater er Kalder på Venus den anden aktør bag forestillingen. Kalder på Venus er en tværkulturel performancegruppe bestående af fire aktører; en musiker, skuespiller, danser og instruktør. Gruppen opstod ud fra en fælles nysgerrighed om at forene de tre kunstformer.

For mig startede forestillingen allerede da den smukke og meget voluminøse kvindelige billetkontrollør bød velkommen i en stor hvidprikket sort kjole. Det var en dejlig smilende velkomst. Bagefter viste hun os ned til forestillingen. Hendes Rubensagtige skønhed og tilstedeværelse var en sigende kommentar til forestillingens dellejagtende slanketemaer. For verden er sammensat – heldigvis.

Det sluttede med en brownie – i bogstavelig forstand – og bagefter blev vi alle siddende, for det var slet ikke behageligt igen at skulle forlade det varme og trygge rum, som var blevet skabt omkring os i herrernes omklædningsrum i Dansekapellet på Bispebjerg. Det er faktisk det største kompliment, når publikum bagefter bare bliver siddende. Når publikum slet ikke vil hjem.

Foto: Hilmar Guðjónsson

GENERATION KROP

Sydhavn Teater & Venter på Venus

Dansekapellet

fra den 13.-29. september 2019

65 min.

Medvirkende: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde

Idé: 
Ann Hølund, Cipa Pape, Christina Bonde, 
Stinne Vilde Vium

Instruktør konsulent: Mille Maria Dalsgaard

Lysdesigner: Katja Andreassen

Producent: Marie Egetoft

Foto: Forestillingsbilleder, pressebilleder, trailer: 
Fanny Lindström.

Pressebillede (med tråde): Hilmar Guðjónsson

Læs mere

Trailer 

Billetter

Spillested: 

Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV

Forestillingen spiller fra 13. – 29. september

Alder: Fra 12 år

Varighed: 65 minutter 

Anmeldelse: VIEW af Tom Sonntag

At lytte til Tom Sonntags cd ”View” (2017) er som at rejse med ham igennem storslåede landskaber. Lydbillederne er store, og musikken er meget visionær. Der er en elegant balance mellem de store flydende lydflader og så de konkrete instrumentale indslag.  Det er verdensmusik i den flotteste betydning af ordet. Uden at det bliver folkloristisk af den grund. For stemmer, instrumenter og samplinger flyder ind og blander sig i musikkens strøm. Det er lydligt utroligt smukke overflyvninger. Musikalsk er det en strøm, der på en gang er meget konkret og samtidig flydende. Det er musik, der har et mål og et sigte, uden at det af den grund bliver så luftigt, at det forsvinder. Det byder lytteren indenfor med flot bevægelse.

Cd´en indledes med et tordenskrald på nummeret ”Alone Two”. Det er ikke højt og voldsomt, men man kan sige, at det er med til at fortætte musikken og energien. Toms modersmål er finlands-svensk, og det lader han klinge sammen med en indiansk rammetromme. I det hele taget er der shamanistiske overtoner i musikken, men selv om der også enkelte steder er fuglestemmer og naturlyde, så forsvinder det ikke i sfærisk intethed. Det er på én gang både flyvende og meget jordnært. En smuk – og svær balance, der er en fornøjelse at lytte til. Det bliver aldrig til udvendige lydeffekter. Det hele er bundet sammen af en stærk og løfterig vision - ja, af et fast VIEW.

På nummeret ”Aramic” er der en didgeridoo, der fletter sig ind og blandes med Toms spil på sit Steinway koncert B flygel, der igen flyder sammen med slagstøj og vokalimprovisationer. Poul Poclage spiller akustisk guitar, rør og slagtøj. Samme Poul er leadvokal på det efterfølgende nummer ”Dark love”, hvor en vemodig harmonika anslår stemningen. 
Tom slutter med at recitere: 

“I can see you/

Walking Slowly/

May I carry you home/ 

Through the wild/

Home.”

Den smukke, let sprukne og lidt overjordiske leadvokal af Camilla Sonntag-Backman på nummeret "Child Chill" skal også nævnes. 

Jeg havde lyttet til forskellige optagelser på YouTube med Tom forinden, og det havde mere forvirret end samlet mit indtryk af hans musik, men da jeg for noget tid siden modtog en invitation til at høre hans musik live på Dansepladsen i Fælledparken, drog jeg af huse for at få mig en overvældende flot og helstøbt musikalsk oplevelse udendørs i sensommeren under en skyhimmel, der havde svært ved at bestemme sig til, om den skulle smile eller råbe. Af og til klarede det op, og blå himmel sejlede hen over musikken. Lyden udendørs var lige så flot, som da jeg hjemme satte cd´en VIEW i min cd-afspiller.

 

Foto: Sanna Hellman

Sonntag bæres af musikken og lader musikken strømme igennem sig. Hvilket altid er noget særligt, for hvert menneske og kunstner har sit eget udtryk, men måske forstærkes det, når det frembringes af Tom, der ud over at være en så dygtig, talentfuld og visionær kunstner også har nogle rent fysiske begrænsninger, der først skal klares, før han overhovedet kan begynde sit kunstneriske arbejde. Tom har muskelsvind og er elkørestolsbruger. Til koncerten i søndags havde han to medhjælpere. Den ene var Shohreh Shahrzad, der selv er kunstner (daf-spillende, dansende og dertil grafisk designer) samt Martin Hagedorn Larsen, der havde designet den anordning, der gjorde det muligt for Tom at optræde, for oven over hans to klaviaturer var der placeret et 2½ meter højt stativ, hvorfra gummisnore hang ned over klaviaturerne og var fæstnet til Toms håndled, således så han selv kunne betjene og skubbe klaviaturerne frem og tilbage monteret på en skinne. Der var også en mikrofon, der gjorde det muligt for Tom at synge vokalerne. Stemmer fra nær og fjern samplede sig ind igennem musikken. Noget som Tom også styrede samtidig med alt det øvrige.

Eftersom Tom skal overkomme fysiske forhindringer for at kunne skabe musikken, tænker jeg at det må gøre den endnu mere koncentreret i sit udtryk, for musikken bliver det medie, hvorigennem Tom genfinder sin førlighed, for i den danser han rundt i en imaginær dans med elementerne, hvor alle grænser ophæves såvel for ham som for os, der lytter. En dans som det ikke er ham forundt at danse i det virkelige liv.

Tom Sonntag er 54 år, født og opvokset i Ingelå, Finland, men har siden 1989 boet i København, hvor han har sit studie.

-Der findes musik overalt, det gælder bare om at lytte, siger Sonntag. Melankoli er et gennemgående tema på den nye cd. I den gemmer sig en mørk kærlighed som skræmmer os, siger Sonntag, men også en ægthed. Han sammenligner det med den finske kultur - i den findes et dyb, et mørke, som vi burde tale om i stedet for vejret. Danskerne er mere udvendige og lettere at forholde sig til, men dybet i stilheden og pausen fascinerer mig. Den finlandske mentalitet har hjulpet Sonntag til at finde dybet i sig selv. Gennem musikken håber han, at lytteren også kan opdage noget uventet i sig selv eller udenfor. Han ser mennesker, som er ulykkelige og stressede og giver dem et redskab til bare at være til stede. Udsigt gennem indsigt, siger han og henviser til albummets titel.

Ovennævnte udtalelser er citeret fra Sonntags hjemmeside

(og oversat fra svensk af undertegnede).

Lyt og læs mere på YouTube og Facebook.

Mail: sonn@sonnmusic.com

VIEW er udgivet på CD og som en dobbelt VINYL-LP.

Maleri af Tom Sonntag. Se flere på hjemmesiden.


*

Oplev Tom Sonntag m.fl., 

lørdag den 7. september kl. 19.30 

i Brønshøj Vandtårn til arrangementet 

"Tvelyd - sang og musik i unik akustik"

+

Onsdag den 18. september kl. 19.00 
i Stefanskirken på Nørrebro. 

Anmeldelse: FOR COLORED GIRLS af New Nordic Voices/KU.BE

Foto: Zach Khadudu

Ja, de ser jo umiddelbart ikke særligt nordiske ud, sådan som de står der foran os på scenen i det engelsksprogede Tony Award-norminerede teaterstykke af den New York-baserede afroamerikanske forfatter/digter/dramatiker Ntozake Shange (1948-2018), der i aftes havde premiere på KU.BE på Frederiksberg. Det er 6 farvede piger samt en dansk. Men det er netop sagen, som Michael Omoke forklarer det, han er teatrets stifter og kunstneriske leder. Det handler om at give stemme til kunstnere, der alle bor i det nordiske og som kan tilføre noget nyt. Samtidig med at det omgivende samfund også for dem er nyt, for de kommer fra andre egne af verden. På den måde er det ”nye nordiske stemmer”.

Foto: Anis Dhiman

Stykkets fulde titel er: ”For colored girls who have considered suicide/when the rainbow is enuf" (1975). De 7 kvinder hvirvler rundt på scenen i hver sin farverige kjole. Som farver på et stort maleri blandes farverne rødt, gult, brunt, blåt, grønt til et stort billede af kvindernes liv og færden. Farverne er glade, rasende, syngende eller drømmende. Vi er sammen med: Victoria (Kenya), Rebecca (Zanzibar), Alice (Zimbabwe), Dew (Sydafrika), Pernille (Danmark),  Praachi (Indien) og Ellen (Malawi). De præsenterer sig i begyndelsen og vi ser flagene fra deres hjemlande mødes i et stort billede på bagvæggen, der understreger at det er individuelle fortællinger, men samtidig forskellige sider af det at være kvinde.

Foto: Anis Dhiman

                                                                                                                        

Men som altid, når det kun er kvinder tilstede, bliver det vist hurtigt de fraværende mænd, der tales mest om. Men det handlede også om selvstændighed, om at stå ved sig selv. Om at finde sig selv og være glad for det fundne. Stemmerne tilhørte såvel unge som ældre kvinder. Forfattercitatet ”Where there is a woman there is magic” lokker indenfor til forestillingen. Først syntes jeg at det lød lidt postuleret og overdrevent, men ikke efter at have overværet premieren i aftes på KU.BE på Frederiksberg, var det netop hvad forestillingen på fineste vis bekræftede. 

Foto: Anis Dhiman

Det skråt tilskårne scenerum er nøgent og bliver kun brudt af tre kasser i den ene side, der udgør en forhøjning. Ud over det, er der intet andet end de 7 kvinder, der konstant er på scenen gennem forestillingens knapt 2 timer. Instruktøren Shirley Basefield Dunlap har et sikkert og godt øje for dynamikken og energien kvinderne imellem, og er god til at bruge og udnytte det scenisk. Det er som at være flue på væggen i kvindernes omklædningsrum. Hver af deres historier er som sider af livet i et stort album, der tilhører dem alle. De fortæller deres historier til os, men det er lige så meget en del af deres egen fælles fortælling. Der er energi som er det en polterabend, hvor der skal festes igennem, og hvor den bagvedliggende smerte først træder frem senere. For da den første festglæde har lagt, går forestillingen ned i gear, og træder i karakter med beretningerne om mændene. De mænd, der flyver fra kvinde til kvinde. De mænd, der lover alt og intet holder. De mænd, der både er der og alligevel ikke er der. De mænd, der tilsyneladende får alt, men intet giver. Det kunne hurtigt gå hen og blive ret ensidige monologer uden nogen til at forsvare den mandlige side af det, men det er samtidig tydeligt at det også er mændene, der giver liv til kvinderne, så selv om forestillingen munder ud i en stor syngende hymne, der priser kvindernes evne og vilje til at blive sig selv – og stå ved det, er der stadig plads til mændene, når bare de opfører sig ordentligt. 

For det er også en forestilling om at give sig hen. Kvinderne er gode til det, så der er ikke noget at sige til at det ikke altid er lige let at mødes i denne hengivelse, men det er såvel dengang som nu en mandlig domineret verden som omgiver forestillingen. Der er sket meget siden forestillingen blev skrevet i 1975, men spørgsmålet er, hvor meget det alligevel har rykket sig? Vi vil gerne tro på og leve med ideen om at verden og vi selv er på en kurs, der hele tiden gør vores forhold til hinanden og verden bedre.

Foto: Anis Dhiman

De to mest rørende historier fortælles af Rebecca og Victoria. Rebecca fortalte om drømmevennen, der sprang ud af hendes ungpigelæsning af voksenbøger. Hun forelskede sig i ham, og slap ham først, da hans navnefælle antog skikkelse af en ung fyr, der blev overordentlig virkelig, da han stillede sig foran hende og blev stående, så hun kunne forelske sig i ham i stedet. Victoria fortalte den forfærdelige historie om de forelskede, der blev hinandens værste fjender. Om manden, der narrede deres fælles børn fra hende og holdt dem ud over balkonen, for at tvinge hende til at gifte sig med ham, og da hun forståeligt nok tøvede, slap han taget i børnene. Forestillingen var spændt ud imellem den første store drøm og de døde børn.

Der er ingen gennemgående historie - eller det er der måske alligevel, for det handler om at være kvinde, om at blive kvinde og om at overleve som kvinde. Det var forelskede kvinders historier. Hævngerrige kvinders historier. Grædende kvinders historier. Det var stemmer fra alle livets cirkler, der træder dansen i denne fine forestilling. Synd at KU.BEs lys er så dårligt, for forestillingen fortjener en langt bedre lyssætning, for det er teater i en rendyrket form, for der er intet andet end det vigtigste. Vi er på scenen sammen med de historier der betyder noget og som er vigtige at få fortalt. Der er god grund til at skynde sig ud og se forestillingen, mens den spilles på KU.BE. Forestillingen havde premiere på kvindernes kampdag i Finland tidligere på året, og skal efter Danmark videre til Sverige og igen tilbage til Finland.

Da jeg skulle hjem stod jeg af ved Nørrebro Station og cyklede tilbage gennem byen. Den farverige forestilling kunne bedst fordøjes ved at køre gennem byens mest blandede bydel, før jeg endte tilbage på Østerbro, der pludselige virkede så farveløst og måske også farveforskrækket. Jeg havde nydt at være omgivet af det blandede publikum i KU.BE, hvor der i øvrigt var en lukket mørk tunnel, der forbandt første sal med stuen, hvor man kunne kure ned, hvis man ellers turde. Men jeg gjorde jeg ikke. Men næste gang gør jeg det...

Foto: Anis Dhiman

FOR COLORED GIRLS

af  Ntozake Shange

Spiller fra den 28.8.-1.9.2019 kl. 19.00

Spillested: KU.BE, Dirch Passers Allé 4, Vanløse

Medvirkende:

Rebecca Langley, Pernille Nordtop, Ellen Gram, 
Wanjiku Victoria Seest, Alice Knuth, Dew Mandonsela 
og Praachi Pratz

Instruktør: Shirley Basefield Dunlap

Lys: Cheryl Williams

Instruktørassistent: Anna Skanborg

Produktionsleder: Zach Khadudu

Forestillingsleder: Aicha Haidara

Kunstnerisk leder:  Michael Omoke

Økonomi: Anders Juhl & Hind Charafi

Grafik: Shasyaa Harsh Vaishnav

Læs mere om Ntozake Shange

KU.BEs hjemmeside

ACT/New Nordic Voices´ hjemmeside

Uddrag fra workshop i Stockholm:

Billetbestilling

*

Foto: Majka Bjørnager

Her er et foto af Victoria og Rebecca, 

da de opførte et uddrag fra forestillingen 

til festivalafslutningen af MØD VERDEN, 

søndag den 18. august i Dansk Forfatterforening. 

Læs festivalopslag 
og hør festivalpodcast med Michael Omoke.

Læs også om den seneste 
New York-opsætning af "For Colored Girls".