søndag den 27. marts 2022

Anmeldelse: BOHR på Teater ZeBU

Foto: Søren Meisner.

 

Det er utroligt at det lykkes. Udgangspunktet er næsten umuligt. 

anledning af Videnskabsåret 2022 og Niels Bohr´s 100-årige jubilæum for modtagelsen af Nobelprisen i fysik, er det udfordrende at lave en fejring i form af en teaterforestilling, der forsøger at tage livtag med manden, myten og fysikeren, Niels Bohr, og gøre det - ligesom han selv gjorde - ved at udfordre fysikkens love.


Foto: Søren Meisner


Instruktøren, Lars  Lindegaard Gregersen, har skabt en imponerende billedrejse til en tekst skrevet af  Jesper Pedersen, der også er med-iscenesætter på forestillingen. BOHR er en sam-produktion mellem lille storbyteatret GLiMT Amager, med base på Amager og turnékompagniet GLiMT, der turnerer med forestillinger både herhjemme og udenlands. GLiMT er et scenekunstkompagni, der blev skabt i 2002 af Camila Sarrazin og Lars Lindegaard Gregersen. GLiMT arbejder med en fusion af kropslig scenekunst som cirkus, fysisk teater og dans. 

Vi befinder os i et krydsfelt mellem de hårdtslående argumenter, som Niels Bohr og Albert Einstein indledte kampen om i 1920´erne, og som varede deres liv ud, og så det poetiske og billedskabende univers, som etableres med de fire medvirkende performere: Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margherita Miscitelli og Jakob Schnack Krog.


Foto: Søren Meisner


Det er resulteret i en drømmende rejse i partiklernes verden, der fører atomfysikken ind i et stort legende univers, og rammer poesien bag alvoren, der som en tændt pibe får en flamme til at blusse op, og derved skaber forestillingens sidste billede, der kommer til at stå som en metafor for hele forestillingen.

Måske er vi selv som dét lys, der i et ganske kort øjeblik flammer op og får os til at forstå sammemhængen i det uforståelige. En af forestillingens pointer er netop, at det legende og det videnskabelige går hånd i hånd. Ikke mindst i forhold til Niels Bohr, der havde en særlig evne til at forbinde sig med verden, og som i livet såvel som i forskningen trak på sin omverden. Han udforskede omverdenen og slyngede sine  argumenter imod de studerende, familien, vennerne og hustruen i en evig udveksling.


Foto: Søren Meisner


Forestillingen har turneret rundt siden januar, og altså FØR atomtruslen under krigen i Ukraine stak sit ansigt frem. Dermed kommer forestillingen også til at handle om forskningens dilemma, for én ting er udforskningen af rummet og naturens love i sig selv, noget ganske andet er, hvad det bruges til. Al forskning kan både bruges godt og dårligt. 

Forestillingen beskriver et paradoks og viser, hvordan partikler og bølger interagerer med hinanden og  selv skaber nye former og baner, som igen genskaber sig selv i systemer, der er uden for love og systemer - eller netop selv bliver til nye systemer og love. Det var noget af det, som Bohr forstod og brugte resten af sit liv på at forklare andre. Han var med, da atombomben blev skabt. Selv om det ikke var ham, der skabte den, var den baseret på tankerne i hans forskning. I forestillingen skildres det,  at uden Bohr ikke have været muligt at skabe den afsluttende tændsats. 


Foto: Søren Meisner


Var det så hans egen personlige tragedie, at hans forskning var med til at skabe den store atomare krigsfrygt, vi stadig lever i skyggen af? Der er ikke noget, der taler for det. Han brugte resten af sit liv på at rejse rundt og tale med statsmænd om den nødvendige fred. Efter sigende skulle han (iflg. hans omfattende brevveksling, der er offentlig tilgængelig) være på det rene med, at bomben ville være kommet uanset hvad. Var det ikke ham, havde det været en anden. 

Selv var Bohr af jødisk afstamning, og flygtede under krigen til Sverige. Siden rejste han til England, da det forlød, at Hitler var ved at udvikle atombomben, gjaldt det om at nå det før ham. Efterretningerne viste sig siden ikke at være korrekte, for Hitler satsede i stedet på raketterne.


Foto: Søren Meisner


Alt dette er de omgivende tanker og baggrunden for forestillingen. Det vi møder på scenen, er selve tankegangen bag. Vi er med i udklækningen af ideerne bag den banebrydende forskning. Genskabt i vidunderlige poetiske billeder følger vi partiklernes færden gennem rummet, deres møde med hinanden, og hvad der sker, når de udspalter sig til nye partikler og bølger, der går i nye kredsløb om hinanden. Det må lyde som noget nær umuligt at illustrere på en teaterscene, og det er det vel også, hvis det ikke havde været for Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Margherita Miscitelli og Jakob Schnack Krog. Som performere er der ingen grænser for, hvad de kan. I deres kunstneriske skaben giver de liv og krop til det umulige og formår at billedskabe den forskning, der er umulig at sætte ord på. Den unddrager sig ordenes logik, men bliver vakt live til for øjnene af os gennem deres kropslige magi, der ofte får dem til at virke som er de hævede over tyngdekraftens love. Derved bliver de også de eneste, der kan forklare os det - og få os til at forstå det.


Foto: Søren Meisner

Det er svært at fremhæve noget. Det er som perler på poetiske snore, der slynger sig rundt om beskuerne. Men det er rørende, da Jakob Schnack Krog synger og spiller sin egen "Christians Sang", efter Niels Bohrs søn drukner.  Camilla Bang har stået for den øvrige stemningsladede musik. Lysdesignet af  Michael Breiner spiller smukt sammen med videodesignet af Søren Knud. Camila Sarrazin har stået for den koreografiske hjælp og kostumerne. Harvey Bewley har konstrueret den store runde hvide skærm, der det meste af forestillingen fungerer som indrammende baggrund. På et tidspunkt pilles det opspændte hvide lærred af, og stativet bruges i en smuk balanceakt. 

BOHR er mødet med det uforståelige, der bliver til ren magi i et krydsfelt, hvor nycirkus og forskning mødes og smelter sammen. Et sted, hvor alting bliver muligt. Noget af det sværeste er at få alt dette til at se så legende let ud, sådan som det lykkedes i forestillingen BOHR.


Foto: Søren Meisner

BOHR

på Teater ZeBU

26. marts- 2. april 2022

70 min


Medvirkende: Mo Chara, Elise Bjerkelund Reine, Jakob Schnack Krogh, Margherita Mischitelli
Instruktør: Lars Lindegaard Gregersen
Dramatiker, forfatter: Jesper Pedersen
Komponist Camilla Bang
Lysdesign: Michael Breiner
Videodesign: Søren Knud
Koreografisk  hjælp og kostumer: Camila Sarrazin
Tekniker: Ida Kaspersen
Instruktørassistent: Luna Stage
Konstruktør: Harvey  Bewley  
Producent: Anne-Maria Dobsa
Arrangør: ZeBU


Trailer (på Facebook)

*

Tidligere anmeldte GLiMT-forestillinger:



Se oversigten over de 

203 andre anmeldelser

*

torsdag den 24. marts 2022

5: Åbningen af Sønderbro Frugthave

Foto: Pia Hansen.

Til åbningen af Sønderbro Frugthave 
fortalte Bente, Michael og Erik 
om initiativer og fællesskaber 
i en haveforening på Amager. 

Lyt med på denne 5. festivalpodcast direkte fra åbningen


Sønderbro Frugthave

Bente fortæller om, hvordan det hele er kommet i stand. Michael fortæller om etableringen af bålstedet, der ligger lige midt i frugthaven. Erik fortæller om sit tidligere arbejde i Nørrebro MiljøPunkt, der har ført til mange spirende initiativer, der nu gør at han som pensioneret arbejder videre med andre miljøinitiativer i HF Sønderbro på Amager.



Åbningen fandt sted fredag den 15. oktober 2021, hvor der blev plantet de 70 første træer. I ugerne bagefter blev der i alt plantet godt 300 træer og buske. Ikke bare æbler, men også forskellige sorter af pærer, blommer, figner, hassel, hindbær, ribs, solbær og stikkelsbær.

Frugthaven er et godt eksempel, hvordan et moderne fællesskab kan tager sig ud i en nutidig kolonihave anno 2022.



Bente forklarer: "Der er mange, der ikke har troet på det..."

Bålplads-Michael er født og opvokset i haveforeningen og tog initiativ til at få anlagt en bålplads med hjælp fra frivillige i haveforeningen. Det var ikke altid lige let at få folk til at dukke op, da det praktiske arbejde skulle igang, men nu ligger bålpladsen der, og er tit i brug - og det helt naturlige samlingspunkt, når der - som denne dag i oktober - skal indvies en ny frugthave.

Miljø-Erik  forklarer, at det startede med en frugtpresser. De var en gruppe, der mødes et par gange om året, og deres mål var at presse æbler, pærer og vindruer. Bagefter opstod der en vinklub, og nu arbejder de to grupper sammen. 

"Jeg er slået ind på at bygge fællesskaber allerede for 40 år siden. Det har jeg arbejdet på lige siden. I et fællesskab skal man afbøde sine holdninger mod andres og det betyder at man får flere vinkler, og det kan løse mange udfordringer."

Om baggrunden, fortæller han: "Min mor havde en syklub, og den var jeg med i, og min far var formand for den lokale sejlerklub. Det der med at man ikke lavede det alene, men sammen med andre, har jeg helt naturligt derfra." 


Foto: Pia Hansen.

Om lysten til fællesskab, fortæller han: "Der har været meget fællesskab her i haveforeningen i gamle dage, men jeg tror, at der har været et generationsskifte, men nu er det begyndt at komme tilbage. Men fællesskab er jo mange ting. Der har i hvert fald været nogle år, hvor de gamle døde ud, og der er vigtigt, at man byder ind med noget fælles.  Det, der er pointen i fællesskab, er ikke at man skal sidde og sige, at sådan gjorde man i gamle dage. Pointen i at lave fællesskaber, og det gælder både politiske fællesskaber og personlige fællesskaber, er at du sætter et mål, som ingen andre har sat før. Som fx. en frugthave. Det er ikke noget, der er tradition for, derfor er der ikke en masse holdninger til det, så der kan dannes nye holdninger. Der skal en ny kurs til. Men det skal være realistisk, for det skal kunne omsættes til handling. Det kan få en ny proces i gang. Det skal være et nyt mål, så der ikke er nogen, der har noget på nogen, for det er jo ikke prøvet før. Det er noget jeg har tænkt over og arbejdet med gennem mange år. Men efter mange år kan der komme rutiner ind, og  så det er vigtigt at lade det falde, som ikke kan stå, så det nye kan vokse frem."



Mød Miljø-Erik (Erik Jørgensen) 
 til festivalåbningen i  HF Prøvestenen,
lørdag den 6. august 2022.  


*

Næste uges podcast :

6) Gustav Foss: om frådende raseri og kulsort humor

Musik og ord blander sig sammen i Gustavs liv. Musikken var der først, og siden kom ordene til, der nu er resulteret i ”en skiveskåret rugbrødsroman i fire dele”. Universet i romanen er kulsort, men også kradsende morsomt. Alligevel skal der bare den mindste lille flamme til, for at mørket viger – og håbet alligevel vinder indpas. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 2. april 2021.

*

Foto & layout: Michael Svennevig.


Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
Hver weekend er der en ny. Lyt med her
#forvandling
*

mandag den 21. marts 2022

På besøg hos billedkunstneren Susse Volander

Foto: Michael Svennevig.

At besøge Susse Volander i HF Birkevang er noget ganske særligt. Det lille firkantede hus med det højryggede tag ligger og skutter sig bag en høj hæk. Lidt gemt væk som en hemmelighed. På entrédørens glasrude er der i en regnbueformet halvcirkel skrevet med slyngede kulørte bogstaver ”DenLilleBitteBilledskole i Birkevang”, og det er også de glødende farver, der først springer én i møde, når man træder indenfor. Det er sådan et sted, hvor man umiddelbart føler sig godt tilpas og har lyst til at blive. Det er farverne, der gør det. De er allevegne. 



Det er ikke bare malerierne i sig selv, men også alle vægge, paneler, kommoder og skabe i huset, der er udsmykket og bemalet. Normalt ville så mange farver tage vejret fra én, for det kan nogle gange komme til at virke så massivt, at man bliver slået bagover og næsten får åndenød af det, fordi det kan suge al luften ud af én. Det gør det også i Susses og Oles hjem, men på den gode måde. At træde ind dér, føles som træde ned i et vældigt farvebad, for det befrier og lader én slappe af i et mægtigt farvegilde, for farverne leer imod én og byder hjerteligt velkommen. Alle farver er nøje afstemt efter hinanden. Det er sjældent at opleve noget sådant. 




Det er som at træde ind i et eventyr. Det samme sker, når jeg åbner Susses nye bog: ”Brug Bogen og leg med mig i Grønland”. Det er blot første bog i en klippeklistre-serien, hvor det er meningen at børn og voksne sammen skal klippe bøgerne sønder og sammen, for dermed at kreere overraskende scenarier fra f.eks. Grønland. I forordet skriver Susse Volander at det netop er en sådan bog som hun selv ”ville have elsket at have som barn. En bog, der skulle bruges, klippes i, limes sammen og som var kreativ sammen med mig”. Bogen er skabt med inspiration fra en tur i Grønland: ”Alt var fuldstændig hvidt, det var magisk.” Den består af fire landskaber som man kan trylle frem ved at klippe og klistre sig igennem bogen. Indsatte QR-koder giver adgang til de sange og det omgivende musikalske univers, der ledsager bogen på bedste vis. De små film er også animeret af forfatteren. 


Musik & sang fra bogen. Musik: Aviaja Lumholt. Sang: Miké Thomsen.


Man kan sige at både motiver og farver blander sig i bogen og breder sig videre i filmene og ud igennem musikken, og kæder det hele sammen til et betagende hele. ”Alt er hvidt. Himmel og jord flyder sammen i hvidt. De går lige bag hinanden, men det kan de hverken se eller høre.” Et af de bogens indledende fotos viser kunstneren malende på et flyvende tæppe. 


Foto: Michael Svennevig.

Alene med dét billede er det tydeligt, at vi er trådt ind i magisk univers, hvor det er en fornøjelse at rejse ud i verden på et flyvende tæppe – og denne rejse går til Grønland. Bogen er tosproget, så al tekst også er gengivet på grønlandsk. Bøgerne henvender sig til børn fra 7 år og opefter og deres legende voksne. Selv kommer jeg næppe til at opleve det, for bogen er så smuk, at jeg slet ikke nænner at nærme mig den med saksen. Jeg nyder at bladre den igennem. 


Foto: Michael Svennevig.

Ligesom hjemme hos Susse, er bogens univers et organisk mylder af farver, men så nøje afstemt efter hinanden, at det er føles som at blive inviteret med til farvefest. Det er umuligt at undslå sig. Farverne og de glade motiver drager én med. Bogens opsætning virker uhyre gennemarbejdet og er meget lækkert sat op. Den er indbundet i hardcover-format og ligger godt i hånden. Der er ikke sparet på noget. Trykket, papiret, motiverne og farvegengivelserne spiller organisk sammen. Det er simpelthen en overvældende smuk og farverig bog. Et åbent kunstværk.




Mød Susse Volander til festivalåbningen, 

lørdag den 6. august 2022 

i HF Prøvestenen på Amager

Se Video:


*


*
*

Læs også de øvrige kunstnerportrætter 
i samme serie: "På besøg hos..."

*

Foto & layout: Michael Svennevig.

Læs mere om den kommende festival.

*

fredag den 18. marts 2022

Anmeldelse: DET KONTAKTLØSE FORHOLD på Forsøgsstationen

Foto: Rolf Søborg.


 "Det Kontaktløse Forhold" er Det Olske Orkesters 2. forestilling i en planlagt trilogi om Det moderne menneske, der indledtes med forestillingen "Det Førerløse Menneske" (2021). I den første forestilling var Øyvind Kirchhoff alene på scenen, mens han i denne efterfølger suppleres af Katrien van der Velden.

Da vi kommer ind, sidder de allerede klar ved hver deres computer i hver sin lejlighed. De er naboer og sidder der i mørket med åben mund i skæret fra skærmene. Når de rejser sig og går hen for at lave en kop te, er det som om deres fysiske færdigheder i mellemtiden er gledet af dem. Al den brugte tid foran skærmene har fået virkeligheden til at glide dem af hænde. De kan ikke længere håndtere de allermest almindelige dagligdags objekter omkring dem. Glassene vælter, skeerne ryger på gulvet, affaldsspanden sidder fast, og vandet fra termokanden ryger ved siden af. De er blevet fremmede for den verden de lever i, altimens den digitale verden har ædt sig ind i deres underbevidsthed og er ved at tage kontrollen over dem.


Foto: Miklos Szabo

Kvinden har et klaviatur og sætter sig til at spille, men går hver gang i stå på det samme sted i sangen. Det er enerverende at høre på. Det synes manden i nabolejligheden også. Hans frusterede råb får den kvindelige nabo til at sætte voldsom musik på, som hun danser demonstrativt til. Det fører kun til højere protester fra naboen, der ender i sengen med hovedet gemt under hovedpuden.

Met ét bryder verden sammen, virkeligheden splintres og væggen imellem dem smadres, og han kan pludselig uhindret gå ind til den kvindelige nabo, der ligger livløs ind over klaviaturet.


Foto: Miklos Szabo

Manden får hende på fode, drejer hende rundt og glædes over, at han har fået selskab. Han fotograferer dem sammen og skaber billeder af deres lykke. Temmelig opsatte fotos. Hun er i mellemtiden blevet til en dukke, der kun gør, hvad han programmerer hende til at gøre. Men det passer ham langt hen ad vejen fint, for han er en ensom sjæl, der hungrer efter selskab og kærlighed. Men den kvindelige dukke bliver stadig mere levende, indtil den til sidst tager kampen op mod ham og udfordrer hans suverænitet. Hvad det ender med, skal ikke afsløres her.

Det er en smuk billedskabende fabel uden ord. Men det er også en syret udgave af HCAndersens "Nattergalen". For alt det smukke viser pludselig tænder, da romantikken fordamper, og det viser sig at være en kamp på liv og død.

Det er en illustration af vores  drøm om at kunne forme kærligheden i vores eget billede, men også en illustration af det mareridt, som det ender med, hvis det lykkes.


Foto: Rolf Søborg.

Det er samtidig en fortælling om, hvad vi mennesker er i stand til at gøre, når vi mister følingen med livet omkring os. Om hvad der sker, når vi forsvinder ned i vores teknik. Når vi holder op med at være menneske, og i stedet bliver til omvandrende skærme.

Langt hen ad vejen sidder jeg opslugt med et smil om munden, for det er saliggørende at få mulighed for at træde ind i denne Chaplinske historie. Det er også historien om Coppelia - om dukkemageren, der giver liv til en dukke. Det er menneskets ældgamle drøm om, at et besjælet kunstværk får sit eget selstændige liv. I og for sig er det også en Frankenstein-historie, selv om det straks får det til at lyde langt mindre hyggeligt.


Foto: Rolf Søborg.

Mens mest er det et tidsbillede af mennesket af i dag. Hvor nænsomt det end er fortalt, i det meste af historien, så er moralen grum.

Men det er let at føle sig helt tryg i Øyvind Kirchhoffs og  Katrien van der Veldens selskab i Lotte Faarups dygtige instruktion. Scenografen og dukkemageren Rolf Sæborg Hansen har sørget for, at det er lutter eventyr, når skabet bagest i mandens lejlghed åbnes, og der slipper  noget af alt det udefrakommende ind i lejligheden. En slange, et træ, en frokostdug og skakbrikker. Når dugen vendes bliver den til et skakspil, hvor brikkerne kan bruges. 

En anden dug ligger ind over klaveret og giver mindelser om Salvador Dalis smeltende ure. Bolde med form som øjenæbler ruller hen over scenen. Vi er i en genkendelig virkelighed, og alligevel er der disse døre, der fører ind til andre universer.

Alting er først til dørs med stor akkuratesse. Der er kun det allermest nødvendige med. 


Foto: Rolf Søborg.

Forenklingens kunst er altid den sværeste, og det er, hvad Det Oldske Orkester formår med forestillingen. Det er betagende, eftersom de lige har afsluttet en anden trilogi, hvoraf jeg så den sidste "Hvem er det der banker?" (2020), hvor alle sejl var sat til. Stort opsat og ganske overvældende. Stor teaterkunst, simpelthen. Teatret mester det hele.

I "Det kontaktløse forhold" bringes vi ikke ud i den store verden, men bliver snarere spærret ind i os selv. Det er hårdt at se denne dommedagsprofeti, og alligevel ikke... Den er formuleret som én stor kærlighedserklæring til alt det, vi trods alt stadig kan, selv om vi som Faust er ved at sælge vores sjæl til djævelen. Vi har indgået en pagt, som det ikke er for sent at trække sig ud af. Eller er det? Teatret forsøger at råbe os op, og det er værd at følge deres anvisninger, hvis vi skal nå det.

Teatret er et af de steder, hvor vi stadig er nødt til at være nærværende og at lade os adskille fra vores andet skærmliv. Hurra for det!


Foto: Miklos Szabo


DET KONTAKTLØSE FORHOLD
på Forsøgsstationen
70 minutter
16.-30 marts 2022


Koncept
Det Olske Orkester

Medvirkende
Øyvind Kirchhoff
Katrien van der Velden

Dramatiker og instruktør
Lotte Faarup

Scenografi og dukker
Rolf Søborg Hansen

Lysdesign
Jeppe Lawaetz

Værksted og special effects
Jon Gelting

Lyddesign
Jonas Jørgensen

Produktionsleder og teknik
Søren Kyed



Hjemmeside & billetter

Trailer



Tidligere anmeldelser af Det Olske Orkesters forestillinger: 

DET FØRERLØSE MENNESKE (2021)

HVEM ER DET DER BANKER? (2020)

Se de øvrige 117 anmeldelser.

*

torsdag den 17. marts 2022

4: Nadja Manghezi: "Capulana Fabrikken"

 

Foto: Michael Svennevig.

I 1974 løsrev Mocambique sig fra Portugal. I 1979 bosatte forfatteren sig førte gang i hovedstaden Maputo. I 1990 bliver Mandela løsladt og med apartheidregimets fald fik borgerkrigen i Mocambique en ende. I 1992 kom der en fredsaftale og to år efter de første demokratiske valg både i Sydafrika og Mocambique.  I 1995 – 20 år efter - vender forfatteren tilbage og starter Capulana Fabrikken, der er en syfabrik, hvor de lokale kvinder fremstiller billedtæpper. Meget har ændret sig i mellemtiden, og så alligevel ikke… Det er der kommet en varm fortælling ud af.  


Mød Nadja Manghezi i denne 4.festivalpodcast

hvor også Knud Vilby og John Hansen medvirker


Foto fra bogen af forfatteren

Uddrag fra anmeldelsen:

”Det er i det kulturelle møde mellem den tilrejsende idealistiske dansker og de mere realistiske afrikanske kvinder, at fortællingen udspiller sig og finder en dybere klangbund i de følelsesmæssige tilknytninger, der gør at der ikke kun syes tæpper, men også spindes menneskelige relationer på kryds og tværs. Der skal manøvreres med snilde, når de kulturelle elefanter ikke skal vækkes, for det er vigtigt langsomt at tale sig ind på hinanden, for ikke at krænke hinandens finfølelser. Det er ikke altid lige let, men at læse om dette møde, er både underholdende og lærerigt. Desuden er det skrevet med et godt blik for, hvor historien er, og hvordan den lettest kan formidles.”

Læs hele festivalanmeldelsen.

 

Foto fra bogen af forfatteren

Om Nadja Manghezi:

Nadja Manghezi tog efter sin cand.mag.-eksamen i fransk og spansk fra Københavns Universitet til Nigeria som ulandsfrivillig med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) i 1966. Efter et par år i Holland, England og Sverige, arbejdede hun for MS og Ibis i Danmark, indtil hun tog til Mozambique, som var blevet uafhængigt i 1975. Først arbejdede hun indenfor undervisningssektoren og senere som landechef for MS. Herfra deltog hun og hendes mand i kampen mod apartheid styret og flyttede til Sydafrika efter ANCs sejr i 1994. Så fulgte et liv med tre centre: København, Mozambique og Sydafrika. Hun er medforfatter til flere bøger og artikler i Danmark og har skrevet tre bøger, udgivet i Mozambique og Sydafrika.

 


Fotos fra bogen af Capulana-billedtæpper
fotograferet af forfatteren


Mød Nadja Manghezi på den kommende festival

FORVANDLING eller ej. Om at finde nye veje videre

Torsdag den 11. august 2022 kl. 19-21 i Salonen på Østerbro


Nadja Manghezi: ”Capulana Fabrikken” (2020)

277 sider m/farveillustrationer af forfatteren

Udgivet på eget forlag

(i kommission hos Forlaget Underskoven)


*
Næste uges podcast :

4) Åbningen af Sønderbro Frugthave

Til åbningen af Sønderbro Frugthave fortalte Bente, Michael og Erik om initiativer og fællesskaber i en haveforening på Amager. Bente fortalte om, hvordan det hele er kommet i stand. Michael fortalte om etableringen af bålstedet, der ligger lige midt i frugthaven. Erik fortalte om sit tidligere arbejde i Nørrebro MiljøPunkt, der har førte til mange spirende initiativer, der nu gør at han som pensioneret arbejder videre med andre miljøinitiativer i HF Sønderbro på Amager. Læs mere. Hør podcast. Offentliggjort den 26. marts 2021.
*

Foto & layout: Michael Svennevig.


Lyt til uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.
Hver weekend er der en ny. Lyt med her
 #forvandling
*

 

 

 

Anmeldelse: CAPULANA FABRIKKEN af Nadja Manghezi (2020)

 


Nadja Manghezi er lærer og cand.mag. Najda tog sammen med sin familie til Mocambique i 1976 som cooperant for at hjælpe med opbygningen af det nye land. Efter nogle års arbejde tog hun hjem for 20 år efter at vende tilbage til hovedstaden Maputo, denne gang som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirke. Denne gang uden børn og med sin mand på den anden side af grænsen i et frit Sydafrika. Nadja har skrevet flere bøger om livet i det sydlige Afrika på engelsk, portugisisk og dansk.


Foto fra bogen af forfatteren


Kvinderne i Mocambique skal klare sig. Oftest uden mænd, alene med børnene. Bogen fortæller om en mulighed, de havde … for et stykke tid. I en tid med virus og angst, HIV/Aids, som de ikke forstår, men som kan ramme dem alle. I 1976 løsrev landet sig fra Portugal i en frihedskamp under FRELIMOs ledelse. Men kampen mod fattigdom og sygdom er lige så hård nu, 20 år efter i 1995, hvor handlingen udspiller sig. Døden lurer altid lige om hjørnet, men det er ikke kedeligt at være sammen med kvinderne på Fabrikken i baghaven.

 ”Ja. Sådan måtte det være. Sorgen måtte ændres til vrede. Ellers var den ikke til at bære.”(side 200).

Det er en livsvarm og klog beretning om, hvordan en spæd ide tager form og blomstrer op til at blive en lille fabrik, hvor kvinderne gennem arbejde med at sy og dekorere Capulana-billedtæpper indgår i et tæt arbejdsfællesskab. Samarbejdet giver dem en ny styrke. Det er en bevidsthedsproces, hvor de skal klare alting selv. Mændene et helt uden for regnestykket, ”for dem kan man alligevel ikke regne med”. I det hele taget opleves mænd som et forstyrrende moment i kvindernes liv. Der er ikke plads til kærlighedshistorier, for det handler om overlevelse. Kvinderne er der for hinanden. Kirken spiller også en stor rolle, men vigtigst er deres indbyrdes fællesskab og det, der vokser ud af det. Det er Nadja Manghezis selvbiografiske fortælling et levende og varmt bevis for. Det er en gribende fortælling om at finde sig selv og sin vej igennem tilværelsen. Det handler også om, hvad et menneske er og om de valg, vi tager, der kommer til at definere os.


Foto fra bogens forside af forfatteren


Det starter med et billedtæppe, der bliver til flere, mens kvinderne dygtiggør sig og slutter sig sammen. De laver en opbygning, så de hver især har ansvar for forskellige dele af arbejdsprocessen. De udstillede billedtæpper bliver en stor succes, som de gentager flere gange, indtil det igen slutter. Intet varer evigt, men de lærer meget – og vi, læserne, får i tilgift denne varme beretning om fællesskab og medmenneskelighed. Det er den slags fortællinger vi ikke kan få nok af. Indsatte farvefotos før hvert kapitel understreger det faktuelle i historien.

I bogen er det HIV/Aids, der er dén fortiede trussel. som de lever i skyggen af. I dag har truslen/virussen fået et andet navn. Vi er alle en del af samme verden. Det er det, som understreges af fortællingen. Livet er et barsk sted at opholde sig. Og ikke kun i Mocambique.

Jeg tror først, det er en zebra, når jeg ser dens striber”, var hendes korte svar…”, (side 116).


Foto af forfatteren


Det er i det kulturelle møde mellem den tilrejsende idealistiske dansker og de mere realistiske afrikanske kvinder, at fortællingen udspiller sig og finder en dybere klangbund i de følelsesmæssige tilknytninger, der gør, at der ikke kun syes tæpper, men også spindes menneskelige relationer på kryds og tværs. Der skal manøvreres med snilde, når de kulturelle elefanter ikke skal vækkes, for det er vigtigt langsomt at tale sig ind på hinanden for ikke at krænke hinandens finfølelser. Det er ikke altid lige let, men at læse om dette møde er både underholdende og lærerigt. Desuden er det skrevet med et godt blik for, hvor historien er, og hvordan den lettest kan formidles.

Vi får de forskellige kvinders historier fortalt i tilbageblik, alt imens fabrikkens arbejde breder sig. Der er bl.a. Lizas fortælling om det hårde arbejde på cashewnødde-fabrikken. Hver af kvindernes historier indgår i et større mønster, der udgør et kluddetæppe af mennesker, følelser og måder at overleve på. Det er et billede på livet på godt og ondt. Livet er ubarmhjertigt, men også det hele værd. Vi har jo ikke andet.


Foto fra bogen af forfatteren


”Det er som om hun er stolt over at være adopteret”. Og efter en lille tænkepause: ”Det er jeg også. Glad og stolt. Men nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om jeg er dansker eller swazi. Det er bare det. Jeg tænker ofte på, om jeg ville være blevet ligesom de andre tre, pigerne i hvert fald, hvis jeg var blevet i Swaziland og var vokset op der. Og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg hellere ville det?”(side 100).

Sproget er godt, glidende og harmonisk. Der er nogle lidt underlige ordadskillelser, hvor lange sammensatte ord skrives afskilt. Men det er blot en skønhedsplet. Mønstre og figurer er der masser af i fortællingen om, hvordan motiverne på billedtæpperne breder sig og bliver til en vigtig bestanddel af deres liv, mens der arbejdes koncentreret. ”Fabrikken”, som kvinderne kalder deres arbejdsplads, foregår under et halvtag og i en baghave, så mere etableret er det heller ikke, men det er heller ikke nødvendigt, når det kun er regntiden, der kræver at man søger indendørs. Det er elementerne, der bestemmer over menneskene. Livet og døden står med åbne arme ved både vugge og grav.


Foto fra bogen af forfatteren


Fortællingens 277 sider er ikke for lang, for vi skal igennem meget, før vi forstår, hvad der er på færde. Det er slet ikke så enkelt som det måske først ser ud. Fortællingen rulles ud som et billedtæppe med en vis klædelig langsommelighed, som det lønner sig at studere enkelthederne i. Det tager den tid det tager, og kan ikke forceres.  Sådan er det også med livet.

”Og sne? Nogle havde set billeder, andre måtte prøve at få mening med en forklaring om, at det lignede det, der sad fast indvendig på siden af fryseren, når man åbnede. Helt uvirkeligt.”(side 198).

 

Nadja Manghezi. Foto Michael Svennevig.

Læs mere. Hør podcast.
 
#forvandling