Elizabeth Japsen: SMUKKE HERMAN

 

Foto: Christina Solberg Hansen. 

Hør podcast (YouTube)

Elizabeth Japsen har i romanform skrevet om sin oldefar, der var stærk mand i cirkus.

”Jeg har aldrig mødt ham, for han var død, før jeg blev født, men min mormor omtalte altid sin far som SMUKKE HERMAN.”

Elizabeth skrev fagbogen »Ingrid Jespersen og hendes skole« (Forlaget Klim, 2003). Om dengang kvinder måtte slås for ordentlig uddannelse. 

”Bagefter undrede jeg mig over, at jeg ikke i stedet havde skrevet om min oldefar, for det er vigtigt at skrive om de fattige. Dem er der ingen, der interesserer sig for. Der var ikke noget at finde i arkiverne, så det er baseret på, hvad jeg har hørt og har kunnet huske. Men det meste er noget jeg har fundet på. Der er nogle tråde i hans liv, som jeg har forstået ham ud fra. For eksempel at han bliver skilt fra sin bror og at de kommer hen på hver sin gård. Vi er ude på landet i 1880-1890.”

Efter en vild ungdom blev Elizabeth socialrådgiver, og der var det en fordel med hendes spraglede baggrund, for hun kendte alle de værste rødder i byen og var venner med flere af dem, og havde derfor ingen problemer med at tale med dem. Hun kendte til deres liv.

"Som datter af en kommunistisk modstandsmand har det altid været naturligt for mig at engagere mig politisk.”

Bogens illustration er  af Maj Olika.

Læs et uddrag:

”Herman, vi er kun fattige klovne. Vi får folk til at le. Le af sig selv. Det er en stor kunst, for folk ler helst af andre - det tror de også at de gør, når de ser os gøre vore streger. Men, vi spiller jo bare mennesker, trækker alt det frem i os, som alle har i sig. Vores hovmod, den måde, den store tryner den lille. Viser verden dårskaben.  Vi falder over vores egne ben, men vi er aldrig rigtig onde.  For vi ved, at gråd og latter er tvillinger.  Vi forløser folk.  At grine og at græde renser sjælen lige godt, løfter en væk fra alt det, der dækker over sjælens inderste, det rene, det barnlige, uforbeholdne. Så, vi klovne har meget at være stolte af.” (s. 127)

 

Uddrag fra festivalanmeldelsen:

”Romanen er velskrevet og godt fortalt og har en varme, som læseren sidder tilbage med efter endt læsning. Den har en særlig glød i beretningen om, hvordan livet leves og spirer, hvor besværlighederne er størst. På den måde er det en hyldest til livets mangfoldighed. F.eks. er det en rørende beskrivelse af cirkus´ underfulde og mystisk smukke Mis Ella, der som en del af finalenummeret smider sine kvindeklæder og træder frem som cirkusdirektørens kønne søn – til endnu større applaus. Men det er et vovet nummer, og det er ikke alle steder, de kan optræde med det. Alligevel lever figuren fint på siderne uden at ordet ”transkønnet” bliver nævnt overhovedet. Romanen kunne godt have brugt en ekstra gang korrektur, men det hæmmer ikke fortællerglæden.

Det er en hjertevarm beretning, renset for enhver sentimentalitet, selv om det er fortalt med engagement og vitalitet. Livet er hårdt og råt, men ikke uden poesi og spænding. Når lyset tændes i manegen, får livet den mest fantastiske glød.”

Læs hele anmeldelsen.

Musikken på podcasten er en improvisation 

spillet af Sophus Rosenvinge på flygel og melodica.

Oplæsning: Lise Kamp Dahlerup.

 

Men skriveriet stopper ikke med SMUKKE HEMAN, for der er en fagbog, der er ved at være færdig – og der er også endnu et romanprojekt, der er en udløber fra SMUKK HERMAN.        

Hør mere om det på podcasten.

 

Foto: Michael Svennevig.

Mød Elizabeth Japsen på 2. festivaldag,

tirsdag den 8. august 2023 kl. 15-21

i GLOBAL Art Gallery, Skalbakken 8A i Vanløse, 

  *

  Næste uges podcast:

21/4/23

Foto: Michael Svennevig.

SINUS REUSS: 

"CPH under vand"

I science fiction-romanen "CPH under vand" skildrer forfatteren Sinus Reuss livet, efter at verdenshavene er steget adskillige meter. København er oversvømmet, og har skiftet navn til CPH og er ikke længere Danmarks hovedstad. Det er en åben og optimistisk skildring af et fremtidigt liv på havet – eller rettere i havet. Sinus fortæller også om de særlige vilkår, som hans bøger bliver til under. Hvad betyder det at være bipolar, og hvordan påvirker det arbejdet med de tre bøger han indtil videre har skrevet? Skuespilleren Lise Kamp Dahlerup læser uddrag fra romanen. Musikken er af Sophus Rosenvinge. Hør podcast. (YouTube). Læs anmeldelse. Læs mere. Offentliggjort den 21. april 2021.

*

Hør også

1. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de foregående 5 podcasts.

&

 2. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de kommende 5 podcasts.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

Anmeldelse: SMUKKE HERMAN af Elizabeth Japsen (Attika, 2020)

  

Omslagsillustration: Maj Olika.

Elizabeth Japsen skriver som indledning til sin debutroman SMUKKE HERMAN: 

”En kærlig hilsen til min mormor, med tak for historierne om hendes forældre Annie og Smukke Herman. Denne roman er frit skabt ud fra de stumper jeg husker, hun fortalte.” 

På titelbladet har hun anført et Bob Dylan-citat, der anslår det drømmende og forførende. Om at kigge ind i et forjættende rige – og at blive ét med sine drømme. Ja, om at træde ind i sin egen manege. 

Det er en fascinerende og veloplagt cirkusroman, som hun har begået, hvor hun selv med fortællingen træder ind i en manege, der fra starten vrimler med natmænd, farende folk, kræmmere, kedelflikkere, glarmestre og skærslippere.

 ”Man siger, at de i gamle dage havde til huse rundt om i kæmpehøjene, og at de boede der, som en slags dyr. Nogle af dem bor stadig ude på heden, skøjere og kæltringe. Nogle kommer der også med tiggerbørn, med deres tiggerpose over skulderen. Madmor giver dem altid godt med brød, men de kommer ikke ind i huset,” (s. 22) 

Hovedpersonen Herman er tater og værgerådsunge. Begge forældre er døde, og han og broren, Lars, bor alene i forældrenes forfaldne hus, indtil de bliver skilt ad og givet bort til hver sin bondefamilie. Som 5-årig kommer han ud at tjene på en gård.  Han glæder sig sådan til at skulle begynde i skole, for så skal han se broren igen, men han er der ikke.  I stedet knytter han sig til gårdens barnløse tjenestepige, Ane, der tager hånd om ham, men da hun forlader gården, stikker Herman af for at prøve at finde hende i byen. Men det lykkedes ikke, og han driver om og er med i en drengebande, der løber ud til cirkus. Da Herman er den største af dem, bliver han bedt om at hjælpe. Belønningen er, at han får lov til at se forestillingen fra bagerste række. Da cirkus rejser videre om aftenen, smutter han ind mellem teltdugen og bliver næste morgen fundet af cirkusdirektøren, der skælder ham ud, men uden at være rigtig gal. Herman får lov til at hjælpe til igen og bliver han optaget i det lille cirkus, hvor Lasse tager sig af ham. Lasse er stærk mand i cirkus og bliver som en bror for Herman. Han opfordrer Herman til at få sig et kostume og blive   hans lille medhjælper, hvor han hele tiden skal falde over egne ben og ikke kunne finde nogle af de ting, der ligger lige foran ham. Publikum er begejstrede, og cirkusdirektøren giver ham en 10-øre. Hans første løn nogensinde. Lasse fortæller om, hvordan han selv blev stærk mand i cirkus. En historie der har mange fællestræk med Hermans egen historie.  Der er rørende skildringer af historierne, der binder dem sammen. Bagefter står der: ”Lasse siger ikke mere. Det gør Herman heller ikke. De sidder bare der i solen. Helt stille.” (s. 56) 

Romanen har varmen og glæden ved at være lille i verden, sådan som den også er beskrevet i ”Emil fra Lønneberg”, men virkeligheden er rå, så det er også fortællingen om ”Oliver Twist”, der melder sig. På mange måder er det en ”Pelle Erobreren ”-historie om at komme ud i verden og formå at rejse sig trods alt. SMUKKE HERMAN ender som stærk mand i cirkus. Det er i beskrivelserne af det hårde, men spændende manege-liv, at bogens fortælling finder hjem. Det er også dér, hovedpersonen kommer til at føle sig mest hjemme. Men alting har en ende, og der venter en ny begyndelse efter det. En ny og kærlig begyndelse. Hvad det er, må man selv læse sig til. 

Romanen er velskrevet og godt fortalt og har en varme som læseren sidder tilbage med efter endt læsning. Den har en særlig glød i beretningen om, hvordan livet leves og spirer, hvor besværlighederne er størst. På den måde er det en hyldest til livets mangfoldighed. F.eks. er det en rørende beskrivelse af cirkus´ underfulde og mystisk smukke Mis Ella, der som en del af finalenummeret smider sine kvindeklæder og træder frem som cirkusdirektørens kønne søn – til endnu større applaus. Men det er et vovet nummer, og det er ikke alle steder, de kan optræde med det. Alligevel lever figuren fint på siderne uden at ordet ”transkønnet” bliver nævnt overhovedet. Romanen kunne godt have brugt en ekstra gang korrektur, men det hæmmer ikke fortællerglæden. 

Det er en hjertevarm beretning, renset for enhver sentimentalitet, selv om det er fortalt med engagement og vitalitet. Livet er hårdt og råt, men ikke uden poesi og spænding. Når lyset tændes i manegen, får livet den mest fantastiske glød. 

Læs med i SMUKKE HERMAN, der er meget at glæde sig over, selv om livet er hårdt. 

Foto: Christina Solberg Hansen. 

Elizabeth Japsen: SMUKKE HERMAN 

208 sider, Forfatterforlaget Attika, 2020. 

 

 

 

Salim Abdali: OMAN - et samfund med emotionelt og materielt overskud

 

Lagune i Det Grønne Bjerg (i det nordlige Oman). Foto: Salim Abdali & Michael Svennevig.

Indgår i serien ET ANDET BLIK.

Oman er et gammelt land, så gammelt, at man finder spor tilbage til 6.000-5.000 år f.Kr. hos Samarierne, som kaldte landet Magan, hvilket betyder landet af skibe og kobber. Dette kan stadig ses ved kysten, og når man går forbi de glitrende rødlige bjerge. Det er ikke kun skibe og kobber, som kaldte på kolonimagter, såsom portugiserne, englænderne, perserne og ottomanerne, men også “Luban”, en mælkehvid saft, som tappes fra røgelsestræet, der på gammelt dansk kaldtes “virak og olibanum”, og som de europæiske kirkelige ceremonier ikke kunne være foruden. Omans strategiske beliggenhed har også været tiltrækkende, idet det er knudepunktet mellem Golfen, Det Arabisk Hav og Det Indiske Ocean. Heldigvis lykkedes det ikke kolonimagterne at assimilere Oman i deres kultur, sådan som det lykkedes i andre lande. I Oman har man bevaret kulturen og været i stand til at udvikle den i en retning, som tilgodeser landet. En evne, jeg ellers troede kun gjaldt kineserne. 

En fiskerby ved kysten. Foto: Salim Abdali.

I det 16. og 17. århundrede var Oman et imperium, der kunne overtage landet fra portugiserne og udvide riget, så det samlede begge sider af Golfen, hele den sydlige del af den arabiske halvø, Østafrika samt øerne Comorerne og Madagaskar. Men selv om landet undertiden er skrumpet takket være den engelske kolonisme, er det stadigt stort og med varierende landskaber som bjerge, ørken og den lange kyststrækning med udsøgte strande, laguner og grotter, hvor sjældne havdyr som store skildpadder lever i deres naturlige omgivelser. Landet er meget grønt, selv i ørkenen er der en del græs og palmer. 

Udsigten fra en gammel, men renoveret borg (i Nizwa). Foto: Salim Abdali.

Hvis der er noget som kendetegner forskellen mellem folk fra storbyer og dem fra mindre byer og landsbyer, er det tolerance og gæstfrihed. Generelt finder jeg folk fra storbyer mere tolerante, men mindre gæstfri og med en vis arrogance over for fremmede, mens dem fra landsbyerne er mindre tolerante med større gæstfrihed uden storbyernes arrogance. Dette møder man ikke i Oman på trods af stor variation i geografi, klima og livsstil, og om man møder bønder, fiskere, beduiner eller moderne byfolk, er det noget man oplever overalt, på kryds og tværs i Oman, nemlig det jeg ikke kan finde bedre betegnelse for end “Omani”, kendetegnet ved ubetinget tolerance, accept af og respekt for andre, samt en ivrighed efter at hjælpe andre uden at forvente noget til gengæld!

Kystbyen Sur. Foto: Salim Abdali.

Det har jeg ikke tidligere oplevet, før jeg mødte det i Oman. Om det er i en bank, på gaden, i butikkerne, i et offentligt eller privat sted, eller bare da jeg under middagssiestaen ikke kunne finde vej. Jeg stoppede ved en taxaholdeplads, hvor taxachaufførerne havde forladt deres vogne og sad samlet på fortovet med deres te og kaffe. Men da de ikke kunne enes om at udpege retningen for mig, tog en af dem mig med i sin bil. Efter nogle kilometrer udpegede han stedet, og satte mig af der, uden at forlange eller forvente noget til gengæld. Og som om det ikke var nok, tilbød han os frokost hjemme hos sig, da “alle restauranter lukker om eftermiddagen”, som han sagde. I butikkerne er der sat store fade frem med varer, som man kan prøvesmage, uden mindste købekrav, ligegyldigt om det er nødder, søde sager, brød, frugt, eller lignende. I butikken, hvor der sælges sim- og taletidskort, overførte en Omaner taletid til min mobil, eftersom det blev for kompliceret at betale med mit kreditkort. Igen uden at forvente noget til gengæld. 

En moske i byen Sohar (i det nordlige Oman). Foto: Salim Abdali.

På en tur gennem en mindre by, vel nærmest en landsby, vinker en kvinde til os, da hun får øje på vores nysgerrige blikke, og inviterer os til at kigge indenfor i sit hus, for stolt at fremvise hvordan en omanifamilie bor. Vi blev budt på dadler og omanikaffe, noget man bør vænne sig til, da det sker overalt i Oman, selv på politistationen bliver man budt på dadler og kaffe! Under hele vores ophold oplevede jeg ikke et eneste slagsmål eller tiggeri, tyveri eller forsøg på at snyde, heller ikke dyttende biler, nabolarm, politimagtdemonstrationer, på trods af at mere end halvdelen af befolkningen er udlændinge med forskellig kulturel baggrund, hovedsagelig fra Bangladesh, Indien, Thailand, Iran, Østafrika og de arabiske lande. Der er også en del vesterlændinge, men de bor i deres ghetto i hovedstaden Muscat på trods af alverdens frihed og frem for alt stor sikkerhed, eftersom Oman har verdensrekord i lav kriminalitet og en meget høj grad af sikkerhed for borgerne.

 

Fra en ørken camp. Foto: Salim Abdali.

Jeg kunne blive ved med at fortælle anekdoter om alle de steder, vi, jeg og min europæiske medrejsende, har besøgt i Oman og om, hvordan vi blev modtaget på trods af vores udseende som afslører, at vi kommer fra en meget anderledes kultur og også har en anden religion. Selv på de hellige steder blev vi mødt med venlighed og hjælpsomhed, som efterlod os målløse, forbavsede og uden ord som tak. Vi måtte tro, at Omanerne kom fra en anden planet! Eftersom vi, med vores liv og historiske baggrund automatisk betvivler andres venlighed og deres intentioner, fandt vi det naturligt at udspørge immigranterne, som vi stødte på i basaren, på restauranterne og på caféerne, om livet i Oman og om, hvordan de blev behandlet. Uden undtagelse fortalte de om det gode liv SAMMEN med omanerne. Nogle havde endda oplevet, mens andre følte, at loven i Oman satte en immigrant højere end en indfødt. Vi hørte, at der er ligestilling på arbejdsmarkedet mellem mænd og kvinder, og det er lov, at børn følger med moren i tilfældet af skilsmisse, og at kvinder kan gå klædt som de ønsker. Tolerancen mærkes stærkt overalt i samfundet, og i alle mulige aspekter, såsom religion, i forhold til kvinderne, beklædningen og vigtigst accepten af den anden.

Grand Moske i Muscat. Foto: Salim Abdali.

Om jeg ved, hvorledes et sådan arabisk-islamisk samfund er blevet til, og hvorfor det er så anderledes end mange andre lignende samfund i området, kan jeg ikke med sikkerhed sige. Dog ved jeg, at de underviser i tolerance og accept allerede i børnehaverne, og at religionen i Oman adskiller sig fra andre steder i verden, også fra andre islamiske lande. Oman er det eneste land, der praktiserer Abadhi-islam, en tredje gren af islam, som er meget mindre end hovedgrenene for Sunni- og Shia-muslimer, og som hviler på et andet fundament. Selv Det Danske Forsvarsakademi beskriver Oman som præget af “tolerance og accept”. Jeg tror også, at deres evne til at bevare og udvikle deres egen kultur kræver af dem, at de skal værdsætte hinanden uanset herkomst, ophav eller normer. Oman er i dag uden tvivl et moderne land, dog går alle omanere, både mænd, kvinder og børn, rige som fattige, klædt i traditionelle klæder og dragter, helt anderledes end resten af verden… de fremstår rene, smukke og velduftende! Jeg har oplevet Oman, som et land med emotionelt og materielt overskud.  

 

Operahuset om natten (i Muscat). Foto: Salim Abdali.

Læs og hør mere om Salim Abdali:

Podcasten "Alfabetmageren" (2019) (YouTube). Læs mere.

Festivalanmeldelse af "Alfabetmageren" (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2019)

Salim har også bidraget med teksten "Omfavn mig kærlighed"

til den opvarmende podcast med festivaltekster i år:

 Indlæst af Øyvind Kirchhoff. 

KÆRLIGHED (YouTube). Læs mere.

*

Mød Salim Abdali til 

festivalafslutningen den 13. august 2023 kl. 13-16 

på Christianshavn, hvor danseren Peter Vadim vil improvisere til Salims oplæsning fra sin nyudgivne digtsamling på dansk. 

Digtsamlingen udkom først på arabisk, og opnåede stor bevågenhed 

ved udgivelsen i Cairo i efteråret 2022.

Det foregår udendørs i gårdhaven ved Dansk PEN, 

Dronningensgade 14, og hvis det ikke er udevejr bliver det i 

Dansk Forfatterforenings lokaler, Strandgade 6 - et par gader derfra

 

*

Læs mere om serien ET ANDET BLIK

Den store Bazar (i Matrah).Foto: Salim Abdali.

Bjørn & Ann Sofie i Indonesien

 

I serien ET ANDET BLIK rejser vi 

med Bjørn & Ann Sofie til Indonesien.

Hør podcast (YouTube)

Mens Ann Sofie er på arbejde, slår Bjørn sig ned i en lille kassettebåndsbutik i en satelitforstad til hovedstaden Jakarta og falder i snak med ejeren, der har en kandidatgrad i russisk, men meget hellere vil sidde i sin lille butik, omgivet af 15.000 kassettebånd og lytte til indonesisk gamelan-musik, ryge indonesiske cigaretter, drikke kaffe og sludre med kunderne, mens livet og trafikken udenfor drøner uophørligt forbi.

Indonesien er et stort ørige. Bali og Borneo er nogle af de mest kendte. Det er et utrolig frugtbart land, hvor kaffe, tobak og frugt er de største eksportvarer. Når risen er høstet, kan man to måneder efter høste igen. Slangen i paradis er afskovningen, der sker til fordel for palmeolien.

For den tilrejsende er det som at befinde sig i en stor smeltedigel. Det er en vildskab og en iderighed, der forbavser og overrasker. Måske er det en nødvendighed at komme ud og opleve noget andet end det, man alt for hurtigt vænner sig til hjemme. Det er i alt fald noget, som både Bjørn og Anne Sofie fremhæver som noget af det de har taget med sig fra rejsen.

Jakarta ligger i en dal omkranset af bjerge. Det ser ikke ud som om det er så langt væk, men trafikken er helt umuligt, og alting tager lang tid. Heldigvis havde Bjørn motorcykelkørekort, det gjorde transporten væsentlig lettere. I de store byer er der en kultur for rullende kontorer, folk sidder og arbejde i deres biler. De velstående, og velstanden er høj i hovedstaden Jakarta, har selvfølgelig chauffører. Der er ikke mange grønne områder i byerne, alt er bundet sammen af trafik. Bjørn havde håbet på at kunne fortsætte med at løbe på turen, men måtte opgive. Pludselig holder fortovet op, og man ved ikke, om det fortsætter, hvis det overhovedet gør det.

På alle gadehjørner er der små rullende boder med grillspyd, der bliver stegt over små kulbækkener. Det vrimler med dem. Alting koster penge, men til gengæld koster det næsten ikke noget at spise ude på restaurant – for det gør alle, hele tiden.

Hør om jordskælv, grillspyd, trafik og kassettebånd 

på denne podcast i serien ET ANDET BLIK.

”Luksus er overvurderet”, siger Bjørn, og vil forklare det nærmere 

til festivalåbningen, 

lørdag den 5. august 2023 kl. 12-20 

i HF Prøvestenen på Amager

hvor han også tager de indonesiske kassettebånd med, 

som han købte på rejsen 

- og vil afspille nogle af den.

Bjørn & Ann Sofie var også med i festivalbogen LIVETS GANG I HF PRØVEKLUDEN (Epigraf, 2019), hvor de fortalte om deres drømme og visioner, før de fik kolonihave. (Læs mere.) Det har de fået i mellemtiden, men har det ændret deres drømme?

 *

  Næste uges podcast:

14/4/23

Foto: Michael Svennevig.

Elizabeth Japsen 

& SMUKKE HERMAN

Elizabeth Japsen har i romanform skrevet om sin oldefar, SMUKKE HERMAN, der var stærk mand i cirkus. "Det er vigtigt at skrive om de fattige. Dem er der ingen, der interesserer sig for." Det er en hjertevarm beretning, renset for enhver sentimentalitet, selv om det er fortalt med engagement og vitalitet. Livet er hårdt og råt, men ikke uden poesi og spænding. Når lyset tændes i manegen, får livet den mest fantastiske glød. Musikken er af Sophus Rosenvinge. Hør podcast. (YouTube). Læs mere. Offentliggjort den 14. april 2021.

*

Hør også

1. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de foregående 5 podcasts.

&

 2. Præsentationspodcast. (YouTube)

med uddrag fra de kommende 5 podcasts.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*

ET ANDET BLIK - ny digital festivalserie

 

Foto: Salim Abdali.

ET ANDET BLIK

Som noget nyt bliver festivalen udbygget med to digitale serier i år.

 

Den første serie hedder ET ANDET BLIK og består primært af tekster, der handler om at se verden fra en ny vinkel – eller om at se det, vi allerede kender, på en ny måde. Det er et åbent vindue ud til den omgivende verden.

 

Den består af disse tekster og podcasts:

 

Foto: Salim Abdali.

OM OMAN: Den dansk/irakiske forsker, digter og oversætter Salim Abdali har besøgt Oman, og har beskrevet sine indtryk fra mødet med et folk og et land, der har betaget og forundret ham. Offentliggjort den 11. april 2023. Læs blogopslaget. 

 

Foto: Michael Svennevig.

OM INDIEN: ”Jeg rejste gennem 10 år årligt til Indien, og det satte sit præg på mig. Det har jeg beskrevet, for hvad er det, der gør, at nogle ting bliver siddende i kroppen, mens andre straks fordufter. Det er noget, der aldrig forsvinder. Noget, der bliver så meget en del af en selv, at det lægger sig tæt op af hjertet og bliver uadskilleligt fra én. Det har jeg beskrevet i teksten ”Den første kærlighed”. Læs Michael Svennevigs beretning. Offentliggjort den 20. marts 2023.

 

OM INDONESIEN: Bjørn & Ann Sofie har været i Jakarta og fortæller om mødet med Indonesien i en festivalpodcast, om jordskælv, grillspyd, trafik og kassettebånd, hvor Bjørn også fortæller om, hvorfor han mener at: ”Luksus er overvurderet”. Mød Bjørn til festivalåbningen, hvor han vil afspille nogle af de mange indonesiske kasettebånd, han købte på turen. Hør podcast. (YouTube). Læs mere. Podcasten blev offentliggjort den 7. april 2023. 

 

Foto: Morten Corneliussen

OM AT VÆRE VERDENSBORGER: ”Jeg har boet i flere lande, blandt andet i Danmark, Afrika og i de arabiske lande. Min store familie bor rundt omkring i verden. Min mor og min søster bor i Canada, en af mine brødre bor i USA, en anden bror bor i London, min far bor i Somalia, og min slægt et spredt i mange dele af verden.” Den dansk/somaliske forfatter Qaali Schmidt-Sørensen har skrevet om at være verdensborger. Hvad betyder det – og hvordan bliver man det? Læs mere. Offentliggjort den 26. april 2023. 

 

Foto: Michael Svennevig & Netka Elisabeth Bach.

OM HUSET I SINAI: Netka Elisabeth Bach fortæller om et liv med traner og illustrationer, men også om sit hus i Sinai. Det ligger i beduinernes bydel. Netkas møde med beduinerne er blevet til en ganske særlig og skattet del af hendes liv. Hør podcasten ”Netka & tranerne” (YouTube).  Læs mere. Podcasten blev offentliggjort den 17. marts 2023.

 

OM AT DANSE ALVERDENS DANSE:  ”Dansen har været en ledetråd gennem mit liv. Det startede med karnevallet i København i 1980´erne. Bagefter rejste jeg rundt i mange mellemøstlige lande og lærte mange nye danse.  Mød Mette Soraya Svane i podcasten, der blev offentliggjort den 28. april 2021. Hør podcast. (YouTube). Læs mere.

Foto: Michael Svennevig. Bogomslag: Manfred Christiansen.

KØBENHAVN SET FRA VANDET - UDE I FREMTIDEN: I science fiction-romanen "CPH under vand" skildrer forfatteren Sinus Reuss livet, efter at verdenshavene er steget adskillige meter. Det er en åben og optimistisk skildring af et fremtidigt liv på havet – eller rettere i havet. Sinus fortæller også om de særlige vilkår, som hans bøger bliver til under. Hvad betyder det at være bipolar, og hvordan påvirker det arbejdet med de tre bøger han indtil videre har skrevet? Hør podcast. YouTube. Læs anmeldelse. Læs mere. Offentliggjort den 21. april 2023.

Foto: Michael Svennevig.

FRA BEIRUT TIL KØBENHAVN: Ahlam Kassem: "Jeg holdt en lang skrivepause, hvor jeg selv blev mor og fik lyst til at give en fortælling videre til mine børn. Først tænkte jeg, at det skulle handle om en pige, der var født i Libanon, men vokset op i Danmark. Jo mere jeg skrev, des bedre forstod jeg, at der manglede noget om, hvordan mine forældres egen opvækst havde været. Det havde de aldrig fortalt. Det var der historien skulle starte!” Hør podcast. YouTube. Læs mere. Offentliggjort den 5. maj 2023.

REPORTAGE FRA PALÆSTINA: forfatter og historiefortæller Pia Sigmund har i en række FB-opslag rapporteret fra en rundrejse i Palæstina. Hun har kaldt opslagene: Go Home and Tell 1-10. Læs hendes sammenfattende rejseberetning, der også indgår i serien ET ANDET BLIK. Offentliggjort den 29. maj 2023. Se fotos & læs beretningen.

*

Hør uddrag fra de 5 første og de 5 næste podcasts:

1. præsentationspodcast

med uddrag fra de første 5 festivalpodcasts.

YouTube. Læs mere.

2. præsentationspodcast

med uddrag fra de næste 5 festivalpodcasts

​YouTube. Læs mere.

*

KÆRLIGHED?

Festival om drømme og fællesskab

5.-16. august 2023

5 bydele. 80 medvirkende

Læs mere på hjemmesiden 

og læs om tankerne bag festivalen.

#festivalkærlighed

*