torsdag den 7. marts 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Ramona Macho

 

Foto: Pernille Næsheim




Hør podcast


Dragqueen Ramona Macho og Bo Hagen Clausen fortæller om at finde vej mellem flere identiteter, for Ramona og Bo er én og samme person. Startede som undergrunds-transperformer, men er med tiden mere blevet dragqueen og performancekunstner. Det er beretningen om et liv og et kunstnerisk virke, der startede på Norsk Dukketeater Akademi og fortsatte på Den Dansk Filmskoles animationslinje, for bagefter at gå helt andre veje. Om at kæmpe sig fri og stå ved, den man er.



Foto: Pernille Næsheim.



Musikken på podcasten er sunget af Ramona Macho.


Foto: Pernille Næsheim.



Foto: Pernille Næsheim.




Foto: Pernille Næsheim.



*

Næste uges podcast:

Foto: Michael Svennevig.

Peter Madsen:
"Vægten af et åndedrag"
Om superhelte og retfærdighed
Offentliggøres den 15. marts

Forfatter Peter Madsen fortæller om sin debutroman, ”Vægten af et åndedrag” (Forlaget Leitura, 2023) og om sin fascination af superhelte og retfærdighed. Det startede i 8-10-årsalderen, hvor Peter tog sin supermandsdragt på inde under sit normale tøj og havde det på i skole, uden at sige det til nogen: ”Jeg er ret god til hemmeligheder. Hvis jeg ikke skulle være superhelt, så skulle jeg måske have været hemmelig agent.” 
Musik: Markus Madsen.


*


Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden:


#verdenerfuldafveje
*

lørdag den 2. marts 2024

Orhan Dogru: Digt til festivalmaleri 2024

 

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.



1)

En verden, et liv,

engang levede mine fire kvinder,

i fortidens løv som fire uåbnede blade,

fremmedgjort fra verdens liv.

Dog lever de stadig

i min bundløse fortid og nutid.


 

2)

Jeg er hverken inde i livet

eller uden for livet.

Min sjæl svæver mellem to verdener,

mens mit legeme er dybt nede i jorden,

under ledsagelse af de funklende glimtende stjerner.

 

 

3)

Hver gang jeg kravlede op i drømmenes himmel

bliver jeg revet ned af virkelighedens tyngde,

og mine drømme flænges i stykker.

Dog skal du vide;

jeg er fortabt i drømmens kærlighed, ikke i dig.


 

4)

Livet er både godt og ondt

hæng ikke fast i detaljer.

Spring ikke over det store billede,

Åh, menneske!

Ondskab opstår fra mørkets kraft,

godhed opstår fra lysets kraft.


 

5)

I det mindste vil jeg omfavne dig i minderne,

ved at genskabe fortiden fuldstændig i mine øjne,

jeg vil bøje mig ned og indånde din duft,

men dit minde og billede er så blegt,

selv duftens spor er forsvundet fra mit sind.



6)

På skærmen vises en diktators krig

Alt det, der kommer fra TV’et,

har ingen farve

alt synes sort for mig.

Kun blodet er rødt.






ORHAN DOGRU

Foto: Tina Lindop (fra festivalen 2023).

Orhan Dogru tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom han også skriver digte på disse sprog. For ham er det ypperste håb at væve drømme på tværs af disse fire sprog og en dag kunne drømme på alle disse fire sprog og endda i samme drøm.

Orhan Dogru er dansk-kurdisk/tyrkisk forfatter, oversætter og nu også debuterende digter. 
I 2022 fortalte Orhan Dogru på festivalen om sin oversættelse af ”Mem og Zin”, et poetisk værk af den kurdiske filosof og digter Ehmede Xani fra 1692. Det er en kurdisk klassiker, som udgør den største kulturelle fællesnævner for kurderne, der i dag er et undertrykt, splittet og forfulgt folkeslag, der er spredt i næsten alle verdenshjørner. Oversættelsen indgik i serien ALVERDENS KÆRLIGHED. Lise Kamp Dahlerup læste uddrag fra den på festivalen. Læs mere. I 2023 fortalte Orhan Dogru om sin debutroman ”En nydanskers kontrabog” med undertitlen ”Ordene flyver skriften forbliver”, hvor læseren kommer med på en rejse i både tid og rum. I romanen møder vi indvandreren Yusuf, der fra oprindelig blot at have set sig selv som en gæstearbejder fra Anatolien, men trods fordomme og udfordringer på godt og ondt både fra ”gammeldanskernes” og ”de fremmedes” side, er kommet til at føle sig som nydansker. Læs anmeldelse af romanen. I år gælder det Orhan Dogrus nye digtsamling, som han præsenterer på festivalen.


Foto: Tina Lindop (fra festivalen 2023).




 Læs også digteren Salim Abdalis 

digt til festivalmaleriet 2024.

Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden:


*

torsdag den 29. februar 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: Eva Billesbølle Tworek: Om portrætter

 

Eva Billesbølle Tworek omgivet af sine malerier.
Fotos: Eva Billesbølle Tworek og Michael Svennevig.

Hør podcast



Billedkunstner Eva Billesbølle Tworek fortæller om, hvad vil det sige for hende at male portrætter. Hvad er det vi ser, når vi ser hinanden, og hvordan fastholdes det i et billede. Om portrætter, masker og selfies. Om billederne vi gør os af os selv og hinanden – og om portrættet som en indre sindstilstand. 




På podcasten omtaler Eva maleriet herover. "I den gule stol" 
og tegningerne af mormorens bridgevenner som Eva har tegnet efter et gammelt fotografi.









Benny Tworek medvirker også 
og musicerer gennem podcasten på guitar og på klaver.






Forudgående podcasts
 med Eva Billesbølle Tworek:

Om ideerne bag udstillingen (2019)

Ideerne tager fysisk form (2020) - del I 
og del II (med Nynne Billesbølle Tworek)

med scenografi af Eva Billesbølle Tworek



Joan Schmidt (festivalens kronikør) skriver:


‘Glasdøren’ er Nynne Billesbølle Tworeks digtsamling om sin søster Lea (33 år). ’Øjeblikke’ er Eva Billesbølle Tworeks malerier af og om datteren Lea.⁣
⁣
Vandreudstillingen ’Øjeblikket bag glasdøren’ er mor og søsters fælles anstrengelse for at give os andre indblik i Leas verden, der ikke har et sprog i ord, men bestemt et rigt sprog af lyde og mimik. Kommunikation eller bare aflæsning af Lea afhænger for omgivelserne af, om vi kan lære Leas sprog - en tidskrævende opgave. Lea kan lære, men for at komme forbi den kapacitet hun selv har, er hun afhængig af omgivelser, der kan tilegne sig, hvordan det bedst sker for Lea. I livsløbet har familien afluret, hvad Lea mener, og for at kunne tale tilbage til Lea også opøvet Leas måde at kommunikere på.⁣


Læs hele teksten, 
der er skrevet af Joan Schmidt 
og indgår i blogopslaget: 

*

Næste uges podcast:


Foto: Pernille Næsheim.


Ramona Macho 
Offentliggøres den 8. marts 2024


Dragqueen Ramona Macho og Bo Hagen Clausen fortæller om at finde vej mellem flere identiteter, for Ramona og Bo er én og samme person. Startede som undergrunds-transperformer, men er med tiden mere blevet dragqueen og performancekunstner. Det er beretningen om et liv og et kunstnerisk virke, der startede på Norsk Dukketeater Akademi og fortsatte på Den Dansk Filmskoles animationslinje, for bagefter at gå helt andre veje. Om at kæmpe sig fri og stå ved, den man er. Musikken på podcasten er sunget af Ramona Macho.


*


Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden:


#verdenerfuldafveje
*

lørdag den 24. februar 2024

DRØMMEN OM NOGET BEDRE. Utopiske tanker 2024

Hokusai (1760-1849)




DRØMMEN OM NOGET BEDRE

Utopiske tanker udvekslet med Louise Christine Larsen, 
 kunsthistoriker med speciale i satiretegninger - og som medvirker på festivalen



On Tue, 6 Feb 2024 at 06:45

Kære Louise.

Der er endnu en New York Times-artikel som jeg har lyst til at sende dig, for den satte sig i klemme inde i mig, da jeg læste den.

Den er bærer af en slags UTOPI. En lykkedrøm, som vi nok alle higer efter - og alligevel er der også noget uhyggeligt og beklemmende over det. Er det bare en illusion - eller er vi bange for at hengive os til drømmen? Som artiklen også spørger: er det "paradis eller parodi"?

https://www.nytimes.com/2024/02/04/world/asia/china-dali.html?unlocked_article_code=1.TU0.GBit.2DJyvVPhnTuY&bgrp=g&smid=url-share

Welcome to ‘Dalifornia,’ an Oasis for China’s Drifters and Dreamers

Young Chinese are flocking to the picturesque mountain town of Dali to escape the cutthroat competition and suffocating political environment of the country’s megacities.

www.nytimes.com


I hvert fald så jeg oplagte festivalparalleller - og gemte dem i min festivalmappe, eftersom jeg synes at der er så få fristeder, hvor der kan drømmes frit - og her var endelig ét af dem. Tænkte umiddelbart, at det kunne være sjovt at lave et festivalopslag om modet til at drømme os til en bedre verden. Vi er jo nødt til at have nogle forbilleder - og dem er der så få af. Hvad synes du om det, Louise?



6. februar 2024 08:57



Kære Michael,

Mange tak for ny, inspirerende artikel - og ja, jeg havde det som dig, der er noget beklemmende ved det, også fordi det er det hele samfund, som skal rystes op, så mennesker ikke bukker under for stress og låste liv. Alternativet er så heller ikke en by, eller en enkelt samling, men lige så mange løsninger, som der er mennesker. Vi har alt for let ved at skabe nye despoter og regler om, hvordan livet skal gøres. Den store utopi er vel, at den ikke kan formuleres, men at den har ret til at være til. At vi har ret til at drømme og længes, og få nye drømme - og nye igen, og at give dem allesammen liv. Og selvfølgelig har vi brug for forbilleder og at drømme sammen, hvad din festival er udtryk for - alle kommer med noget forskelligt, hvad vi har leget med siden sidst, og vi udveksler, før vi igen går ud og leger - inspireret af festivalen til at prøve nye ting af. Du sørger for, at alle får plads og rum og ret til at tale, hvad der måske er den allervigtigste funktion - det er den åbenhed og ret til at være til stede, som oftest bukker under. Og igen, du inspirerer til at komme med noget nyt, der er et rum, der inviterer til at bringe nyt ind som alle kan glædes over - og inspireres til selv at skabe ud fra.

Kærligst

Louise


Vincent van Gogh (1853-1890): "Natpåfugleøje"



Tue, 6 Feb 2024 at 10:10



Tak, kære Louise.

Du får sat ord på netop dilemmaet mellem at ville og have. For når utopien omplantes til virkelighed, kalder den nok også på despoterne - og på det ensrettede, for nu har vi fundet SANDHEDEN. Kun vi - og ikke de andre.

Jeg tænker videre, for det optager mig. Som du rigtig og fint skriver, så er festivalen jo også et forsøg i den retning, men eftersom den kun er en luftspejling - og en slags lykketilstand, som vi alle kun kan have til låns i et lille stykke tid, undslipper den farerne ved at blive diktatorisk og ensrettet. Men det er et umådeligt spændende emne.

Jeg kan huske, at mens jeg sad i forfatterforeningens kursusudvalg lavede vi et weekendkursus på Hald, der handlede om UTOPI, og så vidt jeg husker mundede den også ud i nogenlunde den samme konklusion: at Utopi har vi alle brug for, men hvis vi besætter den og møblerer den, ender den med at spænde ben for os - og blive en ny spændetrøje. Hvad mener du om det, Louise?

Kærligst

Michael



Tir 06-02-2024 10:08


Ja præcis, kære Michael, det er ligesom med lykken, den siver, hvis man griber efter den - men det betyder jo ikke, at den ikke findes og kan skabe store ting. Det er blot det at fange og definere den, som går imod dens natur. Så er despoterne der. Fint at diskutere, men kun når alle er enige om ikke at skulle have punkter på en tavle bagefter, det skal være lige så åbent, når man går ud igen. Ligesom når vi er igang med at skabe noget. Der er ikke noget bedre, når tankerne flyder og bare former ord eller billeder. Vi ved, at det kan vi ikke hver dag, der kan være måneder imellem. Men de andre dage gør skrivedage mulige og glæden ved skrivedage bliver kun større, fordi vi ved, at det er så unikt og ikke vil gribes.



Kærligst

Louise


Odile Redon (1840-1916): "Fremkaldelse af sommerfugle"



On Tue, 6 Feb 2024 at 11:09:




Åh, hvor smukt, Louise.

Ja, det er sangen om sommerfuglen om igen. Nok se, men ikke røre!

Det har jeg lyst til at lave et opslag om, når vi nærmer os festivalen.

Ville du kunne foreslå illustrationer til vores lille skriftlige samtale om det?

Kærligst

Michael



Tue, 5 Feb 2024 at 11:20:



Sommerfugle... og som vi lærte i 80'erne, så kan den ændre verden ved at bevæge sine vinger på den anden side af jordkloden...

Jeg skal lige tænke i sommerfugle, det skal være tegninger, som er vederlagsfrie.

Kærligst

Louise



8 Feb 2024 at 03:59:




Tusind tak, Louise.

Jeg har indsat illustrationerne i teksten. Det er dejligt med de omkringflyvende sommerfugle.

Kærlig hilsen

Michael





Kære Michael,

Det er snart sommerfugletid. Godt at tage lidt forskud på dem:)

Kærligst

Louise






Vincent van Gogh (1853-1890): "To hvide sommerfugle"




Illustrationerne er valgt af Louise Christine Larsen

- og er af Odilon Redon, Van Gogh, og Hokusai.


*


Foto: Helle Scheffmann.


Louise Christine Larsen:
(Kunsthistoriker med speciale i satiretegninger fortæller:)

"Satiretegningen er et barn af myten om kunstneren, som kæmpede for at kunne tegne en hane, så den fremstod levende. Det tog 20 år, men så skulle kunstneren også kun bruge fire streger. Satiretegnerne kan skabe liv af næsten ingenting, hvor de lægger sandheden foran os, så vi ser, hvad der gik forud, hvor vi er nu, og hvad som kommer forude, hvis vi bliver ved med at ligne os selv alt for meget som mennesker. De kender vores værste sider og alligevel holder de af os. De holder nok af menneskeheden til at sige fra, når magten begår uretfærdighed mod os, hvad der gennem hele satiretegningens historie har betydet, at satiretegnerne har risikeret deres liv og frihed. Når en satiretegning er allerbedst, er den et hovedværk over sin tid - og det kun i fire streger."

Mød Louise Christine Larsen på den kommende festival.







Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende


Læs mere om festivalen på hjemmesiden:




*






fredag den 23. februar 2024

Anmeldelse: CHILD på Fabrikken for Kunst og Design

Foto: Monty Freddie.


Efter at have nydt Uppercut Danseteaters seneste forestillinger, "Limbo", "Kalinka" og "Benched", var jeg meget spændt, da jeg satte mig til rette i rundkredsen til soloforestillingen "Child" i aftes på Fabrikken for Kunst & Design på Sundholmsvej på Amager. Mark Philip og Stephanie Thomasen er danseteatrets kunstneriske ledere, og det var netop Mark Philip, der var på scenen på Fabrikken. Men helt alene var han ikke. Den dansede fortælling er en barndomsfortælling i en firkantet sandbunke, der udspandt sig mellem ham selv og den helt unge  Clara Alina D’Abadia, der er elev ved Det Kongelige Teaters balletskole. 


Foto: Monika Kadlubcova..


Det er en fortælling om barndommens sandslotte. Både om de store drømme de byggede sandslotte i strandkantensom repræsenterer - som dog snart efter hviskes bort af havet -og sandkassens slotte og borge. 


Foto: Monty Freddie.


Mark Philip har selv stået for ideen, konceptet og koreografien. Stephanie Thomasen har været koreografisk konsulent og sammen med Maria Schultz har de begge været dramaturgiske konsulenter på forestillingen. 


Foto: Monty Freddie.


Mark Philip slynger kroppen i afsindige kast imod sandet, der på én gang både virker blødt og hårdt. Det er en leg med sandets erindring, for sandet husker alt. Det forbinder os med de sandslotte og borge vi selv har opført og destrueret dengang i barndommen. Det er en inciterende fortælling om drøm og destruktion. Vi kender det. Det var dér, det startede - i sandkassen. Det var dér, vi voksede op. Det var dér, vi fandt vor egen rolle i livet. Det var dér, vi udkæmpede drabelige kampen om vor ret til at være med og være til. Leg og alvor  er i en evig veksling. Det ene øjeblik er det legende og morsomt, for snart efter at blive en regulær overlevelseskamp. Sandet husker og repræsenterer det hele.


Foto: Monty Freddie.


Sandets erindring ligger i kroppen og er en aktiv medspiller i den dansede fortælling mellem de to på scenen. Der er rørende øjeblikke af pludselig opstået intimitet, men det er også en kamp om at positionere sig i legens univers, hvor leg og alvor, som liv og død, umærkelig glider fra det ene til det andet. Det gør forestillingen også. 


Foto: Monty Freddie.

Kemien mellem de to på scenen er imponerende. Mark Philip er en gnistrende entusiastisk danser, der ekvilibristisk satser sig selv og sin krop i legen. Der er noget "Fluernes Herre" over "CHILD". I lange perioder sidder Clara Alina D’Abadia bare i det ene hjørne. Hun både er der og er der ikke, mens Mark Philip udkæmper drabelige kampe med sandet og sig selv. Men på afgørende tidspunkter træder hun ind i legen og bliver hans jævnbyrdige. Når han bærer rundt på hende, eller hun slynger sig rundt om ham, eller når de to står stirrende over for hinanden, kan hun både være hans samvittighed eller barnet i ham selv. Måske den legende del af ham, som han stadig udkæmper drabelige kampe med. 


Foto: Monika Kadlubcova.


Mark Philip er selv et barn. Et dansende barn. Hans charmerende drengede charme gnistrer imod os. I intense øjeblikke er han stolt som et barn, når han sejrende indtager sandbunkerne. Han bygger større og større sandslotte i sit eget sandrige. Han bygger også på noget inde i os. Vi går helt tilsandede derfra efter dette møde med den sandede del af os selv. Det hele tårner sig op og lader os glide med tilbage til barndommen. Det er en betagende rejse, der ledsages af musik af Grace Davidson, Max Ricther og Nirvana, men mest bare akkompagneret af kast, fald og åndedrag, der suger os tilbage til barndommen, hvor livet udkæmpedes i sandkassen. 


Foto: Monty Freddie.


CHILD

45 min.
Solodans
Uppercut Danseteater
Fabrikken for Kunst og Design

22.-24. februar 2024


IDÉ, KONCEPT & KOREOGRAFI
Mark Philip

Dansere
Mark Philip & Clara Alina D’Abadia (elev ved Det Kongelige Teaters balletskole)

Koreografisk og dramaturgisk Konsulent
Stephanie Thomasen

Dramaturgisk Konsulent
Maria Schultz

Musik
Grace Davidson, Max Ricther og Nirvana

Hjemmeside & billetter

*

Tidligere anmeldte Uppercut Danseteater-forestillinger:

2022:

LIMBO 

KALINKA

2023:

BENCHED


*

Læs også de øvrige 214 anmeldelser.
Se oversigten.


*

torsdag den 22. februar 2024

VERDEN ER FULD AF VEJE: 1. Præsentationspodcast

Bent Melchior: Majka Bjørnager. Jytte Abildstrøm: Tina Lindop. Ramona Macho: Pernille Næsheim.
Eva Billesbølle Tworek, Hanne Marie Svendsen og Peter Madsen: Michael Svennevig


1. præsentationspodcast
med uddrag fra de 5 første festivalpodcasts

Hør podcast




Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


Festivaltekster 2024:
Offentliggjort den 16. februar 2024

12 kunstnere har bidraget til den opvarmende podcast med festivaltekster. Det er sange, digte og portrætter, der forsøger at skildre forskellige veje gennem tilværelsen og livet. De bliver enten fremført af kunstnerne selv eller af skuespillerne Mette Frank, Lise Kamp Dahlerup og Hans Henrik Clemensen. Mød: Rubens Ballade, Rodolph Geraci, Cindy Lynn Brown, Salim Abdali, Sheila Andersen, Aleksandar Sajin, Reza Farmand, Qaali Schmidt-Sørensen og Tom Sonntag. 
Læs mere. Hør podcast (YouTube)
På uddraget bliver Reza Farmands digt læst af Mette Frank akkompagneret af Tom Sonntag.





Foto: Michael Svennevig.


Eva Billesbølle Tworek:
Om portrætter
Offentliggjort den 1. marts 2024


Billedkunstner Eva Billesbølle Tworek fortæller om, hvad vil det sige for hende at male portrætter. Hvad er det vi ser, når vi ser hinanden, og hvordan fastholdes det i et billede. Om portrætter, masker og selfies. Om billederne vi gør os af os selv og hinanden – og om portrættet som en sindstilstand. Benny Tworek medvirker også og musicerer gennem podcasten på guitar og på klaver.
Læs mere. Hør podcast (YouTube)



Foto: Pernille Næsheim.


Ramona Macho 
Offentliggjort den 8. marts 2024


Dragqueen Ramona Macho og Bo Hagen Clausen fortæller om at finde vej mellem flere identiteter, for Ramona og Bo er én og samme person. Startede som undergrunds-transperformer, men er med tiden mere blevet dragqueen og performancekunstner. Det er beretningen om et liv og et kunstnerisk virke, der startede på Norsk Dukketeater Akademi og fortsatte på Den Dansk Filmskoles animationslinje, for bagefter at gå helt andre veje. Om at kæmpe sig fri og stå ved, den man er. Musikken på podcasten er sunget af Ramona Macho.

Læs mere. Hør podcast (YouTube)




Foto: Michael Svennevig.


Peter Madsen:
"Vægten af et åndedrag"
Om superhelte og retfærdighed
Offentliggøres den 15. marts


Forfatter Peter Madsen fortæller om sin debutroman, ”Vægten af et åndedrag” (Forlaget Leitura, 2023) og om sin fascination af superhelte og retfærdighed. Det startede i 8-10-årsalderen, hvor Peter tog sin supermandsdragt på inde under sit normale tøj og havde det på i skole, uden at sige det til nogen: ”Jeg er ret god til hemmeligheder. Hvis jeg ikke skulle være superhelt, så skulle jeg måske have været hemmelig agent.” Musik: Markus Madsen.

Læs mere. Hør podcast (YouTube)



Jytte Abildstrøm: Tina lindop. Bent Melchior: Majka Bjørnager
Hanne Marie Svendsen: Michael Svennevig


90+
 Brug dit liv, mens du har det! 
Offentliggøres den 22. marts 2024

Jytte Abildstrøm, Bent Melchior og Hanne Marie Svendsen fortæller om deres vej gennem livet. Hvordan begyndte det og hvad der skete siden? Om at finde vej og om mødet med lærdommen, litteraturen og kunsten. Podcasten består af gamle optagelser, der er klippet sammen som en hyldest til de tre, der har rundet de 90+. De har alle betydet og betyder stadig meget for festivalen. Musik: Mika Filborne.

Læs mere. Hør podcast (YouTube)



Festivalmaleri: Hanne Svennevig.


VERDEN ER FULD AF VEJE
Festival om drømme og portrætter
3. - 14. august 2024
5 bydele med 100 medvirkende

Læs mere om festivalen på hjemmesiden:


*