torsdag den 7. marts 2024
VERDEN ER FULD AF VEJE: Ramona Macho
lørdag den 2. marts 2024
Orhan Dogru: Digt til festivalmaleri 2024
Festivalmaleri: Hanne Svennevig.
1)
En verden, et liv,
engang levede mine fire kvinder,
i fortidens løv som fire uåbnede blade,
fremmedgjort fra verdens liv.
Dog lever de stadig
i min bundløse fortid og nutid.
2)
Jeg er hverken inde i livet
eller uden for livet.
Min sjæl svæver mellem to verdener,
mens mit legeme er dybt nede i jorden,
under ledsagelse af de funklende glimtende stjerner.
3)
Hver gang jeg kravlede op i drømmenes himmel
bliver jeg revet ned af virkelighedens tyngde,
og mine drømme flænges i stykker.
Dog skal du vide;
jeg er fortabt i drømmens kærlighed, ikke i dig.
4)
Livet er både godt og ondt
hæng ikke fast i detaljer.
Spring ikke over det store billede,
Åh, menneske!
Ondskab opstår fra mørkets kraft,
godhed opstår fra lysets kraft.
5)
I det mindste vil jeg omfavne dig i minderne,
ved at genskabe fortiden fuldstændig i mine øjne,
jeg vil bøje mig ned og indånde din duft,
men dit minde og billede er så blegt,
selv duftens spor er forsvundet fra mit sind.
6)
På skærmen vises en diktators krig
Alt det, der kommer fra TV’et,
har ingen farve
alt synes sort for mig.
Kun blodet er rødt.
Læs også digteren Salim Abdalis
digt til festivalmaleriet 2024.
torsdag den 29. februar 2024
VERDEN ER FULD AF VEJE: Eva Billesbølle Tworek: Om portrætter
‘Glasdøren’ er Nynne Billesbølle Tworeks digtsamling om sin søster Lea (33 år). ’Øjeblikke’ er Eva Billesbølle Tworeks malerier af og om datteren Lea.
Vandreudstillingen ’Øjeblikket bag glasdøren’ er mor og søsters fælles anstrengelse for at give os andre indblik i Leas verden, der ikke har et sprog i ord, men bestemt et rigt sprog af lyde og mimik. Kommunikation eller bare aflæsning af Lea afhænger for omgivelserne af, om vi kan lære Leas sprog - en tidskrævende opgave. Lea kan lære, men for at komme forbi den kapacitet hun selv har, er hun afhængig af omgivelser, der kan tilegne sig, hvordan det bedst sker for Lea. I livsløbet har familien afluret, hvad Lea mener, og for at kunne tale tilbage til Lea også opøvet Leas måde at kommunikere på.
lørdag den 24. februar 2024
DRØMMEN OM NOGET BEDRE. Utopiske tanker 2024
Kære Louise.
Der er endnu en New York Times-artikel som jeg har lyst til at sende dig, for den satte sig i klemme inde i mig, da jeg læste den.
Den er bærer af en slags UTOPI. En lykkedrøm, som vi nok alle higer efter - og alligevel er der også noget uhyggeligt og beklemmende over det. Er det bare en illusion - eller er vi bange for at hengive os til drømmen? Som artiklen også spørger: er det "paradis eller parodi"?
https://www.nytimes.com/2024/02/04/world/asia/china-dali.html?unlocked_article_code=1.TU0.GBit.2DJyvVPhnTuY&bgrp=g&smid=url-share
Welcome to ‘Dalifornia,’ an Oasis for China’s Drifters and Dreamers
Young Chinese are flocking to the picturesque mountain town of Dali to escape the cutthroat competition and suffocating political environment of the country’s megacities.
www.nytimes.com
I hvert fald så jeg oplagte festivalparalleller - og gemte dem i min festivalmappe, eftersom jeg synes at der er så få fristeder, hvor der kan drømmes frit - og her var endelig ét af dem. Tænkte umiddelbart, at det kunne være sjovt at lave et festivalopslag om modet til at drømme os til en bedre verden. Vi er jo nødt til at have nogle forbilleder - og dem er der så få af. Hvad synes du om det, Louise?
Kære Michael,
Mange tak for ny, inspirerende artikel - og ja, jeg havde det som dig, der er noget beklemmende ved det, også fordi det er det hele samfund, som skal rystes op, så mennesker ikke bukker under for stress og låste liv. Alternativet er så heller ikke en by, eller en enkelt samling, men lige så mange løsninger, som der er mennesker. Vi har alt for let ved at skabe nye despoter og regler om, hvordan livet skal gøres. Den store utopi er vel, at den ikke kan formuleres, men at den har ret til at være til. At vi har ret til at drømme og længes, og få nye drømme - og nye igen, og at give dem allesammen liv. Og selvfølgelig har vi brug for forbilleder og at drømme sammen, hvad din festival er udtryk for - alle kommer med noget forskelligt, hvad vi har leget med siden sidst, og vi udveksler, før vi igen går ud og leger - inspireret af festivalen til at prøve nye ting af. Du sørger for, at alle får plads og rum og ret til at tale, hvad der måske er den allervigtigste funktion - det er den åbenhed og ret til at være til stede, som oftest bukker under. Og igen, du inspirerer til at komme med noget nyt, der er et rum, der inviterer til at bringe nyt ind som alle kan glædes over - og inspireres til selv at skabe ud fra.
Kærligst
Louise
Tak, kære Louise.
Du får sat ord på netop dilemmaet mellem at ville og have. For når utopien omplantes til virkelighed, kalder den nok også på despoterne - og på det ensrettede, for nu har vi fundet SANDHEDEN. Kun vi - og ikke de andre.
Jeg tænker videre, for det optager mig. Som du rigtig og fint skriver, så er festivalen jo også et forsøg i den retning, men eftersom den kun er en luftspejling - og en slags lykketilstand, som vi alle kun kan have til låns i et lille stykke tid, undslipper den farerne ved at blive diktatorisk og ensrettet. Men det er et umådeligt spændende emne.
Jeg kan huske, at mens jeg sad i forfatterforeningens kursusudvalg lavede vi et weekendkursus på Hald, der handlede om UTOPI, og så vidt jeg husker mundede den også ud i nogenlunde den samme konklusion: at Utopi har vi alle brug for, men hvis vi besætter den og møblerer den, ender den med at spænde ben for os - og blive en ny spændetrøje. Hvad mener du om det, Louise?
Kærligst
Michael
Ja præcis, kære Michael, det er ligesom med lykken, den siver, hvis man griber efter den - men det betyder jo ikke, at den ikke findes og kan skabe store ting. Det er blot det at fange og definere den, som går imod dens natur. Så er despoterne der. Fint at diskutere, men kun når alle er enige om ikke at skulle have punkter på en tavle bagefter, det skal være lige så åbent, når man går ud igen. Ligesom når vi er igang med at skabe noget. Der er ikke noget bedre, når tankerne flyder og bare former ord eller billeder. Vi ved, at det kan vi ikke hver dag, der kan være måneder imellem. Men de andre dage gør skrivedage mulige og glæden ved skrivedage bliver kun større, fordi vi ved, at det er så unikt og ikke vil gribes.
Kærligst
Louise
Åh, hvor smukt, Louise.
Ja, det er sangen om sommerfuglen om igen. Nok se, men ikke røre!
Det har jeg lyst til at lave et opslag om, når vi nærmer os festivalen.
Ville du kunne foreslå illustrationer til vores lille skriftlige samtale om det?
Kærligst
Michael
Sommerfugle... og som vi lærte i 80'erne, så kan den ændre verden ved at bevæge sine vinger på den anden side af jordkloden...
Jeg skal lige tænke i sommerfugle, det skal være tegninger, som er vederlagsfrie.
Kærligst
Louise
Tusind tak, Louise.
Jeg har indsat illustrationerne i teksten. Det er dejligt med de omkringflyvende sommerfugle.
Kærlig hilsen
Michael
Kære Michael,
Det er snart sommerfugletid. Godt at tage lidt forskud på dem:)
Kærligst
Louise
fredag den 23. februar 2024
Anmeldelse: CHILD på Fabrikken for Kunst og Design
Efter at have nydt Uppercut Danseteaters seneste forestillinger, "Limbo", "Kalinka" og "Benched", var jeg meget spændt, da jeg satte mig til rette i rundkredsen til soloforestillingen "Child" i aftes på Fabrikken for Kunst & Design på Sundholmsvej på Amager. Mark Philip og Stephanie Thomasen er danseteatrets kunstneriske ledere, og det var netop Mark Philip, der var på scenen på Fabrikken. Men helt alene var han ikke. Den dansede fortælling er en barndomsfortælling i en firkantet sandbunke, der udspandt sig mellem ham selv og den helt unge Clara Alina D’Abadia, der er elev ved Det Kongelige Teaters balletskole.
Det er en fortælling om barndommens sandslotte. Både om de store drømme de byggede sandslotte i strandkantensom repræsenterer - som dog snart efter hviskes bort af havet -og sandkassens slotte og borge.
Mark Philip har selv stået for ideen, konceptet og koreografien. Stephanie Thomasen har været koreografisk konsulent og sammen med Maria Schultz har de begge været dramaturgiske konsulenter på forestillingen.
Mark Philip slynger kroppen i afsindige kast imod sandet, der på én gang både virker blødt og hårdt. Det er en leg med sandets erindring, for sandet husker alt. Det forbinder os med de sandslotte og borge vi selv har opført og destrueret dengang i barndommen. Det er en inciterende fortælling om drøm og destruktion. Vi kender det. Det var dér, det startede - i sandkassen. Det var dér, vi voksede op. Det var dér, vi fandt vor egen rolle i livet. Det var dér, vi udkæmpede drabelige kampen om vor ret til at være med og være til. Leg og alvor er i en evig veksling. Det ene øjeblik er det legende og morsomt, for snart efter at blive en regulær overlevelseskamp. Sandet husker og repræsenterer det hele.
Sandets erindring ligger i kroppen og er en aktiv medspiller i den dansede fortælling mellem de to på scenen. Der er rørende øjeblikke af pludselig opstået intimitet, men det er også en kamp om at positionere sig i legens univers, hvor leg og alvor, som liv og død, umærkelig glider fra det ene til det andet. Det gør forestillingen også.
Kemien mellem de to på scenen er imponerende. Mark Philip er en gnistrende entusiastisk danser, der ekvilibristisk satser sig selv og sin krop i legen. Der er noget "Fluernes Herre" over "CHILD". I lange perioder sidder Clara Alina D’Abadia bare i det ene hjørne. Hun både er der og er der ikke, mens Mark Philip udkæmper drabelige kampe med sandet og sig selv. Men på afgørende tidspunkter træder hun ind i legen og bliver hans jævnbyrdige. Når han bærer rundt på hende, eller hun slynger sig rundt om ham, eller når de to står stirrende over for hinanden, kan hun både være hans samvittighed eller barnet i ham selv. Måske den legende del af ham, som han stadig udkæmper drabelige kampe med.
Mark Philip er selv et barn. Et dansende barn. Hans charmerende drengede charme gnistrer imod os. I intense øjeblikke er han stolt som et barn, når han sejrende indtager sandbunkerne. Han bygger større og større sandslotte i sit eget sandrige. Han bygger også på noget inde i os. Vi går helt tilsandede derfra efter dette møde med den sandede del af os selv. Det hele tårner sig op og lader os glide med tilbage til barndommen. Det er en betagende rejse, der ledsages af musik af Grace Davidson, Max Ricther og Nirvana, men mest bare akkompagneret af kast, fald og åndedrag, der suger os tilbage til barndommen, hvor livet udkæmpedes i sandkassen.
*
Tidligere anmeldte Uppercut Danseteater-forestillinger:
2022:
2023:
*
Læs også de øvrige 214 anmeldelser.
Se oversigten.
*






























